THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

Digitaliseret af / Digitised by

Det Kongelige Bibliotek / The Royal Library København

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kb.dk

VERDENS','JSÉN 1§OTj

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019370551

10 ØRE

ins

BERETNING

F R A

EN DANSK

PAÅ

KRIGSSKUEPLADSEN

K Ø B E N H A V N

P. Hansens Bogtrykkeri, Gasvterksvej 9

1914

E

nant i den belgiske Hær, har begyndt en interessant Skildring af sine Oplevelser efter Krigens Udbrud, der velvillig er overladt os til Offentliggørelse.

Saafremt da ikke en fjendtlig Kugle sætter en Stop­

per derfor, kan vi vente en Fortsættelse.

Vi har nu i nogle Dage været i vor Indkvartering — paa en Herregaard, der tilhører en gammel Dame. Med patriotisk Hjeite bærer hun Indkvarteringens store Byrde; med samme Omhu vaager hun over, at vi syv og tyve Officerer har det saa godt som tænkes kan, som over at det ikke kommer til at skorte hver Menig paa det, der efter den anstrengende Tjeneste kan gøre ham Livet paa hendes Gods behageligt. Hun har væ­

ret utrættelig.

En Dag ved Middagen rejste hun sig og udbragte følgende Skaal:

Mine Herrer!

Hvert Minut kan vi vente Krigen. De drager den i Møde. Jeg vil ønske Dem, at Deres Arme maa blive som støbt af Staal og Jærn. Gid De maa vende tilbage til Deres Hustruer og Børn, til alle dem, der elsker Dem. Men skulde det ikke blive saaledes, da, mine Herrer, da dør De den mest misundelsesvær­

dige Død, Døden for Fædrelandet. Foran for Dem alle drager Kongen. Efter Slaget vil De begejstret omringe ham. Fædrelandets Øjne er rettede paa Dem!

Kongen leve!

Hun stod som en Seerske. Saa løftede hun sit Glas og drak det ud i ét Drag. En lydløs Stilhed fulgte, og vi vilde just stimle sammen om hende for at klinke med hende; vi vilde just, staaende, istemme den gamle smukke belgiske Konge- og Fædrelandssang, da en af Fløjdørene blev revet op. En tilstøvet Dragon traadte ind, saa sig et Øjeblik om i Kresen og gik saa hurtigt

4

hen til Divisionsgeneralen. Han blev i stram Holdning staaende foran ham og overrakte ham med højre Haand og med et hurtigt Sving et stort forseglet Brev. Gene­

ralen gjorde en let Bøjning overfor sin Borddame, vor gamle Værtinde, og brød det. Dødsstilhed. Saa saa han op fra Skrivelsen og sagde: »Mine Herrer, Tysker­

ne er gaaet over Grænsen. Nu har vi Krigen!«

Og atter skete der det, at Jublen ikke straks kunde bryde ud hos os Officerer. Efterretningen var, skønt ventet hver Time, dog overvældende.

Da jeg kort efter forlod Hovedbygningen, traf jeg den gamle Sergent Duval af mit Kompagni. »Naa, har De hørt, at nu har vi Krigen?« »Javel, Hr. Løjtnant, det glæder mig.«

Jeg har meget tilovers for den gamle Sergent Duval.

Hvis nogensinde Pligtfølelsen har været legemliggjort i et Menneske, saa er det Tilfældet med Duval. Med sine to mægtige Fortænder i Overmunden — andre Tyggeredskaber tror jeg ikke, han har — gør hans Ansigt et Indtryk, som om han havde Svindsot i aller­

højeste Grad. Men jeg tror ikke, der eksisterer en sun­

dere, sejgere Mand end han.

Jeg skyndte mig til mine Folk. Idet jeg traadte ind i Laden, saa jeg mig tilbage. Min gamle Sergent læste ivrigt i sin »Haandbog for Hærens Underbefalings­

mænd«, som han nok førte med sig i enhver Situation i Livet. Og i ethvert Fald har sikkert hans Øjne i dette Øjeblik hvilet paa det Sted:

I Fægtningen staar først den ægte Soldat sin Prøve;

i Kugleregnen og overfor fjendtlige Bajonetter maa det vise sig, om han er i Besiddelse af Krigerens før­

ste og uundværligste Egenskab, Mod og Uforfær- dethed.

