i
«^)vo rider gjennem Skoven der I P u rp u rsk jsrt, med hvide Fjer?
D en gule Fletning boier lind S ig ned mod liliehvide Kind;
P a a Armen har hun Falken graa M ed Bjoelder og med Hcette p a a ;- Skn mcelkehvide G anger kjcrk
H u n styrer gjennem Busk og Hoek;
M ed D iet roligt, M unden streng, H u n speider over Skovens Eng, M ens Tanken flygtigt sveermer om T il Tidens T eg n, som gik og kom.
D et er den danske D ronning god, H r. W olm ers kongelige B lo d ;
E n S tjern e klar for N o r og D a n , For S v errigs cedle Klippeland.
B agefter folger, Fod for Fod,
E n Flok med S t s i og lystigt M od, E n Svcerm , udklcekket, lokket hid Ved Kongesolens S tra a le blid',
M ed broget D ra g t og pragtfuldt N avn M ed Leeg og T a n t og lidet G avn.
Ib la n d t-d e n store S k are smukt, S o m i det dunkle Lov en F rugt,
D er straaler h sit en D am e sikn I grsnne F leil og sneehvidt Lim.
K un sexten A ar! — G ranaten har, Fuldm odcn, ei saa rodt et Ar,
S o m hendes friske M u n d ; med K rast, Liig D ru e n , fuld af Ungdoms S a f t, S to lt svulmer H ofte, S k u ld er, Been.
F ra Dkets sorte TEdelsteen
D er gaaec et Lyn til hver en Kant, H vor det et M a a l for Skuddet fandt;
O g hendes Lsd er klar, men bruun, P a a Overlceben spirer D u u n ,
Liig speede Laad, der vcerner om M osrosens Purpurhelligdom .
H u n har en B u e , som til S trid E n Skjoldm s fra en svunden Tid.
E n lille, let og fiffig H at E r paa det crdle Hoved sat,
^ 4 5 9 444
Derunder focer Lokken Leeg
S a a sort og blank, som Bjergets Beeg:
D en fulde B a rm er altfor blot, — D et er den ffjonnL Kirstin T h ott!
D andronning vinker med sin Haand, H u n loser Falkens Klo af B aand,
H u n holder stil, og roekker den F ra G angren til sin liden S v end :
„Lad bede D y r , hvo kan og vil, J e g har nu ingen H u dertil!
B yd Froken Kirstin til mig gaae, H un folge mig til Huse m aa!"
D en G angerpilt bar hende B u d ; H u n axled da sit gronne S k rud ,
O g over Groes og Blomftertop H u n soer i susende Gallop,
M ed S m iil om M u n d , med I ld vaa Kind M ed dristigt M od og lystigt S in d ;
I S k jsrte t Luftens Vinger slaae, — O g hvo det voved, henrykt saae
E n Fod saa spoed, en Lceg saa fast S o m meistet ud af Alabast.
-> <
Ved F ru M argrethes Venstre snart H u n ftandsed rask sin G angers F a rt;
D en fnysde, boied Halsen krum , O g ftoenked paa sin B ringe S k u m . I B oges Skygger tau s de reed,
M en s Middagssolen broendte heed.
Ung Kirstin sad saa sorglos, glad,
O g tcenkde, selv hun veed knap, hvad ? D e sexten Aar eet F oraar var^
O g hendes Himmel reen og klar;
M e n D ronningen sin Tavshed brod, O g ftrax en S k y paa Himlen skjsd.
„ Je g tcenker p a a , du unge S kud!
H vor rank du voxet er og prud;
J e g tcenker p aa, du unge Blod, H vor du er tidligt blevet moed;
J e g tcenker p aa, din Som m ertid S k a l vorde vel som V aaren blid.
E n Fcestmand jeg dig har udsogt
M ed Adel, Rigdom og med K logt; — M it Riges gode M a n d , J e p M u u s, S k a l fore dig som B ru d til H u us!"
H un blegned ei; men Vredens G led P a a H als og Kinder P u rp u r gjod: -
„For G ud! F ru D ro n n in g , tving mig ek, At vandre paa saa uret V ei!
I vilde volde mig den S kam
A t slaae m it Blik med B lu paa ham, S o m jeg har Haand og T ro tilsagt A f Hjertens V illie, ei ved M a g t?
Jeg har en Forstmand, veed I vel, M eer dyr og kjoer end Liv og S je l;
H an er saa stolt, saa bold en M and, Forraade ham jeg aldrig kan!"
F ra D ronningen et Diekast, Vel sindigt, men saa kold og hvast, Udslukked hendes Tale brat,
S o m Faklens B lu s en regnfuld N a t.
