Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og

SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK

Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek

Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske

Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og

personalhistorie.

Støt Slægtsforskernes Bibliotek - Bliv sponsor

Som sponsor i biblioteket opnår du en række fordele. Læs mere om fordele og sponsorat her: https://www.dsshop.dk/sponsorat

Ophavsret

Biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. For værker, som er omfattet af ophavsret, må PDF-filen kun benyttes til personligt brug. Videre publicering og distribution uden for

husstanden er ulovlig.

Links

Slægtsforskernes Bibliotek: https://bibliotek.dis-danmark.dk

Danske Slægtsforskere: https://slaegt.dk

Tidsskrift for Historisk Forskning

28.årgang-nr. I marts 1998

1066 Tidsskrift for Historisk Forskning

Adresse Institut for Historie Njalsgade 102 2300 København S Giro 4 18 85 51

E-mail: hastings@stud.hum.ku.dk

Ansvarshavende redaktør:

Jørgen Mikkelsen Haraidsgade 96 2100 København 0 Tlf: 3918-3853

Redaktion:

Mogens Bak-Hansen, Michael Bregnsbo, Berit M. Christensen, Peter Henningsen, Birgitte Holten, Lars B. Jonassen, Kirsten Villadsen Kristmar, Pelle Larsen, Christian Nicolaisen, Mogens Pelt, Sanne Steenberg Hansen, Hans-Micael Søndergaard

Ekspedition:

Haraidsgade 96 2100 København 0 Tlf: 3918-3853

Priser:

28. årgang:

Abonnement 4 numre Introduktionstilbud for studerende Løssalg pr. nummer Ældre årg. pr. nummer

Alle henvendelser vedr. adresseændring o.l. bedes rettet direkte til postvæsenet.

Eftertryk tilladt i uddrag, forudsat tydelig kildeangivelse.

Tryk: Kandrup Bogtrykkeri, København.

ISSN 0106-0627

28. årgang nr. I

Adam Holm: Kulturlære og civilisationskritik - nogle aspekter til belysning af den radikale konservatisme i Weimarrepublikken, 1918-1933 ... 3

Morten Andersen: “Væsentlige fordele til gengæld”

- L.C.F. Lütkens forhandlinger i Berlin 1906-07 . . 13

Kai Verner Nielsen: Nordens historie i 600 år (en anmeldelse) ... 24

Hans Henrik Appel: Ret og pligt i det 17. århundre­

de (en anmeldelse) ...29

Merete Harding & Kurt Villads Jensen: Encyklo­

pædi og universalitet (I) ...bagsiden

kr. 165,-

kr. 125,- kr. 50,- kr. 20,-

Forsideillustration: Maleren George Grosz' kritik af magtens korrumperende triumvirat, der hargivet folket skyklapper påogtvunget detpå afgrundens rand. Enkritik de højreradikale kunne identificere sig med. © George Grosz: Eclipse of the sun, 1926I COPY-DAN, BILLED­ KUNST 1998.

Layout & billedredaktion: Berit M. Christensen, Pelle Larsen, Christian Nicolaisen og Hans-Micael Søndergaard - Sat med Gill Sans

1066 er et tidsskrift, der har til formål at formidle resultaterne af den historiske forskning i bredest mulig forstand. Dette gælder både Danmarks- og Verdenshistorie. Det søges gjort på en måde, der appellerer til både faghistorikere og andre historisk interesserede. 1066 ser det som sin særlige opgave at viderebringe resultaterne af forskningsbaserede studenterspecialer og ph.d. - afhandlinger.

Redaktionen består af en uafhængig kreds af historikere med tilknytning til Institut for Historie, Københavns Universitet. Tidsskriftet udkommer fire gange årligt.

Kulturlære og civilisationskritik

- nogle aspekter til belysning af den radikale konservatisme i Weimarrepublikken, 1918-1933

Den radika/e konservatisme i Weimarrepublikken var en åndelig højrefløjsstrømning, hvis politiske tænkning var lydeligt præget af den såkaldte "livsfilosofi” (fx Friedrich Schlegel, Friedrich Nietzsche, Ludvig Klages) og af soldaterne fra Første Verdenskrigs fronterfaringer. Med de forbehold en grov opdeling nødvendigvis medfører, kan denne strømning kategoriseres mellem 'konventionel' konservatisme og 'genuin' nationalsocialisme/fascisme. Et centralt træk ved den radikale konservatisme var dens forestilling om, at de væsentligste samfundsmæssige værdier og institutioner enten var brudt sammen eller var blevet tømt for indhold. Det parlamentariske demokrati og liberalismens økonomiske doktriner og kulturelle pluralitet blev betragtet som hovedårsagen til denne negative udvikling. Artiklen vil fokusere på den radikale konservatismes fundamentale antiliberalisme i lyset af "konflikten” mellem kultur og civilisation, der blev identificeret med henholdsvis 'tyskhed' og 'fremmedhed'.

Af Adam Holm, cand.mag, Center for Engelsk, Odense Universitet

F

remtrædende repræsentanter for den radikale konservatisme, så som Oswald Spengler (1880-1936), Ernst Jünger (1895- 1998), Arthur Moeller van den Bruck (1876-1925), Carl Schmitt (1888-1986) og Edgar Jung ( 1894-1934) var fra begyndelsen af 1920 erne aktive kritikere af liberalis­

mens institutioner, som de hævdede var et

"vestligt diktat”, der var blevet påtvunget et momentant svagt Tyskland ved Versailles- freden i 1919. Især demokratiets indførelse vakte deres vrede. Oprettelsen af partier og udfærdigelsen af partiprogrammer blev kritiseret som relikter fra det 19. århundre­

de. Det de radikal konservative tænkere med deres livsfilosofiske bagage betragtede som "livets uudgrundelighed” kunne ikke indsættes i et partipolitisk system. Over for partivæsenets "negative dogmatik" stod de

"preussiske" eller "tyske principper".

Hvor disse principper blev anskuet som den tyske kulturs styrke, blev liberalismen identificeret med svaghed, synonymt med civilisation. I den radikale konservative for­

ståelse var fænomenet civilisation i en euro­

pæisk kontekst udsprunget af det ekspansi­

ve Romerrige, hvorfor det overvejende var et anliggende for de "latinske mennesker"

og ikke for det "germanske folk".

I første bind af sit omfangsrige civilisa­

tionskritiske og kulturhistoriske værk Unter­

gang des Abendlandes(\ 918) skrev Oswald Spengler:"Civilisationer er den mest ekstre­

me og kunstige tilstand, som ... menneske­

heden er i stand til at frembringe. De udgør en afslutning; de følger oven på det som er blevet udviklet som noget fast; de er døden som følger efter livet"1. Den tyske "kultur­

nation" med dens "organiske" folk adskilte sig i henhold til denne opfattelse markant fra de civilisatoriske "statsnationer" (fx Storbritannien og Frankrig) med deres

"organiserede" befolkninger. Mens det organiske element i den "tyske folkesjæl"

var udsprunget af "livets dybde", var det organiserede element i den vestlige "folke­

karakter" kendetegnet ved en konstitutionel baseret enhed.

I det følgende vil jeg søge at konkreti­

sere disse betragtninger ved at pege på, 3

hvordan den radikale konservatisme kontra­

sterede den tyske kulturlære med fortolk­

ningen af under hvilke former, eller i hvilke skikkelser, den vestlige civilisation udgjorde en trussel.

