SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK
Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek
Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske
Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og
personalhistorie.
Støt Slægtsforskernes Bibliotek - Bliv sponsor
Som sponsor i biblioteket opnår du en række fordele. Læs mere om fordele og sponsorat her: https://slaegtsbibliotek.dk/sponsorat
Ophavsret
Biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. For værker, som er omfattet af ophavsret, må PDF-filen kun benyttes til personligt brug. Videre publicering og distribution uden for
husstanden er ulovlig.
Links
Slægtsforskernes Bibliotek: https://slaegtsbibliotek.dk
Danske Slægtsforskere: https://slaegt.dk
WILHELM ADOLPH WORS Ø ES
SLÆGTSBOG
SLÆGTSBOG
portrætteret af maleren Ole Magnus Rasch (1783-1862). Billedet er udført i den for ham karakteristiske teknik på en glasplade overtrukket med en tynd hinere af sort gouache. Inden denne hinde var helt tør, blev billedet indridset Til sidst blev pladen overtrukket med et tyndt lag bivoks til beskyttelse.
Litt,; Johs. E. Tang Kristensen: Portrætmaleren Ole Magnus Rasch 1783-1862.
Fra Himmerland og Kjær Herred, 1962.
WILHELM ADOLPH WORS Ø E5 SLÆGTSBOG
Ved
Hans H. Worsøe og Henning Aarup
AABENRAA
HEJMDALS BOGTRYKKERI i $G5
D
ET er nu henved 6 år siden, at udgiverne af nærværende slægtsbog første gang mødtes og blev enige om at gå i gang med opgaven.Initiativet kom fra arkivar Worsøe, der netop havde været med til at udsende en slægtsbog om sin oldefar Frederik August Worsøe og dennes efterkommere. Det er også arkivar Worsøe, der har trukket det store læs ved ud
arbejdelsen af nærværende bog, bl. a. har han forestået alt renskrivningsarbejdet. løvrigt har udgiverne delt arbejdet imellem sig, og hver for sig henvendt sig til en lang række af Wil
helm Adolph Worsøes efterkommere. Vi er så at sige overalt blevet mødt med megen for
ståelse og interesse for sagen, og vi vil gerne hermed rette en tak til alle dem, der har ydet os oplysninger og stillet billeder til rådighed for bogen.
Det vil ikke være nemt at fremhæve nogen frem for andre, dog må det siges, at det de fleste steder har været kvinderne, der har vist den største hjælpsomhed. Uden det værdifulde medarbejderskab fra frk. Emilie Hopff Ander
sen, fru Aase Luplau Janssen, fru Agnes Nüchel og fru Signe Undset Thomas og mange andre var væsentlige afsnit blevet me
get mangelfulde. Mangler er der stadig, og må der være i en bog som denne, for på et eller andet tidspunkt må man standse indsamlings
arbejdet. Manglerne vil især være iøjnefal
dende ved de norske grene, da der ikke har været foretaget norske arkivundersøgelser, idet man først ret sent - og efter indstændig anmod
ning fra de norske Worsøer repræsenteret af fru Maja Knoff Worsøe i Trondhjem - beslut
tede at medtage disse. Bogen er vokset under hænderne på os, og havde vi fra første færd gjort os omfanget klart, havde vi nok på en
kelte punkter grebet opgaven anderledes an.
En særlig tak rettes til bibliotekar Carl Lang
holz, Skive, hvis afsnit af bogen er med til at gøre denne interessant for andre end den snævre families kreds, og til Byhistorisk Arkiv i Kalundborg for værdifuld hjælp.
Sønderborg og Åbenrå december 1965.
Slægten Worsøe
Slægten Worsøe har navn efter en lille ø i Horsens fjord. Øens navn staves nu Vorsø, men i ældre tid forekom blandt mange andre stavefor
mer også formen Worsøe. Om betydningen af navnet Worsøe oplyser Danmarks Stednavne bd. 12, at det er uvist, af hvilken rod navnet er dannet. Øen nævnes første gang 1397 og kaldes da »Wors«. Navnet sy
nes således oprindeligt at ende på -s, ligesom andre jyske ønavne (Mors, Als). Vorsøgård nævnes første gang 1490. Selvom Stednavneudvalget ikke anfører denne tolkning, må der også peges på den mulighed, at første led i navnet er det gi. danske navneord »wara«, der betyder ud
mark eller overdrev, hvilket godt kan passe til øens naturforhold. Vorsø ligger i Søvind sogn i Voer herred — og ved tolkningen af herredsnav
net går udvalget ind for sidstanførte betydning.
Øens historie skal ikke skildres her, men det skal nævnes, at den nu er udlagt som fuglereservat, og at der ikke er adgang til den uden særlig tilladelse. Dens historie er skrevet af lærer M. R. Mikkelsen fra Søvind i Østjysk Hjemstavn 1961.
Slægten Worsøe optræder tidligt i den danske genealogiske litteratur, idet allerede grundlæggeren af det ikke-adelige slægtsstudium i Dan
mark, Christopher Giessing, i sit hovedværk »Danske, norske og island
ske Jubel-Lærere«, udgivet 1779—86, nævner provst Laurids Sørensen Worsøe og hans efterkommere. Det hedder her bl. a.:
»Hans Forældre eiede Øelandet Worsøe i Søvind Sogn, i Voor Herred i Horsens Fiord liggende, omtrent 2 Mile fra Horsens i Kattegat, og er langt smukkere og behageligere end de andre omliggende smaae Øer.
Men som hans Forældre døde strax begge efter hinanden, mens Bør
nene endnu vare smaa og umyndige, saa blev dette skiønne Øeland bortsolgd til Fremmede. Familien beholdt allene Tilnavn af denne Øe.«
Den første regulære stamtavle over slægten Worsøe findes trykt i kaptajn Lengnichs samling »Genealogier over adelige og borgerlige Fa
milier« fra midten af det sidste århundrede. Familien Worsøe findes be
handlet i bd. I, II, og dette er det hidtil eneste forsøg, der er blevet gjort på at bringe en samlet oversigt over hele slægten. Lengnichs værk har været til uvurderlig nytte for alle, der har beskæftiget sig med familiens historie, og i næsten hver gren af familien kan man støde på afskrifter af denne stamtavle. Også i fremtiden vil man af og til blive nødt til at
rådspørge Lengnich, idet der stadig dér vil være oplysninger at finde, som ikke er trykt andetsteds. Men samtidig må det siges, at Lengnichs stamtavle indeholder adskillige fejl og unøjagtigheder, af hvilke flere den dag i dag præger mange familiemedlemmers opfattelse af forskel
lige familieforhold. Dette gælder nok især Lengnichs oplysninger om
»stamfaderen« Søren Larsen, som han fejlagtigt gør til ejer af Sødring- holm, og som han — formentlig ifølge familietradition — tillægger nav
net Testrup. Om Søren Larsen og hans herkomst vil der senere blive fortalt udførligt.
Siden Lengnichs tid er kun enkelte grene blevet behandlet, mest ved tilfældigheder, når de var indgiftet i familier, hvorover der blev udar
bejdet stamtavler eller efterslægtstavler. Som eksempler kan nævnes Hans Holten Liitzhøfts »Slægten Lhtzhøft 1610—1936« (1936), Max Gros- hennig »Legatfamilien Aagaard« (1907) og Johannes Caroc »Peder Nielsen Skrivers efterkommere. Slægten Begtrup« (1932). Vigtigst er det dog, at de første generationer og provst Laurids Sørensen Worsøe er ud
førligt behandlet i den forbilledlige Seidelinske Slægtsbog bd. II (1960) udarbejdet af Mogens Seidelin. Her er et væld af oplysninger og utallige henvisninger. Oplysningerne bygger hovedsagelig på Mogens Seidelins egne grundige arkivstudier, men for den ældste generations vedkom
mende også på det lille hæfte »Udskrift af familien Worsøes slægts
bog«, som K. Høeg Hansen og Hans H. Worsøe i 1959 udsendte i an
ledning af 50 års-dagen for kordegn i Slagelse Frederik August Worsøes død. Til dette hæftes indledning om Fr. Aug. Worsøes forfædre var det for første gang lykkedes at spore Søren Larsens herkomst og finde op
lysninger om hans forældre. I øvrigt indeholder hæftet en biografi over Fr. August Worsøe og en fortegnelse over hans efterkommere. Hæftet var tænkt som det første i en række af bidrag til familien Worsøes hi
storie, og nærværende bog er at betragte som en fortsættelse af denne plan.
Som slægtens stamfader må nu betragtes Laurids Sørensen Rytter, der formentlig er født i 1640erne, og som var skipper i Alborg.
Hans dødsdag er ubekendt, men der afholdtes skifte efter ham den 22.
aug. 1694 i hans hus i Slotsgade i Alborg. Kirkebogen fra Frue sogn i Alborg er ikke bevaret fra denne tid, men efter kirkeregnskabeme ser det ikke ud til, at han er begravet i Alborg. Der figurerer dog i skiftet en post på 40 sletdalere for den salig mands begravelse, og dette kunne tyde på, at han er død og begravet andetsteds, hvor vides ikke. Det skal dog bemærkes, at hans skib, »en liden galiot, brændt 5V2 læster«, det vil sige godkendt til at rumme 11 tons, ved skiftet befinder sig i Ål
borg. Om Laurids Sørensen Rytter er født i Alborg eller tilflyttet, ved vi ikke. Fra 1673 nævnes i fortegnelserne over skippere i Alborg en Lau-
SLÆGTEN W0RSØE
rids Sørensen som ejer af en skude, og den 10. marts 1678 indbetaler han til Frue kirke i Alborg 2 daler for et stolestade til sin hustru M a- ren Christensdatter. I 1682 finder vi ham nævnt i Ålborg bys
Maren Christensdatters egenhændige signatur på skiftedokumentet 1694.
grundtakst som Laurs Rytter, ejer af et hus med gårdsrum i Slotsgade, og 18. jan. 1684 betaler han 2 mark til kirken for at få sit barn begravet.
