Kopi af:
Roen på hesteryg. Hvad er det, dyrene gør ved os?
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
Socialpædagogikkens mange ansigter
– AIEJI-kongres 2009
Op på hesten igen
– På Holmstrupgård genfi nder unge psykisk syge ro og selvtillid på hesteryg
SOCIALP ÆD A GOGEN
1 6 0 9 1 4 0 9
SOCIALP ÆD A GOGEN
1 6 0 9
Slut med wild west
Sidst i august er Odense Kommune vært ved en nordisk social kon- ference om udsatte voksne. Konferencen er arrangeret sammen med blandt andet Socialministeriet, Servicestyrelsen, Landsforenin- gen af VæreSteder og Rådet for Socialt udsatte i Odense. Et spæn- dende program fuldt af interessante oplægsholdere og temaer. Men det, der i virkeligheden er allermest opløftende ved konferencen er, at den netop har gruppen af fysisk/psykisk handicappede borgere på dagsordenen. Det er en stor gruppe, som fylder meget i det so- cialpædagogiske regi. Men som ikke fylder ret meget i den offentlige bevidsthed. For ikke at tale om i den politiske. Ja, altså bortset fra, at vi hele tiden skal høre på, at det koster rigtigt meget.
Det er naturligvis ikke gjort med en nordisk konference i Odense.
Men jeg synes, det er et vigtigt skridt.
Noget af det, der ind imellem giver mig grå hår, er, når jeg tænker på, at det her område er tvunget til at eksistere i en slags wild west- administration. Siden indførelsen af Serviceloven i 1998 har man skullet foretage en individuel vurdering af hver enkelt borgers behov for støtte, hjælp og vejledning, sådan at den økonomiske bundlinje er afgjort af, hvilke beboere, hvert botilbud har boende. Det er bare ikke sket endnu. ‘Pakkeløsningen’ med bolig og tilknyttet hjælp er stadig alt for udbredt.
Da man med kommunalreformen rykkede de centrale institutioner ud i mindre botilbud, fi k de fi rkantet sagt de penge med sig, som af- snittet relativt havde udgjort af det samlede budget i den store en- hed. Og det er stadig den mangel på logik, der styrer økonomien på området. Botilbuds-forstandere skal hoppe fra tue til tue for at få pengene til at slå til. Og må slå knude på sig selv for at få kommu- nerne til at forstå, at en beboer ikke er et nummer i et regneark, men en person med individuelle krav, forventninger og behov. Det sker nemlig ikke så sjældent, at forstanderne skal argumentere for, at en ny beboers behov, ønsker og krav ikke er identiske med en tidlige- re beboers. At der sagtens kan fl ytte en Mette på 24 ind, efter Mads på 67 er død. Mads som sad i sin stol ved vinduet og så ud på fug- lene. Og Mette, som har boet hjemme hos sine forældre, er vant til at komme ud og blive beskæftiget og være en del af den verden, hun lever i. Det er to helt forskellige mennesker. Med helt forskellige be- hov og sandsynligvis handicapgrad. Og derfor også helt forskellige krav til vores indsats.
Men altså. Måske kunne nogle fl ere nordiske konferencer få verdens og politikernes øjne op for, at der eksisterer en Handicapkonven- tion, der nu skal efterleves, og at Servicelovens intentioner på om- rådet for udsatte voksne ikke efterleves. Og at det har store konse- kvenser for beboere og ansatte, som jævnligt må se loven blive bø- jet. Jeg ønsker mig wild west-frie tilstande, så vi kan få de individu- elle vurderinger, der udløser en økonomi, som gør det muligt at yde en ordentlig socialpædagogisk indsats og giver beboerne mulighed for et værdigt og udviklende liv.
Af Marie Sonne Forbundsnæstformand
K OMMENT AR
ISSN 0105-5399 Ansvarshavende Forbundsformand Kirsten Nissen Redaktion
Jens Nielsen (redaktør) Kurt Ladefoged Lone Marie Pedersen Maria Rørbæk Layout Bodil Hesselbo Stillingsannoncer
Lene Jensen, Datagraf Auning AS, Energivej 75, 8963 Auning Tlf. 8795 5555, fax 8795 5544 annoncer@datagraf.dk Læserindlæg, artikler og anmeldelser er ikke nødvendigvis udtryk for redaktionens eller organisationens mening.
Redaktionen påtager sig intet ansvar for uopfordret indsendt stof.
Alle artikler i Socialpædagogen kan desuden fi ndes i bladets elektroniske arkiv på internettet www.socialpaedagogen.dk Adresse
Socialpædagogen Brolæggerstræde 9, 1211 København K Tlf. 7248 6000
Åbningstid: mandag-onsdag 9-15, torsdag 9-17, fredag 9-13 Telefax: 7248 6001 redaktionen@sl.dk www.socialpaedagogen.dk Abonnement
Abonnementspris 2009:
843,00 kr. inkl. moms (26 numre) Løssalg: 37,00 kr. + porto Tryk og produktion Datagraf Auning AS Oplag
42.864 i perioden 1.7.07-30.06.08 Redaktionen af 16/09 er afsluttet d. 30.7.09.
Deadline for læserbreve og stillingsannoncer for 17/09, der udkommer den 21. august er mandag den 10. august kl. 12.
Deadline for 18/09 er mandag den 24. august kl. 12.
Forsidefoto:
Joachim Ladefoged
FOTO: THOMAS SØNDERGAARD
Medlem af Dansk
Fagpresseforening
politikernes øjne op for, at der eksistere en Handicapkonvention,
der nu skal efterleves.
04 MARGINALISERET
170.000 danskere lever under så dårlige økonomiske kår, at de må betegnes som fattige. En særligt hårdt ramt gruppe er de psykisk syge, der har det svært både på arbejdsmarkedet og i kontanthjælpssystemet.
De ender i en fattigdomsspiral, lyder meldingerne fra Rådet for Socialt Udsatte og Landsforeningen SIND.
04 Psykisk syge ender i fattigdomsspiral
06 RIDETERAPI
På Holmstrupgård, et ungdomshjem vest for Århus, er ridning og omgang med heste en integreret del af behandlingen af unge med psykiatriske lidelser. Det er der mange grunde til. Ikke kun spejler hesten den unges følelser.
Den giver også umiddelbar glæde. De unge genfi nder roen og selvtilliden på hesteryg.
06 Roen på hesteryg
12 Hvad er det, dyrene gør ved os?
14 ERINDRINGER
50 år med fagforeningen
17 ARBEJDSMARKED
Udviklingshæmmede skal ud af de beskyttede værksteder
18 ARBEJDSGLÆDE, INDFLYDELSE, SYNLIGHED
Kom med jeres gode historier
21 INKLUSION
Peter er udviklingshæmmet og paranoid skizo- fren og optrådte så voldeligt og truende, at en fl ytning af Peter lignede den eneste udvej. Men efter en målrettet indsats bliver han nu på Åbo i Uldum og får udviklende pædagogisk tilbud frem for medicin. Åbo har alle medarbejdere intakte og nedbragt sygefravær. Og Hedensted Kommune sparede i 2008 omkring 1,42 millioner kroner i forhold til alternativ anbringelse.
21 Kvælertag er afl øst af indkøbstur i Brugsen
25 DOBBELT RAMT
Større indfl ydelse på eget liv – hvordan?
FOTO: JOACHIM LADEFOGED FOTO: LARS HORN/BAGHUSET TEGNING: OTTO DICKMEISSFOTO: RASMUS BAANER
Antallet af fattige i Danmark er steget med 40.000 personer i perioden 2001- 2006. Det betyder, at 170.000 danskere i dag har vanskeligt ved at få pengene til at række til selv de allermest nød- vendige udgifter. Til denne gruppe hører ofte psykisk syge, som af både personlige og økonomiske grunde er henvist til et liv på samfundets tilskuerpladser
Af Susanne H. Knudsen, redaktionen@sl.dk
F
inanskrisen har fået mange danskere til at skrue ned for forbruget. Det nye samtalekøk- ken bliver droppet, den dyre udenlandsrejse afl yst, og den gamle bil får lov til at køre en sæson mere.Men der er danskere, der er uforstående over for nyheden om, at forbrugsfesten er afl yst. De har nemlig aldrig været inviteret. De hører til de 170.000 danskere (studerende er ikke medregnet i dette tal, red.), der lever under fattigdomsgræn- sen, og derfor kun bekymrer sig om at få pengene til at dække det allermest nødvendige som mad og husleje.
Dette tal er ifølge en rapport fra Arbejderbevæ- gelsens Erhvervsråd steget med 40.000 personer i perioden 2001-2006. Fattigdommen rammer i den forbindelse allerede udsatte grupper i samfundet som blandt andet psykisk syge.
– Mange psykisk syge oplever, at det roder i sindet, og derfor er det vanskeligt for dem at holde orden på praktiske ting som for eksempel et bud-
get. Samtidig er det ofte nemmere at overskue at gå på grillbar end at tilberede et sundt og billigt måltid mad. Men det er dyrt i længden, og derfor kan det være svært at få pengene til at slå til. Vi mener på den baggrund, at det er nødvendigt at få en tovholder tilknyttet de psykisk syge på bosteder og de åbne afdelinger, som kan tale med dem om blandt andet økonomi, siger Nethe Zajaczkowska, der er pressetalsmand hos landsforeningen Sind.