Allerede en Time efter var vi paa Marschen mod Grænsen. I Begyndelsen vilde der ikke rigtig komme nogen »Stemning« op. Den Tanke: Vi er i Krig, træng­

5

te sig altfor mægtigt ind paa os alle. Men saa, da Fuldmaanen laante vore Hjelme og Geværer sin bero­

ligende Glans, da vi saa Signalbaalene flamme oppe paa Bjergene, begyndte der snart her, snart der, en sagte Samtale med Sidemanden; snart her, snart der begyndte Sangen at lyde, som op af Drømme. Og saa, naa ja, saa vekslede det med de forskellige muntre Soldatersange.

Foran Kompagniet red tavs vor Kaptajn. Alle, vi Officerer ikke mindst, hang ved ham. Der kunde ikke tænkes noget smukkere Soldateransigt. Vinden viftede hans svære, lange Overskæg bort fra de brune Kinder.

Hvor hans Øjne var kloge. Han sagde ikke meget; en jævn, jeg tør næsten sig stille-munter Alvor forlader ham aldrig. Han synes at finde Hvile, ja Lykke i den strengeste Pligtopfyldelse, i rastløs Omsorg for sine Medmenneskers Vel og særlig sit Kompagnis.

Nok saa muntert marscherede vi ud i Natten. Det forekom os, som om vi marscherede hurtigere end ellers. Har det været den gode Feberlængsel i Sol­

daten, ligefra den Øverstkommanderende til Tambu­

ren, efter at gaa løs paa Fjenden?

Jeg talte med Duval. Vi sluttede Kompagniet. Han saavelsom jeg saa i Dag for første Gang Tusinder af ly­

sende Insekter i Krattet. Overfor al den natlige Glans vilde de smaa Dyr ikke staa tilbage.

Pludselig blev der kommanderet Holdt. Kompag­

nierne marscherede op. Der blev sat Vagter og Poster ud. Der blev udsendt Feltvagter og Patrouiller. Ba­

taillonen bivuakerede. Der blev ikke Tale om Halm.

Vi laa, tildækkede med vore Kapper, i en Skov. Det var varmt nok. Engang vaagnede jeg: Jeg saa min Kaptajn staa lænet til et Træ og se op mod Maanen.

Hans Øjne saa saa tungsindige og bedrøvede ud. Snart faldt mine Øjelaag til, for henimod Midnat endnu en Gang at aabne sig. En af Geværpyramiderne var fal­

det om. Det saa ikke ud til at være Skildvagten. Det var Duval, der, med »Haandbogen« i Haanden, sagte bandende og med stille Raseri i Ansigtet, ordnede nogle Geværer, der ikke var stillede op efter Kunstens Reg-

6

ler. Nu og da faldt Maaneskinnet paa de to blanke Fortænder. Snart sov jeg igen fast....

Tidlig næste Morgen var vi atter under Vejs. Det blev utaaleligt hedt. Duval løb som en Hyrdehund langs Siderne af Kompagniet, snart her, snart der.

Uophørlig lød hans hæse, gøende Stemme: opmuntren­

de, skændende, snart i gode, snart onde Ord, ligesom det faldt. Og mere og mere hedt blev det. Tørsten, denne Soldatens frygteligste Fjende, pinte os. Vi saa ud som Skorstensfejere. Gennem den tykke Støvskorpe paa vore Ansigter banede Sveden Furer og Render; saa dryppede den ned paa Skuldre, Bryst og Nakke. Hals­

bindene var allerede gennemblødte. Gevær og Tor­

nyster tyngede haardt. Sang og Samtale var forlængst forstummet. Alle og Enhver saa kun med stive Øjne ned paa sin Formands Hæle.

Engang marscherede vi gennem en fuldstændig Sa­

haraørken, saa meget Sand var der rundt omkring.

Saa raaber pludselig en Mand af mit Kompagni: »Jeg gad vidst, hvornaar vi støder paa den første Kamel.«

Alle lo, for straks igen stønnende at vade videre.

