»De ryger hash og sådan noget. De er ret syge!«: Om fællesskaber, fritid og forældrerelationer i unges hverdagsliv

(1)

article

Fagfellevurdert

2535-8162-2020-02-01 Vitenskapelig

publikasjon

»De ryger hash og sådan noget. De er ret syge!«

Om fællesskaber, fritid og forældrerelationer i unges hverdagsliv

“They smoke weed and stuff. They’re quite sick!”

On communities, leisure and parenting strategies in young people’s everyday lives

David Thore Gravesen

Cand.pæd.soc., Lektor, ph.d., Forskningscenter for pædagogik og dannelse, Program for hverdagsliv og fritidspædagogik, VIA University College, Danmark

David Thore Gravesen er forskningsleder ved Program for hverdagsliv og fritidspædagogik ved VIA University College. Gravesen er kandidat i pædagogisk sociologi fra DPU, Aarhus Universitet og PhD i uddannelsessociologi fra Københavns Universitet. Gravesens forskningsinteresser kredser om børn og unges hverdagsliv, ulighed i uddannelse, ungdomskultur, shadow education, pædagogens rolle i folkeskolen og kvalitative forskningsmetoder

dtg@viauc.dk

Sidse Hølvig Mikkelsen

Cand.pæd.soc., Lektor, Forskningscenter for pædagogik og dannelse, Program for hverdagsliv og fritidspædagogik, VIA University College, Danmark

Sidse Hølvig Mikkelsen er lektor ved læreruddannelsen og forskningsmedarbejder ved Program for hverdagsliv og fritidspædagogik ved VIA University College. Mikkelsen er kandidat i pædagogisk sociologi fra DPU, Aarhus Universitet og interesserer sig i sin forskning bl.a. for ungdomskultur, unges valg og ulighed i uddannelse, uddannelsespres og Shadow Education samt børn og unges hverdags- og familieliv.

Peter Hornbæk Frostholm

Cand.pæd.ant., Lektor, Forskningscenter for pædagogik og dannelse, Program for hverdagsliv og fritidspædagogik, VIA University College, Danmark

Peter Hornbæk Frostholm er lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og forskningsmedarbejder ved Program for hverdagsliv og fritidspædagogik ved VIA University College. Frostholm er kandidat i pædagogisk antropologi fra DPU, Aarhus Universitet og forsker gennem etnografisk metode i børn og unges hverdags- og fritidsliv imellem institutionelle kontekster, unges uddannelsesvalg, højskolepædagogik for børn og unges sociale online-fællesskaber.

Sammendrag

Denne artikel handler om fællesskaber, fritid og forældrerelationer i danske unges hverdagsliv. Første del af analysen fokuserer på, hvordan unge bruger stimulanser som alkohol og rygning til at markere, hvilke grupper de ønsker at være del af, og hvilke grupper de ønsker at distancere sig fra. Det illustreres, hvordan brugen af sådanne stimulanser gøres til genstand for moralske vurderinger og således i nogle ungegrupperinger giver adgang til fællesskaber, medens det i andre kredse miskrediteres og er forbundet med lav status. Anden del af analysen fokuserer på de unges relationer til deres forældre og behandler, hvordan opdragelsesstrategier i familierne synes at udgøre en afgørende præmis for, hvad de unge opfatter som legitim adfærd og gode fællesskaber. Artiklens analyser er baseret på et kvalitativt studie med ca. 70 deltagende unge fordelt på tre 8.-klasser på tre forskellige skoler i tre socioøkonomisk forskellige boligom- råder i en mellemstor provinsby i Danmark.

Nøgleord

Ungdom, fællesskaber, alkohol, fritid, forældrestrategier

DOI: https://doi.org/2535-8162-2020-02-01 Årgang 1, nr. 2-2020, s. 89–104

ISSN online: 2535-8162 V I T E N S K A P E L I G P U B L I K A S J O N

(2)

Abstract

This article is about communities, leisure and parenting strategies in the everyday lives of young people in Denmark.

The first part of the analysis focuses on how young people use stimulants such as alcohol and nicotine to signal which groups they want to be part of and which groups they want to distance themselves from. The article illustrates how the use of such stimulants undergoes moral judgments; in some groups it is accepted, while in others it is discredited and associated with low status. The second part of the analysis focuses on the young people’s relationships with their parents and addresses how parenting strategies in the families function as a crucial premise for what young people perceive as legitimate behavior and good communities. The article’s analyses are based on a qualitative study with the participation of approximately 70 young people, from three 8^thgrade classes at three different schools, in three socio- economically different neighborhoods in a medium-sized provincial town in Denmark.

Keywords

Youth, friendship, alcohol, leisure, parenting strategies

Introduktion

Denne artikel tager udgangspunkt i et forskningsprojekt med titlenForestillinger om ungdom og normalitet i provinsen. Om konstruktioner af sted og aktivitet i spændingen imellem unges hverdagslivsperspektiver og strukturelle krav.I projektet undersøger vi, hvordan 14-15-årige unge i 8. klasse oplever, definerer og konstruerer ungdom, normalitet og tilhørsforhold i deres hverdagslige fritidsliv i en mellemstor dansk provinsby. I denne artikel fokuserer vi på fællesskaber, fritid og forældrerelationer i de unges hverdagsliv. I det første af to analytiske afsnit analyserer vi de unges forhold til alkohol, cigaretter og snus, og hvordan brugen af sådanne stimulanser i nogle ungegrupperinger accepteres og giver tilhør, mens det i andre kredse miskrediteres og er forbundet med lav status. I det andet analytiske afsnit inddrager vi de unges relationer til deres forældre og analyserer, hvordan opdragelsesstrategier i familierne synes at udgøre en afgørende præmis for, hvad de unge opfatter som legitim adfærd og gode fællesskaber. Netop brugen af alkohol, cigaretter og snus fremtræder i vores datamateriale som stærke markører på identitet og fællesskab. Artiklens ærinde er ikke at disku- tere sundhed eller forebyggelse, men at fokusere på fortællinger og pointer, som de unge selv udtrykker, når vi kommer ind på brugen af sådanne stimulanser. Ved at illustrere en række forskelle på forskellige ungegrupperingers brug af alkohol, cigaretter og snus, og hvordan disse forskelle er knyttet til de unges fællesskaber, fritidsliv og relationer til forældre, ønsker vi at accentuere, at unges hverdagsliv ingenlunde kan samles under én kategori. Unge er forskellige, og unge fra ét miljø har ofte andre agendaer og aktivitetsmønstre end unge, der lever i et andet boligkvarter blot få kilometer væk.

Metodologi

Med udgangspunkt i Pierre Bourdieus relationelle sociologi (Bourdieu, 1999; 2004) gen- nemførte vi¹ i 2016-2017 kvalitative studier blandt ca. 70 unge i alderen 14-15 år, fra tre 8.-klasser i tre socioøkonomisk forskellige skoledistrikter i en dansk provinsby² med ca. 50.000 indbyggere. Inddragelsen af ungegrupperinger fra tre socioøkonomisk forskellige skoledistrikter³gav os mulighed for at studere sociale og kulturelle forskelle i de unges

1. Forskningsteamet bestod af fem medlemmer, hhv. tre lektorer/forskere (forfatterne til denne artikel) og to stude- rende, alle fra VIA University College i Danmark.

2. Bynavn, vejnavne, navne på skoler/skoledistrikter, navne på deltagende informanter er alle anonymiseret.

3. Udvælgelsen af de tre skoledistrikter med forskellige socioøkonomiske karakteristika skete for at sikre muligheden for at studere sociale og kulturelle forskelle, jf. inspirationen fra Pierre Bourdieu og den relationelle sociologi.

