THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

tf?

- !: "• « I \ZH7i

DISSE TIDER

OG

UNGDOMMEN

i i i i i i i i i i i i i i i i i i t i i i i i i i i i i i i i i i

AF GUNNER ENGBERG

6 OPLAG

DE UNGES FORLAG — AARHUS K. F. U. M. OG K. F. U. K. I DANMARK

I HOVEDKOMMISSION HOS O. LOHSE — KØBENHAVN

VERDENSKRIGEN 1914-13

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019382282

on°

DISSE TIDER

OG UNODOMMEN

GUNNER ENGBERO

'FORJAG/

K-F-IHV

^2E3 i Dotvmnrft

I HOVEDKOMMISSION HOS O. LOHSE — KØBENHAVN

1916

AjVEGj

D

gene frem af Døgnets Tummel og vise Ungdom­

men: dette er Historie. Hvem der kunde lære de unge at gaa bag ved Avisernes Nyhedssynspunkter ind til Begivenhedernes Rod og Kilde! Hvem der hver Maaned kunde »omskifte sin Røst« og paa nye Maader sige: Se her! Naar har Menneskers Øjne set det, I nu ser!

Disse Tider . . . lad os prøve i ganske korte Træk at forny deres Billede, saa vidt det kan ske gennem tilfældige Udklip. Men først et Blik til vort eget:

Er ikke disse Somre anderledes end alle tidligere?

Vi stod en Aften paa Eremitagesletten nær Hjorte­

kær, ved den lille Sø, hvor de tre Popler pryder

»Øen«, — vi stod, lænede til Rækværket, og saa imod en dejlig Aftenhimmel, — en Sommeraften som saa mange andre, vi husker, — disse skønne Stunder, hvor Hjertet har Jorden kær og samtidig længes imod Himmelen, min Ledsager sagde

noget om den dejlige Aften, og jeg kom til mig selv: jeg havde staaet og tænkt paa giftige Gas­

arter. — Hvad er det for en Sommer, saa skøn, og med saadan Uro og Gru bagved. En Avis ind ad Døren, et Skridt ud af vor Fred, — og Tankerne mødte, hvad de næppe kunde bære.

Og saa paa den anden Side: hvilke Øjne har vi ikke faaet at se med! Naar Tankerne kommer hjem, fra Helvede næsten, hvor modtagelige er vi saa ikke for Hjemmets Hygge og Landets Fred, for Moders- maalets søde Lyd og for Fædrelandets Skønhed.

Dette Danmark . . . med Vestenvinden strid og sval fra Havet, . . . med Duggen glimtende i Lyngens røde Blomst. . . . Køerne i Kløvermarken og Høn­

senes Middagshyggelighed under Hylden . . . blankt Kast af Vinden over blaa Fjorde . . . Kirkens Søn- dagsklokker og Byernes røde Tage . . . eller den søde Duft af Humle, og Æblernes sagte Fald fra Grene i stille Augustnætter . . . det Læ, vi finder os ved Diget en Foraarsdag, naar Vinden endnu er kølig, men Solen varm . . . Granskovens Stilhed og Løvskovens Fest og Fuglesang . . . Stien gen­

nem Rugmarken, naar Børnene gaar fra Skole . . . Engvejene, ja, Engvejene ved Aftenstid . . . det glade Arbejde med Høsletten . . . Linden paa Gaards- pladsen og Biernes Summen omkring Morgenfruerne i Haven . . . det Pust af Hav og Arbejde, som staar ind over Hovedstaden fra Sundet, med Hammer­

slagene fra Værftet . . . Septembers klare Luft . . . den danske Jul . . . Maj Maaned og de lyse Nætter . . .

»Du gav os dette skønne Land, hvor Vaaren er saa lys,

som truer ej med Ørkensand og ej med Afgrundsgys,

som lokker ind alt fremmed Frø og fremmedes Begær, —

den Rugmark i den blanke Sø, den er vel Kampen værd!«.

Men saa de andres Lande

Hvordan ser Belgien ud nu. Vi læser*), — og vi ser nu og da op fra Bogen: Er det muligt? Kan det være sandt?

Eller Galizien:

»Over det ganske Land, hvor vi saa kom hen, drog et tættere eller tyndere Tog af Indbyggere, der nu vovede at vende tilbage.

Man kom til at tænke paa Fugletræk, tidlige, endnu sparsomme, men som vil blive fulgt af flere og flere.

Ad Veje med nylig opfyldte Granathuller og prægede af mægtige militære Transporters Slittage, hvor man ligesom kunde læse Sporene af talløse, svære Kraftvogne og Kanonhjul og Tusinder paa Tusinder af Hestehove og Soldaterstøvler, kom de dragende, disse tynde sorte Træk af Mennesker, der søgte at vinde hjem igen.

Paa simple Bræddevogne med et magert Øg spændt for. Manden til Fods med Tømmerne i Haanden, Konen og Børnene deroppe mellem Møb­

ler og Madrasser og nogle Redskaber; stundom bundet til Vognen et Stykke Ungkvæg.

Saaledes gik det i langsomt Skridt, men dog bestandigt fremad og hjemad.

Et Sted legede nogle Smaabørn en sikkert her­

lig Leg ned i og op af dybe Granathuller paa en

*) Hellere »Landet, som ikke vil de«, end »Klokke Roland«.

