SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK
Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek
Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske
Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og
personalhistorie.
Støt Slægtsforskernes Bibliotek - Bliv sponsor
Som sponsor i biblioteket opnår du en række fordele. Læs mere om fordele og sponsorat her: https://slaegtsbibliotek.dk/sponsorat
Ophavsret
Biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. For værker, som er omfattet af ophavsret, må PDF-filen kun benyttes til personligt brug. Videre publicering og distribution uden for
husstanden er ulovlig.
Links
Slægtsforskernes Bibliotek: https://slaegtsbibliotek.dk
Danske Slægtsforskere: https://slaegt.dk
FORORD
Med dette bind afsluttes udgivelsen af Dalby og Tu
reby sognes historie. Det har været vanskeligt at vælge stoffet ud iblandt det indsamlede materiale. Jeg håber, at de ting, der er fremdraget, må kunne bringe lidt klarhed over sognenes historie. Bogen er samtidig en tak til Dalby og Tureby sognes beboere for al den ven
lighed, jeg har mødt her i 23 år. Jeg vil heller ikke glemme de ældre, som fortalte deres oplevelser, men som nu ikke er mere.
En særlig tak bringer jeg Sønder Dalby sogneråd for støtten. Ligesom tidligere vil jeg igen takke lens
greve Christian Moltke, Bregentved, og Carlsen Lan
ges legatstiftelse. En varm tak bringes også arkiverne og bibliotekerne samt arkitekterne Otto Hansen og Bent Olsen for hjælpsomhed.
Dalby præstegård pr. Haslev, september 1963.
A. Majvang.
Landsbyernes udvikling i store trak
Dalby og Tureby sogne ligger på et strøg, hvor mange landsbyer er nedlagte, fordi deres jorder blev lagt ind til de nærliggende hovedgårde.
Exempelvis kan nævnes, at tæt ved Dalby sogns vestgrænse nedlagdes 3 landsbyer: Lille Bregentved (nedlagt 1631), Pederstrup (nedlagt 1665) og Holte (nedlagt 1665). Vi har tidligere i sognehistorien hørt om, at landsbyen Tureby nedlagdes i 1669, og i stedet opstod Tureby- Nyby med 5 boliger, og som nu næsten er forsvundet Derimod blev de øvrige mange landsbyer i de to sogne liggende, og fik en mere alminde
lig udvikling end landsbyen Tureby.
Selvfølgelig blev hver enkelt bys udvikling forskellig. Nogle af byerne fik en tættere bebyggelse på landsbyens jorder og andre en mere spredt bebyggelse. Nogle byer blev stående i stampe og andre fik endda færre gårde, fordi nogle af gårdene i landsbyen blev nedlagte. Men fælles for alle landsbyerne er, at den bebyggede boplads har ligget på samme sted igennem århundreder.
De færdselsårer, som egnens første beboere benyttede, var vand
løbene. Man sejlede op ad disse og spejdede efter egnede bopladser. De to første byer, der blev grundlagte i Dalby og Tureby sogne, var Dalby og Tureby, som begge lå nær ved vandløb. Efterhånden blev der for mange mennesker på disse bopladser, og de unge søgte videre ud for at finde egnede bopladser. Man havde under den stadige færden på vand
løbene og ved vandringer i de med skov og krat bevoksede områder lagt mærke til, hvor der var egnede pladser. Det viste sig da også, at mange af de nye byer blev lagt nær ved vandløbene. Måske lå den nye boplads endnu nærmere ved vandløbet dengang end idag, idet vand
løbene bugtede sig betydeligt mere dengang end i dag. Der var dog
også enkelte, der vovede sig ind i landet og anlagde en boplads der. På hvilken måde man end kom til den nye boplads, var det fælles for dem alle, at det var forbundet med et vældigt slid at rydde krat og skov for at gøre jorden tjenlig til opdyrkning.
Den nye boplads fik ofte en bestemt mands fornavn. Måske var det fornavnet på den førende mand ved grundlæggelsen. I mange af Dalby og Tureby sognes bynavne træffer vi i første led et mandsnavn.
Der blev ikke bygget lige mange gårde og huse i hver landsby. Og der blev heller ikke lige meget jord til hver by og hver gård, Den by der kun havde 5 gårde, kunne godt have mere jord end den by, der f. ex. havde 9 gårde. Derfor ser vi også, at gårdenes jordarealer i de enkelte byer er højst forskellige.
Den danske bondes bolig bestod oprindelig kun af én længe. I sten
alderen og bronzealderen kunne kreaturerne være ude hele tiden. Men o. 400 f. Kr. bliver klimaet køligere. Og man får det lange hus med jordvægge, beboelse i den ene ende og stald i den anden. Omkring 1000 e. Kr. er der gårde med lerklining og bindingsværk og huse med jordvægge. Den danske gård får ved denne tid flere længer. Og der
efter skrider udviklingen frem til den firlængede gård, som vi kender så godt
Landsbysamfundet var fra første færd præget af fællesskab. Og dette fællesskab var også nødvendigt så længe, man havde trevangsbruget, hvor bymarkerne var inddelte i 3 parter: Rugmark, bygmark og fæl
led, så jorden i almindelighed hvilede hvert 3. år. Bygmarkerne var delt i åse, som hver især bestod af et større eller mindre antal agre, af hvilke hver bonde havde brugsret til en eller flere, alt efter størrelsen af den gård, bonden havde fæstet Inde i byen var der et stykke fælles jord, der kaldtes »Forten« svarende til byens gade idag. Her samledes bøndernes kvæg om morgenen og her afleverede byhyrden kvæget igen om aftenen. Kun toften, der lå omkring gårdens bygninger havde den enkelte bonde ret til. Som det omtales senere, var forholdene med hen
syn til »toften« i Dalby sogn ret unormale.
Endnu i 1700-tallet var ikke al den jord, der nu hører Dalby og Tureby sogne til, opdyrket. Megen jord vedblev med at være skovbe- vokset Men det skete også, at man ryddede skoven og ikke fik opdyr
ket jorden bagefter. Der lå endnu i 1700-tallet i vore sogne sådanne
Dalby sogn med de mange byer. Bemærk de små enklaver af Øster Egede sogn i Dalby sogn.
uopdyrkede strækninger som kaldtes »overdrev«, og som blev anvendt til græsning af kreaturene.
De fleste af Dalby og Tureby sognes byer havde del i det store over
drev, ved navn »Det brændte overdrev«. Dette store overdrev, der strakte sig over 2J4 mil, havde fået sit navn, enten fordi man på disse strækninger havde brændt skoven af og ladet jorden ligge uopdyrket
og øde hen, eller også fordi strækningen var overbevokset med bregner.
De vestligste byer i Dalby sogn: Babberup, Frenderup, Rode, Høsten og Dalby havde ingen andel i dette overdrev og havde forøvrigt ingen overdrevspart.
I tingbøgeme kan man allerede i 1585 læse om dette overdrev, som 25 byer havde del i. Det blev svært at få det delt ud, da ingen ville give afkald på deres græsning. Bregentved gods havde 8O6/2 høvedes græsning og Jomfruens Egede 222. Det havde 1723 været på tale at dele det, men det var ikke blevet til noget.
I det lange løb var det upraktisk at have denne store strækning lig
gende uopdyrket hen. Det var greve A. G. Moltke, Bregentved, der tog initiativet til delingen af dette overdrev. Han sendte 1763 kgl. land
måler Hans Grue ud på det brændte overdrev for at opmåle det Men dette var Egedes ejer, kancelliråd Holmsted ikke tilfreds med, og han klagede over, at han aldrig har fået noget at vide om, at overdrevet skal deles. »Vel har jeg hørt, at på det brændte overdrev har været i lang tid gående folk, der opmålte det, men hvordan det er tilkommet dem at gøre det«, er han uvidende om. Han vil i hvert fald ikke tage del i udgifterne ved delingen, uden han får nærmere besked. For øvrigt mener han, at også det, der på overdrevet er aflukket f. eks. Storke
vænget og Studevænget skal lægges til overdrevet, inden man deler det.
Bregentved gods vil have, at Hårlev by skal have del i det brændte overdrev, men det vil Jfr. Egede ikke have. Bregentved oplyser imidler
tid, at både på Fakse herreds ret l,/s 1671 og Sjællandsfars ting Vis 1701 er Hårlev bøndernes adkomst til frit græs og vand for deres kreaturer på overdrevet blevet bevist. Derfor behøver Egede gods ikke at føle sig fornærmet. Når Hårlev-bøndeme har ret til at have deres kreaturer på det udelte overdrev, må de også have det, når det deles. I landmålings
forretningen er der ganske vist ikke nævnt »det brændte overdrev«.
Men da Hårlev by ikke har andet overdrev eller fast græsning, er det naturligt, at de får en del af »det brændte overdrev«. Det er til land
væsenets forbedring, at grev A. G. Moltke vil have overdrevet delt.