Psykisk syge falder uden for kasserne Den stigende fattigdom blandt psykisk syge hæn- ger dog ikke udelukkende sammen med personli- ge faktorer. Mange psykisk syge har vanskeligt ved at fungere i en hverdag med et travlt fuldtidsar- bejde og henvises derfor til at leve på overførsels- indkomst.
I kontanthjælpssystemet støder de imidlertid på nye forhindringer i forhold til krav om akti- vering og 300-timers reglen om minimum 300 timers ordinært, ustøttet arbejde inden for 24 må- neder, hvis ægtefællen også er på kontanthjælp.
Dertil kommer, at kontanthjælpsloftet, der træder i kraft efter et halvt år på offentlige ydelser, også kan sætte begrænsninger for den økonomiske for- måen. Situationen bliver yderligere kritisk for de psykisk syge, der lever på starthjælp eller intro- duktionsydelse, som giver et mindre økonomisk råderum end kontanthjælpen.
– Vi skal derfor være langt bedre til at hjælpe psykisk syge ind på arbejdsmarkedet med nogle fl eksible ordninger, der passer de psykisk syge.
Som det er nu, falder de uden for systemets kas- ser, understreger Nethe Zajaczkowska.
Fattigdom har konsekvenser på lang sigt Men det er ikke kun indtægterne, der kan volde psykisk syge økonomiske kvaler. Også de måned-
Psykisk syge ender i fattigdomsspiral
MARGINALISERET
lige udgifter kan stige mange over hovedet. Det gælder nemlig for psykisk syge – som for de fl e- ste andre danskere – at huslejen er en stor post på budgettet. Ganske vist kan psykisk syge, der bor til leje, søge boligstøtte, ligesom både lejere og bolig- ejere kan søge særlig støtte til at dække høje bo- ligudgifter. Men det er ifølge formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, ikke tilstræk- keligt.
– Generelt er det et rigtigt stort problem, at der fi ndes alt for få billige boliger i de danske storbyer, mener han.
Hertil kommer en anden stor post på budget- tet: medicin. Psykisk syge på førtidspension og kontanthjælp kan søge om tilskud til store enkelt- udgifter, alligevel har de fl este ifølge Nethe Za- jaczkowska store, månedlige udgifter til medicin.
Og da denne ikke kan spares væk, betyder det fra- valg på andre områder.
Dette har især store konsekvenser, hvis der er børn med i billedet.
– Vi er netop ved at gennemføre en under- søgelse i samarbejde med Center for Alternativ Samfundsanalyse, Roskilde Universitet, Aalborg Universitet og Sociologisk Institut. Og her er ten- densen klar. Det er ikke kun her og nu, børnene tager skade af at leve i fattigdom. De sættes også tilbage i deres udvikling på lang sigt, fortæller Pre- ben Brandt.
Hjælp til fattigdomsgæld
Mange forældre forsøger i denne situation at af- laste den stramme økonomi ved at optage lån, så børnene kan få nyt tøj som deres jævnaldrende eller en computer til skolearbejdet. Men dette er blot begyndelsen på en endnu ondere spiral, for gælden skal jo afdrages, og det kan være vanske- ligt at fi nde råd til at afdrage selv små beløb i et i forvejen stramt budget.
– Så kan vi jo godt sige, at det er dumt, og at børn ikke behøver en computer. Men faktum er, at det kan være vanskeligt at klare skolegangen uden, og det får forældrene til at optage det, vi kalder fattigdomsgæld. Altså gæld, der går til at skaffe ting, der er nødvendige i hverdagen, men som familien ikke har råd til, siger Preben Brandt.
Rådet for Socialt Udsatte har derfor med suc- ces påvirket politikerne til at vedtage en lov, der gør det muligt for socialt udsatte danskere at søge gældssanering – i hvert fald i forhold til den gæld, de har til det offentlige.
En anerkendelse er vigtig
Der er altså fl ere faktorer i spil, når vi taler om fat- tigdom blandt psykisk syge. Og lige så komplekst problemet er, er løsningen det også.
– Først og fremmest handler det om, at poli- tikerne erkender, at der reelt fi ndes fattigdom i Danmark. Flertallet i Folketinget mener, at fat- tigdom ikke kun handler om økonomi, og derfor anerkender de ikke OECD’s offi cielle fattigdoms- grænse. Og selvfølgelig handler fattigdom også
om andet end økonomi, men det er en vigtig fak- tor, understreger Preben Brandt, som gerne ser en anerkendelse fulgt op af konkret handling. Nemlig en afskaffelse af kontanthjælpsloftet, starthjælpen og introduktionsydelsen.
Og at det er nødvendigt med tiltag på det øko- nomiske område, er Danske Regioner enig i. Inte- resseorganisationen for de fem regioner har netop fået bevilget penge fra regeringen til at iværksætte punkterne i en handlingsplan for fremtidens psy- kiatri. Her er der ikke specifi kt sat fokus på fattig- dom blandt psykisk syge, men organisationen er bevidst om problemet.
– Forudsætningen for, at vores plan om bedre behandling af de psykisk syge skal lykkes, er, at der også tages initiativer på det sociale område.
Ellers kan det ikke lade sig gøre, fastslår kontor- chef Tommy Kjelsgaard fra Danske Regioner.
Fattigdom i Danmark:
– Ifølge en undersøgelse fra Arbejderbevæ- gelsens Erhvervsråd lever 170.000 danskere i fattigdom. Medregnes studerende er tallet 270.000
– Tallet har været støt stigende siden 1995, men er alene i perioden 2001-2206 steget med 40.000 personer. Medregnes studerende er tallet steget med 55.000 personer.
– Hver fjerde fattig dansker har levet i fat- tigdom i mere end tre år.
Sådan fastsættes en fattigdomsgrænse:
Danmark har ingen offi ciel fattigdoms- grænse, men Det Økonomiske Råd og OECD bruger en model, hvor grænsen for fattigdom bestemmes ud fra den øvrige befolknings indtægter. Det betyder, at fattige defi neres som personer, der har en indkomst, som lig- ger under halvdelen af den typiske indkomst efter skat. Den typiske indkomst er fastlagt, så 50 procent af danskerne tjener over, og 50 procent tjener under. Dette kaldes også medianindkomsten.
I Danmark er man relativt fattig, hvis man som enlig lever for mindre end 7.500 kroner om måneden efter skat.
Roen på hesteryg
På ungdomshjemmet
Holmstrupgård vest for Århus
er ridning og omgang med
heste en integreret del af
behandlingen af unge med
psykiatriske lidelser. Det er
der mange grunde til. Ikke
kun spejler hesten den unges
følelser. Den giver også
umiddelbar glæde
Af Lone Nyhuus, redaktionen@sl.dk Foto: Joachim Ladefoged
N
ogle gange, når man rider, kan man godt få en fornemmelse af, at der er noget, man kan.Sådan siger 21-årige Kirstine Blichfeldt – og hun kan ride. Hun kan sidde på en hest, og hun kan styre den, derhen hun vil.
Nu sidder vi ved et af havebordene ud til Holm- strupgårds store parklignende have. Ridetimen er overstået og den lille gruppe er samlet for at tale om dagens oplevelser. En smøg er tændt og Kir- stine Blichfeldt viser, hvad hun også kan. Hun kan styre en samtale om sig selv, og den udvikling hun har gået igennem, siden hun for fi re år siden kom til Holmstrupgård: Med blødende skinkearme – eller motorsavsarme, resultatet af selvskadelige handlinger – med en spiseforstyrrelse i fuldt fl or og med angstanfald så store, at hun ikke kunne tage den lokale bus.
Endnu mindre kunne hun sidde på hest. Men hun vidste, at den der angst måtte hun arbejde
med. Og hun vidste, at en af vejene at komme gennem angsten var at omgås hestene.
– Det første lange stykke tid kunne jeg ikke an- det end at få en fod i stigbøjlen. Derefter kunne jeg sidde på hesten og blive trukket rundt. Det tog knapt et år, før jeg kunne ride selv, fortæller Kir- stine Blichfeldt.
Nu kan hun selv strigle og sadle op og ride en tur, og efter rideturen er hun afslappet, og har det godt. Som nu.
– Jeg kan nyde at komme ud og ride. Jeg bliver glad og får lyst til at leve. Det er svært at sige, hvad det er, der sker, når man rider en tur i skoven og bare er. Der er et eller andet med det der store ro- lige dyr, som jeg smelter sammen med. Jeg bliver rolig, og jeg får det sådan, at jeg godt kan klare det.
Det skal nok blive godt.
Kirstine Blichfeldts liv er på vej til at blive godt.
De paniske angstanfald er væk, og nu kan hun også tage alle former for offentlige transportmid- ler. I marts måned var hun kommet så langt med sig selv, at hun var i stand til at fl ytte fra Holm- strupgårds trygge og beskyttende miljø. Nu bor hun med en veninde i en lejlighed på Trøjborg. Sin daglige gang har hun stadig på ungdomshjemmet.