Mark, der omgav et lille, straatækt, lavt, nu igen beboet Hus, der var blevet fuldkommen sparet midt under Ødelæggelsen omkring det. Og inde mellem Ruinhobe rejste allerede hist og her et nyt Hus sit Skelet af Træ; der lød Øksehug og Hamren.«

— Eller skal vi tænke paa den Landsby, den By, hvor vi har vort Hjem, og saa læse om sammenskudte Landsbyer:

»De virkede altid paa mig, som var de en Sam­

ling lemlæstede Mennesker, der var gaaet fra For­

standen. Een Bygning var skudt til Krøbling paa den ene, een paa den anden Maade, nogle indtil den rædselsfuldeste Ukendelighed, men alle stod de endnu ganske taabeligt paa deres Grund og Jord, der egentlig slet ikke mere var nogen Grund og Jord, saa lidt som de selv nu kunde tjene noget levende Menneske til Ly, Hjælp og Hygge.«

Eller tænk paa Skyttegravene:

»Der stod lige for mig en Soldat højt ved et Skydeskaar, i ligesom en Nische af opkastet Jord, forstærket ved Risfletninger, Panserskjolde og Sand­

sække.

Vi var i den yderste Skyttegrav.

Hvor er her stille!

Ikke Fredens og Hvilens Stilhed, der altid rum­

mer Drømmeri og stræber mod en salig Bliven borte!

Aarvaagenhedens og Bagholdets Stilhed!

Luften er kun opmærksom Ro.

Ingen overflødig Lyd. Lavmælt Tale.

Skyttevagterne har Hylder i og ved deres Nischer, med Ammunition, Haandgranater og andet mere, alting næsten sirligt ordnet.

Et eneste stort, stiltiende Beredskab!

Og paa en ejendommelig Maade næsten hvisker ind i Stilheden de fjendtlige Kuglers regelmæssige Svup i Sandsækkene over os med bløde: Pilo — Pilo — Pilo . . .

Nu vinkede Majoren til mig: »Jeg tror, De kan risikere det,« sagde han og gav Plads for mig.

Jeg saa ud gennem Skydehullet.

En nøgen Strime oprodet, brungraa Jord, som endte med en indfiltret, pigget Staaltraadsspærring og hinsides Nettet helt tæt op ad det en graablaa og rød ligesom rundrygget Bylt — det var en død fransk Soldat, der laa med Ansigtet nedad; faa Skridt fra ham laa en anden Død paa Ryggen, tør­

ret ud, visnet hen, næsten helt farveløst i et med Jorden.« (Karl Larsen: Set og tænkt under den store Krig. 11.)

— Vi læser i Soldaterbreve, hvorledes de pynter disse underjordiske Boliger, udsmykker dem med Fletværk og al Slags, — fordi de ikke kan gaa ledige, og fordi de trænger til lidt Hygge og Lun­

hed, noget, som minder om Hjem og Omsorg.

»I deres Fristunder syslede de med at gøre det hjemligt. Lejren gav de Navn efter Byen hjemme, Lejrgaderne og Pladserne ligesaa; dette er mere en Selvfølge. Men hvorledes de ogsaa pyntede!

Som om de vilde mane kvindelig Ømhed over Til­

værelsen. Med hvilken Omhu de stellede med et Par simple Blomster; hvorledes de af Birkegrene og Mos lavede Fotografirammer og Stativer. Disse smaa Kasser med Ærteblomster og Pralbønner — ofte i de rædsomste Omgivelser — var et forunder­

ligt Bevis paa de intimere Livslængslers Gennem- brudskraft selv over for Staal.

2

Saadan gaar de og pusler med Blomsten — og mener Hjemmet. Saadan hjælper de hverandre med en Haandsrækning, til Nytte og til Lindring, og begge føler, at de hver for sig og for den anden betyder — Moder, Hustru, Søster — Hjemmet.«

. . . De behøver hverken at betro sig til hver­

andre først eller forklare og undskylde sig. »Man véd om de andre, at hver eneste gift Kammerat har de samme Tanker, — hvor mange Barnebilleder mon der gemmer sig i Kompagniets Lommer? . . . og man véd paa en Prik, naar de andre sidder ved Siden af en, at de ser akkurat de samme varme og fredelige Billeder drage gennem Piberøgen, og at der hjemmefra sendes dem ligesaa enfoldige og kærlige Tanker, som Tilfældet er med en selv.«

(Berggrav Jensen: »Krigerliv og Religiøsitet.« S. ^40.)

»Alene dette, at vi fører en ren Mandfolketil­

værelse, at vi er revne ud af Hjem og Arbejde og saa godt som fuldstændig maa savne Kvindernes og Børnenes Selskab, sætter sit Præg paa os. Vi er ikke mere Borgere og Familiefædre, men Krigs­

karle. Hvor gør det godt at komme til befolkede Egne og se Børnene lege ved Vejen. Ja, i Gaar blev jeg helt hjertegreben ved at møde en So med et Kuld Grise, som vi havde taget til Fange. Det var noget af en Oplevelse at se en Moder, selv om det kun var en So.« (»Sønderjyske Soldater­

breve«, S. 137.)

Og alle de Saar ede!

Vi læste om en, som i Løbet af 8 Dage i Belgien havde passeret i5i Jernbanetog, hvert gennemsnit­

ligt paa 20 Vogne, — i alt altsaa over ^3ooo Jern­

banevogne, alle fyldte med tyske saarede!

Vi forestiller os ikke rigtig, hvad Smerte der voldes, uden vi tænker paa Hjemmene. »Jeg for mit Vedkommende,« siger John Mott (Kristeligt Dagblad), »gjorde det i hvert Fald ikke, før jeg under mit Europaophold besøgte det ene sorgfyldte Hjem efter det andet.

En af mine tyske Venner fortalte mig, at nu havde han allerede en og tredive Slægtninge med i Krigen — hans eneste Søn var draget ud to Uger i Forvejen — seksten Aar gammel.

Og af de enogtredive var allerede ni dræbte eller haardt saarede.

Da jeg var i Berlin, besøgte jeg sammen med nogle af Studenterbevægelsens Ledere et af Uni­

versiteterne.

Mine Venner førte mig ind i den store Sal, og jeg forundrede mig her over hvert Øjeblik at be­

mærke Indskriften:

Gaa sagte! Tal sagte!