Følgende byer i Dalby og Tureby sogne: As, Viverup, Druestrup, Tåge- rup, Kjelstrupgård, Jenstrup, Borup, Ny Tureby, Kæderup, Børsted og Trondhjemshusene skal have del i overdrevet
I 1763 var der på det brændte overdrev 1714 tønder land under fæl-
les græsning, men enkelte steder pä overdrevet var indhegnede. Her kan nævnes: Krogvænget 4 td., Storkehuset 8 td., og Studevænget 39 td.
Desuden er der tidligere indtaget jord til Trondhjemshusene og Orme
stang 3 td., Kæderup Krog og Djævlehus 6 td., og Gedevængshus.
Druestrup stræde er delt imellem 6 mænd i Druestrup og 5 mænd i Tågerup; Viverup stræde hører til Viverup by og Jenstrup stræde til Jenstrup m. v.
Jfr. Egede vil have hvert gods* areal samlet på ét sted, da der ellers vil blive alt for mange grøfter at grave, og de fattige bønder vil tabe ved delingen. Desuden er der ikke nok gærdsel i skovene. Egede holder stadig pä, at Hårlev by ikke skal have del i overdrevet. Egede kan gå med dertil, hvis deres bønder ikke bliver »fornærmede og ruinerede«
derved. Men alligevel bliver kancelliråd Holmsted ved at stritte imod.
1 april 1764 skriver han, at man fra Egedes side har vist »al føjelighed og beredvillighed« overfor Bregentveds plan, men det er »kristelig bil
lighed og efter lovene«, at han får sin andel efter landmålerforretnin- gen. Derimod er Bregentveds forslag til »hans bønders og efterkomme
res største fornærmelse«, og som følge deraf »imod Guds og Kongens anordninger«, da Hårlev bønder slet ikke er matrikuleret i overdrevet.
Han anser det hele for ulovlig handel med bønder og nævner en para
graf i loven, hvor der tales om ejendomsbesiddere, der »uden nogen samvittighed imod Gud og Kongens lov borttager fra deres bønder jord og græsgang, uden selv at udrede den tyngde, der er pålagt bønderne, hvorved landet bliver opfyldt med nødlidende, undertrykte og fattige undersåtter, på hvis sukke under så tungt et åg nødvendig må følge Guds straf«. Her sigtes til Bregentveds forslag om, at Hårlev bys bøn
der skal have del i overdrevet.
I juli 1765 meddeler landbokommissionen, at Hårlev by tilkommer andel i overdrevet. Landmåler Grue, der på overdrevet har sat pæle og mærker, kan nu begynde at udpege, hvad de enkelte byer skal have.
Dalby og Tureby sognes byer får af overdrevet foruden det indgær
dede: As (både i Dalby og 0. Egede sogne) 54 td. 2 skp., Viverup 65 td.
2 skp., Druestrup 50 td. 4 skp., Kjelstrupgård 4 td. 3 skp., Jenstrup 40 td. 6 skp. og Kæderup 41 td. 3 skp.
Den andel i overdrevet, som den enkelte by fik, lå ofte meget uprak
tisk for byen. Det gjaldt f. eks. Borup overdrev, der lå flere kilometer
fra Borup by. Derfor blev der også ret hurtigt efter delingen bygget et vogterhus på overdrevet, nemlig Trashuset (nu kaldet Bækkeskov).
Derimod kunne Tågerup bys gårdmænd blot køre igennem skovvæn- gerne. Druestrup bys bønder kunne følge den nuværende amtsvej, men alligevel blev der på dette overdrev bygget et hyrdehus. Ellers kom de øvrige overdrevsjorder til at ligge således, at overdrevsjorden kunne føjes til byens marker. Det gjaldt dog ikke den overdrevspart, som Dalby-præsten fik tildelt på overdrevet for den øde gård, som han havde i Jenstrup.
Hver by får nu skel at holde, og det skal gøres godsvis. Vogtere skal se efter, at kreaturerne, når de drives igennem ledene, ikke løber ind på markerne. De gamle veje bibeholdes, og nye hegn skal sættes inden 1. maj 1766. Man kan sige, at det først var nu, at Dalby og Tureby sogne fik deres faste sognegrænser imod øst. Som tidligere nævnt var Storkehusets vænge aflukket inden delingen. Vænget hørte under Ture- byholm, og beboeren i Storkehuset søgte Tureby kirke. Derfor blev Storkevænget efter delingen ved med at høre til Tureby sogn, selv om det var omgivet på alle sider af Hårlev overdrev, Hårlev sogn.
Inden delingen af det brændte overdrev havde Bregentved haft jag
ten på hele overdrevet. Det vil man også have lov til at vedblive med.
Man kan let fremvise de forskellige vildtbanepæle.
En stor fordel var det, at hver by fik sin bestemte del af det brændte overdrev. Der var nu større muligheder for, at overdrevsjordeme kunne dyrkes. Men i de gamle bymarker lå der endnu en række vanskelig
heder; i Borups kirkemark (på Borup bakke) havde fæstebonden Bendt Jensen, Rode, således to agre, kaldet Piggere jorden ved Hvilsted i Skog- gerne. Disse to agre lå altså isoleret fra den øvrige Rode jord, og derfor ønskede Borups bymænd i 1765, at disse to agre kom ud af deres fælles
skab. Den ene af agrene, der lå øst for vejen til Turebyholm, var 120 alen lang og 26-27 alen bred og den anden på vestre side af vejen 176 alen lang og 31-33 alen bred, ialt 88791/* kv.alen. Til gengæld havde Borup to agre, kaldet de små mølleagre, samt et stykke eng, der lå ved nuværende Rodegård. Agrene var 8032J4 kv.alen og engbunden 691*/s alen. Disse jorder blev magelagt i 1766.
Der var dog stadig langt ud i de yderste marker. Derfor bestræbte man sig på at få nogle gårde flyttet ud på marken. I Rode opstod der
således kl. ca. 12 om natten mellem 22. og 23. januar 1771 ild i byens 2 universitetsgårde, der lå vest for opkørslen til Eghammer, samt i en af Egedes gårde og i skolen, der lå i nærheden af Eghammers gård.
Ilden var næsten samtidig på alle 4 steder, og den mentes påsat af nogle mennesker. De to universitetsgårde blev til én gård på Rode mark og kaldtes Rodegården, nu Store Rodegård. Denne gård kom altså til at ligge langt uden for byen. Pastor H. Schousboe, Dalby, fik i 1771 ved landmåler Aasheim samlet sine jorder nord for Dalby.
Endnu lå flere af en bys agre meget langt fra byen, og i mange til
fælde lå de tæt ved en anden af byerne, og omvendt havde en anden by sine agre tæt ved den førstnævnte by. Derfor var det naturligt at prøve at mageskifte jorderne - ikke mindst i Dalby, hvor der var de mange byer.
Allerede i 1772-1773 begynder arbejdet for at få Dalby sogns bønder ud af fællesskabet Bønderne har gang på gang, skriver landmåler Asheim fra København 29. marts 1773, anmodet pastor Schousboe og landmåleren om at forestille deres elendighed for greven, for at der kunne rådes bod derpå, og det har greven lovet at gøre i denne sommer.
At det er nødvendigt, fremgår af landmålerens beretning: »Få eller måske ingen bønder i Dalby sogn kan dyrke deres jord til gavns, så længe de ligge i fællesskab. Ja, få kan dyrke den så godt, som bønder der på andre steder ligger i fællesskab, thi få fællesskaber er så indvik
lede som det i Dalby sogn, f. eks. fra Druestrup stræde til Bregentved dyrehave, må bønderne i Druestrup køre % mil for at gødske, pløje, så og høste en eller to enkelte agre på det sted og ligeså langt på andre steder. Hvor meget blev da ej vundet, når hver fik sit hos sig?«
»Toftejord holdt alle bønder for den bedste, men i Dalby sogn finder denne regel en betydelig undtagelse, efterdi toftejordeme ved en by ej tilhører samme bys mand, men andre langtbortliggende f. eks. ved Dalby ligger toftejord, som tilhører dem, der bor i Druestrup, Viverup og As. Alt dette forvolder, at i Dalby sogn er proportionaliteter så meget siet jord, som i andre sogne (nemlig udmarks og slet toftejord) og altså cæteris paribus er fællesskabets ophævelse der dobbelt så nødvendig«.
Det er grevens fulde forsæt at fuldføre det arbejde i sommeren 1773
»som var begyndt i året før«. Og derfor vil Asheim derud tidlig i for- året. Det eneste, der kan hindre greven deri, er de mange disputer der
opstår, men Asheim mener, at de er færre, når man tager hele sognet på én gang, og det bliver også billigere. Kancelliråd Hjelmskjold, Egede, vil nok have fordel af indretningen, men han vil ikke deltage i udgif
terne, og så bliver grevskabets udgifter for store, og dog vil det koste 3-4 gange mere, hvis hver bonde succesive skal have udlagt sit jord fra det øvrige. De 135 rigsdaler, som greven nu må betale Asheim, bliver til ingen nytte. Fællesskabets ophævelse i hele sognet vil kun koste ca.
