Digitaliseret af | Digitised byForfatter(e) | Author(s):Bergstrøm, Hjalmar.Titel | Title:Brændte Skibe : Fortælling.Udgivet år og sted | Publication time and place:Kbh. : Det Nordiske Forlag, 1898Fysiske størrelse | Physical extent:235 s.

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Bergstrøm, Hjalmar.

Titel | Title: Brændte Skibe : Fortælling.

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kbh. : Det Nordiske Forlag, 1898 Fysiske størrelse | Physical extent: 235 s.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be

used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work

becomes public domain and can then be freely used. If there are several

authors, the year of death of the longest living person applies. Always

remember to credit the author

DET KO NGELIGE BIBLIOTEK

1 3 0 0 2 1 3 0 8 2 4 3

BRÆNDTE SKIBE

F O R T Æ L L I N G

K Ø B E N H A V N

D E T N O R D I S K E F O R L A G

BO G FO RLAG ET

E R N S T B O J E S E N

1898

BRÆNDTE SKIBE

Oplag: 1000 Ekspl.

HJALMAR BERGSTRØM

BRÆNDTE SKIBE

F O R T Æ L L I N G

K Ø B E N H A V N

D E T N O R D I S K E F O R L A G

BOGFORLAGET

E R N S T B O J E S E N

»Thi den Port er snæver, og den Vej er trang, som fører til Livet, og de ere faa, som finde den.«

T H I E L E S B O G T R Y K K E R I

y^ræstegaardens Dagligstue var et stort, lavloftet 1 Værelse med Vinduer baade til Gaardspladsen og til Haven, tre Fag paa hver Ydervæg. Der var noget trykkende ved det alt for lave, hvidmalede Bjælkeloft, og der var noget vist ubehageligt ved Synet af det altid hvidskurede, sandbestrøede Fyrre­

træsgulv, thi selv om man havde tørret sit Fodtøj nok saa godt af paa Maatten i Forstuen, stod man alligevel et Øjeblik og betænkte sig i Døren, og allerhelst var man gaaet ind paa Hosesokker.

Noget lignende havde ogsaa Jørgen Falk følt, da han for en Del Aar tilbage som nybagt Præst var rykket ind med sin unge Hustru i Høgholm Præstegaard. Han turde i Begyndelsen, høj som han var, slet ikke rette sig i Stuerne, indtil hans Kone en skønne Dag fik ham til at stille sig op i fuld Højde under en af Loftsbjælkerne og viste ham,

Hj. Bergstrøm: Brændte Skibe ,

2

at der endda var et godt Stykke igen, og selv efter den Tid kunde det hænde, at han dukkede Nakken,, naar han kom ind udefra. Hun havde ogsaa vidst at hjælpe paa hans Skræk for det hvidskurede Gulv.

Tæppe over det hele blev der naturligvis ikke Raad til, men et lille smalt Løbetæppe fra Forstuedøren tværs over Gulvet hen til Præstens Studereværelse gjorde jo i den Henseende samme Nytte, thi naar Jørgen Falk først v a r kommen ind paa sit Kammer og havde faaet Hjemmeskoene paa, saa gik han trøstig rundt, hvor han vilde, selv om den skrattende For­

nemmelse af Sand under Fodsaalerne ikke var ham nogen egentlig Nydelse.

Da den lille Præstekone saaledes i deres Æ gte­

skabs første Tid ved smaa Midler havde forøget sin Mands Velbefindende, havde denne taget hende hen­

ry k t om Livet og sagt:

»Hvis vi skulde faa en Søn, Karen Margrethe, saa vilde jeg ønske, han maatte arve dine Evner!«

»Hvad er det for Evner, jeg har, Jørgen?«

»Jeg kender ingen, der som du forstaar at tage Livet op, hvor du staar og gaar, og altid faa det bedste ud af det.« —

Møblerne i det store Rum var faa og tarvelige

2

nok. Mest fyldte et gammelt, taffelformet Klaver paa spinkle Ben og med en underlig Pedalindretning, hvis Hovedbestanddel var en lang, tynd Stok, der regelmæssigt faldt paa Gulvet, hver Gang Pedalen brugtes. Sofa var der ikke, men der var en Puf, hvorpaa var anbragt en enlig Pude, stillet skraat op imod Væggen. Det saa ikke meget mageligt ud, man kunde næsten blive rundrygget bare af at se paa det, men Fru Falk, den eneste, der benyttede Puffen, var heller ikke magelig anlagt. Hun sad altid lige ret op og ned, selv naar hun i Selskab hos Lægens eller en sjælden Gang paa Høgholm Hovedgaard blev anbragt i den rummeligste Bedste­

faderstol. Paa skraa i et Hjørne af Værelset stod ft

et Spillebord med opslaaet Plade, hvorpaa fandtes en lille Udstilling, bestaaende af en gammel, høj Lampe og nogle faa Nipsgenstande. Saa var der et Mahognitræs Skuffemøbel, et lille ovalt Bord foran Puffen og nogle beskedne Stole langs Væg­

gene. Der var ikke mange Billeder i Stuen, men det var gode Billeder, de faa, der hang.

En Septemberaften sidst paa Ugen sad Præstens Kone paa Puffen foran det ovale Bord og strikkede

Smaastrømper til Knægten Viggo, der for nylig var bragt til Sengs. Det gamle Arvestykke af en Lampe, der stod foran hende, var alt for svagt- brændende til blot nogenlunde at lyse op i det store, tomme Rum. K oldt var der ogsaa, men det virkede ikke uhyggeligt paa hende, thi det var en af Fru Falks mange sparsommelige Egenskaber, at hun aldrig frøs. En anden en vilde være sunken hen i haabløst Tungsind ved at sidde der ganske alene, overladt til sine egne Tanker, og vilde for­

knyt have stirret hen paa Døren til Præstens Stu­

derekammer, hvor to Sprækker i Fyldningen lyste i Halvmørket som to Ildstriber. Der var noget saa hyggeligt og indbydende ved disse to Streger Lys i den utætte Dør — men Fru Falk lod sig ikke friste. Hun vidste, hendes Mand skrev paa Præken og maatte ikke forstyrres. Naar hun ikke hørte ham gaa op og ned ad Gulvet derinde, vidste hun, at han stod ved Pulten og arbejdede. Paa den Maade kunde hun med sine snart fem Aars Erfaring saa omtrentlig regne u d , naar han var færdig. I Aften gik han meget op og ned — der var vist langt igen. Men med eet aabnede han Døren ind til hende. Der kom et Skær af Lys

og en Duft af Bøgetræsvarme ind i Dagligstuen.

Selv stod han i Døraabningen i Slaabrok og med Hænderne paa Ryggen og stirrede et Øjeblik aands- fraværende ud for sig.

»Du maa jo sidde her og fryse, Karen Mar­

grethe!«

»Er du allerede færdig?« spurgte hun og saa tvivlende paa ham.

Pastor Falk trak Vejret dybt, næsten sukkende og sagde saa:

»Jeg kan ikke — det vil slet ikke gaa. Og hvordan skulde det ogsaa kunne blive ved at gaa?

Det vilde jo være det rene Vanvid, om det kunde!«

Saa gik han langsomt hen til et af Vinduerne og kiggede ud i Gaarden.

»Kunde du ikke bruge en ældre Præken, Jørgen?«

forsøgte hans Kone ængstelig.

»Tror du, jeg vilde kunne tage de Ord i min Mund, jeg sagde i Fjor? Ja, hvis det kun var Ordene, det gjaldt om, kunde jeg saamænd gerne skrive en hel Mønstersamling af Prækener. Og jeg var maa- ske ogsaa Skuespiller nok til at kunne holde dem, saa Taarerne stod Menigheden i Øjnene derved.

Jeg kunde saamænd godt være bleven Modeprædi-

kant i Hovedstaden, havde jeg villet. Men saa tror jeg ogsaa, jeg maatte have spyttet mig selv i An­

sigtet, naar jeg kom ind i mit Lønkammer. Saa vidt er det ikke kommet med mig endnu.«

Fru Falk sænkede Hovedet og strikkede febrilsk videre. Noget efter sagde hun:

»Jeg synes, du skulde lade Prækenen hvile for i Aften — det kunde jo være, det gik bedre i Morgen.«

Pastor Falk rystede overbærende paa Hovedet.