Det var ikke nogen strålende tid at være skipper i Alborg. I en ind
beretning fra 1680 (trykt i Jyske samlinger bd. 7 s. 301) hedder det
»Hvad denne bys ringe skiberum sig anbelanger, da er en del af fjenden i sidste krigstid optagen, de øvrige få og små, så ikkun findes én, som 20 læsters drægtighed når, de andre under 20 til 12 læster .... resten fra 12 til 3 læster bruges på Norge og her i fjorden og med brænde
ved .... «
Familiens hus var beliggende på Slotsgades vestside »næst sønden for velædle og velvise borgmester Hermann Werchmesters lejevåning og næst norden op til velagte Søren Andersen Baggers iboende ejendom«
(1712). Det synes at have været det fjerde hus i gaden, når man kom fra syd. Det bestod af seks fag, nemlig fem bindinger og et lille udskud, og det var indrettet med stue til gaden, lillestue, køkken og loft. I stuen til gaden var der en jernbilæggerovn, en himmelseng indlagt i sort med ege-himmel og drejede stolper, en sort beslagen fyrretræskiste med tre j embånd over låget, en mindre kiste, to skabe indsat i væggen, 3 gamle fyrretræsbænke med tilhørende skamler og bænkedyner, et firkantet sort spejl og et lidet træ-skilderi. I lillestuen var der et bord, et skrin, en Danziger-stol med vævet sæde, en spinderok, en garnvinde og et
»strendte-træ«. I køkkenet fandtes blandt andet en jemtrefod, én liden jemgryde, en gammel øltønde og to ølkrus. Sølv og guld fandtes ikke, i kobber: en ^-tøndes gruekedel, i tin: to fade og fire tallerkener, i mes
sing: én lysestage. Der ud over noget lintøj, nogle blåstribede bolstre og dyner samt et par flamske bænkedyner vævet i rudermønster. Det hele blev vurderet til 241 sietdalere og 9 sk., hvoraf huset udgjorde de 70 rdl.
og skibet 120 rdl. Imidlertid stod der en gæld på 60 rdl. i huset til kancel
liråd Peder Bentzen til Havnø ved Mariager fjord, og der var også en del anden gæld, bl. a. til Niels Sørensen Rebstrup for resterende kak
kelovnsleje. Ialt bortskyldtes 211 rdl. 2 mk. 12 sk. Men enken, Maren Christensdatter, lover at betale alt, når det fordres, og desuden at give de fire hjemmeværende børn tilbørlig kost, klæder, skolegang og anden
kristelig optugtelse. Under skiftedokumentet prenter hun sine forbog
staver MCD og hendes værge kobbersmed Søren Pedersen sine SPS.
Enken bliver boende i huset indtil sin død 20. dec. 1712. Hun blev be
gravet på Frue kirkegård den 22. dec., og den 19. jan. 1713 afholdtes skifte efter »Gud- og Dydelskende Dannekoene Sal. Maren Christens- datter«. Ved skiftet blev det oplyst, at sønnen Søren Lauridsen den 10.
aug. 1712 havde indløst ejendommen og efter moderens død foræret pantebrevet til søsteren Maren Lauridsdatter. Boet opgøres til 225 rdl.
2 mark og 2 sk., og gælden til 180 rdl., deriblandt 17 rdl. til skipper Erik Nielsen Kokier for »hans tid efter anden til den sal. kone lånte rede penge og forstrakte kom og tørfisk«. Ejendommen blev udlagt til dat
teren Maren Lauridsdatter, og hun og hendes søster Anne besluttede »af kærlighed til deres gode broder Søren Lauridsens hjælp« at påtage sig at udrede gælden samt begravelses- og registreringsomkostningeme.
Huset overtages senere af datteren Anne og hendes mand konsumptions
betjent Jens Jensen Sommer.
Foruden det i 1684 døde barn havde ægteparret Laurids Sørensen Rytter og Maren Christensdatter sønnerne Søren, Christen og Hans samt de to nævnte døtre Anne og Maren Lauridsdøtre.
Ældst var datteren Anne Lauridsdatter, født ca. 1672; hun var gift 1) med konsumptionsbetjent i Alborg Jens Jensen Sommer, der døde i 1718 efterladende sig sønneme Laurids Jensen Sommer, f. ca.
1698, og Christen Jensen Sommer, f. ca. 1700. Ved faderens død var sidstnævnte til søs på skibet »Bark Fortuna«. Anne Lauridsdatter blev gift 2) 3. dec. 1720 i Kollerup med degnen Bertel Poulsen Kjærulf, og døde den 30. dec. 1733 i Kollerup sogn.
Christen Lauridsen er født ca. 1675 og allerede ved skiftet efter moderen i 1713 hedder det om ham, at han »havde begivet sig på ost-indiske rejse, og (at man) ikke i nogle år haver spurgt noget efter ham«.
Maren Lauridsdatter er født ca. 1677 og opholdt sig gennem længere tid hos broderen Søren (se nedenfor), men blev omkr. 1715 gift med farver i Ålborg Nicolai Bertelsen Rodulf. Bortset fra en søn Laurs, f. 1721 og død samme år, synes hun ikke at have haft børn, men hun blev jo også ret sent gift. Nogle år efter mandens død i 1751 tog hun op
hold hos brodersønnen Laurids Sørensen Worsøe i Blegind præstegård, hvor hun den 17. febr. 1756 afgår ved døden. Til skifteretten giver Lau
rids Sørensen Worsøe en oversigt over hendes arvinger. Da den giver et godt billede af slægtens omfang på daværende tidspunkt, skal den her gengives:
»Og blev hr. Laurs Worsøe derpå tilspurgt, hvem den salig kones ....
arvinger er .... da foregav hr. Worsøe, at den sal. kone har haft en
SLÆGTEN WORSØE
broder Søren Laursen, som boede og døde på Worsøe, og efterladt sig 8 børn, hvoraf hr. Worsøe er selv en, hans broder hr. Wilhelm Worsøe sog
nepræst i Skive, hr. Friderich Worsøe sognepræst i Vejlby ved Grenå, Ditlev Worsøe købmand i Haderslev, Marie Elisabeth Worsøe har været gift med herredsskriveren Knud Engelbretsen i Fillerup, er død og har efterladt sig otte børn, nemlig: Johanne Knudsdatter gift med Niels Hansen i Tingstedholm mølle, Bodil Knudsdatter tjenende på Rodstens
eje, Søren Knudsen tjenende sorenskriver Povelsen på »Schongen« ved Trondhjem i Norge, Dorthe Sophie Knudsdatter tjenende i Tørrild præ
stegård, Johanne Kirstine Knudsdatter tjenende i Vær præstegård, Edel Frederikke Knudsdatter i Skægs mølle, Engelbret Knudsen hos sin fader, Øllegård Sophie Knudsdatter på Rodstenseje. Endnu af sal. Søren Laur- sens børn Anne Sophie Worsøe gift med sr. Hans Møller i Skægs mølle, Johanne Marie Worsøe gift med birkeskriver og skovrider Rasmus Bech
trup i Thistrup på baroniet Høgholms gods, Holger Worsøe har været gift i Kongsberg i Norge, er død og ingen livsarvinger efterladt sig. En søster til sal. Maren Laursdatter navnlig Anne Laursdatter har været gift med degnen Bertel Kjærulf i Kollerup i Vendsyssel, men død og ef
terladt sig to sønner: Laurs Jensen Sommer, som var student, men ej vides hvor er, eller om han er levende eller død, Christian Jensen Som
mer, som boede og døde i Randers, og efterladt sig såvidt vides 4 børn, navnlig: Eriche Cathrine Sommer, nu gift med en proprietær som boede på Kollerup, men nu skal bo i Vendsyssel, ved navn Trude, Anne Som
mer, gift med Johan Welløv Bechtrup boende på Fannerup ved Grenå, Jens Sommer hos søsteren i Vendsyssel, og Cathrine Marie Sommer hos sin søster på Fannerup. En broder til sal. Maren Laursdatter, Christen Laursen, som for til skibs fra Holland til Ostindien, men vides ej enten er levende eller død eller har efterladt sig nogen arvinger. Flere arvin
ger vidsie hr. Worsøe ej at navngive.«
Broderen Hans Lauridsen blev ikke nævnt, da han var død den 12. jan. 1754 uden arvinger. Han er født ca. 1686 i Alborg, tjente i rentekammeret ved moderens død i 1712, blev skibsskriver til orlogs, men endte sine dage i Blegind præstegård efter i 12 år at have holdt skole for sognets børn. Hans ringe efterladenskaber, hvor i blandt en sort klædes klædning, et par blå strømper, en hirschfænger med op
hæng og en lakeret stok med en liden forslidt sølvknap, blev solgt på auktion og indbragte ialt 15 rdl. 4 mark og 1 sk.