Langs med Salens Vægge var der anbragt — alfabetisk — store Bogstaver, hvert repræsenterende sin lille Afdeling, hvor Folk kunde henvende sig, naar der var noget, de vilde have Underretning om.

Store Skarer ventede paa at blive ekspederet, og det, der gjorde Indtryk paa mig, var ikke Jam­

ren og Hulken, men det var, naar jeg saa Kvinder gaa frem, alene eller med smaa Børn ved Haanden, faa en Meddelelse og derefter gaa bort uden at sige et eneste Ord.

Da begyndte det at gaa op for mig:

Hvor Europa dog lider!

Som en Lægemissionær, der lige var vendt til­

bage fra Kina, fortalte mig det: En ung Kvinde fulgte sin Mand til Stationen, hvor han skulde støde

2*

til sin Afdeling. Hun holdt sig ogsaa tapper — ind­

til Toget satte sig i Bevægelse og kørte bort.

Da faldt hun død om paa Perronen.

Jeg gentager det: »Hvor Europa dog lider!«

— Vi læser jo ogsaa (»Krigerliv og Religiøsitet«

S. 89), at de fleste gaar med Adressen paa Hustru eller Forældre færdig i Lommen, — for at kunne række den til en Kammerat i det Øjeblik, man skulde blive saaret.

Men midt i den Lidelse, i den Ødelæggelse, i det umaadelige Spild, møder vi sælsomme Lys­

punkter: Der tales f. Eks. for Tysklands Vedkom­

mende om en mægtig forstærket Livsfølelse:

»Paa Trods af og tværs igennem al Sorg og Byrde føler Befolkningen derude den uendelige Tilvækst i Livsværdi, som Krigen har bragt dem.

Der sørges og der grædes; Kvinder, som har mistet den, de elskede, Forældre, hvis bedste Haab blev lagt i Graven, har faaet et Knæk, som de al­

drig forvinder, og forøger — som jeg har sagt før

— Tabene med en civil Tabsliste, der aldrig offent­

liggøres. Men selv disse lemlæstede gaar det efter den første Bedøvelsens Tid som de legemligt lem­

læstede, der vender tilbage fra Krigen: Livet er saa stærkt omkring dem, at det ikke slipper dem af sit Tag.

Der har i disse Lande, hvor Døden mejer ned for Fode, udviklet sig en ren Tyrketro paa Livet.

Det er en Pligt at risikere Livet, hvor det kan gøre Nytte; men det er i lige saa høj Grad en Pligt at bevare selv den mindste Rest af Liv, saa længe man derved kan gøre nogen Nytte.

Til de militære Principper, som har gennem­

trængt Befolkningen, hører de, at ingen er ringe

— vel at mærke, saa længe han er anbragt og hol­

der sig paa sin rette Plads — og at kun det gør stor, at man opfylder sin Pligt. Det tilsyneladende mindste kan blive afgørende for det største, Tro­

skab hedder Livets Krone, og Faneflugt er det sjofleste, der eksisterer.

Man holder netop Livets Fane oppe med begge Hænder, med een Haand, med Tænderne om det saa skal være.« (Karl Larsen.)

Men de andre krigsførende Nationer da. Rusland f. Eks., hvorfra vi hører saa lidet, . . . engang imel­

lem naar der os en Røst, som viser, at det russiske Folk ikke tager Tiderne mindre alvorligt. »En Jern­

lænke knytter den nuværende Generation til For­

tidens Grave og Fremtidens Vugger«, hed det i Dumaen. Og der føres til os Bud om Heltemod, dér saa godt som nogen Steder: En Artilleri-Løjt­

nant, en ung, men allerede bekendt Tenor ved den kejserlige Opera, havde Lejlighed til at faa en Ud­

nævnelse, som sparede ham for at ligge i Løbe­

gravene, risikere Livet eller i allerbedste Tilfælde Stemmen. Han sagde Nej. »Det vil jeg ikke . . . Jeg har levet mig sammen med Kammeraterne.

Og Stemmen? Jeg har allerede Halsbetændelse!«

Og han blev ved sit Batteri og var med i det for­

færdelige December-Felttog.

En Kornet, i Privatlivet sibirisk Købmand, endnu en ganske ung Mand, kom besværligt gaaende, og man spurgte ham, om han var saaret. »Nej, jeg har faaet Reumatisme i Vinter i Løbegravene«. »De skulde se at blive kureret«. »Aa, nej, hvorfor det!

Nu er det blevet bedre, men i Vinter var det san­

delig daarligt. Jeg laa i Løbegravene og kunde ikke røre mig. Men jeg blev paa min Post og vil blive der, saa længe der er en levende Blodsdraabe i mig.

Jeg har oven i Købet været i Kampen uden Ben.

Jeg kommanderede et Kompagni. Tyskerne kom over os, og jeg saa, at en Mod-Offensiv var nød­

vendig . . . Men sende Soldaterne af Sted uden Leder, det gaar ikke, det holder jeg ikke af. Jeg tænkte og tænkte: hvad skal jeg gøre? og fik ogsaa en Idé. Jeg sagde til Soldaterne: »Tag mig under Armen og lad os gaa«. De fik mig af Sted, vi af­

slog Tyskernes Angreb, og jeg blev transporteret tilbage paa samme Maade. Nej, jeg vil ikke lade mig kurere. Vi Sibiriere holder af at føre en Sag til Ende. Naar vi nu er gaaet i Lag med Tyskerne, saa skal de ogsaa slaas saa kraftigt ned, at de glemmer deres Overmod«.

Eller England . . . der skal være halvtomt i Ox­

fords skønne Collegier, hvor Repræsentanter for alle de krigsførende Lande var samlede et Par Uger før Krigens Udbrud. Vi drøftede K. F. U. M.'s Drenge- arbejde, vort Foreningslivs Fremtid. Og vi tænkte ikke paa, at den allernærmeste Fremtid skulde sende os imod hverandre med Gasskyer og Sprængstof.