Tyskhed og racetænkning

Den radikale konservatisme adskilte sig ikke afgørende fra fx 1800-tallets elitære "kultur­

pessimisme" omkring Richard Wagner, Nietzsche og Julius Langbehn, eller de He/mat-dyrkende völkische bevægelser i opfattelsen af, at fremmedhed i form af ideer, institutioner, normer og etnicitet skulle modvirkes og bekæmpes. Enhver udefrakommende påvirkning af Tyskland, såvel østlig som vestlig, blev betragtet som uforenlig med den tyske "Mittellage". Det tyske eller germanske folk blev fremstillet som en unik race i kraft af dets "folkeånd"

(Volksgeist) og kulturelle egenmæssighed.

Denne dybstikkende glorificering af tyskhe­

den byggede på et racistisk idégrundlag2.

Ifølge teorierne om den "teutone" race, skyldtes dens overlegenhed bl.a. de "kends­

gerninger", at Edens Have fandtes hos Guds udvalgte folk i Tyskland, og at det så højt berømmede franske sprog i virkeligheden var en vulgariseret version af tysk, for nu blot at nævne de mere kuriøse eksempler3.

Racisme, primært af kulturel art, spille­

de også en vis rolle i Weimarrepublikkens radikale konservatisme. Inden dette aspekt vil blive uddybet, er det nødvendigt med en kortfattet beskrivelse af den "naturvidenska­

belige" racelære, som både nationalsocialis­

men og de völkisch-nationale bevægelser tog til sig 4.

Den naturvidenskabelige eller "biologi­

ske" racisme havde opnået en vis udbredel­

se i Tyskland i det 19. århundrede, bl.a.

gennem Wagners svigersøn, Houston Ste­

wart Chamberlain, der i 1899 udgav sit mest kendte værk "Die Grundlage des Neunzehnten Jahrhunderts"5. Chamberlains skrifter slog til lyd for en omfattende euge­

nik eller "race-hygiejne" med det formål at udrydde de biologisk mindreværdige gen­

nem såkaldt euthanasi og medicinsk social­

teknik. På basis af en postuleret videnskabe­

lig selektion af mennesker, ville det være muligt at højne folkets kvalitative racesam­

mensætningen. Den rene race var idealet for folkets biologiske identitet. Derfor var det ifølge Chamberlain nødvendigt at rense ud både indadtil blandt mentalt og fysisk handicappede personer, men også i forhold til fremmed racepåvirkning.

Særligt jøderne blev anset for at udgøre en fare i denne henseende. I en række racistiske skrifter blev de fremstillet som et parasitært folk, der overlevede ved at snylte på folkelegemet. Den biologisk begrundede racisme anså det for nødvendigt med en racekamp. Resultatet heraf, der naturlov­

mæssigt ville falde ud til den tyske "herrera­

ces" fordel, skulle sikre den påkrævede genetiske sundhed i egne rækker og samti­

dig manifestere racernes indbyrdes hieraki.

I henhold til denne racedoktrin var jøderne til stor skade for den tyske kultur, dels på grund af påstanden om, at deres blod var

"urent", dels fordi de repræsenterede et andet livssyn. Mao. det "rene tyske blod"

var i fare for at blive inficeret.

Otto Strasser, der var medlem af det nationalsocialistiske parti fra 1925-1934, stod for en såkaldt "venstreorienteret" linje i partiet6. Argumentationen i Otto Strassers politiske kampskrift fra 1930, " 14 Thesen der deutschen Revolution"7, udviser flere signifikante lighedspunkter med den radikale konservatisme, eksempelvis i kritiken af demokratiets indførelse i Tyskland og i Illustration modståendeside:Detdekadente borger­ skabbrækker sig af velværepåsamme tidspunkt som de udtryksløse masser, der altid kan anvendespå slagmarken ogi produktionslivet, marchererafstedtil arbejde. Stod det f.eks.til Ernst Junger skulle brbejder- soldaten’ forvandle det borgerlige skørlevned til et blodigt 'karneval'. © OttoDix: Five in themorning, 1920/21/COPY-DAN, BILLEDKUNST, 1998.

forsvaret for en stærk centralmagt baseret på et "autentisk" tysk grundlag.

Men netop Strassers vægtning af "race­

spørgsmålet", og ikke mindst hans biologisk afledte terminologi, viser en forskel i for­

hold til de radikal konservative skribenter.

Strasser plæderede for nødvendigheden af at skabe en "sund organisme i nationen"

(pkt. 10), der skulle bygge på den Völkische egenart. Ethvert middel skulle tages i anven­

delse for at hindre "national degeneration"

og "kulturel fremmedhed (Überfremdung)"

(pkt.I I). Den afgørende opgave for tysker­

ne lå i at: "...renholde den tyske kultur. I særlig grad gælder det kampen mod jøde­

dommen, som er forenet med frimurenes overstatslige magt"(pkt. 12). Forskellen i den racemæssige eller mere konkret antisemiti­

ske synsmåde mellem en i dette tilfælde

"venstreintellektuel" nationalsocialist, men overhovedet en nationalsocialist, og en radikal konservativ var således, at først­

nævnte hævdede at komme med naturvi­

denskabelige (og dermed materialistiske) svar på spørgsmål og problemstillinger, som sidstnævnte formulerede i idealistiske ter­

mer.

Antisemitismen var dog generelt betragtet ikke et særligt betydningsfuldt tema for Weimarrepublikkens radikale konservatisme, til trods for at så væsentlige inspirationskilder fra det 19. århundrede som Paul de Lagarde og Julius Langbehn betragtede jøderne som årsagen til Tysk­

lands "borgerliggørelse"8, hvilket i deres skrifter udlagdes som negationen af livets principper. I de tekster fra den radikale konservatisme, hvor der kan fremhæves antisemitiske udsagn, er det, som allerede anført, med reference til kulturen, og ikke til biologien.

Kulturel antisemitisme

Edgar Jung er et eksempel på denne hold­

ning. Han anførte, at modsætningsparret arier-semit var uanvendelig for en racistisk

tænkning9. Jung definerede jødedommen som en "bestemt åndelig indstilling", hvori­

mod de religiøse og genetiske forhold var sekundære. Liberalismens massesamfund blev ikke anset som et kollektivt fællesskab, men som en masse af individer, hvilket Jung hævdede var betegnende for substansen af den jødiske "ånd". Det var derfor i jødernes interesse, mente Jung, at fastholde samfun­

det så atomiseret som muligt for derved at modvirke dannelsen af en stærk og folkeligt enhedsorienteret stat. Jung så dette som den betydeligste forskel mellem "den jødi­

ske og den tyske verdensopfattelse"10. Jungs kulturelle antisemitisme lagde til grund, at jøderne ikke passede ind i billedet af den homogene nationalstat, fordi de udgjorde en "evigt vandrende stamme"11. Jøderne blev dermed opfattet som et "interstatsligt folk", hvilket medførte at de umuligt kunne optræde loyalt mod et statssystem baseret på folkeligt-nationale principper12.

Moeller argumenterede for at jødernes manglende binding til nationalstaten medfør­

te, at de nødvendigvis måtte repræsentere tanker om humanisme, universalisme og marxisme l3, og var ikke Weimarrepublik- ken, spurgte han retorisk, et eksempel på en statsdannelse, som var udsprunget af netop disse ikke-nationale værdier? I de radikal-konservative forfatteres syn på jødernes rolle i staten var det forventeligt, som udtrykt af Spengler, at "de som fædre­

landsløse" og "nationsløse individer" ville udgøre en væsentlig allieret for den nye republik l4. Ikke blot politisk, men også i økonomisk sammenhæng anså Spengler Weimarrepublikken for at støtte sig til jøderne. Finansielle transaktioner og handel på tværs af landegrænser var den bærende søjle i liberalismen. Det betød, at jøderne som "sønner af liberalismen" var meddelag- tige i, hvis ikke selve stifterne af, "pengenes diktatur". Som "folk" var jøderne, i Speng­

lers udlægning, ikke nødvendigvis upålideli­

ge, når de stillede deres ydelser til rådighed

for staten. Problemet bestod i, at den ene­

ste stat jøderne kunne støtte var plura­

listisk, dvs. en stat uden ét magtcentrum.