Data, der ligger til grund for karakteristikkerne af de tre boligområder/skoledistrikter i metodologiafsnittet, er baseret på offentligt tilgængelig uddannelsesstatistik fra Børne- og Undervisningsministeriet i Danmark, offentligt tilgængelige data på boligområder fra ejendomsmæglere, ligesom indtryk og erfaringer fra den kvalitative undersøgelse i de tre skoledistrikter, ikke mindst walk-and-talks med de unge, har bidraget til beskrivelserne.

(3)

hverdagsliv og gennem komparative læsninger og analyser tydeliggøre væsentlige forskelle i de unges tænke- og handlemåder. Vi udvalgte to skoledistrikter inden for bygrænsen, som vi kalder henholdsvisBroskolenogGrønneskolen. Hertil udvalgte vi et mindre skoledistrikt cirka 10 kilometer fra centrum, som vi kalderMarkskolen. I det følgende præsenterer vi en kort karakteristik af de tre skoledistrikter.

Broskolenligger i byens centrum, som er præget af ældre og relativt slidte etageboliger i det, der tidligere har været byens arbejderkvarter. Her findes mange lejelejligheder i almen- nyttige boligforeninger. Her bor mange singler og færre par og børnefamilier. Det gennem- snitlige antal kvadratmeter i boliger pr. person i dette boligområde er 50, hvilket er blandt det laveste antal pr. person i kommunen. Det samlede karaktergennemsnit ved afgangsprø- ver i 9. klasse på Broskolen ligger på 6,1, og elever herfra er således samlet set blandt de elever i kommunen, der får de laveste karakterer, når de forlader 9. klasse.

Grønneskolenligger ca. fem kilometer fra bymidten. Boligområdet omkring Grønnesko- len er blandt byens mest privilegerede, og huspriser i dette område er blandt de højeste i kommunen. Her findes velholdte villaer og parcelhuse, og boligområdet er placeret nær grønne områder, skov og byens badestrand. Det er også her, en af byens golfbaner er placeret, ligesom kvarteret huser en tennisklub. Her er børnefamilier den mest repræsenterede familietype, og hver person har i gennemsnit 74 kvadratmeter at boltre sig på i deres boliger. Når elever forlader Grønneskolen efter 9. klasse, er de blandt de elever i kommunen, der scorer de højeste karakterer ved afgangsprøverne. Gennemsnittet ligger på 8,4.

Markskolener den sidste skole, der indgår i undersøgelsen. Den ligger i et forstadsmiljø med ca. 2.000 indbyggere, der bor i parcelhuskvarterer, rækkehuse og mindre lejlighedsbe- byggelser omgivet af landbrugsområder. Den mest hyppige familietype er børnefamilier, og her bor man i gennemsnit på 57 kvadratmeter pr. person. Karaktergennemsnittet for elevers afgangsprøver i 9. klasse ligger her på 7,1, dvs. omtrent imellem de to skoler Broskolen og Grønneskolen.

De ca. 70 unge, der deltager i undersøgelsen, er således almindelige danske unge, som bor og har deres hverdag i disse socioøkonomisk meget forskellige skoledistrikter. Hvilken betydning de socioøkonomiske forskelle har for de unges adfærd, fælleskaber og forældre- relationer, giver vi en række bud på i artiklens to analytiske afsnit. Først vil vi dog redegøre for, hvordan vi konkret greb undersøgelsen an.

Undersøgelsen bestod af tre faser, der var anlagt ud fra vores ambition om at nærme os de ungesegneperspektiver (Van der Geest, 1996; Fjordside, Lindberg, Schjellerup & Sommer, 2016; Wulf-Andersen, Follesø & Olsen, 2016; Vitus, Studsrød & Warming, 2016).

Først gennemførte vi forskerinitierede workshops i de tre skoleklasser, dernæst fokusgruppeinterviews med alle deltagende informanter og endelig walk-and-talks i de unges lokalmiljøer. At inddrage forskellige metoder i kvalitative studier (Brinkmann, 2012) kan give datamaterialet bredde, dybde og fylde (Denzin & Lincoln, 2011), og vi ønskede med det metodiske setup at appellere til mange forskellige unge og unges mange forskellige udtryks- former. Vi lagde ud med de forskerinitierede workshops i de tre 8. klasser. Her medbragte vi en række materialer, som vi bad de unge arbejde med. Undervejs præsenterede vi os selv, forskningsprojektets tematik og informerede om etiske anliggender angående frivillig deltagelse, informeret samtykke og anonymitet. Materialerne, vi medbragte, var henholdsvis kort over de unges lokalområder samt såkaldte fritids- og relationscirkler. På kortmaterialet bad vi de unge markere ruter og steder, de anvender i deres hverdagsliv, steder, de helst undgår, steder med voksne og steder uden voksne. Vi opfordrede også til, at de skrev om stederne på kortene. På fritidscirklen bad vi de unge opdele deres fritid i et lagkagediagram og markere, hvad de bruger tiden på, når de ikke er i skole. På relationscirklen bad vi de unge markere sig

(4)

selv i centrum af cirklen og markere betydningsfulde relationer tæt på og mindre tætte relationer mere perifært. På de tre workshops erfarede vi således meget om de unges relationer, aktiviteter og bevægelser igennem deres arbejde med de udleverede materialer, ligesom de mange uformelle samtaler undervejs også gav os indblik i de unges hverdagsliv.

I den følgende fase gennemførte vi fokusgruppeinterviews. Vi udviklede interviewguides på baggrund af induktive og komparative læsninger af materialet fra de tre workshops, og således tog vi overvejende udgangspunkt i de unges udsagn og perspektiver i fokusgruppe- samtalerne.

Endelig gennemførte vi walk-and-talks for at få en mere rumlig fornemmelse for de unges fortællinger. Her viste de unge rundt i deres lokale kvarterer, og undervejs så vi nye ting, som vi talte om, ligesom de unge naturligvis også uddybede fortællinger og pointer fra workshops og fokusgruppeinterviews.

Som nævnt informerede vi i starten af de tre workshops om etiske anliggender og gjorde det klart for de unge, at der var tale om frivillig deltagelse, og at navne på personer, veje, byer og steder ville blive anonymiseret i projektets afrapportering. At der var tale om frivillig deltagelse, betød også, at vi oplevede grupper af informanter, der f.eks. ikke deltog i walk-and- talks, ligesom nogle også valgte at forlade aktiviterne undervejs i de indledende workshops.

Analytiske fokuspunkter og teoretiske tilgange

Mange unge i vores undersøgelse forholder sig til og har holdninger om rygning og alkoholforbrug blandt dem selv og de forskellige andre ungegrupperinger, de møder i deres fritid.

Dog viser materialet fra de tre skoledistrikter store forskelle, i forhold til hvilken rolle alkohol og rygning konkret spiller i de unges hverdag. Nogles brug af – og andres afstandtagen til – sådanne stimulanser synes at markere symbolske afgrænsninger og positioneringer, der peger på forskellige deltagelsesstrategier og muligheder for fællesskabsdannelser. For nogle udtrykker brugen af alkohol og rygning, og det at gå til fester, en slags social lim, der sikrer en oplevelse af tilhør, mens det at tage afstand fra den slags aktiviteter netop sikrer tilhør og identifikation for andre grupper af unge. I relation til sådanne sammenhænge træder det i vores materiale tydeligt frem, at de unges forældre og den måde, de er med til at tilrettelægge rammerne omkring de unges liv på, har stor betydning for, hvilke fællesskabelser de unge finder legitime, og hvilke praksisser der anses for attraktive og gyldige. For nogle unge frem- står forældre som vigtige forbilleder og sparringspartnere, mens de for andre er nærmest usynlige og mest af alt i vejen for, hvordan de unge ønsker at praktisere ungdomsliv. I de følgende afsnit vil vi med teoretisk udgangspunkt i Richard Jenkins’ centrale begreber om kategorisering og identifikation (Jenkins, 2006) analysere empiriske fund fra vores datamateriale, hvor de unge udtrykker, hvilken rolle forskelige stimulanser spiller i forhold til at positionere sig, få adgang til fællesskaber og føle tilhør. Her gør vi ydermere brug af Michelle Lamonts pointer om, at kategoriseringer og symbolske grænser også er forbundet med moralske distinktioner (Lamont, 1992; 2000), og forestillinger om, hvad der er acceptabel og mindre acceptabel adfærd. Endelig knytter vi an til Annette Lareaus begreberconcerted cultivationogaccomplishment of natural growth(Lareau, 2011) for at analysere, hvordan de unges relationer til deres forældre udgør en central præmis for, hvad de unge opfatter som legitim adfærd og gode fællesskaber.