Da lyser en Landsby os i Møde. Der bliver et Øje­

blik gjort Holdt. Nogle Folk bliver sendt i Forvejen med Besked til Bønderne om at stille sig i Porte og Døre med Vand. Saa kommer vi efter. Snart drikker hele Kompagniet, tilhøjre og venstre. Oldinge, Børn, Mænd, Kvinder, alle staar udenfor Husene med Kruk­

ker, Kasseroller, Fade, Spande. Hvor dog Selvophol­

delsesdriften rører sig i os Mennesker. Det har jeg ofte iagttaget ved Tilfredsstillelse af Tørst. Alle styrter sig over det nærmeste Vand, river Koppen, Glasset, Bægeret til sig. Ud over Læberne løber Vandet, ligesom hos Kvæget, naar det løfter Hovedet op fra Karret, ned paa Hals og Bryst. Øjnene hviler stift, begærligt, dyrisk paa den lille Bølge. Ansigtet er fordrejet.

Aah, hvor gjorde det godt!

Og alter gik det videre. Adjutanter og Ordonnanser fløj nu og da forbi os fremefter eller kom os i Møde.

Et Batteri i Trav indhentede os. Kanonløbene gav den­

ne ejendommelige, rystende Klang. En kort, gensidig

7

Hilsen fra Officererne, og saa var det foran os. Sek­

tionerne, der under Forbikørslen havde maattet trænge sig op imod Kanten af Vejen, trak sig atter mere fra hverandre. Piberne kom frem. Den syrlige Lugt af Tobakken følger os.

Endelig bøjer vi ind i en lang Hulvej. Tilhøjre og venstre truer stejle Klippevægge.

En noget uhyggelig Følelse greb mig: Hvis vi nu pludselig blev beskudt der oppe fra. »Hvad vilde De gøre, Duval, hvis der blev fyret paa os fra alle Sider?«

Sergenten vil gribe efter sin »Haandbog«, men, ligesom forlegen, betænker han sig et Sekund, lader Haanden falde og svarer: »Højre og venstre om, opad, fremad, opad! Kurage, Folk, Kurage!« Bravo, Duval! Det vilde ganske vist være det eneste rigtige. Men vi vilde næppe naa derop.

Efter at vi var dragne videre over en halv Time, stadig i Passet, ser vi ved Udgangen den kommande­

rende General holde med sin Stab. Han lader Batail­

lon efter Bataillon, Batteri efter Batteri, Eskadron efter Eskadron drage sig forbi. Hans Jærnøjne borer sig ind i os lige til Indvoldene. Fra Tid til anden gør hans karakteristiske Hoved korte, lynsnare Vendinger som et lille Fuglehoved. Strengt og haardt er hans Ansigt.

Hjertet har dog sikkert banket gladere i hans Bryst og i Stabschefens, der holdt ved Siden af ham: Næsten hele Armékorpset var draget igennem Passet. Vi var kommet Fjenden i Forkøbet.

Da jeg, jeg maa tilstaa det, noget sky er kommet den Kommanderende forbi, tænker jeg: Han holder fast, han slipper ikke. Ogsaa Duval, med de to For­

tænder trykket ned i Underlæben, er nu stramt pas­

seret forbi, efter at have haft Øjnene rettede tilhøjre mod Ekscellencen. Han synes ogsaa at føle en vis Let­

telse.

Henimod Aften gjorde vi Holdt paa et Bjærgplateau.

Udsigten er herlig.

Nu opruller der sig et travlt Bivuakliv. Der er endnu ikke kommet Halm og Brænde; det har været en Umu­

lighed at følge os saa hurtigt. Vi maa igen nøjes med

8

Kapperne. Jeg blev sendt ud med en Afdeling for at hente Smaastammer og Grene fra den nærmeste Skov.

Snart er vi tilbage igen. Ilden knitrer. Mandskabet braser og koger. Fuldmaanen staar op, Stjernerne funk­

ler: En herlig Bivuaknat! Vi sidder omkring de flam­

mende Brændeklodser; af og til vifter Røgen forbi vore Næsebor. Der drikkes Toddy.