SØREN LARSEN
Den flere gange nævnte Søren Lauridsen skal vi beskæftige os nærmere med, idet han er identisk med den af Lengnich anførte stamfader Søren Larsen Testrup. Han er den næstældste af børneflok
ken fra Ålborg og født ca. 1673. Som ældste søn er han opkaldt efter farfaderen: Søren. Selv skriver han sig oprindelig (indtil 1705) Søren Lavritzen, senere Søren Larsen eller blot S. Larsen. Han bruger aldrig selv navnet Testrup, og hans to forskellige signeter indeholder de sam
menslyngede bogstaver SLS og SL. Som vi har set, omtaler også sønnen Laurids sin fader som Søren Laursen, og således kaldes han også i om
talen af dennes død i Den Viborg Samler 1780 (no. 30). Det synes at være sønnen Wilhelm Adolph, der bruger Testrup-navnet om sin fader, idet dette første gang er fundet nævnt i Krogs »Efterretninger om Vi
borg« fra 1779, hvortil Wilhelm Adolph Worsøe selv har givet oplysnin
ger om sine forældre. Faderen kaldes her Søren Larsen Thestrup og moderen Johanne Marie Møller — begge navne altså ukorrekte, men man må også huske på, at Wilhelm Adolph kun var 4—5 år gammel, da forældrene døde. Nu er så spørgsmålet, hvorfor dette tilnavn hæftes på?
Der synes ikke at være slægtsskab med herredsfogedslægten Testrup fra Rinds herred, og der er heller ikke fundet forbindelse med slægten The
strup fra Mårslet sogn ved Arhus. Vi ved ikke, hvor Søren Larsen er født, idet han kan være født, før hans forældre kom til Ålborg. Te
strup kan da være hans fødested, men undersøgelser i vedkommende kirkebøger, så vidt de er bevaret, har hidtil været resultatløse. Navnet kan også være tillagt efter faderens hjemby eller komme fra moderen Maren Christensdatters slægt. Mulighederne for at få et navn er på den tid utallige, og man vægrer sig ved at tro, at det skulle være grebet helt ud af den tomme luft. Men naturligvis kan det være forvansket. Søren Larsen kaldte han sig, og som Søren Larsen vil han blive omtalt i det følgende.
Søren Larsen er formentlig identisk med regimentsskriver Bilderings tjener Søren Lauridsen, der nogle gange 1692—93 nævnes i tingbogen fra Ålborg, men den første sikre meddelelse vi har om ham er, at han i 1694 tjener i Skanderborg hos regimentsskriver Gyberg. Fra 1696—1702 er han fuldmægtig hos regimentsskriver Lauritz Detlevsen Møller, hvis datter Johanne han senere ægter. Under tjenesten her blev regiments
skriveren og han i 1701 udsat for et overfald af herredsfoged Claus Jes
sen i Galten. Den dramatiske episode er genfortalt i Årbog for Århus Stift 1918 og refereres i Den Seidelinske Slægtsbog bd. I p. 141—42. Efter Lauritz Detlevsen Møllers død kom Søren Larsen igen hos Gyberg på Skanderborg Ladegård 1703—04, hvorefter han afbrød sin løbebane in
denfor forvaltningen af ryttergodset.
SLÆGTEN WORSØE
Slutningen af edsformularen med underskrift i formindsket gengivelse og seglet i original størrelse. Sml. p. 17.
Orig. RA. Rtk. 2245. 116.
Den 27. dec. 1704 havde Frederik IV udstedt ordre til amtmanden over Dronningborg amt Holger Reetz og amtmanden over Kalø amt Joachim Gersdorff angående grevskabet Løvenholms inddragelse under kronen. De to amtmænd skulle fungere som sekvestrationskommission og antage en leder af den daglige administration af godset. Den 26. jan.
1705 meddeler amtmændene rentekammeret, at de »har antaget en per
son nafnlig Søren Larsen, som de dertil døgtig har eragtet«. Fra nu af omtales Søren Larsen som Kongelig Majestæts Sequestra tionsbetjent el
ler forvalter over grevskabet Løvenholm. Som kautionister for ham teg
nede sig Tyge Jespersen til Mattrup og Skærring Munkegård og forpag
ter Søren Olufsen på Nørringgård i Folby sogn. Til kost og løn for sig og sin tjener får han tilstået 200 rdl. årlig. Den 30. jan. 1705 aflægger han sin embedsed; han er da 32 år gammel.
Grevskabet Løvenholm, der tilhørte familien Rantzau, bestod for
uden af Løvenholm af hovedgårdene Demstrup og Sødringholm samt Skovgård i Tørrild herred. De enkelte hovedgårde forpagtedes bort, og det påhvilede Søren Larsen at få dette gjort på en så fordelagtig måde som muligt. Desuden skulle han sørge for, at jordebogspengene, tien
den og andre afgifter blev rettidigt indbetalt, og han skulle præsentere de nye fæstere for sekvestrationskommissionen. Desuden havde han op
synet med udvisning af træ fra skovene og med grevskabets kirker, lige
som han fungerede som skifteforvalter. Hans nærværelse på godset har været nødvendig hele tiden, og en paragraf i hans instruks forbyder ham da også at forlade dette uden amtmændenes tilladelse.
Søren Larsen synes at være gået i gang med opgaverne med ungdom
melig iver, men støder hurtigt på store vanskeligheder, blandt andet på grund af bøndernes dårlige kår, der er betinget af landbrugets vanske-
lige forhold i denne periode. Besværlighederne melder sig omgående, idet den grevelige sekretær og den tidligere forvalter Henrik Henriksen Evendorph ikke vil flytte fra godset. Søren Larsen klager til rentekam
meret, men får til svar, at det ikke kan formenes dem at blive boende, hvis de blot vil følge administrationen og ikke blande sig i den, »og finder I vel nok så mange værelser, som til Eders forretninger behøves«.
Der udvikler sig hurtigt et dårligt forhold mellem Evendorph og Søren Larsen, der igen i marts 1705 beklager sig til rentekammeret over, at Evendorph nægter at afgive sidste års regnskab til ham. Kort efter kommer der fra amtstuen i Randers en indberetning om, at grevskabet skylder 323 rdl. af sidste års skatter. Amtmændene får nu besked om at undersøge forholdene, og da det viser sig, at Evendorph efter godsets inddragelse har fortsat med at bruge af dets midler efter grev Rantzaus anvisninger, bliver han belagt med arrest, og Søren Larsen får omsider regnskaberne overdraget. Han vil omgående have restancerne ud af ver
den og foreslår, at de skal inddrives ved execution. Rentekammeret af
viser dog dette, medmindre det drejer sig om kongelige skatter, men da skal sagen først undersøges ved ordentlig lov og dom.
Søren Larsen har travlt i den første tid: der skal optages fortegnelser over godsets tilliggender, hovedgårdene og kirkerne skal synes, og regn
skaberne skal bringes i orden. Endelig skal hovedgårdene bortforpagtes.
Dette sker ved auktion, og Sødringholm tilslåes Detlev Lauritzen Møl
ler, en søn af regimentsskriver Lauritz Detlevsen Møller og broder til Søren Larsens tilkommende hustru Johanne Larsdatter Møller. Forpagt
ningen gælder fra 1. maj 1705 til 1. maj 1708, og der skal årligt svares 308 rdl. i forpagtningsafgift.
Det var af stor betydning for bønderne, at de fik udvist træ fra sko
vene, dels til hjul og vogne, dels til husbyggeri og gærder. Den 4. sept.
1705 lader Søren Larsen foretage syn på skovene og udarbejde lister over, hvad der skal udvises af træ, også til hovedgårdenes reparation.
Listerne indsendes til rentekammeret. Juleaften 1705 ser Søren Larsen sig nødsaget til at rykke for svar. Hans skrivelse skal her gengives ordret som en prøve på tidens stil og Søren Larsens sprogbrug:
Deres Excellencer Høyædle og Velbaame Høi- oc Velædle, Ædle oc Velbiurdige Herrer, Høygunstige Patroner.
Som ingen Ordre eller Bevilling endnu paa ded sequestrerede Græf- schab Løvenholms høyfornødne Udviisning efter fremsendte Siuns- Vidner oc Schov Rouller af 4de Septembris nest forløben, er indkum-
Søren Larsens underskrift julen 1705 og segl i original størrelse. Sml. p. 15.
Orig. RA. Rtk. 2245. 116.
SLÆGTEN WORSØE
men, oc Forpachteme over Ladegaardenis manglende reparation, med Forpachtningspengenis erlæg finder sig højligen besværget, Betienteme udi deris function med Schovenis opsicht, misfomøiet, oc Bønderne af Nød for Hiultræe oc deslige til Ladegaardenis Hoverie oc Arbeide at forrette, færdig til at revoultere oc voldtage Schoven, hvorunder de sielf rujnerer sig, schatter oc landgi. tilbageholder, oc Schoven dog iche min
dre sveches, foruden af Kirchens Tienere udi Kircheme maa giøre deris Embede med Klage, Alt saa vilde ieg sligt Deris Excells, oc mine Høist biudende Herrer Allerydmygst forestille, med bedende oc underdanigst Erindring om forbemt. indgiven Schov Rolles naadigste Expedition, hvor med jeg nest min allerydmygste recommendation, forbliver
Deris Excells.
Høy-ædle oc Velbaame Høi- oc Vel-Ædle, Ædle oc
Velbiurdige Herrers Underdanige oc
Hørsambste
tiener S. Larsen.