Ungdommen imellem individualisering og fællesskab

I forskningssammenhæng er ungdommen traditionelt blevet behandlet som den overgangs- periode, der forbinder barndommen med voksenlivet, men nyere forskning peger på, at

(5)

ungdommen i dag er mere end det; ungdom er en livsfase, der på afgørende vis definerer, former og farver både barndommen og voksenlivet, og hvor de sociale arenaer for alvor bliver komplekse og sværere end tidligere at navigere i (Mørch, 2012; Illeris, Simonsen, Katz- nelson, Nielsen & Sørensen, 2009; Follesø, Neidel & Berliner, 2016). I takt med de seneste årtiers grundlæggende samfundsforandringer er vilkår for og opfattelsen af de unge ligeledes ændret markant, og et af de mest centrale udviklings- og forandringstræk er blevet kendt under begrebetindividualiseringen.

Flere toneangivende sociologer har beskrevet individualiseringen som en afgørende forandring i forhold til vores måde at forstå og tyde det senmoderne samfunds sociale organise- ring og fællesskabsorienteringer på. Sådanne forandringer præger også unges livsbetingelser og måder at være i verden på (Bruselius-Jensen & Sørensen, 2017; Beck & Beck-Gernsheim, 1995; Bauman, 2002; Giddens, 1996). Individualiseringen betragtes ofte som frisættende i forhold til f.eks. køn, klasse og etnicitet og som noget, der gør individet i stand til i højere grad selv at definere sin identitet og tilværelse. Ud over de frisættende potentialer medfø- rer udviklingen ifølge sociologerne også tvivl, ambivalenser og usikkerhed (Bruselius-Jensen

& Sørensen, 2017; Illeris et al., 2009). Dette gælder også for unge, bl.a. i relation til sociale relationer og venskaber, der kan forekomme mere selvvalgte, men samtidig fremstår mere flygtige. Det synes i dag at være mere op til den enkelte, hvilke fællesskaber der tjekkes ind og ud af. Sådanne mere fleksible fællesskaber er blevet beskrevet somneotribale stammefæl- lesskaber, der udelukkende styres af lyst, personlige interesser og ambitioner (Brinkmann, 2011; van Hauen, 2009; Maffesoli, 1995). Disse forestillinger kan forekomme forsimplede, da empiriske undersøgelser konkluderer, at unges liv, muligheder og fællesskaber i høj grad er påvirket af både køn, klassetilhør og etnicitet (Hansen, 1995; Ploug, 2007; Gravesen, 2013, 2015; Hansen, 2014; Larsen & Wulf-Andersen, 2015). Tilsvarende sammenhænge finder vi også tydelige tegn på i vores forskning. Svend Brinkmann og Gert Biesta noterer samstem- mende, at på trods af opkomsten af det senmoderne samfund kan individet ikke forstås løsrevet fra de fællesskaber, det indgår i, og at fællesskaberne på samme måde må forstås i sammenhæng med de individer, der udgør dem (Biesta, 2004; Brinkmann, 2011). Således kan hverken de unge eller de fællesskaber, de indgår i, opfattes som uafhængige eller stabile enheder, men må forstås som hinandens forudsætninger og som værende i stadig indbyrdes bevægelse og afhængighed (Jensen, 2011).

Der er derfor meget på spil for unge i forhold til etableringen, defineringen og opret- holdelsen af fælleskaber. For de unge i vores undersøgelse er dette særdeles tydeligt. Fæl- lesskaberne fungerer som platforme for symbolske handlinger og grænsedragninger, der markerer forskelle imellem de forskellige ungegrupperinger. I fællesskaberne bestemmes det, hvilken type handlinger der errigtigeogforkerte.

I det næste lancerer vi det første af artiklens to analytiske afsnit. Her skal vi bl.a. se, hvordan unge fra det privilegerede boligområde omkring Grønneskolen ser ned på det at drikke og ryge, mens det for gruppen af unge fra Broskolen giver status og er et vigtigt led i fællesskabets logik. For selv om manges ungdomsliv udgøres af relativt ensartede komponenter som familie, skole, venner og fritidsinteresser, varierer dét, der anses som det helt normale ungdomsliv, markant fra ungegruppering til ungegruppering. Og selv om den fysiske afstand imellem grupperinger kan være blot et par kilometer, kan den symbolske afstand synes meget længere.

(6)

At ryge og drikke – uacceptabelt eller helt almindeligt?

»Jeg kan ikke lide de unge derude. Det er sådan nogle, der måske ryger i vores alder.«

Udsagnet stammer fra Eva, der går i 8. klasse på Grønneskolen i det privilegerede kvarter i byen. I citatet tager Eva afstand fra»højlydte personer«, der hænger ud på nabokvarterets McDonald’s-restaurant. Senere i fokusgruppeinterviewet fortæller Eva om steder, hun helst undgår. Her fokuserer hun på de unge, der går på Broskolen i det mere socialt sammensatte boligområde i centrum:

Jeg kunne slet ikke finde på at være omkring den skole. Det er danske børn, men de er sådan … De ryger hash og sådan noget. De er ret syge!… Jeg kunne i hvert fald ikke finde på at være venner med dem, tror jeg ikke. Fordi jeg synes, de er meget på en anden måde, end vi er her i Grønneskoleområdet … Det er også tøjmoden og sådan. Jeg ved det ikke … Jeg kunne ikke sådan … så ryger mange af dem og sådan. Man tænker bare: Du er 14! De drikker også og lægger My Stories⁴ud, hvor de bare lige har lidt tøj på.

I arbejdet med at definere sig selv som ung i kvarteret omkring Grønneskolen synes det tydeligt, at Eva gør det i opposition til en anden slags unge, som hun kategoriserer som syge, og som hun på ingen måde ønsker at identificere og sammenligne sig med. De unge fra Broskolen, som hun distancerer sig fra, danner således en slags negativ referenceramme for adfærd og måder at være sammen på. Her er alkohol og rygning vigtige markører, der skaber distance. Eva positionerer sig i opposition til Broskolens unge og udtrykker samtidig en følelse af tilhør med de unge, hun deler skole og hverdagsliv med:

Når vi udtaler os om andre, udtrykker vi ofte noget om os selv. I den menneskelige verden er lighed og forskellighed altid funktioner af en bestemt synsvinkel eller et særligt perspektiv: Vores lighed er deres forskellighed og vice versa (Jenkins, 2006:105)

For den engelske sociolog Richard Jenkins er det netop sådanne sociale identifikationer og sociale udvekslinger i hverdagslivet, der former menneskers identitet, selvforståelse og være- måde. Behovet for at kategorisere og definere ’de andre’ opstår som følge af behovet for at skabe mening og forstå sig selv og ligheden med sin egen gruppering i en stadig mere kom- pleks verden. Således navigerer de unge i vores undersøgelse gennem generaliseringer og kategoriseringer af hinanden og de andre for at skabe en forståelse af, hvemvier – og hvad viikkeer (Jenkins, 2006).

