PER VEJRUP-HANSEN lektor, cand.polit., Institut for Innovation og Organisationsøkonomi, CBS.
Bliver der uddannet for mange ph.d.er?
En analyse af ph.d.ers relative løn i forhold til kandidater tyder på, at der i midten af
1990’erne blev uddannet for mange ph.d.er inden for naturvidenskab og teknik set i forhold til antallet af forskningsbaserede job i den private sektor.
Flere ph.d.er
Efter 2003 blev optaget på ph.d.-uddannelser øget betydeligt.
Indenfor de tre store områder for ph.d.-uddannelser – natur- videnskab, sundhedsvidenskab og teknisk videnskab – blev ph.d.-optaget mere end fordoblet fra 2003 til 2010 (Universi- tets- og Bygningsstyrelsen, 2011). Det øgede optag er delvist blevet fi nansieret af globaliseringsmidler, som er gældende til og med 2012. Det politiske spørgsmål er da, hvad der skal ske efter 2012?: Er der behov for fl ere ph.d.er? Er det fornuftigt at bekoste yderligere investeringer i 3-4-årige uddannelser oven på kandidatuddannelser? Svarer afkastet for samfundet til investeringen?
I denne artikel vil problemstillingen blive identifi ceret som et spørgsmål om, hvad karakteren af ph.d.ers arbejde er: Har alle ph.d.er – eller vil alle ph.d.er få – et arbejde, som forudsætter en forskeruddannelse, altså en ph.d.-grad? Eller er der tale om, at en del af de ph.d.-uddannede er ansat i ‘kandidat-job’, altså job der også kan varetages af personer med en kandidatgrad?
Denne synsvinkel kan sættes i relief af en tidligere spørgeske- maundersøgelse blandt ph.d.er i 2006 (Langberg m.fl ., 2007).
Blandt de privatansatte svarede kun 35 procent, at en ph.d.- grad var en formel forudsætning for deres arbejde. I undersø- gelsen påpeges, at arbejdsgiversidens eventuelle uformelle krav til uddannelsesniveauet kunne omfatte en større andel. Med hensyn til oplevelsen af arbejdets relation til forskeruddannel-
sen svarede 33 procent ‘Tæt relateret’, 47 pct. ‘Delvis relateret’
og 20 pct. ‘Ikke relateret’1.
I relation til universitetsområdet og sektorforskningen er spørgsmålet om ph.d.ers jobfunktion pr. defi nition ikke relevant: Alle forskerstillinger bliver nu besat med ph.d.er, og alle ph.d.er på universiteter mv. er i praksis ansat i ‘ph.d.-job’.
Set fra universiteters synsvinkel kan der ikke blive for mange ph.d.er, idet fl ere ph.d.er er udtryk for et større rekrutterings- grundlag. Spørgsmålet drejer sig om karakteren af de job, som ph.d.er uden for universitetsområdet har, dvs. hovedsageligt i den private sektor.
Andelen af ph.d.er, som er beskæftiget i den private sektor, er betydelig. Den største andel gælder ph.d.er i teknisk videnskab, hvoraf over halvdelen var beskæftiget i den private sektor i 2010; næsthøjeste andel var indenfor naturvidenskab med ca.
30 procent (Universitets- og Bygningsstyrelsen, 2011). I takt med stigningen i ph.d.-optaget forventes, at der i perioden 2011-2015 vil ske en tredobling af det årlige antal færdigud- dannede ph.d.er, som vil blive ansat i den private sektor (Uni- versitets- og Bygningsstyrelsen, 2010).
Flere ‘ph.d.-job’? Generelt om analytisk tilgang Selve antallet af beskæftigede ph.d.er i den private sektor er ikke et udtryk for behovet for ph.d.-uddannede – det vil kun
NOTE 1 Svaret ‘Delvist relateret’ kan være svært at fortolke, herunder i relation til nærværende problemstilling.
være tilfældet, hvis alle ph.d.er er ansat i ‘ph.d.-job’. Af samme grund kan man ikke bruge relativ arbejdsløshed som en indi- kator.
Der foreligger desværre ikke generelle oplysninger om højtud- dannedes specifi kke arbejdsfunktioner. I Danmarks Statistiks fagklassifi kation DISCO indplaceres kandidater og ph.d.er i samme kategori med benævnelsen «Arbejde, der forudsætter viden på højeste niveau«.
