Digitaliseret af / Digitised by
D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
U d g i v e t a f e t U d v a l g ved Thade Petersen - Haderslev
2
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130019387071
OTlS-2-
fra nordslesvigske Hjem
1 9 1 7
*
U d g i v e t a f e t U d v a l g
ved Thade P etersen, Haderslev
Trykt i Konrad Jørgensens Bogtrykkeri i Kolding
Kære Venner og Landsmænd derude!
For hver Gang, vi har sendt vor Julehilsen ud til Jer, har vi haabet, at det var sidste Gang, det be
høvedes. Nu er vi naaet til den fjerde Jul under Krigen Ogsaa den maa I tilbringe borte fra Hjemmet med dets Fred og Hygge. Hjemmet maa da se, saa vidt muligt, at naa ud til Jer, at aande sin Tryghed og Varme ud i den Uvished og Kulde, der omgiver Jer. Det har vor Julehilsen hvert Aar gjort sig Umage for at hjælpe det med. Hjem og Menighed har gen
nem den søgt at lade deres Juletoner lyde ud til Jer.
Det gør de ogsaa i Aar. De Stykker, den lille Bog bringer, er i Aar ikke skrevet af Mødre, Hustruer og Fædre herhjemme, men af Jer selv. Et lille Udvalg af Jer taler gennem Stykkerne til alle I andre. Jeg tror ikke, at Bogen derved har mistet noget af, hvad der har givet den Værdi de foregaaende Aar. Den har derimod vundet i Sikkerhed for, at den Tone, den anslaar, vil finde Sangbund hos Jer og faa lige- stemte Strenge til at dirre i Eders Hjerter.
Det. er i Aar altsaa Soldater, der sender Julehilsen til Soldater. Alligevel kalder vi vor lille Bog ved det gamle Navn: >Julehilsen til Soldaterne fra nordsles
vigske Hjem«. Som en af Jer fremhæver, gaar den
Duft følger med Bogen. Hjemmets og Menighedens Juletoner klinger igennem den saa godt som nogen Sinde.
Qgsaa ud fra et andet Synspunkt er Bogen be
rettiget til sit Navn. Den kommer nemlig til Jer som til Soldater fra nordslesvigske Hjem. Det nordsles
vigske Hjem danner dens Grænse. Videre sigter den ikke end til dem, der er udgaaet fra det. Det er da ogsaa dets Aand, der bærer den, dets Toner, der lyder ud af den gennem dets egne Sønners Ord.
Under de nuværende Forhold har Udstyrelsen maattet blive tarveligere. Papiret er ikke saa godt, Billederne til Dels kendte, Trykket sammentrængt for at faa Plads til det mest mulige. De mandige Ord, der ser Van
skelighederne lige i Øjnene, og er frejdige endda, maatte for os være Hovedsagen.
Saa Guds Fred, hvor I end færdes, og glædelig Jul fra Hjem og Menighed.
Paa Udvalgets Vegne:
Thade Petersen.
Fgen Melodi oller »Den signede I)a£«.
\
feikommen igen, Guds Engle smaa, fra høje Himmelsale,
med dejlige Solskins-Klæder paa, i Jordens Skyggedale!
Trods klingrende Frost godt Aar I spa for Fugl og Sæd i Dvale.
Vel mødt under Sky paa Kirkesti, paa Sne ved Midnatstide!
Udbære vor J u l ej nænner I, derpaa tør nok vi lide;
o, ganger dog ej vor Dør forbi, os volder ej den Kvide!
Vor Hytte er lav og saa vor Dør, kun Armod er her inde.
Men gæstet I har en Hytte før, det drages vi til Minde.
Er Kruset af Ler og Kagen tør, deri sig Engle finde.
Med venlige Øjne himmelblaa, i Vugger og i Senge,
vi Puslinger har i hver en Vraa som Blomster gro i Enge;
o, synger for dem, som Lærker slaa, som hørt de har ej længe!
7
Saa drømme de sødt om Bethlehem, og er det end forblommet,
de drømme dog sandt om Barnets Hjem, som laa i Krybberummet,
de drømme, de lege J u l med dem, hvis Sang de har fornunxmet.
Da vaagne de mildt i Morgengry og tælle mer ej Timer,
da høre vi Julesang paa ny, som sig med Hjertet rimer, da klinger det sødt i højen Sky, naar Juleklokken kimer!
Da vandre Guds Engle op og ned paa Salmens Tonestige,
da byder vor Herre selv Guds Fred til dem, den efterhige,
da aabner sig Himlens Borgeled, da kommer ret Guds Rige!
O, maatte vi kun den Glæde se, før vore Øjne lukkes!
Da skal som en Barnemoders Ve vor Smerte sødt bortvugges!
Vor Fader i Himlen, lad det ske!
Lad Julesorgen slukkes.
N. F. S. Grundtvig.
V
i gaar vist allesammen og gemmer paa et Minde om en Julemorgen med tindrende hvid Sne over Marker og Veje, en Julemorgen, hvor vi sad i Kirken og lyttede til det gamle Budskab: Fred paa J o rd en !
Men det er os vist alle, som om det var saa længe siden den Gang. Livet har saa ofte prøvet paa at tage Barnets Juleglæde fra os. Især er det blevet svært at fejre Jul under Krigens knugende Tryk. Nu skal vi fejre J u l for fjerde Gang paa den Maade, borte fra Hjemmet.
Jul — Fred — Hjem, de tre Ting hører sammen; vi vil ikke kunne fejre J u l paa rette Maade, hvis vi skal undvære Freden eller Hjemmel. Og saa hører Glæden vel ogsaa med til Julen. Glædelig J u l vil vi vel næppe faa, men kanske vi alligevel kunde faa en god Jul.
Den Fred, som skal afløse Krigen, og som vi alle længes efter, det er Verdens Fred, men den Fred, som Englene forkyndte paa Bethlehems Marker, det var Guds Fred. Og den Fred kan vi faa i Eje midt under Kri
gens Larm.
Det Fredens Ord hver Herrens Dag gør rolig midt i Vaabenbrag.
9
Saa har Julens »Fred paa Jorden« ogsaa Bud til os.
Ogsaa naar vi sidder ene, langt borte fra Hjemmet, og vi intet véd om Fremtiden?
Se engang op mod de tindrende Stjerner, naar du føler dig mest forladt. Det er det samme Himmelhvælv, du som Barn skuede op imod, det er de samme Stjerner, der lyste paa din Barndoms Himmel. De Stjer
ner lyser ogsaa over dit Hjem Derfor kun fremad i Jesu Navn, saa gaar det og hjemad tillige.
Fremad i Jesu Navn, saa gaar det altid hjemad, selv om det skulde gaa gennem Lidelse og Død.
J a , naar vi saadan faar Gudsfreden i Eje, og vi kan føle os hjemme, om vi end er langt borte fra vore Kære, fordi vi har op
daget, at
Himmerigs Konge blandt os bor, da vil han give os den rette Juleglæde, saa vi alligevel kan faa en god Jul.
Niels Petersen.
V
Julehilsen i Aar end den, som Soldater skriver til Soldater«, saadan lød det i Brevet til mig, hvor jeg blev bedt om at skrive en Julehilsen her. — Sidste Aar, da I, nordslesvigske Kvinder, Mødre, Søstre og Veninder, lod Eders Sorg og Glæde over det, I har ejet eller endnu ejer i os herude, svinge med i de Juletoner, som I gennem det lille Hæfte lod lyde herud, da følte vi alle, tror jeg, rigtig Værdien og Styrken i Hjemkærligheden, følte, at Hjemmet er Li
vets Grundvold for hver den enkelte, hvor meget han saa end føres omkring ude i den store Verden. Og det gør saa godt at mærke, hvor man har Rod; men med mest Styrke kommer denne Erkendelse vist, naar vi er i Nød og Ensomhed, og det er jo endda hændt ofte i de« lange, trange Krigsaar.
Saadan er Hjemkærligheden til det snævre Hjem, til Land og Folk vokset i Varme og Styrke, og jeg kan derfor ikke tænke mig en Julehilsen som denne, uden at den gaar fra Soldaten over Hjemmet til Soldaten med inderlig Tak for det, vi mellem Aar og Dag har modtaget til Glæde og Oplivelse, baade aandelig og legemlig.