RIDETERAPI
Om Holmstrupgård
Den ungdomspsykiatriske institution Holmstrupgård er et ungdomshjem i Re- gion Midtjylland med dag- og døgnbehandling for unge fra 14 år og op. For tiden er der 60 beboere/brugere på stedet. Behandlingen tager primært udgangs- punkt i miljøterapeutiske principper. Anne Hove er fuldtidsansat til at tage sig af arbejdet med de fem heste. Derudover er der en deltidsmedarbejder ansat.
Her går hun i skole, og her har hun sine ride- og hestesessioner.
Helt almindeligt
På trods af skizofreni, psykose, spiseforstyrrelser og andre psykiatriske og behandlingskrævende tilstande har Holmstrupgårds piger nemlig sam- me ønske som mange andre piger med et almin- deligt ungdomsliv. De vil gå til ridning.
– Helt almindeligt. Ligesom der er nogen, der går til svømning, siger sygeplejerske Anne Hove, der har redet islandske heste siden hun var helt ung. For seks år siden proppede hun en lille hånd- fuld piger i en bil og drog af sted til den nærmeste rideskole.
– Her oplevede jeg, hvor meget hestene kunne.
Hvor meget kontakt de kunne skabe og hvor me- get de kunne formidle om, hvordan pigerne havde det. Også til mig, siger Anne Hove.
Hun tog også pigerne med ud, hvor hendes egen hest stod. En gang var én af passagererne en pige, som netop var blevet udskrevet.
– Hun var hæmmet af store psykotiske vrang- forestillinger og kunne derfor virke helt fraværen- de. Èn af den slags piger, som var næsten umulig at komme i kontakt med. På et tidspunkt, mens jeg havde hjulpet de andre med at fange en hest, var hun væk. Jeg blev bange og så for mig, at hun havde taget sit eget liv. Men hun var gået op til en af hestene og stod og klappede den. Mens hun stod der, var hun livet op. Jeg fi k øjenkontakt med hende. Pludselig var hun til stede i den her virke- lighed, som vi andre også er i.
Det var blandt andet den oplevelse, som gjor- de, at Holmstrupgård anskaffede egne heste. Først to, siden er antallet steget til fem. Alle er nøje ud- valgte.
– Vores heste skal have deres egen kerne. De skal kunne hvile i sig selv. De skal også kunne ar- bejde med sig selv. Derudover er de heste, jeg har valgt, gode at ride på. Det skal ikke være for bøv- let, siger Anne Hove.
Kontakten og lederskabet
På Holmstrupgård starter arbejdet med hestene ofte med, at den unge skal lære at omgås hesten
‘fra jorden’. Få hesten til at gå frem, til siden og stoppe, når mennesket bestemmer det. At bakse med så stort et dyr tvinger den unge til at forholde sig til hesten her og nu. Og hvor kontakten med andre mennesker ofte er baseret på det sproglige – et krav, som blandt andet de psykotiske har svært ved at honorere – er det anderledes med hestene.
Her er kontakten følelsesmæssig.
– Hesten kræver, at du skal være til stede i dig selv. I hvert fald hvis du skal få den til at gøre, som du vil. Så skal du overbevise hesten om, at du er dens gode faste leder. Du skal være rolig og afslap- pet. Du skal have lederskabet inde i dig selv. Det kan være svært at have, hvis du er lidt bange. På den måde er hesten en vældig god øveplads til
at træde ud på banen og sige: Her er jeg, og jeg forventer, at du følger med mig, siger Anne Hove, der fortæller, at når hesten for første gang frivil- ligt følger den unge, er der mange, der begynder at græde:
– Når hesten anerkender den unge som sin leder og som en, der kan passe på den, er det en vældig stor følelsesmæssig oplevelse. Mange af vores unge har været gennem et forløb, hvor de har været syge; hvor de ikke har kunnet klare det, de selv har forventet. Eller det, som deres omgi- velser har forventet. De har haft nederlag enten i skolen eller familien. De har ikke altid så stor tillid til sig selv. Pludselig er der én, der viser dem tillid.
Hesten som talerør
Fra arbejdet på jorden er næste skridt at komme op på hesten. Nogle af de unge har redet før, og
kan være teknisk dygtige ryttere. På Holmstrup- gård er det ikke det, som tæller.
– Især nogle af de spiseforstyrrede kan væ- re rigtigt gode ryttere – teknisk – og så alligevel mangle kropsfornemmelsen. Fordi de på grund af deres sygdom undertrykker deres kropsfornem- melser. Dem øver jeg med ved at sætte dem på hesten uden sadel og lave balanceøvelser og vejr- trækningsøvelser. Nogle af de psykotiske og skizo- frene har også en udfl ydende kropsfornemmelse.
Her er hesten et rigtigt godt redskab. Du sidder på den, og det bliver tydeligt, hvor hesten slutter og hvor du selv begynder, siger Anne Hove, før hun fortæller om endnu en virkning af omgangen med heste. Måske den vigtigste:
– Vores unge har et svært liv. Det er vigtigt, at der bliver noget godt indhold i et svært liv. Ridnin- gen og sammensmeltningen med hesten og bare være helt til stede i nuet og mærke hesten og ride i naturen kan give en følelse af lykke. Den lykke- følelse, tror jeg, er helbredende i sig selv. Den kan
være svær at få på kommando. Den må man tage >
– Når hesten anerkender den unge som dens leder og som en, der kan passe på den, er det en vældig
stor følelsesmæssig oplevelse. Mange af vores unge har været gennem et forløb, hvor de har været
syge; hvor de ikke har kunnet klare det, de selv har forventet. Eller det, som deres omgivelser har forventet. De har haft nederlag enten i skolen eller
familien. De har ikke altid så stor tillid til sig selv.
Pludselig er der én, der viser dem tillid.
Anne Hove
Om rideterapi
Hvis man er interesseret i at blive klogere på ridete- rapi, er der rideterapiud- dannelsen på det svenske Mittuniversitet. Udannelsen er en distanceuddannelse, varer 1½ år, og forudsætter relevant erfaring/uddan- nelse inden for undervis- ning, terapi eller sygepleje samt basale ridekundska- ber. www.miun.se søg på
‘ridterapi’.
imod med glæde, når den kommer.
Enhver ridetime afsluttes med en snak om, hvordan ridningen og omgangen med hestene er forløbet. Snart ryger samtalen over på mere per- sonlige ting.
Nogle gange sker det også, at snakken om de personlige og svære ting starter under selve rideti- men. For eksempel, hvis en hest begynder at trip- pe, være urolig eller vige fra menneskets kontakt.
– Så er det nok fordi, den unge er rigtig gal in- deni. Det taler vi så om, siger Anne Hove.
– Omvendt bruger den unge nogle gange he- sten som talerør. Den unge siger for eksempel:
Jeg kan se på Nattfari, at han er træt, bange eller nervøs. Det er en projektion af, hvordan de selv har det indeni. Eller om en anden hest kan den unge sige: Moldi er så irriterende. Han står bare der og ser så offeragtig ud – og det skal så forstås som: Han står der, ligesom jeg har det, lige inden jeg skærer mig, og hvor jeg bare håber, at pædago- gerne ser det, siger Anne Hove.
En sej hest
De observationer, som Anne Hove gør i forbin- delse med den unges omgang med hestene, tages blandt andet med til teammøder:
– Den følelsesmæssige kontakt de unge etable- rer til hestene, siger også noget om, hvad de evner af anden følelsesmæssig kontakt og knytning til andre mennesker. Når vi taler handlingsplaner, er ridningen også en del af samtalen. Vi spørger den unge, hvad hun mener, hun kan bruge fra om- gangen med hestene. Er det det sociale netværk, som vi opdyrker når vi tager hesten ud i verden til stævner og samlinger? Eller er det til at øge krops-
fornemmelsen, siger Anne Hove.
Hun har gang på gang konstateret, hvor stor glæde de unge har af at kunne omgås hestene i det daglige. Og en af grundene er nok, at de store dyr ikke spørger til handlingsplaner, eller om man nu er gal indeni.
Det frirum benytter 19-årige Jeanette Jacobsen sig af. Gennem de to år, hun har været på Holm- strupgård, har hestene både været en del af hen- des skema og af hendes liv. Hun nyder, at hestene – og specielt yndlingshesten Nattfari – er opstaldet på ungdomshjemmet.
– Når jeg er ked af det eller føler mig ensom.
Når jeg har lyst til at skære mig eller ikke kan holde ud, sådan som jeg har det, så går jeg ned til Nattfari. Så kommer jeg væk fra det der depressi- on og selvskadende halløj, siger Jeanette Jacobsen.
Og da jeg spørger, om der er noget, som hun ellers vil sige, tøver hun lidt. Gennem smøgen og med et direkte blik i det unge sammensatte ansigt, siger hun.
– Nattfari er sej!
Hvem bruger heste i det pædagogiske arbejde?
Jeg har skrevet bogen “Hesten som pædagogisk redskab” og har en ny bog under ud- vikling.
Den vil gå i dybden med det pædagogiske arbejde og gevinsterne ved at anvende heste i forhold til forskellige målgrupper.