Løvenholm d. 24de Decembris Ao 1705
Ansøgningen synes at have været nytteløs. Søren Larsen fortsætter
sine bestræbelser for at inddrive skatterne og går nu, som anvist af rentekammeret, rettens vej. I juni 1706 får han således tre fæstere dømt til at have deres gårde forbrudt og til nogle måneders tid i nærmeste fæstning til arbejde i skub-karren. Dommen har skullet virke til skræk og advarsel, og bønderne er blevet bange, for den 11. aug. s. å. får de ved Løvenholm birketing opsat et tingsvidne, om at de ikke kan gøre forpagterens arbejde eller hoveri ved ladegården uden udvisning af træ, og at »skatter og afgifter dennem så hart over deres evne afpresses«.
Søren Larsen, der var stævnet til vedermålsting, lovede at viderebefor
dre deres klage over manglende træudvisning »på det de ikke ganske skulle vorde øde, såsom de udi mange år intet haver bekommet«. Spørgs
målet om skatternes størrelse tog han ikke stilling til. Rentekammeret svarer, at der skal blive udvist træ til vinter, og amtmændene får be
sked om at sørge for, at det sker. Situationens alvor aftegner sig i Søren Larsens regnskaber, for medens restancerne hos bønderne for året 1705 beløb sig til 658 rdl., er de i 1706 mere end fordoblet og beløber sig til 1544 rdl.
Søren Larsen selv synes på dette tidspunkt at være en holden mand, ja allerede i 1703 har han kunnet låne penge ud på rente, nemlig 200 rdl. til Jens Jacobsen Skivholme i Arhus, der atter juleaften 1706 låner 200 rdl., penge som Søren Larsen imidlertid tildels sætter overstyr, idet han må sætte en del af Jens Jacobsens effekter til auktion for blot at få nogle af sine penge hjem. Imidlertid var den udvikling allerede da i gang, der skulle føre til Søren Larsens afsked og den lange strid, som satte sit præg på hans bedste år. I marts 1706 meddelte Søren Oluf sen, der sammen med Tyge Jespersen havde kautioneret for Søren Larsen, at han opsagde sin kaution, idet hans medkautionist var afgået ved dø
den. I juni samme år anmoder rentekammeret om at få regnskaberne indsendt til revision og beder samtidig om nye kautionsbeviser »for tje
nesten såfremt samme Eder ellers fremdeles skal vorde anbetroet«, og i september samme år er man nødt til alvorligt at erindre Søren Larsen om sagen. I oktober må han meddele, at han ikke kan skaffe anden kau
tion end 1000 rdl. stående i Tyge Jespersens dødsbo. Værge for Tyge Jespersens enke er svigersønnen Hans Nansen, og i december 1706 meddeler Søren Larsen, at han »graveres meget fra Tyge Jespersens stervbo« og anmoder om at kunne vente med en ordning til førstkom
mende Viborg Snapsting den 2. april 1707. I januar 1707 sker der den forandring i administrationen, at rentekammeret placerer ansvaret for regnskaberne hos de to amtmænd, der dermed overtager alle forhand
lingerne med forvalteren. Situationen er lykkelig for Søren Larsen, idet den betyder en kort ro omkring kautionsspørgsmålet, og muligvis står hans velynder Holger Reetz bag ved. Det er formentlig ham, der i sin
SLÆGTEN WORSØE
tid har peget på Søren Larsen til posten som forvalter, og forholdet mel
lem dem synes at have været det bedste.
Søren Larsen stifter nu familie og ægter, formentlig i begyndelsen af 1707, Johanne L ar s d at t e r Møller f. ca. 1686, datter af regi
mentsskriver Lauritz Detlevsen Møller og dennes første hustru Lisabeth Davidsdatter von der Heide. Disse omtales udførligt i Den Seidelinske Slægtsbog I s. 140—145, idet regimentsskriveren anden gang var gift med Lisbeth Jørgensdatter Seidelin. Datoen for Søren Larsens bryllup kendes ikke, men når 1707 anføres her, skyldes det, at der i hjemmet fandtes en sølvkande, vejende 84 lod, med en forgyldt skuepenge i låget, de to ægte
folks navnetræk og årstallet 1707 — formentlig en bryllupsgave? Og mon man ikke også har lov til at gætte på, at brylluppet stod på Sødring- holm? Det ældste barn fødes samme år, og det opkaldes efter amtmand Holger Reetz.
I 1707 dør også den anden kautionist, forpagter Søren Oluf sen, og enken forlanger sit kautionsbevis udleveret, hvilket giver anledning til mange skriverier, uden at der dog gøres alvor af at skride ind over for Søren Larsen. Imidlertid dør amtmand Holger Reetz i december 1707, og i januar 1708 udnævnes amtmanden over Silkeborg og Mariager am
ter Hans Nansen tillige til amtmand over Dronningborg amt og over
tager dermed Holger Reetz’ plads i sekvestrationskommissionen. Hans Nansen var som omtalt formynder for sin svigermoder Tyge Jespersens enke og altså direkte impliceret i kautionsspørgsmålet. Udviklingen kan ikke følges i enkeltheder, men flere ting synes at have været medvir
kende til Søren Larsens afskedigelse, der finder sted 30. jan. 1709 med virkning fra regnskabsårets slutning 1. maj 1709. Den 11. aug. 1708 havde rentekammeret udtrykt sit syn på Søren Larsen og hans forvalt
ning med følgende ord: »Ved de store landgilderestancers indsøgning hos bønderne skulle os synes rådeligt, at dermed brugtes sådan mode
ration, at bønderne ved gårdene fremdeles bliver conserverede, og god
set ej udi ruin geråder ... Hvad sig ellers sequestrationsbetj enten anbe- langer ... da dersom han ej samme (kautionen) uden videre ophold fremskaffer, skulle vi ikke holde for rådeligt hannem samme længere at anbetroe.«
For en uvildig betragter synes der at være vist mere end rimelig lang
modighed overfor Søren Larsen i kautionsspørgsmålet, og når dertil kommer, at han ikke evnede at få skatter og afgifter tilfredsstillende ind på trods af, at han tilsyneladende var tilhænger af en hårdere kurs mod bønderne, end man på højeste sted fandt rimelig, kan det ikke undre, at man så sig om efter en anden forvalter. Men det retfærdiggør ikke den behandling, han senere fik.
Ved sin fratræden fremlægger Søren Larsen regnskaberne for perio-
den 1704—1709. Ialt beløber indtægterne sig til 20.675 rdl. 30V2 sk., hvor
til kommer en meget betydelig post: udestående restancer hos bøn
derne på 6527 rdl. 56 sk., hvoraf alene regnskabsåret 1708/09 tegner sig for de 2186 rdl. 31 sk. I løbet af sommeren 1709 afvikler han admini
strationen til sin efterfølger Christian Foss og indbetaler 19. sept. 1709 sin kassebeholdning på 1648 rdl. 20 sk. til Randers amtstue, hvorefter han begærer sine regnskaber revideret og udbeder sig endelig kvitte
ring.
Efter afskeden ved vi ikke nøjagtig, hvad han har foretaget sig, bort
set fra, at han fortsat har opholdt sig på godset, hvad han synes at have været forpligtet til, sålænge hans regnskaber ikke var endeligt god
kendt. I oktober 1710 er han endnu på Løvenholm, men i juni 1711 op
holder han sig på Sødringholm. Nu sker der imidlertid det, at godset bli
ver givet tilbage til grev Rantzau, i hvilken anledning stiftamtmændene Chr. Ludw. v. Piessen og Frederik Krag til Stensballegård den 17. juni 1711 indfinder sig på Løvenholm sammen med amtmændene Joachim Gersdorff og Hans Nansen. I stiftamtmændenes redegørelse til rente
kammeret hedder det:
»Amtmændene producerede os forvalteren Søren Larsens regnskaber fra 1704 til anno 1709 med de antegnelser, som de udi samme regn
skaber havde gjort så og forvalterens besvaringer derpå, hvorudi mulig kunne findes adskillige misligheder bemeldte forvalter til last, men som det derhos vel ville falde besværligt lovligen at bevise de fornem
meste poster, som han sig kan have forset med, ville det kanske ikke belønne bekostningen om sligt på Hans Majestæts vegne med proces skulle søges og udføres. Bemeldte regnskaber består udi nogle ris pa
pir, som ville tage en stor tid bort at efterse og beregne ... «. De hen
stillede, at amtmændene selv skulle revidere regnskaberne færdig »på det at amtmændene og forvalteren alene måtte blive ansvarlige til det som grevskabets administration udi sequestrationstiden har været forset og mishandlet«. Om grevskabet hedder det videre, at det er »udi en meget slet tilstand og skal greven have møje det at maintenere og udi stand at sætte«. Det er således langtfra noget flatterende billede af Søren Larsens administration af godset, vi her får.