11
Mangen en Gang, naar jeg tænker tilbage paa alle de Aar (jeg nu i 51/*), der er til
bragt som Soldat, og sammenstiller dem med de Glæder og Goder og den Udvikling, de kunde have bragt os ved fredeligt Sam
arbejde, da kan jeg faa en Følelse af, at noget uendelig værdifuldt er gaaet tabt, som jeg aldrig mere kan opleve, lige saa lidt som den, der ønsker sit lyse Ungdoms
liv tilbage, kan faa sit Ønske opfyldt. Og dog finder jeg Erstatning og Trøst for alt det sørgelige, der sker, og Mod til at se Fremtiden med et lyst Haab i Møde. For jeg tror, mange af os er rigtig kommen til at se ind i sig selv, har faaet Tid og Lej
lighed til Tanker, vi før i vor Hasten fremad knap kunde afse en stille Time paa, lært at se klarere, hvad der er af mindre, og hvad der er af højere Livsværdi, og hvad der er af evig Art. Og det vil være os en Hjælp til at udnytte den Tid vel, vi endnu faar Lov at leve.
Jeg læste i Aftes, lige før jeg faldt i Søvn, i Selma Lagerløfs »Køresvenden« den Hil
sen, Køresvenden, Georges, der kører Døds
kærren, gerne vil sende Menneskene, for at hans Arbejde kan blive mindre byrdefuldt:
»Det er snart Nytaarsmorgen, David, og naar Menneskene nu vaagner, tænker de først paa det nye Aar og alt, hvad de ønsker
og haaber, det skal bringe dem, og derefter paa hele deres Fremtid. Men da vilde jeg gerne sende dem en Hilsen, at de skal ikke ønske sig Elskovslykke eller Held eller Rig
dom eller Magt eller et langt Liv eller endog Sundhed. Jeg vilde bede dem folde deres Hænder og samle deres Sind om en eneste Bøn: Herre, lad min Sjæl komme til Mo
denhed, inden den skal høstes!« — Den sidste Sætning lød igen og igen i mig, ikke som til en, der er træt af Livet; thi den Higen efter Kærlighed, Skønhed, Frihed, Hæder og sunde Fremskridt, efter jordisk Lykke, som vi Unge slet ikke kan undvære i Livskampen, den er der endnu uformind
sket som før, men over al denne Higen maa vi ikke glemme dette ene: Herre, lad min Sjæl komme til Modenhed, før den skal høstes! Og jeg tænkte: Kunde blot denne Hilsen naa Menneskene og blive modtaget ret, da vilde vi snart faa den Fred, vi læn
ges saa meget efter.
Dertil hjælpe os alle Julebudet.
Saa en venlig Julehilsen
fra Eders Alexander Smidt.
Herren er god.
N
aar vi nu for fjerde Gang skal ønske hinanden »Glædelig Jul« under saa uhyggelige Forhold, vil det vist gaa mangen en af os saadan, at»Sindet bøjer sig ned til sidst,
véd ikke, hvor det skal Modet tage.«
Netop med det milde Lys fra Bethlehems- stjærnen for Øje bliver Mørkets og Ond
skabens Magt endnu mere forfærdelig at tænke paa, og det kniber da med at finde den rette Tone til Julesangen.
Jeg kan kun sige »Glædelig Jul« til Eder, naar jeg tænker paa et Ord, Peder skrev til Diasporamenigheden: »Om de ellers h a r smagt, at Herren er god«. Dette Ord kom til at staa for mig i hele sin Glans, da jeg nu sidste Sommer skulde af Sted ud i det ukendte, som jeg gruede for. Jeg maatte bort fra mine Kære uden Afsked. Jeg skulde skilles fra en Vennekreds, der var bleven mig kær, og vidste ikke, hvad Fremtiden vilde bringe.
Mørkt saa det ud, men dette Ord viste mig hen til de Erfaringer, et Gudsbarn stadig gør: at Gud er uendelig god. Peder tænkte
vel for sit Vedkommende paa de store Be
givenheder ved Genesaret Sø, da han mødte Herren. Dog er det ikke dette, han siger;
han minder sine Venner om de Erfaringer, de selv har gjort. Det er vel ogsaa netop dette, vi trænger til at mindes o m ; thi det kan jo ikke hjælpe os til at holde Jul, at Peder har smagt Herrens Godhed; men netop dette, at vi selv, hver og én, han i Daaben h a r givet Barneret, har en Skat af Erfaringer om den uendelige Godhed, Gud udviste mod os fra Barnsben af lige til de Dage, d a han var med os og hjalp os i den forfærdeligste Tid, Slægten har oplevet. Og disse Erfaringer vil hjælpe os til at fæste Lid til Julebudet, og Herrens Fødselsdag vil bringe os en rig Velsignelse.
Ja, glædelig J u l i Jesu Navn!
N. C. Nissen.
Men der de saa Stjernen, blev de saare meget glade.
Math. 1, 10.
H
vor ofte staar vi ikke paa vor ensomme Post eller sidder i et Granathul og stirrer op mod Stjernehimlen for at orientere os herude ved Fronten. Saa gaar Tankerne paa Langfart hjem til de Kære, hvad enten det nu er Brud, Hustru og Børn, F a r og Mor, eller hvem vi ellers elsker derhjemme.
Men Tanken stiger ogsaa højere op, og vi bliver hængende ved et Ord fra vor Gud.
Det var den første Jul, da de vise Mænd glædede sig over, at Stjernen var der og ledte dem hen til Jesusbarnet, Verdens Frelser, din og min Frelser.
Har du nogen Sinde, min kære Kammerat, søgt efter denne Frelser? Jeg véd, at du, som læser disse Linjer, er sat i samme vanskelige og svære Forhold som jegselv. Da gælder det for os, at vi, trods Krigen og dens Mørke, maa se Stjernen og finde vor Frelser og være lyk
kelige med ham i Tid og Evighed.
Vi har og en Ledestjerne, og naar vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist.
Denne Stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild, er hans Guddomsord det klare, som han os lod aabenbare til at lyse for vor Fod.
Det var en smuk Søndag Morgen. Oppe i Luften kredsede Flyverne, og snart for
kyndte Maskingeværernes »Da-da-da«, at de kæmpede. Vi stak forsigtig Hovedet op og spejdede, og snart saa vi en lille Flamme slaa üd af en engelsk Maskine. Den ene af de to Mænd, som var om Bord, sprang ud fra en temmelig Højde i Havet. Den anden var en Helt. Han drejede Maskinen og styrede med fuld Fart tilbage mod de engelske Linjer, endskønt vi tydelig kunde se, hvor Ilden brændte op om ham. Han satte Evner og Kræfter ind paa at naa hjem, selv om det skulde være som en forbrændt Stakkel.
Det holdt en mægtig Prædiken for mig.
Mørkets Fyrste er stadig ude efter os. Gud hjælpe os at se efter Stjernen og finde Jesus og i ham Vejen hjem til Guds evige Rige. Saa kan vi, trods Krig og Nød, alle
rede her stamme paa Lovsangen, den, som skal fortsættes i al Evighed af den frelste Skare. J a , Gud hjælpe os, at vi dér maa være med.
En velsignet Julefest ønskes af
Landstormsmand P. Paulsen.
D
et var juleaften i dag for to aar siden, jeg var dengang endnu i et saakaldt feltrekrutdepot her i Frankrig. Tjenesten var ikke særlig anstrengende, lidt exerceren og lidt vagttjeneste engang imellem. For første, og som jeg haabede ogsaa for sidste gang, skulde jeg holde jul i felten, langt borte fra alle de kære, som man ikke mindst i juletiden føler, man hører uadskilleligt sammen med. Det var jo ikke underligt, at, skønt der af kompagniet blev gjort en del forberedelser og tilstil linger til at fejre høj
tiden, tankerne var noget triste, og at man ligesom ikke kunde faa sig selv til at tro, at man virkelig kunde fejre jul under disse forhold, og jeg vilde helst have lov til at passe mig selv.
Skønt det ikke var mit kompagnis tur til at stille vagtmandskab den dag, var det blevet bestemt, at samtlige kompagnier skulde stille lige mange folk for at saa mange som muligt kunde være med til festen de forskellige steder. Der blev da spurgt, om der var nogle, der vilde gaa frivilligt. Jeg meldte mig, da jeg saa vidste, jeg fik lov at være ene, og jeg fortrød det ikke.
Jeg skulde staa vagt ved en tærskemaskine paa en mark i udkanten af den lille by, vi laa i, saa det var jo meget fredeligt. Jeg trak paa post første gang kl. 5—7.
Arbejdet, der udelukkende besørgedes af civile, mest kvinder, standsede kl. 5. Sam
tidig var der kommen en del børn, hver med sin trillebør, og vilde gerne have lidt halm.
Jeg følte mig næsten som Nissefar i »jule
aften i Nøddebo præstegaard«. Saadan som nisserne myldrede frem fra alle kroge, syntes jeg her det myldrede frem fra alle hjørner og kanter, og det var saa morsomt et bil
lede, saa jeg kom ikke alene i godt humør, men i julestemning.