Ifølge Jenkins er individet ikke en isoleret enhed, men må forstås i relation til de samspil og sociale kontekster, den enkelte til stadighed indgår i. På den måde er Eva med sine lidet flatterende udtalelser om de unge fra Broskolen både i færd med at udtrykke og konsolidere sit tilhørsforhold til sin egen gruppering og samtidig udgrænse og kategorisere ungegrupperingerne fra Broskolen.

I et fokusgruppeinterview fortæller informanter fra Grønneskolen om at være til idræts- stævne med de unge fra andre skoler. Line definerer unge fra sin egen skole, Grønneskolen, som »gode børn« i modsætning til unge fra andre skoler i byen:

… Vi er sådan nogle… rolige-agtige. … Altså, vi er altså meget stille og ved, hvad vi skal gøre, fordi vi får altså sådan at vide, at vi er gode børn.

4. My Stories er en funktion på appen Snapchat, der giver mulighed for, at man kan lægge billeder og videoer ud, som efterfølgende kan ses i 24 timer. Man kan vælge, om My Stories kun skal være synlige for éns egne snapchat- venner, eller om de skal være synlige for alle.

(7)

I forskning om unges oplevelser af at komme fra et bestemt sted til forskel fra et andet sted anvendes aksen by-land ofte til at pointere, hvordan de unges hjemsted og den specifikke lokalitet rummer specifikke kulturelle forholdemåder og sociale koder, og hvordan de kan være medbestemmende for, hvordan de unge oplever tilhør og handlemuligheder (Sørensen

& Pless, 2015; Cuervo & Wyn, 2012; Ravn & Demant, 2016). I vores empiri viser det sig dog, at forskelle i forholdemåder og sociale koder findes inden for endda meget korte geografiske afstande i det urbane rum.

I ovenstående citat positionerer Line således sig selv og sine skolekammerater fra Grønne- skolen som de børn, der ved, hvordan man skal opføre sig passende i skolesammenhænge, hvilket ifølge Line og de andre informanter i fokusgruppeinterviewet bekræftes af deres lærere, der fortæller dem, at de er gode, at de ved, hvad der forventes af dem i situationen, og at de er i stand til at agere herefter. Videre i samtalen udgrænses elever fra andre nærliggende skoler, dels med konkrete iagttagelser af den uacceptable adfærd de udviser, dels med forestillinger om, hvorfor de er anderledes. I en samtale om fritidsaktiviteter reflekterer Sandra, også fra Grønneskolen, over, hvorfor de unge fra Grønneskolen synes at gå til mærkbart flere fritidsaktiviteter, end unge vi har talt med fra Broskolen:

Der er måske mange af dem, der ikke går til noget, fordi de måske ikke gider, fordi de skal hjem og ryge eller sådan noget. Det tror jeg.

Som vi ser, definerer Sandra unge fra Broskolen som nogle, der »ikke gider« deltage i fritidsaktiviteter, fordi de hellere vil ryge. I fortællingen fremtræder rygning som en symbolsk markør, der miskrediterer unge fra Broskolen, alt imens unge fra Sandras egen kreds kategori- seres som legitime kammerater, der bruger fritiden fornuftigt. Eksemplerne illustrerer særde- les rammende Jenkins pointer om adskillelsen afosfrade andre,og hvordan identifikations- og kategoriseringsprocesser uophørligt er på spil, når mennesker forsøger at skabe mening i den sociale verden, de er en del af. I tråd hermed har den franske sociolog Michele Lamont ligeledes været optaget af de symbolske grænser, man som menneske gør brug af, når man kategoriserer sig selv og andre og således skaber sociale og symbolske skel samt definitioner afdem ogos(Lamont, 1992). En af Lamonts pointer er, at det ofte overses, hvor stor betydningen af menneskers moralske distinktioner er, i definitionerne af hvem vi anser som vorestype af men- neske, og hvem vi ikke gør; konkurrende moralforestillinger danner grundlag for vores måde at skabe os selv og andre ved med udgangspunkt i moralske forskelle at påberåbe sig særlige (gode) egenskaber, som de andre synes at mangle, eller ved at markere afstand til moralsk forkastelig adfærd (Lamont, 1992, 2000). Dette materialiserer sig typisk som livstil, kulturel dannelse, renlighed, personlige egenskaber, opførsel og udseende m.v. På den måde bruger de unge fra Grønneskolen ofte ’moralske domme’ som sociale og identitetsopbyggende markører, og som vi skal uddybe i artiklens andet analytiske afsnit, er disse meget ofte knyttet sammen med deres relationer til forældrene og de opdragelsesforståelser, der hersker i familien.

Således ser vi i flere af udsagnene ovenfor, at unge fra Grønneskolen tager klart afstand fra det at ryge. De finder det uacceptabelt og vurderer det ikke som en moralsk legitim måde at være sammen på. Omvendt ser det ud for unge på Broskolen. Her er rygning accepteret som en relativt almindelig måde, hvorpå man kan praktisere ungdomsliv. Illeris et al. (2009) beskriver rygefællesskaber somlette fællesskaber:

Man behøver ikke at opfinde noget at være sammen om, man kan bare ryge. Når rygningen samtidig har en symbolsk kvalitet, der kan få en til at fremstå sejere og ældre og fremhæve ens maskulinitet eller femininitet, hvad er der så at tabe? (Illeris et al., 2009: 243)

(8)

Om informanterne på Broskolen faktisk føler sig ældre og sejere, når (og hvis) de ryger, er uvist, men sikkert er det, at holdningerne til rygning er mærkbart anderledes end hos Grøn- neskolens unge. I et fokusgruppeinterview med unge fra Broskolen fortæller Camilla om hverdagslivet og klubben:

… Jeg har mange af de der venner, der ryger og alt muligt. De kommer også nede i den klub, jeg kommer i …

Hertil svarer en anden informant – også om klubben – at »man skal passe lidt på, hvis man går derover«, fordi, som en tredje supplerer, »der kommer alle mulige folk«. I samme interview fortæller de unge, at brugen af snus er blevet meget populær og udbredt. I en ordveksling imellem intervieweren og informanterne Bo og Camilla handler det om snus:

Bo: Ja, præcis. Det er blevet rigtig populært (…) Camilla: Ja, det er der mange, der bruger.

Bo: Der er en fra vores klasse, og jeg siger ikke hvem, men der er en fra vores klasse, der også gør det sådan pænt tit …

Interviewer: Og det er lidt ligesom at ryge eller hvad?

Bo: Ja, det giver den samme effekt, bare meget stærkere. Man bliver sådan helt … Camilla: Man bliver rigtig træt af det …

Bo: Så det har en stor effekt på én, især når det er første gang, der er man helt færdig …

Senere i ordvekslingen forlyder det, at flere både ryger og bruger snus, og at særligt snus er forbundet med status. De forskelle, vi ser i de forskellige ungegrupperingers syn på og kend- skab til rygning, går i store træk igen, når det handler om alkohol. Flere unge fra Brosko- len udtrykker, at de ikke gider have dem, der ikke drikker, med til festerne, mens unge fra Grønneskolen tager afstand fra alkohol og sjældent deltager i fester. Her ser vi igen Lamonts pointe om den ’moralske dom’ som symbolsk grænsemarkør; det at ryge og drikke som et enten inkluderende eller ekskluderende socialt parameter i ungegrupperingerne.