Vi er således overladt til at fi nde indirekte indikatorer for karakteren af ph.d.ers arbejde. En indikator kan være ph.d.ers relative løn.
Her gælder, at man ikke kan foretage en vurdering på grundlag af lønnen på et enkelt tidspunkt. En tværsnitsundersøgelse for 2006 viser, at lønnen over arbejdslivet for ph.d.-uddannede i privat beskæftigelse er ca. 11 procent højere end lønnen for kandidater (Vejrup-Hansen, 2010). I nærværende sammen- hæng er problemet, at der i sagens natur er tale om et gennem- snit over gruppen af ph.d.er: bl.a. gælder, at nogle af dem kan være ansat i ‘kandidat-job’ med en lavere løn end i ‘ph.d.-job’.
Den samme betragtning gælder en analyse foretaget ved CEBR på vegne af Forsknings- og Innovationsstyrelsen (CEBR, 2011). Her fokuseres på ErhvervsPh.D.er. Det viser sig, at ErhvervsPh.D.ers løn i 2006 er 7-10 procent højere end for almindelige ph.d.er. Som følge af den private sektors (virk- somhedens) medfi nansiering af ph.d. uddannelsen må man antage, at ErhvervsPh.D.er pr. defi nition ansættes i ‘ph.d.-job’.
Almindelige ph.d.er bliver derimod eksternt rekrutterede.
Man kunne da fortolke den gennemsnitlige lønforskel mel- lem ErhvervsPh.d.er og almindelige ph.d.er som et indirekte udtryk for, at en del af de almindelige ph.d.er ikke er be- skæftiget i ‘ph.d.-job’, men i ‘kandidat-job’. Gevinsten ved ErhvervsPh.D.-programmer skulle da vurderes i forhold til al- mindelige ph.d.er ansat i samme type af forskningsarbejde. Det kan i øvrigt bemærkes, at ErhvervsPh.D.-andelen kun udgør 5-6 procent af det samlede ph.d.-optag (Videnskabsministeriet, 2010); det vil svare til omkring 10 procent af ph.d.er beskæfti- get i den private sektor2.
En relevant fremgangsmåde kan derimod bestå i at undersøge ændringen i den relative løn sammenholdt med væksten i antal ph.d.er. Generelt set kan der være to typer af sammenhænge mellem et større udbud og relativ løn: 1) Når væksten i antal ph.d.er overgår væksten i antal ‘ph.d.-job’, kan der opstå en substitution, hvor kandidater erstattes af ph.d.er i ‘kandidat-job’, og/eller 2) markedsmekanismen kan bevirke, at et større udbud af ph.d.er medfører en lavere relativ løn i ‘ph.d.-job’ – forudsat at antal ‘ph.d.-job’ ikke øges i samme omfang (eller at efter- spørgslen målt ved antal ‘ph.d.-job’ ikke følger med). Her er der tale om en prismekanisme, der vedrører ph.d.er i ‘ph.d.-job’.
I den klassiske teori om lønforskelle mellem stillingskatego- rier (Reder, 1955) svarer de to mekanismer til henholdsvis en tilpasning af ansættelses-standarder og af lønraten.
For begge mekanismer gælder, at en større vækst i antal ph.d.er end i antal ‘ph.d.-job’ må føre til en lavere relativ løn for ph.d.er. Hvis der faktisk er sket et fald i den relative løn i takt med det større antal, kan det fortolkes som et misforhold mellem antal ph.d. uddannede og antal ‘ph.d.-job’.
Udviklingen over tid skal analyseres i det følgende. Af data- mæssige grunde vil der blive set på udviklingen i 1990’erne.
Data og estimation af relativ løn
Da den seneste vækst i ph.d.-optaget især er sket fra 2006, kan en mulig effekt på lønudviklingen for færdiguddannede ph.d.er først observeres efter 2009. Den løbende, årlige lønstatistik og specielt registerdata foreligger med en forsinkelse på 1-2 år. Med metoden, som her anvendes, kræves der endvidere data for et yderligere antal år (for en pålidelig eller signifi kant estimation af relativ løn).
Derfor vil analysen blive baseret på data for udviklingen i 1990’erne. I første halvdel af 1990’erne var væksten i antal ph.d.er betydelig. Baseret på nærværende undersøgelse var der i 1990’erne tale om mere end en tredobling af antal ph.d.
dimittender indenfor fagområderne Naturvidenskab og Teknik.