Jeg stod saa igen fra kl. 11—1 og fra 5—7 næste morgen. Særlig under midnats- vagten havde jeg et par gode, stille timer derhenne, skønt kanonerne tordnede uaf
brudt, og det glimtede i skyerne i et væk, som naar der er stærkt uvejr i det fjerne.
Samtidig gik lyskugler til vejrs langs hele fronten, saa langt jeg kunde se. De lignede stjerner, der pludselig steg op og blev staa- ende nogle sekunder, for saa at dale igen og slukkes, før de naaede jorden,
Jeg havde jo ro til at holde jul med mig selv. Og skønt jeg jo godt tror, al engle daler ned i skjul, og lønligt iblandt os de
19
gaar, selv om der er mange samlede og maaske megen tummel, saa kan vi dog bedre mærke dem om os, naar vi er ene, hvis det da ikke er nogenlunde ligesindede, vi er sammen med. Og jeg syntes, jeg var omgivet af englene og af alle dem, jeg holder af. Tankerne kunde saa dejligt hvile ved at dvæle ved dem allesammen, og jeg tænker jo, de mødtes med mange, mange af deres tanker.
Den mellemliggende tid, altsaa hele natten, benyttede jeg dels til at læse, hvad jeg havde faaet sendt hjemmefra, og til at ned
skrive mine tanker og indtryk eller mine oplevelser hjem til min hustru, der jo maatte holde jul alene med børnene. Og jeg op
levede i virkeligheden noget af det, vi torbinder med vor barndomsjul: at englene stiger op og ned paa salmens tonestige, en lille part vel nok kun af al den glæde og
\elsignelse, der er givet os med julen, men alligevel saa stor en part, at det blev en god, velsignet julefest for mig, som jeg alle dage vil være taknemmelig for at have taaet lov til at opleve. J a , Gud give os alle at faa del i den allerbedste juleglæde, mere og mere som aarene gaar.
Jørgen Sorgenfri.
e l k o m m e n igen, Guds Engle s m a a . fra høje Himmelsale,
bring J u l e b u d e t r u n d t til o s alle. Til alle herude ved Fronterne, s o m m a a fejre J u l langt borte fra Hjemmet, og til alle der
hjemme, s o m m a a s a v n e Mand, F a r eller Søn til a t deltage i Julefesten. Vi h a v d e inderlig haabet i Aar a t k u n n e fejre J u l e n hjemme, gaa med Kone og Børn o m Jule
træet, se d e straalende Øjne og synge d e kære Julesalmer. Eller være med i d e n fyldte Kirke Juledag, det e r Fest. Men det er ogsaa Fest a t holde J u l herude, selv o m m a n m a a s k e føler sig allermest ene J u l e aften. Naar m a n n y n n e r Julesalmerne, læser J u l e b u d s k a b e t og d e m a n g e gode Ø n s k e r hjemmefra, k o m m e r m a n herude m a a s k e mere til a t t æ n k e paa, hvad J u l e n betyder for os, a t o s e r en Frelser født, som h a r bragt o s Julefred. E n F r e d , i k k e blot for Juletiden, men for det lange Aar, o m det saa bliver nok s a a trangt i d e n n e for
færdelige Krig.
Jeg ønsker J e r alle, h v o r I færdes:
Guds F r e d og glædelig J u l ! Hans Fink.
D
a jeg modtog Brevet fra Pastor T h . Petersen om a t skrive ti] Julehæftet, t æ n k t e jeg: n e j ; t h i hvad h a r jeg a t byde a n d r e , s o m selv e r skrøbelig.N a a r jeg alligevel drister mig til a t skrive lidt, e r det, fordi jeg gerne vil sende en Hilsen og h a r noget, jeg gerne vil sige alle d e mange Bekendte og Venner fra Nord
slesvig, jeg før Krigen lærte a t kende.
F a a h a r u n d e r Krigen haft det saa godt s o m jeg, e n d n u var jeg aldrig d e r u d e i for
reste Linje, men Længslen efter og Savnet af Familie, Hjem og L a n d h a r jeg følt i fuldt Maal.
J e g vil fortælle, hvad jeg h a r lært der
u d e i den lange T i d : Taalmodighed og Tillid til Vorherre. F ø r Krigen v a r m a n s a a optaget og uundværlig, men d e n n e Skole h a r givet et helt a n d e t Livssyn. Daglig mindes m a n Livets Forfængelighed u n d e r d e n knugende Krig, k u n ved a t lægge alt i Guds H a a n d finder m a n Kræfter og T r ø s t til a t leve Livet i Nutid og Fremtid. Ofte h a r jeg h ø r t Soldater mismodig klage, sik
kert i k k e uden Grund, thi den o n d e Krig ødelægger alt, h v a d før blev bygget og hygget,
23
og Nøden e r stor i d e T u s i n d Hjem. E n Ting k a n k u n trøste: for Gud e r alle lige, rig eller fattig. Vejen til et bedre Liv e r alle givet, d e r i ærlig T r o og Bøn søger Vorherre. Lad o s med Øjet o p a d bede og h a a b e p a a e n snarlig god Fred og Gensyn i Hjemlandet.
Hjertelig Hilsen og glædelig J u l ! N. Timmermann,
Kastrup.
AW
V
Minder e r værd. Savn og Farer, Lidelse og Nød, Raahed og Grusomhed e r d e n m ø r k e Baggrund, hvorpaa disse Minder tegner sig for os. S o m m e T i d e r k o m m e r d e over é n med e n Magt, saa m a n k u n d e s y n k e s a m m e n og h u l k e i Graad af bare Længsel. T i l a n d r e T i d e r er Hjertet s o m forstenet. Man e r træt, sløv, k a n ikke mere, saa k o m m e r Minderne og indgyder é n Mod paa n y . Men stærkest virker Mindernes Magt dog o m J u l . Enkelte lyse Minder h a r m a n d a ogsaa herudefra. Sidste Aar o m J u l v a r vi nogle L a n d s m æ n d samlede paa m i n Stue i e n lille fransk By ved Aisne- Floden. Hvor h a v d e vi det r a r t ! Vi sang vore dejlige Julesalmer, læste Juleevangeliet, holdt fælles Bøn og læste saa nogle Jule- forlællinger. Vi havde et lille Juletræ, og d e r var mange gode Sager paa Bordet fra forskellige Egne i Nordslesvig, nede fra Flensborg Fjord, s a a vel som oppe fra Grænsen, fra Als og u d e fra Vestkysten. Men mest mærkeligt var, a t gamle Orgelbygger J a k o b s e n h a v d e sendt J a k o b Bork fra Kas t r u p et Kompas, s o m d e r af o s blev gjort forskellige Bemærkninger t i l : Naalen viste
altid mod Nord, m o d Hjemmet o. s. v.; m e n ingen af o s anede, a t vor k æ r e gamle J a kobsen allerede holdt J u l h j e m m e h o s Herren.
Alle h a a b e d e vi paa, a t vi næste Aar o m J u l k u n d e være h j e m m e . J a , e n af o s — L e b æ k fra T i r s l u n d — e r ogsaa hjemme, d. v. s. h o s Herren. H a n b u k k e d e u n d e r for Sygdom, svagelig s o m h a n var, og d ø d e her
ude blandt F r e m m e d e og blev begravet i fremmed J o r d . Men, s a a vidt jeg ved, e r alle vi a n d r e e n d n u herude, splittede for alle Vinde, og vil sandsynligvis k o m m e til a t fejre J u l igen herude. Det e r strengt, m e n Herren giver Kraft, og H a a b e t o m e n god F r e m t i d for o s og J e r d e r h j e m m e hol
d e r Modet oppe. Vi vil i k k e forsage, i k k e b u k k e u n d e r for Sorgen og Savnet, n a a r vi t æ n k e r paa alle d e m , s o m blev herude, m e n stille gaa vor Gang gennem disse Trængsels Tider. Og vor k æ r e Frelser vil hjælpe os, a t vi ogsaa i Aar m a a faa e n god og velsignet J u l , s a a vi ogsaa i Aar i S a n d h e d k a n synge:
»Nu vil vi glemme Sorg og Savn og holde J u l i J e s u Navn!«
Hans Knudsen.
J
eg d r a k af Herrens Bæger og spiste ved h a n s Bord, d e n T ø r s t e n d e h a n kvæger med Drik af Livets Flod.S a a tog h a n frem en Gave, m i n hulde Gæsteven, e n F r u g t fra E d e n s Have, og bad mig g e m m e den.