Søren Larsen vil gerne hurtigt have sit mellemværende med amt
mændene ud af verden, og i en skrivelse dateret Sødringholm 21. juni 1711 beklager Søren Larsen sig over, at han er blevet opholdt imod lo
ven i over to år til sin største skade. Han omtaler sig som »jeg fattige mand« og anmoder de høje herrer om at hjælpe ham »til et lidet stykke brød igen«. Grev Wilhelm Adolph Rantzau synes han hurtigt at komme på en god fod med, og senere opkalder han da også en af sine sønner efter ham. Den 9. februar 1713 stadfæster grev Rantzau Søren Larsens
SLÆGTEN WORSØE
forpagtningskontrakt på Sødringholm for det usædvanlig lange tids
rum af ni år, nemlig for perioden 1. maj 1712 til 1. maj 1721 for en årlig sum af 250 rdl. I forpagtningskontrakten hedder det blandt andet, at bønderne skal forrette hoveri til ham med pløjning, såning og høstar
bejde, hvortil forpagteren skal henholde dem, sligt villig og ufortrø
den at forrette, dog at se til, at ingen af bønderne enten med udpantning eller andet utilbørlig bliver medhandlet eller begegnet. De skal være så lydige overfor forpagteren, som herskabet selv var på gården. For
pagteren har 20 svin frit på olden og del i tienden til Sødring, Dalby- neder og Råby kirker samt andre naturalieydelser. Gården vedligehol
des af greven, dog skal forpagteren selv betale evt. reparationer af vin
duerne. løvrigt må han gården og hvad dertil hører nyde, bruge og sig så nyttig gøre, som en ærlig forpagter vel egner og anstår.
Sødringholm, eller som gården kaldes »Sødring Hovgård«, ligger i Sødring sogn nord for udløbet af Randers fjord. De daværende bygnin
ger er helt forsvundet, og den nuværende hovedbygning opført i 1752.
Den 15. aug. 1715 blev der holdt syn på gården. Den bestod da af et stuehus i 24 bindinger og en port. Kalkningen var brøstfældig, og 50 teglsten var afblæst i stormen; det halve hus var tækket med lang
halm, som imidlertid på adskillige steder var opblæst. Foruden hoved
bygningen lå der norden i gården et tørvehus i ti fag. Plankerne omkring borggården var defekte, og porten til abild- og kålhaven øde og forråd
net. Ladegården bestod af en ladebygning, til hvis nytækning behøve
des 106 traver langhalm, så den har været af en anseelig størrelse. Des
uden lå der kvægstalde (oxenhuse) mod syd og vest og en fåresti på ni fag ved ladens nordende. Ved anden lejlighed nævnes også en heste
stald.
Tiden på Sødringholm kan have været lykkelig, men det uafgjorte mellemværende for godsets administration har hvilet som en skygge over familien. Det vil føre for vidt at følge dette tovtrækkeri i detailler.
I 1716 dør amtmand Hans Nansen, men Joachim Gersdorff vil stadig ikke give kvittering, selvom det senere viser sig, at regnskaberne har været færdigreviderede inden Nansens død. Det fremgår af korrespon
dancen, at Søren Larsen i denne periode ikke selv har haft fri rådighed over sine midler, og at han ikke har kunnet søge tjeneste andetsteds.
Dette forhold har, for at bruge Søren Larsens egne ord, været »for min videre fortun og employe til yderste ruin«. Da der er gået ialt 9 år, vil Søren Larsen ikke længere, måske har han allerede da ikke følt sig rask mere, idet han bruger udtrykket, at han »for dødeligheds skyld« må lade protestere ad rettens vej.
I februar 1718 tilsiger han birkedommer Hans Mathiesen Guderup og to vidner: tolder Rasmus Winther i Randers og Hans Jacobsen Tøn-
der sammesteds fra. Der opsættes en formel protest, og den 25. febr. af
leveres den til Hans Nansens enke på Skærring Munkegård. Hun und
skyldte sig med ikke at kende til sagen og henviste til amtmand Gers- dorff. Den 26. febr. drog de videre til Isgård, hvor Gersdorff nægter at give kvittering. Protesten indsendes til rentekammeret, og i oktober samme år fremkommer omsider den endelige opgørelse — forfattet af afdøde amtmand Nansen den 11. dec. 1716 — hvorefter Søren Larsen skulle efterbetale 186 rdl. 2 mk. På daværende tidspunkt er han stadig i stand til at modbevise to poster på ialt 44 rdl. 4 sk., således at han sluttelig skal indbetale 142 rdl. 2 mk. til Randers amtstue. Da dette er sket, modtager han den 17. sept. 1719 den endelige kvittering. Der synes i denne sag at være meget at bebrejde Joachim Gersdorff, og man no
terer da også med tilfredshed, at Søren Larsen ikke har opkaldt børn, hverken efter ham eller efter Hans Nansen. Noget andet er, at Søren Larsens virksomhed som pengeudlåner med al ønskelig tydelighed vi
ser, at vi ikke skal tage hans beklagelser over sine økonomiske forhold alt for højtideligt. Men det psykiske pres har sikkert slidt på ham.
Da forpagtningstiden udløber i 1721 forlader Søren Larsen Sødring- holm og slår sig først ned i sin barndoms by, Ålborg. Han er da ca.
48 år gammel. I 1722 køber han gården Toruphede i Rold, men sælger den kort efter. Ved auktionen efter Michel Mogensen Fog den 27. juli 1722 køber han for 2495 rdl. øen Vorsø. Tiden her blev dog kun kort, idet Søren Larsen allerede døde året efter og blev begravet den 17. sept.
1723; ligprædikenen holdtes af sognepræsten Jens Foss Zeuthen. En
ken Johanne Larsdatter Møller fik tilladelse til at sidde i uskiftet bo, men også hun bukkede snart under for sygdom og døde 5 måneder se
nere: den 5. februar 1724 om morgenen. To degne sang over liget, og den 14. febr. begravedes hun under gulvet i Søvind kirke. Tilbage stod 8 børn, hvoraf den ældste var 16 år, den yngste 2. Den 15 årige Marie Elisabeth måtte bestyre husholdningen og passe sine små søskende, indtil disse blev fordelt hos deres formyndere, og øen blev solgt.
Selvom det således er en ret begrænset tid, familien har haft sit op
hold på øen Vorsø, vil en skildring af hjemmet på Vorsø dog have sin interesse, da det jo blev denne korte tid, der gav familien navnet Worsøe.
Det er sikkert gået til på den måde, at de 8 børn, der blev anbragt hos deres formyndere rundt omkring, er blevet kaldt børnene fra Vorsø, el
ler Vorsøbømene og så senere har valgt at bruge dette fælles navn. Kun den ældste broder, Holger, der var kommet hjemmefra, inden fami
lien flyttede til øen, førte ikke navnet, men kaldte sig Holger Reetz.
Første gang, navnet Worsøe er fundet anvendt bevidst, er ved Laurids Sørensen Worsøes immatrikulation ved Københavns universitet d. 16.
aug. 1730, hvor han kalder sig Laurentius Severinides Worsøe.
i
SLÆGTEN WORSØE
„Tepotten“ på Vorsø. (Fot.: Aase Luplau Janssen).
På sydsiden af øen Vorsø, det sted, der nu kaldes »tepotten«, lå gården, bygget i 1648 på købstadsvis i to stokværk i bindingsværk med en kvist og tegltag. Ved siden af hovedbygningen lå en hestemølle og udhuse med stråtag. På gården nævnes i skiftet efter Søren Larsens hu
stru følgende rum: den store stue, den salig mands kammer, en liden skænk, sengekammeret, mælkekammeret, køkkenet, bryggerset, kvisten, deigkammeret, spisekammeret, inderkælderen, underkælderen, salen, mellemkvisten, kornloftet, vestersvalen, øverste loft, møllen, huggehu- set, drejekammeret, gården, skolen, rullekammeret, forstuen, herberget, stalden, laden og mølleloftet. I det meget fyldige skifte gives der en nøjagtig fortegnelse over inventaret i samtlige rum, og at læse dette er som at gå en tur gennem det gamle hjem. Vi må dog her begrænse os til at se ind i et par af værelserne og ellers blot nævne et udvalg af det øvrige indbo. I den store stue er der 5 fag vinduer med gardiner af hvidt lærred med smalle hvide frynser, og rummet opvarmes ved hjælp af en jern kakkelovn. På gulvet står et rød- og hvidmalet slagbord med piller og fod og en lang brunmalet fyrretræsbænk. Desuden er der en løjbænk overtrukket med rødt ruslæder og fire gamle røde ruslæder
stole. Derudover en træstol uden rygstykke og en ny samt to gamle spinderokke. Her står også en fyrretræsseng med himmel og egestol
per, og der hænger et spejl med sort ramme. Endvidere står der et skrin overtrukket med sort læder og forsynet med lås og nøgle og en
delig et stort egeskab med to døre for og en skuffe under neden. I dette
skab har gangtøjet haft sin plads, men det meste er på det tidspunkt skiftet holdes overtaget af børnene eller syet om. Blandt det, der endnu er tilbage, kan nævnes et sort sjal, en gul krep-kvindekjole med rødt multumfoer (en slags tætvævet groft flonel), et par gamle kvindeman
chetter med kniplinger, en blå tafts kvindehue med røde bånd og en gammel vifte.
I den salig mands kammer er der to vinduer med grønne raskes gar
diner for (en slags tyndt, groftvævet uldent stof), et firkantet egetræs
bord med fod, skuffe og lås, en gammel ruslæderstol og en gammel træstol. Desuden er der en rejsekuffert overtrukket med sælskind, en dito overtrukket med sort læder samt et sort beslagent skrin. Til bordet er der et rødt og hvidt kattunsbordklæde, 4 alen langt og to alen bredt.