I et fokusgruppeinterview fortæller to piger fra Broskolen om deres weekender, hvor de ofte drikker alkohol og tager til fester i byens parker. Den ene forklarer:

… Altså, jeg og nogle af mine veninder tager til fest hver weekend. Og drikker os fulde og sådan noget. Og gør nogle dumme ting og sådan noget …

I et andet fokusgruppeinterview, også med unge fra Broskolen, handler samtalen om andres forventninger til de unge. En dreng fortæller om de forventninger, han oplever, at folk har til ham. Her er det tydeligt, at fællesskabet med de jævnaldrende er det mest centrale:

Altså, venner forventer, at man dukker op til x antal fester, fordi ellers er man ikke så sej. Det er mere vennerne, der forventer noget, end samfundet.

I flere fokusgruppeinterviews fortæller unge fra Broskolen om den nærliggende McDo- nald’s-restaurant, hvor unge sommetider tager alkohol med. Nogle piger fortæller om engang, hvor de købte en cola og drak halvdelen af den for så at fylde op med vodka. På den

(9)

måde kunne de sagtens sidde i restauranten og drikke. Det handler om at få alkoholen med ind, uden at de, der arbejder i restauranten, bemærker det.

Omvendt ser det ud for de unge på Grønneskolen. De fleste fortæller, at de foretrækker en se en film sammen, fokusere på deres sport eller være sammen med familien. Flere fortæller også, at deres forældre forbyder dem at drikke, før de kommer i 9. klasse. Om netop fester beretter en pige fra Grønneskolen:

Jeg har været inviteret til én, men jeg må ikke drikke i 8. klasse, så jeg tager ikke til fest. Der er måske nogen, der gør, men det er helt klart de færreste.

Vi har i det foregående illustreret, at forskellene på unges brug af stimulanser som cigaretter, snus og alkohol synes store fra Broskolen til Grønneskolen. Men forskelle findes naturligvis også internt i de forskellige skoledistrikter. I et af vores fokusgruppeinterviews med unge fra Grønneskolen fortæller de unge om en såkaldt z-klasse på deres skole – en slags specialklasse, hvor eleverne er »lidt nogle outsidere«, som de ikke rigtig gider at være sammen med. Ifølge informanterne begyndte nogle fra z-klassen at drikke allerede i 7. klasse, og nogle mener, at flere af dem endda er startet med »stoffer og sådan noget«.

Også på Markskolen, der er lokaliseret mere isoleret i det mindre bysamfund i land- lige omgivelser, hersker interne forskelle imellem de forskellige ungegrupperinger. Nogle er startet med at gå til fester, og i mange af fokusgruppeinterviewene fortæller de unge om for- ældrenes holdninger til alkohol. Nogle får at vide, at de må drikke tre øl, men drikker måske alligevel fem. Ifølge de unge er det almindeligt at gå lidt over grænsen, så længe man holder sig i nærheden at forældrenes dessiner.

Uanset om de unge er fra Broskolen, Grønneskolen eller Markskolen, og uanset om de er begyndt at drikke og ryge eller ej, er det tydeligt, at de alle forholder sig til stimulanserne, og at refleksionerne knytter sig til deres forståelser af fællesskaber, normalitet og legitim adfærd. Alkohol, cigaretter, snus og fester fungerer som symbolske markører, der hjælper de unge til at navigere i en verden, der nok ikke giver lige så mange svar, som tilfældet var tidligere, jf. pointerne om den mere flygtige, individualiserede og usikre livsform, mennesker i dag synes at være underlagt. Måske kan man gå så langt som til at sige, at de unges fæl- lesskaber erneotribale stammefællesskaber, hvor det at tage stilling til alkohol og andre stimulanser bliver en nødvendig kompetence, fordi sådanne fællesskaber netop er baseret på lyst, personlig interesse og ambitioner frem for på traditionelle forskrifter for, hvad det er passende at gøre. Måske er det sådan, at når man frisættes fra historiske krav og samfunds- mæssige fordringer, sådan som sociologerne antyder, bliver det endnu mere afgørende selv at kunne tage stilling til, hvad der er rigtigt og forkert. Og i dette identitetsarbejde er identifikations- og kategoriseringsprocesserne vigtige komponenter, der guider den enkelte og dennes gruppe til at forstå og udtrykke forskellene påosogdem.

Ifølge vores data er det dog ingenlunde sådan, at identitetsarbejdet og identifikations- og kategoriseringsprocesserne er noget, de unge foretager udelukkende på egen hånd. Foræl- drenes rolle og forskelle i graden af involvering i de unges liv er centrale elementer på tværs af vores datamateriale og fremstår således som væsentlige brikker i de unges forholden sig til sig selv og andre. Denne pointe vil vi uddybe i det næste analytiske afsnit, når vi fokuserer på, hvordan de unges positioneringer og aktiviteter i høj grad er knyttet til deres fami- liebaserede virkelighed, og at de ’moralske domme’, de fælder over hinanden, og de sociale udvekslinger, de indgår i, i høj grad er påvirket af forholdet til forældrene og deres måde at tænke opdragelse og fritid på.

(10)

Intensiv kultivering eller naturlig udvikling?

Vi har i det foregående afsnit set, hvordan forskellige aktiviteter er knyttet til de forskellige ungegrupperingers fornemmelser for, hvad der er legitim adfærd. Som eksempler på symbolske markeringer, der synes centrale for alle de unge, der har deltaget i vores undersøgelse, har vi fokuseret på de unges brug af – eller afstandtagen i forhold til – forskellige stimulanser.

Vi har valgt dette fokus, fordi induktive læsninger af data fra både workshops, fokusgruppeinterviews og walk-and-talks har peget på, at denne del af ungdomslivet er afgørende og betydningsfuld for de unge. Andre studier har ligeledes fokuseret på unges brug af rygning og alkohol (Ingholt, 2006; Andersen, Sørensen, & Ingholt, 2017), og hvordan unge konti- nuerligt arbejder på at skabe og vedligeholde fællesskaber og leve op til uskrevne regler for legitim ungeadfærd (Nielsen, Katznelson, & Sørensen, 2010; Bruselius-Jensen & Sørensen, 2017; Jensen & Brinkmann, 2011). Sådanne studier fokuserer ofte på den mere individualiserede ungdomskultur, som vi også har berørt i artiklen her, der betyder, at reglerne for acceptabel opførsel i dag sjældnere er skrevet på forhånd, men netop konstrueres i de hverdagslige fællesskaber mellem de unge. Vores data peger imidlertid på, at forældrenes rolle og det socioøkonomiske miljø, de unge er forankret i, synes at have mærkbar betydning for deres aktiviteter i fritiden og generelle holdninger til ungdomslivet.

Når de unge fra Broskolen får fri fra skole, bruger de i høj grad fritiden i ikke-institutio- naliserede fællesskaber, hvor de selv bestemmer, hvad de vil bruge tiden på. Uanset om de gamer derhjemme, kommunikerer på sociale medier eller mødes i offentlige urbane rum, er det oftere deres venner, de pejler mod, frem for forældre eller andre voksne. Omvendt ser det ud for mange af de unge fra Grønneskolen og til dels også Markskolen, der fortæller, at voksenstrukturerede fællesskaber ofte danner ramme om deres fritidsliv. De er meget aktive i forhold til fritidsaktiviteter, hvad enten det drejer sig om at gå til fodbold, teater, dans, musik, passe hest eller arbejde i det nærliggende supermarked. Der er således stor forskel på, om fritidslivet er orkestreret af forældre og andre pædagogiske autoriteter, eller om det mere er baseret på de unges egne initiativer, hvilket naturligvis også hænger sammen med de tidligere analyser i forhold til de unges forhold til alkohol, rygning og det at gå til fester. For- skellene på de fællesskaber, de unge vælger – eller naturligt synes forankret i – synes at være stærkt knyttet til deres socioøkonomiske miljø og forældrenes forskellige former for involvering. Forældrenes økonomiske, sociale og kulturelle kapital (Bourdieu, 2004; 2007) og de normer, overbevisninger og strategier, de udtrykker i forlængelse heraf, synes at være vældig meddefinerende for de unges måde at danne fællesskaber på i fritiden. I hvert fald ser vi, at mange af de unge meget eksplicit forholder sig til den relation, de har til deres forældre, og hvad den betyder for deres ungdomsliv.