»Med d e n n e F r u g t i Eje«, s a a lød h a n s milde O r d ,
»gaa trygt p a a m i n e Veje, ej trættes s k a l din Fod.«
N. C. Nissen AV
D
et e r J u l , saa underligt det lyder, J u l for fjerde Gang u n d e r Krigen. Der e r mange, d e r for fjerde Gang m a a fejre d e n ude i d e fremmede L a n d e , for mig e r det a n d e n Gang. — Soldatens J u l vil blive et eget Kapitel af d e n n e T i d s Historie. Mange T r æ k vil give Stof til Julefortællinger, og disse Fortællinger vil blive læste og for- staaede. — Soldatens J u l e r ensom, det ligger i Sagens Natur, m e n derfor behøver den i k k e a t være uden Glæde.Hvad d e r tabes udadtil, m a a vindes i n d a d til, det læres i Krigen, og det læres bedst i J u l e n . Hjemmet savnes, alle d e kære An
sigter og Smil findes ikke, al den Hygge, s o m J u l e n bærer i sit Skød, e r i k k e dér, den travle F æ r d e n ind u n d e r J u l k e n d e s ikke, ingen Børn, hvis Øjne og Miner e r et eneste stort Spørgsmaal, alt e r p a a en Maade tyst og stille o m é n .
T a n k e r n e g a a r d a h j e m , og Minderne d u k k e r frem. Minder o m J u l e n i B a r n domshjemmet, d e n glade J u l . Minder o m J u l e n i Ungdomstiden, den dejlige J u l . Og n u h e r ! Det e r svært a t faa Sindet og T a n kerne i Julestemning. Det er svært a l faa alt det tunge, der ruger over én, bort. Helst
af a l t vilde jeg gaa uden o m det, men det e r i k k e Vejen, d e n g a a r midt igennem.
J u l e b u d e t n a a r ogsaa h e r u d , det r æ k k e r over hele J o r d e n , og det gaar ind til hver, s o m vil tage imod det. Kan J u l e b u d e t i k k e n a a os, s a a k a n Julesangen, og til d e n knyttes vel det bedste, vi kender. Hvem af o s m i n d e s i k k e d e Sange, vi sang som Børn i J u l e n , og mindes d e m n u med dug
gede Øjne. H v e m af o s n y n n e r i k k e p a a Englesangen, d e n Sang, d e r er gammel, m e n evig n y : »Ære være Gud i det Høje, F r e d p a a J o r d , i Mennesker e n Velbehage
lighed.« Det e r svært a t faa disse Ord over L æ b e n i d e n n e T i d , m e n det e r godt a t gøre d e t ; t h i det giver F r e d i Sindet, Guds
fred. F ø r s t n a a r d e r e r Gudsfred over os, bliver det J u l , og d e n n e Gudsfred n a a r ogsaa ud til o s og giver o s Fællesfølelse med vort elskede Hjem og Hjemstavn.
E n »glædelig Jui« til alle L a n d s m æ n d herude ved F r o n t e n , hjemme, ja overalt h v o r L a n d s m æ n d findes, fra
Jakob Petersen.
J
ulen h a r bragt velsignet bud, n u glædes gamle og unge.S a a d a n lød det hvert a a r juleaften i det kære hjem, og s a a d a n vil det lyde i a a r igen. — Selv o m betingelserne for glæde k a n synes a t være ringe i d e n n e tunge tid, s a a vil juleglæden dog k o m m e , ogsaa i a a r ,
— for den k a n slet i k k e udeblive, n a a r vi virkelig trænger til den, længes efter d e n og e r rede til a t l u k k e o p for d e n . T u n g t e r det a t blive ved a t leve skilt fra sine k æ r e — for mig tegner det til a t blive d e n tredje jul, jeg m a a fejre borte fra h j e m m e t — , for manges v e d k o m m e n d e bliver det m a a - s k e den fjerde. Savnet og længslen efter
hjemmet gør sig stærkt gældende i dagene ind u n d e r jul, det e r i hvert fald min er
faring. Men i k k e alene savn og længsel gør sig gældende, — nej, minderne o m d e n kære kendte jul i hjemmet s t a a r lyslevende for én — i k k e som noget, d e r tynger det længselsfulde sind — nej, mindet k o m m e r med fryd og fred og vækker t a k n e m m e - lighedsfølelsen over a l den juleglæde og alt det gode, som vi h a r faaet lov a t tage del i, og vi k a n slet ikke lade være a t
t a k k e Gud for h a n s uendelige n a a d e og godhed i m o d os.
Og for mig e r d e t s a a d a n , a t jeg lever i stadig h a a b og b ø n o m igen a t faa lov til a t k o m m e hjem og fortsætte livet s a m m e n med mine kære — faa lov a t være fælles med dem o m e n fredelig og god gerning og faa lov a t holde jul s a m m e n med d e m . Og jeg veed, a t den s a m m e b ø n bedes h j e m m e — det s a m m e h a a b næres d e r . — S a a d a n tror jeg, det e r for d e aller
fleste af os. Kære venner og l a n d s m æ n d , h j e m m e og ude! L a d o s s a a fremdeles være udholdende i trængsel, vedholdende i bøn og glade i haabet. O m vi faar dette vort h a a b opfyldt, veed vi ikke, — vi f o r m a a r jo i k k e a t se ind i fremtiden, hvad d e r tjener o s b e d s t —, vore veje og t a n k e r e r i k k e altid Guds veje og t a n k e r ; t h i saa meget højere s o m himlen e r over jorden, e r h a n s veje og t a n k e r over vore, m e n det veed vi, a t h a n e r n æ r h o s alle d e m , s o m kalder paa h a m i s a n d h e d .
S k u l d e det s a a ske, a t vi i k k e mere faar lov a t mødes i vort jordiske hjem, s a a veed vi, a t Gud vil
føre o s o p fra skyggedal hjem til sin lyse kongesal, o, Gud s k e lov!
31
Hjertelig hilsen til alle — h j e m m e og ude —, og ønsket o m en rigtig god og vel
signet jul — a t vi alle —, t r o d s d e tunge dage, rigtig m a a føle,.
hvad d e n n e store frydefest for glæde h a r a t bringe.
Og Guds fred, som overgaar a l forstand, skal bevare vore hjerter og t a n k e r i Kristus
Jesus. ( F i l 4 7 < )
Peder Kloppenborg, Harreby, f. t. Frankrig.
Det var den gang, bevægelseskrigen mod vest v a r gaaet i staa, sammenstødet truede m e d a t blive langvarigt, a t jeg en efter
m i d d a g benyttede lejligheden til en spasere
t u r for a t være alene. Vejret var graat, d e fleste blade faldet af træerne og sindet t r y k ket af fremtidsudsigterne. P a a hjemvejen f a n d t jeg en k a n t med tørt grønsvær, h v o r jeg slog mig ned lidt. Det s t r ø m m e d e ind p a a mig, alt hvad m a n h a v d e oplevet af krigens uhygge, s y n e r fra slagmarken, ud
slag af r o v d y r n a t u r e n i mennesker, al d e n h a d s k h e d , m a a s k e bevidst o n d s k a b i bag
talelser og lavede sigtelser staterne imellem, m a n blev vidne til, n u d a d e r igen k o m aviser.
Gennem sin opdragelse, sit arbejde, sin t r o h a v d e m a n altid regnet med det godes kraft, dets fremgang og sejr. Og n u ?
Man k a n fejle og falde, d e r e r dog m u lighed for rejsning, s a a længe viljen til det gode e r tilstede. I øjeblikket v a r det, s o m a l d e n løsslupne o n d s k a b , a l bagtalelsens løgnagtige o n d e vilje lukkede sig o m én og spærrede for haabet, s a a d e r blev m ø r k t ,
33
h v o r m a n s a a h e n . Der v a r i k k e gnist af h a a b o m menneskehjælp a t øjne, det k u n d e drive én mod fortvivlelse.
Da, s o m jeg lænede mig mod det vis
nende grønsvær, begyndte jeg ligesom a t s k i m t e en lysning blandt d e graa skyer, d e r blev klarere og klarere. F o r det i n d r e øje d a n n e d e sig et barneansigt, og det tonede:
»Julebudet til d e m , d e r bygge h e r i mørket og d ø d e n s skygge, det e r det lys, s o m , aldrig slukt, jager det stigende m u l m p a a flugt, a a b n e r udsigten fra det lave, trøste mildeligt mellem grave.«
J a , Gud s k e lov, julenat k o m d e r noget nyt ind i tilværelsen. Hjælpen mod, frelsen fra alt det onde, d e r e r groet o p i vore egne hjerter, og som t r u e r med a t l u k k e sig o m os. Gud ske lov og t a k for hjælpen ovenfra, for Jesusbarnet, s o m k o m til jord for a t frelse o s hjem til vort udspring, til vor himmelske fader, h v o r a l vor lønlige trang til s a n d h e d , liv og h a r m o n i k a n stilles!