Endvidere er der et blækhom af sten og en stentavle til regnebræt samt hele den efterladte korrespondance, hvoraf de vigtigste breve og kvitteringer findes afskrevet i skifteprotokollen. Af hans personlige ef
terladenskaber to hirschfængere: én med sølvbeslag og skildpadde i fæstet og gehæng med sølvbeslag, og én med en indlagt agat i fæstet og metalbeslag med tilhørende gehæng med et messing spænde samt et par røde fløj els mandstøfler med sølvgalioner på.
Der findes adskillige ting rundt på gården, der kan kaste lidt lys over Søren Larsens og hans hustrus tilværelse, men vi må nøjes med at se på et par enkelte grupper af ting. Af de personlige beklædnings
genstande er der endnu for Søren Larsens vedkommende at nævne en blå polsk rejsedragt af klæde med 12 sølv hager og to sølv knapper ved hænderne underforet med gråværk samt en rød og en blå vad
melskappe, og endelig findes der i sengekammeret »en lang peruque- eske«. Sammesteds finder vi et ur-slagværk og adskillige blå- og brun- stribede dyner og puder af bolster og hjemmegjort olmerdug, men også noget så gammeldags som en skind hovedpude og en gammel læder
dyne. Af kvindeklæder finder vi bl. a. en kjole med hvide blommer, et blåt silkeskørt med hvide blommer og kamelhårsfrynser, en rød skarla
gens kvindetrøje, en kjole af gråt engelsk tøj og rødt multumsunderfoer og en brun klædeskjole med grønne opslag og smalle guldgalioner, un
derforet med blåt lærred. Af kvindesmykker nævnes kun et guldarm
bånd i tre gjorder med den salig mands og kones navn i, et lidet de- mantskors med 6 store og 6 små sten udi og en liden guldkæde. Af sølv og guld iøvrigt en lille guld balsambøsse med to rum i og 8 grønne sten, en sølvpotte at bruge i barselsseng, et højt smalt gammeldags sølv
bæger, en guld tommelring med den sal. mands navn i, den tidligere nævnte bryllups-sølvkande, et stort sølvbæger med ægteparrets navne
træk i, et lille sølvbæger med mandens navn og årstal 1700, et dito med bogstaverne SJS og MSD og årstal 1704, et sølvsaltkar, 6 sølvskeer med
SLÆGTEN WORSØE
deres navnetræk, en rund sølvske med knop på og navnene Jens Thu- sen og Anne Gregersdatter og årstal 1664, 5 sølvskeer med udslebet navn og årstal 1698 samt 34 sølvkjoleknapper i sølv trådsmønster. I denne for
bindelse kan også nævnes et glaskrus med sølvlåg, hvori deres navne er indgraveret, et rødt stenkrus med sølvlåg og en lille skuepenge og en glas karaffel. Foruden diverse kobbertøj findes af tin: 2 store ham
rede fade, 5 andre fade, 15 flade og 6 dybe tallerkener, 2 høje og 4 mindre lysestager, et højt rundt saltkar, en smørkande med låg og to thepotter. Af blik findes 6 theflasker og en gammel kaffekande. Til at drikke theen af havde man fire par brune porcelæns theskåle og -kop
per samt et par blå hollandske dito. 01 og brændevin har man selv forsynet sig med, og der findes en brændevins- og bryggerkeddel på 5 fjerdinger med hat, et støbekar på 17 tdr. og forskellige bryggerkar, hvoraf det største var på 6 tdr.
Som det sidste af indboet fortjener Søren Larsens bøger at nævnes, ialt 16 bind. Efter vore forhold jo ikke nogen stor samling, men efter datiden ret usædvanlig for en mand uden for den gejstlige stand. Det kan dog nævnes, at Søren Larsens svigerfar regimentsskriver Lauritz Detlef sen Møllers bogsamling omfattende 21 bind, hvoraf én synes at være fulgt med datteren Johanne, nemlig »Paradisets Urtegaard« på dansk. Hvor de øvrige bøger kommer fra lader sig næppe opspore, men det er påfaldende, at de fleste bøger er fra tiden omkring 1680, og at bøger trykt efter år 1700 ikke synes at forekomme. Mindst overraskende er det, at Christian den 5tes forordninger 1683—1699 og Frederik den 4des forordninger 1699—1702 findes. Og det kan næppe heller overraske, at hovedparten af de øvrige bøger er af kristelig beskaffenhed. Natur
ligvis er der en bibel, nemlig Christian den 5tes Hus- og Rejsebibel (den lå forøvrigt i sengekammeret, medens de øvrige bøger var på Søren Lar
sens kammer). Derudover var der dr. Morten Luthers teologiske og hi
storiske Beskrivelse om den reformerede Religion, dr. Henrik Gemers
»Commentarium over Evangelierne« i folio, dr. Valentin Vudrians
»Kaarsskoele«, dr. Hendrik Mullers »Aandelige Sparetimer«, Caspar Si
belius »Christeiige Bønner og Tachsigelser«, Thomas a Kempis bog om Christi efterfølgelse og dr. Johannes Lassenius »Das betrübte und von Gott reichlich getröstete Ephrahim«. Den meget udbredte opbyggelses
bog, Michael Saxes »En liden aandelig Spørgsmaalsbog«, trykt i 1643, er også blandt bøgerne, og en salmesamling, nemlig Elias Naurs »Gol
gatha paa Pamasso«. Af verdslige bøger finder vi tre, nemlig »Wahr
haftige und lustige Historien von dem Leben des Francion«, Germanus Adlerholds »Neu-eröffnetes Italien« og sidst bogsamlingens perle: Bir
gitte Thotts berømte Seneca-oversættelse fra 1658 i folio — et værk, der nok har kunnet give trøst i modgangstider.
Bøgerne blev spredt, som alle de øvrige ting blev spredt, da hele boet blev solgt på auktion. De to ældste døtre købte lidt af moderens tøj, Holger købte faderens hirschfængere og hans tøfler, men ellers kom så godt som alt til fremmede. En undtagelse blev der dog gjort med den lille guldkæde, som den 15-årige »mademoiselle Lischen« (Marie Eli
sabeth) fik på broderen Holgers foranledning, fordi hun havde styret huset efter moderens død »og ligesom været en Tjener for hendes Sø
skende«. Selve auktionen begyndte den 18. dec. 1724 men afsluttedes p.
g. a. dårligt vejrlig først den 13. jan. 1725. Øen med gården var solgt til Frederik Krag på Stensballegård for 1990 rdl. og løsøret indbragte 1238 rdl. 3 mk. 15 sk.. Da skiftet den 6. juli 1725 kunne sluttes, blev der til hver af de fem brødre 585 rdl. 5 mk. 2Vs sk. og til de tre søstre hver 292 rdl. 5 mk. 9 sk.
Søren Larsen og Johanne Larsdatter Møller havde, såvidt vides, ni børn, hvoraf de tre ældste var født på Løvenholm, fem på Sødringholm og én i Ålborg. Holger blev født ca. 1707, Marie Elisabeth ca. 1709, en datter Anne Sophie, døbt 12. okt. 1710 i Gjesing døde som barn, Laurids er født 18. okt. 1711, Detlev ca. 1713, Anne Sophie ca. 1716, Wilhelm Adolph 1718, Frederik Christian 1720 og Johanne Marie døbt 9. febr.
1722 i Alborg Frue kirke.
SØREN LARSENS BØRN OG DERES EFTERKOMMERE HOLGER SØRENSEN REETZ, f. ca. 1707, den ældste søn, hvis formyn
der var Søren Sørensen i Vads mølle, synes oprindelig at have villet gå i faderens fodspor og tjente i 1725 hos regimentsskriver Marcus Ulsøe i Randers. Han kom senere til Norge, hvor han omtales som sergent i Kongsberg. Hans hustru hed Ahlet, og deres eneste barn, severinreetz, døde i Kongsberg i juni 1737, tre uger gammel.
MARIE ELISABETH SØRENSDATTER WORSØE, f. ca. 1709, kom i huset hos Peder Bentzon i Vær præstegård. Den 12. sept. 1726 blev hun gift med herredsskriver Knud Engelbretsen på Fillerup Over
mølle. I dette ægteskab var der tolv eller fjorten børn, der brugte nav
net Engelbreth, og fra dem nedstammer bl. a. »Danmarks lærdeste præst« dr. teol. W. F. Engelbreth og forfatteren Christian Molbech. Ma
rie Elisabeth karakteriseres af datteren Bolette, gift Mønsted, som »en gudfrygtig og sagtmodig, venskabelig, omhyggelig moder«. Hun døde 1751 i Fillerup i Odder sogn. Hendes børn og en del af deres efterslægt er behandlet i Den Seidelinske Slægtsbog bd. 2 s. 734—735, hvor der også er yderligere litteraturhenvisninger.
LAURIDS SØRENSEN WORSØE, f. 18. okt. 1711, er foruden Wilhelm Adolph Worsøe den eneste af brødrene, der idag har efterkommere
SLÆGTEN WORSØE
med navnet Worsøe levende. I sit 12. år kom han ud som skriverdreng hos krigsråd Hans Folsach og senere hos Niels Morville, men 18 år gammel kom han til Peder Wøldikes private latinskole i Sommersted præstegård, hvorfra han dimitteredes 1730. I 1734 blev han cand, teol., 1736 interimspræst i Trige og Ølsted hos provst Christopher Bøgh, hvis datter Ide Margrethe han ægtede den 8. nov. 1736. Hun var født d.