Vi Officerer ved Bataillonen kommer jævnlig i Sam­

tale. Denne drejer sig kun om i Morgen: der er sik­

kert Udsigt til et Slag. Og nu: der kommer en Adju­

tant jagende, her stiger en til Hest; der kommer vor Brigadegeneral ridende i Skridt. Kæmpeskikkelsen staar af Hesten og kommer hen til os ved Baalene. Han beder nogle af Officererne komme hen til sig. Han fortæller os, hvad han tør røbe. Uafladelig gaar der stærke Patroullier ud i Landet, ud mod Grænsen. Efter at Duval har anvendt over en Time til i stille Raseri at bringe Geværpyramiderne i den korrekte Retning, læser han ivrigt i »Haandbogen«: Det er Kapitlet om Tjenesten i Lejren.

Aah, du muntre Bivuak! Med din Brændelugt, med din Summen. Derovre fra lyder fjerne Raab fra Vagt­

posterne, her vrinsker en Hest; et eller andet Sted fra bruser et i en sagte Tone holdt Vredesudbrud fra en Kaptajn, der har forsamlet sine Underofficerer om sig. Derimellem: Kalden paa enkelte Navne; »3die Kor­

poralskab, træd an!«; »er de Folk, der skulde hente Vand, kommet?«; en Sang i det fjerne; paa én Gang en højrøstet Latter; bag den Græsmark, hvor man lagde Hovederne til Hvile: en uendelig langtrukken, sagte ført Samtale mellem to Venner fra samme By, og stille mere og mere stille bliver det, kun nu og da en Ed, naar en Mand bliver trukket væk fra Ilden ved Benene, en, der skal staa Skildvagt, gaa Patrouille. . . • Snorken Klirren og Syden af en Feltkedel, der vælter. Og mere og mere stille. . . . stille. . . .

Jeg kunde ikke sove. Snart laa jeg i Furerne af en Kartoffelmark, snart hen over dem. Ingen Stilling var mig til Pas. Duggen faldt stærkt; jeg frøs.

Jeg rejste mig, viklede mig tæt ind i min Kappe og

9

gik hen til den nærmeste Ild. I en Kres laa det snor­

kende Mandskab. Tæt ved det snart udslukte Brænde, mens man af og til kastede et frisk Stykke paa Ilden, saa Gnisterne stod op mod Himlen, stod min gamle Sergent Duval. Jeg iagttog ham. Den højre Haand holdt han hen mod Iden for at varme sig, i den venstre holdt han »Haandbogen«. Han læste for sig selv:

Ved Snigpatrouiller forstaar man saadanne Pa­

troullier, som af Feltvagterne udsendes mod Fjenden i længere Afstande, d. v. s. indtil en halv Fjerding­

vej, for saa tidligt som muligt at opdage en mulig Fremmarsch af denne, men overhovedet for at ind­

hente Efterretninger om dennes Stilling og Bevæ­

gelser ....

»Duval,« afbrod jeg ham.

»Javel, Hr. Løjtnant.«

Han havde straks kendt min Stemme.

»Vi kommer i Ilden i Morgen.«

»Javel, Hr. Løjtnant.«

»Jeg er glad for, at jeg har Dem i Nærheden.«

»Javel, Hr. Løjtnant.«

Jeg gik hen til ham.

»Har De tænkt paa, at vi kan falde?«

»Nej, Hr. Løjtnant.«

»Naa, det er godt, det er heller ikke noget, vi Sol­

dater skal spekulere over.«

»Nej, Hr. Løjtnant.«

Da faldt der et Skud ikke synderlig langt borte; det første! Straks efter knaldede flere. Duvals Øjne lyste som Øjnene paa en Los, og gennem Næsen lød et højt:

Ha. Hele Kompagniet kendte dette Næseha, som han altid udstødte, naar han var i stor Sindsbevægelse.

I Bivuakken opstod der Røre som i en Myretue, der bliver forstyrret. »Til Geværerne!«.... En Jæger fra en Patrouille kommer aandeløs gaaende med hurtige Skridt: »Hvor er Hr. Majoren? hvor er »Her!«

raabte Bataillonschefens dybe Stemme ham i Møde.

Manden bragte os den første Krigsmelding.