I k k e vor egen kraft s k a l vi stole paa, nej, Gud h a r selv taget sagen i sin h a a n d , og h a n s k a l vel vide a t føre d e n frem til sejr.
Saa h a r vi d a heller i k k e behov a t ængste os over det, d e r hvisker i krogene: o m en kærlig Gud k u n d e tillade noget s a a d a n t som a l denne nød, vi n u oplever.
Hvad vi undertiden skimter, det ser Gud klart og helt. H a n h a r set, a t det onde, vi tog imod, v a r s a a alvorligt og væsens
forskelligt f r a vor oprindelige n a t u r , fra h a n s rige, a t det maatte skille o s fra h a m og gøre o s evig ulykkelige, o m vi v a r over
l a d t til o s selv. H a n maatte give sin en- b a a r n e søn til lidelse og død for a t tage s y n d e n s bitre følger p a a sig og gennem op
standelsen vinde frelsen til os, h a n s børn.
Men fandtes der for ham ingen vej uden
o m lidelsen, d a e r d e r ogsaa nok en nød
vendighedens mening i det, s o m n u sker.
F o r s t a a r vi s a a i k k e det ondes tilsyne
ladende frie spil i øjeblikket, saa h a r vi dog pantet p a a Guds kærlighed, h a a b e t o m sejr gennem julebudskabet, s o m s k a l være for hele folket, o m vi vil tage imod det.
Og derfor, k a m m e r a t e r , og I kære der
hjemme, i J e s u s n a v n e t glædelig jul!
M. K. Gram.
D
et e r jo n u 4. Gang, a t vi s k a l holde J u l i Landflygtighed, borte fra Hjemmets Arne, uden a t høre de dybe, klang
fulde T o n e r , d e r lyder fra Kirkeklokkerne.
I Aar e r d e klangfuldeste Klokker naaet herud til os. Men de h a r faaet en a n d e n F o r m og e n s k æ r e n d e Stemme, d e r i k k e leder T a n k e r n e hen imod Juleglæden. Vi inaa atter t y hen til Mindet o m J u l i Barne
klæder og t æ n k e tilbage paa den lykkelige Tid, d a vi k u n d e fejre J u l som Barn der
h j e m m e . Hvor laa alt i lyse T o n e r , n a a r vi Juleaften s a n g : »Glade J u l , dejlige J u l « ,
— eller »Julen h a r bragt velsignet Bud.«
— Men Gud s k e L o v :
J u l e b u d u n d e r S t o r m og T o r d e n melder og giver F r e d paa J o r d e n , F r e d til a t stride vor Strid med Mod, F r e d til a t vente p a a E n d e n god, højt u n d e r Medbør og d y b t i Sorgen F r e d for baade i Gaar og i Morgen.
Nu m a a vi se al modtage J u l e b u d e t ogsaa u n d e r disse Forhold.
Sidste J u l fejrede jeg ved S o m m e helt alene paa en Køretur. Der var saa stille
37
og ensomt, saa jeg ret k u n d e s a m l e T a n kerne og lade dem dvæle ved J u l e b u d e t , som det k o m til H y r d e r n e paa M a r k e n :
»Eder e r i Dag en Frelser født.« J e g s a n g af d e k æ r e Julesalmer og modtog derved noget af Juleglæden, s a a jeg k u n d e t a k k e Gudsbarnet, fordi det k o m ned til o s og viste o s Paradisvejen og gav os d e n Tryg
hed i Strid og F a r e , s o m vi n u trænger saa h a a r d t til.
Hermed ønskes alle L a n d s m æ n d i Vest og Syd og Øst og d e r h j e m m e e n velsignet Julefest.
Hans Alexandersen.
D
e n n e Julehilsen vil træffe dig, k æ r e Ven og L a n d s m a n d , u n d e r triste Forhold ude i Felten, i en vaad, kold Skyttegrav, eller i et for al Hygge blottet Kvarter bag F r o n t e n , eller m a a s k e , i heldigste F a l d , paa en Kasernestue i en eller a n d e n Garnison.Du vil sidde d e r b l a n d t mange fremmede Mennesker og føle dig e n s o m og forladt.
J e g h a r selv tre Gange holdt J u l i Felten og vil sandsynligvis ogsaa tilbringe d e n n e fjerde J u l langt borte fra Hjemmet. Jeg véd, h v o r s t æ r k t m a n kan lide af Hjemve netop Juleaften.
Der sidder d u n u atter Juleaften og lytter til Mindets Røst, d e r hvisker til d i g : »Husker d u din B a r n d o m s J u l ? H u s k e r d u J u l e klokkernes Kimen? H u s k e r d u Kanebjæl
dernes Klang, n a a r Folk kørte til Kirke J u l e m o r g e n ? H a r d u glemt d e straalende Smil, d e tindrende Lys, d e r spejlede sig i klare B a r n e ø j n e ? Mærker d u i k k e noget e n d n u af Hjertevarmen og Kærligheden, d e r fyldte Hjemmet med Hygge og Velvære?«
Og d i n e Øjne vil dugges; d u vil h a v e e n Fornemmelse, som o m noget sad dig i Hal-
39
sen. Dog, d u behøver i k k e a t s k a m m e dig, o m ogsaa e n T a a r e lister sig ned a d d i n vejrbidte Kind. Den Slags T a a r e r s a m l e r J u l e n s Engel paa, h a n vil n æ n s o m s o m e n Moder tørre T a a r e n bort, og d e n bliver i h a n s H a a n d til e n s k i n n e n d e Perle. Saa vil h a n sætte sig h o s dig e n S t u n d og tale med dig o m Juleglæden. Maaske h a r d u aldrig før ret lyttet til h a n s B u d s k a b , d e r var før s a a mange kære Ansigter o m dig, s a a d u m a a s k e i k k e lyttede saa o p m æ r k s o m t til Juleenglens B u d s k a b . Men i Aar er jeg sikker paa, d u vil lytte til det glade Budskab, h a n h a r a t bringe dig.
Han vil fortælle dig o m en Kærlighed uden Lige, en Kærlighed, d e r v a r saa over
vættes stor, a t Gud sendte sin e n b a a r n e S ø n til os, tor a t frelse o s fra Synd og Død.
Blot Folk vil ty ind i h a n s a a b n e Kærlig- hedsfavn, saa svinder al deres Nød og J a m mer. I Guds Faderfavn e r Frelse for hver en forpint Sjæl. Gud e r idel Naade og Kær
lighed !
Og jeg tror sikkert, n a a r d u lytter til Juleenglens glade Budskab, da vil d e r straale et Smil paa dit Ansigt, og d u vil til T r o d s for Øjeblikkets J a m m e r og Elende u d b r y d e :
»Gud ske Lov, o s e r en evig Frelser født!«
Th. K.
K
vidtstrakte Slagmarker I Vort Julehæfte s k u l d e jo i Aar i første Linie være en Julehilsen fra Soldater til Soldater. J e g vil der
for begynde med a t ø n s k e alle J e r Kamme
r a t e r h e r u d e e n rigtig velsignet og glædelig J u l . Alle vi, s o m n u for tredie eller fjerde Gang s k a l holde J u l i det fremmede, langt borte fra Hjemmet og alle vore Kære, og for d e Flestes V e d k o m m e n d e tillige u n d e r S a v n e t af alle d e verdslige Ting, som bi
drager til a t højne d e n ydre Juleglæde, m o n i k k e d e Fleste af o s h a r erfaret, a t netop u n d e r disse Omstændigheder h a r vi nem
m e t noget m e r e af den indre, s a n d e J u l e glæde, o m hvilken Brorson s y n g e r :
L a d Verden mig alting betage, lad T o r n e n e rive og nage, lad Hjertet k u n d a a n e og briste, m i n Rose jeg aldrig vil miste.
Det e r den Juleglæde, som er uafhængig af d e ydre Kaar, u n d e r hvilke vi holder J u l . — Og glædelig J u l , I unge L a n d s m æ n d , s o m i Aar m a a s k e for første Gang holder J u l uden for Hjemmet, langt borte fra F a r og Mor og Søskende. Tidligt h a r 1 maattet
41
følge Pligtens tunge Bud. Gid ogsaa Bethle- hemsstjernen for J e r m a a blive »det Lys, s o m , aldrig slukt, jager det stigende Mulm paa Flugt«. — Og glædelig J u l , alle I Kære, s o m blev d e r h j e m m e : Hustru, Forældre, Søskende, V e n n e r ! T a k , fordi I gennem F o r b ø n og Breve giver o s Kraft og Styrke.