I forbindelse med research til min nye bog, vil jeg gerne i kontakt med institutioner og mennesker med en stor erfaringsbunden viden om brugen af heste i pædagogisk sammenhæng. Samtidig vil der blive oprettet en tværfaglig databank, som skal være med til at synliggøre den mangfoldighed af faggrupper og steder, hvor heste bruges som medspiller i det faglige arbejde. Hvis man vil vide mere om projekterne og med- virke til større synlighed, kan man fi nde mere information og et skema til kontaktop- lysninger under “Nyheder” på www.candeurgaarden.dk
Lena E. Sørensen
Socialpædagog, konsulent og forfatter Dokumentation
I en afhandling fra 2006 (‘The Effi cacy of Equine Assisted Group Counseling With AT- Risk Children and Adolescent’) gør fi losofi - professoren Kay Trotter rede for de mange forskellige måder som hesteassisteret terapi går ind og virker: gennem den stærke forbin- delse mellem dyret og mennesket; gennem dyret, der tillader mennesket at komme i kontakt med naturen; gennem oplevelsen (det er spændende og lidt farligt at ride.) Efter et 12 ugers forløb med hesteassisteret rådgivning med en gruppe på 126 dårligt fun- gerende skolelever mellem 8 og 14 år kunne der konstateres, at børnenes evne til at foku- sere, deres glæde ved at være sammen med andre og evne til at løse sociale konfl ikter var markant øget. Blandt meget andet.
Se på www.projektfundament.dk. Gå ind under ‘dokumentation’.
– Der er et eller andet med det der
store rolige dyr, som jeg smelter sammen med. Jeg
bliver rolig og jeg får det sådan, at jeg
godt kan klare det.
Det skal nok blive godt.
Kirstine Blichfeldt
Øget livskvalitet, mere glæde og mindre stress. Det er nogle af de gode effekter af dyreassisteret terapi. Men forskningen er af meget svingende kvalitet. Det vil en række danske forskere gøre noget ved
Af Lone Nyhuus, redaktionen@sl.dk Foto: Joachim Ladefoged
D
yr som terapi. Sådan lød over- skriften på det seminar, som godt 100 danske behandlere deltog i i maj måned. De kom med så forskellig baggrund som psykologer, pædagoger, psykiaterer, ergoterapeu- ter og dyreadfærdsforskere, og invi- tationen kom fra forskere på Aarhus Universitet, Det Jordbrugsvidenska- belige Fakultet, Institut for Husdyrs- undhed, Velfærd og Ernæring.På seminaret var det dels formålet at tage det første spæde spadestik til et dansk netværk inden for området, dels for at fortælle om forskningens resultater.
En af oplægsholderne var psykia- trisk overlæge Anne Bitsch Larsen.
På privat basis har hun haft patienter gennem forløb med Heste Assisteret Psykoterapi. Blandt andet en 26-årig psykotisk kvinde, som både hørte stemmer og havde svære tanker om selvmord. Gennem seks sessioner med en hest steg hun fra en GAF-score på 20 til 38. GAF er en metode, der angi- ver en persons psykosociale funkti- onsniveau. 100 er det højest tænkelig
niveau, og 40 betegner grænsen til psykose.
Selvom Anne Bitsch-Larsens erfaringer er vær- difulde, er de baseret på enkeltstående tilfælde og kan som sådan ikke bevise noget.
Det kan derimod den forskning som norske Bente Berget, ph.d. ved Universitet for Miljø- og Biovidenskab har gennemført. Fra 2003 til 2006 har hun undersøgt den virkning som dyreassiste- ret terapi har på mennesker med psykiske lidelser.
90 voksne mennesker med så vidt forskellige lidel- ser som skizofreni, depressioner, angst og person- lighedsforstyrrelser har deltaget i et forsøg hvor en del af patienterne – ved siden af deres normale terapeutiske behandling – fi k ansvaret for pasnin- gen af køer og får på et landbrug. Hos de patienter, som havde haft den daglige omgang med dyrene, viste der sig en række længerevarende effekter. Et halvt år efter meldte de, at deres angst var blevet reduceret, de var blevet bedre til at forholde sig til stress, og de oplevede selv, at deres livskvalitet og tro på egen mestringsevne var blevet forøget.
Fra Aarhus Universitetshospital, Risskov, meld- te professor Poul Videbech også om dyrs terapeu- tiske evner.
– Dyr er fantastiske til at være katalysatorer for kontakten mellem mennesker, siger Poul Vide- bech og referer til børnepsykologen, Boris Levin- son:
I 1961 opdagede han ved et tilfælde, at hans hund, Jingles, kunne skabe kontakt til en dybt autistisk ni-årig dreng. Hunden hilste på drengen, som om de var gamle og bedste venner, og dren- gen – som normalt undgik kontakt til alt og alle – svarede ved at fare hen og plante hele hånden i hundens pels. Gennem Jingles kunne Boris Levin- son begynde at behandle drengen.
Også deprimerede og ensomme har dyr en god effekt på. Og for de personlighedsforstyrrede giver omgangen med dyrene en ufarlig mulighed for at knytte sig til et andet væsen.
Efter at have gennemlæst mere 250 rapporter
?
Rideterapi er en behand- ling, der er på vej frem i fl ere sammenhænge – hvil- ke muligheder ser du i den på det område, du arbejder med?
Hvad er dine erfaringer med at bruge for eksempel dyr i kontakten med den brugergruppe, du arbejder med?
Deltag i debatten på www.socialpaedagogen.dk
Hvad er det, dyrene gør
ved os?
– Hos nogle ejere af kæledyr reducerer om- gangen med kæledyret stress. Den fysiske berøring stimulerer kroppen til at frigive endorfi ner og andre stoffer. Blodtrykket falder, det samme gør pulsen og stresshor- monet cortisol.
– Andre kæledyrsejere får mere af den sund- hedsgavnlige motion.
– Ældre på plejehjem og mennesker med Alzheimers og demens oplever sig som min- dre ensomme og mere glade, og har også lettere ved at fi nde og fastholde appetitten.
– Visse psykiatriske patienter har også gavn af omgangen med kæledyr eller terapidyr.
Det gælder både humør og sociale kompe- tencer. Når det tætte sociale bånd knyttes mellem dyr og menneske opstår der en følelse af højere selvværd. Følelsen af ansvar og kontrol – når et dyr viser én tillid - giver mennesket selvtillid.
– Børn, der er knyttet til et dyr, fremviser større empatiske evner
Læs mere i ’The Benefi ts of Human-Compa- nion Animal Interaction: A review.’ Barker &
Wolen, 2008 – det er en gennemgang over, hvad forskningen indtil nu har vist.
– nogle videnskabelige, men de fl este ikke-viden- skabeligt funderet – er Poul Videbech dog sikker på én ting: Dyr som terapi er et område, hvor der er brug for mere forskning. Det arbejde skal for- skerne nu i gang med.
48 timers arbejdsuge. Spidsfi ndige kontrolure. En enevældig overlæge.
Det var arbejdsvilkårene, da Vagn Laustsen i 1959 meldte sig ind i det, der i dag er blevet til Socialpædagogernes Landsforbund
Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk Foto: Lars Horn/Baghuset
H
vad vil De, Laustsen?Overlæge Wads ord lyder på ny. Mere end 40 år efter at de faldt på Anstalten Vodskov.
– Hvad vil De, Laustsen?
Med en karakteristisk trækning ved munden og et brysk tonefald spiller Vagn Laustsen rollen som den tidligere øverstbefalende på det, der engang var et hjem for knap 1000 udviklingshæmmede mennesker.
I erindringen er Vagns egne rynker glattet væk.
Han er igen en yngre mand i hvid plejeuniform og sort kasket.
Formand for den lokale afdeling af ÅP, Åndsva- geforsorgens Personaleforbund.
En mand med et budskab at levere.
Overlæge Wad har nemlig brudt en aftale om, at alle stillinger skal slås op – en aftale, han for ny- lig har indgået med det nyetablerede samarbejds- udvalg, der kun er kommet til verden på baggrund af et centralt cirkulære.
Den dag i dag husker Vagn Laustsen tydeligt overlæge Wads ord. Og blik.
– Høgeblikket.
Han mindes også sine egne ord, der tumlede ud af munden. Bare for at falde over hinanden og lade sig bremse.
– De har besat stillingen, prøver han.
– Ja, hvad vil De, Laustsen?
– De har besat stillingen uden at slå den op, så- dan som vi aftalte på mødet i samarbejds…
– Ja, jeg har besat stillingen. Hvad vil De Laust- sen?
– I samarbejdsudvalget aftalte vi at… Vagn Laustsen hiver luft ind for at demonstrere over- læge Wads kommunikation.
Så skruer han op for volumen.
– Kan De da for helvede ikke forstå, at det er spild af papir, når jeg har besat stillingen, brøler han.
Vagn Laustsen puster ud.
Smiler og bliver igen sig selv i en 72-årig ud- gave.
– Jeg kunne slet ikke hamle op med overlæge G.
Wad. Jeg blev blæst ud af lokalet.
Forbudt kaffepause
Denne sommer er det 50 år siden, at den nu pen- sionerede socialpædagog Vagn Laustsen meldte sig ind i en af forløberne for Socialpædagogernes Landsforbund.
“Medlemsbog for Vagn Aage Laustsen, pleje- elev som har erlagt lovmæssigt tilskud med 2 kr.