»Du forstaar mig ikke, Karen Margrethe. Hvorfor skulde det gaa bedre i Morgen? Det maa jo dog snarere blive værre og værre, for hver Dag der gaar. Og heldigvis, kunde jeg fristes til at sige.

for een Dag maa det da ende paa en voldsom Maade, enten i den ene eller den anden Retning. Som det er, kan det ikke blive ved. Det er ikke til at holde ud.«

Falk gik urolig op og ned i Værelset og saa ikke paa sin Kone.

»Jeg tror, du gør dig for mange Skrupler, Jørgen.

Jeg kender jo noget til det fra Fader. Han for­

talte os tit, han i sin Ungdom havde haft svære 6

X'LÆ.

Anfægtelser, men saa havde han hver Gang bedt til Gud, og saa gik det over.«

Falk stod et Øjeblik stille og saa atter med­

lidende og hovedrystende hen paa sin Hustru. Saa sagde han:

»Kæreste Karen, hvad skulde je g bede til Gud om? Ja, hvis jeg ansaa den Tro, jeg staar i Begreb med at miste eller — hvorfor ikke sige det rent ud? — har mistet, for et kosteligt Klenodie, saa vilde jeg bede i Angst om ikke at tabe den. Men naar jeg nu anser den for en Løgn og en V ild­

farelse, som Menneskelægten har slæbt med sig atten Aarhundreder igennem. — Nej, min Ven, der er kun een Ting, je g kunde trænge til at bede Gud om, og det var om K raft og Mod til at tage den Beslutning at melde mig fra og se at komme ud af det. Der bliver aldrig Menneske af mig, før jeg staar fri — uden for det hele.«

Egentlig overraskende kom disse Ord ikke Fru Falk, og alligevel — saadan lige ud havde han jo ikke sagt det før. Hun sad længe bleg og stum.

Saa brød det ud af hende med graadkvalt Stemme:

»Det er saa forfærdeligt, Jørgen. Hvis du nu mister Troen, saadan helt giver Slip paa den, hvordan

skal saa jeg kunne bevare den? Jeg har ikke andet til at holde mig oppe — og lille Viggo. Det er saa forfærdeligt.«

»Du gør det saa svært for mig, Karen Mar­

grethe, og jeg ser ingen anden Frelse for mig end at komme ud af det. Jeg vilde saa gerne være en ærlig Mand.«

Saa blev der igen tyst i Stuen. Fruen søgte at undertrykke sin Graad, og Præsten gik tavs op og ned med Hænderne paa Ryggen.

Noget efter sagde Fru Falk med dæmpet Stemme:

»Jeg forstaar ikke længer, Jørgen, at du i sin Tid turde indlade dig paa at søge Kald. Tvivlen maa jo allerede have været oppe i dig dengang.«

»Jo, ser du, dengang gjorde jeg mig ikke Skrupler nok, lille Karen!«

Og efter at have gaaet et Par Gange tavs op og ned fortsatte han:

»Men det har langt dybere Grund endnu. Det, der nu spirer frem, saa at snart alle maa se det, det har ligget og groet i de mange, mange Aar.

M it L iv har været forkludret, fra jeg var Barn og til nu, fordi jeg altid har levet paa Halvheder. Det er det sørgelige ved det, lige saa langt jeg kan

8

9

huske tilbage — aldrig andet end Halvhed og Ussel­

hed. Naar jeg tænker paa min Barndom, saa er det ikke andet end een stor Fortrykthed og F o r­

knythed. Jeg har aldrig været Barn, Karen, for vi havde ikke Raad til det hjemme hos os. Du aner ikke , hvor Fattigdom kan gøre Mennesker sølle og usle. A ldrig har jeg som Barn haft Lov til at være mig selv, altid skulde jeg være pæn og artig og beskeden for at tækkes de Mennesker, der tog sig saa godgørende af mig. Endnu den Dag i Dag kan jeg gribe mig selv i Had til de Personer, af hvis Naade jeg som Barn og ungt Menneske var afhængig, for alle de Ydmygelser, jeg har lidt. Og da jeg blev Student — ja, Gud bedre for Frihed!

Barndommen om igen, blot paa en værre Maade!

Hvad tro r du mine Studenteraar var? Een lang Kæde af sløvende Slid og Slæb og ydmygende Taknemlighed! Ja, at jeg ikke segnede under det!«

»Det gør mig saa ondt for dig, Jørgen!«

Fru Falk lod Strikketøjet hvile og saa forknyt op i Lampen.

»Naar jeg tænker paa mig selv som Student,«

begyndte Falk igen, »saa er det et usselt, forkrøblet Menneske, der altid er ude at rende i Snesjap,

'i.

1 o

evig og altid Snesjap! I den usleste, lurvede Som­

merfrakke render jeg fra Manuduktør til Forelæsning, fra Forelæsninger til Informationer, hvor jeg for halvtredsindstyve Øre per Time sidder og plager en stakkels Dreng med at høre ham i Lektier, eller jeg render til gratis Middagsbespisning hos bedrestillede, godgørende Familier, og saa ud og rende igen i Snesjappet, for det var altid Snesjap i de Tider. Saa piler jeg rundt fra den ene Ende af Byen til den anden for at skaffe Anbefalinger til mine Ansøgninger, for jeg søgte jo altid Legater og Stipendier. Og saa det at være bunden af Hen­

syn paa Hænder og Fødder, aldrig turde være sig selv, aldrig turde sige sin Mening rent u d ! Man mærker sig, hvor man er, man tør ikke støde Folk, og før man ved af det, er man af bare Usseldom bleven den foragteligste Hykler, saadan et Stykke udvandet Pjask og Pjat af et Mandfolk, der falder i alles Smag. Var der i de Dage blevet Oprør i Staden, jeg tror, jeg var gaaet med blandt den værste Bærme bare for at faa Lov til at rase ud og sparke fra mig. Jeg vilde næsten ønske, jeg havde begaaet en eller anden Forbrydelse dengang, jeg tro r, det vilde have renset m ig, saa der kunde

være blevet noget af mig alligevel. Men jeg var som en Droskehest under Pisken fra Morgen til Aften. Den kan have nok saa oprørske Tanker under det daglige Slid — naar den kommer i Stald, segner den om af Træthed. — Jeg vilde betakke mig for at faa min Ungdom og Barndom igen, jeg har ikke eet eneste lyst Minde at se tilbage paa.

Næsten ikke eet.«

»Det er saa forfærdeligt at tænke paa, Jørgen!«

»Jeg har aldrig før fortalt dig det saa sort, som det i Virkeligheden var. Men nu kan du maaske forstaa, under hvad Forhold jeg blev Kandidat, da jeg næsten var de tredive. Jeg kan misunde saa- danne Mennesker, der har faaet Lov til at udvikle sig frit fra deres Barndom af. Hvilken Sikkerhed maa de ikke have erhvervet sig, naar d e bliver tredive. Det er det eneste, der trøster mig i disse Dage, denne trygge Fornemmelse af, at nu er m in Tid kommen, at nu er jeg bleven moden nok til at bryde den Skal, der har hæmmet min Udfoldelse.«

Falk tav nogen Tid som for at samle Tankerne paa ny. Saa fortsatte han:

»Hvordan jeg turde søge Kald? Det fulgte naturnødvendigt oven paa alt det andet. Jeg skrup-

I 2

liserede ikke mere over det end over at indmelde mig til Eksamen. Det var jo bare Endemaalet paa den Skure, je g var kommen ind i. Vist havde jeg T vivl, det var jo overhovedet det eneste selv­

stændige, der var dukket op i mig i de mange Aar. T vivl har jeg haft, saa længe jeg kan huske, men jeg har aldrig haft Tid til at tænke over Sagerne før nu. Det eneste Udbytte af mine mange- aarige saakaldte Studier var en Række uløste Spørgs- maal, men jeg kunde da ikke sulte, til jeg fik dem klaret.«

»Men hvad skal det blive til, Jørgen?«

Falk svarede ikke, men fortsatte sin egen Tanke­

gang:

»Saa kom der jo ogsaa det til, Karen Margrethe, at jeg lærte dig at kende. Det bragte mig paa saa mange praktiske Tanker, det stillede mig saa mange nære Maal. Jeg glemte for en T id , det havde været Regnvejr og Snesjap, jeg blev saa op­

tagen og saa let om Samvittigheden. Det klarer sig nok, tænkte jeg, det klarer sig nok!«

»Du var saa glad dengang, Jørgen.«

Fru Falk rejste sig, gik hen og tog sin Mand om Livet og lagde Hovedet ind til hans Skulder.