600 rigsdaler.
Det blev ikke landmåler Asheim, der gjorde opmålingen færdig. I juni 1773 foretog landmåler Frimann på ny opmåling af sognet og slut
tede først dermed i efteråret 1774. 29. oktober s. å. skriver A. G. Moltke til Rentekammeret: »Da Dalby sogns byers marker, hvorudi Jomfruens Egede, Gisselfeldt Kloster, Universitetet og grevskabet Bregentved er lodtagne, ligger i flæng med hverandre og tildels er så vidt adspredte fra hverandre, at mange bønder har mil til deres jorder, hvilke de formedelst sådan fraliggenhed ikke tilbørligen kan dyrke og altså deraf ikke kan have den nytte, som de burde, så har sådant foranlediget mig at proponere de øvrige lodsejere deres fællesskab ophævelse, på det bønderne kan få deres jorder samlede, så nær ved deres gårde som muligt var«. Markskellene er sat, men Jfr. Egede protesterer derimod.
Derfor anmoder A. G. Moltke Rentekammeret om at sende landinspek
tør Berner ud for at efterse pælene.
Det kneb for landmåler Frimann at få kortet færdigt. Endnu i april 1775 var det ikke færdigt, og 9. maj s. å. berammes møde om sagen.
En vogn sendtes til København for at hente Frimann, men han kan på grund af sygdom ikke tage med, og desuden har han ikke fået medde
lelse om mødet 8 dage i forvejen, som loven bød. Bregentveds forvalter Brasch lægger nu skylden for landmålingsforretningens udsættelse over på Frimann, der i stedet lægger skylden over på Egedes ejer, der er imod skellene. I slutningen af september 1775 kom landinspektør Ber
ner, København, til Dalby for at undersøge de nye skel imellem Dalby, Borup, Jenstrup, Druestrup, As, F render up og Rode. Bønderne over
værer åstedsmødet. Borups gårdmænd får enghave uden for byen, og derfor skal bønderne fra Dalby, Jenstrup og Druestrup hjælpe denne by med den nye indhegning.
1. november 1775 klager birkedommer Bergen, Egede, over, at Egede-
bøndernes jorder i Dalby, Druestrup og Jenstrup er uordentlig delte.
De har hverken kvantitativt eller kvalitativt fået det, som tilkommer dem. Derfor anmoder han om, at Egedes bønder, der er blevet fornær
mede, må få mere og bedre jord. Mest uretfærdigt er det i Kirkemar
ken. Imidlertid har en måling vist, at Egede-bøndeme har fået mere end de kan tilkomme, og bønderne selv kan heller ingen fejl finde.
Magelægget afsluttes, og de nævnte byer kom ud af hinandens fælles
skab. Målingen blev gjort op til ca. 688 rigsdaler, men det viste sig at landmåleren havde fået 100 rigsd. for meget Egede vil ikke betale, og degnen i Dalby havde i øjeblikket ingen penge at betale med. Men efterhånden blev de nødt til at betale. Det må nævnes, at byerne Babbe- rup og Høsten slet ikke havde fællesskab med andre byer i Dalby sogn.
Der kunne også være vanskeligheder imellem bønderne fra de forskel
lige byer. Lars Pedersen på Kjelstrupgården klager i 1781 over, at Jen- strup-bøndeme sløjfer hans grøfter, og de laver det opspind imod ham, at hans tyr ikke er en fangstyr. De har i den anledning i pant som tyve
penge taget en kedel fra ham, og også hans kreaturer optager de fra markerne. Derfor er det naturligt, at han nu vil ud af fællesskabet med disse bønder.
I Dalby er det præsten Schousboe, der i 1781 føler sig forurettet, fordi de fire gårdmænd i byen har spærret den vej for ham, der gik igennem rugmarken ud til hans jordlod på Dalby mark. Ja, de havde ligefrem spigret ledet for ham. På klagen svarer grev A. G. Moltke:
»Det er bleven Dem forhen en gang meldt, at der var liden eller ingen forskel på ommeldte 2 veje, såvel længden som den øvrige beskaffenhed betragtet, og ifald der også måtte være nogen forskel i længden, kunne det dog ikke være mere end omtrent nogle få favne eller et bøsseskud.
Man må derfor ikke antage det for nogen tilstrækkelig grund, at Dc formedelst denne ubetydelige forskel af vejens længde skulle have fået våd istedet for tør høst.«
Da præsten byggede sin gård ude på marken blev problemet med vejen løst.
I 1700-tallet skiftede ejerne af sognenes gårde således, at det hoved
sagelig kun var 2 godser, der ejede gårdene, nemlig Bregentved og Egede. Derfor opstod der i 1786 den tanke at mageskifte nogle af de to godsers gårde. Bregentved skulle da fra Egede overtage 2 gårde i
Jenstrup, Kjelstrupgården, 3 gårde i Tågerup med tilhørende stræder og overdrev samt Babberup by med vandmølle. Og Egede skulle til gengæld fra Bregentved overtage 3 gårde i Druestrup, 2 gårde i Vive- rup, 3 gårde i Dalby og 1 gård i As. Men Egedes godsbesidder Holstein indvender, at Kjelstrupgården har en skøn egeskov (nuværende Ege
vænge), som har meget savtømmer og mange unge ege og meget af det for bonden nyttige asketræ. Pengemæssigt er gården også god. De 3 gårde i Tågerup har cn betydelig egeskov samt godsets eneste bøgeskov.
Der findes også nogle hundreder træer, som er lutter savskær-tømmer, og også en mængde aske. Godset kan slet ikke undvære denne skov. Det kan endda gå med gårdene i Jenstrup og Viverup. Selv om Jenstrup mark har en »meget fornøjelig og god jagt«, så er de dog temmelig lige i værdi.
Forberedelserne til udskiftningen var gjort, så bønderne kunne gå bort fra den besværlige fællesdrift. I begyndelsen af 1800-tallet var begge sognes landsbyer udskiftede. Lettest foregik udskiftningen, hvor der i byen kun var én lodsejer som f. eks. i F render up, Babberup, Borup, Kæderup og Børsted.
Byens gårde lå ikke altid lige let for udskiftning. Lå byen i midten af jorderne, gik det lettest. Derimod var det vanskeligere, når der kun var lidt jord på den ene side af byen, og da blev ofte én eller flere gårde udflyttet.
Udskiftningen betød et stort fremskridt for bønderne. Jorderne blev dyrket meget bedre, når man havde sin egen jordlod. Da man nåede hen i midten af 1800-tallet, blev der en stærk vækst i befolkningstallet.
Man begyndte nu at udstykke nogle smålodder i udkanten af gårdenes marker, hvor de unge satte bo. I slutningen af 1800-tallet blev over
drevene også tættere bebygget, og, som det ses andetsteds, var der i disse år en stærk stigning i folketallet.
Men strømmen vendte igen. Der blev færre på gårdene. Og idag læg
ges brugene sammen. Den gradvise omdannelse af de deciderede land
brugssognene har været meget mærkbar.
Med hensyn til fæsterne og ejerne på gårdene, må det bemærkes, at en enke ofte ved hjælp af en søn eller svigersøn som gårdbestyrer førte gården videre, men for hendes fæste- og ejertid er nævnt hendes mands navn.
De enkelte landsbyers udvikling
Dalby sogn - Dalby by
At Dalby fik navnet Dalby, var naturligt, da den lå meget lavt i for
hold til Borup bakke, der for de første beboere i byen lå som et utilnær
meligt bjerg. Navnet Dalby har igennem tiderne været skrevet: f. eks.
1400: >Dalby« og »Dalbye«, ca. 1500: »Dalby«, 1664: »Dalby«, 1688:
»Dalbye«, 1844 og i dag: »Dalby«. Enkelte gange træffer man stave
måden »Dahlbye«.
Dalby fik i og for sig ikke så stort et jordareal. Byens gårde blev hver på ca. 40 td. land. I 1664 havde byen 6 gårde og 2 huse. Og i 1688 var der 9 gårde (dog svarede den ene gård til et parcelliststed).
Det samme antal gårde var der også ved den nye matrikel i 1844.
Jeg vil i det følgende for Dalbys vedkommende nævne den hele be
skrivelse af gårdene i matriklen af 1664. Det vil blive for omfattende at gøre det for alle byernes vedkommende.
I Tryggevælde amts matrikel af 1664 for Dalby sogn og Dalby by hedder det:
Kongelig majestæts tiende ligger til Studiegården udi København, og Børge Pedersen udi Høsten har den i feste, giver deraf til årlig af
gift: rug pund - byg 3}4 pund - havre 5 tdr. er lig i hartkorn 28 tønder 1 skæppe.