10

Endnu en Gang blev Geværerne stillede i Pyramide;

hvis det paa nogen Maade kunde lade sig gøre, skulde der laves Kaffe. Først vaskede vi os i Kogekarrene, saa drak vi af de samme Beholdere den med Halm- straa og Græs stærkt blandede Mokka. Og efter den kolde Nat smagte den os udmærket.

Morgenen var helt brudt frem. Mange Jægere laa endnu ved de gamle Kogesteder og skrev nogle Ord hjem til deres Kære. Mange for sidste Gang.

Saa hed det: »Til Geværerne!« og »Træd an!« Lidt efter gik Marschen ud ad Landevejen. Til højre og venstre for Vejen laa slukkede Vagtbaal, øde og uhyg­

geligt. Vi marscherede uden Sang.

Klokken syv drog vi igennem en lille By og gjorde et kort Ophold i Sæden. Det var en ejendommelig Følelse at træde i den modnende Hvedemark. Men intet andet Sted var at finde. Al Skaansel var hørt op.

For Pokker. »Nu gælder det. Du eller jeg; med den yderste Kraftanspændelse. Fredens Land med dets Love dæmrer et Sted langt, langt borte.

Og atter fremad! Solen brændte som i det indre Afri­

ka. En glødende hed Dag forestod os.

Næppe havde vi været tre, fire Minutter paa Marchen, før Brigadegeneralens Kæmpeskikkelse paa den gule flamske Hingst kom farende os i Møde. Hans Adjutant kunde næppe følge ham. Allerede i lang Afstand raabte han: »Venstre om, Tyskerne er der!« Og tæt foran Ba­

taillonen bragte han, med et vældigt Ryk, og idet han bøjede sig langt tilbage i Sadlen, sin Hest til at staa.

I næste Øjeblik kastede han den atter om, og idet han satte Sporerne i Hestens Sider, sprængte han afsted foran i Retning af Fjenden. Jeg ser endnu for mig de flyvende Kvaster paa hans Skærf.

»Venstre om!« og vi steg op ad Højderne. Patrouil- ler sværmede ud. Flot saa det ud. Kaptajnen red selv med. Jeg førte Soutienen (Hjælpetruppen). Vi Officerer trak Sablerne (jeg med et vist teatralsk Sving) og lod dem fryde sig i det glitrende Sollys. Snart kom Kaptajnen tilbage til os. Intet var at høre, intet at se.

Da. . . . bssssssssf — bum! den første Granat.

11

Den fløj langt bort over vore Hoveder. Men vi alle, uden Undtagelse, havde gjort et dybt Buk. Selv Kap­

tajnen syntes et Øjeblik at ville berøre sin Hests Manke med Læberne. Den anden Granat foer afsted over os.

Bukket var allerede mindre dybt.

Kaptajnen sad med sin Sabel støttet mod sin Hests Kryds, saa smilende paa os. Der udstrømmede af hans Øjne en saadan Ro, at det forekom os, som om vi var paa Eksercerpladsen.

Nu knaldede de første Geværskud. Snart havde vi naaet en lille Skov og spredte os her ved den anden Udkant af denne bag Træerne. Dik, dik, dik, sagde det, dik, dik, dik — dik — dikdik — dikdikdik — dikdik — dik — dikdikdik. Det lød som paa en stor Telegrafstation. Det var de fjendtlige Kugler, som med denne Lyd slog ind i de Stammer, bag hvilke vi stod.

Vi kunde ikke se noget til Fjenden.

For Pokker, hvor kommer Skuddene fra? Naa saa­

dan, ja vist! Fra Kirkegaardsmuren ligeoverfor os.

Der rammer den første Kugle. Lige ved Siden af mig synker en af mine Jægere om, skudt gennem Bry­

stet. Jeg ser det for mig: Geværet falder fra ham, hans Mund aabner sig paa vid Gab, den udstøder en besynderlig fremmed Lyd, Øjnene bliver ganske store, saa falder han sammen, idet han griber for sig med Hænderne.

Nu fik jeg virkelig ikke megen Tid til at beskæftige mig med døde og saarede. Kaptajnen kaldte paa mig, og gennem vore Kikkerter saa vi, dækkede af et t\kt Bøgetræ, paa Fægtningen. Hvor det lvnede og funk­

lede. Det ene Regiment efter det andet drog imod os.

