Før og efter 1940 - som jeg husker det

Før _og efter 1940

som jeg husker det

AfFrode

Forord

Dajeg sluttede mit bidrag til Fra RibeAmt 1989vardet ikke minhensigtatføje meretil

denføljetonombønderiBorrei Aalsogn.Tre

gangemåtteværenok. Jeghavde ikkemodtil

atgåtætpå minegennutid.Menetårs eftertan¬

ke har lærtmig,attiden omkring1940erglemt af de fleste afnaturlige grunde. At detnetopnu

er 50år siden randtmig først i huefternogle indledende skitser.

Jegindleder i sammejeg-stil, somjeg slapi fjor, thideter, hvad jeg selv oplevedeogerin¬

drer. Hvadjeg skriverombesættelsenerogså huskestof,der harfundet godstøtteiengodog

fyldigbogfra1971, der hedderLevevilkår under

Besættelsen(L.u. B.)og erskrevetaf stadsarki¬

vardr.phil. Sigurd Jensen.

Levevilkårene var anderledes i Oksbøl _og omegnelleretmidtjysk hedesognend devarpå Vesterbro, men vi var underlagt de samme overordnede instanser, og detlokale selvstyre

kunnetildels mildneluften, nården komlangt

nokudpå landet. Jegvilskriveomforholdene,

somjeg så og oplevede dem, set fraen civil, landliglivsform.

Ved min afsked med KertemindeFolkehøjsko¬

le ipåskeugen 1937 efter fem godemåneder å

70 kroner varjeg i tvivlom, hvad min lange

fremtid skulle eller kunnebrugestil?

Hvis_nogenhavdespurgt,hvadjeg ville med

detskoleophold, villejegværeblevetdemsvar

skyldig. Atjeg i den daglige regnetime havde genkendtnogetaf det glemte fra mit sidste år i OksbølFriskole, måtte de fleste kunneforstå.

Men hvad kom der ud af forstander Ejnar Skourupsdaglige foredrag fFa 9 til 10?Idenfør¬

ste måned hørte vi mest om Odin _ogTor og Loke,oghvaddenuhed alledegamle guderfra

Friskolens lilleklasse.Vi skulle ikke lære,men høre det endnu_engang. Ingensagde nogetom

nyttevirkning,menderblev lyttet. Senere kom Holberg på programmet og gamle Grundtvig

selv.Og^somenafveksling midtidet hele nogle timerombegrebetArbejde\

Detdagligehøjdepunktvardetodansktimer

mellem 10 og 12; hvorforerdet igensvært at

svare på,menjeg blev betroetietbrevhjem¬

mefra,atmine brevevarlængereogbedre, end

defør havdeværet.

Højskolengav os ingen erhvervsvejledning

ogingen formaningerå la sådanogsådan skal

dugøre og være.Hamselv lod vedenaktuellej¬

lighed nogle ord lydeom,atdendygtige altid

erellerbliverspecialist,menhanglemteatfor¬

klarebegrebet dygtighed. Dygtigefolkertitså besværligehørtejegenerfarenpræstsigemange årsenere.

Ogjeg,dervarfødt ind i landbrugetsomlivs¬

form 22 år iforvejen,skullejeg vendetilbage til ploven og harven og tromlen eller hakken,

skovlen _og spadenog kløgrisen bag øretsom

om intetvarhændt?Jegvarikke uduelig eller

for fin til det-detvidstejeg godt selv-menjeg

kunnevelogså nåatlærenogetandet,hvis ly¬

stenogtrangenkunneholde?

Entraditionel fremtid ilandbrugetvillevære detnemmeste.Så skullejeg tjenesomkarl end¬

nuet parårogaf dengængseårsløn på 1000- 1200kroner+opholdopsparenogle hundrede kroner. Det regnestykke voldte mig intet be-

svær, og detville ^passe min far godt^atydeet tilsvarende beløb til en sådanpulje. Så kunne

der ved skelsaldervære pengenok tiludbeta¬

ling iengård, dervarstoroggodnoktilatklare enhversitpå,oghvadskullemansåmed mere?

Sådan havde_mangefør mig skaffet sigenselv¬

stændig tilværelse.Det kunnejeg vel også, hvis jeg ville?

Dergik et års tid med at få tvivlen sat på plads,etårudenmålogmed hvorjeglevedeaf tilfældigtsjov herogder. Der blevgjort iagtta¬

gelserogerfaringermod nordiJyllandogmidt på Sjællandogundervejs fra sted til sted,ogder blevarbejdet såmeget, atpengeneslog tiloggik

til. Set fra snusfornuftigt hold spildtejeg min tid, men sjælen fik ro, ogjeg blev klar over, hvadjeg ville ogikke ville. Denlæsetrang, der

voksedei minhøj skoletid, fandt jeg ikkestærk nok tilatbæreetlangt studium,ogmin frisko¬

lefortid havde ikkegjort migeksamensvenlig.

Ingen blevspurgttil råds, thi afgørelsen ville jeg

selvtræffe,ogbegrebetpengeblev holdt på af¬

standi mineovervejelser.

Og det blev 1938 imensjeg faldt til ro idet bondesamfund, ^som var ved at komme til kræfter efterde ondestekriseår først i trediver¬

ne. Økonomien vari bedring af flereårsager.

