En holdbar vækstplan for sygehusene

M m

Nr. 22 7. juni 1999 11

I

LEDER

En holdbar vækstplan for sygehusene

1994 gav 3.000 danskere deres bud på, hvordan den offentlige sektors ansvar skal afgrænses. Det skete i den store undersøgelse, som en gruppe universitetsforskere foretog omkring folketingsvalget samme år. Danskerne blev f.eks. spurgt, om det offentlige bør have ansvaret for at mindske skellet mellem rig og fattig. Det svarede 30 pct. “absolut ja” til. De blev også spurgt, om det offentlige bør tage sig af behandlingen af syge. Det kunne hele 94 pct. sige absolut ja til, mens yderligere 5 pct. svarede “formentlig ja”. Skal man pege på ét enkelt punkt, hvor ånden i velfærdsstaten har forenet sig med den danske folkeånd, må det være her.

Men kødet er skrøbeligt. Ifølge en AIM-undersøgelse, som Ugebrevet bringer i dag, er hver tredje dansker interesseret i en forsikring, der giver dem ret til behandling på et privat sygehus. Interessen for at forsikre sig følger en alderskurve. De ældre, der af gode grunde bekymrer sig mindre om deres egen langsigtede fremtid, har ikke tænkt at forsikre sig. Jo yngre folk er, jo mere tænker de i forsikringsbaner. Da der også er gode grunde til at tro, at behandlingsforsikringerne i løbet af de nærmeste år kommer ned på den halve pris af i dag, kan vi meget vel stå over for et virkeligt gennembrud i det private forsikrings- og behand- lingsmarked.

Undersøgelsen fortæller også, hvorfor det sker. Den primære forklaring er, at mange efterhånden ikke tror på sygehusbehandling efter gratisprincippet i fremtiden.

Det er ikke så mærkeligt. I årevis har Finansministeriet m.fl. fortalt dem, at velfærds- staten er ved at vokse sig for dyr. Amterne har fortalt dem, at de desværre ikke har penge i kassen til at klare efterspørgslen på sygehusene. Og personalet har fortalt om nedskæringer og økonomiske prioriteringer.

Ingen af disse fortællinger er grebet ud af luften. De baserer sig både på erfaringer og på solide interesser. Finansministeriet har en legitim interesse i at presse amterne til at bruge sundhedskronerne (endnu mere) fornuftigt. Presset er med til at anbringe amterne i det ene pinagtige prioriteringsdilemma efter det andet. Det mærker de naturligvis også på sygehuse- ne. Alligevel er der meget vigtige sider af virkeligheden, der ikke kommer med, hvis billedet af sygehusøkonomien skal stykkes sammen af fagforeningspolitik, amtskasselogik samt Finansministeriets strategiske indgreb i den offentlige meningsdannelse.

For det første taler erfaringen imod, at sygehusene skulle gå imod magre tider. Faktisk er sygehusudgifterne vokset år for år med en procent eller to i faste priser. Sådan har det været i de sidste 15 år med undtagelse af de sidste år af 80’erne.

For det andet strider det imod al politisk fornuft. Ikke ét parti er imod at bruge flere penge. Det er ikke underligt, for det er nemlig også svært at finde vælgere, der ikke ønsker større bevillinger. Kun 21 pct. i AIMs undersøgelse var mere eller mindre uenige.

Og der er ikke nationaløkonomiske “nødvendigheder”, der forbyder dette. Dansker- ne bliver ikke fattigere af at bruge flere penge på sygehusydelser, hvis de bruger (relativt) færre på noget andet. Man kunne akkurat lige så godt hævde, at danskerne bliver fattigere af at investere i IT. Det ses f.eks. i USA, hvor borgerne bruger enorme summer på begge dele.

M m

2 Nr. 22 7. juni 1999

Der er derfor al mulig grund til at tro, at de offentlige sygehusudgifter rent faktisk vil vokse i de kommende år. Spørgsmålet er, om det ikke snart var på tide at få fortalt danskerne det på en troværdig måde. Før de for alvor får privatiseret sygehusvæsnet fra neden - i mod- strid med, hvad de faktisk ønsker.