Det relativt store antal jøder i den Habs- burgske administration blev af Spengler tolket som om de var særligt disponerede for at tjene en stat, der var multietnisk, eller som lagde stor vægt på "partikulære inter­

esser", fx bankvæsen og virksomheder, snarere end på den kollektive velfærd.

Kollektivet, dvs. folket eller nationen, kunne jøderne derfor ikke blive en del af.

De få eksempler på antisemitisme vidner om undtagelserne fra reglen, nemlig at antisemitismen var et perifært emne i den radikale konservatisme. Den racisme som derimod fandt en vis klangbund i den radikale konservatisme blev, som anført, søgt hævet over den pseudobiologiske og (pseudo-)darwinistisk inspireret racisme.

Spørgsmålet om hvilke faktorer der udgjor­

de en race eller et "herrefolk" blev besvaret ud fra kriterier som sprog og geografiske tilhørsforhold. Forhold som æstetisk sans, venskab (=loyalitet), offervilje, følelser og instinkter hørte imidlertid også til det kul­

turelt betingede racebillede, der således meget dækkende er blevet karakteriseret som "en racisme grundet på subjektive egenskaber" l5. På den baggrund turde det stå klart, at der ikke automatisk bestod en direkte forbindelse mellem folket og racen;

racen kan hos forfattere som Jung og Spengler i virkeligheden omskrives til eliten.

Med Spenglers ord var racen ikke givet af historien selv, men derimod vokset ud af nationen l6. Med andre ord, en kombination af "den fælles skæbne", fælles idealer og bedrifter var hovedindholdet af den radikale konservatismes racisme. Dette forhold er væsentligt, fordi det understreger, at en moderne reaktion ikke forudsætter antise­

mitisme eller generelt en racisme baseret på "blodet", hvilket den italienske fascisme ligeledes er et eksempel på l7.

Nationalsocialismen så, som bekendt, jøderne som "Verdens Fjende Nummer Et"18. De var hovedårsagen til den liberale retning, som efterhånden havde spaltet sig i både kapitalisme og kommunisme, men stadigvæk med jøderne som de strategiske bagmænd. Omvendt betragtede den radika­

le konservatisme kun jøderne som en del af årsagen. I henhold til denne opfattelse var det ikke den jødiske minoritetbefolkning i Europa, som havde sat oplysningen i værk.

Jøderne udnyttede blot effekten af disse tanker på en måde, der gjorde dem "med­

skyldige" i liberalismens overgreb på det tyske folk.

Det "indre England" og det "franske instinkt"

Som nævnt ovenfor satte den radikale konservatisme lighedstegn mellem liberalis­

men og den vestlige civilisation, der blev opfattet som "organiserede" værdier, i mod­

sætning til den "organiske" tyske kultur.

Den tyske kultur var derimod identisk med

"livsorganismen" og "folkesjælen". Det "ind­

re England", der som angivet af betegnelsen satte England som det højeste symbol på liberalismen, angav en konstant sammen­

blanding af såvel individuelle som gruppe­

mæssige interesser. I den radikal konservati­

ve fortolkning medførte det en decentrali­

sering af magten samt et gradvist, men uafvendeligt tab af indflydelse for staten.

Det "franske instinkt", som i den radikal-konservative udlægning stod for demokratisk égalitarisme, betød at "ingen" - d.v.s. ikke én magt - kunne tiltage sig politisk hegemoni, hverken på nationalt eller inter­

nationalt plan. Social rangordning var ifølge Spengler urealistisk under franske eller fransk-inspirerede forhold. De "franske tanker" eller "Ideerne fra 1789" havde som ideal: "...ingen stat, ingen orden; ideelt anar­

ki"19. Liberalismen havde derved øget den sociale og økonomiske forskel i samfundet.

7

Dette argument var et led i den radikale konservative historieopfattelse, der så middelalderens stænderstruktur som et

"offer" for moderniseringsprocessen20.

Stænderne blev fremhævet som idealet af den tyske kulturs organiske egenmæssighed og som det naturlige grundlag for en stærk stat, hvor de respektive fagsammenslutnin­

ger og sociale grupper i samfundet havde frihed under statens bevågenhed. Spengler mente at "ånden fra krigen" kunne risikere at blive "udslukt" af den liberale samfunds­

opbygning. Tilværelsen i Tyskland efter 1918 var blevet omskabt til "penge og ånd, kontor og katheder, regner og skriver"21. I stedet for det Spengler kaldte det "formful­

de liv" fremtrådte "livet uden form, uden manerer, uden pligter, uden distance"22.

Fællesskabet: den højeste værdi Centralt i konfrontationen mellem det vestlige liberale system og den tysk-kulturel­

le idealisme står sociologen Ferdinand Tönnies nu klassiske distinktion mellem

"Gemeinschaft" og "Gesellschaft"23. Tönnies definerede et Gemeinschaft som en orga­

nisk social enhed, mens et Gesellschaft betegnede samfundet i sin bredeste form.

Opstillingen af Gemeinschaftsmodellen kan ses som en idealtypisk beskrivelse af de sociale relationer i det før-industrielle sam­

fund.

I et Gesellschaft var de indbyrdes socia­

le forhold knyttet sammen af en kontrakt, som var opstået på baggrund af autonome enheders situationsbestemte behov for at indgå i et forhold til en anden part. Dette behov var blevet udviklet af trangen til enten at beskytte eller at fremme egenin­

teresser. Rousseaus ideal om den "fælles vilje"(volonté générale) som demokratiets bærende søjle, anså Tönnies for at være degenereret til Gesellschaftsformen, som i stedet var kendetegnet ved en "partiel vilje":

d.v.s. hver enhed forudsættes at have dis­

tinkte målsætninger, som altid må fremtræ-

de begrænset i forhold til idealet om en kollektiv vilje.

Modsat det nødtvungne fællesskab er den menneskelige tilstedeværelse i et Ge­

meinschaft udtryk for en "vilje til samhørig­

hed", som derefter bliver et indiskutabelt vilkår af solidaritet og nærhed. Gemein­

schaftsformens betingelsesløse værdifælles­

skab, som samtlige radikal-konservative forfattere var tilhængere af, er ikke ensbety­

dende med en afvisning af forestillingen om den indbyrdes menneskelige ulighed. Det afgørende var, at ethvert menneske skulle bidrage til samfundets fælles bedste, ud fra den enkeltes givne forudsætninger i form af evner, ressourcer og uddannelsesniveau.

Gemeinschaftstanken kan dermed også læses som idealet for et hierakisk ordens­

fællesskab, med en social stratifikation baseret på elitens forrang. Den radikale konservatismes holdning til liberalismen trak tydeligvis på Tönnies begrebsapperat.

De to forskellige samfundsmodeller er hinandens normative modsætninger, men Moeller mente imidlertid, at de samtidig indgik i en tæt vekselvirkning: "Liberalismen er udtryk for et Gesellschaft, der er ophørt med at fungere som et Gemeinschaft"24.