M ed R o begyndte hun sit S v a r, M en hendes S in d som Havet var, D e r, let i sine Kcuser lagt,
Fo-cft mumler venligt om sin M a g t, M en snart, af S torm en hulet ud, Fremtordner barsk sin Voeldes B u d .
„ D en Forstmand skal du aldrig faae! M ed Silketraad og Uldengjsrn;
M a n lokker ingen Ulv i H u u s S o m til en Foelde liden M u u s ;
S n a r t faaer m an kun ved rttte Troek M ed Lempe 2Eg i Humlesoek; '
O g sn art, hvad ei sig boler smukt,
Hiin Beiler see for sidste G ang Og klynke ham sin Afskedssang;
Og ei et O rd , en Lyd, et Blik, D u ei af mig indprentet fik,
Focraade maa den frcrkke T rods, Hvormed du her har talt til O s!
D u s k a l!" O g vreed hun Hesten gav E t R a p , saa snart, i strakte T rav
H un naaede hurtigt til sin B org M ed Kirstin T h ott og hendes S o rg .
2
Hvo var han vel? — E n M a n d han var, S a a stolt som nogen S tam m e bar,
I Raadet sindig, gjoev og snild, I Kampen ftoerk, som Lynets I l d ; I Fredens snilde Vaabenleeg
I Siirlighed han In g e n veeg;
H an svang saa let sit tunge Spaor, S o m Vinden spiller med en Fjer;
Hver S o m an d veeg ham S kib og R oer, Hver Fisker N et og Angelsnoer;
M ed Scelen svommed han omkap, O g rendte op den Hare rap,
O g Joegren svoer ved Hund og H orn, A t Skoven aldrig saae tilforn
E n bedre S k y tte, som til Ja g d H ar P ilen over B u en lagt;
H an toemmed Hengsten med sin Haand S o m lidet B a rn med Ledebaand;
O g sad han saa blandt Mcend ved D rik, H an torstig ei af Lauget gik;
M ed mcrgtig R ost til H arpens Klang O m Oldtids Kjcempestcegt han sang.
O g har du seet en vceldig Eeg,
H vis Top saa frank mod Himlen steeg, Hvor hvert et B lad var sundt og ungt,
M en Vedet fast og m arm ortungt, O g rolig dog i al sin Pcunk, —
D a har du seet H r. Holger M unk.
M en mellem Hovmoends G lim m ertant E n saadan S tjernes Lys forsvandt.
Hvad agter vel en pyntet Trop,
H an traadte stolt i Hallen ind!
D er stod h u n , rank, med blegen K ind, D en blsde Arm paa Armen laae,
M en s D iet fast mod Jo rd en saae, O g ei et Blik hun voved, bly A t sende gjennem T aarens S k y .
M en D ronningen, med roligt S m iil, Lod sine B lik , i soelsom I i l ,
G aae snart til ham , til hende snart, E n Skipper paa' en hurtig F a r t!
H un vinked ta u s, og han fremstod
M ed aabent B lik , med kraftfuld Fod;
H ans B ry n var rynket, Panden varm, P a a Svoerdet stotted han sin Arm.
H an vidsde grant, at Hoiheds G unst E r som en let bevoeget D unst,
V el stundom stoerk til Frugtens D rift, M en tidt en siin og listig G ift,
D er svider af den Blomstertop, S o m i dens Skjod er spiret op.
S elv nu han aned intet Godt, Beskikket hid til Kongeflot.
M en D ronningen et andet
A l t blev ham klart, just ham isoer,
Laae alle Elskovshimles Haab!
V ar ei af H arm hans S in d berust, H ans Hjerte var ei blevet knust;
H am var hvert O rd , skjondt simpelt, klart, K un D raaber G ift, tilsammenspart,
O g rakt ham , som en Sygedrik, — Thi ak, han saae ei hendes B lik!
O g R in g en , som hun meldte om, D en R in g ham ei af M inde kom, D e Elskovsord, der skulde staae, M ed bitter H aan han toenkde paa.
H an O rlov tog, og drog med S o rg Alene ril sin Fcedreborg.
4.
H un sik Je p M u u s . — S a a koldt og stivt P a a guult P a p iir, med snorkler S k riv t
I gamle Sloegtebog det staaer
B lan d t N avne fra henrundne A ar.
D en toere Grandsker seer derpaa,i
M en koldt hans Blik derover gaae, H an aner ei den K um m er.stor,
S o m gjemmes bag de simple Ord,
D en dybe, bittre Hjerteqval, —
D er ringled Sslverbjcelder to.
Saaledes udstaffere! smukt
M ed broget Knce og Ryg i B u g t H an seiled ind, foruden S to i,
S a a Q vast og B aand som Vimpler floi.