Kirkens anpart tiende, haver velbårne Erich Kaas i feste og giver deraf til årlig afgift: rug 11 tdr. 4 skp. - byg 4 pund - havre 5 tdr. - er lig i hartkorn 30 tønder 1 skp. - hvilket ialt giver 58 tønder 2 skæp
per.
Kongelig majestæts tiende til Tryggevælde Søf ren Jenssøn: 1 mark
5 skilling 1 alb. - 2 skilling sildepenge (afgift for Fiskeri) - 1 fjerding smør - 4 skp. havre - 1 får - 1 lam - 1 skp. havre - 2 høns - i hartkorn 4j/a td. 3J4 gj.
Hans Ollsøn 5 mark gæsteri - 2 pund byg - i hartkorn 8 tdr.
Skoven til Tryggevælde bøndergods udi dette sogn til 14 svin - 3 skp. 2 fj.
Gisselfeld thienner Lodvig Ollsøn af en liden øde iord, 1 otting smør - 1 mark 5 skilling 1 alb. penge - i hartkorn 2 tdr. 1 skp.
Velbårne fru Karen Arentfelds tienner til Bregentved. Lauridtz Ollsøn 2 pund byg - 18 skilling mynt - 18 skilling foemødspenge (af
gift af kvæg der af fæsteren skal fodres for godsejeren) - 1 lam - 1 gås - 1 skp. havre - 2 høns - i hartkorn 9 tdr. 1 skp.
Turebygårds thienner Niels Pedersøn: I/2 mark landgildepenge - 1 y2 pund byg - 2 tønder havre - i hartkorn 4 tdr. 4 skp. 2 fj.
Peder Bunde: 1 tønde havre - i hartkorn 3 skp.
Dalby kirkes landgilde: For te Peder Bunde giver til kirken 1 pund byg - i hartkorn 4 tdr.
Københavns universitet) Niels Smid, husmand: 1 rbdlr.
Nok et hus opbygt på præstegårds grunden, Anders Jacobsøn gør præstens høst arbejde.
I matriklen 1688 er der blevet flere gårde i Dalby, og gårdenes ejer
forhold har også skiftet Der er nu 8 gårde samt et parcelliststed.
Nr. 1 præstegården hr. Peder Rasmussen - nye matrikel 6 td. 4 skp.
- pa tronatsret ten: Turebyholm.
Nr. 2 Degnegården Jens Christensen 1 td. 5 skp. 3 fj. 2 alb. - patro- natsretten: Turebyholm.
Nr. 3 Rasmus Jørgensen tilforn Søren Jørgensen - gammel matrikel 4 td. 3 skp. 3/a alb. - ny matrikel 6 td. 1 skp. 1 fj. 2 alb. - Ejer: Gissel
feld.
Nr. 4 Lars Christensen tilforn Hans Olesen - gammel matrikel 8 tdr.
- ny matrikel 6 tdr. 4 skp. 1 fj. 2 alb. - Ejer: Gisselfeld.
Nr. 5 Niels Pedersen Bunde - gammel matrikel 7 tdr. 4 skp. 2 fj. - ny matrikel 5 tdr. 1 skp. 3 fj. - Ejer: Turebyholm.
Nr. 6 Lars Raases Ødegård tilforn Lars Olesen - gammel matrikel 9 tdr. 1 skp. - ny matrikel 6 tdr. 2 skp. 1 fj. 1 alb. - Ejer: Bregentved.
Nr. 7 Olle Oliesen gammel matrikel 2 skp. - ny matrikel 3 tdr. 1 skp.
3 fj. 2 alb. - Ejer: Turebyholm.
Dalby kirke - gammel matrikel 3 tdr. - ny matrikel 3 tdr. 1 skp.
3 fj. 2 alb.
Nr. 8 Anders Hansen, Smed - ny matrikel 1 tdr. 1 skp. 3 fj. - Ejer:
Universitetet
Nr. 9 Anders Andersen, husmand, tilforn Lodvig Olesen gammel matrikel 2 tdr. 1 skp. - ny matrikel 1 tdr. 1 skp. - Ejer: Gisselfeld.
I 1688 var kun 148,5 td. land af byens jorder dyrket. Byens tre hoved
marker hed: Breigne Biergs March, Thuenne Biergs March og Kierche March, navne der vidner om, at Dalby bys jorder lå i et bakket terræn.
En ny gård opstod i Dalby by i 1735, idet Egede afstod et hus i Dalby til Bregentved imod 2 huse i Viverup. I årene efter 1735 blev huset i Dalby forbedret og jorderne fra en øde gård i Viverup lagt til huset, hvori der blev kro.
I 1770’ernc kom der en tid, hvor der blev fattigdom iblandt bøn
derne. For at gårdene skulle blive mere rentable, blev gårde nedlagte, og deres jorder lagt til de øvrige gårde. Dette skete i Dalby, hvor de to Bregentved gårde havde for lidt jord, og derfor nedlagdes én gård. Den lå bag ved det nuværende »Hjørnebo«. I stedet for gården blev der ind
rettet 2 huse med omtrent 3 tdr. middeljord. Gårdmanden, der havde den nedlagte gård, Hans Larsen var kommet i stor gæld og skyldte i 1778 til grevskabet 50 rigsdaler og 30 td. sæd. Derfor gik han ind på, at hans gård blev nedlagt, og jorden lagt til nuværende matrikel 9 og
10 i Dalby by.
I kgl. bevilling af 23. oktober 1788 siges det, at, da de tre Bregentved gårde i Dalby by, hver på 4 td. 7 skp. 1 fj. 1 alb. ikke er forsynet med tilstrækkelig jord til den fornødne udsæd for beboernes og deres kreatu
rers underholdning har kongen bevilget, at jorderne fra den gård i Dalby, som Hans Larsen bebor, må nedlægges og jorden inddeles til brug af de tre andre Bregentved gårde i byen, der kommer til at stå for hartkorn 7 tdr. 3 skp. men det sker dog på vilkår:
1. at i den nedlagte gårds sted uopholdelig indrettes, efter tilbud, 2de huse til fornøden bopæl for ligeså mange husmandsfamilier.
2. at til ethvert, især af forbemeldte 2de huse henlægges 4 skp. land,
hvorefter disse huse således af grevskabet Bregen tveds nærværende og efterkommende ejer med bygning, beboere og hartkorn bestandig hol
des vedlige, hvorom forklaring ved hvert års kontributions regnskab bliver at indgive.
3. at hoveriet til vedkommende hovedgård for den nedlagte gård forrettes alene af de 2de øvrige grevskabet i samme by tilhørende gårde, uden at sådan forandring i nogen måde må geråde til forøgelse udi det hoveri, vedkommende godsets øvrige bønder i overensstem
melse med forordningen af 12. august 1773 og det derefter allemådigste approberede hoverireglement påligger at forette samt endelig
4. at vedkommende tiendetageres og andres lovlige rettigheder der
ved bliver aldeles ufork rænkede, hvorefter vedkommende sig allerun
derdanigst have at rette, ej gørende herudi hinder eller forfang i no
gen måde, under vor hyldest og nåde.
Hans Larsens gård, der var meget ussel, blev således nedlagt 1779, og der blev bygget to huse syd for præstegårdens have. Disse gamle huse er revet ned, og nye har rejst sig.
I 1792 fik Dalby sin udskiftnihg. Det var kromand Heintorff, der 20. februar 1792 søgte greve Moltke om, at de jorder, som han havde fra den øde gård i Viverup, måtte lægges på ét sted på Dalby mark og udskiftes af fællesskab med de andre gårde. Samtidig ønskes også de 2 andre Bregentvedgårde udskiftet
Den 9. marts forespørger landmåler J. Chr. Mathiesen, Ringsbjerg, om han må foretage opmålingen og udskiftningen. Ikke fordi han ikke har arbejde nok og behøver at trænge sig på, men hans venner synes, at han er så nær Dalby, så det er naturligt, at det bliver ham. Men der har været en strid ved Rode bys udskiftning om en vej. Nu havde land
inspektør Mathiesen, der var skoleholder i Ringsbjerg, ikke fået det bedste vidnesbyrd af overlandsinspektør Bagge, København, idet han 1781 skriver, »at han udi de teoretiske beviser i Tegnekunsten, geometri og trigonometri, er aldeles ukyndig, men er derimod udi det praktiske desto bedre øvet. Han kender landmålings instrumenternes brug til carters opmåling og beregning samt uddeling af fællig, på hvilken alt han har vist mig gode prøver. Da denne Mathiesen om end skønt han er en elendig tcoreticus, dog er en god prakticus, og med sin praksis
allerede har gjort megen nytte og endnu kan gøre mere, kan han aahft- fales til landinspektør«. Hans udskiftningskort er da også meget smukke, men om opmålingen er liçe så god, ved jeg ikke. Grev Holstein, Egede, vil ikke have Mathiesen. Men det bliver alligevel ham, selv om Rente
kammeret ikke kan anbefale ham. Mandag den 3. september begynder han opmålingen. Han beder om at få mandskab fra Dalby by og red
skaber, så han kan blive færdig, inden rugsæden skal lægges. Der må stilles en vogn til hans og assistenternes rådighed. Vognen skal møde i Ringsbjerg mandag den 3. september. Da der er nogen modstand imod Mathiesen, ønsker forvalter Aggerup, Bregentved, at man samme man
dag holder et møde med lodsejerne på åstedet, så der ikke skal blive nogen misforståelse.