Eksportvarerneogisær kvægprisernevarsteget såmeget, atder blevsetmerelystpåtilværelsen i detvestjyske landbrug,hvor de lavestekvæg¬

priserhavderamtekstrahårdt, fordivorestore, naturskabte græsarealer hørte sammen med

storekvæghold.

Heldigvishavde der ikriseåreneværetgode vækstforhold, store høstudbytter og gunstige produktionsvilkår, ellersvardetgået rivegalt,

fortalteenerfarenbonde, da detværstevar ov¬

re.

Året38 varlænge berømt forsinstorehøst afalleafgrøder, detstørstenogensinde, efteret megettidligt forårmed 21° C den 21.marts.At det blev hævnet med storm ogjordfygning i

38

aprilogmaj blevoprettetigen i ønskevejrres¬

tenaf året.

Detvardensommer,jeg påtog migatdrive

enlillegård i mit hjems nærhed. En ældre kone,

dervarblevetalene,fikbrugforenvoksen karl

i stedet for den_ungeknægt, hun havde,ogder

fikjeg såprøvet atdrive landbrugpåegenhånd,

ogdetgikretså godt iengodog lærerigsom¬

mer. Jeg vidste, at gården skulle sælges og afhændes til mintids udløb 1.november,ogde

sidsteto måneder kendtejeg både dennye og den gamleejer samtnoglevordende arvinger.

Dervarbådearbejdsmæssigeogdiplomatiske hensyn at varetage, og det lykkedes ganske godt. Men der komenvanskelighed,somingen

afoshavdeforudset.

Kortefter,atdenstorehøstvarvelilade,fik

vi andet_{og mere}atgøreendatnydeetkøntef¬

terår. Der opstod mund- og klovesyge på nabogårde tilhversin side, deførste tilfælde i

vornærhedaf denfrygtedeogmegetsmitsom¬

me kvægsot, der sidst havde hærget landet omkring 1926.

Mange kendte sygdommen fra dengang, og vi,som varblevet voksnesiden, havde hørten delomden. Vividste,atdenangreb alle klov¬

bærendedyr,derafnavnet,ogatdenvarmeget smitsom_ogderfor bredte sig i epidemier. Selve sygdommen gik i reglenoveraf sig selv, men der kom tit langvarige, uheldbredelige følge¬

sygdomme hos enkelteindivider. Detvardisse,

sompr.erfaringvardemestfrygtede. Og så alle

de lovbefalede afspærringer som dyrlægen og

politiet (Veterinærpolitiet) skulle iværksætte.

En lokal afspærring nær den ramte ejendom

skulle vedskilteforbyde al adgang,ogetiagtta- gelsesdistrikt,afgrænset ved skiltning,angavet

større område (iagttagelsesdistrikt), hvori der

ikke måtteafholdes markeder_ogikke føresdyr igennem uden sognefogdens tilladelse(passér- seddel).

Alle dissenødvendige foranstaltningerram-

te alle, både reneog urene, ogdermed megen samkvem _og omsætning i alle landlige sam¬

fund, en veterinær undtagelsestilstand, der varede henved et halvt år før de sidste skilte blevfjernet. Detvarsletikkemorsomt atvære den sidstepåegnen.

Lidt ind i oktober fik vi mund-_ogklovesyge konstateret, der hvorjeg forberedteataflevere

bedrift_ogbesætning til de^nyefolk, der vistnok havdebryllupsdagen fastsat til 9. november,og derfor nødig ville stavnsbindes i deres nye

hjem før dagen.Hvadgjorde vinu?

Jeg skulle tiltræde en nyplads påen gård i Thorstrupsognhinsides Varde,somtildentid

måske/måske ikkevarramtafmund-_ogklove¬

syge,dernubredte sig med rivende hast.

Dervarmangeandre endmig,der skulleflyt¬

teunderlignende forhold, thi detvar, mensder endnu var folk på landet, så nogetmåtte der

gøres.

Og der blev gjort noget. Politimesteren be¬

kendtgjorde i tide, atfolk, der skulle skifte fra

ensygdomsramt tilensygdomsfriplads, kunne aftale med den _nye arbejdsgiver at bruge et døgn tilatflytte frastedtil stedogtilatvaske

ogdesinficere sigselvogsitarbejdstøjetc. evt.

købenyt,ogpådetnyested skulle han/hun hol¬

desig i passende afstand fra klovbærende dyr i

denførste_uge.Ensådan aftale kunneordnespr.

telefon uden skrevne formularer, thi alle var bedsttilpas medatreglerne blev overholdt.

Ogtildetsted hvor jeg fik udtjent, lykkedes

detatfindeenældrefhv.malkerøgter, derville

ogkunnepassebedriften i ni dagefordennye

ejersregningogrisiko.Ogden2.novembervar mineneglesårene, somdajegvarnyfødt-helt

uden dyrlægesyn, ogvi slap for smitte på mit

nyested.

Det blev hen adjul, førVardeegnen blevnor¬

maligen efterden søllehed. Enhver stald, den havdeværeti,skullegøresnæsten såren, som den kunne blive efterdyrlægensopskrift. Det

varhansembedspligtatfrikende ejendommen

og ophæve afspærringen på politimesterens

vegne.

Uansethvor ond- ellergodartet sygdommen

havde været, betød den altid et driftstab. I mange tilfælde kneb det at få årets store avl

omsati^ensvækketkvægbesætning.