00 øre er fra og med den 1. juli 1959 medlem af Det danske Aandsvagevæsens Funktionærfor- bund,” står der på medlemsbeviset i det røde pa- petui. Siden ændrede organisationen navn til ÅP
ERINDRINGER
50 år med fagforeningen
– Jeg nyder at møde tidligere kollegaer og andre,
som jeg har kendt i min tid i Personale- forbundet. Så taler vi om dengang, det ikke var så nemt,
det hele.
Vagn Laustsen
Privatfoto fra anstalten Vodskov.
– Åndsvageforsorgens Personaleforbund og i 1980 fusionerede den til Socialpædagogernes Lands- forbund.
Sammen med ansættelseskontrakten fra elevti- den og sort-hvide ungdomsfotos hører medlems- bogen hjemme i en mappe med minder.
– Jeg er faktisk lidt stolt af at have været med i 50 år, siger Vagn.
Lige da han begyndte som elev på Antstalten Vodskov uden for Aalborg, tænkte han slet ikke på at melde sig ind i fagforeningen.
Men det fi k 1. plejeren Niels Ove Herskind, der også var formand for fagforeningens lokale afde-
ling, hurtigt overbevist ham om, at han skulle.
– Vi har jo sådan en personaleforening, den må du nok hellere blive medlem af, sagde han.
– Jeg kan ikke lige huske, hvornår ordene faldt, men det har nok været under formiddagskaffen, gætter Vagn.
På Avlsgården, hvor han begyndte sin elevtid, var der nemlig tradition for at personalet tiltuske- de sig en forbudt pause.
Så sad de ved langbordet i køkkenet og drak kaffe, mens de fra vinduet holdt øje med bakken.
Engang imellem kom overlæge Wad gående i sin lange, hvide kittel, og så var det bare med at få kaf-
I dag arbejder Vagn Laustsen frivil- ligt på Museet i Hammer Bakker, hvor man kan blive klog på historien om den store totalinstitution ved Vodskov.
>
Privatfoto fra anstalten Vodskov.
Privatfoto fra anstalten Vodskov.
fekopperne ind i køkkenskabene.
– Når han så kom, stod vores husfar og tog imod på trappen. Han gjorde sådan en håndbe- vægelse med swung på armen og bød “Velkom- men hr. overlæge”. Alt imens vi arbejdede så me- get, som vi aldrig plejede at arbejde. Når overlæ- gen så var gået, kunne vi fortsætte med at drikke kaffe, fortæller Vagn.
Ingen klagemuligheder
På Avlsgården boede 80 såkaldte ‘arbejdsføre’
mænd.
Alle med udviklingshæmning. Nogle dømt for eksempelvis vold, voldtægt eller tyveri.
De sov på store sovesale og brugte dagene på landbrugsarbejde.
– Vi havde 40 køer, ungkøer, grise, skovbrug og kartoffelavl. Som plejeelev blev jeg sendt ud med en gruppe på 15-20 mænd. Så skulle jeg holde styr på dem. Jeg havde altid min hvide plejeuniform på, også når vi for eksempel hyppede kartofl er, og mændene havde blå eller grå arbejdsdragter, for- tæller Vagn Laustsen.
Dengang var løn- og arbejdsvilkårene nogle helt andre end i dag.
Arbejdsugen var på 48 timer. Elevlønnen 125 kroner.
– Og i ‘fritiden’ fi k vi elever af og til undervis- ning, fortæller Vagn.
Fagforeningen var heller ikke særlig stærk.
‘Kontoret’ lå hjemme i Niels Ove Herskinds pri- vate kælder, og når der var møder, foregik det på kroen eller i cafeen hos bageren i Vodskov.
Når han fortæller unge pædagogstuderende om sin elevtid, ser de af og til undrende på ham.
– Hvorfor gjorde I ikke oprør? Hvorfor klagede I ikke, spørger de.
– Klage? Hvem skulle vi klage til, svarer Vagn.
Især var det hårdt, da han lidt senere i elevtiden begyndte på den lukkede afdeling.
Stole og borde var massive, så de ikke kunne kastes rundt med, og det var en del af dagligda- gen, at de udviklingshæmmede beboere blev tvangsfi kseret med bælter eller låst fast i læder- handsker.
Her var afdelingslederen, ‘husfaderen’ som han hed, så streng, at Vagn Laustsen under ingen om- stændigheder ville invitere ham, da han knap 25 år efter holdt jubilæum.
Eleverne blev bedt om at gøre rent om natten, og i weekenderne bad han dem ofte både om at arbejde om formiddagen og om eftermiddagen / aftenen, så den sparsomme fritid skrumpede ind til en lang frokostpause. Andre gange fi k de vagt fra klokken 19.00 om aftenen til klokken 7.00 om morgenen, og de måtte under ingen omstændig- heder hvile. En gang i timen skulle de gå en runde, og stikke en nøgle ind i nogle specielle tidsregi- streringsure, så husfaderen kunne kontrollere, at de rent faktisk havde været rundt.
– Det var helt umenneskeligt, siger Vagn.
Han husker også, at eleverne blev bedt om at rede
sengene så stramt, at husfaderen kunne kaste en mønt ned på tæppet og få den til at springe tilbage i hånden.
– Men så stramt kunne han ikke engang selv rede en seng, siger Vagn med bitterhed i stemmen.
Fortiden på museum
I dag arbejder Vagn Laustsen frivilligt på Museet i Hammer Bakker, hvor man kan blive klog på hi- storien om den store totalinstitution ved Vodskov.
Udstillingen rummer blandt meget andet Gun- nar Wads skrivemaskine, en fi kseringshandske og nogle personaleuniformer – samt en rød fane fra Aandssvageforsorgens Personaleforbund og en medlemsbog.
– Fagforeningen har jo udviklet sig kolossalt. I dag har den magt – både i samfundet som helhed og på den enkelte arbejdsplads, siger Vagn Laust-
sen.
I hans tid har de store land- vindinger blandt andet medført en langt kortere arbejdstid, en højere løn og en større indfl ydel- se på arbejdet.
– Selvfølgelig er der forskel på, hvor godt samarbejdsud- valget fungerer på den enkelte arbejdsplads, og hvor meget ind- fl ydelse fagforeningen har, men generelt har medarbejderne langt mere at sige, end de havde på Gunnar Wads tid, siger han.
Vagn Lausten mener også, at Aandsvageforsorgens Persona- leforbund – og senere Socialpæ- dagogernes Landsforbund – har været med til at forbedre forhol- dene for de udviklingshæmmede borgere markant.
– Fagforeningen har været med til at bære et nyt menneske- syn igennem, og har arrangeret kurser i samarbejde med Amtet – For eksempel Det Kan Nytte- projekterne i 80’erne, siger han.
I dag er tillidsrepræsentanterne også klædt langt bedre på, end han selv var, da han skulle i clinch med overlæge Wad.
– Gennem kurser lærer de jo både at argumen- tere og ikke mindst at kende medarbejdernes ret- tigheder, siger han.
Selv er Vagn Laustsen stadig en aktiv fagfor- eningsmand – han er blandt andet med til at ar- rangere Kreds Nordjyllands sommerudfl ugt, lige- som han er aktiv i kredsens seniorudvalg.
– Jeg nyder at møde tidligere kollegaer og an- dre, som jeg har kendt i min tid i Personaleforbun- det. Så taler vi om dengang, det ikke var så nemt, det hele.
Udviklingshæmmede skal ud af de beskyttede værksteder
Nyt LEV-projekt skal vise, at der for mange udviklingshæmmede er en fremtid på det ordi- nære arbejdsmarked
Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
D
et der beskyttede værk- sted, det er selvfølge- lig godt nok – men det er bedre at komme ud i et rigtigt job. Man kan være mere stolt.Sådan siger den udviklings- hæmmede Bilka-medarbejder Zehera Nielsen på en af de man- ge videofi lm, der ligger på hjem- mesiden www.projektklap.dk.
KLAP står for Kreativ Lang-
sigtet ArbejdsPlanlægning, og projektet handler om at vise for- skellige typer af jobs, som men- nesker med udviklingshæmning kan mestre. Hjemmesiden giver også informationer om, hvad der skal til for at føre en karri- eredrøm ud i livet – eller for at komme tæt på drømmen.
Ideen er at sprede informati- oner om mulighederne for at gi- ve udviklingshæmmede en ung- domsuddannelse, der har fokus på det ordinære arbejdsmarked, sådan at de for eksempel kom- mer i virksomhedspraktik på en ordinær arbejdsplads.
På hjemmesiden kan du for eksempel møde Kristian, der arbejder som medhjælper for en vicevært, Louise, som er med- hjælper i en børnehave og Janni,
der hjælper til hos en bager.
Hver gang er de konkrete op- gaver pindet ud – en bagertjans kan for eksempel indebære an- svaret for, at der altid er poser og æsker i butikken samt opgaven med at folde æsker og bringe kager ud til pensionister.
Hjemmesiden er også byg- get op med spørgsmål og svar til henholdsvis pårørende/ung, arbejdsgivere og vejledere.
En vejleder spørger måske:
Hvordan kan vi lave en ung- domsuddannelse med det ordi- nære arbejdsmarked som mål?