Vi gik i Parkerne i Fritiden . . . nu bruges de til militær Gymnastik. Vi talte om Studenternes Sport, om »de elleve« i Kricket og Fodbold og om de bedste Roere . . . .

Allerede et Par Maaneder efter Krigens Udbrud læste vi, at disse unge Mænd havde meldt sig til Hæren, — alle otte Roere, de ni af Kricketholdet,

de otte af Fodboldlaget og alle de bedste Lawn- tennisspillere.

»Der vil for Fremtiden blive mindre Luksus, mere maalbevidst Stræben. Ja, der vil i det hele blive mere Fornuft i, hvad vi siger og gør«, —hed­

der det derovre fra. »England er i Dag et mere rent og mere hærdet, et lysere og skønnere Land, end det var i August 1914. Det er i det hele lykke­

ligere end den Gang«.

End Frankrig da! I Grunden er vel Frankrig det Land, som har oplevet de største Ting. Det synes at vende op og ned paa sig selv, blive sig selv igen, kalder de det. Hør engang, hvorledes

Kipling gengiver sine Indtryk:

»Hvis man spurgte efter de Folk, der for et Aar siden gav Middage og Baller, hvor alle Mennesker talte saa aandfuldt om grumme vigtige Emner, saa fik man til Svar Adresser paa Hospitaler. Det lod til, at de elskværdige Husfruer og unge Piger forestod Afdelinger eller gjorde Tjeneste i Køkkener eller Opvaskerum. Nogle af Hospitalerne var i Pa­

ris. (Deres Stab havde vist en Time om Dagen, hvor de kunde tage imod Besøg). Andre var ved Fronten og havde al Udsigt til at blive bombarderet eller sprængt i Luften.

Jeg mindedes især en fransk Dame, fordi hun en Gang havde forklaret for mig, hvad der var nødvendigt for at leve som et civiliseret Menneske.

Til Nødvendighederne regnede hun en Masseuse, en Manicurist og en Pige til at passe paa Skødehundene, Nu arbejder hun med — og det har hun gjort i mange Maaneder — at desinficere og reparere Sol­

datertøj. De Mænd, man havde kendt, behøvede

man slet ikke at spørge om. Og dog var der ingen Følelse af Forladthed. De var allerede draget ud;

de andre var ved at gøre sig rede.

Hele Frankrig arbejder sig udefter mod Fronten

— nøjagtig paa samme Maade som en endeløs Kæde Brandspande arbejder sig ud til Brandstedet. Gaa bort fra dette og følg Spandene tilbage, indtil De naar til det Sted, hvorfra Forsyningerne kommer.

Man finder ingen Afbrydelser, ingen Ophold, til­

syneladende intet Hastværk, men heller ingen Sløjen af. Hvert Menneske, Mand og Kvinde, har sin Spand, stor eller lille, og ingen strides om, hvordan de skal bruges. Det er et Folk, som har Praksis og Tradition for Kampen for Tilværelsen, som er vant til et strengt Liv og til strengt Arbejde, som er økonomisk af Temperament og er det paa en for­

nuftig Maade; som er logisk i Følge sin Opdragelse og forklaret og forvandlet af deres Beslutning og Villie til at holde ud«.

Vi syntes altid paa vore Verdenskongresser, at Franskmændenes Taler var de ringeste; de be­

rusede sig i smukke Ord. Det var som om selve Talens Musik forlokkede dem, som om de mest talte, fordi det lød smukt. Vi fandt dem sladderagtigt snakkende, og de overdrev altid; lige urimelige i deres Begejstring for en Sag og i deres Høflighed imod os andre. Nu skildres Folket som ganske an­

derledes i Breve fra Fronten.

»Her afskyer man al overflødig Snakken« . . .

»Floskelmagere taales ikke ved Ildlinien« . . .

»Man fanger ikke mere Gallerne paa de skønne Flosklers Limpinde. Alt tyder paa, at vi faar et helt

nyt Frankrig, et højmodigt, arbejdsomt, af Prøvel­

ser lutret Frankrig«.

Ogsaa Mott giver sit Vidnesbyrd om Forandrin­

gen: »I Stedet for det snakkesalige, flygtige og om­

skiftelige Frankrig, fandt jeg Ligevægt, Ro og mæg­

tig Fasthed«.

Og naar fransk Aand siges at have fundet sin Type i Roland*), den dumdristige og æresyge Helt fra Roncevaux, saa viser denne. Tid os Landets Helt, General Joffre, som en Kriger af aldeles modsat Støbning.

Pariserrejsende har fortalt os, at Gadelivet blev saa meget tækkeligere ved Krigens Udbrud. Vi tror dem gerne. Og naar Kravet om Sjælepleje ved Hæren blev saa stærkt, — hvor tidligere al »Sol­

datermission« var forbudt — at Regeringen har an­

sat flere Hundrede Feltpræster, mens Kristendom­

mens Forfølger fra Madagaskar, Marineminister Au- gagneur, nu forsyner Flaadens Skibe med præste­

ligt Tilsyn, da forstaar vi, at Frankrig har baade glemt og lært i disse strenge Tider.

Saaledes synes det at gaa de Lande, som er revet ind i Stormen. En saa kyndig Mand og god Iagt­

tager som John Mott har siden sin Europarejse under Krigen erklæret, at han havde aldrig kendt det rigtige Europa for. Foran en overvældende Opgave lærer man en Mand at kende. Ligesaa med et Land. Det glemmer at tage sig ud, og gør sit yderste. Ligesaa vist som det er betagende at høre om den Enhedsfoleise, der strømmede gennem Lan­

dene, er det vistnok rigtigt, hvad der siges, at hvert enkelt Land i disse Aar undergaar en gennemgri­

bende Forandring.