Den amerikanske sociolog Annette Lareau er i sine studier optaget af at undersøge forskelle i familiestrategier og måder at praktisere opdragelse og levevis på og har gennem etno- grafiske studier af familier, børn og unge fra forskellige sociale klasser hen over en periode på over 10 år udviklet begreberneconcerted cultivationogaccomplishment of natural growth.

Begreberne beskriver to forskellige forældrestrategier, der er forankret i forskellige socioøko- nomiske miljøer og nabolag (Lareau, 2011). Lareau finder, at forældrestrategien concerted cultivation, som vi her vil oversætte tilintensiv kultivering,fremkommer i mere privilegerede middelklassefamilier, mens accomplishment of natural growth, som vi her vil oversætte tilidéen om naturlig udvikling,omvendt viser sig som forældrestrategi i mindre bemidlede arbejderklassefamilier. De to familiestrategier handler om, hvordan familiens og særligt bør- nenes hverdagsliv er organiseret, hvordan der kommunikeres i familien, samt hvad der forventes af børnene i og uden for skoletiden.

I et fokusgruppeinterview med unge fra Grønneskolen fortæller forskellige drenge om, hvad de laver i deres fritid. Dennis spiller basketball:

(11)

Jamen så træner jeg to gange om mandagen og to gange om onsdagen og to gange om torsdagen og så én gang tirsdag og fredag.

Senere i samtalen fortæller Gustav, at det handler om at vise, man ikke er doven:

Jeg synes ikke, der er noget galt med at have fritid. Men der skal bare heller ikke være for meget af det. Så man skal være i gang, ellers bliver det for meget (…). Så bliver man ikke set som doven (…). Det er noget, man på en eller anden måde skal have i baghovedet, som man kan tænke over … at man lige skal udstråle, at man ikke er en mand, der ikke laver en skid …

Gustav fortæller efterfølgende, at hans forældre har sagt, at han altid skal gå til noget. I et andet fokusgruppeinterview, også med unge fra Grønneskolen, fortæller Marlene ligeledes om forældrenes rolle i forhold til fritidsaktiviteter:

Altså, mine forældre har lidt holdt fast i mig, fordi der har været tidspunkter, hvor jeg ikke har haft lyst til ligesom at fortsætte, og så har de sagt, at det jo sikkert kommer tilbage igen, så jeg er ret glad for, at jeg er blevet holdt fast i det …

De mange timers træning og den aktive fritid kan også være trættende. I samme interview fortæller Mikkel om sin svømning:

Jeg gik til svømning i 6¹⁄2år, og så stoppede jeg i 2 år, tror jeg. Grunden til, jeg startede dengang, det var, at jeg ikke kunne svømme, og så begyndte jeg at gå til det med mine venner, og så stoppede de. Så kom jeg op på sådan nogle konkurrencehold, og det tog virkelig det hele ud af mig.

Jeg mistede lysten. Jeg elsker stadig at svømme, men jeg mistede lysten til at gå til træning … Udsagnene vidner om travle ungdomsliv, der ikke efterlader meget tid og rum til selvini- tierede aktiviteter, og det synes tydeligt, at forældrene spiller en fremtrædende rolle som sparringspartnere og motivatorer. Mange af de unge, vi møder fra Grønneskolen, har et aktivt hverdagsliv med mange fritidsaktiviteter, og flere af dem dyrker deres interesse på eliteniveau. På kortmaterialet fra workshoppen på Grønneskolen ser vi, at mange har ind- tegnet få, men præcise ruter, typisk mellem skolen og hjemmet og mellem hjemmet og forskellige fritidsaktiviteter. Det tyder på en kollektiv opfattelse af, at det er vigtigt at fremstå aktiv, uanset om det er sportslige eller kreative aktiviteter, det handler om. Mange fortæl- ler, at deres forældre bakker dem op og er med til at fastholde dem, når de mister motivati- onen. Det er netop denne opdragelsesform, Lareau begrebssætter somintensiv kultivering, som en praksis, der typisk foregår i middelklassefamilier. Her trives en forældreskabskultur, der værdsætter»enriching activities«, det vil sige aktiviteter, der skal være med til at sikre, at børnene får mulighed for at udfolde deres fulde potentiale som mennesker, hvilket i det lange perspektiv skal understøtte muligheden for detgodevoksenliv (Lareau, 2011). Lareau noterer, at i familier, der opererer ud fra denne forældrestrategi, står børnenes udvikling og kultivering centralt i familieprojektet. Kultiveringen kræver intensive og kontinuerlige inve- steringer i form at tid, overskud og økonomiske ressourcer til f.eks. kontingenter, udstyr og transport. Ifølge Lareau vil børn i sådanne familier ofte også opleve, at deres forældre opfordrer dem til at udtrykke deres meninger og tage del i familiens beslutninger. Unge, der oplever en intensiv kultiverende opdragelsesstrategi, vil typisk betragte deres forældre som vigtige rollemodeller, der kan guide og vejlede i små og store spørgsmål. Nedenfor fortæller Louise fra Grønneskolen om sine forældre. Det handler bl.a. om alkohol:

(12)

… mine forældre siger, at jeg ikke må. Det er mere sådan, at man skal lytte til, hvad éns forældre siger, fordi de er altid de bedste til at give én råd og tips. Men de kan også være virkelig dårlige til det, men det er altid godt at lytte til dem først (…). Altså, jeg har ikke sådan lysten til det, når mine forældre siger, at jeg skal lade være …

Senere i samtalen fortæller Louise, at hendes mor følger med i hendes Snapchat og Insta- gram, hvilket Louise har det fint med:

Altså, jeg er venner med min mor. Og hun ser også mine My Stories, men nu er det heller ikke, fordi jeg lægger sådan nogle fucked up ting ud. Så jeg er ligeglad.

Udsagnene fra Louise er illustrative eksempler på, at forældrene ikke blot fungerer som motiverende organisatorer i forhold til de unges fritidsaktiviteter, men at nogle unge også deler en hverdagslig fortrolighed med deres forældre. En sådan yderligere intensivering af opdragelsen, eller hvad man i forlængelse af Lareaus begreber kunne kalde et følelsesmæs- sigtspill-over af kultiveringen, er blevet begrebssat somenriching intimacyi et forsøg på at indfange den måde, hvorpå middelklasseforældre søger en særlig følelsesmæssig intimitet, der kan understøtte barnets muligheder for at udnytte dets fulde ressourcer og undgå for mange risici (Stefansen & Aarseth, 2011; Aarseth, 2018). Dette kan eksempelvis praktiseres gennem samtaler om alkoholforbrug, rygning, sex m.v. med det formål at stimulere og vejlede den unge og støtte og opfordre til gode sociale relationer. I det lys bliver mange af de unge på Grønneskolen mødt af meget interesserede og involverede voksne, der ønsker at hjælpe og vejlede dem i livets mange aspekter, fra alkohol- og rygevaner til valg af kærester og venner. Senere i det føromtalte fokusgruppeinterview knytter Louise an til Broskolen og de unge derfra. Vi har tidligere i analysen set en række eksempler på, at unge fra Grønnesko- len bruger de unge fra Broskolen som en slags negativ referenceramme i forhold til adfærd.