Vi kunde tydeligt høre her, der, tilhøjre, tilvenstre, langt borte Regimentsmusikken.

Vi stod i den yderste Avantgarde.

»Her bliver vi!« sagde Kaptajnen til mig. »Javel, Hr.

Kaptajn,« svarede jeg noget hastigt. Han lagde smi­

lende sin Haand paa min Skulder.

Pludselig kommer to Heste hen imod os, mellem os og Kirkegaardsmuren. Brigadegeneralen, med et Skud i Underlivet, ligger i sin Adjutants Arme. De

12

fjendtlige Jægere skyder som rasende paa de to. Men de naar ind i vor lille Skov. Generalen, der er bevidst­

løs, bliver baaret længere tilbage. Den smukke, mo­

dige General! Endnu for et Kvarter siden en blæn­

dende Akilles, struttende af Mod og Kamplyst! og nu en Bunke Elendighed.

Fjenden kommer! For Pokker! Vi staar jo ganske alene. I en hel Time har vi nu holdt den lille Skov.

Kaptajnen gaar med en Hornblæser tilhøjre, for at se paa Situationen. Jeg overtager for det Øjeblik Kom­

mandoen. Nu kribler og krabler det ned ad den lige­

overfor os liggende Mur, og tilhøjre og tilvenstre for denne bryder tætte Kolonner ind paa os. Jeg drager i Løb Soutien'en hen til Udkanten af Skoven. Saa raaber jeg med Fistelstemme:

»Til højre og venstre marscher op! Marsch! Marsch!«

Og saa langt: »Hurtigild!«

Og Helvede aabner sig for os. Med vidunderligt Mod, med Officererne langt foran, og naar de falder, springer andre frem, saaledes trænger man ind imod os. Men Fjenden kan intet stille op mod vor Lynild. Han maa tilbage. Saarede vakler henimod os.

Der kommer Kaptajnen igen. Han trykker min Haand. Og som Gnister trænger hans Øjne ind i mit Hjerte. Jeg ved, hvad han vil: »Op!« raaber han, og glødende af Hede og Ophidselse gaar det løs paa Fjen­

den. Vi er ved Muren. Op! Ned! Mand mod Mand.

En lang tysk Jæger løfter mig op ved Kraven og vil give mig min Bekomst. Men: »Ha!« lyder det ved Siden af mig gennem Næsen, og Duval anbringer sin opplantede Bajonet mellem hans Ribben. Et Øjeblik ser jeg mig om: Den gamle Sergent staar ved Siden af mig. »Ha!« puster han gennem Næsen. Hans Øjne ruller. Han er den eneste, der selv i dette Øjeblik ikke har knappet en Knap op, løsnet Halsbindet..

Og Stød paa Stød og Slag paa Slag. En fjendtlig Officer sigter, to Skridt foran mig, paa mig med sin Revolver. Jeg springer løs paa ham med løftet Sabel, men snubler. »Ha!« hører jeg Duval, og Officeren har et Skud gennem Hovedet. Jeg er allerede oppe igen.

13

Jeg ser min Kaptajn angreben af tre, fire Jægere. Den ene kvæler han, mod den anden, der rasende slaar løs paa ham med Kolben, hæver han Sablen.

»Duval! Duval,« raaber jeg hæst, »Duval, Duval!

Kaptajnen, Kaptajnen!« »Ha!« og vi springer som vilde Dyr løs paa vort Rov. Det var paa høje Tid.

Der ser skrækkeligt ud paa Kirkegaaarden. Fjenden, der stadig faar frisk Hjælp, værger sig fortvivlet. Og- saa vi har faaet Assistance. Stadig er Kirkegaarden omstridt.

Ud af den aabne Dør til Kapellet bølger en tyk Røg;

den slaar ud oppe ved Taarnet. Dette staar i Flammer.