Disse to store fagområder for ph.d.er vil indgå i undersøgelsen.
Det er kun for Naturvidenskab og Teknik, at der fi ndes et tilpas stort antal ph.d.er med ansættelse i den private sektor.
Lønudviklingen over tid opgøres for årlige kohorter eller år- gange, dvs. alle kandidat- og ph.d.-dimittender hvert år. Årgan- gene 1981-2000 indgår. For hver kohorte anvendes paneldata for 0-6 år efter dimissionsåret – dvs. med løndata mv. over 0-6 års erfaring som færdiguddannet. Med paneldata over et vist antal år pr. kohorte opnås en signifi kant estimation af relativ løn. Data omfatter dermed årene fra 1981 til 2006.
Datakilden er IDA-databasen. Heri foreligger en timeløn i hovedbeskæftigelsen for alle ansatte. Desuden kan ansættel- sesvirksomhedens størrelse indgå som kontrolvariabel. Som supplement er indhentet oplysninger om forældres uddannelse og om studentereksamenskarakteren.
Den relative løn for hver kohorte estimeres ved hjælp af en klassisk Mincer-lønfunktion:
ln (wit) = b0 + b1Si + b2Erfit + b3Erfit2 + b4Ai + b5Fi + b6Xit + vt hvor wit er timelønnen for individ i på tidspunkt t. S er en dummyvariabel for ph.d. (S=1) og for kandidat (S=0); koef- fi cienten b1 er da et mål for lønnen for ph.d. i forhold til, eller
NOTE 2 Andelen af ErhvervsPh.d.er kan imidlertid ikke fortolkes som virksomhedernes samlede efterspørgsel, hvis interessen for en ErhvervsPh.D.
blandt kandidater er mindre end udbudte ErhvervsPh.D.-forløb.
over, kandidat. Erf er antal dimittend-år efter henholdsvis afsluttet ph.d.- og kandidatuddannelse på tidspunkt t. Idet t=0-6 er koeffi cienten b1 til S et estimat for den gennemsnitlige lønforskel over dimittendaldre 0-6 år.
A er en indikator for ‘medfødte’ evner (studentereksamenska- rakter), F er familiebaggrund (forældres uddannelsesniveau og fagområde), og X er yderligere personkarakteristika, der kontrollerer for demografi ske og strukturelle lønforskelle. Det drejer sig om fagområde, hvilket her vil sige naturvidenskab og teknik, samt sektor, som her er defi neret som kun den private sektor. De øvrige kontrolvariabler er køn, virksomhedsstørrelse og arbejdsstedets geografi ske beliggenhed.
Alle disse variabler, herunder for studentereksamenskarakter og forældres uddannelse, kontrollerer for (eliminerer) kende- tegn, der kan påvirke personers løn uafhængigt af deres ud- dannelse. Forældres uddannelsesniveau og fagretning kan have betydning for sociale netværk i relation til arbejdsgivere.
Når indkomst defi neres som løn medfører det, at populationen kun omfatter lønmodtagere. Arbejdsgivere og selvstændige ind- går således ikke (hvilket også har et selvstændigt rationale, jf.
Vejrup-Hansen, 2010, s. 344). I populationen indgår desuden kun personer med dansk oprindelse, dvs. individer født i Dan- mark og hvis forældre er danske statsborgere. Studentereksa- menskarakter og forældreoplysninger vil ofte mangle for (nye) indvandrere. Generelt indgår kun den aktive befolkning, dvs.
personer med bopæl i Danmark; det indebærer, at ph.d.er, som er udvandret, ikke tæller med.
En nøjere gennemgang af variablerne fi ndes i Vejrup-Hansen (2010). Her diskuteres også anvendelsen af OLS regression.
Med hensyn til analyserne af ovennævnte model gælder, at for alle årgange er koeffi cienten b1 (relativ løn) signifi kant på 1 procent niveau. Størrelsen af R2 ligger mellem 0,4 og 0,6 i de første år (1981-88) og er derefter 0,3-0,4.