24. jan. 1716 og frembåret i kirken d. 12. febr. af amtmand Hans Nan
sens hustru Maren Tygesdatter Jespersen! Laurids Sørensen Worsøes hustru var Seidelin-efterkommer, og han er derfor udtømmende biogra
feret i Den Seidelinske Slægtsbog (bd. 2 s. 485—495). Fra 1739 til sin død 12. juli 1780 var han sognepræst for Blegind og Høming menigheder og fra 1763 tillige provst over Hjelmslev herred. Han har været en be
tydelig personlighed og synes desuden at have arvet faderens økono
miske sans. I sin levetid er han slægtens midtpunkt, og hos ham finder hans faders gamle søskende deres tilflugt i alderdommen. Ved hans død hedder det i gravskriften i Den Viborg Samler, at han »begrædes vee- modig, ei allene af hans efterladte Enke, Børn og Menigheder, men af det heele Herred, ja af alle i den ganske Egn«, og i Blegind kirke opsattes en mindetavle.
Hans stærke personlighed er af befolkningen på egnen blevet tolket, som havde han magt over Den Onde selv. I de mangfoldige sagn, der er opnoteret om hans overnaturlige gerninger, optræder han under navnet Slante-Lavs eller Slantelavst, og den, der skriver disse linjer, har ved et besøg i den gamle præstegård, som han lod bygge i 1743, oplevet den ære at blive præsenteret slet og ret som »en efterkommer af Slante- Lavs«. I Tang Kristensens samlinger vil man kunne finde over en snes af disse sagn gengivet, og Seidelin refererer de kendteste. Der skal her derfor kun gengives to, idet det forekommer, at netop disse to siger lidt om den respekt, der må have stået om ham. Begge sagn gengives forkortet efter Tang Kristensen. Søren Hansen i Hårup fortalte: Slante
lavst kom fra Silkeborg her op gennem skoven. Der kom en mandolden tyr efter ham, og han for hen og ville op i en bøg, men kunne ikke klyve op i den. Så satte han den i bande, og den gik også ud. Derefter rendte han herop oven i skoven og kom til en eg, og den kom han op i.
Så lyste han velsignelsen over den, og den var fuld af agern hvert evige år (IV/1074). Marius Rasmussen i Hulbæk fortalte: Når Slantelavst i Blegind jordede et lig, så plejede han altid at fortælle ved kisten, hvor den døde var gået hen, enten til himmerig eller helvede. Folk ville jo ikke godt tro, at han sådan kunne vide det, så var der en mand, der ville prøve ham af. Han lagde sig i en kiste og stillede sig an, som han var død, og så skulle Slantelavst da til at jorde ham og holde ligtale over ham. Da han nu havde begyndt, sagde han, at det var mærkeligt, at han
hverken kunne finde ham i himmerig eller helvede. Da han så havde stået og grundet en lille smule, sagde han: »Nu har jeg fundet ham, han er i helvede«. Folk sagde, at det var løgn, og de gik hen og tog låget af kisten, men da viste det sig, at manden var død. (Ny rk. IV/543).
Worsøe-våbenet, tegnet af Fr. Britze for Laurids Sørensen Worsøes efterkommere.
Nok er mange af sagnene vandresagn, men de er ikke blevet hæftet på alle præster. På vejen mellem Blegind og Høming havde han plantet en poppel, et såkaldt brandtræ, idet præstegården ville brænde, hvis træet blev fældet. Først i 1960’erne er det faldet for en vejudretning.
Præstegården brændte naturligvis ikke — den var nemlig netop blevet revet ned.
Den pietistiske biskop Hygum karakteriserede i 1743 hans prædiken som »hvad materien belanger gandske opbyggelig og vel, men hans mæle og udvortis gaver til at tale ere ikke med de bedste. løvrigt er hans væsen, som det sømmer en Præste-Mand, stille og adstadig, og hans levnet ustraffelig, hand strider og ikke mod Sandheden i Christo, men saa vidt det staar i hans Magt befordrer hand den samme«.
Provst Laurids Sørensen Worsøes efterkommere fører idag det her afbildede våben tegnet af Fr. Britze til boghandler Børge Worsøe og op
taget i Heraldisk Selskabs våbenrulle som nr. 345. Våbenet er tegnet på grundlag af en gammel signet hvor de tre tulipaner findes anbragt på hjælmen. Når det i »Våbenførende Slægter i Danmark« bd. 1 s. 150 an
føres, at denne signet skal have været anvendt af Laurids Sørensen Worsøe, er det ikke rigtigt, idet denne som sin far kun anvendte sine sammenslyngede initialer i signeten. Hans segl findes på et brev date
ret Blegind præstegård 29. dec. 1762 i Hjelmslev herreds provstearkiv (LA, Viborg). Derimod anvender hans søn Jørgen Seidelin Worsøe den omtalte signet.
Laurids Sørensen Worsøe og Ide Margrethe Bøgh skal have haft 15 børn, hvoraf de 14 kendes. Af disse døde de seks som små, nemlig: sø
ren worsøe, f. i Trige 19. okt. 1737, død smsts 6. jan. 1738, johannema
rieworsøe, f. i Blegind 23. febr. 1742, død smsts 5. aug. 1742, hansfol-
SLÆGTEN WORSØE
Witte Nille Worsøes tidstypisk gravskrift i „Den Viborg Sam 1er“. 1781 no. 11.
Sach worsøe f. 14. febr. 1746, død 18. marts 1749, Kirstine worsøe f.
31. juli 1747, død 26. okt. 1747 og tvillingerne christen og søren wor
søe f. 3. nov. 1748. Søren døde 17. maj 1749 og Christen blev begravet 10. maj 1750. Man mærker faderens sorg i kirkebogens ord: »Hensat i Blegind Kirke min yndige Tvilling Søn Christen æt. P/2«. De to yngste børn: mariaannaworsøe f. 5. juli 1752 og maria Elisabethworsøe f. 22.
juli 1753 skal ifølge Gjessings oplysninger, der sikkert stammer fra de
res moder, der først døde i febr. 1790, begge være døde af kopper i 1773. Årstallet synes dog at være forkert, idet Jørgen Seidelin Worsøe i en afskrift af Nicol. Seidelin Bøghs slægtsnotater fra 1776 anfører sine to yngre søstre som levende. De to sidste søstre witte nille worsøe f.
12. nov. 1739, død i Randers 14. febr. 1781 og johanne Kirstineworsøe
f. 15. marts 1750, død i Viborg 22. marts 1826 forblev ugifte. Af de fire sønner, der blev voksne, har de to ingen efterslægt i dag, nemlig Chri
stopherworsøe, f. 18. febr. 1741 og død som sognepræst til Tønning og
Træden 8. marts 1787. Han var gift med møller Mathias Brøndums enke Juliane Margrethe Larsdatter Hviid, og deres eneste datter Lauren
tia Ida Margrethe Worsøe, dbt. 17. dec. 1782, døde ugift i Arhus d. 14. febr. 1834. Den anden broder, der ikke har efterslægt idag, er NicHEL SEEDELIN worsøe f. 3. dec. 1744, idet hans ægteskab med Char
lotte Amalia Michmerhausen var barnløst. Han var farver i Alborg, men gik fallit og døde forarmet den 6. juli 1776 i Alborg. De to reste
rende sønner søren larsen worsøe f. 29. maj 1743 og Jørgen seidelin worsøe f. 11. marts 1751 har begge nulevende efterkommere, der bærer navnet Worsøe.
sørenlarsenworsøe var uddannet som apoteker ved Svaneapoteket i Arhus og var derefter på forskellige apoteker, bl. a. et år i Schwerin og 2V2 år i Rostock. Fra 1776—84 var han provisor ved Løveapoteket i Aren
dal, hvor han ikke gjorde sig populær. I »Arendal fra fortid til nutid«
(1923) hedder det om ham: »Apotekeren hette Søren Larsen Worsøe ...
(han) tok 5 rdl. for en portion til en kur; det medicinske kollegium fandt, at 2 rdl. 2 ort var en passende takstmæssig betaling. Dette kvak- salveri av en apoteker vakte regjeringens mishag og det danske kancelli betydet »vedkommende« at dette middel ei anderledes bør ha fremgang end naar det brukes under en medici direktion at ikke skade derved foraarsakes. Dette brev kom til Arendal om vaaren 1782«. Og i 1784 vender han tilbage til Danmark og ægter d. 12. okt. 1785 i Holbæk Ca
thrine Hedevig Bagger, enke efter apotekeren på Holbæk Elefant Apo
tek Bernhard Hagen. Den 18. aug. 1786 får han privilegium på apoteket med opretholdelse af bestemmelsen om at holde værtshus med ud
tapning af vin og fransk brændevin samt logering af fremmede. Han døde i Holbæk d. 28. april 1804 efter at have været blind det sidste år.
Såvidt vides havde apotekeren fire børn, alle født i Holbæk. Ældst var Wib ek e Ida Margrethe Worsøe f. 26. marts 1788, død 12.
maj 1860 i København. Hun var gift med major i vejkorpset Niels Wil
helm de Stockfleth, med hvem hun havde 8 børn. Hendes to søstre var begge ugifte: Mette F ridericha Worsøe, dbt. 4. sept. 1792, døde allerede som barn og Christiane Henriette Worsøe, dbt. 18. juli 1794, døde i Kbhv. i 1868. Broderen Lauritz Christo
pher Worsøe var født d. 23. okt. 1790 og døde 19. marts 1842 som amtsvejpikør i Holbæk amt og dannebrogsmand. Han var gift med præstedatteren Caroline Sophie Pechmann og havde 4 døtre, der alle døde ugifte, og to sønner, der begge blev præster. Lauritz Christopher Worsøes døtre var Sø rin e Laura Hansine W o r s 0 e f. 27.
aug. 1813, død i Holbæk 1859, Caroline Sophie Worsøe f. 25.
dec. 1815, institutbestyrerinde i Holbæk ligesom søsteren Cathrine Hedevig Kirstine Worsøe f. 28. aug. 1821, død 14. sept. 1910
SLÆGTEN WORSØE
i Holbæk, og Elise Emilie Worsøe f. 24. maj 1826, død hos broderen i Gunslev præstegård 2. juni 1874.