Vanskeligst bliver det med udlægning af græsning til Dalby skole.
Man regner dog med at følgende byer kan afstå lidt af deres jord, nem
lig: Viverup, Druestrup, Tågerup og Jenstrup, Borup og Kjelstrup, der er ude af fællesskabet, kan pålægges græsningspenge, eller de kan et år ind imellem græsse et høved for skoleholderen.
Holstein, Egede, vil hellere have mageskiftning end udskiftning. Han vil f. eks. gerne af med »den usle by«, Babberup. Hvis der sker udskift
ning i Dalby by, skal det også ske i de andre byer. Til trods herfor begyndte udskiftnings-taksationen den 20. september 1792.
Ingen af Dalby bys gårde udflyttes ved udskiftningen, men jorderne fra en gård, der hørte til Egede, og hvis bygninger lå øst for præste
gården, blev lagt til nuværende Snedkergård, ca. 1795.
Da Dalby kro brændte 1830, flyttedes krogården ud på Dalby mark.
I 1859 bygges der jordemoderbolig på den gamle kros grund. I 1860’ernc og 1870’eme og senere blev der bygget husmandssteder på Dalby mark.
Også i Dalby blev huse bygget, også et bageri, der brændte 1908, da bageren, der var syg, stod op og faldt med den tændte lygte i hånden.
Derefter byggedes »Hjørnebo« .og senere huset ved siden af. De første af Dalby Nyhuse byggedes 1948 og i 1950’erne begyndte det store byg
geri på skolelodden. I de sidste år er der byttet så meget om på gårde
nes jorder, at det er vanskeligt at finde de gamle markskel.
Den store pil ved præstegårdshavens sydvestlige hjørne har de ældre benævnt som bystævne-pilen.
En detalje af situations- og delingskortet over det brandte overdrev. 1765.
Dalby sogns andele samt Kæderup og Nybys andele.
Forskellige tildragelser i byen
Igennem tiderne holdt præsterne nøje øje med, hvad bønderne foretog sig i Dalby by - også på markerne. I 1791 var de to Dalby bønder Lars Hansen og Hans Sørensen indstævnet for Bregentved birk, fordi de havde vanhelliget søndagen. Af birkedommer A. G. Becks spørgsmål til de to bønder, fremgår det, at de den 3. juli imellem kl. 7 og 8 gik ved markernes gærder. Der var den dag sidste prædiken omtrent kl. 1, men ingen af dem var i kirke, fordi de sammen med de øvrige bymænd havde været samlet i byens håndtering, men de var dog gået hjem, inden tjenesten begyndte, da de var trætte af deres forretning. Lars Hansen forklarer - og det bevidnes af Hans Sørensen, at han, da bøn
derne var samlede, hentede tre potter brændevin på kroen i Dalby ad tre gange. Der blev før gudstjenesten drukket 2/2 pot af byens fire gårdmænd, undtagen tre à fire glas, som husets folk fik. Den sidste potte beholdt Lars Hansen selv. Byen havde den dag samlet gnesgangs- penge, og disse penge var delt mellem byens folk, si de hver fik en rigsdaler.
Under forhøret klarlægges det, at Lars Hansens hus just ikke var noget sædvanligt drikkested, men det er undertiden sket, at man har drukket en rå brændevin der, men dog aldrig under gudstjenesten. Det har vært en regel, at man har drukket hos den mand, i hvis hus man først er kommet ind, men der drikkes ikke hver søndag og heller ikke sålænge, at de opbruger græsgangspengene, og der har aldrig fundet usømmeligheder sted.
Dommen falder på Bregentved birketing 18. juli 1791 og lyder på, at de to bønder hver for sig skal betale tre gange fire skilling til skole
kassen iflg. de gældende love. Hvis de ikke kan betale bøden, skal de stå udi gabestokken på Dalby kirkegård hver i tre timer. Endvidere skal de betale politirettens omkostninger. Alt skal udredes og efter
kommes trende solemærker efter domsslutningens lovlige forkyndelse.
Der opstod også en anden sag med pastor Schousboe. I foråret ved påsketid 1789 var gårdmand Lars Nielsen i Borup gået ind i hr. Schous- boes vænge og havde hugget en del tjørne langs med gærdet og dermed lukket sit gærde. Så snart hr. Schousboe blev underrettet derom, lod han sine karle afhugge det øvrige, hvad der endnu stod inde på sit, men
Ole Christensen i Borup gik derefter ind i hr. Schousboes vænge og tog det afhugne af tjørne bort, for at hr. Schousboe ikke skulle fä nytte deraf. Btfrup-mændene påstår, at de havde ret til bemeldte tjørne, og da hr. Schousboe anmeldte det for forvalteren, svarede denne, at der
som sognepræsten ville videre have gjort noget derved, skulle uvildige mænd udnævnes til >at pådømme sådant«. Dette sidste ville Schousboe ikke, da »han elsker fred og ro«.
Men der opstod også sager med hensyn til præsten og hans søn Peter Schousboe, der var skoleholder i Dalby. Denne havde »i sidste høstens tid købt lidet sæd på marken af skovrider Mondfeldts enke«, og efter at han havde indhøstet rugen deraf, tillod denne faderen at sætte et par heste i tøjr på den afhuggede stub, hvor der var godt græs. Derpå skal Lars Hansen og karl i Dalby have påstået, at de ville optage dem, og der skulle betales en rigsdaler for stykket. Schousboe lod sig ikke afskrække, men Lars Hansen satte 3 af sine køer i tøjr derpå. Dette har hr. Schousboe anmeldt for Bregentved grevskabs forvalter ikke for
»at fordre nogen assistance, men for at bekendtgøre og bekræfte bøn
dernes selvrådighed«. Ved nærmere undersøgelse erkendes det dog, at Schousboe ikke har nogen ret til at græsse sine heste på den afhuggede stub.
Endelig skete det en dag, da det regnede, at de 2 af Bregentveds bøn
der holdt ind til skovrider Mondfeldts enke og tog hendes økse som pant for 3 mark. Hun spurgte dem om årsagen til pantningen, men de kunne ingen årsag give. Bønderne drak de 3 mark op. Da enken bekla
gede sig for grevskabets forvalter, giver denne ordre til, at bønderne skal betale pantet tilbage, men det har de ikke gjort, og hun må selv hente det. Træt og ked af så mange fortrædeligheder er enken rejst fra Dalby.
Imidlertid befindes skovriderenken Mondfeldt at have været for
sømmelig med hendes gærder, og bønderne havde altså en vis ret til at tage pant derfor, men bønderne skulle have afleveret det til enken, der boede i det sted i Dalby, som Henry Fiil nu har. Det hørte universi
tetet til.
Mange forskellige mennesker færdedes igennem Dalby by. I Hans Sø
rensens gård var alle en dag i 1786 ude i marken. De kom hjem ved 4- tiden, og gårdmanden opdagede, at kisten i stuen var ikke lukket helt
Han fik mistanke om, at nogen havde været der. Det viste sig, at der var var stjålet 5 rigsd. 4 mk 9l/3 skill. Han gjorde straks anstalter til at opklare tyveriet og sendte tjenestekarlen af sted. Hos bonden Peder Nielsen i Viverup traf han en mistænkelig person, der først nægtede ty
veriet, men senere gik til bekendelse. Han førtes til Hans Sørensens gård, hvor der om natten holdtes vagt over ham.
I forhøret næste dag oplyses det, at den anholdte hedder Niels Ras
mussen, er 56 år gammel, og er født i Ut terslev. Efter at have tjent på landet, kom han til København og kom i tjeneste hos en hollandsk skipper, som han sejlede med i 2 år. I Strats David i Grønland kom lian ombord som matros på et engelsk skib og sejlede til London. Der
efter sejlede han med svensk skipper til København og kom igen til Grønland og hjem igen, senere til Tyrkiet og også til Lissabon og Algier. Han fik derefter forskellige pladser i København, men kom til skade og måtte derefter betle. Han ville blot betle i Dalby, men da han så nøglen i kisten hos Hans Sørensen, tog han her penge, en kniv og 6 æg. I en naboby tog han en tæt kam.