Min nyeplads,somjegvarflyttet iudenatvære bacillebærer, havdejeg ikke spildtmegentidpå

atfinde.Jegskullehaveetstedatværedetnæ¬

steår,derfortogjeg frieneftermiddagmellem

korn- ogkartoffelhøst foratfindedet.

Jeg havdealdrigprøvet attjenesomkarl ved

forefaldendearbejde iet heltår på min hjem¬

egn. Detmåttegernebliveøstfor Varde, hvor

min salig bedstefar engang var kommet fra.

Hjemme vardet min ældre bror, dervaretog detmesteaf dendaglige drift,menjeg havde på fornemmelsen,atmin 60årige fargernevillese

migpå frisøndageogdeslige.

PåHøjskolehjemmetiVardeså jeg i dagens Vestkystenenkarleplads,somjeg måske kunne bruge?Afstandensyntespassende.

Etsted mellemLindingbroogThorstrupkir¬

kespurgtejegomvej hosenflink, ældre mand,

somjeg sidenerfaredevar enaf minfars utalli¬

gefætre påegnen.

Manden,jegsøgte,sadogdrakkaffe med sin

karl ved køkkenbordet. Enkopkaffe til migvar

en selvfølge. Jeg viste hamen tre år gammel (god)anbefaling, der blev læst udenkommen¬

tarer.Enlillevandring i staldeogladeoglangs

denærmesteagerender røbedeetjævnt solidt landbrugigoddriftog i almindelig,menikke pinligorden.

Ved vor indendørs lønforhandling var han urokkelig i sit tilbud på 1000 kr.foretår,etbe¬

løbsomjeg i grunden følte mig lidtfor gammel

tilatnøjes med (men detvarmåske min fejl?).

Jegvidste nok,atde 18-20årigevardemestef¬

terspurgte, og folkeløn i Vestjylland var be-

stemtaf_{udbud og} efterspørgselog derfor lidt

overlandarbejdertarif.

Itilfældet hervardernogetved stedetogfol¬

kene _ognogetuforklarligt vedden hele atmo¬

sfære, der forekommig forspændendeatvende

ryggen.Jeg havde ingen lyst tilmere søgenfor

måskeatredde 100 kr. Manden fik sinvilje,og

jeg fiketstedatvære, somingen afosnogensin¬

defortrød, ogvandtet venskab, der harvaret siden.

Hvad komder såudaf den(gode) gamleskik

attjene pålandet, udoveratmanhavdeetsted at være,hvormankunnetjenetil livets ophold

ogmåskespare lidtpenge op, hvisman ville.

Enanerkendt læretidvardetjo ikkesomi han¬

del _oghåndværk,men dengang havdemange

knægte tjent på landet, førde kom i lære ibyen.

Vist lærte vinogetfrastedtilsted, ognogle gjorde erfaringer såvel fagligesommenneskeli¬

ge. Skrevne anbefalinger havde afløst gamle, obligatoriske skudsmålsbøger, men kunne og villemangørerede for, hos hvemmanhavde

væretoghvornåroghvorlænge,kunne detvæ¬

relige sågodt. Hanvargod til detmeste, skrev gdr. Chr. Broeng i Aalsogn om enveltjentung karlfor_mangeår siden.

Så fikjegprøvet attjene i Vestjylland iethelt år fra^en 1.november.Der, hvorjeg førhavde

været i mere østlige egne, ville jeg helst søge væk fra, når efterårsmørket kom snigende en time før fyraften. Deres indfødte karle ville helstnøjesmedatfølgeog passeetparheste.

Devarmåske for stolte tilatrørevedellermal¬

keenko?Dethavdemantjenestepiger,malke- koner ellerenrøgtertil,ogpåde smågårdevar mandenselvbundet afdetførst_ogsidst.

En speciel fodermester skulle kunne magte

atmalke 15-16 køer mindsttogangedagligmed sine hænder. Det havdejeg ikke hånd- eller armkræfter til. Derforvarjeg ikkekvalificeret tilatværefodermester.Og^værekarl vedudear¬

bejdeframorgentil aften fandtjeg ikke hver- 40

ken fornøjelse eller penge i. Derfor søgtejeg

helstvestpå, når det ledmodvinter.

Min_nye vestjyske husbond, deroprindelig

varAarhus-jyde,var, sagtmed hansegneord,

bedretilagerdyrkningendtil husdyrhold,bed¬

re tilpas i mark eller ved skrivebord end i

stalden.Detpassedemigudmærket. Jegvarik¬

kelejet tilatværefritaget fornoget,jeg måske

ikke brød migom, men dog skullegøres. Det

varhansgårdoghansretogpligtatledeogfor¬

delearbejdetogaltsåsørgefor,atkarlen havde nokatbestille hverdagoghavehj ælp afendag¬

lejer til 8-10 kr.omdagen,når detvarnødven¬

digt, thi detvardengang, der kunnefindesen

mand, der kunne læssemøg medengreb eller

hø medenfork, fordi^mankendteikke andet.