Dette er grundtanken bag ideen om en langtidsholdbar plan for økonomisk realvækst i sundhedsvæsnet, der er beskrevet i debatoplægget “Når patienten vågner”, som Mandag Morgen Strategisk Forum udsendte i sidste uge.

Det bygger ikke på en ideologisk privatiseringsskræk. Et privat organiseret sygehus- væsen har en række fordele. Det ses især i USA, selvom vi i Danmark især fokuserer på systemets mange skyggesider. Et privat sygehusvæsen forhindrer f.eks. ikke borgerne i at bruge penge på sundhed, hvis det er det, de vil.

Men en privatisering fra neden vil anbringe os i den værste af alle verdener. En planløs ekspansion af dagens yderst beskedne private behandlingssektor kan hurtigt få det offentlige sygehusvæsen til at forslumme. En række lægelige specialer rummer kun nogle få snese behandlere. Hvis de dygtigste af dem lokkes over i privat regi, vil flaskehalsene i det offentlige væsen snart blive ulideligt stramme.

En langsigtet vækstplan skal øge den almindelige tillid til, at det går fremad med sygehusene, og at denne fremgang er til at regne med. Det kræver et meget bredt politisk flertal. En mulighed, der også diskuteres i debatoplægget, er ligefrem at sætte den til vejledende folkeaf- stemning, så ingen vil turde rokke den.

Men rigtig tillidsvækkende bliver den kun, hvis den hænger sammen både teknisk og politisk. Begge dele bliver vanskeligt, selvom Finansministeriet har høstet værdifulde erfarin- ger med sin kontraktstyring, hvor offentlige institutioner forpligter sig til at nå nogle udvik- lingsmål mod til gengæld at få budgetgarantier fire år frem i tiden. Jørgen Grønnegaard Christensen, hvis venlige og interessante anmeldelse af “Når patienten vågner” kan læses andetsteds i ugebrevet, har glimrende belæg for sin skepsis på dette punkt.

For en langtidsvækstplan må ikke blive sovepude, hvor behovet for at luge ud i inef- fektive rutiner og behandlinger svækkes. Uanset hvor mange penge væsnet tilføres vil det ikke slække på behovet for rationering og rationalisering. Det forholder sig i en vis forstand modsat. Når pengene er rigelige, vælder projekterne frem, mens alle begynder at slå stillinger op, som der ikke er ansøgere til, fordi antallet af specialister er begrænset.

Det kræver i realiteten, at planen bygges på gensidige forpligtelser hele vejen fra afdeling til sygehus til amtsråd til regering og folketing. De praktiserende læger må også inddrages.

Vi tror, at sygehusene og personalegrupperne vil være med. Vi tror, at alle er dødtrætte af den nuværende jappepolitik, hvor rammerne aftales med regeringen i forsommeren, omsættes i amtsbudgetter i efteråret - og overrules i finanslovsforlig mellem markeringstræn- gende politikere op under jul. Det skaber en stemning af konstant stress og forvirring af krydsende signaler på sygehusene. Det er også med til at presse indkøb af moderne apparatur og renovation af bygninger ud af budgetterne. Der er vel til dato ikke nogen sygehusdirektør, der er fyret for at undlade en investering.

Èt-år-ad-gangen-politikken er med til at skabe det indtryk af et nedslidt sygehusvæsen, der foruroliger dagens patienter. Det medvirker også til at fastholde f.eks. sygeplejersken som

“en omvandrende repræsentant for en ældgammel omsorgskultur, der er blandet op med lige dele mindreværd og fagforeningskollektivisme”, sådan som Jørgen Grønnegaard skriver. I dag skal personalet slås konstant for at forsvare deres interesser. Det gør det unødvendig svært at få dem til at hjælpe med at finde og gennemføre de rationaliseringer, som både er mulige og velbegrundede mange steder i systemet. Sammenligninger af sygehusafdelinger- nes produktivitet (de såkaldte case-mix-undersøgelser) taler deres tydelige sprog.

Derfor opfordrer vi de ansvarlige til at gå ind på tankegangen, før de går imod den.

Og vi opfordrer forskere og interesserede debattører i og uden for sundhedsvæsnet til at hjælpe med at konkretisere visionen og afbøde de mangler, som Jørgen Grønnegaard med rette peger på.

Mandag Morgen