Det afgørende spørgsmål er nu, om udviklingen i bytteforhold og nettooverførsler for Danmarks vedkommende kan fortsætte og blive ved med at øge indkomstvæksten ud over det, der skabes via BNP. Det vil i givet fald være en relevant nuance til de ret mørke udsigter, OECD tegner for den fremadrettede danske BNP-vækst, der for tiden synes at dominere dagsordenen, når Danmarks fremtidige velstandsudvikling diskuteres.
Konkret forudser VK-regeringens 2020-plan fra Finansministeriet (april 2011), at udlandsformuen vil stige fra 9½ pct. af BNP (173 mia. 2011-kr.) i 2010 til 26½ pct. af BNP (477 mia. 2011-kr.) i 2015 til 38 pct. af BNP i 2020 (684 mia. 2011-kr). Det fremgår af den mørkeblå linje i figur 11. Forventningen til udlandsformuen er oven i købet beregnet med forudsætning om et uændret bytteforhold de kommende ti år. Som det fremgår af figur 12, vil et uændret bytteforhold være et markant brud på de seneste tredive års tendens (stiplet linje i figur 12).
12 Vores top10-placering ændres ikke ved at kigge på de faktiske tal de enkelte år i stedet for et 5-års glidende gennemsnit.
Målt på BNP forværres vores placering fra 2000, hvor den målt på BNI forbedres.
Spørgsmålet er, om BNP er det bedste mål for velstanden.
Det er bemærkelsesværdigt, at man i VK-regeringens 2020-plan fuldstændigt vælger at se bort fra den historisk stærke trend i bytteforholdet, mens man læner sig tæt opad den historisk svage trend, når produktivitetsudviklingen skal fremskrives. Med denne fremskrivningsmetode får vi det værste fra begge skuffer: sløv produktivitetsvækst og stagnerende bytteforhold.
Figur 11. Udlandsformue iflg. 2020-planen
Figur 12. Bytteforhold iflg. 2020-planen
Anm.: Den stiplede linje er beregnet ved for hvert år til 2020-planens udlandsformue at tillægge det meroverskud af handelsbalancen, der direkte vil følge af, at bytteforholdet voksede tilsvarende den historiske trend i stedet for, som i figur 12, at bøje af. Eventuelle kursjusteringer mv.
regnes således ikke med her.
Kilde: AE pba. Danmarks Statistik (ADAMs databank) og den fhv.
regerings 2020-plan (Danmarks Konvergensprogram 2011).
Anm.: Trend ud fra årene 1986-2010. Startåret er valgt, idet ekstraordinære bytteforholdseffekter fra oliekriserne 1973-1974 og 1978-1980 her synes overståede.
Kilde: AE pba. Danmarks Statistik (ADAMs databank) og den fhv.
regerings 2020-plan (Danmarks Konvergensprogram 2011).
Hvis det for uændret realvækst i både import og eksport antages, at bytteforholdet de næste 10 år stiger på linje med den historisk udvikling vil vores betalingsbalance og dermed udlandsformue isoleret set øges med yderligere 395 mia. 2011-kr. til 1.078 mia. 2011-kr (stiplet linje i figur 11). En så kraftig stigning udlandsformuen må medføre flere nettooverførsler fra udlandet.
Alt i alt er det svært at se, hvorfor den positive udvikling i overførslerne fra udlandet netto samt stigningen i det danske bytteforhold ikke skulle fortsætte de næste 10 år. BNI må fortsat forventes at stige mere end BNP – et forhold der bør tages med i betragtningen, når man vil forsøge kortlægge Danmarks fremtidige velstandsudvikling.
-800
Ved trendvækst i bytteforhold
0,8
Fortsættelse af trend 1986-2010
Det er bemærkelsesværdigt, at man i 2020-planen fuldstændig vælger at se bort fra den historisk stærke trend i bytteforholdet.
BNI må fortsat forventes at stige mere end BNP.
Bilag 1. Er BNP det bedste mål for velstand?
I februar 2008 stiftede den franske præsident Nicholas Sarkozy The Commission on the Measurement of Economic Performance and social progress (CMEPSP). Med Columbia-professor og nobelpristager Joseph Stieglitz i spidsen var målet at identificere grænserne for BNP som indikator for økonomiske og sociale fremskridt samt at vurdere mulighederne for alternative måleværktøjer. Nedenstående opsummerer et par af kommissionens væsentligste pointer.
Produktion versus indkomst
Bruttonationalproduktet søger, inden for en given periode, at opgøre den samlede merværdi skabt i den markedsmæssige produktion. Alt andet lige vil et større BNP således betyde større indkomster, hvorfor størrelsen ofte anvendes som mål for velstand. Divergensen mellem dansk BNI og BNP er dog et eksempel på, at produktion og indkomster ikke nødvendigvis udvikler sig én til én. Hvis ønsket er at undersøge et lands økonomiske velstand, må man derfor spørge sig selv, om BNP er det rigtige mål at anvende. Iflg. CMEPSP er materielle levestandarder tættere knyttet til indkomst, formue og forbrug end produktionen i sig selv.