*i F. Eks. ogsaa i Nyrop: F r a n k r i g .

i6 II.

Men saa vi . . . h v a d b l i v e r d e r a f o s ? P r æ g e r disse Tider os? Bliver vi anderledes? Glemmer vi en Del, som før optog os, og lærer vi noget?

Eller sidder vi hen som de aandelige Fattigfolk, der »intet har glemt og intet lært«? Er vore Tan­

ker, vort Følelsesliv, vort Arbejde, vor Bøn aldeles som i 1913? . . . .

Og her er det, tilstaar jeg, min og andres Uro, at vi sover over os herhjemme. At vi er udenfor- staaende paa den Maade, at vi er uforstaaende, — at vi begaar den Synd at sove, mens de andre Folk gennemlever Tider, der aldrig vil blive glemt, — at vi sidder hen i vores fredelige Krog uden den Inspiration, det Aandepust, som skulde gaa over os, ogsaa over os i disse Tider. — og at vi derfor ad Aare vil blive mægtigt overfløjede af de Nationer, som har lidt og stridt, glemt og lært.

Jeg mødte for ikke længe siden i Ørstedsparken en Bekendt. »De her? jeg troede, De var i Frank­

rig!« Ja, det var han ogsaa, men for Tiden paa Be­

søg i København; dog var det hans Hensigt at rejse snart igen, »for jeg kan ikke holde ud at være 1 et Land, hvor der ikke er Krig«. »Hvad siger De?«

udbrød jeg. Jo, det mente han; for jeg skulde vide, hvordan det var at plumpe ned: at komme til Dan­

mark,— hvor der ingen Verdens Ting var sket, og Folk var — aldeles som de plejede. Nej, i Frank­

rig for Tiden! Den Fart, den Varme, den Aand, der var over alle Ting! »Skoledrengene paa Gaden,

— jeg siger Dem: de er anderledes end før. De gaar, som om de vidste, at de skal bære det Land frem, som de andre nu dør for«.

Igen et Pust af dette: der er somme, der oplever noget i disse Tider. Hvad gør vi?

Det er Ungdommen, vivender os til, og spørger:

Hvad mener I? Faar I ind over jeres Dagligliv et Pust af en stor Tid? Lever I jeres Hverdage med anden Horizont end før? Den Verdensstorm, som gaar over Jorden, fylder den jer med Gru, giver den jer nye Tanker, sætter den jer i Gang paa en ny Maade, har den lært jer at se imod Fremtiden med utaalmodig, inderlig Forventning?

. . . Jeg har i Aar været meget optaget af, hvor vanskeligt det vistnok er at bibringe dansk Ungdom Indtryk af en stor Tid. Bare at holde et Foredrag derom, er svært. Man ægger let den modsatte Stem­

ning op i Folk. Vil man bruge Ord, som svarer nogenlunde til Begivenhederne, da vil de let synes Tilhørerne for stærke. Vi er et nøgternt Folk. »Naa

—aa—aa?« siger vi, og »mon?« og »er det nu og- saa saa galt?« Det gør de paa Landet, og i Byen hører de Unge ofte med endnu mere Forbehold.

Vi har jo nær til Smilet herinde; og mange Unge er opdraget med Karrikaturen. Jeg tænkte paa det, da jeg som Student i en »Ungdomsafdeling« prø­

vede at gøre dem glade for og (hvorfor ikke?) en Smule begejstrede for den unge Bjørnson'. Jeg maatte saa at sige bruge det første Par Foredrag til at tale det Karrikatur-Billede i Stykker, som de allesammen gik med af Bjørnson. Og det skulde holde haardt at faa dem til at beundre nogen nu­

levende dansk Mand: de kender rimeligvis hans Kar- rikatur; han ser saadan ud, og han saadan ... nu ja, men at begynde med Karrikaturen er neppe sundt.

I Norge synes de at tage Tingene noget ander­

ledes. Vi trækker sommetider paa Skuldrene af,

hvor højstemt de bliver ved Ting, vi vilde ordne med et Smil; men det kan have sine Fordele. En Nordmand, som kender norsk Ungdom bedre end de fleste, mente i Fjor Sommer, at den norske Ungdom var det ikke vanskeligt at faa i Tale over for dette:

en stor Tid! Den vilde forstaa Klangen af et Horn og være paa Pletten dér, hvor der sker noget.

Jeg véd ikke, hvordan det har sig herhjemme.

Men jeg tror: dér ligger i Øjeblikket Opgaven. I hvert eneste Sogn i Landet burde der være en eller flere, som kunde samle Ungdommen og »forklare Tiden« for den, — om muligt vise den Rødderne og Udspringet for de Begivenheder, som nu ryster Jorden, — om muligt pege paa, hvorhen det bærer, og hvor Opgaverne kommer til at ligge, — men i hvert Fald: føre ind over Ungdommens Dagligdag Inspiration fra de Ting, som fuldbyrder sig for vore Øjne.

Saaledes skal det Spørgsmaal løses, som Aviserne stadig har fat paa: om det er sømmeligt, at de Unge gør det og det og det i disse Tider

Forbud gør sjældent stor Gavn i saadan Sammen­

hæng; Formaninger heller ikke, uden deres indre Mening er Ungdommen klar. Hvor Ungdommen foretager sig upassende Ting af den paaklagede Slags, da vil Fejlen oftest være at søge dér: Man har ikke afdækket de Ting, som sker, for Ungdom­

mens Øjne; man har ikke hjulpet Begivenhederne til at tale saaledes, at de Unge i disse Tider faar Indtryk, de ikke vil ryste af sig Resten af Livet.

Maatte vi, som færdes imellem Unge, finde Maaden eller en Maade og saa igen en ny Maade at tale til Ungdommen paa om disse Tiders Tegn!