»Kan du huske, hvor vi var glade dengang, Jørgen? Det var, som om hele Verden stod os aaben. Kan du huske, hvor vi glædede os til at skulle herud? Hvor vi udmalede os Præstegaarden ved V intertid! Inde i Stuerne skulde der være lunt og festligt oplyst, men udenfor skulde det være skingrende Frost, og Gæsterne skulde komme kørende i en lang, bjældende Kanerække! Der skulde altid komme Gæster kørende. Det er, ligesom det var noget, vi har drømt engang. Jeg synes aldrig, her har været hyggeligt, Jørgen — i alt Fald ikke som vi tænkte os.«

Saa rev hun sig løs og satte sig hen paa en Stol og græd.

»Du skal se,« sagde Falk, »vi bliver glade igen, om end paa en anden Maade.«

»Det er saa fortvivlet, Jørgen, jeg kan ingen Udvej se.«

»Det kommer kun an paa een Ting, Karen Mar­

grethe, det kommer an paa, om du har Mod til at bryde op.«

»Du taler om at bryde op, Jørgen, men hvor skal vi hen, vi skal jo dog leve?«

»Een Ting har jeg lært i dette fattige Sogn,

•4

Karen, og det er, hvor utrolig lidt Mennesker ka n leve af, naar det kniber. Jeg skal leve af det bare Brød uden at kny, naar jeg blot slipper ud af det Væv af Løgn, jeg Dag for Dag spindes tættere ind i.«

»Ja, men det bare Brød, Jørgen, det skal jo dog ogsaa komme et Sted fra.«

»Ja, den er jo saa ussel, den Fremtid, jeg kan byde dig, Karen Margrethe, at jeg skammer mig ved at tale til dig derom. Det er jo det fortvivl­

ende ved det, at det, der for mig betyder Vejen til Frelsej det betyder jo for dig ikke andet end at synke ned til den dybeste Fattigdom. Men jeg ser ingen anden Udvej. Og det maa jo siges. Saa meget ejer vi jo nok, at vi kan leje et lille Hus med lidt Jord til et Sted paa Landet, og saa meget ejer vi jo ogsaa, at vi ikke behøver at sulte det første Aar. Men det bliver Fattigmandskaar.«

»Tror du, du vil kunne holde det L iv ud, Jørgen?«

»Hellere tusind Aar i Hytten med en god Sam­

vittighed end een Dag længer paa dette forbandede Sted! Du kan ikke tænke dig, hvad for en Velsignelse det vilde være for mig at komme bort, ud af det

hele — uden anden Forpligtelse end at tjene det daglige Brød. Jeg skulde grave Jorden i mit A n­

sigts Sved og juble derved. Jeg tror, jeg vilde synge med Lærken hver evige Sommerdag af Tak­

nemlighed og Glæde. Jeg tror, jeg vilde faa det Humør igen, jeg maa have haft, inden Godgøren­

heden fik sine Fingre i mig. Sikken Glæde det maatte være at staa op og begynde sin Dag i Guds fri Natur uden andet Formaal i Verden end at skaffe os Brødet. Jeg forsikrer dig, Karen, den Dag jeg forlader Høgholm Præstegaard, vil jeg for første Gang i mit L iv føle mig som en fri Mand.

»Søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle og alle disse Ting tillægges eder.« Jeg tror, der er noget i det gamle Ord. Jeg tror, der i hver Mands L iv kommer en Tid, da han føler, at Springet maa gøres. Den, der i det Øje­

blik gør Skridtet og gør det fuldt ud, han faar ogsaa sin Løn. A l Stræben i Verden efter Sandhed og Ærlighed har sin Løn i sig selv, og Guds Vel­

signelse faas kun gennem Kamp. Derfor staar der ogsaa skrevet, at Himmeriges Rige skal tages med Vold!«

Falk standsede og lyttede, og lidt efter hørtes

en Vogn rulle ind i Gaarden. Saa kom Karlen ind og meldte, at der var Vogn fra Høgholm Hoved- gaard, om ikke Pastoren med det samme vilde køre derop, Baronessen maatte endelig have ham i Tale.

Præsten og hans Kone saa et Øjeblik tvivlraa- dige paa hinanden. Hvad kunde der være i Vejen

— paa den Tid af Aftenen?

»Det er Baronens Fødselsdag, Jørgen, det skulde da vel aldrig — «

»Hvor vil du hen!« sagde Falk. »Men mærke­

ligt er det. Naa, jeg tror, jeg ser indenom til Mariane med det samme, hun har vist ikke langt igen, den Stakkel.«

Derpaa gik han ind i sit Studereværelse og tog Slaabrokken af. Da han igen stod i Dagligstuen, iført sort Frakke og Støvler, sagde han:

»Du skulde sætte dig ind hos mig, Karen Mar­

grethe, der er baade lyst og varmt. Og sid saa ikke og bliv alt for trist ved Tanken om det lille Hus paa Heden. Du skal se, det gaar nok alt sammen!«

Men ude i Forstuen bestemte han sig for at tage Ornat paa, og hans Kone fik travlt med at

16

17

hjælpe ham. Da han saa endelig tog Afsked, sagde hun til ham:

»Kan du huske Fortællingen om Savl, da han var paa Vejen til Damaskus? Nu gaar jeg ind og beder til Gud, for din og min og lille Viggos Skyld, at det maa komme til dig som en Røst fra Himlen!«

Falk saa paa sin Kone med et opgivende Smil:

»Jeg tro r ikke, det vil hjælpe, Karen. Saa let faar ingen Troen i vore Dage.«

Hj. Bergstrøm : Brændte Skibe. 2

aa sad da Præsten i Herregaardens opslaaede O Kaleschevogn og kørte. Vejen gik i Bue uden om den lille By, hvis faa og fattige Huse laa i Klump omkring Bakken, hvor den hvidkalkede K irke med det galvtakkede Taarn stod og lyste i Mørket. Saa bøjede den af ind over aabent Land med vidtstrakt Udsigt til bølgedannede Bakkedrag og hist og her lidt Smaakrat af Skove. Men over det hele den kolde Septembernats Himmel med et utalt M ylr af skarpt blinkende Stjærner. Der var noget saa for­

standig koldt og bestemt ved alt. Hver Bakke, hver Skov stod klart tegnet med sikre Linier i Om­

ridsene, og selv det uendelige Virvar af lysende P rik ved P rik paa Himmelkuppelen gjorde saa ordnet et Indtryk, at der ikke kunde være Tvivl om, at der jo var een, der havde Tal og Regnskab paa dem ogsaa.

XtjÆ

19

Har Sommernatten hos os en Synd paa sin Samvittighed, og det har den, naar dens taagede Damp og berusende Duft hidser Mennesker fra Sam­

ling og Sans, saa gør vore koldklare, styrkende Efteraarsnætter det godt igen, idet de som et F o r­

standens kølende Styrtebad fryser rent ihjel vore syndige D rifte r og Længsler. —

Det gjorde Jørgen Falk saa usigelig godt at sidde ene i den halvaabne Vogn i den stille Nat.

Der var noget saa velsignet forsvindende ved at sidde der, fortabt i Skuet af de talløse Stjærner, og saa at tænke sig, at hver af dem maaske var Sol i en Verden som vor. Gud blev saa stor, saa uendelig, saa fjærn. Og dog ser vi saa lid t af A l­

verdens Storhed. Hver Gang det lykkes os at lave en K ikkert, der rækker længer ud i Rummet end den foregaaende, straks ses igennem den en ny Uendelighed af Verdener. Der var noget saa be­

tagende for Falk i den svimlende Tanke om Verdens­

rummets endeløse Størrelse. Og han følte i sig en ydmyg Taknemlighed imod Ham, der havde skænket os Mennesker Evnen til at ane denne vidunderlige Uendelighedstanke — hvad gjorde det saa, at vore Hjærner var for smaa til at rumme den f

2 *

i W

1 : t e

1 m l

feUf

Falk kunde ikke lade være at tænke paa Menne­

skene, der et stakket L iv igennem nusser rundt fra Morgen til Aften, nagede af deres mangeslags smaa Bekymringer og ængstelig fyldte af deres mange- haande smaa, snedige Planer. Hvor mange af dem finder paa blot en enkelt Nat i deres L iv at gaa ud i det fri, for en Gangs Skyld rette Ryg og stirre op paa Uendelighedens lysende Vidner?