Denne sætning hos Moeller understreger en tanke, der er generelt gældende for den radikale konservative kritik af den liberalisti­

ske stat: (a) den fjerner sig fra bindingen til folket; (b) løser den indbyrdes binding, der holder folket sammen.

Gemeinschaft-Gesellschaft modstillin­

gen kunne, ifølge Spengler, omskrives til en eksistentiel konflikt mellem to "verdensop­

fattelser", nemlig det ovennævnte "indre England" og det "indre Preussen", jf. de indledningsvis omtalte "preussiske princip­

per". I Spenglers skrift "Der Mensch und die Technik"(l 93 I) blev disse to opfattelser yderligere defineret som henholdsvis "sand­

hedens verden", der bestod af adlen, kriger­

ne og eventyrene, og "kendsgerningens verden" udgjort af præster, lærde og filosof-

Metropolen somsindbillede på modernite­

tens fremmed­

gørelse af men­ nesket, dergår tilgrunde i en syndfuld døds­

rus. © Otto Dix: Big City,

1927/28 /

COPY-DAN, BILLEDKUNST

1998.

fer25. Forskellen på de to verdener afsløre­

des af deres respektive ”fokus": "Sandhe­

dens verden tænker i skæbne; kendsgernin­

gens verden i kausalitet" 26. "Sandhedens verden" - det ideelle Gemeinschaft - repræ­

senterede en kulturelt "fornem racetradi­

tion", der skulle bringes "til at sejre over den plebejerske rationalismes teorier: li­

beralismen og socialismen"27.

Både liberalismen og socialismen, såvel dens marxistiske som reformistiske eller socialdemokratiske udformning, blev af Moeller fremstillet som modstandere af

"nationens mest autentiske kraft - landet"28.

Den før-industrielle samfundsindretning med landadlens førerskab var en forestilling, der appellerede til dele af den radikale konservatisme, eftersom den angav ram­

merne for det kollektive folkefællesskab styret af eliten. På den måde ses politikkens primat at være en vigtig forudsætning for at kunne skabe social harmoni i det organiske fællesskab.

Liberalismen: en syg udvækst

Træmetaforen, der beskriver træet som en organisk enhed af rødder og stamme, kan bruges til kort at eksemplificere den radika­

le konservatismes opfattelse af det libera­

listiske Gesellschaft^ "udvækst" på den oprindelige organisme (Gemeinschaft).

Betingelsen for træets eksistens og fortsatte vækst er det gensidige afhængighedsforhold mellem rødderne og stammen: afskæres denne forbindelse hensygner de begge.

Overført i det radikal konservative fortolk­

ningsskema fremstod liberalismen dermed som den "sav", der ved at have oversavet organismens enhed, bragte ubalance i den naturlige orden.

Den ideelle orden, med den politiske sfære hævet over menneskets liv i Gemeins­

chaftsformen, var blevet opløst, med kata­

strofale følger for begge. Når den politiske sfære ikke længere stod som den ubetinge­

de højeste kraft, men tværtimod var blevet

blandet med økonomi, ville begge instanser forvitre. Weimarrepublikken var således i denne fortolkning en "sav" af udenlandsk fabrikat, der skar igennem interaktionen mellem politik og social enhed:"Har et folk ikke længere evnen eller viljen til (eller muligheden herfor) at sondre (mellem ven og fjende, AH) så ophører det politisk med at eksistere. Lader det sig diktere af frem­

mede hvem fjenden er, og hvor og hvornår fjenden skal bekæmpes så er det ikke læn­

gere et politisk frit folk"29.

Carl Schmitt krævede i lighed med Ernst Jünger, at en "virkelig stat" skulle være i stand til at definere "den anden", d.v.s. den eksistentielt anderledes og fremmede, eksempelvis den politiske fjende30. Det liberalistiske Gesellschaft var svagt netop fordi det var ude af stand til at foretage denne skelnen. Den mest faretruende socia­

le konsekvens ved liberalismen bestod ifølge Schmitt i, at individualismen ville afstede- komme en mistro til alle tænkelige politiske kræfter og former for stat og regering, samtidig med at liberalismen ikke selv kunne evne at frembringe en positiv teori angåen­

de stat, regering og politik31.

Staten skulle besidde den absolutte styrke, med det formål at kunne kræve loyalitet og offervilje af folket, hvilket var kernen i den radikale konservatismes Ge­

meinschaftstanke. Liberalismens individualis­

me udgjorde en veritabel trussel mod den­

ne model. Den enkelte ville, som i Tönnies tese, kun yde en indsats der stod i forhold til det forventede udbytte. I tilfælde af krig eller konflikt ville det ikke være muligt for et Gesellschaft (= Weimarrepublikken) at mobilisere befolkningen. En eventuel mobili­

sering af befolkningen skulle ikke "ske", den skulle "være"32.

Jünger forbandt det liberale system med en bestemt mennesketype: "borgeren".

Liberalismens ideer om international frihan­

del havde frembragt et "uheroisk" menne­

ske, som var "forhandlingsvilligt", "trygheds-

søgende" og i enhver henseende "lukket af i forhold til de krigeriske elementer"33, jünger så borgerens angst for det farlige og trang til sikkerhed reflekteret i "den borger­

lige verdens store triumf; naturparkerne hvor den sidste rest af det farlige, ekstraor­

dinære og sjældne bevares som et kurio­

sum"34.

Borgerens bestræbelser på hermetisk at fortrænge "det elementære" og i stedet bekende sig til det "19. århundredes for­

nuft", repræsenterede i Jüngers betragtning det modsatte af livsfilosofiens værdier. Den borgerlige tilværelse og de krigerisk aktions­

former og dyder var ukomplementære begreber, eller snarere, tilstande. Borgeren havde opbygget en "fornuftens grænsemur"

bag hvilken han forsøgte at holde "andre former for eksistens", eksempelvis "de troende, krigerne, kunstnerne, sømændene, jægerne og forbryderne", på sikker af stand35.

Ved at frakende den "aktivistiske type"

enhver betydning i samfundet mente Jünger, at det borgerlige samfund gav afkald på det konstante beredskab til krig og angreb. I hans udlægning var det en sådan samfunds­

mentalitet, der havde gjort det ‘Vvilhelmin- ske samfund”, konventionelt konservativt og dermed sterilt og uinteressant. "Det moder­

ne barbari" og "stålbadet" - to af Jüngers omskrivninger for Første Verdenskrig - handlede om "ild, blod og den store nærhed til døden"36. Det "sande menneske", som instinktivt var antiborgerlig, havde i "Den Store Krig", hvor det europæiske fællesskab (Gemeinschaft) søndersled sig selv, demon­

streret viljen til at afklæde sig den borgerlige uniform: "Da krigen brød ud ... kompen­

serede det sande menneske i et rusfyldt orgie for alt det forsømte. Da blev hans drifter, der så længe havde været opdæm­

met af samfundet (Gesellschaft) og dets forordninger, atter det eneste og helligste og den yderste fornuft"37. Videre hed det, at de "sande mennesker" var "vindertyper,

stålsatte naturer, indstillet på den højeste grad af skyttegravskrig...de er dødens jong­

lører, sprængstoffernes og ildens betving- ere...prægtige rovdyr"38.

Dette var de positive kendetegn for den "nye tidsalders mennesker", som i modsætning til den tryghedssøgende borger i hans "romantiske førkrigsverden", måtte indstille sig på at leve i en "farlig, altid kræ­

vende virkelighed"39.