Her lyder svaret:
Det er jo meget forskelligt, hvad det konkrete job fordrer af kvalifi kationer, ligesom de un- ges kompetencer er vidt forskel- lige, men ungdomsuddannelsen
giver brede muligheder for at bruge virksomhedspraktik såvel som forlagt undervisning, så- dan at udviklingen af den unges kompetencer sker i tæt kontakt med den virkelighed han/hun uddanner sig til.
I virkelighedens verden er målet nok ikke ordinær beskæf- tigelse på ordinære vilkår, men derimod afklaring og uddannel- se, der giver den unge mulighed for at mestre et job med løntil- skud eventuelt med personlig assistance på det ordinære ar- bejdsmarked.
SL faglige netværk for afl astningstibud har ETIK som tema på årets konference.
Få inspiration, refl ekter, diskuter og skab netværk med kollegaer.
Østergård hotel i Herning 28. og 29. oktober 2009
Yderligere oplysninger og tilmelding – se www.sl.dk/kalender
Du kan møde Nick Horup fra “Er vi helt gak gak” og høre om hans etiske overvejelser. Karsten Krogshave vil med udgangspunkt i Strandvænget stille spørgs- målet “Hvordan kan det gå så galt?”. Der vil også være Workshops, Ledercafe og paneldebat.
Tilmeldingsfrist: 1. september 2009
J
eg glæder mig rigtig meget til at se tillidsre- præsentanterne sætte dagsorden og fi nde på nyt sammen med kolleger og ledelse i pro-jekt ‘Socialpædagogerne på arbejdspladsen – ar- bejdsglæde, indfl ydelse og synlighed’, siger for- bundsformand Kirsten Nissen.
– Det er et udviklingsprojekt, hvor socialpæ- dagogerne ude på arbejdspladserne kan kaste sig over innovative processer og nye muligheder for at realisere den gode arbejdsplads, som vi allerede har haft på programmet et godt stykke tid. ‘Frem med de gode historier’ siger forbundet og fordeler to en halv millioner kroner til 25-30 arbejdsplad- ser med op til 100.000 kroner pr. projekt. ‘Den er vi med på’, siger kredsene og er klar til at støtte og samarbejde med arbejdspladserne fra start til slut.
– Arbejdsglæde, indfl ydelse og synlighed er meget vigtige temaer i vores hverdag, og de er tæt forbundne. Nu sætter vi fokus på de tre områder og beder om konkrete, gode historier. Samtidig forbinder vi socialpædagogerne centralt, lokalt og ude på arbejdspladserne. Det er faktisk ikke så tit, vi giver os selv den mulighed, og jeg er sikker på, at de mange involverede fra top til bund og de samlede ressourcer vil skabe masser af energi. Det kan simpelthen ikke undgås, at der sker noget nyt og spændende, siger Kirsten Nissen.
Vi kan se os selv i det
– Jeg håber, der kommer mange og gode projek- tansøgninger. Vi har ganske vist travlt ude om- kring, og vi kæmper ofte med nedskæringer. Der er budgetforhandlinger, og i november er der kommunalvalg. Men det her projekt er faktisk helt nede på jorden. Selv om arbejdsglæde, indfl ydelse
Kom med jeres gode historier
ARBEJDGLÆDE, INDFLYDELSE, SYNLIGHED
– Vi er dygtige i hverdagen. Men vi kan hele tiden blive bedre til vores fag, og også vores omverden skal da gerne vide, at vi stiler højt af hensyn til os selv og vores faglig- hed og af hensyn til de mennesker, vi arbejder med og for, siger Kirsten Nissen.
25-30 arbejdspladser kan hente op til 100.000 kroner til projekter om arbejdsglæde, indfl ydelse og synlighed, når
forbund og kredse i næste uge starter det store udviklings projekt
‘Socialpædagogerne på arbejdspladsen’
Af Hanne Sørensen Smith, redaktionen@sl.dk Foto: Vibeke Toft og Nils Lund Pedersen
ARKIVFOTO: VIBEKE TOFT
Mere arbejdsglæde, indfl ydelse og synlighed til hende her og alle hendes kolleger. Det går projekt ‘Socialpædago- gerne på arbejdspladsen’ ud på, og illustrator Otto Dick- meiss har brugt sine akvarelfarver til at fremtrylle hende på materialet til tillidsrepræsentanterne.
>
og synlighed kan lyde som nogle kæmpe og ukon- krete størrelser, så tror jeg godt, folk kan se sig selv i det her, siger Lotte Kirk Hansen. Hun er fællestil- lidsrepræsentant i Odense Kommunes Handicap- og Psykiatriafdeling med over 1000 ansatte, hvoraf omkring 450 er pædagoger. Hun er også næstfor- mand i afdelingens MED-udvalg og bestyrelses- medlem i Socialpædagogerne kreds Lillebælt.
– Det vigtige er, at projekterne kommer til at ligge helt ude på arbejdspladserne. Og det særlige er, at der er meget frit slag uden ret store bindin- ger til at sætte lys på de gode historier, der alle- rede fungerer, eller de nye ideer, der skal afprøves og gives videre. Det er et enormt inspirerende ud- gangspunkt, hvor tillidsrepræsentanten kan samle bolden op og som spilfordeler samarbejde med kolleger, ledelse og måske det lokale MED-udvalg, siger Lotte Kirk Hansen.
Selv er Lotte bidt af MED- og medindfl ydelse.
Indfl ydelse handler rigtig meget om tillid, og når den er der, så smitter det af på arbejdsglæde og synlighed. Ledelse og medarbejdere skal lytte til hinanden og lade sig inspirere. Begge parter kan bidrage til et vellykket samarbejde ved at være vel- forberedte, men det allerbedste er, når man kan mærke den kreative ånd, tilliden i at kunne skabe noget godt i fællesskab. Selvfølgelig kan der være interessekonfl ikter, hvor løsningen er forhandling.
Men der skal være lyst til samarbejde, påpeger hun.
Kreative – også ved pres
–Tænk bare på hvor utrolig meget det betyder, når vi har indfl ydelse på vores dagligdag, for eksem- pel på arbejdstider og tilrettelæggelse af arbejdet.
Vi bliver kreative og kan se muligheder i stedet for begrænsninger – også i pressede situationer.
Og det giver jo arbejdsglæde. Så hvis nu I er rigtig gode til noget på jeres arbejdsplads, men ikke har tid til at give det videre til vi andre, så kan I beskri- ve et projekt og søge penge til at få jeres viden for- midlet eller frikøbe en af jeres egne, der kan tage ud og fortælle på en anden arbejdsplads, hvor de netop mangler jeres input for at komme videre.
– Eller måske er I kørt fast i en problematik og har hverken tid eller kræfter til at løse den. Så skal I have skabt noget tid eller måske have nye øjne på udefra, og det kan jo koste. Så kan I lave et projekt og søge midler til det, opfordrer Lotte Kirk Hansen.
– Vi er dygtige i hverdagen. Men vi kan hele tiden blive bedre til vores fag, og også vores om- verden skal da gerne vide, at vi stiler højt både af hensyn til os selv og vores faglighed, men også af hensyn til de mennesker, vi arbejder med og for.
Så hvad er vi rigtig gode til, men mangler at få for- midlet? Hvad kan vi blive bedre til? Hvordan gør vi dette eller hint bedst? Hvordan får vi det her ud af ringbindet og bragt ind i vores organisation el- ler ud på andre arbejdspladser til inspiration? Det er sådan nogle spørgsmål, der kan sættes konkret hverdag på ude omkring til glæde for os alle, siger
Kirsten Nissen.
Mere af det hele
Udviklingsprojektet om arbejdsglæde, indfl ydelse og synlighed starter om en uges tid, når forbun- dets tillidsrepræsentanter modtager en mappe med materialer fra forbund og kreds. Der er an- søgningsfrist 9. oktober. Og inden måneden er omme, har en styregruppe nedsat af hovedbe- styrelsen udvalgt to til fi re projekter i hver kreds fordelt sådan, at såvel de tre temaer som hele ar- bejdsområdets forskellige tilbud og institutionsty- per er dækket ind.
AIS-projektet udspringer af temadebatten på kongressen i november sidste år. De 195 delegere- de deltog i debat og en lang række sms-afstemnin- ger om netop de tre temaer. De gav et billede af, at socialpædagogernes arbejdsglæde er stor. Der er et stærkt fællesskab. Der opleves stor medindfl y- delse, og såvel tillids- som MED-repræsentanter har god synlighed på arbejdspladserne.
Men der skal mere til af det hele. Afstemninger og debat viste nemlig også, at øget arbejdsglæde, indfl ydelse og synlighed kommer via fokus på bedre faglig og strategisk ledelse, større faglig an- erkendelse samt mere efteruddannelse, forsøgs- og udviklingsarbejde. Og det kommer via stærkere social- og lokalpolitisk engagement fra forbund og kredse, der er synlige og sætter dagsorden.
Se evt. spørgsmål, svar og debat fra kongressen på www.sl-kongres.dk/temadebat
– Det vigtige er, at projekterne kom- mer til at ligge helt ude på arbejds- pladserne. Og det særlige er, at der er meget frit slag uden ret store bindinger til at sætte lys på de gode historier, der allerede fungerer, eller de nye ideer, der skal afprøves og gi- ves videre, siger Lotte Kirk Hansen.