Det viste sig at være en slave, der var desserteret for 3 uger siden fra Det danske Livregiment i Helsingør. Der er striber på hans ryg, som skyldes, at han for et år siden måtte løbe spidsrod. Manden var sort af hårskæg, brun af øjne, før af lemmer og klædt i en blå trøje med gule knapper i, en grå bunden nattrøje på, et par gamle skindbukser, og 2 uldne strømper, træsko på fødderne, en gi. skjorte og på hovedet, en lille hat Han bringes først til Køge arrest, og derefter sættes han under militærvagt.
De enkelle matrikelnumre Matr. 1 a. Dalby præstegård. Se bind I s. 131 flg.
Matr. 1 b. Dalby præstehus, tidligere nævnt ved udskiftningen af brændte overdrev. Præstens lod på Jenstrup overdrev blev på 8V7 td.
land. Der blev 1782 bygget 13 fag huse, 6 fag til bolig, 7 fag til udhuse.
Bygningerne lå på den nordre side af vejen, fæsteren Hans Kristensen havde 3 fag huse på den søndre side, og betalte i afgift 20 rigsd. årlig, og i indfæstning 40 rigsd. Da næste fæster, Jens Andersen kom i 1823, forpligtede han sig til, sålænge pastor Brandt var i kaldet samt i nå
densåret, at forrette årligt 12 arbejdsdage, dog på præstens kost, de skal
ikke forrettes imellem St. Hansdag og Mikkelsdag. I 1860 af står Jens Andersens enke stedet til sønnen Peder Jensen. Af huset svares 10 rigsd.
og af jorden 6 td. byg. Han havde i huset høkerforretning. Derefter fulgte Ole Christensen 1875-1894, Anders Christensen Andersen 1894- 1926, Hans Andersen 1926-1956, Lars Jensen 1956-. - Jordarealet er nu større end oprindelig.
Matr. 1 c. Smedien i gi. Dalby. I lang tid var der smedie i Dalby by.
Præsteembedet havde et hus med smedie, lige ved siden af skolen. Ved et syn i 1797 var der et stuehus på 11 fag, en smedie på 6 fag samt et udhus på 6 fag.
I 1820 fæster smed Peder Hansen huset af præsten og svarer årlig 20 rdb. sølv og i indfæstning 100 rigsd. »Fasteren forpligter sig straks på anfordring og forsvarligen at forrette, hvad smedearbejde, jeg hos ham forlanger, og han forstår at gøre, og må han ikke derfor fordre højere betaling af mig, end han fordrer af andre, ej heller over det, som på den tid er gangbar pris hos andre smede i egnen, alt under sit fæstes fortabelse uden lov og dom, hvis anderledes skulle befindes.
Fremdeles forpligter fæsteren sig til ikke at forlange brændevin eller andre drikkevarer af dem, som forlanger hans arbejde, ikke hverken selv eller ved andre at hente sådant til dem, endnu mindre selv give dem sligt eller drikke med dem, men påse og være ansvarlig for, at alt i smedien går ordentligt og ædrueligt. Alt under samme ansvar og straf, som i forgående post er anført«.
Peder Hansen blev sognesmed, hvad der var en eftertragtet stilling.
Hans ansøgning herom til greve A. W. Moltke, Bregentved, den 11.
august 1828 lyder således:
»Da jeg ved sessionen har trukket frilod, er fritagen for krigstjene
sten ved den stående hær, men jeg snart kan vente at blive indkaldt til ekcerserskolen i København for efter 10 ugers dressering at ansættes ved forstærkningsbatailloneme, beder jeg underdånigst at måtte blive udnævnt til sognesmed i Dalby sogn, for hverved at blive fritaget for sidstmeldte tjeneste. Vel er her flere smede i sognet, men ingen af disse er ansat til sognesmed. Da jeg bor midt i sognet, har jeg alene omtrent den halve del af sognemændene at smede for, hvilket er mere end dob
belt så mange som nogen af de øvrige have, og så har jeg kone med
fem børn, sä at både sognet og min familie ville savne mig i min fra
værelse. Jeg beder derfor underdanigst, at jeg ved Deres højvelbåren- heds gunstige resolution måtte blive beskikket til sognesmed i Dalby sogn og herved fritagen for al indkaldelse til krigstjenesten.«
En sådan ansøgning skulle selvfølgelig bekræftes af nogle anselige mænd i Dalby sogn. Og det gjorde pastor Brandt, hjælpesognefoged og gårdmand i Dalby Christopher Larsen og gårdmand i Frenderup Christen Nielsen på følgende måde: »At Peder Hansen, smed i Dalby sogn, er en duelig grovsmed, som har langt større del af sognets arbejde, end nogen af de øvrige herværende smede, og derfor meget ville savnes af os og mange flere i sognet, hvis han i nogle uger blev bortkaldt fra os, ikke at tale om, at hans talrige familie derimod meget ville lide - kunne vi på hans begæring bevidne, og tillade os derfor underdanigst at forene vor bøn med hans, at han måtte blive udnævnt til sogne
smed og hans bestandige tilstedeværelse derved forvisses os.«
I 1849 døde Peder Hansen, og hans mor Hans Ulriksens enke får arvefæste 1859 for 500 rigsd.
Hans Ulriksen var berømt for sin modighed. I den nederste gård ved åen var der en glubs bindehund, der hed Hertug. Der var fastelavns«
gilde, og manden i gården roste sig af den skrappe hund, som ikke en
gang alle gårdens folk turde gå hen til. Men smed Hans Ulriksen ville vædde, at han turde tage hunden og sætte den ind på bordene, uden at den gjorde ham noget. Væddemålet kom istand, smeden gik hjem og tog sin tang, trak krampen, som holdt lænken, ud af portstolpen, holdt omkring hundens 4 ben, og satte den på nederste bordende uden at den gnyede. Smeden blev berømt for dette.
Ca. 1860 brændte smediens stuehus. Smedekvinden havde båret aske ud på møddingen, mens man sov til middag, fik ilden tid til at få fat.
Der var ingen sprøjte i Dalby, men der kom sprøjter fra Egede og Tureby holm. Smedien blev uskadt, fordi den havde tegl, men der var fare for skolen, der var stråtækt. Fru lærer Jensen i skolen måtte frem med lagener, der blev dyppet i vand og hængt på skolens gavl, der vendte imod smedien.
Senere havde Johanne Hansdatter også høkerforretning i stuehuset.
Der er flere af de ældre, der endnu husker, når de var i skole, at dc
smuttede ind og købte de store tvebakker med puddersukker på. - Den sidste smed: Jørgen Hansen, døde 1907, smedien flyttedes til smed Martinsen, Jenstrup.
Matr. 1 d bebygget 1873. Matr. 1 e her lå som tidligere na-vnt et be
boelseshus fra den i 1779 nedlagte gård. Nuværende hus bygget 1922.
Matr. 1 f, bebygget ca. 1873. Matr. 1 g og 1 h, Hjørnebo. Se foran. De øvrige matr.-numrc under 1 se bind I.
Matr. 2 og 7, Snedkærgården. Præsten fik i 1776 sin jord »fuldkom
men udskiftet af fællesskabet«. Den største lod på 57 td. land kom til at ligge så langt fra præstegården, »at præsten ikke med fordel, men med tab kunne dyrke jorden«. Markerne var nu hegnet med stengær
der og grøfter. Så mange sten, som præsten fandt på sit tcrrøn, trak han op og brugte dem til stengærde, men det var kun et lille hegn. De øvrige hegn er med grøfter og døde tjørne, som han har købt. Der blev på jordlodden i 1785 bygget en gård, der bestod af én længe til stue og våningshus og 2 længer til sæd og kreaturer. Ved kontrakt af 12. august 1784 forpagter præsten jorden ud til Erik Pedersen, hvis far, snedker Peder Eriksen, Tågerup, går i kaution for ham. Han må have mislig-
holdt jorden, for 11. august 1786 anlagde pastor Schousboe sag imod ham. Det endte med et forlig 26. januar 1787, hvorefter forpagteren gav prses ten en panteobligation på 100 rigsdaler for den årlige afgift imod 1. prioritet i Erik Pedersens effekter bl. a. en høvlebænk, nogle skabe m. v. Forpagteren forpligter sig til at istandsætte de opførte byg
ninger, og desuden lover han, når det forlanges at opføre 3 fag huse ved nuværende bygninger. Præsten og hans søn skal have adgang til bygnin
gerne. Desuden skal forpagteren give en undskyldning for nogle udta
lelser imod præsten. Gården kaldes på dette tidspunkt Præstemarks- gård eller præstens udmarksgård. Men da denne første beboer var sned- der, blev det hurtigt til Snedkergård. Senere blev det til Snedkærgård, og man udledte da navnet af, at gården lå på sned for et kær ved går
den. Proprietær N. J. Andersen fik tinglyst navnet Snedkjærgård.