I tre lange Aar h a r I maattet bære den for
øgede Arbejdsbyrde u n d e r Uro og Længsel.
I k k e s a a underligt, a t m a n undertiden h a r k u n n e t m æ r k e paa J e r e s Breve, a t »Sindet bøjer sig ned tilsidst, véd ikke, h v o r det skal Modet tage«. Gid det evig unge og evig glade J u l e b u d m a a bringe J e r »Fred til a t stride J e r Strid med Mod, Fred til a t vente paa E n d e n god«. — Og glædelig J u l , alle I, s o m græder. Gid I m a a finde den s a n d e T r ø s t i J u l e b u d e t , s o m e r »Væl
det til evig Glæde«. Saa vil ogsaa I k u n n e holde J u l med Lov og T a k til h a m , som gav — som tog. J a , Gud give o s alie i Naade en glædelig J u l .
Peter Clausen.
S
n æ r m e r sig for 4. Gang. Hjertet v a a n d e r sig, n a a r m a n t æ n k e r paa al d e n Lidelse.Hvor e r alle I Kære, og hvorledes k a n I holde J u l ? E r det i k k e H a a n a t tale o m
»Fred p a a J o r d og i Mennesker en Velbe
hagelighed? »Nej,saa v i d t m a a vi ikke k o m m e , og s a a vidt k o m m e r det aldrig, n a a r m a n i k k e h a r t a b t E v n e n til a t s k u e Julestjer
nen. J u l e n k a n være ussel for mange, n a a r m a n betragter d e y d r e Kaar set fra et jord
b u n d e t Stade. Men for d e allerfleste, Gud s k e L o v og T a k og Pris, ja, for alle, som ærligt b r æ n d e r af T r a n g til J u l , vil d e r findes e n stille, e n s o m Krog, h v o r Stjernen vil lyse i n d og skaffe »Fred udi Hjertet«.
Og saa mødes m a n ved Bethlehemskryb- ben med sine Kære trods ydre Kaar og Af
s t a n d e og oplever, a t selv »i Dødens L a n d e springer alter ud en Vaar«. Man k a n føle sig lykkelig i E n s o m h e d e n og saa vidunder
ligt bevaret. Det e r J u l uden Menighed og Klokkeklang, m e n d e t e r det søgende Hjer
tes J u l , og den k a n bringe Julefred og Jule
glæde. Man synger d e gamle Sange p a a sit jævne Modersmaal. Man læser det gamle
43
Hudskab o m »Fred paa J o r d e n « , og Stjer
nen k o m m e r og titter i n d til o s hver især, og m a n oplever Julefreden. Den k a n ingen og intet røve os. Dens Guld vil vi holde fast i Lyst og Nød. Saa h a r vi kronede Dage.
Hans Eriksen.
Äff
S
o m paa en lang Række straalende Kærter, hvis L y s k r a n s e t a b e r sig i det fjerne, ser jeg tilbage p a a over tredive Juleaftener.
Den Glans, d e r tindrer i mine Børns Øjne, h a r ladet mig genopleve de første Jule
aftener, jeg h u s k e r fra min egen Barndom.
Ikke en eneste i den lange Række, som ikke h a r set mig glad.
Sidste J u l tilbragte jeg i Altona E t H a a b o m Orlov blev holdt i Live fra Dag til Dag, m e n skuflet i sidste Øjeblik. S a m m e n m e d e n ung Nordslesviger vilde jeg d a spise i en af de finere Restaurationer ved H a m borgs Raadhustorv og senere se a t finde den skandinaviske Sømandsmission. I Styrte- regn traf vi lukkede Døre alle Vegne, m e n fandt omsider hen paa Aftenen ned til et Missionshjem i Havnegade. Der var k u n Tid til a t blive d e r en Time, m e n en T i m e i et gæstfrit Hjem med varme, festlige O r d ,
med d e kære gamle Julesalmer, med Jule
t r æ og Kaffebord i snævrere L a n d s m æ n d s Kreds tog Brodden af Ensomhedsfølelsen og kastede den rette Glans ogsaa over d e n n e Juleaften. F a a Dage efter blev jeg sendt til Rusland uden a t have været h j e m m e for
i n d e n . Men jeg var ikke gaaet Glip af J u lens Glæde.
Hvem d e r ude ved F r o n t e r n e kan holde J u l s a m m e n med Venner og L a n d s m æ n d , vil lettere faa et P u s t af den hjemlige Jule
fred og Juleglæde frem. Værre e r det for d e mange, d e r Juleaften føler sig alene midt i d e n store F l o k .
S o m Skoledreng s k r e v jeg en Gaug efter e n Udflugt en Stil o m Mindet og Haabet.
Det e r d e to, s o m s k a l holde o s oppe nu, mere end nogen Sinde. Alle d e Nordsles
vigere, s o m holder J u l viden o m Land, m a a b æ n k e d e to ved deres Bord for ikke a t blive sørgmodige og bitre i den S t u n d , d a Lysene tændes. Hver enkelt af o s til
smiler Haabet o m k o m m e n d e Julefester, s o m vil straale i tidobbelt Glans ved T a n ken p a a d e Gange, vi maatte holde J u l der
ude.
Men efter J u l og Nytaar møder Krigens Hverdage igen i graa, endeløse Rækker.
Ogsaa da maa T a n k e n paa Fortid og Frem
tid udgøre Baggrunden og Budskaberne fra
45
Hjemmet være Lyspunkterne. Men det e r fejl helt a t slaa en Streg over Nutiden.
Dertil e r den for langvarig, d e n n e Krig, d e r lægger Beslag paa en stor Del af vort Liv. Vil d u ligge i Dvale aandeligt s a a længe, hvem indestaar dig for, a t d u nogen
tid vaagner til fuldt og rigt Liv igen? Det er ogsaa fejl k u n a t se Nutidens Skygge
sider og a t u d d y b e Sorg og Modvilje ved idelig a t lade T a n k e r n e kredse derom. Se paa d e n n e Tid som e n Ildprøve for dig, for din Karakterstyrke. I d e n n e Tid skal d e t kendes, o m d u er e n Mand, d e r k a n staa for Livets Storme, o m d u k a n holde Hjertet varmt og Aanden frisk og Legemet spændstigt til den T i d , d a d u igen s o m fri Mand k a n gaa dine egne Veje. Det ser svært ud, men n a a r større Ulykker i k k e støder til, e r det ikke umuligt. Mange s m a a Ting glider til Side herude. Det e r lettere a t holde Øjet fæstet paa d e store.
Jeg vil ikke trøste mine L a n d s m æ n d med ørkesløse S p a a d o m m e o m Krigens snarlige heldige Afslutning, men jeg vil ø n s k e m i n e nordslesvigske Kammerater ved F r o n t e r n e en stille Grotid i disse Hjemsøgelsens Aar, som bliver til Velsignelse for deres senere Liv.
Hvem føler ikke Kærligheden øges til d e Mennesker og den Hjemstavn, vi er skilte
fra i disse Længselsaar. S a m m e n med Kær
ligheden s k a l ogsaa Slyrken gro. Og L y k ken følger den stærke.
Men Juleaften, n a a r T a n k e r og Længsler færdes p a a Vej til og fra Hjemmet, vil vi h e r u d e og d e d e r h j e m m e ogsaa knytte et T a n k e b a a n d o m alle L a n d s m æ n d , d e r e r spredte ved Fronterne, i Garnisonerne, paa Vagt, i fjerne Fangelejre, et Baand saa tæt og fast og stærkt, saa hver enkelt kender sig omslynget af det, og ingen føler sig for
ladt.
E. Christiansen.
Bag Fronten, den 28. Oktober 1917.
Den evige Gud er en Bolig, og hernede er de evige Arme.
5. Mosebog 33, 27.
T
a k for Henvendelsen. Den træffer mig tor saa vidt paa e n Mindedag, s o m det i Dag er 3 Aar, siden jeg blev indkaldt.Nu s t u n d e r altsaa d e n 4. Krigsjul til, og d e r er efter menneskeligt S k ø n ingen Afslut
ning a t øjne. Hvem vil d a nægte, a t m a n undertiden k a n blive trist tilmode, føle sig mismodig og bitter over d e tabte Aar. J e e ikke.
Og dog vil jeg gerne være med til a t sige : Glædelig J u l ! til Venner og Bekendte og L a n d s m æ n d , jeg i k k e kender. I k k e i gam
meldags-hyggelig F o r s t a n d , thi s a a d a n vil de allerfleste af o s være ude af Stand til a t fejre Julen. Men s a a d a n , a t jeg m i n d e r mig selv og andre om Guds uendelige God
hed i d e Aar, d e r svandt. Følgende lille Historie skal vise, hvad jeg mener. F o r leden gik en Mor med sin n u s n a r t store Pige paa 9 Aar og talte o m Guds Godhed.