FOTO: NILS LUND PEDERSEN
D
et er en fuldstændig almindelig dag i ju- len 2006. Hjemmevejleder Dorte Elkjær har spist middag sammen med de ni borgere i bofællesskabet Åbo i Uldum. Hun er alene på ar- bejde, og nu ordner hun ting på kontoret. ‘Peter’kommer og går – og kommer igen. Han vil slås ihjel. Dorte siger fra og tilbyder ham en beroli- gende pille. Så vil ‘Peter’ slå Dorte ihjel. Han ta- ger kvælertag på hende to gange, før hun får ham smidt ud og brugt sit eneste værktøj: PN-medicin.
En kollega tager over, og Dorte går hjem. Perso- nalegruppen taler om, at Åbo ikke mere kan rum- me skizofrene ‘Peter’, hvis psyke er specielt presset i den mørke tid. Der bliver sendt en ansøgning om fl ytning af sted til amtet. Sommeren kommer, lederen rejser, og på ferien med beboerne får en medarbejder en chokerende meddelelse og bliver omgående sygemeldt. En anden er på barsel, så der er i forvejen vikar på.
Medarbejdergruppen, der lige nu kun rummer to faste, som kender det hele, er presset. De løber stærkere og holder ud uden leder og med vikarers hjælp, for kvaliteten må ikke falde. Og ‘Peter’ er jo på vej væk. Tror de.
Men amtet er nedlagt, og ansøgningen om fl yt- ning er forsvundet.
Så bliver det en fuldstændig almindelig dag i julen 2007. Og det sker igen. ‘Peter’ tager kvæler-
tag på Dorte. Den nye leder, Mette Boelt Kristian- sen, sender hende hjem og har forinden fundet ud af, at Dorte ikke har fået bearbejdet den første hændelse ordentligt. Der kommer fl ere episoder med ‘Peter’.
– Jeg er kontaktperson for ‘Peter’, men jeg er helt vildt bange for det der kvælertag, fordi jeg har en privat oplevelse af den karakter. Så midt i janu- ar 2008 bliver jeg sygemeldt med stress, fortæller hjemmevejleder Hanne Eskildsen.
Problemerne skal løses
– På det tidspunkt har vi diagnosen paranoid ski- zofren på ‘Peter’. Han er i dag 48 og har været her i 12 år, og jeg har også været her hele tiden. Hans første kontaktpædagog er den røde tråd i hans liv.
Hun har viden om anvendt adfærdsanalyse fra sit tidligere arbejde på Sølund, men hun går jo på pension, og så lider han endnu et tab.
– Han var meget angst for at komme væk fra familien, hvor han var tildelt et værelse, men ikke blev betragtet som fuldgyldigt medlem. Han hav- de en kummerlig opvækst med en syg mor, hvis læge på et tidspunkt opdagede, at der var endnu en søn i huset ud over den synlige. Som 14-årig kom ‘Peter’ i ungdomspsykiatrisk behandling og senere i familiepleje, men han ville ikke tage sin medicin, så han endte hjemme igen. Han kan læse og skrive og er anderledes end vores udviklings- hæmmede beboere i øvrigt, fortæller tillidsrepræ- sentant Birgitte Damgaard Jørgensen.
– Hanne siger altså nej tak til at fortsætte som kontaktperson og bliver sygemeldt. Og samtidig får vores leder så forhandlet en ad-hoc opnorme- ring på 37 timer hjem. Vi ansætter Marianne Stra- ger frisk fra seminariet, for hun har været her som studerende og som vikar under forløbet. Og hun siger ja til at blive kontaktperson, siger Birgitte.
– Lige efter nytår tager jeg kontakt til Lisbet Troest, der leder Handicapafdelingen under Social Service i Hedensted Kommune. Problemerne skal Kort om Åbo
Bofællesskabet Åbo ligger i Uldum i Hedensted Kom- mune. Det er for voksne udviklingshæmmede i mid- delsvær grad, og alders- gruppen er 38-51 år. Seks borgere bor i egen lejlighed på selve Åbo. Tre borgere bor i selvstændige boliger i umiddelbar nærhed og modtager også Åbos pæda- gogiske tilbud.
Åbo er normeret til fem en halv pædagogstillinger samt en lønnet praktikant.
Mette Boelt Kristiansen leder Åbo og to andre bofællesskaber. Birgitte Damgaard Jørgensen er tillidsrepræsentant.
Hedensted Kommune har i alt syv bofællesskaber.
Kvælertag er afl øst af indkøbstur i Brugsen
>
Succes hele vejen rundt: ‘Peter’ bliver på Åbo i Uldum og får udviklende pædagogisk tilbud frem for medicin. Åbo har alle medarbejdere intakte og nedbragt sygefravær. Hedensted
Kommune sparede i 2008 omkring 1,42 millioner kroner i forhold til alternativ anbringelse
Af Hanne Sørensen Smith, redaktionen@sl.dk Foto: Rasmus Baaner
løses, og vi kigger på institutioner, blandt andet den regionale Møgelkjærvej ved Viborg. ‘Peter’
kan godt få plads her, men den koster 2,3 millio- ner kroner om året, og forstander Jørgen Juul me- ner, Åbo kan løfte opgaven via kompetenceudvik- ling. Jeg har selv den holdning, at vi er sat i verden for at inkludere de mennesker, som samfundet ekskluderer, ikke for at skabe svingdørsbeboere.
Men afgørelsen skal lægges ud til personalet, for- tæller leder Mette Boelt Kristiansen.
Når hun kan, så kan vi også
Hun arrangerer et møde på Åbo med Jørgen Juul, og han medbringer en pædagog fra sit arbejde og en sikkerhedsuddannet soldat fra Skive Kaserne.
Der midt i februar står Hanne Eskildsen så op af sin sygeseng og tøffer til møde: – Jeg tænker ‘Nej, Mette må have slugt noget, hun ikke kan tåle.’
Men ret hurtigt, mens Jørgen Juul fortæller, kom- mer overvejelserne. Det giver mening at løse op- gaven med ‘Peter’ her, hvor han hører hjemme, så han ikke bliver psykotisk af at blive fl yttet, husker Hanne.
– Jørgen Juul holder et foredrag om sine bebo- ere og udstråler faglighed sammen med de andre.
De ved, hvad det handler om. Og så snakker han ind til hver enkelt af os. Hvad har du brug for, og hvad har du lyst til? Joe, noget med selvforsvar. Og
noget med, at skal vi løfte opgaven, så skal vi have midlerne til det, fortæller hjemmevejleder Mari- anne Strager.
– Jeg har det så r...dårligt, men møder så megen anerkendelse. ‘I skal have noget terapi. Kvælnings- død er den værste død næstefter druknedød. Der er grund til at være bange,’ siger han til os, fortæl- ler Hanne, og Birgitte husker pædagogen ved Jør- gen Juuls side: – ‘Den lillebitte kvinde der. Når hun kan, så kan vi også,’ tænker jeg. Og så bliver jeg så glad, da Jørgen Juul går ud og er sammen med ‘Pe- ter’. Han fortæller os, at der er autistiske træk, at
‘Peter’ spejler verden helt konkret og måske har en udviklingsalder på omkring seks år. Vi er uddan- net til at udvikle relationer, men her må vi lægge andre strategier også.
Blå mærker og forvredet arm
– I forstår den aften, at I må bestemme. Og så siger I ja. Det er godt gået, siger Mette.
– Ja, og så går jeg hjem i seng igen, siger Hanne.
Men der ligger hun nu ikke længe, for så starter kurset i selvforsvar nede i hallen: – ‘Aj, hvad skal jeg her? Der står de der stærke mænd i tights og forklarer om knive og vold og død og kaster hin- anden rundt. Det skal jeg da ikke have noget af.’
Men det skal jeg så, og nu ved jeg, at jeg godt må forsvare mig selv – og jeg kan. Jeg kommer faktisk
Fra venstre: Leder Mette Boelt Kristiansen, TR Birgitte Damgaard Jørgensen (bagest), hjemmevejleer Marianne Strager og hjemmevejleder Hanne Eskildsen.
til at give min mand blå mærker undervejs.
Og Marianne fortæller, at hun forvrider armen under træningen. Der tages fat, og du dør ikke.
Men du kan faktisk lige præcis dø ude i virkelig- heden. Teknikken er vigtig, og der trænes efter- følgende på hvert personalemøde. Hun har aldrig været blandet ind i voldsomme episoder med
‘Peter’ og kender ikke selv angsten, men må un- dervejs passe på, at ‘husets’ angst ikke sætter sig i hende.
– Er vi angste, bliver ‘Peter’ angst, fordi han spejler. Det handler for eksempel om at kende lokalet og placere sig i det, så man kan komme væk. Og i sidste ende handler det om at forsvare sig selv, siger Mette, og Birgitte tilføjer, at hun først tror, det der med selvforsvar er en biting. – Det er det ikke, siger hun og tegner en streg i luften un- der ‘ikke’. – Vi har lært på seminariet, at vi ikke må tage af kassen, gå i kassen eller slå på kassen. Nu har vi lært, at vi må forsvare os selv.