I nedenstående udsagn bruger Louise den samme strategi og knytter endda pointen til sin relation til sine forældre:

Altså, jeg vil ikke ende op som en af dem på Broskolen. Det vil jeg virkelig ikke. Fordi jeg tror heller ikke, mine forældre ville kunne se mig i øjnene, hvis jeg blev sådan (…). Jeg snakker meget med min mor om drenge. Fordi hun skal også vejlede mig på det punkt. Jeg kan ikke bare ende op med en eller anden Broskole-dreng.

Flere unge fra Broskolen oplever voksenkontakt og relationer til deres forældre på ganske andre måder, end vi har set illustreret ovenfor. I et fokusgruppeinterview med piger fra Bro- skolen fortæller Lise om, at hun er træt af sin far, fordi han udstikker for strikse regler i forhold til hvad hun må, og hvem hun må være sammen med:

Lise: Jeg snakker ikke så meget med min far.

Interviewer: Okay. Så han siger bare, at du skal sådan og sådan, eller?

Lise: Ja (…) så skal jeg ikke være sammen med nogle venner. Eller han har i hvert fald sagt, at der er nogen, jeg ikke må være sammen med.

Interviewer: Nå. Og hvem er det, du ikke må være sammen med?

Lise: Det er nogle fra udskolingen⁵.

Interviewer: Og hvorfor? Hvorfor vil han ikke have, du er sammen med dem?

5. »Udskolingen« er den del af folkeskolen/grundskolen, hvor de ældste elever går. Typisk 7.-9. klasse.

(13)

Lise: Fordi han mener, at de får mig til at træffe de dumme valg.

Interviewer: Okay, og hvad mener du?

Lise: At det er lort. Det er dumt at høre på.

Lise udtrykker endvidere, at »det er ligesom at være i et fængsel«, og på spørgsmålet om, hvorfor hun tror, faren stiller sådanne krav og bekymrer sig om hende på den måde, svarer hun: »Det ved jeg ikke. Hans barndom gik galt«. Det forekommer oplagt, at Lise ikke oriente- rer sig mod sin far som en vigtig sparringspartner, og det tyder ikke på, at Lise oplever samtalerne som dybe og fortrolige. Farens opdragelsesstrategi synes ikke at lægge op tilenriching intimacy, men dikterer snarere retningslinjer for, hvad Lise må og ikke må, hvilket Lise ikke bryder sig om. Senere i interviewet fortæller Lise, at hun ikke går til nogen organiserede fritidsaktiviteter, men at hun dels bruger fritiden sammen med sine veninder i det offentlige urbane rum, dels derhjemme på værelset foran skærmen og på de sociale medier. I det hele taget synes det langt mere udtalt, at de unge fra Broskolen har færre voksenstrukturerede aktiviteter at se til i deres fritid, end tilfældet er for unge fra Grønneskolen og Markskolen.

Vores empiriske materiale indikerer således, at en gruppe unge, særligt fra Broskolen, lever mindre planlagte hverdagsliv i mere uformelle settings, og at tiden i højere grad forvaltes af de unge selv. Lareau beskriver sådanne opvækstbetingelser og opdragelsesstrategier somidéen om naturlig udvikling, som en modsætning til den intensive kultivering, der praktiseres i mere privilegerede kredse. I stedet for at indgå i vennelignende og emotionelt støttende forhold med børnene vil forældrenes kommunikationsformer i hjemmet have en tendens til at være mere meddelende med flere korte beskeder og anvisninger på konkret opførsel uden efterføl- gende lange forklaringer og opfordringer til diskussion (Lareau, 2011). Analogt hertil ser vi også, at Lise ikke er særlig optaget af at forstå og forklare, hvorfor hendes far har bedt hende om ikke at se bestemte af hendes venner, men blot, at hun tager afstand og synes »det er lort«.

Lise og hendes veninder taler igennem hele fokusgruppeinterviewet om de voksne, de omgiver sig med, som nogle, de helst vil have på afstand, og som tit står i vejen for det, de gerne vil. I den forstand fremstår de øjensynlig mere selvstændige og kritiske i forhold til deres forældres meninger og dessiner. Selvstændighedstrangen og det mere kritiske syn på voksne viser sig også i et andet fokusgruppeinterview på Broskolen. Her falder snakken på den lokale ungdomsklub, som de synes er kedelig:

Interviewer: Hvordan kan det være, at det er kedeligt at komme sådan nogle steder?

Tim: Der er voksne. Og det kan godt være, de er anderledes end dem, der er heroppe [skolens lærere] … måske også anderledes end dem derhjemme, men de er der stadig. Og de skal passe på os og alt det der. Og det kan nogle gange godt blive for meget. At alle bare vil passe på én.

Altså, det er jo ikke … når man siger: »Jeg kan godt passe på mig selv«, så må de lytte lidt til én i stedet for [at sige]: »Jamen du er ikke gammel nok til det endnu …«

I materialet fra Broskolen finder vi, at grænsen mellem det at være ung og det at være voksen er relativt stærkt markeret. Ofte virker det, som om forældre og unge her, populært sagt, er på hver sit hold. Overordnet set markerer det en central forskel i forhold til de unge fra Grønneskolen og i høj grad også Markskolen, som oftere peger på de voksne, f.eks. naturligvis deres forældre, men ligeledes skolelærere og UU-vejledere, som vigtige personer, der kan hjælpe med at guide dem på rette vej.

(14)

Afrunding

I afsnittet Ungdommen – imellem individualisering og fællesskab pegede vi med afsæt hos blandt andre Brinkmann og Biesta på, at individer ikke kan forstås løsrevet fra de fælleskaber, de indgår i. I vores analyser har vi illustreret, at de deltagende unge heller ikke kan forstås løs- revet fra de ungegrupperinger, de identificerer sig med, og dem, de tager afstand fra. Vi har tilmed forsøgt at demonstrere, at de unges opvækstbetingelser og forældrenes opdragelsesstrategier er centrale komponenter i det hverdagsliv, der former de unge som netop den slags unge, de er. Analyserne tydeliggør således, at unge eller ungdom ingenlunde kan indordnes under én og samme kategori, hvilket Bourdieu reflekterede over i artiklen»Ungdom« er kun et ord(Bourdieu, 1997). Her pointerer Bourdieu, at der er stor forskel på at være ung, alt efter om man er fra borgerskabet eller arbejderklassen. Bourdieus pointe her angår social klasse.

Og om end vi i artiklen her ikke aktivt har anvendt termen social klasse, har vi naturligvis med udvælgelsen af de tre socioøkonomisk forskellige skoledistrikter genereretklassetempiri. Med inspirationen fra Bourdieu, Lamont og Lareau ønsker vi selvsagt ej heller at undgå spørgs- målet om social klasse. Det er en central motor i disse sociologers arbejde og således også i studiet her. Vores empiriske materiale har i mange afgørende sammenhænge demonstreret mærkbare sociale og kulturelle forskelle ungegrupperingerne imellem. I denne artikel har vi særligt fokuseret på de forskellige informantgruppers forhold til alkohol, cigaretter og snus, og hvordan sådanne stimulanser fungerer som symbolske markeringer i et klasset ungdomsliv, der i høj grad handler om at vurdere, hvem man hører sammen med, og hvem man ønsker at distancere sig (moralsk) fra, jf. pointerne fra Jenkins og Lamont. Vi har også set, hvordan fritidens aktivitetsmønstre er med til at markere klassede forskelle: Går man til fest, eller hygger man sig med familien? Hænger man ud på McDonald’s, eller træner man mange gange om ugen? Er éns forældre mest i vejen, eller betragter man dem som venner og fortrolige samarbejdspartnere? Lareaus begrebsparintensiv kultiveringog idéen om naturlig udvikling har vist sig frugtbart i analysen af de unges hverdagsliv, fordi unge i 8. klasse som regel stadig bor derhjemme og således er nært knyttet til forældrenes klassede holdninger og strategier.