D et store S han lkgned grant,
S o m M unkens Skrivekunst opfandt,
S m u k t m alet, siret rundtomkring Hvor stukket, som et Tryllesprog,
E n K rands af O rd sig siirligt drog;
O g mens hun bytted den med hans, Soert tindred hendes Dies G lands.
H un hvisked: „loes!" og ivrig han, Omdreiende den gyldne R and,
-^e> 4 7 3
M en dette tunge Troskabspant,
D en S tu m p af Loenken, som dem bandt, »
S o m flutter i sit ene Led D en frygtelige Evighed,
S le t In g e n saae, — kun han og bun,
1/^4
1 7 5 HH?"
M ens Tenen standsed, T aarer flod S o m Perler ned i hendes Skjod.
H u n var forladt! — forladt af ham, S o m hendes focste S u k fornam,
D a v arm , med m andigt Alvorsord H an vakde hendes S je l til Flor, D er end i V aarens Blomsterskjod
S in ubevidste S lum m er nod,
S a a den fik Blom st og F rugt og B lad I Livets Som m erstraalebad; —
M iskjendt af ham , hvis stcrrke Aand H oldt hendes fast ved tusind B aand, Ved hvem den steget var fra Jo rd D idop, hvor Lys og Frihed boer, S o m Vedbend hoever sig mod S ky
Ved Egens K raft i Egens Ly.
Hvis du vil flye fra Verdens T ant, Hvor Troethed kun dit Hjerte sandt,
H vor Hverdagssladdrens matte Fiff B lev daglig dcekket dig paa D iff, H vor M istro lurer paa dit Fjed, O g N a r kun troer paa Trofasthed;
H vis du vil ffye den vamle Foerd,r
S a a fjoel dig dybt bag Skov og Tcoe'c, G jsc E gen, B ogen til, din Ven,
Elsk B lom sten, der omdufter den;
E n mosgroet S te e n , den gronne Eng D ig vorde Boenk og Hvileseng;
E n lille Fugl paa lovfuld Green,
E n msckblaa S o , et S t r a a , en Steen, D en lette H ind, som paa dig seer
M ed milde B lik , et B la d , en Fjer, S o m seilec ned ad klare Bcek,
D e rode Boer paa Hybenhoek, D en fjerne Klokkes Aftensang,
E t V aldhorns loengselsfulde Klang, — M en fremfor A lt, den dybe Fred,
D en trygge Aftenrolighed
V il styrke, loege balsamssdt
Hvert S a a r , som Livets Dolk har stsdt.
D er tor din Tanke svoerme frit, O g glemme a lt, hvad du har lidt;
D et smaaligt Usle svinder snart, D et store O m rids bliver klart, Forsonet, glemmes din Foragt, O g luttret straaler Livets P ra g t!
P a a Flugt fra M inder, H of og B y H an sogde fjernt et venligt Ly.
D er var en voeldig, dunkel S k o v ; — E n Vandrer havde vel behov
P a a travle Fod en D ag at gaae, H vis han dens M idte vilde naae.
I Skovens Hjerte laae en S o , E n D am vei forde til en D , O g paa dens gronne Underlag M ed roden M u u r og Kobbertag
D e M unkers Stam m eborg sit S p iir S ta k hoit i Luftens blaae S a p h ir.
Langs S o e n s R and der lob en S t i For V andreren, som gik forbi.
1 7 8 HA' Jgjennem tcette Vrimmel gik,
Hvor Hjorten kneisde, H aren roed
Her V internattens Solverpragt Omstraalde tidt hans vilde J a g t.
E e t M inde kun hans Tanke bandt, S a a den ei R o , ei Hvile fandt.
H an flyede det, men kun paa S k ro m t;
Hiin Salighed, han havde dromt.
V ar altfor dybt i Hjertet groet T il strax at losnes fra sin Rod,
O g , skiondt P h an to m , den var ham kjaer.
H an streed; men Kampen var for svcec;
Vel var han stoeck; men D raaben, feen, Faaer B u g t selv med en Kampesteen.
H ans Tanker var som B olger blaae, D er vexlende mod S tranden gaae;
D e lod i saligt Drom m erie
D et Svundne svoeve ham forbi,
M en svulmed tidt med Bitterhed, — D e n var ei M a n d , som ei blev vreed;
M ed fslsom AZdelmodkghed
E n sund N a tu r veed flet Beskeed! —
„ M it S u k er S y n d ! — H ar Himlen Velsignet fuldeligt min Ver?
D en undte mig i vaagen D ro m A t seile rug paa Haabets S trs m ,
O g svandt end Boblen let i S k u m , — M od fladdrende Veninders Flok?
Hvad Troskab, Alvor, K raft og I l d
O g dog, — har ikke falsk jeg hort, — V a r hendes Stem m e om og ro rt?