Plads til alle medarbejdere
Kurset i selvforsvar er en del af et halvt års projekt fra maj 2008 og frem, som den samlede medarbej- dergruppe siger ja til. ‘Peters’ problemer med at tilpasse sig nye steder, prisen på Møgelkjærvej på 2,3 millioner kroner og kommunalreformens mål om, at kommunerne selv skal løfte fl ere opgaver spiller afgørende roller.
Målet er altså at fastholde ‘Peter’ på Åbo, men der skal samtidig være plads til alle medarbejde- re. Det skal være muligt at sige fra. Sammen med tillidsrepræsentanten og Jørgen Juul udarbejder lederen fi re fokusområder:
– Medarbejderne skal have hjælp til at slippe og bearbejde angsten, da det ellers ikke er muligt at indgå tillidsvækkende i det pædagogiske arbejde med ‘Peter’.
– Medarbejderne skal lære selvforsvar og have nærmere kendskab til reglerne for magtanven- delse.
– Der skal ske en nærmere faglig udredning af
‘Peter’, fordi blandingen af diagnoser som udvik- lingshæmning, skizofreni og tilknytningsvanske- ligheder gør det svært at adskille hvilke årsager, der har hvilke virkninger.
– Medarbejderne skal uddannes og supervise- res. Normeringen skal optimeres, så man aldrig er alene på arbejde. Lønnen skal forhandles.
Aldrig for sent at få det sagt
Først skal der debriefes og så arbejdes fremad.
Gruppen forsøger sig med en psykolog fra Crecea, men her er ydelsen akut krisehjælp, og det slår ikke til nu. I stedet bruger læge og psykoterapeut Hanne Vilstrup sin særlige viden over otte gruppe- seancer og mindst 30 individuelle timer fordelt på fi re hoveder.
– Vi lærer så meget på det forløb blandt andet om intern kommunikation. At tale direkte. At bruge forskellige spørgeteknikker. At erkende. At fi nde bagvejen og lære, at det aldrig er for sent at
bringe noget på bane, siger Hanne.
– Vi har vikarer med i hele forløbet, og de siger undervejs: ‘Jamen, I har et ry som nogle, der er sjove og kan snakke om alting.’ Sådan er det bare slet ikke, fi nder vi ud af. Der er ting, vi overhovedet ikke taler om eller spørger ind til, supplerer Mette, og Birgitte tilføjer: – Det er særligt og enestående at få så mange penge til den terapeutiske del og supervisionen. Men her bagefter kan jeg stadig ikke komme igennem i hovedmedarbejderudval- get i Hedensted Kommune med, at man godt kan bruge Crecea i en akutfase, men at kommunen har brug for en krisepulje, når en virkelig vanskelig si- tuation kræver supervision af en gruppe. Men det lykkes da med den her historie at løfte supervision ud af kursusbudgettet og få det anbragt som en særskilt post på alle institutioner her i kommu- nen.
– Jeg må sige, at vores egne chefer virkelig har været der for os, siger Mette, og Birgitte taler om personalets blod, sved og tårer i en kæmpeindsats, der belønnes. Som tillidsrepræsentant forhand- ler hun et sikringstillæg på 1644 kroner hjem til alle i projektet. Nyansatte får tillægget, når de er på omgangshøjde. Uddannelsesforløbet medfø- rer to kvalifi kationstillæg på omkring 1000 kroner tilsammen. Og 1. juni i år er Åbo opnormeret med en 32 timers stilling.
Flere metoder hånd i hånd
Terapi og supervision følges op af pædagogiske uddannelsesforløb, dels forestået af Møgelkjær- vejs egne folk, dels af cand. psych. og klinisk psy- kolog Preben Wagner og Mogens Baadsgaard, der er lærer med klinisk psykologisk efteruddannelse.
>
– Vi er en del af problemet og en del af løsningen.
Vi har faktisk fået overskud til at
refl ektere nu.
Marianne Strager
– På det tidspunkt ser vi jo ‘Peter’ som skizo- fren. Og den eneste pædagogiske metode, vi har, er at give ham PN-medicin tre gange om dagen.
Men så lærer vi, at skizofren og autistisk adfærd kan ligne hinanden meget, men skal angribes yderst forskelligt. Dels lærer vi at gå med ‘Peter’, at anerkende, at han ser det spøgelse for eksempel, så han ikke er så alene med det. Vi lærer med den anvendte adfærdsanalyse at være anerkendende, nærværende og belønne med opmærksomhed.
– Dels lærer vi TEACCH-metoden, der med tavle og piktogrammer kan være med til at skabe en struktureret hverdag. Vi bruger også en time- timer, et specielt ur, der hjælper os til struktur. Nu kaster ‘Peter’ ikke længere maden i sig, men kan spise i roligt tempo, fortæller Mette.
– Ja, der er meget mere ro på. ‘Peter’ kan klare et helt Ludospil og være med til fødselsdag og sid- de stille i 20 minutter uden uret nu. Men han har både det og sine piktogrammer med på familiebe- søg hos broderen. Der klarer han også at overnatte nu. Jeg synes bare, det er vigtigt at sige, at TEACCH ikke kan stå alene. Metoden skal gå hånd i hånd med den anerkendende kommunikation, mener Marianne.
– Ja da. Vi skal altid lytte efter ‘Peters’ signaler og ikke løbe ind i at sætte systemet før mennesket.
Før trykkede han på brandalarmen, og til sidst tog han kvælertag for at blive forstået og få opmærk- somhed. Nu har vi lært, at vi har overblikket og gerne må styre med den etik, at vi behandler ham værdigt, siger Mette, og Birgitte supplerer: – ‘Peter’
får valgmuligheder. Vi undersøger, hvad han kan tænke sig, hvad der giver mening for ham. Nu fø- ler han sig enormt betydningsfuld for bofællesska- bet, fordi han går op og køber ind i Brugsen hver dag. Han siger selv, at hvis han kan få det meget bedre, så er vi godt nok dygtige, fortæller Birgitte.
– Vi er en del af problemet og en del af løsnin- gen. Vi har faktisk fået overskud til at refl ektere nu, siger Marianne.
– Vi har fremlagt hele projektet for kolleger, chefer og politikere. Vores nye viden betyder, at vi får henvendelser om fl ere nye beboere. Vi kan samarbejde med arbejdspladser, der har andre ekspertiser, og vi kan give og modtage sparring, siger Mette, og Birgitte tilføjer: – Ja, jeg har lige fået en henvendelse fra en arbejdsplads, der er kørt i sænk. Jeg skal lige have ringet tilbage.
NOTER
Engangssum hitter
Mange kvinder vælger at få udbetalt en engangssum ved pen- sionering mod at få en mindre, livsvarig pension. Pengene skal især bruges på at realisere deres drømmerejse, fremgår det af tal fra PKA, der blandt andet administrerer socialrådgivernes og socialpædagogernes pensioner.
Medlemmerne af PKA-pensionskasserne, hvoraf 90 procent er kvinder, er sikret en livsvarig pension. Med den sikkerhed i ryggen vælger et fl ertal af dem at få udbetalt en engangssum i forbindelse med deres pensionering mod så at få en mindre, livsvarig pension.
Af de medlemmer, der er gået på pension siden 2006, valgte seks ud af 10 – det vil sige 4.606 – at få udbetalt i gennemsnit 120.000 kroner.
Fælles for dem alle er, at de har benyttet engangssummen til at tage et frikvarter og brugt pengene på det, de har haft mest lyst til og behov. Og mange har brugt pengene til at rejse for, oplyser PKA Nyt.
Se mere: www.pka.dk
kl
Flere børn anbringes uden for hjemmet
Antallet af børn og unge, der anbringes uden for hjemmet er steget. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I 2007 var i alt 15.300 børn anbragt uden for hjemmet, hvil- ket var otte procent fl ere end i 2007. Også når det gælder fore- byggende foranstaltninger som for eksempel personlig rådgiver eller fast kontaktperson, får fl ere børn og unge støtte. I 2007 gjaldt det for 12.600 børn og unge hvilket er fi re procent fl ere end året før.
Statistikken viser også, at det i højere grad er drenge end pi- ger, der bliver anbragt eller modtager forebyggende foranstalt- ninger.
Af alle anbringelser i 2007 vedrører 55 procent drenge mod 45 procent piger.
Drengene udgør 60 procent af børn og unge med forebyg- gende foranstaltninger.
Læs mere på www.dst.dk
mrk
Skuespil med særlige udfordringer
21 skuespillere med udviklingshæmning har sat fokus på mob- ning med teaterstykket “Martin og Mie,” der blev spillet på et af Odense Værkstederne – Camillagården. Ide og manuskript er udarbejdet af deltagerne, der får støtte af en personalegruppe på to pædagoger og en skuespiller.
En af skuespillerne sidder i kørestol, en anden er blind og en tredje har ikke noget sprog, men det er blevet indarbejdet i stykket, så alle har en rolle.
– Vi former rollerne efter skuespillerne – det er egentlig ikke så meget anderledes end på fx Odense Teater, fortæller skue- spiller Peter Milling.
mrk