Lauritz Christopher Worsøes ældste søn var Søren Lauritz Hans Christian Emil Worsøe f. 8. april 1818 i Kundby, død 16. febr. 1891 i Hillerød. Han blev student privat 1836, teologisk kan
didat 1843, personlig kapellan i Gentofte 1848, fra 1852—64 feltpræst i Altona, Wandsbæk, Itzehoe og Glückstadt og fra 1869 sognepræst til Stadil og Tim i Ringkøbing amt. Han var gift med Sophie Kirstine Trolle og havde tre børn, alle født i Altona: 1) 'Valdemar Anton Worsøe f. 21. jan. 1855, død ugift som kasserer i musikhandel i Kø
benhavn 17. dec. 1896, 2) Karoline Mathilde Dorthea Worsøe f. 25. april 1857, død 18. sept. 1941 i Kbhv., gift med sagfø
rer i Hillerød Theodor Hans Nicolai Knudsen, med hvem hun havde 5 børn; 3) Laurits Emil Gottlob Worsøe f. 17. nov. 1859 blev gift 2. nov. 1886 i Stadil med Ane Kirstine Nielsen, født 8. maj 1854 i Holmsland v. Ringkøbing som datter af gårdmand Niels Bøn
dergård. Lauritz Emil G. Worsøe var forretningsdrivende i Haslev og havde to børn: 1) Lauritz Emil W al dem ar Worsøe f. i Stadil præstegård 11. sept. 1887, død som varmemester i Kbhv. 1937. Han blev gift 3. dec. 1916 med Andrea Vilhelmine Marie Christiansen f. 7.
juli 1884, død 1965 i Kbhv., efterladende sig en gift datter Milly Kirstine Worsøe f. 14. sept. 1917 samt børnebørn; 2) 'N i el s Johannes An
ton Worsøe f. i Stadil præstegård 28. dec. 1889, gift 3. juni 1917 med Carla Marie Andersen f. 10. jan. 1892 i København. Niels Joh. An
ton Worsøe er vicevært i København og har tre børn: Harry Emil Worsøe f. 20. dec. 1917, repræsentant i Kbhv., gift med Else Valborg Rasmussen (2 børn: Flemming W o r s ø e f. 8. apr. 1945 og B e n t e Worsøe f. 6. sept. 1951), Poul Worsøe f. 22. juli 1931, sygekas
sekasserer i Horsens, gift med Sonja Inger Rasmussen (2 børn: Hen
rik Emil Worsøe f. 21. febr. 1955 og Vibeke Worsøe f. 1.
juni 1958), og Tove Worsøe f. 22. marts 1924 og gift med murer
mester Freddy Andersen i Virum (fire børn, der bærer navnet W o r- s ø e Andersen: Kirsten f. 28. febr. 1945, T o r b e n f. 14. okt.
1948, Niels f. 7. marts 1950 og L o n e f. 3. juli 1952).
Lauritz Christopher Worsøes yngste søn var W al dem ar Frede
rik Carl Worsøe f. i Kundby 22. maj 1830, død i Kbhv. 6. aug.
1903. Han blev student fra Roskilde 1847 og cand. teol. 1854, derefter skolebestyrer i Nykøbing Falster 1858, kateket i Nysted 1862 og sogne
præst i Gunslev på Falster 1871. Han var gift med provstedatteren Bo
dil Marie Møller fra Thoreby, men ægteparrets eneste barn H ans U l- rik Worsøe f. 9. juni 1863 døde allerede 28. sept. 1866.
Vi vender tilbage til Laurids Sørensen Worsøes yngste søn: Jørgen seidelin worsøe, der er født i Blegind d. 11. marts 1751. Han blev stu
dent fra Arhus 1774 og teologisk kandidat 1780. I 1785 holdt han sin dimisprædiken i Vor Frue Kirke i København over Math. 24, 42. Præ
dikenen er bevaret og karakteriseres af kirkehistorikeren pastor Ur
ban Schrøder som en god og en from prædiken. Han er tydeligt præget af »oplysningen«, hvilket allerede viser sig i sprogbrugen med den hyp
pigt anvendte henvendelse til menigheden med ordet »Dyrekiøbte«.
Jørgen Seidelin Worsøe hører hjemme i den retning, der hævder, at åbenbaringen ikke går imod, men derimod ud over naturen og dens er
kendelse. Det er den såkaldte »supranaturalisme«, en retning, hvis stør
ste navn i Danmark er biskop N. E. Balle, og gennem en detailunder
søgelse er det lykkedes pastor Schrøder at påvise, at netop en af biskop Balles trykte prædikener over samme tekst, helt ind til ordvalget har været Jørgen Seidelin Worsøes forbillede og forlæg ved udarbejdelsen af prædikenen. Det kan tilføjes, at Jørgen Seidelin Worsøe ved sin em
bedseksamen blev examineret af biskop Balle og dr. Hector Friedrich Jansson. Jørgen Seidelin Worsøe blev i november 1785 personlig ka
pellan for den døve pastor Monrad i Ødum, 1789 sognepræst i Holme og Tranbjerg og fra 25. juni 1790 sognepræst til Hinge og Vinderslev menigheder, fra 18. okt. 1800 tillige provst over Lysgård herred. Den 16. dec. 1789 havde han i Holme ægtet Øllegård Juliane Brøndum f. 27.
febr. 1767 på Jølbygård, datter af den ulykkelige møller Mathias Brøn
dum og Juliane Margrethe Larsdatter Hviid. Hun døde i Hinge d. 2.
sept. 1816, hvorefter søsteren Johanne Kirstine Worsøe synes at have passet huset for provsten i hans sidste leveår. Hele kredsen omkring Mathias Brøndum er udførligt skildret i Den Seidelinske Slægtsbog bd. 2 s. 519—524 m. tilhørende noter og i et brev til undertegnede har Mogens Seidelin desuden klarlagt Mathias Brøndums herkomst, som ikke tidligere er fremdraget. Han er som angivet i bogen søn af Peder Madsen Brøndum, der igen er søn af ejeren af S vansø og Hvanstrup Mads Jensen Brøndum, hvis fader Jens Madsen Skive (ca. 1629—1703) var præst i Brøndum og Hvidbjerg. Jørgen Seidelin Worsøe døde den 1. febr. 1819, og om hans sidste sygdom og død er bevaret et gribende brev fra hans søster Johanne Kirstine til sønnen Hector Friderich Jan
son Worsøe. Det hedder heri blandt andet: 1ste juledag blev han på sin hjemrejse fra Vinderslev kirke til sidste prædiken angrebet af en rø
relse i den højre side. Vi troede endnu, både han og jeg, da han kom hjem, at det var kuld, han satte sig ved kakkelovnen for at varme sig op men forgæves, den højre hånd, som han først mærkede det på, blev mere tung og siden noget i foden. Imidlertid slog han sig til rolighed og gik til sengs uden at nyde det allermindste, thi han befandt sig ikke
SLÆGTEN WORSØE
Silhouetklip forestillende to af Jørgen Seidelin Worsøes børn:
Søren Lauritz og Ide Margrethe Juliane Worsøe.
Originalen tilhører ingeniør Hans Holten Liitzhøft, Snekkersten.
vel. Om morgenen tidlig kom jeg ind til ham for at se til ham, men Gud hvor blev jeg tilmode, jeg kunne ikke forstå ham, hans mæle var be
sværlig, og han var rørt, hans mund var trukken skæv, og den højre arm, lår og ben uden følelse. Vi græd begge. Endelig fik han udsagt, at han ville have den doktor, som han havde i fjor. I muligst hast gik der en vogn efter en at årelade ham, og den anden efter doktoren, men han bor 7 mile herfra. Doktoren kom, og din stakkels fader blev belagt med store spanskfluer fra øverst til nederst, som gav ham svære pinsler.
Hele nytårsdag og den halve dag tilforn måtte han udholde et hæftigt blodsting, som vedvarede uophørlig med skrig og råben, ofte mistede han sin samling og besvimede ... din søster kom igen og blev hos ham, til det sørgelige øjeblik, da din ædle fader, min kære og eneste broder hensov i Herren, som var i mandags den 1ste februar ... «
Jørgen Seidelin Worsøe og Øllegård Juliane Brøndum havde 10 børn, hvoraf seks døde tidligt, alle seks både født og døde i Hinge: Mat
thias Christian Worsøe f. 8. jan. 1792, død 15. juli 1803, Ida Margrethe Juliane Worsøe f. 15. nov. 1792, død tre timer gammel, Søren Engelbreth Worsøe f. 12. dec. 1793, død 7.
juli 1794, Søren Engelbreth Worsøe f. 23. jan. 1797, død 25.
jan. 1797, Johanne Kirstine Worsøe f. 19. aug. 1798, død 16.
febr. 1801 og Johanne Kir s tin e Worsøe f. 13. jan. 1802, død