Dét, markedsproduktionen ikke indfanger
En af årsagerne til, at monetære mål, som eks. BNP, for økonomiske fremskridt og levestandarder har vundet så stor indflydelse, er, at denne form for værdiansættelse af varer og tjenester gør det nemt at sammenlægge mængder af meget forskellig karakter: Når vi kender priserne på to varer, kan vi lægge deres værdier sammen og konkludere om produktion og forbrug i ét tal. Økonomisk teori påpeger endvidere, at produkternes markedsprisforhold vil reflektere forbrugernes relative påskønnelse. BNP synes således, i ét tal, at kvantificere, hvor velhavende et land på et givet tidspunkt er. Holdes priserne konstante synes et fornuftigt mål for den reale udvikling i samfundets levestandard endvidere at haves. Tingene er dog mere komplicerede end som så. For det første er der varer for hvilke, der definitorisk ikke findes en markedspris, idet disse ikke afsættes på et marked. Det gør sig bl.a. gældende for de ydelser husholdninger producerer til egen nytte, såsom at passe børn eller klippe hæk. Når børnepasningen rykkes fra hjem til institution, og havearbejdet overlades til en gartner, får BNP-væksten som mål for økonomiske fremskridt en bias opad. Jf. CMEPSP udgør denne ikke-markedsmæssige produktion omkring 30 pct. af BNP.
Værdien af offentligt forbrug
Det offentlige forbrug defineres i nationalregnskabet som serviceydelser, det offentlige stiller gratis eller stærkt prisreduceret til rådighed for befolkningen. Det er således pr. konstruktion umuligt at identificere en naturligt fastsat markedspris på det offentlige forbrug.
Nationalregnskabet fastsætter i stedet prisen som inputomkostningerne forbundet med den offentlige ydelses produktion (løn til offentligt ansatte, råvarer mv.). Det offentlige forbrugs outputudvikling bindes således til inputtet, hvorved en eventuel produktivitetsudvikling
umuliggøres. Bliver arbejdsgangene i den offentlige forvaltning og service mere produktive, betyder det, at vi med BNP undervurderer den reale vækst i offentligt forbrug - og da offentlige ydelser, så som drift af vuggestuer og plejehjem typisk forbindes med velfærd vil vi samtidigt undervurdere udviklingen i vores niveau af velfærd. En nylig undersøgelse viser, at væksten i det reale offentlige forbrug siden 2000 ville løftes ca. 4 pct., såfremt opgørelsesmetoden blev skiftet fra at være input- til outputorienteret.13
Værdien af fritid
En anden vigtig ikke-markedsmæssig aktivitet består i den mængde fritid, vi alle dagligt nyder.
Når arbejderen skal afgøre, hvorvidt han vil arbejde en ekstra time står valget i virkeligheden mellem nytten af en times mere fritid relativt nytten af de forbrugsgoder, han vil kunne erhverve sig for den ekstra times arbejdsindkomst. Antallet af timer, arbejderen vælger at arbejde, afhænger således i sagens natur af hans præferencer for fritid relativt materielle forbrugsgoder.
Jf. CMEPSP tillægger europæere i gennemsnit fritid større værdi, end amerikanere gør.
Amerikanerne får i stedet i højere grad nytte af at købe dyre huse eller biler. At forbrugsgoder, men ikke fritid indfanges i BNP, skævvrider størrelsen som mål for velfærd. Europæernes større præferencer for fritid bevirker således, at BNP systematisk vil undervurdere deres velfærd relativt amerikanernes. Værdien af den forbrugte fritid iflg. CMEPSP udgør ca. 80 pct. af BNP, hvilket understreger nødvendigheden af fritidens indregning, når levestandarder på tværs af landegrænser sammenlignes.
Eksternaliteter
Selv når markedspriser findes, kan de afvige fra samfundets underliggende værdiansættelse. Det er tilfældet, når et forbrug eller en produktion påvirker en eksternt part - såkaldte eksternaliteter.
Et velkendt eksempel er forurening forbundet med et forbrug f.eks. en biltur. Markedsprisen på at køre en biltur afspejler bilistens isolerede påskønnelse af turen. Via os og støj påvirker bilturen dog omgivelsernes velfærd negativt, hvilket ikke inkluderes i markedsprisen. Ved sådanne negative eksternaliteter vil markedsprisen altså overvurdere de samlede velfærdsgevinster ved det givne forbrug.
BNP's implicitte prisudvikling
I godtgørelsen af den reale BNP udvikling todeler nationalregnskabet værdiudviklingen i en mængde- og en priskomponent. Produkter ændrer sig over tid – nogles egenskaber ændres, mens andre helt udgår. Der findes også produkter, hvis kvalitet er kompleks, multidimensionel og derved svært kvantificerbar. Dette gælder ydelser som undervisning, forskning og finansielle tjenesteydelser. Som følge heraf er korrekt måling af kvalitetsudviklingen en enorm udfordring, men samtidigt afgørende for, at det reale BNP retvisende kan anvendes som mål for samfundets egentlige velstand. En eventuel underestimering af kvalitetsforbedringer svarer til en
overvurdering af inflationen, og dermed undervurdering af de reale indkomster. Når der sammenlignes over tid eller landegrænser, bør BNP’s implicitte prisudvikling derfor tolkes varsomt.
For at runde af er Stieglitz' budskab dog ingenlunde en pure afvisning af BNP som anvendt økonomisk mål: BNP besidder klare styrker, idet der til dets beregning findes internationale standarder, hvis statistiske og begrebsmæssige definitioner nøje er udvalgt. BNP bør således fortsætte som mål for den merværditilvækst i produktionen, der bl.a. er afgørende for, at flere kan komme i beskæftigelse. Stieglitz opfordrer i stedet til en mere dybdegående forståelse af, hvornår forskellige statistiske mål, herunder alternative nationalregnskabsstørrelser som BNI, anvendes mest hensigtsmæssigt.
5 KAPITEL