En alternativ model, hvor interaktionen mellem S (ph.d.) og Erfaring tilføjes, viser at der er tale om en ‘ren’ kohorteef- fekt på den relative løn; koeffi cienterne til S*Erf og S*Erf2 er med ganske få undtagelser ikke signifi kante. Det indebærer, at den gennemsnitlige relative løn over 0-6 års erfaring for en given kohorte ikke påvirkes af, at der i løbet af disse seks år fremkommer nyere årgange med andre kendetegn (her med et større antal dimittender og en lavere relativ løn).
Resultater
Den kraftige stigning i antal ph.d.-dimittender i 1990’erne i Danmark følger umiddelbart efter, at ph.d.-graden blev indført i 1989. Den afl øste licentiatgraden, som havde været anvendt ved alle fagområder (fakulteter) siden 1969.3 Når denne un-
dersøgelse omfatter årgange tilbage til 1981, dækker det over, at benævnelsen ph.d. også anvendes for de tidligere licentiater.
Udviklingen i antal ph.d.-dimittender (i beskæftigelse) inden- for naturvidenskab og teknik ses i fi gur 1. Der er tale om mere end en tredobling af antal ph.d. dimittender i løbet af første halvdel af 1990’erne. Væksten i antallet, som bliver ansat i den private sektor forløber parallelt, jf. også at andelen i den private sektor ligger forholdsvis stabilt omkring 40 procent (den ne- derste kurve).
Stigningen i antal ph.d.-dimittender i den private sektor re- sulterer i en tilsvarende stigning i andelen af ph.d.er blandt alle ansatte med en lang videregående uddannelse, dvs. ph.d.er og kandidater tilsammen. Denne andel anvendes som mål for det større udbud af ph.d.er i sammenligningen med lønudviklingen.
Udviklingen i andelen af ph.d.er og den relative løn fremgår af fi gur 2. Det viser sig, at der er en stærk negativ korrelation mellem andelen af ph.d. dimittender og ph.d.ers relative løn.
Korrelationskoeffi cienten er – 0,79 og er stærkt signifi kant med en t-værdi på 5,5. For stort set alle successive årgange gælder, at en større andel af ph.d. dimittender ledsages af et fald i den relative løn. For ph.d.ers relative lønniveau over kandidater gælder, at det falder fra gennemsnitligt 18 procent for årgan- gene 1981-93 til gennemsnitligt 12 procent blandt årgangene 1994-2000.4
Vi skal herefter se på det nærmere tidsmæssige forløb. Her ses, at faldet i det relative lønniveau mere præcist fi nder sted for årgan- gene fra 1993 til 1996. Derimod indtrådte stigningen i andelen af ph.d.er tidligere, nemlig fra 1991-årgangen (jf. fi gur 2). Den
NOTE 3 Ifølge Den Store Danske encyklopædi.
NOTE 3 Baseret på regressionsanalyser for henholdsvis årgangene 1981-93 og 1994-2000 under ét.
FIGUR 1 Antal ph.d.-dimittender i alt (i beskæftigelse) og med ansæt- telse i den private sektor, for dimittendårgange 1981-2000. Ph.d.er inden for Naturvidenskab og Teknik
0 50 100 150 200 250 300 350 400
1981 1983 1985 1987 1989 1991 1993 1995 1997 1999
A n t a l
P r o c e n t a n d e l
Dimiend - årgang
Antal ph.d. dimiender.
Naturvidenskab og Teknik
ph.d. dimiender i alt Ansat i privat sektor Andel i privat, procent
ene forklaring af denne forsinkelse kan være, at det tager tid, inden arbejdsgiverne reagerer på det større antal ph.d. dimit- tender (altså her med prismekanismen eller løndannelsen som forklaring).
Den anden forklaring kan være, at andelen af ph.d. dimittender først i 1992/93 er kommet op på et niveau, der svarer til den faktiske andel af ‘ph.d.-job’ – dvs. ca. 11 procent ifølge fi gur 2.
Og dermed, at der ved den efterfølgende, yderligere stigning i andelen af ph.d.er frem til 1996 sker en substitution af kandida- ter med ph.d.er i ‘kandidat-job’. Efter 1996 stabiliseres andelen på det højere niveau på omkring 13-14 procent, og den relative løn stabiliseres på det lavere niveau på omkring 12 procent. I de to sidste år 1999-2000 falder andelen tilbage til ca. 10 procent, og lønnen stiger (men her savnes observationer for fl ere år).