Grufuldt ser der ud derinde. Der kæmpes her til det vderste, næsten om hver Stol. En tysk Infanteiist har i Dødssmerte omfavnet den halvt nedslyngede Madon­

na. Han er forlængst død. Han og Guds Moders Bil­

lede er badet i Blod. Det er lykkedes Duval at klatre op paa Prædikestolen. Herfra sender han sikkert ram­

mende Skud ind i Menneskemyldret. De hellige Kar ør revet ned fra Alteret; de ruller frem og tilbage mel- lem de kæmpende. Orgelpiberne, Frelseren, ^ induerne, alt er gennemhullet af Kugler. Forgæves søger jeg at komme ind i den brændende Kirke; den maa endelig blive vor. Det er nærved at lykkes mig, men saa er jeg igen ude i Virvarret. En griber mig bagfia ved Skulderen med et Jerngreb. Jeg vender Hovedet. En graaskægget Stabsofficer med blodunderløbne Øjne vil rive mig ned. Jeg samler alle mine Kræfter, vrister mig løs og trykker ham ind imod et lille skævt Kors. Han sætter et Ansigt op som en skrækkelig Maske Og i Krudtdampen, i Røgen kan der absolut ikke mere ses

n°g^et- . , ^c

En af mine Jægere har stadig holdt sig ved Siden at mig. Jeg kan endnu se ham. . . . hvor. . . . hvor. . . . Alt er Rog, Flammer, Fraade, Raseri Da hører jeg gennem al Larmen hans gennemtrængende Stemme:

»Hr. Løjtnant, Hr. Løjtnant!« »Hvor hvor er De. . . . 29, 29, hvor er De. . . . ? En omklamrer min venstre Ha'and, fast som i en Skruestik. Jeg bøjer mig ned til ham. Det er min lille Rekrut, der holder mig.

14

Et Skud fra Siden har taget begge Øjnene fra ham.

Men allerede løsnes hans Hænder. Fingrene slipper, bliver stive, bliver ved at holde sig krummede — og han synker ned i Blodsøen.

Kirkegaarden er vor! Hurra! Hurra!

Kaptajnen træffer jeg paa Muren. Næsten hele den venstre Side af hans Vaabenfrakke er borte. Skjorten staar aaben foran. Hans brede Bryst trækker Vejret i lange Drag. Jeg springer op til ham. Idet han med den højre Haand støtter sig til Sablen, griber han med den venstre begge mine Hænder. Saaledes staar vi et Minut oppe paa Muren, tavse. Gnister ovre fra Kirken danser omkring os som gyldne Myg. Min venstre Fod hviler paa Nakken af en Jæger, der blev skudt ved Be­

stigningen af Muren og er bleven hængende. Og saa­

ledes staar vi. . . . tavse. ... et Minut. ... og Sejr og Sol gløder paa vore Ansigter.

»Endnu ingen Fyraften,« sagde han stille, smilende, og med et: Fremad! Fremad! springer han ned; jeg med ham. Duval følger efter; og bagefter alle, som endnu har Arme og Ben.

Og atter videre. Geværløbene er saa hede, som om de skulde springe. Tamburen slaar hele Tiden plum—

bum, plum—bum, plum—bum, stadig efter de to sam­

menfaldende første Slag det efterfølgende enkelte. Jeg gaar sammen med Kaptajnen foran Kompagniet. Plud­

selig ser vi paa Marken en Brønd. Derhen! Derhen!

Den er helt omgivet af døde og saarede; Spanden er forlængst forsvunden. Alle omringer den paa et Øje­

blik. Da slaar (dit Bæst!) en Granat ned midt iblandt mine Folk. Den river den halve Brøndkant med; og nogle tumler sammen med Stenene ned i Dybet. Elleve, tolv Jægere har den dræbt, slaaet Indvoldene ud af Livet paa dem, Arme, Ben, Hoveder, store Kødstykker har den revet til sig.

Kaptajnen lod blæse Avancer og raaber: >Se Jer ikke om! Se Jer ikke om!< Tamburen slaar igen:

Plum—bum, plum—bum—- plum—-bum.

Fremad! Fremad!

Hvad er der? Kaptajnen bliver staaende. Sablen hol­

15

der han højt i Vejret. »Formér Karré! Marsch!

Marsch!« Og vi er allerede i et Bundt omkring ham.

To fjend.lige Kyrasserregimenter havde sandsynlig­

vis allerede længe fra deres Skjul skelet til os.

Allerede sætter de i med en smældende Fanfare — da kommer de frelsende Engle.