I 1793 bortarvefæstedes gården til Jfr. Egede for en årlig afgift af 60 td. byg. I 1796 vil Holstein, Egede, ikke give mere end 100 rigsd.
Præsten vil nødig have proces og foreslår, at Holstein skal give ljam 10 favne brænde ud over de 100 rigsd. Præsten skriver: »Det mærke
ligste er, at hr. hofjægermesteren har kombineret min jordlod med en af sine bønders, som er udflyttet fra Dalby. Begge lodder er overdraget ungkarl Niels Klausen, som skal gøre hoveri også for præstegårdens jord, og han skal svare 300 rigsd. årligt Præsten vil have, at Hobtein skal frasige sig præstegårdens jord, hvorpå der nu er bygget en ny længe. Men de to jordlodder forblev sammen. Bygningerne til matr. 7 lå som tidligere nævnt øst for præstegården (matr. 11). Gården havde nu et tilliggende på ca. 110 td. land. Ved udstykningen i 1922 blev der taget 2 jordstykker fra Snedkergården, der til gengæld fik jord fra den brændte lergård i As. *
Omtalte Niels Klausen fik i 1825 gård i Jenstrup. Derefter boede læge Kruuse på Snedkergården, og L. P. Thomsen var avlingsbestyrer til 1834, hvorefter dyrlæge Bergmann fæstede gården. Gården havde 2 marker: Østermarken (57 td. land) og Vestermarken (46 td.), og dertil kom enghavestykkerne ved åen.
Allerede Bergmann søgte at skabe en smuk have ved gården. Han sagde: »Der skal også noget for øjet. Det skal ikke igennem maven alt
sammen«. Senere er haven yderligere blevet forskønnet. Efter Berg
manns død overtoges gården af Jens Jensen, der kom fra Stevns. Og
der blev nu bygget en ny stuelænge i lighed med præstegårdens. I 1907 solgte førstnævntes søn Peter Jensen gården til Niels Jørgen Andersen, der var en mand, der fik betydning langt uden for sognets grænser ved hans store indsats for SEAS. Han var også en kort tid folketingsmand.
Da N. J. Andersen døde 1939, overtoges gården af sønnen Erling Sonne Andersen, der er i SEAS’ bestyrelse, og i hvis tid der har været holdt mange store møder i Snedkærgårdens store smukke have.
Matr. 3 Degnegården. Se bind I s. 145 flg. matr. 3 a er 1962 købt af fabrikant F. Heering.
Matr. 4. Skole og skolelod. Se bind I s. 145 flg.
• Matr. 5. Ca. 1790 klokker Hans Pedersen, 1792-1826: Jørgen Han
sen, 1826-1852: Hans Jørgensen, 1852-1917: Se under Dalby køb
mandsgård. I 1903 havde manufakturhandler Arkrogh forretning her og i 1906 manufakturhandler Lunding, som var der til ca. 1909. I 1917 købtes ejendommen af gartner Christian Fiil, i 1948 overtog sønnen Henry Fiil den.
Matr. 6. Dalbygård. 1726-1754: Peder Nielsen, 1754-1772: Niels Pedersen, 1772-1813: Hans Christoffersen, 1813-1834: Peder Hansen, 1834—1870: Anders Jensen, 1934-1947: Emil Christensen, 1947-1960:
Harald Hansen, 1960: Villy Christiansen - matr. 6 b (nu fru Anna Jensen) bebygget i 1907. Fra 1947 og til dato er der bygget flere nye huse på matr. 6.
Matr. 8 a. Dalby krogård. Se andetsteds.Matr. 8 b. Den gi. skoles ha
ve. Matr. 8 c. Jordemoderboligen. Se senere. Matr. 8d. Nu beboet af branddir. J. P. Christensen, bebygget 1872 og det samme gælder matr.
8 e og f, der er beboet af hmd. Anton Rasmussen. Matr. 8 g (nu Vald.
Jensen) bebyggedes 1910. Matr. 9. Sneholmgård. 1764—1779: Peder Christophersen, 1779-1810: Hans Sørensen (ægter forriges enke), 1810-1833: Hans Olsen, 1833-1855: Lars Pedersen, 1855-1904: Jørgen Hansen og enke, 1904-1946: Jens Jørgensen og enke, 1946-1958: Frede
rik Hansen, 1958: L. Østergård Pedersen. - Denne gårds jorder er ble
vet stærkt udstykket i de sidste år. Et nyt brug er også bygget derpå 1958. Matr. 10. Agård. 1774: Frans Nielsen, 1774-1784: Jørgen Clau
sen, 1784—1821: Lars Hansen, 1821-1853: Christopher Larsen, 1853- 1898: Niels Christophersen, 1898-1902: Chr. V. Pedersen, 1902-1922:
Anders Jensen og enke, 1922: Hans Pedersen. Matr. 10 b (nu Peder Olsen) bebygget ca. 1850. Matr. 10 c og d (nu Sofie Hansen) bebygget 1881 og matr. 10 e (nu Emil Christensen: 1906). Matr. 11 a (nu fru Brogård), oprindelig en gl. gård. På den modsatte side af landevejen blev det grønne hus bygget ca. 1850, matr. 11 c. På 11 b er bygget syge
plejerskeboligen. Brugsforeningen er også bygget på matr. 11. Matr. 12 (nu Peter Jensen) er bygget inden udskiftningen 1792. Matr. 13 (nu Johs. Høst Olsen) bebygget førend 1844. Matr. 14: Rejsestalden, byg
get 1917.
Dalby bys marknavne
Udskiftningskortet over Dalby bys jorder 1792 har bevaret mange af de gamle marknavne. Først gengives de navne, der behøver en tyd
ning.
Rekuderne = bydemåde af verbet »række« og forholdsordet »ud«.
På kortet er det smalle, langstrakte agerstykker.
Tokhøysaggere = efterleddet af substantivet »høj«, forleddet af gi.
dansk subst »thokki« = skøn, der i stednavne kan bruges om jord
stykker udenfor landbyens rebede jord, ofte af ringere beskaffenhed.
Blomgaard = subst. »blomme« = blomst og subst. gård.
Sandkuld = efterleddet er subst. »kuld« = afstumpet, rundagtig top.
Kan også betyde sandkule.
Laasebieig = sigter til, at marken er bevokset med låseurt.
Lille Kragebierg, Store Kragebierg = sammensat af fuglenavnct
»krage« og bjerg, der betyder høj.
Hyldestæter = trænavnet hyld og »stætte« = stente.
Taskerne = ofte om mindre arealer, af subst. »taske« = lomme.
Espeds Aasen = vanskeligt at tyde, måske af »æspi« = bevoksning af asp.
Kronsteen = ligheden med en kongekrone eller forbindelse med en sagntradition på egnen.
Endvidere findes følgende navne: Brotofter, Steenbierg, Synder agge
re, Spangholmene, Langsleddenc, Svineholm, Gadeagere, Francke ag
gere, Olden, Kalis Engene.
Selv om dette udskiftningskort har bevaret mange navne, har mark
bogen 1682 endnu flere. Her nævnes byes 3 hovedmarker: Thuenne Biergs Marck = af subst »thwing«, betydningen er oprindelig »rem«,
»indsnævring«, i stednavne muligvis indhegning. Breigne biergs marck
= af plantenavnet bregne.
Dalby kro
På grund af Dalby bys beliggenhed var det naturligt, at grev A. G.
Moltke fik krobevilling til en gård i Dalby, og derved undgik man også, at folk sad og drak i smug og brændte brændevin i hjemmene.
5. maj 1750 meddeler Fr. 5., at greve Molke »må herefter holde et kro og værtshus, hvor de rejsende såvelsom andre med behøvende loge
menter samt spise og drikkevarer til nødtørftighed og for en billig be
taling kan blive betjente, så må det og være kroholderen tilladt der ved stedet at brygge øl og brændevin til værtshusets fornødenhed«, imod at der svares 6 rigsd. til Kgl. kasse. »I øvrigt holder han dette kro udi for
svarlig stand vedlige, og dermed udi alle måder efter loven samt de om krohold på landet allerede udgangne eller herefter udgivne forordnin
ger, så at kroen ikke til noget fylderi og tidsspilde for bonden eller an
dre vorder misbrugt, såfremt dette privilegium ikke ellers derved skal være forbrudt og aldeles ophævet«. I 1767 forpligtes han til at tage brændevin fra nærmeste købstad, hvis han vil undgå at betale afgift
Der var mange bønder, der gik til Dalby kro, hvor den forrige gård
mand i Dalby, Hans Nielsen, var kromand. Det skete ofte, når mændene inden kirkegangen om søndagen spændte fra i kroen, gik derind for at få sig en tår, og de var nok ikke alle ædru, når de mødtes i kirken. Ja, de ældre har også fortalt, at Borup-mændene slog et slag om ad kroen, når de skulle hjem fra overdrevet, og resultatet blev ofte, at hesten kemi hjem inden manden, da den havde fået hjemlængsel, og man vidste besked derhjemme.