Maatte vi selv dels ligefrem følge med, dels tage

saa inderligt imod, hvad Tiden har til os, at det kunde blive strømmende Liv i os, til at dele ud af, altid nyt, aldrig trættende, — saa vor Ungdom kan faa sit Pust af dette Herrens Vejr og ikke skal sidde hen som den fattigste Ungdom i Europa.

III.

Paa en vis Maade — og uden Frygt for at blive misforstaaet — kunde jeg have Lyst at prise disse Tiders Ungdom lykkelig. Jeg mener: fordi den lever i en Tid, som næsten med Magt trænger sin Undervisning ind paa os.

Vi har hørt om 1801:

»Da gennem Dampen Skærtorsdagskampen med Vælde klang, da Malmen dundred det ny Aarhundred en Morgensang« ...

hørt om, hvad Betydning de Begivenheder fik for Oehlenschläger, Grundtvig og de andre.

Vi har snakket med Veteraner, hvis Øjne lyste, naar de talte om »48« — maaske ikke mest for Krigens Skyld eller for Sejrens, men for den En- hedsfølelse, der strømmede gennem Folket, og vi har lært at synge:

»Har høj og lav og rig og arm af samme Tanke følt sig varm, af samme Fryd og samme Harm, det var i ott' og fyrre.«

Og vi er Børn af Mænd, som blev Mænd paa 1864. Om det gjaldt Højskole eller Handel, Hede-

plantning eller Kunst, . . . vi har hørt dem sige, at en Tanke, som satte dem i Gang, var denne: »at gaa ud og sige det danske Folk, at det ikke var dødsdømt!« Helt ud i Smaating bar det Aar deres Liv: Hvor mangen Landsbypræst eller Bonde har ikke, naar han frøs bitterligt paa sin Fjælevogn, opmuntret sig med, at det var ingenting imod, hvad Soldaterne maatte døje, da de gik fra Dannevirke.

Saaledes har vi set Slægtled, som blev præget af deres Tid. Professor Fredrik Nielsen sagde til en Ven: »Du synes maaske, jeg taler for meget om Stormfugle og Ulykker; jeg véd godt, Studenterne trækker paa Skuldrene ad det; men du maa huske:

Jeg blev Student i 64.«

Det nævner han som væsentlig for sit Liv.

Og A. D. Jørgensen siger: Det hedder om Slange­

bid, at det er saa forfærdeligt, saa de, som har prøvet det, daarligt kan tale derom siden. Paa lignende Maade med os, som har oplevet 1864 . . .

Kunde de vanskeligt tale om det, saa kunde de arbejde ud af den Oplevelse.

Vi véd dem, der gjorde et Livs Gerning ud fra stærke Ungdomsindtryk.

Og omvendt har der været Folk, der har sørget over den Tid, de levede i, som jamrede over dens Dødvande, over, at der ingenting skete, og de ingen Vegne kunde komme, men var »født til ingenting« ...

»Naar Taagen lægger sig om Land og Øjet ingen Udsigt faar,

og Brystet næppe aande kan, ja, alting som i Dvale staar« —

da har Ungdom klaget over, at ingen havde Bud efter den, ingen »kom og lejede dem«.

Men har nogle haft Grund til Klage, og er de blevne smaa af de smaa Tider, og fordi de ikke indførte det store i Tiden, saa er det anderledes, ja, sandelig, det er anderledes med Ungdommen nu.

Og er der somme, der blev andre Mænd og Kvinder, betydeligere, mere duelige, end de ellers vilde være bleven, fordi de levede i en stor Tid.. ..

hvad er saa Tider, hvorom vi nogensinde har hørt eller læst, imod de Vredens og Vældens Tider, der nu er over os!

Og her er det, man kunde ønske sig Evne til at give nogle Unge en Rystelse, saa de beholdt Svingningen, og saa de stødte til andre og fik dem ud af deres Døs. Man kunde ønske at vække i nogle Unge en Uro for at komme for silde, for ikke at komme med.

Jeg har set Bågø som gammel Mand knytte Haanden ved Tanken om, at han ikke kom med i 1864. Nørregård var med og Wagner og Rasmus Hansen, men Bågø læste til Eksamen; da han fik den til Side, var Krigen endt. Han følte det siden som et stort Tab, at han ikke var kommen med.

Han fik nu alligevel med sig alt, hvad Tiden havde til ham.

Men det var forskrækkeligt at være ung nu, og ikke »komme med«, ikke være aaben for de vældige Indtryk.

Sandelig, jeg vilde hellere vokse op i den kede­

ligste Stilstand, i det lumreste Dødvande, end jeg vilde, som vi nu, høre Verdensstormens Lyd uden at grunde paa, hvorfra den kommer og hvorhen den gaar, uden at vaagne til Selverkendelse og til Verdensanskuelse — uden at fyldes af Højhed og af Spørgsmaal: hvorhen kommer vi? og hvad skal jeg?

For saa vidt skal vi ikke klage over Tiden; den byder gode Vækstvilkaar, og allerførst ringer den da til Vækkelse. Den, som i disse Tider sover, han synder ganske sikkert dobbelt. Nu er det ikke Tiden hverken at fjante eller at tælle Penge. Det er ikke Tider for pjattede Stævnemøder eller dumme Baller; det gaar ikke an at sidde hen i sin Sløv­

hed, i sin Egenkærlighed eller Lummerhed. Det blæser. Ud i Vejret, Ungdom!

En Bekendt fortalte mig, at den franske Historiker Wickelet et Sted i sit store Værk nævner en Be­

givenhed fra sin Ungdom, en kendt Dato under den store Revolution, — om den siger han: »Den Dag blev jeg til.« Som sit Lands Søn, som Histo­

riker havde han den Dag sin Fødselstime. Hans

»Livs Elv« randt siden ud af den Dags Minde.