V ar det da S p o t? en Havfrusang, D er over hendes Loeber klang,
S o m skulde lokke ud min S je l
P a a S orgens H av? — hvad var det vel?"
M en Tvivlen voxde i hans B ryst,
H am Ringen snart var Q v a l, snart Trost H an saae ei hendes sidste Blik,
D a haant han vendte sig, og gik;
T hi havde han dets Fylde seet, V ar ei den S m erte ham beredt;
H an vilde ost en storre Fryd,
End tolkes kan med O rdets Lyd; — A k, i dets blanke Taaredaab
Laae alle Elskovshimles Haab!
M en Ringen med sin Indskrive blev Enhver hans Tankes H jul og D re v ;
E n Tryllekreds, der slutted toet Omkring hans A and, et Jcegernet, Hvori den flog sin Vinge troet,
E n O vcern, som selv kan drev omkring, Liig blcendet D g , i evigt S v in g .
H ans ydre Foerd var R o , mens der I B arm en rasde vild Begjoer
A t see hiin Gjenstand for sit Had, D g laste — selv han veed ei, hvad?
E t Trostens O rd? — en D sdens D om ? Fast lige kjcert ham forekom.
H an glemde for det ene S a v n H vert dyrebart og helligt N avn, O g L iv /D o d , Evighed og G ud V ar flettet af hans Hjerte ud.
Alt stod i M u lm ! — kun Ringen ei!
D en vilde h an , ad hvilken Vei
S a a Skjcebnen, eller hvad m an vil, Ham naadigen forhjalp dertil,
I Haanden holde, med sit B lik Indsuge som en Loegedrik
B lot eet S ecund, eet Aandepust, Og frelses, — eller vorde knust!
6
Til Lise for sin syge S je l
S lo g Holger M unk Je p M u u s ihjel.
H ans Paaskud? Veed jeg det? Hvad Lag M o n ligger paa saa simpel S a g ?
Hvor let kan ei en Cavalier
Faae R am til stig en D a a d , og meer?
E n S p o re , stodt imod en T a a , — E t S m iil, m an ftrax ek kan forstaae, E t O rd , et Nysen eller N ik
V ar tidt som grusomt Sylestkk I den saa kildne M resprik!
Een har maaskee en hoven Kind,
S a a M unden troekker sig lidt vind;
E n Anden holder det for S p o t,
E n skjoev M u nd huer ham ei godt, H an troer, det myntet er paa ham, I Blod han tvcette vil den S kam .
^ Ved Solens Lys, i Vaabendyst
d M ed Blik mod Blik og B ryst mod B ryst, E I oerlig Kamp, i Ridderfoerd
i D e maalde deres lange Svcerd.
H r. M u u s , skjondt smidig, uforsagt, E i paa det spildte-Adelsblod;
H an floengde bort sit blanke S ta a l,
H ans Arme sank; hans Die saae M ed S m ertens Dnk paa ham , der laae H an faldt paa Kncr, han bad til G ud,
S a a stod han ta u s , saa brod han ud:
— „Og toenkec jeg mig rigtig om, Kan du jo takke G u d , jeg kom!"
i
D et Aften v ar; Hostsolen alt B ag N attens brune Teppe faldt;
Tykt M orke doekked Skov og S lo t,
R iig t guldbroderet var Himlens B laat.
P a a Hoken hist> hvor smalle S t i Langs S o e n slynger sig forbi,
E m V andrer eensom stille stod,
O g , stottet troet til Bogens Rod, S i t B lik paa Egnen hvile lod;
O g hvad hans Die henrykt saae, A t skildre her jeg prover paa.
S a a taus og mork laae Skovens Krands, M en S lo tte t stod i fulde G lands,
O g S o en s sorte, slebne G lar Hvert Vindves Straalebilled bar.
M en N attens dybe Stilhed brod
Tromipeten klang og Gnisten blank R odt sprudende i V andet sank,
M ens Fod for Fod det rige Tog S ig ud mod Borgen langsomt drog Hen over D am m ens hoie S teen,
Afspeilt i Vandets Flade reen S o m en uhyre Tusindbeen!
I Borgens P o rt de troengde in d ; D a rsdmed stoerkt i Fakkelskin
D en snevre G aard, den hoie M u u r, O g stille taug Trompet og Luur.
M en der, hvor Vindvesroekken klar Forkyndte, Borgcapellet var,
D er stcommed ud en anden Klang I Brudemessens H sitidssang.
D en bredte sig i N attens S k jsd S a a blid og sveermende og blod,
S a a qvcegende, som D u g og Regn, D er drysser paa en solbroendt E g n ;
S a a sod som Templets Virakduft, S a a varm som Julin atten s Luft, Forsonende, som Engles Q vad, N aar de for Verdens S ynder bad,