Han tænkte paa en lille skriftlæ rd, hvis Værk han havde læst forgangen Aften, og han kom til at smile. For ramme A lvor havde her et lille ilte rt Væsen af en Teolog sat sig for at tage Gud i For­

svar overfor en mindre rettroende Broder i Kristo, som om Gud var en anklaget for en Højesterets Skranke, og den lille skriftkloge hans beskikkede Defensor. Han vilde ønske, han havde dem her, begge de gæve Stridsmænd. Saa vilde han tage dem i Nakkestroppen, een i hver Haand, og i over­

naturlig K raft føre dem i stiv Arm et Par Millioner Mile ud i Verdensrummet. Saa vilde han sætte dem ganske rolig ned igen paa Landevejen og sige:

»Gaa nu hjem og se til, I kan forliges. Een Ting er I vel bievne enige om — jer egen Ringhed!»

For øvrigt maa det siges, at Falk aldrig havde

interesseret sig for Stridigheder og Kævl inden for Kirkesamfundene. Det havde altid forekommet ham som det ynkeligste Lappeskrædderi. Der sad alle disse smaa vimse Skræddere og syede Fingrene af sig for at plante den ene mere umulige Lap end den anden paa en udslidt Kjortel, af hvis fordums Skønhed der intet mer var at se for bare Repara­

tioner.

Nu kørte de forbi et lille ensomt Hus, hvorfra der stod Lys gennem et enkelt Vindu, og Falk kom til at tænke paa sin Hustru, og hvad hun og han havde talt om, inden han tog hjemmefra. Blot han havde haft hende med paa denne natlige K ø re tu r!

Denne hærdende Kølighed og denne dragende Natte­

himmel, maatte det ikke have ranket hendes Mod og lært hende at tænke stort over Tingene? Han var saa bange for, at hun nu sad derhjemme og tænkte smaat og forknyt paa det alt sammen. Hun var saa let at kue. Ikke saadan, at hun just nemt sank sammen under det daglige Livs T ryk — han var endda vis paa, at blev hun anbragt i den snæv- reste Celle, vilde hun, før Dagen var omme, have indrettet sig det bekvemt og paa Livstid inden dens fire nøgne Vægge. Men Tanken om noget nyt og

J

É V

b é i' :!

|l}!

J I

1!

Jjj II

,

■A.

I ‘ i

uvant kunde gøre hende saa forknyt, der var saa lid t Nybyggernatur i hende, baade paa den ene og den anden Maade.

Og saa det med hendes Tro — hendes Angst for at miste den. Hun var troende, som de fleste Kvinder er troende, paa andres Autoritet. Hun var vokset op med Troen som noget selvfølgeligt.

I hendes Barndomshjem i Præstegaarden var de alle troende, baade Moderen og Søstrene, ikke en Gnist af T vivl havde nogen Sinde ulmet i deres Bevidsthed. Naar de bare troede, stod jo Fader inde for Resten. Da hun saa blev gift, var det naturligvis Falk, der traadte i Faderens Sted som den, der stod inde for det.

T il at begynde med havde Falk holdt sin Kone uden for sin T vivl og sine Granskninger, men jo dybere han selv blev greben af Aabenbaringens Uholdbarhed, og jo friere han viklede sig ud af Vildfarelsernes filtrede Væv, des mindre kunde han holde igen. Efterhaanden som Kristusskikkelsen for­

mede sig for hans Fantasi i al sin Storhed som Menneske betragtet, tifold stor, fordi det kun var et Menneske, fyldtes han af en betagende Begejst­

ring, der m a a t te meddele sig. Hvor kunde han

23

gaa rundt og tie stille med alt det herlige, der optog ham! A ldrig havde han følt sig saa salig, saa mandig ydmyg i sit Forhold til Gud, denne store, fjærne, ubegribelige G ud, som Mennesker aldrig havde set og dog Dag og Nat havde for Øje i hans ufattelige Værk, og i hvis Haand de tryg t kunde vide deres Skæbner. Ja, det var saadan for ham, at for hver Tomme hans Kristentro sank, steg og steg hans Gudsfrygt i det uendelige. Og saa denne Lettelse, denne Aanden frit for første Gang i sit L iv ! Var det ikke, som om han havde været levende begravet i en af det gamle Jøde­

lands Klippegrave og Stenen pludselig var væltet fra? Og han var kommen ud i Solens Klarhed og Luftens Renhed, endnu svimmel og ør af den uvante Frihed, men vidunderlig dejlig til Mode! Og han skulde gaa rundt og tie, tie over for det Menneske, der stod ham nærmest! Saa sad da Præsten de lange, lange Timer og gendrev med en nyomvendts hele Iver sin Kones spagfærdige og forknytte Indvendinger.

Han talte sig varmere og varmere og saa ikke, at hans Tilhører var en bleg og lidende Kvinde, der sad og skælvede i Angst for sin Tro.

Det gjorde ham saa ondt for hende nu, men

24

det skulde nok blive godt alt sammen. Ligesom der maatte være fuld Klarhed dem imellem, saaledes maatte hun selv nødes til fuld Klarhed for sit eget personlige Vedkommende, og enten hun gik ud af denne Trængselens Tid med en T ro , der betød noget, fordi den var vunden gennem Kamp, eller hun gik ud af Tvivlen med hans Livssyn — i begge Tilfælde syntes Falk, det var en Vinding, der vel var Uroens Timer værd.

I de første Beruselsens Dage, da alt var saa nyt, og det nye saa altopslugende, havde Falk egentlig ingen videre Skrupler gjort sig angaaende sin præstelige Virksomhed. Naturligvis havde han ikke i sine Søndagsprækener i den lille Landsby­

kirke sagt rent ud til Menigheden: »I tro r fejl, og jeg har troet fejl, Kristus var ikke Guds Søn i Ordets egentlige Betydning.« Der var saa meget løftende bare i dette, at Kristus var Menneske, og Falk følte, at han aldrig havde fundet mere lov­

prisende Ord til hans Forherligelse. Og saa var der det, at Falk aldrig før i sit L iv havde for- nummet inden i sig et saadant levende Væld af personlig Gudsfrygt, af denne unærmelige Æ refrygt for det højeste Væsen, det var jo, som om han var

25

kommen Gud uendelig nærmere, nu da Kristus ikke længer stod i Vejen mellem Gud og ham.

De faa mærkværdige Søndage i den lille fattige K irke , hvor alt det nye talte ud af ham med uimodstaaelig K ra ft, uden at han røbede for sin Menighed, at det var noget nyt, i de faa, vidunder­

lige Dage havde han haft en Fornemmelse af, at han talte som den, der havde Myndighed, og at det Hus, han stod i, var et sandt Guds Hus. Og Menig­

heden ? Herre Gud, den lille Klynge fattige Stakler, der sad og hørte andægtig til, dem var det vist ikke engang gaaet op for, at der var sket en For­

vandling med Manden. Havde de sporet nogen Forandring, var det maaske snarere den, at de havde følt sig mer end almindelig opbyggede af hans Ord.

Men en skønne Dag var det jo gaaet op for ham, at det at være Præst i Folkekirken, det var ikke saa meget det at være Guds Tjener som at være K risti Tjener. Med eet saa han klart den Løgn, han stod og gik i, og han følte snart en saa utaalelig Lede ved sin Stillings Smuds, at han mærkede, det maatte briste med det første. De Dage, der nu kom, var de mest fortærende, haa

havde gennemlevet. Han, der al sin Tid havde levet sit L iv paa Halvheder, han havde aldrig lært at tage en mandig Beslutning. Saa langt han kunde huske tilbage, havde han ikke gjort andet end op­

sætte, hvad opsættes kunde, fra Dag til Dag og fra Maaned til Maaned, aldrig havde han vovet et Spring, altid var han kommen krybende til det eller havde lusket sig fra det. Hans Prækener blev nu saa flove og flade, saa kemisk rent og udelukkende humane — det var jo saa yderst lid t, det han turde sige og alligevel staa ved som edsvoren Embeds­

mand — at han skammede sig ved at holde dem, og det kostede ham en usigelig Pine at faa dem skrevne.

Men nu skulde det være Slut. Han havde truffet sit Valg.

»Vil De holde et Øjeblik her,« raabte Falk til Herregaardskusken. »Jeg skal straks være her igen.«

ognen standsede uden for et lille Husmandshus, hvor der var lyst op i et Par usle smaa V in­

duer bag nogle sammentrukne tynde Sirtses Gardiner.

Præsten lagde Lammeskindspelsen fra sig i Sædet og gik derind. Skønt han bukkede sig dybt i Dør- aabningen, var Indgangen saa lav, at hans høje Hat blev reven af og trillede hen ad Gruset til Trods for hans Forsøg paa at fange den i Faldet. Han samlede den op og traadte ind, og til en gammel Mand, der var kommen ud i Forstuen og bad Præsten saa mange Gange om Undskyldning for Uheldet, sagde han, at det skulde han ikke tage sig nær.