»Det Aars Ypperstepræst«, kaldes Kaifas i Jo­

hannes Evangeliet. Saaledes er han gaaet over i Historien: som Ypperstepræst i hint forunderlige Aar, da Verdenshistorien forandrede sit Løb.

Hvis det gaar, som det skal, saa gaar vi frem i Livet som Kvinder og Mænd af 1914—15—16 . . . saa sætter det sit uudslettelige Mærke paa os, at vi var Unge i disse Tider.

IV.

Saadan noget var det, jeg vilde sige. Saa meget -er sikkert, at vi alle i disse Aar skal leve med og tage ind af Tidens Indtryk. Og spørger man, hvor­

ledes, da er det let at give nogle Antydninger.

De Unge læser Aviser. Det kunde behøves, om nu og da en Ældre læste en Avis med dem: førte dem bag Døgnets Nyt ind til Historiens Strøm.

Og om de Unge selv venter vi, de søger bag ved

»Nyheds«-Synspunktet ind, hvor Sindet rystes og Hjertet bevæges.

Om vi maatte faa — og bevare — en Horizont- Udvidelse i disse Tider! Og om vore Hjerter maatte udvides til at rumme mere af den men­

neskelige Lyst og Nød!

Bøgerne om Krigen skal man ogsaa vise de Unge Vej til. Alt i alt er det dog den nyttigste Læsning for Tiden. Der burde her og der og over­

alt være Smaakredse, hvor man læste de Ting sammen og samtalede. Og en Ungdomsforening, som ikke sørger for Møder, hvor Krigens Problemer drøftes, fortjener ikke Agtelse.

Jeg mener jo ikke, de Unge skal gaa rundt og se højtidelige ud. Men de skal færdes med Tidens Tanker hver Dag; saa vil deres Samtaler af sig selv fyldes af disse Drøftelser: Kristendom og Krig?

Religiøsitet ved Fronten? Hvad slaas man for?

Hvad er Fædrelandsfølelse? Folkeretten? Sikrings­

styrken? Den økonomiske Situation efter Krigen?

Europas Blodtab? Amerika?*) Beredes der Revolu­

tioner i de europæiske Lande? Indleder disse lider de farvede Folks Genfødelse/ Hvilke sociale Virk­

ninger vil Krigen faa?

Er der ikke hundrede Spørgsmaal, som skulde drøftes, naar Byernes Ungdom staar bag paa Spor­

vognen undervejs til Handelsskolen, og naar Høj­

skoleelever hviler sig ved en Pibe Tobak/

Den, som ikke er vaagen og lyttende og spør­

gende i disse Tider, fortjener ikke at have sin Lng-

*) »Amerika som Verdensproduktionens Herre. Europa mister nu det bedste Blod, de dueligste Hænder. Europas Kapital smuldrer hen — Der ar­

bejdes i Amerika med en Hast som ingen Sinde. Langs alle Kajer ligger Englands og de neutrale Landes Skibe. — nu kan der vindes!«

dom nu — det er Meningen med denne lange Snak.

Nu er det Tid at spørge de kloge om Tidens Be­

givenheder, at spørge hinanden om Fremtidens Ud­

sigter, at spørge sig selv om personlige Ting.

Vi kommer ikke, saa længe vi lever, ud over det, som sker i disse Aar. Noget gaar til Grunde nu; andet bygges op; hundrede Opgaver lægges til rette. Nogle af os skal sandsynligvis efter dette have en helt anden Fremtidsgerning end den, vi havde beredt os paa . . . Og vi skal alle have noget nyt ind i vort Dagligliv — i vor Maade at tage smaat og stort paa, i vort Arbejde, i vort Hjerte, i vor Bøn . . .

Noget skulle vi alle have med os fra denne Tid.

»Naar det gælder, skal det vise sig,« hedder det.

Ja, naar det gælder, skal det vise sig. Faar vi Krigen snart, da kan vi spare os en Del Bekymrin­

ger af dem, der har faaet Luft her; men saa staar vi over for nye Krav. Og bevares Freden, som vi i alt Fald gerne vil haabe, — da gælder det sande­

lig» °g da skal det vise sig, hvor meget vi forstod af det Ord, Gud havde til os igennem Tidens Be­

givenheder.

En folkelig Vækkelse skulde vi have ud af det i alt Fald. Og en kristelig. . .? Ja, Aanden blæser, hvorhen Han vil. Men Han under os det godt.

V.

Jeg vil ikke slutte uden at tilføje et Ord til den Ungdom, der staar mig nærmest, den Ungdom, der smykker sig med Kristennavnet. Kære Kammerater, jer er der Bud efter mere end efter nogen anden.

Jeg hørte forleden en Officer (Kaptain S. J.

Bang) tale om disse Tider. »Læg dit Øre vårt til

Tidens Mund,« citerede han; det er det samme, jeg har sagt i dette Skrift: Gør dig Flid for at høre og forstaa Tidens Tale. Nøjes ikke, som de mange, med at høre, at det tordner, men lyt og hør det Bud, der kommer til os gennem Uvejret.

Kaptain Bang talte om at komme med i Offeret:

Naar man hist og her fabler om, at »efter Krigen skal Førerskabet i Kulturkampen overtages af de neutrale Lande«, saa er det uforstaaelig Tale. Fører­

skabet vil vel tilfalde den dygtigste, den mest utrætte­

lige, den bedste og reneste, — og hvem bliver saaledes uden den, der bringer Offer og »sætter Livet ind«.

Yi maa med i Offeret.