Som bekendt kom ikke blot Jünger, men den tyske befolkning som helhed, kort tid efter udgivelsen af "Der Arbeiter" i 1932 til at leve i et samfund med en "krævende virkelighed". Men det er en anden historie.

Adam Holm I. Oswald Spengler. Untergang des Abenlandes.Umrisse einer Morphologie der Weltgeschichte (1918/1922), bd.1-2. I I. Aufl. München 1993, s.43.

2. Jfr. Stefan Breuer, Anatomie der Konservativen Revolution,Darmstadt 1993,s.78-86;Rolf-PeterSieferle, Die Konservative Revolution:Fünfbiographische Skizzen, Frankfurtam Main 1995,s.26-30.

3. Jfr. Jost Hermand, Der alte Traumvom neuenReich:

VölkischeUtopienund Nationalsozialismus, Frankfurtam Main 1988, s. 19-32, 199-315.

4. Jfr. Roger Woods, Ernst Jünger andthe nature of political commitment,London 1981, s.237.

5.Se Martin Woodroffe,"Racial Theories of History and Politics: the Example ofHouston StewartChamberlain"

i Paul Kennedy &Anthony Nicholls(eds.), Nationalist and Radicalist Movements inBritain andGermany before 1914, London 1981,s. 143-154.

6. Jfr. ReinhardKühnl, Die nationalsozialistische Linke 1925-1930, Meisenheim 1966, spec.s.20-43; Udo Kissen- koetter, Gregor Strasser und die NSDAP, Stuttgart 1978, spec. s.22-28.

7. OttoStrasser," 14Thesen der deutschen Revolution"

i kap."Dokumente"iKarl O. Paetel,Versuchung oder Chance? Zur Geschichte desdeutschen Nationalbolsch- wismus,Göttingen1965, s.301-305.

8. Se Fritz Stern, The Politics of Cultural Despair, University ofCalifornia Press 1961, s.53-71, 137-152;

endvidere Georg L Mosse,Germans and Jews; The right, the left, and the search for a"thirdforce" in pre-nazi Germany, NewYork 1970, s.34-61.

9. Edgar Jung, Die HerrschaftderMinderwertigen, Berlin 1927, s. 122.

10. Ibid, s.124.

II.Ibid, s.480.

12. En tilsvarende holdning kendetegnede den nationa­

listiske højrefløj i Frankrig i forb, med "Dreyfuss-

affæren"(l894-l906); den jødiske stabsofficer Alfred Dreyfuss blev anklaget på et falsk grundlag for at have spioneret til fordel Tyskland, hvilketblev udlagt som et uomgængeligt bevis på, at jøderne ikke kunne naturali­ serestilennationalholdning.SeHannahArendt,Antise­ mitismen: Første del afdettotalitære samfundssystems oprindelse, København 1968, s. 142-189.

13. ArthurMoeller van den Bruck, DasdritteReich,3.

Aufl., Hamburg1931 (opr. 1923), s.35.

14. Spengler 1918/1922, op.cit. s.948-961. 15. Breuer1993, op.cit. s.88.

16. Spengler1918/1922,s.715.

17. Hoepke anfører, at Mussoliniikkebilligedenational­ socialismens stærke vægtning af "jødespørgsmålet", hvilket bl.a. kom til udtryk undersamtaler med tyske erhvervs- og finansfolk såsent som i begyndelsen af 1938.Omvendt forsøgteMussoliniikkeat nedtonede fra midten af 1930erne stadig tydeligereantisemitiske ytringer, som blev fremført i hans eget organ "IIPopolo".

Som etkuriosum skal blot nævnes, at der iflg. fascistpar­ tiets egen statistiske opgørelse, som blev foretaget umiddelbart før vetagelsen af race-lovene i juli 1938, fandtes 10.125voksnejøderi partiet.Det samlede antal jøder i Italien i 1938 var ca. 70.000. Se Klaus-Peter Hoepke, Die deutsche Rechte und die italienische Faschismus, Düsseldorf 1968, s.253-259; Stanley G.

Payne, Fascism, London 1980, s.85-86.

18. Karl Dietrich Bracher, TheGerman Dictatorship, NewYork 1969, s.37.

19. Oswald Spengler, Preussentum und Sozialismus, München 1919, s.14.

20. For en uddybningheraf,se Herman Lebovics,Social Conservatism and the Middle ClassesinGermany, 1914- 1933, Princeton UniversityPress 1969, s.13-49.

21. Oswald Spengler, DerMenschund die Technik:

BeitragzueinerPhilosophiedes Lebens, München 1931, s.115.

22. Ibid.

23. Ferdinand Tönnies, Gemeinschaft und Gesell­

schaft:Grundbegriffe der reinen Soziologie, Darmstadt

1970 (opr. 1887), passim. De to begreber kan kun vanskeligt oversættes til et gangbart dansk. Med alle sproglige forbehold kan "Gemeinschaft"oversættes til fællesskab, mens "Gesellschaft" kan betyde samfund.For dog at undgå terminologiskemisforståelser vilde tyske begreberblive fastholdti ovenstående gennemgang.

24.Moeller 1931, op.cit. s.97.

25. Spengler 1931, op.cit. s.6l.

26.Ibid, s.62-64.

27.Ibid. s.65.

28.Moeller 1931,s. 110.

29. CarlSchmitt,"Der Begriff des Politischen"(l927) i Carl Schmitt, Positionen und Begriffeim Kampf mit Weimar-Genf-Versailles 1923-1939, Berlin 1988 (opr.

1939),s.71.

30.Ibid.

31. Jfr.Ibid.

32. Ernst Jünger 1930iWerke, Essays I, Stuttgart 1981, s.123-149.

33. Ernst Jünger, Der Arbeiter, Stuttgart 1982 (opr.

1932), s.19,21. Jüngers inspiration fra Nietzsche er på dettepunktslående:"Detmenneske, der er blevet frit, og hvor meget mere ikke den ånd der er blevet fri, giver dén foragtelige art af velbefinden, som kræmmere, kristne, køer. kvinder,englændere og andre demokrater drømmer, et spark. Det frie menneske erkriger".Nietz­ sches fremhævelser. Friedrich Nietzsche, Afgudernes ragnarokeller hvordan man filosoferer med hammeren, København 1993 (opr. 1888), s. 100. Ang.den radikale konservatismes generelleinspiration fra Nietzsche, se Steven E. Ascheim,TheNietzsche Legacyin Germany 1890-1990,UniversityofCalifornia Press 1990, spec, s. 128-201.

34. Jünger 1932, s.54.

35. Ibid. s.47.

36.Ibid. s.56.

37. Jünger,DerKampfais inneres Erlebnis( 1922), s.3.

38.Ibid. s.32.

39. Jünger 1932, s.57.

“Væsentlige fordele til gengæld ”

- L.C.F. Liitkens forhandlinger i Berlin 1906-07

Konkurrenceforholdet mellem England og Tyskland skærpedes kraftigt i årene inden I .verdenskrig.

Det havde stor betydning for småstaten Danmarks udenrigspolitik, således også under regeringen I.C Christensen 1905-08, hvor en tilnærmelse til Tyskland blev forsøgt

Af stud.mag. Morten Andersen, Odense Universitet.