Jeglærteetpartekniske fremskridtatkende i foråret 39. - Vi fik malkemaskine efter_grun¬

dige overvejelser og studier i staldene hos andreerfarnebrugere. Ennyopfindelsevardet

sletikke,mendenvaromsider vedatfindeen

form, der kunne sælgesogbruges til atmalke

køermed, ogmalkearbejdetvedhåndkraftto¬

tregangehver dagåretrundtvar mangesteder

vedat bliveuoverkommeligt, fordidervarfå duelige hænder til rådighed i forhold tildetan¬

talkøer, derpassede til bedriften. Oprindelig

vardetkvindearbejdesomaltandet, der havde med mælkensbehandlingogrenlighedatgøre;

entjenestepige på landetvarfødt tilatmalke køer, men de fandt plads ved andre slags ar¬

bejde end det hjemmevante, når de søgteud,

ogtit kom der ingennypige i stedet. Folkevan¬

dringen fra land til by ellerfravestmodøstvar

ingen ny bevægelse. Der blev ikke smækket med døre, fordi nogle vestjyske piger havde opdaget,atde kunne brugesogmåske også lære

nogetandre steder.

Det blev ikke nødvendigt at slagte køerne, fordigårdens mandfolkblev ladt alene med det malkearbejde,som mangeafosikkevarsågo¬

de til, som kvindfolkene havde været, og det

vidste vigodt selv, thi detvar os,derfik hårdt

skind i hænderne og stive blåfrosne fingre af

udendørs slæbi al slags vejr. Måske enbillig undskyldning,menogsåenforklaring.

Når pigen var væk, og lønnen sparet, fik

mændtid_ogråd til mekanik. At kedsomheden kunne brede sig ude på landet langsomtmen

sikkert, hver gang et levende menneske blev byttet medenmaskine,vardernæppe mange, der skænkedeentanke,før detvarforsent.

Derblev snakketmegetoglænge om,hvad

dervarbedst tilat malkemenneskehånd eller maskine?Maskinmalkningkosteretkilomælk

pr. ko pr. dag, sagde denskeptiske ekspertise,

men udviklingen lod sig heller ikke standse dengang.Denmaskine, vi blev glade for i 1939,

lodsig forbedre i 40 år, før den fandtenbliven¬

deform,somderfremdeles forbedrespå.

Man kangættesig til,atdervarsketenbed¬

ring i landbrugets økonomiske situation siden

lavmåletførst i30erne,nårengård med 12-14

køer kunneskaffe_pengetiletmalkeanlægiden tids standard, derså vidt det kanefterspores

kostede 1200-1500 kr. - etoverkommeligt be¬

løb for den, der havde køer og mælk nok at bruge den til, men bøndernevarikkevant til

store penge, ogder vari deonde tider hobet megetandetoppå venteliste eller ønskeseddel.

Ogen ogandenvarmåske blevet klog afskade?

Dervar megetandetatvære optagetafder sidst i 30erne end det med_{penge og}landbrugs- priseroganden økonomi.Denpolitiske situati¬

oniEuropahavdelængeværetanspændt. Vor økonomivarpåvirket af,at stormagtervar op¬

tagetafatforberede dennæstekrig,entenved

atkøbevore varereller vedatvænnesig tilat klaresig uden.

Ingen mistænkte vort lille land for at true verdensfreden,menalleredefraforåret 1938og

fremefter havde såvel deprivate importørersom

myndighederneiDanmark truffetenrække be¬

redskabsforanstaltninger med henblik på en

kommende krig. Regeringen havde stillet ek¬

straordinære valutabevillinger i udsigt til importører,der villesikresigekstra lagre,ogder

var samlet betydelige beredskabsforråd af brændsel, benzin, olie, jern,stål, kunstgødning, plantebeskyttelsesmidler, medicinalvarer ^o.a.

(citatfraLevevilkår under Besættelsen afSigurd Jensen, 1971).

Det var,så vidt vides ikkenoget,der stodpå

avisensforside(manville ikkeskabekrigsfrygt

iDanmark),menkrigsfrygtentogtil isomme¬

ren1939.Deskiftendestorpolitiskesituationer

skal ikke repeteres her, og vi i den lokale ar¬

bejdendebefolkning havdeogså andetatbestil¬

leendathøreradio_oglæse aviser. (Detvarjust

i detider,atradioennåedeudtildesidstehus¬

stande). Vi tænkte oghåbede til det sidste, at denmeningsløsekrig (med lidtmeretålmodig¬

hed)kunneafværges.

Detvarkun 25årsiden, densidstestorekrig

brødud, densomvarede imereendfire år,og det blevderefterenalmenmening blandt dem, der kunnehuske,ogdetvar mange,atnuhavde

vihaft densidste ivortid.Ingenville eller turde slippesåfrygtelige våben løsengangtil.

Idespændteaugustdagevardetmestmin 61 årige far, jeg søgte råd og kommentarer hos.

Som garderveteran fra sikringsstyrken i 1915

havde hanerfaret_oghusketmere,endviunge kunnelæseostil. Han troede_{næppe, men}håbe¬

de til det sidste, at krigen kunne afværges,

troedeheller ikkeatvikunne bevareeller hav¬

de en neutralitet endnu _engang. Derfor ville

Danmark blive besat afnærmeste stormagt, hvis ellernårkrigen kom.

Hansagde det kunhøjten gangmed migsom enestetilhører.

Krigen kom.Detsketeden 2. september 1939.

Ogtodagesenerefaldt deforvildedebomberså

nærvedsomiEsbjerg. (Det skrev Verner Bruhn

omi FraRibe Amt 1989). Efter denforskræk-

kelse skete der ikke usædvanlige ting i vort lokale områdeudover, hvadder hørteårstiden til.