Der havde været noget Mismod a t over
vinde, og saa greb d e til det Middel a t drage frem alt det gode, Gud havde gjort
i m o d d e m . De gik ganske praktisk til Værks og talte o m det ene efter det andet. Og det var nok i k k e lidt, n a a r det s k u l d e med a l t s a m m e n . D a de syntes, a t d e h a v d e husket det meste, tilføjede Mors Pige: »Og saa, a t vi e r kloge i Skolen.« Det f a n d t h u n b u r d e med e n d n u .
Vi h a r Lov til a t smile ad d e n barnlige Selvtillid, d e r ligger gemt i disse O r d . Men T a n k e n e r ellers rigtig. Mon vi virkelig tit n o k t æ n k e r over og siger T a k for Guds store Godhed imod os, i k k e m i n d s t gen
nem tre lange og trange Krigsaar. Mon vi i k k e for det mesle glemmer, a t selv det mest dagligdags, detilsyneladende mest selv
følgelige Ting, for a t tale med L u t h e r : Mad og Drikke, Klæder og Sko, H u s og Hjem, H u s t r u og Børn, alt e r Gaver af Guds milde H a a n d . Du, d e r e n d n u h a r d i n e Kære og dit gode Hjem i Behold, hvem Krigen ikke h a r slaaet d y b e S a a r , s o m m a a s k e endog n u og d a u n d e r særlige F a r e r h a r følt dig beskærmet og bevaret paa forunderlig Maade, følt, a t hernede var d e evige Arme, og a t d e greb dig og drog dig o p af det dybe, glem i k k e d u a t sige T a k . Og d u , d e r bærer paa Sorg, h a r d u ikke alligevel meget a t sige T a k for, lyse og kære Minder 0111 det, d e r var, lykkeligt H a a b om velsignet Gen
s y n , d e r skal k o m m e . Stol k u n fuldt og
49
fast paa, a t i alt v a r d e r en kærlig Mening, i alt e r Gud d i n F a d e r og J e s u s d i n o m sorgsfulde Ven. »Sjæl, k o m i h u , a t h a n s Pris d u forkynder tidlig og sent, thi h a n evig e r god.« Saa viger det triste og ned- slaaende for det lyse og opløftende. S a a vil d u m a a s k e finde, a t h a r Krigsaarene bragt dig din F a d e r i Himlen nærmere, s a a v a r det vel ikke saa helt tabte Aar e n d d a . Og s a a vil d u ogsaa, hvad enten d u m a a fejre J u l i en Jordhytte, paa en glædeløs Kasernestue eller paa Vagt u n d e r Nattens Stjerner, erfare, a t det e r s a n d t , hvad Bror
s o n en J u l for mange Aar siden s a n g ud over vort Hjemlands Sletter:
Naar Hjertet sidder mest beklemt, d a bliver F r y d e n s H a r p e stemt, a t den k a n bedre klinge.
Og knuste Hjerter føler bedst, hvad denne store Frydefest tor Glæde h a r at bringe.
Ad. Svensson.
N
a a r jeg h e r u d e i Felten e n Tid forud for d e n k o m m e n d e Julehøjtid samler m i n e T a n k e r o m denne, s a a e r der e n bestemt Erkendelse, d e r stadig trænger sig paa, en bestemt Tale, d e r stadig vil lyde inde fra mig. Det e r d e n n e : Det eneste, der ret k a n h a m l e o p med og overvinde d e k n u gende, nedbrydende Aandskræfter i Verden, d e t e r dog Guds Riges Kræfter; det eneste, d e r ret f o r m a a r a t løfte Sindet og styrke Sjælen og forny Livsmodet, det e r i T r o a t løfte Blikket ind i den Verden, Gud a a b n e d e o s i J e s u s Kristus. Det erfares u n d e r Felt
forhold vel e n d n u stærkere end u n d e r Hjem
forhold. Og jeg e r jo i k k e den eneste, d e r siger s a a d a n . Men deri, a t vi e r mange, d e r siger dette, ligger jo, a t vi ogsaa her
u d e k a n erfare og eje Guds Riges Fred og Herlighed. Ogsaa h e r u d e n y n n e r det tit i o s troende Kristne:
Men n a a r o s med Herrens S t e m m e Aanden kalder, hver især,
k a n vort Hjerte godt fornemme, at Guds Rige kom os nær.
51
Med Udtrykket »fornemme« a n t y d e r Grundtvig, a t Guds Rige e r noget aandeligt, for Hjertet haandgribeligt. O g det e r netop, hvad det er. Det e r e n Virkelighed. Apostlen siger, a t det e r Retfærdighed, F r e d og Glæde i den Helligaand, a t det e r Kraft. O g større Virkelighed gives for Hjertet i k k e . Det e r en salig F o r n e m m e l s e a t gribes af og m o d tage d e n n e Virkelighed.
Nu skal vi samles om d e n fjerde Krigs- jul. Mine T a n k e r dvæler ved Hjemmene og ikke mindst h o s alle I k æ r e L a n d s m æ n d og Venner, jeg h a r m ø d t i Garnisonen og i Felten, og alle vort Hjemlands Sønner, der e r paa Krigsfod, og saa siger jeg til H e r r e n : »Velsign d u , Herre, d e n n e Juletid for os, hjælp o s a t blive beredt til i T r o ret a t modtage al d e n Naade, d u J u l e n a t gav os i Jesus, at vi maa faa Troens Jule
glæde..« — J e g tror ikke, det e r tilfældigt, a t P a u l u s lader sin F o r k l a r i n g af, hvad Guds Rige e r og giver, slutte med O r d e t Glæde. At vide sig forligt med Gud ved J e s u s Kristus, a t eje Syndernes Forladelse ved T r o e n paa h a m , det giver F r e d , F r e d ind over hele Hjerteverdenen. Men m i d t inde i d e n n e F r e d bor Glæden. Freden s t r ø m m e r over i Glæde, e n stille, s t æ r k Glæde, s o m intet k a n lignes ved, fordi d e n er Livet selv. Det inderste i T r o e n s og Guds Riges Glæde e r Glæde over Livet,
Glæde over a t eje Livet, over a t eje sig selv af Guds Naade, a t være frelst fra Fortabelse og Undergang, a t h a v e Del i Gud, a t være k o m m e n hjem i den Aandens Verden, h v o r jeg hører hjemme. Denne Glæde e r Livets sundeste og sandeste Kendetegn — Verden trænger til d e n Glæde for a t blive s u n d og k a r s k ! Vi Mennesker, vi Syndere, trænger til Del i d e n n e Glæde for a t blive aandelig helbredet og dermed dygtiggjort til al god Gerning. T a g al Glæde bort fra et Men
neske, og det vil ynkelig forkomme, sjæle
ligt forkrøbles og aandeligt gaa til Grunde.
Gør et Menneske glad, s a a gør d u h a m ogsaa god og kærlig, klarøjet og handlings- lysten. Vi m a a naa til a t blive glade, hvis vi skal blive til noget og n a a vort Maal.
— »Se, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal være for all Folket: Eder er i Dag en Frelser født!« Aa, Gudfader véd det, h a n kender vort Væsens Gaade, véd, a t d u og jeg inderst inde h u n g r e r og tørster efter varig, evig, d y b Glæde, og a t den m a a blive vor, o m vi s k a l blive os selv efter Guds Be
stemmelse. Vi blev fremmed og borte for o s selv og Herren i Synden. Vi blev fulde af F r y g t for o s seW og Herren med Skyld
følelse i os, og vi k a n i k k e selv g r u n d æ n d r e dette Forhold. Se, Frygten overfaldt ogsaa Hyrderne. — Men vi v a a n d e r o s i S y n d e n s og Skyldfølelsens, Frygtens, Udlændigheds
53
L a n d , og vi e r ved a t forgaa derude. Vi vil hjem til vor Gud, og vi véd i k k e Vejen.
Saa blev det Julenat, og saa blev d e r Vej —,
»Frygter ikke« — alle I, s o m frygter og vil frelses! J e s u s e r k o m m e n , og h a m s k a l ingen lyve ud af Verden.
J u l e n e r k o m m e n med Solhverv til Hjerterne bange, Jul med Gudsbarnet i S v ø b under Englenes
Sange.