Hvis Befolkningen jamrer sig over Indkvarterin­

gernes Besvær og de store Udgifter med Sikrings­

styrken, i Stedet for at sige og sige igen: »Gud ske Lov, det er da vore egne Soldater og ikke en fjendtlig Hær«, — da kommer den jo ikke med i Offeret. Og hvis de Indkaldte er fulde af Uvilje og Tværhed overfor de Afbrydelser i Hjemliv og Er­

hverv, Sikringstjenesten paalægger dem, i Stedet for altid at tænke: »Gud ske Lov, vi foreløbig slip­

per med det«, — da er de ikke med i det Offer, som adler, naar det bringes med Glæde. —

Men ingen Steder skulde denne Tale om Offer være saa forstaaelig og have den Appel i sig som mellem Kristne. »Den Religion, som begynder med et Kors«, — skulde den nogensinde komme uden­

om Offeret? Hedder det ikke, i vor Frelsers Mund, at den, der sætter Livet ind, skal vinde det, — paa samme Maade som Hvedekornet gaar igennem Døden til Opstandelse og Frugtbarhed.

Denne Ting maa vi kristne særlig tage os af:

at bringe Offer.

Der kræves ikke i Øjeblikket, at vi gaar mod Kuglerne »for Fædreland og Sprog, for Dansk i Mund og Bog, for Kongeborg og Bondegaard, for Hjemmets mindste Krog« — ogsaa den Krog, hvor de Gamle sidder, — de skulde lukke deres Øjne i et frit Land, under det gamle Flag; ogsaa den Krog, hvor Vuggen staar, — de Smaa skulde tage det i Arv, som vi fik, ubeskaaret; naar de stævner ud paa deres Livs Sejlads, da skulde de, som vi, have med sig »al den livsalige Sang om Bord bag Dannebrog«.

Krigen stiller endnu ikke sit Krav til os; men Freden.

Hver finde sit Offer! Een skal bestille en halv Gang saa meget, som han før troede, han kunde;

en anden skal lære at se sig ud efter de andre, ikke mere gore alting for sig selv. Een Kreds skal af­

lægge sin Letsindighed, en anden sin selvretfærdige Indestængthed. Een skal lade sin gamle Cycle gaa et Aar endnu, en anden skal afkorte sin Fritid — Smaatingene maa jo med for dem, af hvem man ikke kræver det store. Een læsende Yngling skal forsage Skønlitteraturens Kælenskab og tage fat paa Fædrelandets Historie, — den giver desuden i kort Tid en bedre Glæde. En anden trænger til at læse noget om »vort Folks Arvefjende«, — for at holde sit Hjerte isfrit.

Hver skal finde sit, men alle skal vi se, der lig­

ger noget til os, som ikke er let, som er et lille Offer. Thi vi maa alle blive anderledes, og vi først, som kalder os Kristne.

Den, hvem meget er givet, af ham skal meget kræves.

Eet endnu kræves foruden Offer, nemlig Bon.

De maa jo bede, som kan bede.

Den troende Ungdoms Forbøn burde gaa Vagt om vort Land. Kongen og alle, som har Myndig­

hed og Ansvar, maa nævnes for Gud i Bøn. Re­

gering og Rigsdag er under megen Kritik; de bør ogsaa være under Forbøn.

O g de andre Lande . . . d e G a m l e h j e m m e , d e faderløse, de Hundred Tusinde Enker, og de Mænd i Krigen, som skal taale saa meget og gøre saa meget . . . selve Krigens Gru og dens endelige Ud­

gang . . .

De troende kan jo bede; og de forstaar, at der ligger Synd bag saadan en Krig, — at der, alle Krigens gavnlige Bivirkninger ufortalt og den en­

kelte Soldats Fromhed og Offermod ihukommet, bag Krigen ligger Synd, og dette, at den hellige Gud har overladt os til os selv . . .

Saa er vi Mennesker saadan, som denne Krig viser det.

Vreden din afvend, Herre Gud, af Naade, Riset det blodige, som os over Maade plaget saa redelig af en Vredes Brynde, fordi vi synde.

Thi om du efter vore Synder onde straffed, som du med al Rette kunde, da maatte alting gaa i Grund og falde, ja, en og alle ....

Joh. Andersen: MISSIONS BEFALINGEN OG VORT

FORHOLD TIL DEN. 25 Øre

Grace Coppock: DEN NUVÆRENDE SITUATION I

KINAS K. F. U. K. 3. Oplag. 25 -

G. Engberg: DRENGELIV. Et Skrift om Spejdersport til Drengene og deres Forældre. 50 - G. Engberg: UNGE MÆND OG UNGE PIGER -

særlig de 16-18-aarige tilegnet. 5. Oplag. 25 - G. Engberg: DANNELSE. 4. Oplag 25 -

G. Engberg: SEJR. 35 -

Å. Fibiger: HJEMMET OG DE UNGE. 2. Oplag. 20 - Dr. Karl Fries: JOHN R. MOTT. En Leder af Ver­

densbevægelser. 2. Oplag. 1,50 Kr.

Jul Ifversen: VÆRER MANDIGE. 3. Oplag. 35 Øre Hans Koch: KAMPEN FOR SÆDELIG RENHED.

Nogle Overvejelser, bestemte for unge Mænd

mellem 14 og 20 Aar 10 *

V. Kold: KORSETS KRAFT. 9. Oplag. 20 - Johs. Loft: FRA KORSET TIL KORET. En Rundgang

i Kirkehuset. Med Tegninger og Vignetter.

Cart. 1,50, indb. 2 Kr.

Johs. Loft: LÆSEPLAN 1915-16. En Række Emner til Bibellæsning, ordnede efter Kirkeaarets Texter.

3. Oplag 50 Øre.

N. P. Madsen: BIBELENS HERLIGHED. 7. Oplag. 20 - C. Skovgaard Petersen: KJÆRLIGHEDSLIVETS GJEN-

NEMBRUD. 6. Oplag. 35 -

Olf. Picard: »KORTE VINK«. De unges Hjælp til daglig Bibellæsning. 9. Oplag. 50 • A. Schack: UNGDOM CG POLITIK. 20 H. Vellcjus: VORT DAGLIGE ARBEJDE. 25 -

A. Fibiger: SÆDEN SKRIDER. 25