Min far ville_gerne,atjegvendtehjem tilno¬

vember. Vi forudså, atmin ældre bror kunne blive indkaldt til en beredskabsstyrke, som måske ville bliveoprettetligesom i 1915^-hvad dog ikke skete. Han sagde det ikke, menjeg vidste,athangerneville have mig i nærhed for

entid;han savnedeså titenatsnakke med. Det kanseudforeftertiden,^{som om}jeg brugteno¬

getaf minungetidpåatværeminfarsdreng,

menjeg forsømtenæppe andre ogaver, ogjeg

havdemeretidatsefremtil, end han havde.

Det passerikke,atderintetsketeidenførste krigsvinter.Allerede den 2. september blev der lovgivet foratsikrevortlandsforsyninger. Vi eksporteredelandbrugsvarer tilto stormagter, dernu varikrigmodhinanden,ogvivar(end¬

nu) neutrale. Englandvarvedatforberede sig påatleve uden fødevarer fra det danske land¬

brug på grund af ubådskrigen; og vort store naboland modsydvarikke indstillet påatkøbe allevore varertil dennødvendige pris.

De første restriktioner kom allerede den 3.

september vedat al privat bilkørsel blev for¬

budt. Vore små lagre af flydende brændstof

skulle bruges til den mest nødvendige trans¬

port.Det sketeientid, hvor antallet afluksus¬

biler endnu ikkevarstort.

Inden 1939 vargået, fik vi rationeringskort

til sukker_ogkaffe,mestforatforhindresåkaldt hamstring, som der kom forbud imod. Vort danske overskud af sukker skulle bruges som

bytteobjekt i vor samhandel med Norge om

salpetergødning.

Vinteren 1939-40 blev denførste aftrelange, strengeisvintre i træk. Sne-ogisvanskeligheder

til lands_ogtilvandsgjorde,ataltransportblev

ekstra dyr og besværlig og krævede mere brændsel end normalt. Forsyning med uden¬

landsk brændsel som kul _og koks blev så

42

begrænset,ati hvert fald private ilandligeom¬

råder måtte klaresig,somde bedst kunne med

dansk træ, tørv etc. Til det brug blev deran¬

skaffet _mangespecielle brændeovne. Fyrings¬

olie til boligopvarmning var ret ukendt og

el-opvarmning sjælden.

Den almene rationering ^var selvfølgelig en

statsforanstaltning,mendetvarkommunernes

opgave at uddele rationeringskortene til alle

husstande ellerborgere ihvert kvartal. Det ske¬

tepåetoffentligtstedefterbekendtgørelse.

Medtiden blev der^enform forfrivillig ratio¬

nering afvarer, som de handlende selv måtte

fordele til deres kunder.Detgjaldtf.eks.kødva¬

rer, hvor mængderne var vanskelige at over¬

skueforetkvartal ad_gangen. Manvillenødig

udstede mærkerpåvarer, somikke med sikker¬

hedvartil stede i butikken.

Hvad brændselangik,vardermangestederi vestjyskeegne reserverat tytiligamle læhegn o.l. I Aal kommune blev den kommunale, hugstmodne plantage i Borre på nogle fä ha skovet _og solgt til trængende husstande med seksrummetertil hver.

Vinterenslapvi ikke udaf tilpåske det år, thi

den komenhel_ugefør april udenantydningaf

grønnespirer ellerudsigt til bygsåning. Detka

vceer enka^sobygomottdav?varmin fars lyse¬

grønne håben sen martsdag, som enreaktion på mitsortsyn.Jeghavdealdrigkendtmagentil sildighed, og værreblev det. Den 4. aprilfaldt

dersnenoktilenhalv dagssnekastning. Men

den8. april gjordevi forberedelsetilatså den

førstebyg dagenefter. Vi hørteogså nogle ord i

radioen om noget oppe ved det nordvestlige Norge- mendetvarjo ikke i Danmark. I da¬

genssidsteradioavis blev dersagtlidtmerefra

detsammested. Hvadblivermondetnæste?

Idenårlemorgenstund blevde bange anelser

forstærkede.Jeg hørte dem,før det blev så lyst,

atmankunnese,hvormørkegrønnedevar.Og

alle var de på vej nordpå. På vej til Norge?,

tænktejeg uden at sige det til nogen. Jeg hu¬

skede radioavisen fra dagenfør, men sansede ikke attrykkepå knappen nu- vistnokfordi

radioavisen imorgenstundenvarsånyendnu,

atdenikkevarbleveten vane.

Min farvartidligtude denmorgenforatså græsfrø på vintersæden, mens der endnu var vindstille. Hangik hjem til sin kaffe, mensde mystiskeoverflyvningervartættest.Viundgik

atsige ligeud, hvad vi begge tænkte,ogdervar

stadig ingen afos,der sansedeatlukke opfor

denradio,somhavdeværeti huset i 13 år. Var vibangeforatkende denskinbarligesandhed?

Damin bror_opadformiddagenvendtehjem

fraetærindei Oksbøl, kunne han ikke undgå

atvide nogetom,hvad dervarvedatske. Og såblev der lukket opfor radioen, dencensure¬

rederadio, der skulle fortælleos,hvadvi skulle tro,oghvad vi skullegøre.

Det skete(heldigvis)netoppådenførstedag,

detvarmuligtatfå travlt medforårsarbejdet i

markenefter denlangevinter. Om eftermidda¬

genblev der sået byg,somdetvarplanlagt,thi

detnyttede jo intetatsiddeog græmmesigover det skete.Min farhavde,somførnævnt,forud¬

set det et halvt år i forvejen, ikke fordi han

ønskededet,ellermentevi kunne forhindre det

retmegetlængere, endvi gjorde,men som gam¬

mel soldat synteshan nu nok, vi kunne have

stridt lidtmereimod.