»Hvordan gaar det, Jens Klausen?« spurgte Falk Marianes gamle, krogryggede Fader.

Den gamle tørrede med Bagen af Haanden sine smaa farveløse Øjne og snøftende Næse og sagde saa haabløst:

»Det gaar kun smaat, Hr. Pastor, men Guds Almægtighed er jo stor!«

Saa kom Præsten indenfor i Sygeværelset. Paa en lille Kommode stod en Slags Køkkenlampe og brændte. I Stedet for Kuppel var den forsynet med en Avispapirsskærm, der hang i noget Staal- traadsvæsen fra en gammel Sodavandsflaske. Den øverste Kant var helt sort- og brunbrændt af Varme fra Lampeglasset. Der var en egen forvirrende Belysning i Stuen. En Del af L o ft og Gulv var fuldt oplyst, mens Resten af Rummet laa i Halv­

mørke. Paa en Plet af Loftet, hvor der var særlig lyst og varmt, krøb et Par halvdøde, væmmelige Spyfluer dvaske omkring.

I Sengen laa den unge Pige, bleg og udtæret.

Det gav et Sæt i hende, da hun saa Præsten. Det var, ligesom denne høje magre Mand i den lange sorte Kjole og med den hvide Pibekrave om Halsen paa en eller anden hemmelighedsfuld Maade stod i Pagt med Døden. Hun havde hørt Vognen standse

— de holdt da ikke allerede udenfor med Kisten ? Lige inden Præsten kom, havde hendes Fader maattet love hende, at hvis hun døde, skulde hun blive fri for at blive puttet ned i en sort Kiste. Al Dødens

29

Rædsel syntes hende u d trykt i saadan en lang, snæver, sodfarvet Fattigkiste. Efter dette Løfte havde hun saa ligget en Stund og forgæves prøvet paa at forsone sig med den Tanke* at hun skulde dø. Hun v ild e ikke dø, hun vilde ikke tænke paa at dø, og alligevel kredsede alle hendes Tanker kun om dette ene, Døden. Og da nu Præsten pludselig stod uventet i Kammeret, høj, sort og alvorlig, var det hende, ligesom han bragte en L u ft med sig af Liglugt og Gravkapelsmug. Hun kom til at ryste over hele Kroppen ved Synet af ham.

Falk saa det, og det gyste i ham af Rædsel.

»Har Fader haft Bud efter Dem?« spurgte hun mistænksom, og Tænderne klaprede i Munden paa hende.

»Nej, vist ikke, Mariane,« sagde Falk beroligende.

»Jeg skal blot op paa Herregaarden, og saa syntes jeg, jeg fik Lyst til at se ind paa Vejen for at høre, hvordan du havde det. Det gaar nok ikke rigtig godt endnu.«

»Er der nogen, der skal dø paa Herregaarden?«

spurgte Mariane ligesom med et Gnist af Haab.

»Men hvorfor dog det, Mariane? Det haaber

eg da ikke.« Falk tog Plads paa en Stol ved Sengen.

»Det er saa forfærdeligt at skulle dø — jeg tør ikke — « *

»Ja, men det er der jo heller ingen, der siger, du skal. Det er jo bare noget, du selv ligger og falder paa, Mariane, i Stedet for at være fornuftig og se at blive rask.«

Den unge Pige laa et Øjeblik og stirrede stift ud for sig. Saa sagde hun bestemt:

»I Morgen vil jeg op. Jeg vil sidde henne ved Vinduet og se ud. Saa længe Folk holder sig oppe, dør de ikke. Aa Gud, aa Gud, jeg tør ikke dø!«

»Nu skal du være fornuftig, Mariane, og gøre, hvad Doktoren siger, saa kommer du dig nok.«

Men nu blev hendes Ord helt heftige:

»Det er bare for at lokke mig til at blive lig­

gende og dø. Præster kan godt lide, naar Folk dør. Men jeg v i l op i Morgen!«

Falk vidste ikke , hvad han skulde sige, og Mariane hulkede. Den stakkels Præst var i en frygtelig Vaande. Begejstringen over hans nye Be­

slutning var ligesom blæst væk, og hans Tro forekom

ham saa usigelig lille her i dette Kammer, hvor han sad overfor et Menneske, der laa og skulde dø og ikke turde. Han havde ikke Mandsmod til at bekende K ulø r, og han sad i sit stille Sind og overvejede, om han endnu engang skulde tage Løgnen paa sin Samvittighed. H vor han angrede, han var gaaet herind. Han kunde jo bare have ladet være.

Men Løgnen vendte sig i Munden paa ham, han kunde ikke faa den frem.

»Jeg kan ikke forstaa, Mariane, du er saa bange for Døden. Enten er jo Døden ingenting, een stor Fred — «

Mariane for op i Sengen :

»Jeg vil ikke blive til ingenting, og jeg bryder mig ikke om Fred — jeg vil leve, jeg vil leve!«

»Tror du, Mariane, eller har du mistet din Tro?«

Mariane foldede Hænderne, og det lød saa klang­

løst, saa altopgivende:

»Jeg tro r paa Gud Fader, Søn og den Hellig- aand.«

»Saa ved du jo ogsaa, Mariane, at der er lovet dig et evigt Liv.«

Der blev saa underlig højtideligt stille i det

32

lille Kammer ved disse Ord. En Spyflue svirrede summende rundt under Lo ftet, ellers hørtes der ikke en Lyd.

Mariane var bleven ligbleg, og hun skælvede over hele Kroppen af Eeberkulde. Saa sagde hun næsten uhørligt:

»Jeg er saa bange for Gud og det evige L iv

— jeg tør ikke gaa derop alene.«

Falk gik ind paa hendes Tankegang, greb hendes iskolde, magre Haand og sagde stilfærdig men saa overbevist, han kunde:

»Naar du engang gaar herfra, Mariane, saa vil din Moder være der og tage imod dig. Og hun vil føre dig derop, du kommer ikke til at gaa alene.

Hun staar maaske allerede nu paa den anden Side Livet og glæder sig til at skulle favne sin lille Pige igen.«

Mariane saa vantro paa Præsten.

»Hvorfor kommer hun saa ikke herind, saa jeg kan se hende, og tager mig med, saa vil jeg ikke længer være bange ?«

»Det er maaske, fordi du slet ikke skal dø denne Gang, Mariane — Timen er ikke kommen endnu,« sagde Falk i sin Fortvivlelse.

Mariane rejste sig igen op i Sengen og knugede Hænderne:

»Ja, men eengang skal jeg jo alligevel dø, og jeg tør aldrig dø — det er saa forfærdeligt.«

Der kom nogle underlige Pletter i hendes An­

sigt ligesom paa en dødsdømt, der skal henrettes.

»Jeg vil op, jeg vil sidde oppe i Nat. Jeg tør ikke falde i Søvn. Det er, ligesom man skulde dø, naar man falder i Søvn — jeg vil ikke sove, før jeg bliver rask igen.«

Falk rejste sig. Han kunde ikke holde det ud længer, han maatte ud i den friske L u ft, skulde det ikke svimle for ham.

»God Nat, lille Mariane, se nu at falde lidt til Ro, du har ikke godt af at være saa ophidset.«

Dermed forlod Falk Stuen. Men tilbage i Sengen laa Mariane, hvid i Ansigtet og med store, stive Øjne. Præsten havde naturligvis været inde for at prøve hende, og det kunde hun jo nok indse, at det langtfra var sømmelig og kristelig Tale, hun havde ført i Munden. Og nu laa hun og var saa skrækslagen sikker paa, at Præsten gik hen og meldte hende et eller andet hemmelighedsfuldt Sted, saa hun kom lige ned i Helvede, naar hun

Hj. Bergstrøm: Brændte Skibe. J

døde. Da hun hørte Vognen køre, var hun sikker paa det. Han skulde slet ikke op paa Herregaarden, det var bare noget, han havde bildt hende ind.

Nu kørte han lige derhen for at melde hende.

Døren til Forstuen stod paa Klem, Lampen paa Kommoden flammede op i Trækvinden og sværtede Glasset. Saa med eet aabnedes Døren knirkende af sig selv. Mariane udstødte et Skrig af Rædsel.

Det var, ligesom der var kommet nogen ind, hun ikke kunde se. Men saa hørte hun Faderen komme tilbage. Han skruede Lampen ned, ønskede hende god rolig Nat og lukkede Døren forsigtig, idet han gik.