Hvad der fremstår somrigtigogforkertadfærd, og hvorfra de forskellige ungegrupperingers præferencer stammer, er komplekse spørgsmål, der både kan afsøges i individuelle udsagn og kollektive manifestationer og rutiner. Et tankevækkende spørgsmål, som rejser sig på bagrund af fundene i studiet her, er, hvad forskellene betyder forhierarkiet imellem ungegrupperingerne og de steder, de bor. Ifølge Bourdieu forstærker boligmæssig opdeling distancen mellem grupperinger i samfundet og cementerer således sociale forskelle og ulig- heder (Bourdieu, 1999). I den forstand er der ifølge Bourdieu magt i stedernes indbyrdes forhold, idet legitim adfærd oftere associeres med »de gode steder«, dvs. de socioøkonomisk privilegerede områder. Givetvis er det netop sådanne forhold, der skinner igennem, når Louise, Eva og andre privilegerede unge fra Grønneskolen miskrediterer unge fra Broskolen, fordi de »ryger hash og sådan noget« og generelt har andre hverdags- og fritidsrutiner end dem selv. Således giver empirien, som vi har fremlagt i analyserne her, mange antydninger af sådanne klassede og hierarkiserede magtforhold imellem ungegrupperingerne fra de tre skoledistrikter, og om end det er uden for denne artikels rammer at fortsætte en sådan reflek- sion, finder vi det væsentligt, at ungdomsforskningen fortsætter arbejdet med studier, der kan dokumentere sådanne (ofte relativt skjulte) magt- og hierarkiforhold.

Vi har med metodologien i dette studie forsøgt at skabe plads til både den enkelte og gruppen, når vi har ønsket at forstå, hvordan de unge konstruerer ungdom, normalitet og tilhør i deres hverdagsliv. Vi har fundet det tankevækkende, at om end vi var på udkig efter de ungesegneperspektiver, synes miljøet, stedet, geografien og ikke mindst de unges foræl- dre at indtage en betydningsfuld plads på tværs af datamaterialet, hvilket også har afspejlet sig i analyserne.

(15)

Litteratur

Andersen, S., Sørensen, B. B., & Ingholt, L. (2017).Trivsel, Fællesskab & Faglighed på erhvervsskoler.

København K: SIF’s Forlag. Statens Institut for Folkesundhed.

Bauman, Z. (2002).Fællesskab.København: Hans Reitzels Forlag.

Beck, U., & Beck-Gernsheim, E. (1995). Individualization in Modern Societies – Perspectives and Controversies of a subject-Oriented Sociology. I: P. Heelas,Detraditionalization.Oxford:

Blackwell.

Biesta, G. (2004). Kunskapande som ett sätt att handla – John Deweys transaktionellateori om kunskapande.Utbildning & Demokrati, 13(1), 41–64.

Brinkmann, S. (2011). John Dewey og fællesskabernes pædagogik. I: E. Jensen, & S. Brinkmann, Fællesskab i skolen. Udfordringer og muligheder. København: Akademisk Forlag.

Brulius-Jensen, M., & Sørensen, N.U. (2017).Unges Fællesskaber. Mellem selvfølgelighed og vedligeholdelse.Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Bruselius-Jensen, M., & Sørensen, N.U. (2017).Unges fællesskaber: Mellem selvfølgelighed og vedligeholdelse.Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Cuervo, H., & Wyn, J. (2012).Young people making it work. Continuity og change in rural places.

Carlton: Melbourne University Press.

Fjordside, S., Lindberg, S., Schjellerup, H. & Sommer, M. (2016). Unge som vidensaktører. Metoder til inddragelse. I: Wulf-Andersen, T., Follesø, R. & Olsen,T. (red.),Unge, udenforskab og social forandring. Nordiske perspektiver. Frydenlund Academic.

Follesø, R., Neidel, A., & Berliner, P. (2016). Unge på vej. Netværk, deltagelse og lokalsamfund.

I: T. Wulf-Andersen, R. Follesø, & T. Olsen,Unge, udenforskab og social forandring. Nordiske perspektiver. Frederiksberg C: Frydenlund.

Giddens, A. (1996).Modernitet og selvidentitet. Selvet og samfundet under sen-moderniteten.

København: Hans Reitzels Forlag.

Illeris, K., Simonsen, B., Katznelson, N., Nielsen, J.C. & Sørensen, N.U. (2009)Ungdomsliv – mellem individualisering og standardisering.Frederiksberg: Samfundslitteratur

Ingholt, L. (Årg. 5. nr. 2 2006). Rygefælleskaber.Ungdomsforskning, s. 33-38.

Jenkins, R. (2006).Social identitet.Academica.

Jensen, E. (2011). Skolens fællesskaber: elever, lærere og forældre. I: E. Jensen, & S. Brinkmann, Fællesskab i skolen. udfordringer og muligheder. København: Akademisk Forlag.

Jensen, E., & Brinkmann, S. (. (2011).Fællesskab i skolen – Udfordringer og muligheder.København:

Akademisk Forlag.

Lareau, A. (2011).Unequal Childhoods Class, Race, and Family Life, With an Update a Decade Later (2. udg.). University of California Press.

Maffesoli, M. (1995).The time of the tribes: The decline of individualism in mass society. Sage.

Mørch, S. (2012). Unge og læringsfællesskaber. I: U. Andersen,Skillelinjer og bindestreger – En antologi om unge og fællesskaber. Odense C: Ungdomsringen.

Nielsen, J. C., Katznelson, N., & Sørensen, N.-U. (2010).Den svære ungdom: 10 eksperter om unges trivsel og mistrivsel(red. Mette Schilling): Hans Reitzels Forlag.

Ravn, S., & Demant, J. (2016). Når steder får en stil. Forhandlinger af identitet, stil og tilhør. I: M. U.

Pedersen, & S. Ravn,Unge liv. Tilhør og udfordringer. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Stefansen, K., & Aarseth, H. (2011). Enriching intimacy: the role of the emotional in the ’resourcing’

of middleclass children.British Journal of Sociology of Education, 32(3), 389-405.

https://doi.org/10.1080/01425692.2011.559340

Sørensen, N.-U., & Pless, M. (2015). På kanten af ungdomslivet. I: N.-U. Sørensen, & M. Pless, Brydninger i ungdomslivet(s. 107-135). Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

(16)

van Hauen, E. (2009). Farvel til egofest: Og goddag til formål og fællesskaber. København: Akademisk Forlag.

Vitus, K., Studsrød, I. & Warming, H. (2016). Unges deltagelse i socialt arbejde mellem

paternalistiske, demokratiske og nyliberale rationaler. I: Wulf-Andersen, T., Follesø, R. & Olsen, T. (red.),Unge, udenforskab og social forandring. Nordiske perspektiver. Frederiksberg: Frydenlund Academic.

Wulf-Andersen, T., Follesø, R. & Olsen, T. (2016). Unge, udenforskab og social forandring – nordiske perspektiver. I: Wulf-Andersen, T., Follesø, R. & Olsen, T. (red.),Unge, udenforskab og social forandring. Nordiske perspektiver. Frederiksberg: Frydenlund Academic.

Aarseth, H. (2018). Familie og intimitet i endring – sosiologiske perspektiver.Fokus på familien.

Nordisk tidsskrift for familie- og relasjonsarbeid,46(2),84-102.https://doi.org/10.18261/issn.

0807-7487-2018-02-02