S

om småstat har Danmark begrænsede muligheder for at påvirke de interna­

tionale politiske konjunkturer. En småstats handlefrihed kan aldrig måles eksakt, men tendenser i en given tid vil kunne afdækkes med hjælp fra den internationale politiks teori. Den teoretiske side af internationale politiske forhold har historikerne, i deres søgen efter unikke enkeltbegivenheder, oftest valgt at se bort fra. Teorierne over­

lades til samfundsvidenskaberne. Et ek­

sempel på en frugtbar inddragelse af den internationale politiks teori i en begiven­

hedshistorisk analyse findes i Hans Bran­

ners værk fra 1972 Småstat mellem stor­

magter. Beslutningen om mineudlægningen august 1914. Hans Branners formål med dette værk er, via en analyse af en enkelt­

begivenhed i dansk udenrigspolitik, at udlede en generel teori om småstatens handlefrihed og dansk udenrigspolitik.

Denne udenrigspolitiske enkeltbegivenhed er den danske regerings beslutning om, på tysk opfordring, at spærre de danske bæl­

ter med miner ved udbruddet af I .verdens­

krig. I denne artikel vil en tids- og emne­

mæssig nærvedliggende problemstilling, L.C.F. Lütkens forhandlinger i Berlin 1906- 07, sættes i perspektiv af Hans Branners analyse og deraf følgende syntese.

Hans Branners syntese

Lütken-forhandlingerne er solidt afdækket af Troels Fink i Spillet om dansk neutralitet 1905-1909, LC.F. Liitken og dansk udenrigs-

og forsvarspolitik, Århus 1959. Dette værk må betragtes som en gyldig fortolkning af periodens danske udenrigs- og forsvars­

politik. Sammenholdes værket med Hans Branners Småstat mellem stormagter rejser der sig dog spørgsmål som Troels Fink ikke besvarer. Disse spørgsmål er nært for­

bundet med den teoretiske indfaldsvinkel, som Hans Branner gør brug af i sin analyse, der hviler på den amerikanske småstats­

teoretiker Robert L. Rothsteins synteser.

Jeg vil ganske kort gøre rede for disse teoretiske anskuelser om småstatens handlefrihed.

Rothsteins definerer en småstat som kendetegnet ved, at denne ikke med egne militære midler kan garantere sin sikker­

hed. Rothstein følger småstatsdefinitionen op med en teori om småstatens magt­

status. En stigende konfliktintensitet mel­

lem de dominerende stormagter fører til øget status for småstaterne. Et bedre forhold til småstaten, eventuelt en alliance, kan betyde en afgørende magtforøgelse for stormagten i den øgede konfliktintensitet.

Til gengæld opnår småstaten øget ind­

flydelse, men også formindsket sikkerhed, hvad der må opfattes som et dilemma.1

Hans Branner tilføjer teorien yder­

ligere et aspekt. Småstatens placering i de dominerende stormagters politiske og mi­

litære planer under den øgede konflikt­

intensitet er afgørende for småstatens relative magtstilling overfor stormagterne.

Er småstaten centralt placeret i stormag­

13

ternes fremtidige planer vil dette medføre en svagere relativ magtstilling. Modsat vil en perifer placering medføre en stærkere relativ magtstilling’ Stormagtens interesse for småstatens handlinger er mindre, når småstaten ikke indtager en central pla­

cering i stormagtens militære og politiske planer. Derved kan den relative magtstilling også benævnes som handlefrihed. Stadig er der tale om en situation med øget kon­

fliktintensitet, hvor en perifer placering også betyder øget sikkerhed for små­

staten.2 Den geografiske placering af små­

staten kan have betydning, men er ikke afgørendé for magtstillingen. Det geogra­

fiske aspekt indgår som en faktor blandt andre i stormagternes vurdering.

. De dominerende stormagter omkring Danmark var i perioden 1890-1914 Eng,- land og Tyskland. Det er helt centralt for Branners konklusion,* at Danmark hverken . indgik i tyske eller engelske politiske og militærstrategiske planer i tiden op til I .verdenskrig. Hermed indtog Danmark en perifer placering i de dominerende stor­

magters r planer, og handlefriheden var dermed udvidet/ Helt konkret mener Branner, at Danmark kunne have modsat sig dçt tyske ønske om, at panmark skulle lægge-miner udj bækerne'5 august 1914 for at spærré Østersøen. Men den perifere placering indtrådte, jfølgé Hans Branners analyse, allerede i februar 1905. Her besluttede kejser Wilhelm, i et brev til den tyske admiralchef Büschel, at den såkaldte Schlieffen-plan skulle være udgangspunkt for den tyske militærstrategiske plan­

lægning. Schlieffen-planen, opkaldt efter den tyske generalstabschef 1891-1906, - indeholdt en to-fronts taktik. Først skulle Frankrig nedkæmpes i et hurtigt og af­

gørende slag på fransk jord, hvorefter de tyske tropper kunne rykke mod Rusland, før Zaren fik mobiliseret Strategien kræ­

vede en rolig nordflanke, hvorved Dan­

mark kunne holdes ude af krigen.3 Dette

blev som bekendt den endelige tyske stra­

tegi da krigen brød ud. Tidspunktet for den perifere placerings indtræden, februar 1905, rejser derfor spørgsmålet om der fandtes en sammenhæng mellem den peri­

fere placering og regeringen I.C. Christen­

sens (1905-08) udenrigspolitik? Dennes udenrigspolitik var orienteret mod Tysk­

land, hvilket især kom til udtryk da kaptajn L.C.F. Lütken blev sendt til Tyskland for at føre hemmelige forhandlinger med tyske militærfolk om Danmarks militære stilling under en eventuel krig. Troels Fink har siden vist, at forhandlingerne aldrig nåede at få vidtrækkende konsekvenser. Men et interessant spørgsmål vil være, hvilke for­

udsætninger Danmarks perifere placering i det intensiverede konkurrenceforhold mellem England og Tyskland skabte for L.C.F. Lütkens forhandlinger i Berlin 1906- 07?

Lütken-forhandlingernes forspil På I.C. Christensens anbefaling sendtes L.C.F. Lütken på studietur til Berlin fra I.

november 1902 til sidst i juli 1903. Studie­

turen finansieredes af udenrigsministeriet, trods ministeriets uvilje mod hvad Lütken opfattede som turens hovedformål, - en sondering af de tyske militærstrategiske planer med Danmark i en eventuel krigs­

situation. Det skulle gøres via henvendelser til centrale personer i det tyske militær­

væsen. Her formåede Lütken at komme i kontakt med generalløjtnant, senere ge­

neralstabschef, Helmuth von Moltke.

Denne kontakt skulle senere vise sig nyttig.

I januar 1905 gik regeringen J.H.

Deuntzer af. I. C. Christensen blev nu konseilspræsident (statsminister) og for-

lllustration modstående side: Kaptajn L.C.F. Lütken bekendte sig som venstre-mand,hvilket var usædvan­

ligtforen militærmand på den tid. Forsvarets Arkiv, Rigsarkivet.

svarsminister for den nye venstre-regering.

I december 1905 døde krigsministeriets di­

rektør oberst Seedorf, og Llitken ansattes i hans sted som departementschef. Herved blev Llitken forsvarsministerens nærmeste medarbejder. Lütkens studietur til Berlin i 1902-03 havde betydning for Lütkens og I.C. Christensens syn på forholdet til Tysk­

land, da de i 1905 kom til magten. Lütkens rapporter fra dette ophold, som han af­

leverede til I.C. og udenrigsministeriet umiddelbart efter sin hjemkomst, fortæller om Lütkens indtryk af de tyske forhold.

Det militærstrategiske aspekt finder vi i rapporten af 4.november 1903. Her om­

taler Lütken et krigsspil udført " For 2 Vintre siden under Ledelse af Grev v.