Mariane vendte sig om i Sengen ind imod Væggen og trak Dynen op over Hovedet. Hun turde ikke se hen paa Døren af Angst for, at hendes Moder pludselig skulde staa der og ville have hende med. —

I den halvaabne Herregaardsvogn, der atter skumplede hen ad Vejen, sad Falk sammensunken og frøs. Det var begyndt at blæse op, og den før saa klare Stjærnehimmel sløredes nu af drivende Skyer.

Falk var saa bange for, at Mariane skulde dø

— han turde ikke tage det paa sin Samvittighed.

Naar hun bare maatte holde Livet oppe, til han var vel ude af Embedet. Forgæves ledte han efter sin Begejstring fra før, det var ham ikke muligt at faa fat i den paa ny. Hvor havde han ikke følt sig hjælpeløs og lille, da han stod i det snævre Kammer Ansigt til Ansigt med Døden! Var da den Gud, han troede paa, kun en Gud i fri Natur, var det kun en Gud for dem, der i Nattens Stilhed grebes af Beundringens Andagt ved Synet af Stjærnernes lysende Vrimmel, eller som svimlede ved Tanken om det uendelige Rum, men var det ingen Gud for den, der laa mellem fire Vægge og skulde dø?

Eller var det bare Menneskeslægten, der i Tidernes Løb var bleven saa forkludret, at Tro for de fleste betød — ikke noget til at leve sit L iv paa, men noget til at tage ind og dø paa? Kom det mon af, at Slægt paa Slægt havde faaet indprentet paa ny, at alt det i Livet, det var stolt og herligt at hige efter, var Synd, og at Syndens Sold er Døden?

Disse frygtelige Ord »Syndens Sold er Døden,«

laa de ikke som en tyngende Mare over Menne­

skenes L iv? Blev der nogen Sinde til at aande, før de blev slettede ud?

Men i det Øjeblik Vognen kørte ind i Høg­

holm Skov, svandt baade den vide Udsigt og de fjærne Tanker, og der blev kun dette ene, nærlig­

gende Spørgsmaal tilbage: Hvad i alVerden kunde Baronessen have at tale med ham om paa denne Tid af Døgnet?

Tøgholm Hovedgaard var ved Tilbygninger i i . 1 Tidernes Løb bleven en underlig Tingest af en Bygning, noget for sig selv, noget paa Trods af al Stil. Hver Ejer af Gaarden, og den havde haft mange Ejere, thi det var en gammel Gaard, havde eengang i sit L iv drømt om at rive den ned til Grunden og opføre noget tidssvarende i Stedet, og dog var ingen af dens mange Herrer naaet saa vidt. En for en havde de med Sorg maattet op­

give deres Ungdoms Drøm og nøjes med ligesom deres Forgænger at bygge til. Der var altid blevet bygget til paa Høgholm Hovedgaard, aldrig revet ned. Og dog var den, som den laa nu, langt skønnere at se til end de Drømmeslotte, hver af dens Ejere i sin Ungdom havde tænkt sig i dens Sted, eftersom Tilfældigheden ofte er en større Kunstner end mange smaa udspekulerede Bygmestre

tilsammen. For den, der eengang havde faaet Øjet op for dens Skønhed, var det en Nydelse mer at se, hvor tilfældig det alt sammen var blevet, som det var, hvor det var vokset op saa rent af sig selv. Der var intet villet, intet pinlig anstrængt over Høgholmgaard, den virkede som et Stykke Natur, der havde faaet Lov til at skøtte sig selv.

Men helst skulde den ses i Støvregn. Der var noget ved en saadan tilslørende Regntaage, der stemte saa fint med dens skidengraa Murflader og ligesom faldt i Klang med det vemodige Indtryk, den gjorde, af begyndende Forfald. Kom en livs­

træt Vandrer forbi Høgholm Hovedgaard en saadan Dag, standsede han uvilkaarlig og saa stille og mildt paa den gamle Bygning. Maaske gjorde han sig det ikke klart, hvad det var, der fængslede ham, hvad det var, der trøstede ham ved dette Syn, maaske gik det ogsaa op for ham, at Høgholmgaard, som den laa der i Graavejr og Væde, var som et Billede paa den sørgelig skønne og saa uendelig trøstende Tanke, der ligger i Ordene: Alle Tings Forgængelighed.

Eller ogsaa skulde Høgholm Herregaard ses om Nat i diset Luft, helst naar der skinned et ensomt

39

Lys i Fruens Sovekammervindu. Gaarden laa paa Toppen af et Bakkedrag og kunde skimtes langvejs­

fra. Men den, der ikke havde set den før og en Nat pludselig kom svingende ud af Skoven og fik Øje paa den for første Gang, blev sært uhyggelig til Mode. Hvad var det for en underlig Tingest, der stod der i Halvtaagen borte paa Bakken? Det var som et vældigt, uformeligt Fabeldyr, der stod med ludende Hoved og græssede. Og det ensomme Lys i den ene Ende, der flød ud i Taagen som en rødlig Klat, det var som et ondt Dyrs gloende Øje.

Der var dem, der kaldte Høgholm Hovedgaard Helhesten paa Heden.

Faderen til den nuværende Frue paa Gaarden havde købt den for godt og vel en halv Snes Aar siden. Inden da havde den tilhø rt en gammel tynd­

blodet Adelsslægt, der havde været halvdød i umin­

delige Tider, og hvis sidste Æ tling var en gammel Dame, der paa Slutningen havde haft saa lidt igen af L iv og Kraft til at gøre sig gældende, at ingen egentlig bestemt havde kunnet sige, n a a r hun var død. Man var enig om, at hun i Grunden havde været lige saa meget død om Tirsdagen som om Onsdagen, og for en Sikkerheds Skyld lod man

hende sidde i Pudestolen til om Torsdagen, inden man ulejligede sig med at foretage videre Skridt.

Det var endda med Besvær, at det daværende gamle Nus af en Husbestyrerinde fik et endnu ældre Nus af en Kusk gjort begribeligt, at det vist var bedst at hente Doktoren. Man kunde da for Fanden aldrig vide, indvendte han, om ikke den Gamle kunde finde paa endnu engang at give et Kvæk fra sig, og saa længe hun kunde sidde oppe i en Pudestol, var der da ikke sket noget afgørende endnu. Det vilde jo da ogsaa blive en sær Ind­

viklethed, om den Gamle vaagnede op næste Dag og fik Øje paa sin egen Ligattest. Han syntes, man skulde bare lade hende sidde, saa længe hun ikke ligefrem faldt fra hinanden — saa havde man da Tag over Hovedet i den Tid. Da saa Tiden kom, blev hun begraven — og gik ikke igen.

Den Mand, der købte Gaarden efter Naadig- fruens Død, var en Mand med en dunkel Fortid, men med rede Penge paa Lommen. Han var Inde­

haver af et stort Handelshus i Hovedstaden, der i de sidste A ar, navnlig efter en mystisk Brand af Lageret, havde taget et fantastisk Opsving. Han var dengang en Mand paa de halvtreds og Enke-

4 i

mand med en eneste Datter paa tyve Aar. Og nu mente han, han var rig nok, til at hans Datter kunde blive adelig gift. Naar han leverede Gods og Gaard og Kapital, skulde det være mærkeligt, om der ikke fandtes et Skud af ædel Rod, der kunde ønske paa en bekvem Maade at faa sin Ungdomsgæld klaret. Glad blev han derfor, da han saa Høgholm udbudt til Salg, og det var med store Forventninger, han tog over fo ra t se paa Sagerne.

Men fælt skuffet blev han rigtignok, da han første Gang saa Gaarden. Han havde jo tænkt sig noget i Retning af Taarne og Spir og Vindel­

bro. Og saa var der ikke engang Tegltag, men noget underligt Spaanvæsen, der var irgrønt som store Sten i Skoven og hist og her dækket af Mos, og Folkestuen var i selve Hovedbygningen. Dog forsonede han sig lidt efter lid t med den. Een Fordel havde jo Skramlet — det var gammelt, det havde Historie. Og var der noget, han kunde ønske sig, saa var det en Fortid, han kunde være bekendt. Han syntes, det var, som om han købte sig eller i hvert Fald sin Datter en Fortid, da han blev Ejer af Høgholmgaard.

I en anden Henseende led han en dybere Skuf-

42

felse. Han havde nemlig alle sine Dage været af den Formening, at en Herregaard var ingen rigtig Herregaard, naar der ikke gik Sagn om natlige Besøg af adelige Genfærd. Han henvendte sig i den Anledning, som han syntes paa en fin Maade, til Gaar- dens gamle Kusk, inden han endnu havde bestemt sig.