Hvis substitutionen gør sig gældende, må den selvstændige effekt være en større lønspredning blandt ph.d.er. Udviklingen i lønspredningen vises i fi gur 3. Det ses, at lønspredningen blandt ph.d.er netop øges efter 1992, dvs. samtidigt med faldet i den relative gennemsnitsløn. Variationskoeffi cienten øges fra at have ligget på et niveau omkring 0,15 for årgangene indtil 1992 til 0,20 i 1996 og bliver liggende stabilt på dette niveau for de følgende årgange. Lønspredningen for ph.d.er kommer dermed på niveau med kandidaters, som er nogenlunde stabilt over årene.
Den større lønspredning kunne således umiddelbart skyldes, at nogle ph.d.er nu bliver ansat i ‘kandidat-job’, der afl ønnes lavere. Til belysning heraf skal der videre ses på lønfordelingen FIGUR 2 Relativ løn for ph.d.er og andel ph.d.er i den private sektor, dimittendårgange 1981-2000. Ph.d.er i forhold til kandidater indenfor Naturvi- denskab og Teknik. Estimeret relativ timeløn over første 6 års ansættelse
0,00 0,05 0,10 0,15 0,20 0,25 0,30
1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 Dimiend årgang
Relav løn for ph.d.ere og andelen af ph.d.ere i den private sektor.
LØN2
ANDEL ph.d.er1 r = -0,79*** (t=5,46)
1 Andel ph.d.er af alle kandidat- og ph.d. dimittender inden for Naturvidenskab og Teknik, med ansættelse i den private sektor. Gennemsnit over 0-6 år efter dimission.
2 Timeløn for ph.d. over kandidat, gennemsnit over 0-6 års ansættelse pr. årgang. Den relative løn er lig med koeffi cienten b1 i regressionsmodellen, jf. teksten. Koeffi cienten svarer omtrentligt til den procentvise forskel.
FIGUR 3 Lønspredning blandt dimittendårgange 1981-2000, ansat i den private sektor. Kandidater og ph.d.er inden for Naturvidenskab og Teknik. Gennemsnitlig variationskoeffi cient pr. 0-6 års erfaring
0,00 0,05 0,10 0,15 0,20 0,25
1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000
Variaonskoefficient
Dimiend-årgang Lønspredning 1981-2000
ph.d.
for ph.d.er. Det gøres via positionsmål, jf. tabel 1. For at op- gøre ændringen over tid med forskellige lønniveauer, anvendes indekstal med medianen som referenceværdi, dvs. at positions- målene viser afvigelsen fra medianen. Resultatet er, at den større lønspredning fremkommer ved, at fordelingen går fra at være symmetrisk til at være højreskæv. Niveauet for de højere løn- ninger bliver relativt større, jf. værdierne af 3. kvartil og 9. decil – mens afvigelsen fra medianen for de lavere lønninger er uændret.
Skævheden kan også illustreres via lønstigningen fra 1992 til 1996, hvor lønnen for fx en højtlønnet person i 1996 sam- menlignes med en højtlønnet person i 1992 (fx begge på 9.
decil-niveauet). Lønstigningen er 3 procent for både 1. decil og 1. kvartil mod henholdsvis 6 og 13 procent for 3. kvartil og 9.
decil. Til sammenligning er lønstigningen 13 procent for kandi- dater, hvor stigningen er ensartet for lavere og højere lønninger (jf. den uændrede lønspredning ifølge fi gur 3). For kandidater er lønfordelingen i øvrigt højreskæv i samme grad som forde- lingen for ph.d.er bliver fra 1996.
Konklusion og fortolkning
Det er slående, at der er et næsten præcist tidsmæssigt sam- menfald mellem på den ene side ændringen i andelen af ph.d.er blandt ansatte dimittender, og på den anden side æn- dringen i ph.d.ers relative lønniveau såvel som i lønfordelingen blandt ph.d. dimittender.
Umiddelbart kan nedgangen i ph.d.ers lønniveau set i forhold til kandidater forklares af det større udbud af ph.d. dimitten- der. Men forudsætningen for, at et større udbud vil have en negativ effekt på den relative løn, må være at efterspørgslen ikke øges tilsvarende. I vores sammenhæng er efterspørgsel
efter ph.d. uddannede identisk med antal ‘ph.d.-job’. En lavere relativ løn for ph.d.er er da en indikator for, at der bliver fl ere ph.d.er end ‘ph.d.-job’.