Schlieffen", der tog udgangspunkt i en krig

mellem Tyskland-Østrig på den ene side og Frankrig-Rusland på den anden. Man efter- prøvede den teori, at Danmark under krigen forlod neutraliteten og sammen med Frankrig-Rusland angreb Tyskland fra nord.

Det forudsattes, at krigen på dette tids­

punkt udspilledes ved de tyske grænser mod vest og øst. Spillets konklusion blev:

"For at imødegaa denne betydelige Styrke mente man, at det vilde blive nødvendigt at tage Tropper bort baade fra øst- og vest­

grænsen, og man beregnede, at det vilde tage betydeligt længere Tid end ønskeligt at samle den fornødne Styrke, så at Kiel ville komme i stor fare."4 Denne konklusion har åbenbare lighedspunkter med kejser Wil­

helms beslutning i februar 1905. Tyskland vil ikke kunne afse tropper mod nord i en

krig mod den fransk-russiske entente. Det var derfor vigtigt, at Tyskland kunne stole på Danmarks neutralitet. Det kom også til udtryk i, hvad Lütken kalder grundtonen i de udtalelser, han hørte; "Kan vi ikke stole fuldt på Jer under en stor Krig, saa maa vi strax ved dens Begyndelse lamslaa Dan­

mark.” 5 Tyskland ønskede en garanti for Danmarks neutralitet. En neutralitets­

garanti kunne holde Danmark ude af en krig. Det var en sådan garanti I.C. Chris­

tensen og Lütken gav sig til at arbejde på, da de i 1905 fik chancen for at føre dansk udenrigspolitik. Derfor havde Lütkens studietur i 1902 betydning for udenrigs­

politikken 1906-07.

Lütkens studietur i 1902-03 skabte en anden klar forudsætning for udenrigs­

politikken i 1906-07. Lütkens kontakter i det tyske militærvæsen muliggjorde de senere samtaler. Helt afgørende blev det, at Lütken tilsyneladende kom personlig godt ud af det med H. v. Moltke, der i december 1905 blev generalstabschef i Tyskland efter general Schlieffen.

Den tyske højsø-flåde, med hovedbase i Kiel, på øvelse ved Aabenraa fjordi Sønderjylland1911. Det var Danmarks militære stilling overfor Tyskland Lütkens forhandlinger drejede sig om. Men bag forhandlingerne lå også I.C. Christensens ønske om en løsningpådetsønderjyske problem. Foto: Institut for sønderjysk lokalhistorie,Aabenraa.

Det finurlige ved personlige forbindelser i storpolitik er, at de som regel ikke indgår i teoretiske anskuelser, som for eksempel Rothsteins og Branners. Det kuldkaster ikke nødvendigvis de teoretiske anskuelser, men til gengæld er det forhold, der skal tages hensyn til, og som tilsyneladende gen­

tagne gange spiller en rolle i historiske forløb. I december 1905 spillede det en rolle, at der skete udskiftninger i ledelsen i både Tyskland og Danmark. De nye folk i ledelsen, Moltke i Tyskland og Liitken i Danmark, så med større velvilje på for­

holdet de to lande imellem, og kendte tilmed hinanden fra 1902, hvilket skabte muligheden for en tilnærmelse mellem Danmark og Tyskland i 1906.

Samtalen på skibet “Preussen” I8.fe- bruar 1906

Det første år af I.C. Christensens re­

geringstid viste ikke egentlige tegn på en tyskorienteret dansk udenrigspolitik. Men Liitkens ansættelse i krigsministeriet de­

cember 1905 satte tilnærmelses-politikken i gang. På en lykønskning af general Moltkes generalstabschefpost fik Lütken øjeblikkelig respons. Moltke ønskede et møde med Lütken på det tyske kejserskib “Preussen”

18.februar 1906, hvor det lå til kaj i Køben­

havn i forbindelse med kong Christian IX's begravelse. Lütken indvilligede og fik I.C.

Christensens godkendelse. Denne første samtale mellem Lütken og Moltke har karakter af en uforpligtende samtale. Det afspejler sig ikke direkte i samtalen, at Danmark nu indtog en perifer placering i de tyske planer, men grundtonen er den samme som på Lütkens studietur i 1902.

Man ønskede ikke at bruge ressourcer på nordflanken i en krigssituation, men ville reagere hårdt på et dansk neutralitetssvigt.

Nu var det imidlertid England, der betrag­

tedes som den største trussel på nord­

flanken. Moltke sagde: “ Gaar De med England, tillader De England at benytte

Deres territorium, eller yder De kun en fingeret og utilstrækkelig Modstand, ja saa er det min Overbevisning, at Danmarks sidste Time er slaaet.”6 Kunne Tyskland få en garanti for, at Danmark ville afværge en engelsk landgang var mange problemer løst. “ løvrigt ville vi ikke bryde Deres Neu­

tralitet; Kan De holde Dem Englænderne fra livet, saa kan Danmark maaske blive udenfor det Hele, men det maa vi for­

lange.” 7 En udbygning af det danske for­

svar, især omkring Esbjerg, ville derfor være i Tysklands interesse. Senere i sam­

talen foreslog Moltke, at Danmark allerede før en krig valgte side, hvortil Lütken ud­

trykte stor skepsis af hensyn til de økono­

miske forbindelser til England, nærmere bestemt landbrugseksporten.

I forlængelse af sit ønske om en dansk-tysk tilnærmelse nævnte Moltke Slesvig. “ De Sager i Slesvig, der ligger os imellem, ville vi se at faa af Vejen. Der er givet Ordre til, at der skal ske en gradvis Overgang.”8 Man var således fra tysk side klar over, at de slesvigske forhold var alfa og omega i forholdet mellem de to lande.

Også en toldpolitisk forbedring nævnte Moltke som en mulighed i tilnærmelsen.

Her har han formentlig ment en told­

politisk forbedring for den danske land­

brugseksport til Tyskland. Dermed lagde Moltke grundstenen til de videre forhand­

linger. Muligheden for at opnå en mod­

ydelse for en neutralitetsgaranti eller en alliance var nævnt. På denne grundsten kunne Lütken og I.C. Christensen bygge videre, hvad de også valgte at gøre.

I.C. Christensens instruks

Mødet mellem Lütken og Moltke i Berlin 2- 3. juli 1906 er, på grund af det efterladte kildemateriale, det mest interessante i de lütkenske forhandlinger. En instruks fra I.C.

Christensen til Lütken af 29. juni 1906, er eneste efterladte kilde vedrørende forhandlingerne fra I.C. Christensens hånd.

Helmuth von Moltke,tyskgeneralstabschef 1906-sept. 1914, havde stor sympati forDanmark. Han havde danskkoneog talte endog dansk. - Neg.nr/arkiv nr. 194975. Kort ogBilledafdelingen, Det kgl.

Bibliotek.

19

Men også udenrigsminister Frederik Raben-Levetzau spillede her en rolle. En indstilling med forslag til indholdet af en instruks fra grev Raben til kong Frederik VIII af 22. juni 1906 viser grevens stilling til sagen. Grev Raben mente at Tyskland var isoleret, men en stormagt, som Danmark måtte tage stor hensyn til. Raben foreslog videre, at en instruks skulle indeholde en tilkendegivelse af kongens og regeringens vilje til at stå i et klart og ordnet forhold til Tyskland. Men Raben betonede også, at Lütken ikke kunne indgå nogen form for bindende aftale. Den anti-tyske stemning i befolkningen måtte der tages hensyn til.