»Hør, Mikkel,« sagde han — »det er rigtignok en fæl skummel Kasse, den kan se ud til allehaande.

Det spøger vel ikke paa Salene ?«

»Herren kan være ganske rolig. Ikke det der ligner af den Slags. Og hvad den Gamle angaar, hende kan jeg love for, for hun fik Lov til at dø færdig. Man skal bare lade Folk dø færdig, saa er der ikke Tale om den Slags.«

Saa købte han Gaarden alligevel og tog hjem, og en skønne Dag indfandt Frieren sig. Efter at Svigerfader og Svigersøn havde ført lange Forhand­

linger ligesom to fjendtlige, krigsførende Magter, blev Brylluppet fejret.

Det var en sjælden opbyggelig Fest. Hoved­

stadens fineste Kirke blev lejet og pyntet til for­

højet Pris. Og for at ikke noget af Gadens Raa- hed eller af Hobens Nysgerrighed skulde virke for­

styrrende paa den højtidelige Andagt, var der kun

Adgang for dem med K o rt forsynede. Alligevel kunde det naturligvis ikke hindres, at der sneg sig ukaldede ind, som havde købt sig K o rt til fabel­

agtige Priser af Billetgrosserere. Men selve den ublu Pris var en vis Garanti — det var kun v ir­

kelig pæne F'olk, der kom med. Og de, der maatte staa udenfor, kunde næste Morgen læse i Byens Blade, hvor nydeligt og værdigt alt var gaaet til.

Det var heller ikke hver Dag, en K irke rummede saa glimrende en kristelig Forsamling. Der var Herrer i de dejligste Uniformer, og der var Damer, som til Skaberens Pris mødte saa nedringede, som det overhovedet var muligt. Og da Præsten, som skulde vie det unge Par, saa ud over denne for­

nemme Menighed, følte han sig greben af Begejstring over Kristendommens Triumf. Han kunde ikke lade være at tænke paa, hvor fattig og jævnt den kristne Menighed oprindelig var begyndt som en lille foragtet Smaamandssekt i Jødeland, hvorledes den var stegen og stegen gennem Tiderne og sad paa Tronerne rundt om den Dag i Dag. Det var aldrig gaaet op for ham som i dette Øjeblik, hvor­

ledes i Grunden Kristendommen var det eneste i Verden, som havde Bud til alle, baade fattige og

rige, og han forekom sig selv, som han stod der foran Højalteret, som Repræsentant for den eneste virkelige Lighed paa Jorden, Ligheden over for Gud. Noget af denne svulmende Stemning gød sig ogsaa over hans O rd , saa hans Brudetale til de to, der nu havde fundet hinanden, blev baade bedre og længere, end den var bleven, hvis det havde været et almindeligt Par fattige Mennesker, der havde staaet for ham. Men det var ogsaa alle enige om, at det havde været en sjælden gribende Handling. E t Par ækle Smudsblade af dem, Fattig­

folk køber i Mørkningen paa Gader eller i Kældere, og som havde kaldt denne Forestilling en Guds­

bespottelse, var nær bievne beslaglagte.

Saa lyst og lovende saa det ud for det unge Par, der snart efter tog Høgholmgaard i Besiddelse.

Noget Skaar i denne Lykke gjorde det dog, da Fruens Fader ikke længe efter døde pludselig, og navnlig tog Svigersønnen ham det ilde op, at han netop døde paa et Tidspunkt, hvor han tilfældig i Øjeblikket ikke havde mange rede Penge. Han havde nemlig i de senere Aar spekuleret saa vildt og lunefuldt, at han ikke til enhver Tid paa Dagen var lige meget værd mellem Brødre.

T^ruens Gemak paa Høgholm var det eneste Værelse, X hvor der var højt til Loftet. En af de tid ­ ligere Ejere havde ladet dets gamle, lave Lo ft rive ned, ofret det ovenover liggende Gæsteværelse og deraf dannet et højt og luftigt Rum, bestemt til Ryge- og Billardstue. De gamle smaa Vinduer var samtidig bievne erstattede af to høje, smalle K irke ­ ruder med farvet, blyindfattet Glas. Midt i Rummet hang en ikke ret stor, men dejligt formet Lyse­

krone af Malm, støbt af en tysk Gørtler i Aar- hundredets Begyndelse. De Lysestumper, der endnu sad i den, var gulnede af Ælde som Tænderne paa en Tobaksryger — de havde ikke været tændte i lange Tider.

Men Værelsets Pragtstykke var den gammeldags Kamin, som var muret ind i den ene Sidevæg.

Naar de svære, knortede Brændeknuder knitrede og knaldede og rakte lange Tunger af røgrøde

46

$

•> 4 'i'1

Flammer, som ustandseligt sugedes af Skorstenens sorte Svælg, eller naar Ilden døde hen, og de for­

kullede Brændestykker endnu glødede ligesom i enkelte seje Ledemod, saa havde de, Gæst efter Gæst i de svundne Aarhundfeder, været utrættelige i at prise den kostelige Arne. Men Beboerne selv havde altid bandet den, thi naar Kulden var haardest, var der ikke Tale om at faa fodvarmt i Stuen, og med visse Vinde var der ikke til at være for Røg.

Og dog havde denne Kamin i mangen lønlig Time været Beboerne, en for en, en Tilflugt og en for­

trolig Ven. Her havde de siddet, Mænd og K vin­

der, i tankefulde Stunder og stirret, med Ildens Glans i deres blanke Øjne, og tænkt og tænkt, de unge fyldte af sære, æventyrlige Forhaabninger, de gamle af ganske almindelige Skuffelser, og deres Drømme, baade de gamles og de unges, var lige­

som Flammerne gaaede op i Røg. Og saa kan det jo nok være, at de har forsømt Timeglasset, der endnu stod som en Fortidslevning paa Kamin­

hylden. Men jo mere Gæsterne i høje Toner priste Husets hyggelige Arne, des mere bagtalte og hadede Beboerne den — ligesom man kan komme til at afsky en god Ven, hvem man har betroet for meget.

Denne Septemberaften var det Husets Frue, der sad sammenbøjet paa en lav Stol ved det døende Baal. Hun støttede Fødderne paa Kaminens lave Kant og sad, uden at tænke over det, og legede med et Haarspyd af Sølv. Den Smule rødlige Skær, der kom fra Ilden, var for dødfødt til at kunne trives længere ude i Stuen. Paa Kaminhylden stod der, foruden Timeglasset fra Fortiden og et moderne, nervøst dikkende, levende lille Taffelur, et Par høje Malmlamper med runde, matslebne Kupler. Den ene af dem var tændt og sendte et spøgelsesagtigt, blegt Skær ud i det store skumle Værelse, dobbelt hæsligt i Sammenligning med det røde Halvlys fra Baalets Rester. Det ene Hjørne af det store Tæppe, der laa midt paa Gulvet, var bøjet om som et Æseløre i en Bog.

Pludselig var det, ligesom hun vaagnede. Hun saa et Øjeblik uforstaaende paa Sølvspydet, som hun sad med i Haanden. Saa stak hun det ind i Haaret. Hendes Hænder rystede lidt, inden hun fik det sat fast. Som for at give sig noget at bestille rodede hun op i Ilden med Messingrageren, opgav at lægge flere Knuder paa, fik Øje paa Gulvtæppets ombøjede Hjørne og gik hen for at rette det. Men

da hun stod og skulde glatte det ud med Foden, var det, ligesom hun havde glemt, hvorfor hun var gaaet derhen. Saa tog hun sig sammen og fik det gjort, men stod meningsløst længe og stirrede paa det bagefter. Endelig skred hun langsomt, med bøjet Hoved og Pegefingeren paa de lukkede Læber, hen til en lang, broderet Klokkestræng ved Siden af den ene Dør og trak lyttende i den. Og da saa Pigen kom, var det, ligesom hun havde glemt igen, at hun havde ringet.

»Gik der Bud efter Præsten!« spurgte hun.

»Han maa snart være her, Fru Baronesse. Det er længe siden E rik kørte.«

»Naa, der e r altsaa gaaet Bud efter ham.«

Saa satte hun sig igen foran Kaminen og saa paa de Brændestykker, der v a r brændte ud. Nogle af dem havde endnu i Døden bevaret hele deres oprindelige Form. Men naar hun rørte ved dem med Messingrageren, faldt de sammen til en Hob hvid Bøgeaske. Saa hakkede hun i Asken og glattede den, til den blev fin som Sommerstøv paa Landeveje. Men i Folkestuen nedenunder lød Danse­

musik op igennem Gulvet.