Vivarenige^omat tagedet skete til efterret¬

ningogindretteosefter forholdene, de forhold,

som ingen kunne forudse. Så sagde han: Hvis Tyskland vinder krigen, fårvialdrigvorselstæn- dighedigen.Så vidthavdejeg hidtil ikke fundet

detnødvendigtattænke, jegsomhavdesunget medpåDanmarkitusind årogandre hymner

tilfædrelandet, sålænge jeg kunne huske,ogjeg

villesomdefleste helsttrodet,jeg ønskede(øn¬

sketænkning).

Ude pålandet passede vi vortarbejde om-

trentsom iethvert andetforår.Detvaretdej¬

ligtforår,da det endeligvarkommet til landet foratblive, uansethvadvort nyestyrekunne

findepå?Detvidste vi foreløbigikkeretmeget

om, men noglegisninger blev der altid tid og

pladstil. Nu skulle tyskerne jo skille^osaf med

vorelandbrugsvarer,villedemonbetaleos or¬

dentligt, hvad England sletikkehavde gjort i

hele 1939. Det^varvistnok^enårsag til,atlagre¬

nei Danmnarkvarmeget storeden 9. april.

Aflandbrugseksportvarer havdevi(9/4)fore¬

løbig til overflod. For 40mill. kr. smør, bacon,

æg m. v„ som manhavdeværetifærd medateks¬

porteretil England eller tredjelande, lå nu og ventede ikølehusene,oglandbruget producere¬

de videre(L.u. B.).

Dissevarermåttetyskernenødvendigvis af¬

tage og betale for med varer, som vi havde hårdtbrugfor, såsom kul, olie, jern, kunstgød¬

ning og mange andre gode ting. Det blev der forhandlet om på regeringsplan i dagene lige

efter den 9.april.

Landbruget skulleogså forpligtes til atned¬

sættesinproduktionoverettidsrum afca. syv måneder-den tid det tog atproducereetslagte¬

svin. Dennenedgangville formodentlig ske af sig selv, efterhånden som importen af kraft¬

foder_ogkunstgødning blev mindre. De danske

rationer af fødevarer blev også berørt i disse forhandlinger uden at være truet af drastiske nedskæringer. De tyske forhandlerevar mere interesseret iatmodtage fødevarer fra osend omvendt. Dervarforbud modhamstring,men det skete alligevel, dels fødevarer, dels for¬

brugsvarer af mere varig karakter, først og fremmest tekstil.

Et ejendommeligt fænomen i besættelsesti¬

densførste uger varforøvrigt, atfolk ikke blev

syge eller rettere ikke søgte læge i sædvanlig omfang(L.^u.B.)

Dervarmangeting, der skulle aftales mellem

danske _og tyske forhandlere, og mange sam-

handelsproblemerdervar sværeatoverskuepå

forhånd.Denjævnebonde og/elleralmindelige forbrugere var selvfølgelig fra dag til dag spændtpå, hvilke ordninger vi skulleretteos efter fremover. Det blevenalmenopfattelse,at de danskepolitikere ogembedsmænd klarede sig godt i disse forhandlinger. Tyskerne ville

gerne havefaste retningslinier eller reglerfor,

hvad_oghvormeget vortlandbrugog vorindu¬

stri måtte frembringe, hvornår og (måske)

dernæstbestemme, hvadvorarbejdskraft (vo¬

rearbejdsløse) kunne bruges til?

Det danskesynspunkt,atvi villeproducere

mestafden_vare,dervarbedst betalt,varderet forstående overfor. Landbruget skullesnarest muligt nedsætte sin flæskeproduktion, fordial import af kornvarudelukket,ogdenhjemlige

kornavl skulle bruges til andre formål: brød, mel,gryn,hestefoder ibyerneo.m.a.Dentradi¬

tionelle danske baconproduktion skulle helst afløses afstore,fede svin til tyskernes behov for fedtstof.Og smørprisenblev hævettilgavnfor

det danske kvægholdogfor dermedatbevare

den danskekødproduktion.

Der var ved krigens udbrud nogen spild i landbruget. Landbrugernes Sammenslutning (L.S.) havde i kriseårene samlet styrke til at optræde næsten som en konkurrent til det, Landbrugsrådet som Husmandsforeningerne

netop havde meldt sig ud af i 1933. L.S. ^øn¬

skede større priser for salget til tyskerne, end Landbrugsrådet og dets rådgivereville kræve affrygtforenindre prisstigning, der villeram¬

me lønarbejderne (inflation). Man anede vel,

atbønderneafsigselvvillefå flerepengeforen mindreproduktion, ^{penge som}de ikke kunne bruge til importvarer, som ikke fandtes (rov¬

drift).

Denkomordning,somblev vedtaget 25.juli

1940 kort før den høst, som man vidste ville blive undermiddel,blandedetyskerne sigikke

megeti.Denshovedformålvaratsikre afleve¬

44

ringaf alt brødkorn (rugoghvede)tilstatenfor

dermedatsikre detdaglige brødforden danske befolkningogforhindre,atbrødkorn blev brugt

tilfoder. Derudover skulle især destørreejen¬

domme aflevere en del byg og/eller havre til fremstilling af melog gryn,foderhavre tilheste ibyerneogsåkaldt ombytningskorn.