J u l e n a t t e n s Herlighed, d e n s L y s og Høj
tid og Lovsang, og først og sidst Jesus- barnet, e r Bud fra Guds Miskundhed. Gen
nem d e n k o m m e r vi uforskyldt, ved Jesus, ind til velsignet Barnesamfund med den levende Gud. Og dette kan ingen r o k k e ved, for hvem vil forandre ved Herren eller give o s en a n d e n J e s u s , end d e r e r o s givet? »Den Tale er troværdig og a l Mod
tagelse værd, a t Kristus J e s u s kom til Ver
d e n for a t gøre Syndere salige. (1. T i m . 1, 15).
Vi vil gaa ind i Bethlehems Nat, fattige i Aanden, med Hjerterne fulde af Bøn og tillidsfuldt lytte til det store Glædesbudskab som talt til netop o s — det giver J u l ! J a , Herre Jesus, k o m til o s herude og h j e m m e ! Gør d u o s troende og glade!
Glædelig J u l !
Jørgen Eriksen.
J
u l ! Vor B a r n d o m s største og skønneste Minde. »Julemorgen var mit Himmerig«.F o r den m o d n e Mand og d e n bøjede Ol
ding blev disse T o n e r vel overstemte af Langfredagens bitre Smerter og Sejrens Paaskemorgenrøde, af Pinseglans fra oven.
Vel den, for hvem det blev Tilfældet.
Vor Herre og Frelser J e s u s Kristus h a r jo sagt o m Børnene, a t Himmeriges Rige h ø r e r s a a d a n n e til, og a t uden vi bliver som Børn, k a n vi ingenlunde indgaa i Guds Rige.
Barnet lever i os, Barnet s k a b t i Guds Bil
lede, hvis vi da i k k e h a r d r æ b t det. Kun Barnet finder Vejen hjem, og Vejen gaar stadig over Bethlehem, over Krybberummet.
Kan vi herude i Krigens L a r m ög T u m mel, ja, for mange midt i d e n s værste Ræds
ler, med Sorg og Savn af e n h v e r Art, fejre J u l ? J a , Gud s k e L o v ! J u l e b u d e t h a r jo netop Æ r i n d e til d e m , d e r sidder i »Mørke og Dødens Skygge«, til d e m , d e r lider og længes. S k a l d u undvære a l Hjemmets Hygge og Velvære, d e r k a n blive en Hjælp til a t faa de rette J u l e t o n e r til a t klinge,
55
men desværre ogsaa ofte k a n kvæle disse T o n e r , s a a h u s k , a t
»naar Hjertet sidder mest beklemt, d a bliver F r y d e n s H a r p e stemt, a t den k a n bedre klinge,
og k n u s t e Hjerter føler bedst, hvad d e n n e store Frydefest for Glæde h a r a t bringe.«
Jeg e r overbevist o m , a t vi atter i Aar er mange, hvordan d e ydre F o r h o l d end bliver, d e r k a n fejre en velsignet Julefest i Jesu Navn. Og vi kan i fuld S a n d h e d ø n s k e hinanden en glædelig J u l , t h i n a a r vi k u n a a b n e r vort Hjertes K r y b b e r u m for Jesus- barnet, d a bliver det en glædelig J u l og kunv d a .
Mit H a a b er, a t disse tunge Krigsaar i k k e vil k o m m e til a t gaa sporløse hen over vort Folk, men a t d e r netop i d e m m a a være bleven lagt en Sæd, der ogsaa senere vil bære en velsignet Frugt. Gud give, a t dette maatte blive Tilfældet. Da bliver alt det forfærdelige, d e r n u m a a lides og bæres, dog til Velsignelse.
Det h a r aldrig været Guds Vilje med denne forfærdelige Krig. Den e r et Udslag af syndige Menneskers Vilje, m e n Gud h a r tilladt den, og jeg tror fuldt og fast, a t h a n
vil bruge d e n i sin Tjeneste. »Hans T a n ker e r jo i k k e vore T a n k e r og h a n s Veje i k k e vore Veje, t h i s o m Himlen e r højere end J o r d e n , s a a e r h a n s T a n k e r højere end vore T a n k e r og h a n s Veje højere end vore Veje«.
Og hermed ø n s k e r jeg alle Kammerater herude, s a a vel s o m I Kære derhjemme, e n velsignet Julefest i J e s u Navn.
L. N. Eriksen, S. Sejerslev pr. Højer.
\
Z>ø0ss£tjgge — DTotgensturid.
H a n o m s k i f t e r D ø d e n s S k y g g e Iii M o r g e n , . . . H e r r e n e r h a n s N a i i n .
Arnos 5, 8.
Han formørker Dagen til Nat, siger Pro
feten i det forudgaaende Aandedræt. Hyr
den Arnos havde tit nok oplevet, a t Ska
beren i faa Minutter forvandlede Øster
landets klare Dag til N a t m u l m . Da trængte F a a r e n e sig ængstede og frysende s a m m e n om Hyrden ved Lejrbaalet, og med hin
a n d e n længtes d e efter Morgen; thi »Natten e r intet MenneskesVen«, ejheller Dyrenes;
k u n Umenneskers og Rovdyrs. Intet Undei\
at Arnos' Røst lyder saa glad og kraftig naar Herren atter omskifter Dødens Skygge til Morgen. Med israelitisk Mestersangerrøst skildrer h a n Guds Godhed og Majestæt.
Morgensolen h a r frigjort Livsvældet i h a n s Sjæl, d e r laa knuget af Nattens Dødsskygge og h a n s Sind e r fuldt af Solsang:
Herren er hans Navn! Og d e n n e Herre h a r s k a b t Morgen i Israels Land og Glæde i Arnos' Hjerte.
Han formørker Dagen til Nat. Det k u n d e sættes over Krigsaarenes og vore H j e m s
og Hjerters Historie. T æ n k paa hine sol
solfyldte Augustdage, d a Krigen k o m og formørkede vor Tilværelse. Hvilken S u m af Bekymring og Ængstelse hjemme og ude.
Nattens Rædsel v a r over os. »Lever d e n gamle Gud i k k e længere? Hvordan k a n h a n tillade dette?« spurgte m a n Gudsfolket, d e r gyste og famlede efter Svaret. Den dag
k l a r e Vej, som Guds Folk var v a n t til a t gaa i Bøn og Tillid, blev m ø r k og utryg, vore P l a n e r laa i Grus, vor Fremtid i Taage, Engtaage, s o m truede med a t føre o s vild fra den sande Vej. Vor Livsdag var for
mørket til Nat.
*
Men d e r e r løbet meget Vand til Havs siden h i n e første Krigsmaaneder. Og d e r er slukt T u s i n d e r af nordslesvigske Livslys siden, og mange af o s vil e n d n u faa sit blæst ud i Krigsstormene. Det e r nøgne, tunge Kendsgerninger, som vi s k a l regne med. Krigen e r jo overhovedet bleven en forfærdelig, nøgen Kendsgerning for os, og d e r tages anderledes paa den end i Først
ningen. Man m a a indrette sig efter For
holdene. Men m a n skal vogte sig for a t lade Forholdene tage Magten og Livet fra en.
Det e r m a a s k e en Kendsgerning for dig, kære Læser, a t d u i Aarevis h a r staaet paa en e n s o m og langsommelig Post d e r u d e i
59
Kæden af Nordslesvigs Sønner, d e r e r s p r e d t over E u r o p a s Slagmarker fra Vesterhavet til Bosporus. Saa forfærdelig e n Kendsger
ning, a t den m a a s k e vil sejpine d i n S j æ l ihjel, friste dig til a t kaste Tilliden til din Barndoms Gud bort og sløves eller fortvivle.
Men gør det ikke! Vel e r det g r u m m e tungt og trist, s a a lang en Tid d e n n e o n d e Krig holder o s fangen, saa meget den tager af vor Ungdomstid og Manddomskraft.
Men alligevel: aldrig fortvivle, Kammerat!
\ a a g og bed! Kan d u i k k e længer b e d e ? Maaske det k u n d e tænkes, a t d u h a r det som en, jeg kender, h v e m Poesien s o m m e Tider k a n hjælpe i Gang igen, n a a r h a n s Sjæl e r bleven for træt og tør. Maaske k u n d e d u bruge nedenstaaende Vers af e n Ungdomssanger, digtet n u u n d e r Krigen :
Rigerne vakler, Verden staar i Vaaben, Vildskaben gror.
Tolkene døbes n u med F l a m m e d a a b e n over vor J o r d .
Herre, vor Gud, gør vore Viljer faste, vældige Hjerte, styrk dog ogsaa vort,
at vi ej maa kaste
Tilliden bort. ( M a d s N i e l s e n . ) x r , Aldrig fortvivle, Kammerat! Han omskif
ter Dødens Skygge til Morgen. Det e r det,