Med eet rejste hun sig i sin fulde Højde, knu-

gede Ildrageren i sin smalle, aarede Haand, som om den var en Kaarde, og sagde halvhøjt, men bestemt: »Jeg tør!«

I det samme traadte Præsten ind.

»Jeg forstaar Dem ikke, Frue,« sagde Pastor Falk, da de havde siddet og talt sammen nogen Tid. »Jeg er i alt Fald ikke sikker paa, at jeg forstaar Dem.«

»Jeg vil heller ikke have, De skal forstaa mig

— paa den Maade. Det vil sige, De skal nok for­

staa mig, men De maa ikke lade Dem mærke med, at De forstaar mig. Det er jo netop derfor, jeg saa gerne vilde tale med Dem. De er den eneste Mand paa Egnen, jeg tør forudsætte, nogen Sinde har tænkt nogen Tanker selv.«

Falk vidste ikke, om det var Meningen, han skulde rejse sig og bukke. Han vidste i det hele taget ikke, hvor hun vilde hen, og han svarede derfor ikke.

Saa sagde hun lidt efter:

»Er det sandt, hvad jeg tro r at have hørt eller læst, at katolske Præster sælger Aflad ikke blot for de Synder, man har begaaet, men ogsaa for dem, man agter at begaa?«

Hj. Bergstrøm: Brændte Skibe

Falk saa noget tvivlraadig paa hende.

»Jeg tro r det ikke — men hvor falder De paa den Tanke?«

»Jo, for saa vilde jeg gaa over til Katolicismen paa staaende Fod —-«

Falk rejste sig som for at gaa. Han havde pludselig faaet en Fornemmelse af, at hun sad og gjorde Nar af ham. Og det lød baade bittert og koldt, da han sagde:

»Naadigfruen kan jo begaa lige saa mange Syn­

der, De lyster, De kan jo altid bagefter gaa over til Katolikkerne og faa Syndsforladelse. Jeg kan ikke se andet, end at det bliver en Sag mellem Dem og Deres Samvittighed. Mig angaar det ikke.«

Men saa brast Fruen til Høgholm pludselig ud i en nervøs, hulkende Graad, saa hendes hvide Nakke dirrede.

Falk blev.

»Er De ikke vel, Frue?« spurgte han deltagende.

»Tilgiv mig, hvis jeg har saaret Dem. Jeg troede at forstaa af, hvad De før sagde, at der er opstaaet en lille Misforstaaelse mellem Dem og Deres Mand, maaske en lille Scene. Og jeg fik den Tanke, at De havde sendt Bud efter mig, som en fornem

5 i

Dame sender Bud efter Husets Læge, naar hun har kedet sig Hovedpine til. Og det fandt jeg mig for god til.«

Fruen rejste sig fattet og stolt:

»I et fortvivlet Øjeblik sendte jeg Bud efter et Menneske, som maaske vilde hjælpe mig. Blot et Menneske, som maaske kunde forstaa mig og vilde dømme mig mildt. Det var ikke en Præst eller en Embedsmand, jeg søgte.«

»Men hvad vil De da, Frue? Betro Dem kun til mig — jeg troede ikke, det var saadan fat.«

»Hvad jeg vil? Jeg vil begynde Livet forfra

— paa bar Bund!«

Falk studsede. Det var jo det samme, han vilde.

»Har De Taalmodighed til at høre paa mig?

Det vil ligesom lindre mig at faa talt ud engang.«

Saa tog de Plads igen.

»De brugte før Ordet »Misforstaaelse« mellem mig og min Mand. Det er ikke det rigtige Udtryk.

Det forudsætter i alt Fald en tidligere Forstaaelse.

Men saadan noget har der aldrig været imellem os.

Vi har altid vendt den tomme Side ud imod hin-

4

anden. For Resten tro r jeg ogsaa, han er tom paa den anden Side.«

»Ja, men engang maa der jo dog« — indskød Falk bleg og med usikker Stemme.

»Aldrig siger jeg Dem, aldrig!«

»Hvad er det, De siger?« brød det ud af Falk.

»Ved De, hvordan vi blev forlovede? Han, Baronen, lod sig indføre i Faders Hus, forhørte sig nøje, hvor stor en Sum han kunde vente sig for Overtagelsen af Forpligtelsen, fandt den sikkert latterlig lille i Betragtning af hans eget Værd og hans store Gæld, men slog dog til, da det kom til Stykket. Det vil sige, først mønstrede han mig jo adskillige Gange gennem Monoklen for at se, om Pengene og jeg tilsammen alligevel ikke var for lidt i Sammenligning med den Ære, han viste Huset.

Det undrer mig saamænd, han ikke forlangte, jeg skulde klæde mig af, for at han kunde sikre sig mod mulige skjulte Fejl. Ja, det lyder saa raat, nu jeg siger det, og det er dog for intet at regne mod den Raahed, der lyste i hans anløbne Øjne, naar jeg nu som moden Kvinde tænker tilbage paa dengang.«

»Ja, men De selv, Frue, — dengang — lod

53

De Dem virkelig sælge, eller hvad skal jeg kalde det ?«

»Jeg lod mig daare. Der var saa meget, der blændede. Fyren var en flot Karl at se paa i sin stramme Uniform. Han var jo noget at vigte sig med over for Veninderne, Baron, Levemand. Aa Gud, hvor det maa have været længe siden — jeg kan ikke forstaa, at det ikke er mer end ti Aar.«

Baronessen sank et Øjeblik hen i sin tungsindige Erindring.

Falk ligesom kæmpede med noget i sig selv, saa sagde han behersket:

»Der er vist mange Ægteskaber, der begynder paa samme letsindige Maade, og Folk holder det alligevel gaaende.«

Fruen blev ivrig :

»Synes De selv, det er noget Ideal — det med at holde det gaaende? Er da Ægteskabet som en raadden Skude, der for enhver Pris skal holdes oven Vande? Hvorfor ikke forlade Skuden?«

Falk spurgte lid t nølende:

»Har De Grund til at mistænke Deres Mand for at have været Dem — utro?«

»Det er meget muligt, han har været det, men

det ved jeg ikke noget om, og det interesserer mig heller ikke.«

»Jeg mente kun, hvis De muligvis tænkte paa at søge Skilsmisse — «

»Ja, men det tænker jeg slet ikke paa. Det vilde være at vise ham for stor Ære. Vi e r jo for saa vidt skilte, som vi jo overhovedet ikke har noget med hinanden at gøre. Jeg vil simpelt hen have ham væk, væk herfra, inden det bliver for sent.«

»Jeg forstaar Dem ikke rigtig, Frue — «

»Jo, ser De, om end hans Aandsevner er sløve nok i Øjeblikket, og han i det hele taget er det mest unyttige Mandfolk, der nogen Sinde har været til, saa kan han dog til Nød endnu gaa og gælde for et normalt Menneske. Men Doktor Funch be­

troede mig forleden Dag, at det var hans Pligt at forberede mig paa det værste. Saa meget forstod jeg i hvert Fald, at Baronen paa Grund af et for anstrængt Ungdomslevned en skønne Dag gaar hen og bliver komplet Idiot. Derfor maa der handles straks. En Idiot gør man sig Skrupler ved at kaste paa Gaden, og jeg har Skrupler nok i For-

/ *

' 55

»De vil altsaa affinde Dem med ham mod en bestemt Sum eengang for alle — «

»Ja, hvis det var gjort med det! Men Baron Lowe forlader ikke Høgholmgaard, saalænge han har sit Underhold her — «

Falk blev lid t underlig til Mode:

»Men hvad har De da i Sinde? Jeg forstaar ikke — «

Fruen rejste sig og saa et Øjeblik stift paa Præsten, men saa var det, ligesom hun betænkte sig og sagde ikke noget. Hun gik blot tavs et Par Gange op og ned ad Gulvet. Pludselig stand­

sede hun foran ham igen og sagde:

»Staar der ikke noget om i Biblen, at hvo, der lader sig skille uden for Hors Skyld, bedriver selv Hor?«

»Det er ikke ganske de Ord — «

»Saa er det noget lignende. T ro r De virkelig, de Ord er en direkte Befaling fra Gud?«

»N ej!«

Hun saa forbavset og uforstaaende paa Præsten.

»Jeg tro r overhovedet ikke, Gud nogen Sinde har givet Menneskene direkte Befalinger,« tilføjede Falk.