Kromanden Hans Nielsen afløstes af Christen Dyrlund, som døde i 1783, 32 år gi. Hans enke Marie Elisabeth manglede ikke bejlere, og den heldige blev Køge-borgeren Jørgen Heintorff. Deres bryllup stod med pomp og pragt i Dalby kirke 15. april 1785. Heintorff fæster 25.
april 1785 den privilegerede kro i Dalby samt den jord, som er henlagt dertil fra Viverup med hartkorn 6 td. 1 fj. 2 alb. samt 2 alb. skov. I
indfæstning betales 300 rigsd., i smårædsel: 1 lam, 2 gæs, 2 par høns, i kroholdsafgift 10 rigsd., deraf de 6 til kgl. kasse. Desuden forpligtes han til at yde årlig en Københavnsrejse med bespændt vogn samt nogle korte rejser med et par forspandsheste. Han får derimod det sædvan
lige gærdsel af Bregentveds 2 bønder i Viverup, da de holder nogle af kroens gærder vedlige på Viverup overdrev og andre imellem Dalby og Viverup byers Tvingbjergmark.
Fæstebrevets første punkt lyder: »Fæsteren ægter (som nu og er sket) afgangne Dyrlunds enke, og antager sig hendes og den afdødes børn som en fader og ellers tilligemed moderen opfylder hendes forplig
telser i samfrændeskiftet« Og der gives ham den forsikring at om han i ægteskab selv avler sønner, skal de ligesom formandens være fritagne for at pleje føde stavn. Altså fri for stavnsbåndet. Og da han får hjælp til bygfæld og besætningen, hvad der anslås til 84 rigsd. 1 mark, skal han tilsvare dette, når han dør eller afstår stedet. Og ellers være med
lem af Bregentveds brandforening.
Imidlertid døde Jørgen Heintorff i 1793, 40 år gi. Skiftet fortæller f. eks. hvad der var i krostuen: 2 lange fyrreborde på 4 fødder, 3 fyrre
træskistebænke, 3 andre fyrrebænke, 3 flasker, 4 ølglas, 3 stadsgias, samt tragter og pæglemål, 6 krus uden låg, 2 malm-lysestager, 1 kokos
nøddeskal, 2 fyrrehylder, 1 slagbænk med 1 gi. blåstribet olmerdugs overdyne, 1 gi. linned underdyne, 1 jemkakkelovn, 1 par hørlærreds lagener, 1 stol med halmsæde og en med læderbetræk, 2 blå pudehyn
der, 1 skærmbrædt, 1 seng med blåstribet omhæng, 1 rødstribet olmer
dugs underdyne, 3 hovedpuder, 1 par blågams lagener, 1 grønmålet egekiste foruden nogle små ting. Der findes altså 3 sovepladser i skæn
kestuen, og der er endda skærmbrædt, så gæsterne ikke bliver generet af hinanden, når de skal i seng. Vinglas nævnes slet ikke. Krusene gik på omgang.
Hvad var der af drikkevarer? 1 td. brændevin, 1 oksehoved og 1 tøn
de mjød, 1 oksehoved og 1 tønde gi. øl, foruden tomme fade og tønder.
Et oksehoved = 240 liter og 1 tønde = 136 liter.
Heintorff var en mand med et hidsigt sind, og derfor blev der mange tumulter på kroen i hans tid. Vi vil nævne et par træk.
Kromanden havde sin private brændevinsflaske stående i huset. Den 4. november 1788 syntes han, at der var gået svind i flasken. Han be-
skyldte bryggerspigen Kirsten Nielsdatter for at have drukket af hans private brændevinsflaske, men hun nægtede det. Han for ind på hende, tilføjede hende voldsomme slag med sin pisk, og han beskyldte hende for at være tyv, tyvekvinde og tyvemær og truede hende på livet. Og da hun ville løbe ud i gården, trak han hende ind i stuen, og hun løb så igennem køkkenet, mens blodet løb, således i hovedet, at de næppe kunne kende hendes ansigt. I stedet for at forbinde hende fulgte han bagefter og ville tilføje hende flere hug. Hun var nu syg og trangbrystet, og hun måtte tage hjem til hendes forældre i Haslev, hvor hun nu fik føde og pleje. Han forsvarer sig i retten med, at pigen var studs og for
sømmelig, og der var fundet en sølvske i hendes kiste, som var hans, han mener, at straffen derfor må formildes. Han idømmes en bøde på 28 rigsd. 5 mk. 8 skill. Og i begyndelsen af 1790 kommer de for at hente pengene, men han møder dem med grovheder og »bad djævelen brække og knække dem og slog i bordet og ville vise dem ud af stuen under me
gen larm og støj.« Han har ikke penge, men de får 1 bryggers-kobber
kedel og 1 sølvspiseske med navnetrækket P. N. i dobbelt træk.
Allerede den 9. januar 1789 er det galt igen. Flere af Bregentveds godses bønder fra omegnen og ungkarle derfra sad og drak øl og bræn
devin og spillede kort til 11 aften. Da de skulle gå, slog kromanden landsoldat Rasmus Pedersen, Kæderup, først med den bagvendte hånd på øret 4 à 6 gange. Dernæst med næverne, hentede sin ridepisk og kastede ham til jorden og slog ham både med den tykke og tynde ende 1 hovedet og på ryg og arme. De sloges, og kromanden stødte ham med sin pande i hovedet. Andre ville skille dem ad. Kromanden kunne ikke finde sin pisk nu og kaldte Rasmus P. for en tyveknægt og pudsede sine 2 hunde på Rasmus. P., hvis tøj blev revet i stykker. Arsagen var, at da de om aftenen skulle betale de våde varer, tabte Rasmus P. 7 à 8 skill, som han ville samle op, men kromanden begyndte da at slå ham. Dette slagsmål takseres til 20 rigsd. i bøde.
Nogle år senere meldte bejlere sig igen til kroenken. Og denne gang blev den nederlandske kobberhandler Johann Callies den foretrukne.
Dette giftermål voldte Dalby-præsten nogle vanskeligheder, da Callies var katolik. Men vielsen blev foretaget i Dalby kirke 1801. En måned efter giftermålet bliver kromanden heftig syg, og der kan blive tale om altergang. Præsten får at vide, at det kun kan ske, hvis kromanden i
vidners nærværelse erklærer at blive i den lutherske kirke, ifald han bliver rask og samtidig afsiger sin tro om transubstantionen, skærsilden og de øvrige lærdomme, hvori den katolske religion afviger fra den lutherske. Og præsten spørger biskoppen, om han må foretage jordpå
kastelse. Kromanden døde og blev begravet på almindelig vis på Dalby kirkegård. Han var kun 40 år gi.
3. gang blev krokonen i Dalby enke, og påny måtte hun føre kroen videre, men hun er nu blevet træt af at drive kroens overdrevslod på Viverup overdrev. Der bliver i 1802 på disse 11 td. land oprettet et selvstændigt brug, som tildeles Hans Larsen fra Enderslev, da præstens avlskarl, der var udset dertil, ikke kan blive befriet fra sin tjeneste.
I 1799 havde Chr. 7. givet en ny bevilling, hvorefter der på kroen måtte brygges øl, men brændevinet skal købes i købstæderne. Værts
huset er bevilget alene for rejsende og andre, som opholder sig der, han må ikke holde kro for sognets bønder eller andre af almuen, der ikke er vejfarende eller er på rejse. Hvis den vej for rejsende, som nu går der forbi, flyttes, bør værtshuset flyttes, hvad der blev aktuelt, da kroen brændte.
I 1830 afstod kroenken kroen til svigersønnen Anders Nielsen, der blev den sidste kromand, da kroen brændte 1830, og det skete således:
Natten mellem den 27. og 28. juni 1830 stod et hårdt tordenvejr over Dalby. Og enhver Dalby’er ved, at når tordenvejret først er kommet over Dalby, er der fare på færde. Hin nat nåede tordenvejret sit højde
punkt kl. 1J4 og slog da ned i Christopher Larsens gård, byens nederste gård imod åen. Christopher Larsen og hans hustru blev straks vækket og hjalp hinanden med ildens slukning. Christopher Larsen tog en lang stige, som stod i gården og kastede den op til taget, hvorefter han løb op på taget, men da han så at ilden allerede da havde grebet for meget om sig til, at han kunne slukke ildan, løb han over i kroen for at søge efter hjælp. Selv om ilden, da han vendte tilbage, havde grebet videre om sig end ved hans bortgang, krøb han dog op på taget og slog nogle spande vand på ilden, men hans bestræbelser for at slukke var frugtes- løse, og han måtte begive sig ned.
Uheldigvis var vinden østlig den nat, og ilden sprang over i Dalby kro på den modsatte side af Dalby gade. Dette berettes i Bregentved