Afleveringspligten blev fastsat i forhold til ejendommens grundværdi medenbundgrænse

ved 10.000kr., hvorvedmangesmåjordbrugere (husmænd) blevfritaget, undtagenhvis de hav¬

de brødkorn, i så fald fik deombytningskorn (byg)i stedetog vardermedskadesløse.

Statensfastepriservarforrug29 kr.pr.hkg,

hvede 28 kr._ogfoderkorn 25 kr. Lovens lokale

administration blev varetagetafetkornnævn påtremand, udnævntaf sognerådet,oglokale foderstofforretninger (andels ellerprivate)blev

somanerkendtstatslagerforpligtet tilatmod¬

tageogafregne kornpåstatensvegne.

Der var, somførnævnt, pligt til ataflevere

alsin avl afbrødkorn,mendervaringen pligt

tilatdyrke hverken brødkorneller andet korn.

Misvækst, tørkeskader ellerutraditionel drifts¬

form kunne_gøreafleveringspligten umulig.Iså

fald kunne kornnævnetgive lov tilatbruge den

rettilforbeholdsom varindbygget ikornloven;

derommere senere.

Kornordningenvar, somdefleste andreek¬

straordinæreforanstaltninger, et udslagafdet muligeskunst. Dervarifølge dyrskuetalere o.l.

tilfredshed hos landbrugets ledere og blandt politikere, men såvidt jeg husker,varder ude

blandt gemenebønder nogle, dermente, atdet

var en slags skat på landbruget, fordi statens fastepris låca. 15kr.pr. hkg under, hvad korn kostede ifri handel(også kaldetsmuglerpriseri).

Hvis ^man fra dansk side havde overladt al

forhandling til kræfternes frie spil (eller ty¬

skernes)var mangeforholdang. varefordeling

og-priser, rationeringosv.endti kaos. Atmeget afdet måtteforegåbag lukkede dørekunne give

småpolitiskekandestøbereibefolkningenno¬

get atgøresigklogpå.Detvarnemt atmistæn¬

keenfåmælt,forhandlingsdygtigdanskerforat

væretyskvenlig.

Denførste^sommermedtyskere i landetfor¬

løb udenstoreændringer idedagligesædvaner.

Mangebekymringer fradeforvirrede aprildage

togaf, efterhånden somdetviste sig,atvi ikke

komtilatsulteforeløbig. Når det forlødrygte¬

vis, atnu skal det eller detrationeres, såskete detnetopimens, dervarnoktil alle. Man delte ikke mærker udpåvarer, somikkefandtes.

Dererhidtil fortaltom degenerelle ordnin¬

ger og politiske bestemmelser, som vi alle

skulleretteosefter.Devar(foreløbig)tilatleve med,hvismanville,ogangikmestdeting,der kunne tælles ellervejesog måles.Besættelses¬

hæren var ikke lige nærværende alle steder i

landet. (Nogle steder havde måske ^mere brug

forbeskyttelse end andre?). Dervarstille land¬

områder, hvorman sjældent såen tysk soldat

ellerettysk køretøj, andre steder blev degrøn¬

ne,tyskefarverendelaf bybilledet,ogdetyske støvletrampenlyd,manmåttevænnesig til.

Der,hvorjeg hørte til iBorrei Aalsogn,slap

viikkefri. Hvorfor netopder, blev der ikkesagt noget om. At området var egnet til militære aktiviteter,vardermangeårsdanskeerfaringer for, somtyskernenæppe varuvidendeomfør

den 9.april.

Inden året vargået, varder forberedelser i

gang til anlægafenstor lejriogomkring Aal plantage. Hvorstortetområde, der skulle bru¬

ges, ellerhvadlejren skulle bruges til,stod der ikkenogetomiegnensdanskeavis.

Der bleviforåret 1941 opkøbt/eksproprieret private arealer, her iblandt megen landbrugs¬

jord, til udvidelse afstatenshidtidigearealeraf

skov og hede. Det skete så vidt vides på den måde, atden danske stat viaen dertilnedsat kommissionopkøbte dejordstykker,somden tyske værnemagt mente, den skulle bruge, og

somden dernæstforpagtede for99åradgangen

(blev der sagt?).

Disse tvangsafståelser af veldyrket land¬

brugsjord,lige førsædenskulle i jorden,vakte

sorg ogharme hosos, som det gik udover og hos_mangeflere. I Borreområdet blev derrøvet

jord fratre ejendomme, hvoraf mit hjemvar den_ene,ganske vist min fars ejendom,menjeg vidste,den skulleværeminengang.

I det samme forår ^varder sketdet, atmin ældrenygiftebroroghans kone havdefundet

etstedatbegynde fordem selv, såden gamle havdeingen af sineegne omsigatdele destren¬

gesituationermed. Jeg havde sommerhalvåret tilbageafenhelårsplads40 km hjemmefra,en

plads jeg ikke skulle have haft, hvis vi kunnese indifremtiden,^mendetvarikke pladsensfejl.

Min far havde held tilatlåne^enkarl inabolaget

forsommeren, foruden den knægt han havde.

Detgik sådan,athan hen påsommerenhavde

besvær medatfindearbejdenoktil sitstorefol¬

kehold. Denbekymring havde han aldrig haft

medsine_egne.