Den førsle frelsende Engel var en lille tyk belgisk Kavallerigeneral, der kommer farende som en Gummi­

bold; hans Sabel, som han svinger over sit Hoved, ly­

ner, hans røde Skæg lyser som to spidse Flammer.

Bagefter ham — de to næste Engle — i lang Afstand fra hinanden i samme Linie: en Dragon- og en Ulan- oberst. Begge ligger ud over Halsene paa deres Heste, og nu mange hundrede Engle: En Kavalleribrigade, sammenkilet, som en Hvirvelvind. Ratatata!

Den lille tykke belgiske General hugger allerede løs paa Fjenden. Saa gav det et Brag (— to Lokomotiver i fuld Fart bryder ikke saaledes ind i hinanden —), og saa var det, som om tusind Ringe af en uhyre Slange drejede sig i en Kres. Men snart tilhyllede Støvet alt Hvad.... hvadbehager.... hvad er det?.... Ja, sandelig En enkelt fjendtlig Kyrasser styrter som en rasende ind paa os. Hans Skrig er Brøl.... Det er Antikristen.... halvtreds, tredive, ti Skridt....

han er her. . . . Ikke et Gevær blandt os hæver sig i m o d h a m . V i e r s o m l a m s l a a e d e . . . . N u . . . . n u . . . . Hans Hests Næsebor spruder Ild.... nu.... og han hugger med et Hug, som hentede han Stjernerne ned paa Jorden Han har ramt en Jæger midt i første Geled; han har spaltet Hjelmen, Hovedet paa ham, Halsen lige til Hvirvelsøjlen. ... Nu først vaagner vi. . Duval er den første Tyve, tredive Løb løftes, og Hest og Rytter falder sammen i sig selv som en daarlig lavet Budding. . . . Nogle springer til og spæn­

der Pallasken løs paa den tapre Rytter. Paa Inder­

siden af Lædertøjet staar: Kyrasser Teufel, 1. Eska­

dron, Grev S.s Regiment.

De fjendtlige Kyrasserer er slaaede.

I dette Øjeblik bringer en Adjutant paa en Husar­

16

hest, hvis Skabrak hænger ned paa den ene Side, Kap­

tajnen Ordre til, at Kompagniet skal gøre Holdt og slutte sig til Regimentet — da en sidste, langt borte- fra kommende mat Kugle rammer den gimle Duval i Hjertet; den har netop saa megen Kraft, at den dræber ham paa Stedet. Og Duval er dod Helledøden. Vi har ikke Tid til at begrave ham. I Morgen tidlig kom­

mer han i Massegraven med de øvrige (— lagvis bliver le lagt —. Ind under Frakken, ind over den mørke­

brune Plet, hvor Kuglen er trængt ind, stikker jeg hans »Haandbog«. I Forvejen havde jeg plukket en Nellike, der stod ved Siden af mig (den hvide Blomst var paa det mest allerkæreste isprængt med røde Blod­

pletter) og lagde den ved det Sted:

Med Mod og Dødsforagt styrter Soldaten Fjenden i Møde, og rammer en fjendtlig Kugle ham, saa fal­

der han med den opløftende Bevidsthed, at der ikke gives noget skønnere Endeligt for ham, end en be­

rømmelig Død for Konge og Fædreland. —

Og Natten falder paa. Død og Søvn, Brødrene, er snart ikke til at kende fra hinanden; saaledes hviler Slagmarken.

Vi Officerer sidder om et Baal. Og den ene efter den anden af os lukker paa Stedet, hvor han sidder eller ligger, Øjnene. Min tro Oppasser har et eller andet Sted erobret et Hestedækken til mig; han pakker mig omhyggeligt ind deri som et Barn.

Endnu hører jeg min Kaptajn, der træder ind i Kre- sen, sige: »Kongen er ankommen til Hæren,« og mit sidste Ord, inden jeg falder i en fast, drømmeløs Søvn, er:

»Kongen! Kongen!«

Ekspedition: Schacksgade 1, København K.

Wöj

i

!S .*Ä5>

mw

mwv\'

««

AAAArV aaä n ' WYI T^wf

i r t M i i r

s Aüid a A » 0.A A