Raben mente, at en ordning af optant- spørgsmålet i Slesvig kunne være en mulig løsning på dette problem.9 Optanter var personer, der var født i det slesvigske område før 1864. Disse havde stadig dansk indfødsret, når de opholdt sig i Danmark.

Dette fortolkede Preussen således, at personer der havde opholdt sig i Danmark efter 1864 ikke kunne blive tyske stats­

borgere. Ved Aabenraa-konventionen i 1872 fik optanterne tilladelse til at komme tilbage til Sønderjylland, men de kunne udvises i tilfælde af besvær, hvad der ud­

nyttedes til fulde af Preussen under germaniseringen. Det største problem var imidlertid optanternes børn, født før 1898.

De havde ikke fået dansk indfødsret, og da Preussen heller ikke ville anerkende dem, var de statsløse.

Den endelige instruks fra I.C. er for­

kortet i forhold til Råbens indstilling. Re­

geringens og kongens vilje til ordnede forhold, samt den problematiske stemning i befolkningen, er næsten ordret, dog for­

kortet, gengivet i instruksen. Men optant- spørgsmålet nævnes ikke. Instruksen be­

tegner det betænkelige i en udvidet over­

enskomst, en militærkonvention mellem Danmark og Tyskland. Københavns sø­

befæstning var for svag og konventionen ville udelukkende være i tysk interesse.

Men så slutter instruksen med ordene:

Noget saadant bør Landet ikke udsætte sig for, med mindre det faar væsentlige For­

dele til Gengæld.”10 Denne sidste udtalelse er, ifølge Troels Fink, det springende punkt i I.C. Christensens udenrigspolitik. Det var ensbetydende med et klart brud på neu­

tralitetspolitikken. Troels Fink mener, at I.C. Christensen var villig til at indgå en militærkonvention med Tyskland, til gen­

gæld for indrømmelser i Slesvig, måske en grænseregulering.11 Denne fortolkning kan der sættes spørgsmålstegn ved.

I Lütkens beretning om samtalen 2-3.

juli 1906 fremgår Moltkes første reaktion på instruksen. “ Hans Holdning var for saavidt forskjellig fra den, han indtog den 18. Februar, som (fordi) han erklærede at han kunde godt forstaa, at Danmark ikke kunde slutte nogen Militærkonvention med Tyskland.” Moltke forstod instruksen som en afvisning af muligheden for en militær­

konvention, og Lütken gjorde ingen ind­

vendinger imod denne opfattelse. Udta­

lelsen viser, at de i instruksen nævnte forbehold overfor en militærkonvention var tungtvejende forbehold. Udenrigs­

minister Raben sendte 7. juli 1906 et brev til gesandten i Berlin Hegermann-Linden- crone, hvori han beskrev sin stilling til instruksen. Heri står der: “ Efter nøiere Overvejelse besluttede Konseils-præsi- denten sig til ikke at omtale Optant- spørgsmålet i Instruxen, men jeg vil ikke skjule for Kammerherren, at dens Tone ikke heltud fik den Klang, som jeg ønskede, men en betydelig kjøligere karakter.” 12 Udtalelsen stemmer ikke overens med det forhold, at konseilspræsidentens instruks skulle gå længere i tilnærmelsesviljen end udenrigsministerens. Af brevet fremgår det også, at det oprindeligt var I.C. - Christensen, der rejste optantspørgsmålet.

Det tyder igen på, at en blivende tanke hos I.C. var, at tilnærmelsen til Tyskland skulle modydes. Hvor langt I.C. ville gå i tilnær­

melsen kan så diskuteres, jeg mener dog, at muligheden for gennemførelse af en militærkonvention var meget lille. Når I.C.

Christensen nævnte de “ Væsentlige for­

dele” var det for at undersøge, hvor langt Tyskland ville gå. Var en grænseregulering blevet nævnt fra tysk side, havde han måske været villig til at forhandle. Men chancen for at Tyskland ville gå så langt var minimal, hvad selv I.C. må have vidst.

Indenrigspolitisk ville en militærkonvention med Tyskland uden store modydelser have været politisk selvmord. Også dette for­

hold må have været klart for konseils- præsidenten. Udsigten til en løsning på Slesvig-problemet var på dette tidspunkt dårlig. Ingen kunne forestille sig en 4-årig verdenskrig med et efterfølgende tysk nederlag, hvorved en grænseregulering skulle blive mulig. Derfor var I.C. Chris­

tensens opfattelse, at en tilnærmelse til Tyskland var bydende nødvendig, hvis forholdene i Slesvig overhovedet skulle forbedres, på sin vis en ganske fornuftig politisk betragtning i 1906.

Den tidlige perifere placering Når tyskerne fra 1905 ikke længere øn­

skede at bruge militær mod nord i en krig, var det for Tyskland vigtigt at kunne stole på, at der aldrig ville komme angreb fra nord. Et angreb fra nord ville være langt mere katastrofalt, end Moltke gav udtryk for i samtalen med Lütken 2. juli 1906.

Lütken skriver om dette Han mente, at Englands Tanke havde været at udføre Landgangen, når det mente de tyske Trop­

per var bundne i Frankrig, men Tyskland havde et saa stort overskud af Tropper, at det let kunde berede England en stor Katastrofe uden at svække sig i Frankrig.”13 Lütken tilføjede; “ Det er saaledes mit Indtryk,.., at Tyskland i øjeblikket aldeles ikke ønskede en Alliance eller en Militær­

konvention med os, men kun Vished for, at vi ikke gik med England, og vilde kjæmpe

alvorligt for vor Neutralitet.”14 Lütken var den mest ihærdige tilnærmelsestilhænger af alle, hvorfor udtalelsen må give udtryk for, at vedholdelse af neutraliteten stadig var et vigtigt princip i tilnærmelsen fra den danske side. Da Moltke og Lütken mødtes næste dag, 3. juli, var tonen fra Moltke imidlertid skarpere. General Moltke mente nu, at Danmark i en krigssituation var nødsaget til at vælge side. Tyskland ville ganske enkelt stille et ultimatum om ‘‘ven eller fjende”.

Hvad stemningsskiftet skyldtes er svært at sige. Den skarpere tone går igen i Moltkes referat af samtalen. Også her betones det ønskværdige i et ultimatum til Danmark ved et krigsudbrud.15 Hvis dette ønske, om at Danmark ved et krigsudbrud stillede sig entydigt på tysk side, tages for pålydende, hvordan hænger det så sammen med den perifere placering Danmark sad i? Det kunne hænge sammen med, at den perifere placering var af nyere dato. Kejser Wilhelm havde først i februar 1905 besluttet, at Schlieffen-planen var det militærstrategiske udgangspunkt. Det fremgår stadig klart af Moltkes udtalelser, at Tyskland helst var foruden overhovedet, at skulle bruge tid og kræfter på nordflanken. Men tyskerne kunne i denne periode endnu ikke være sikre på, at englænderne ville lade nord­

flanken være uberørt. Derfor måtte Moltke klart understrege interessen for et loyalt og militært stærkt Danmark. Moltke kunne benytte Lütkens forhandlingsvilje til en­

deligt at sikre sig mod trusler fra nord­

flanken. Til Danmarks held kunne nord­

flanken sikres ved en klar dansk neutralitet.

Men først når der var fuld sikkerhed for en rolig nordflanke, ville Danmark indtage en klar perifer placering i Tysklands militære planer. Den tyske interesse for Danmark var derfor større i 1906-07, end hvis Dan­

mark havde været klart perifert placeret.

Danmark skulle dermed have en vis status overfor Tyskland i perioden 1906-07, hvis vi benytter Rothsteins terminologi. Således 21