Det med at vi skulle afståjord, som ingen vidste, hvadtyskerne ville brugetil,togmin far sigmegetnær.Hanfølte,atdenjord, han havde dyrket og viet al sin omhu, det varhans ret¬

mæssige delaf fædrelandet - som ikke vartil salgforpenge.

Kunca. tretdl. eller 1.63 hadrejede det sig

om og nogle penge, men ingen anvisning på,

hvor der kunne købes andenjord i stedet. At

miste 10% afgårdens dyrkede areal var ikke

denenesteskade,menmåden, degjorde detpå,

vedatskæretotrekanter udaf sidenpåetpænt, aflangt areal, såledesatder blev to andretre¬

kantertilbage,varnæstendetværste.Men det

skullevialtså bare findeosi.

Denvenlige danskeofficer,derførteordeti opkøbskommissionen gjorde, hvad han kunne, forattyskerneikke skulleødelægge danskjord,

så vidtjegkan forhindre det. Og så sagde han

til min far,athan havdeforkøbsret tilatkøbe jorden tilbage, når engang tyskerne er rejst,

hvis ellersDe passerpåpengene. Det behøver

vi ett ogsej teden mand, føjede Peder Chri¬

stensen, Gedbjerg, til, hanvarmedsomlokal

bisidder.

Det var sket før, at statenkøbtejordi Aal

sogn ogandre steder ved Vestkysten,mentil så fredelige og nyttige formål somde klitplanta¬

ger,vi kender så godt. Detvarlyngheden,som man for godt 100 år sidendyrkede op vedat plantenåletræer, der^nuforlængstvarstorenok tilatskjule(camouflere)alle degrønnebarak¬

ker, som deville fylde denstore,grønneskov

med. Det skulle blive til en militærlejr med pladstilatrumme enheldivisionogalt, hvad

dertil hørte. Detdyrkede areal,somviognogle

naboermåtte afstå,varideel til sit formål, en

banegård med grundmurede bygninger^{og ran¬}

gerspor m.v. Banen fra Varde mod Nr. Nebel gik langs igennem arealet 1-2 km nord for Oks¬

bøl st. oggode vejegik tætforbi pladsen, der ogsåskullerummelagerpladstil brændsel. Om

selvelejrenhed detsig,atden skullebruges til

rekreation formedtagnemandskaber,somher

kunnelappessammentilkampduelige afdelin¬

ger, endivisionadgangen osv. Set udfratysk, militærtankegangvarideen god nok.

Man skulle tro, de havde kort og tegninger

medhjemmefra, for dettogikke lang tidatfå begyndtpå destoreanlæg.Arbejdskraft^varder

nok af i Danmark, og mange fra egnen, der trængtetilattjene lidtmere,end de kunneopnå

i deres _egen lille virksomhed. Der var hus¬

mænd, ^som ikke kunne leve af deres små landbrug under de nye forhold. Nogle havde ogsåenregning ellertofra de sølle tider i 30-

erne, somdetgjorde godtatkunnebetale. På

nogenafstand hed detatarbejdefor tyskerne,

men det gjorde vi jo allesammen. Hvad der blevproduceret udover de danske rationer blev eksporterettil Tyskland. At der kom andreva¬

reribytte kunneværesvært atfåøje på foralle

ogenhver.

Med tiden hørtes der ikrogeneukvemsord

omforhandlingspolitikken,oghvad dertilhør¬

te.Men denvarnødvendigogførte i flere år til goderesultater. Hvorsværtdet kunneværeat nå såvidt, blev der ikkeudsendt rapportom.

Detyske anlægsarbejder iDanmark blev efter aftale udført afdanskeentreprenørermed dan¬

skearbejdere,derfikderes løn i danskepenge-

hvor_pengeneså sidenkomfra?

Der komogsåtilrejsendearbejdere fraandre

egneaflandet,^somikkekunnecykle hjem hver aften. Men det kunne ladesiggøreatbetalefor

kostenietaf deprivate hjem, somfandtpåat havekostfolk, ikke just for fornøjelsens skyld,

men for at tjene lidt penge, mens der endnu kunne købesetogandet.Ingenvidstehvor læn¬

ge.

Sommeren 1941 blev kort_ogtør, meget tøri

kornets korte voksetid.Byg, der blev sået^om¬

kring1.maj,vartvangsmodeninden1.august, daenregnperiode kom tilbesvær ihøsten,men tids nok til_gavn i roemarkerne. Det varden første høst, hvor rigtigt høstbindegarn blev mangelvare. Vinteren førhavdejeg somilæg-

gerved tærskeværket, så godtjeg kunne,samlet bånd af hvertet neg, somsåkunnegives i bytte

fornytgarn, mensvindetblevmeget stort,og garnafandretilfældigespindemidlersyntesde flestevarfordyrt-uden tankerom,atde gode, gamle priser fra dengang før krigen, de komal¬

drig igen.

Ved hjemkomsten til mit fødehjem den 1.

november 1941 varderlagtoptilen nemvin¬

ter. Sommerens høst af hø_ogkornvarskøns¬

mæssigt omkringdet halve afnormalt. Min fars indbyggedeskræk foratkomme i fodernødvar

jeg kendtmed.Jegtrornok, han havdeprøvet det_engangførmin tid^-og en gang varnok, så jegtoghansforsigtige skøn tilefterretning.To dageefter minankomsttoghan sigen ugesef-