Samtidig kan ændringen i lønspredningen og lønfordelingen indenfor gruppen af ph.d. dimittender indikere en gradvis op- deling af ph.d.er med hensyn til jobfunktioner. Det forhold, at lønnedgangen er mindst for de højere lønnede blandt ph.d. di- mittender, kan måske forklares af at de højere lønnede er dem, der ansættes i ‘ph.d.-job’. I den højeste ende af lønningerne kan der specielt være ErhvervsPhD’er. De har en højere løn end ph.d.er i øvrigt, og må formodes at være ansat i ‘ph.d.-job’.
Den generelle nedgang i ph.d.ers relative løn indtrådte, da andelen af ph.d.er blandt nyansatte dimittender i alt kom over ca. 10 procent. En håndfast udlægning kunne da være, at fx en andel på 15 procent indebærer at en tredjedel bliver ansat i
‘kandidat-job’.
Generelt set har ph.d.er fortsat et højere lønniveau end kandi- dater, jf. fi gur 2. Det kan også gælde for ph.d.er, der udfører samme jobfunktioner som kandidater. Der kan være fl ere forklaringer på det højere lønniveau. En forklaring er, at en højere uddannelse i sig selv signalerer større evner, herunder større fl eksibilitet i jobfunktioner. En anden forklaring er, at der fi ndes en opfattelse af retfærdighed og ligeværd (equity), som sætter en grænse for lønspredningen indenfor en gruppe af ansatte. Et højre lønniveau for ph.d.er ansat i ‘ph.h.-job’
kan give en afsmitning på de øvriges relative løn. Forekomsten af ‘equity’ gælder især for grupper af ansatte (her ‘professio- nelle’), blandt hvilke det umiddelbart er vanskelligt at måle individuelle præstationer.
TABEL 1 Lønfordeling for ph.d.-dimittender ansat i den private sektor, årgange 1990-1998. Inden for Naturvidenskab og Teknik. Gennemsnit af indekstal (medianløn=100) pr. 0-6 års erfaring
Gennemsnit Median 1. decil 2. kvartil 4. kvartil 9. decil
--- Indeks median = 100 ---
1990 101 100 79 90 109 126
1991 100 100 79 90 109 119
1992 101 100 82 89 112 121
1993 102 100 81 90 111 126
1994 101 100 79 89 112 125
1995 102 100 80 88 113 129
1996 104 100 82 89 115 131
1997 102 100 80 89 113 128
1998 103 100 80 89 115 129
Gns. 1990-92 101 100 80 90 110 122
Gns. 1993-95 102 100 80 89 112 127
Gns. 1996-98 103 100 81 89 114 129
Min overordnede konklusion er, at udviklingen i 1990’erne kan pege på, at der blev uddannet for mange ph.d.er inden for naturvidenskab og teknik set i forhold til antallet af forsk-
ningsbaserede job i den private sektor. Da udgjorde andelen af ph.d.er mere end 10 procent af ansatte med en kandidat- eller ph.d. grad.
Litteratur
CEBR, Center for Economic and Business Research (2011). Analysis of the Industrial PhD Programme. Udgivet af Forsknings- og Innovati- onsstyrelsen (http://www.fi .dk/ )
Langberg, Kamma & Svend Ladefoged & Ebbe Krogh Graversen (2007). Ph.D.-uddannedes kar- rierevalg og –veje. Dansk center for Forsknings- analyse (http://cfa.au.dk/)
Reder, M.W. (1955). The Theory of Occupa- tional Wage Differentials. American Economic Review, vol. 45, no. 5
Universitets- og Bygningsstyrelsen (2010).
Status for ph.d.-området
(http://www.ubst.dk/uddannelse-og-forskning/
statistik)
Universitets- og Bygningsstyrelsen (2011).
Notat om ph.d.-uddannelsen (http://www.ubst.dk/
uddannelse-og-forskning/statistik )
Vejrup-Hansen, Per (2010). Økonomisk afkast af ph.d. uddannelse: Livsindkomst og human- kapital. Nationaløkonomisk Tidsskrift 148, 337- 352 (særtryk kan rekvireres hos forfatteren, pvh.
ino@cbs.dk )
Videnskabsministeriet (2010). Notat om status for ph.d. området
