x ^ en g an g da jeg var en lille Een, O g havde begyndt min Skole,
O g havde faaet Skovler paa begge B een, O g kastet min Blouse-Kjole;
D a var jeg ikke saa from som nu, D a havde jeg Been i Panden,
M it B lod var heedt og ilter min H u, Je g forstod mig kun lidt paa Forstanden.
E n M iddagstid mellem Tolv og E et E ngang, var jeg rigtig i M n den;
M ed Noeven knyttet og H jertet heedt J e g stod, og med Taarer paa Kinden.
I Skolen jeg havde faaet et N u l For de forste Declinationer,
M am a havde skjcrndt for et lille H ul P a a de Casimirs Perm issioner.
O g Bagerens Rikke, som fsr var saa sod, H u n stod nu og loe ved P o rte n ;
H un havde mig loved et Hjerte-Brod, D e t, saae jeg, hun gav til M orten.
„N ei", toenkde jeg da, „det er for galt!
Langt meer, end jeg kan udholde; — D e t stal de Alle faae dyrt betalt,
S o m mig denne T ort forvolde.
N u flygter jeg bort til Amerika!
O g naar M a n saa er forlegen,
Hvor atter M a n saaer en P eter fra, — J a — saa er Peter af Veien."
Forbavset min yngre B roder, Em il, G av S lip paa Pidsk og paa Sloede, P a a Ansigtet stod et usikkert S m il O m trent mellem Lee og Groede.
„ J a , hor d u, E m il! du stal gaae med, S o m Bcodre vi bor holde sam m en;
H er er ei lcenger vort blivende S ted, Hist finde vi Trost og Gam m en.
D en Lille han saae paa de nye Skoe, O g glatted sin Blouses Folder:
„Hvor lang er vel Veien, skal jeg troe?
O g mener d u, Skoene holder?"
„ J a , loenger der er til Amerika End til Tante Lise paa Landet;
M en for at komme didhen herfra, M a n seile m aa over V andet.
M en hvis man saa Farten overstaaer, Fortryder m an aldrig Lobet:
M a n faaer til Forcering en Herregaard O g Penge ovenikjobet.
M ed S o lv er Hestens Hov beskoet O g Vognens H jul beflaaet;
Guldet det ligger dig for din Fod, D u bukker dig kun for at faa 'et.
Confectrosiner og M andler der groe, I store D uffe de hcenge
P a a Trceerne sammen, to og to, O g koste flet ingen Penge.
Brystsukkce du som Tvebakker seer, S o m Rugbrod Chocolade,
M ed Sukkerkugler det hagler og sncer, O g regner med Limonade.
O g Frihed har m an endnu dertil F ra M orgen til Aftens Ende,
M a n spytter paa G ulvet, hvor man vil, O g lader Ciggarerne broende.
M a n gynger den hele udslagne D ag I deilige Vuggestole,
O g det kommer an paa H vers. Behag, O m han gider gaaet i Skole!"
„ J a saa," sa'e den Lille, „saa er det et Ord!
N u er da min Rekse besluttet;
M in Appetit , er just ikke stor T il at komme i In stitu ttet.
M in Kcydderkringle jeg henter endnu, —- D en stal gjore godt paa Veien,
O g saa den store B ibel, du?
D e n , veed du jo , er vor egen!"
M ed Billedbiblen i Favn han kom,
M ens Kringlen han bar i M u nd en ; — S a a stod vi lidt stille, og tcenkde os om, T hi bitter var Afskedsstunden.
V ort kjcere, rolige Fcedrehjem V i skulde f o r e v ig t savne; —
D a aabned M am a sit Vindue paa Klem, O g raabde paa vore N avne:
„Em il og P eter! hvor skal I hen?
Hvad gjsr I med Bogen paa Gaden?
Skynd jer nu strax herind, igjen, N u kommer D orthe med M aden!"
Betuttede begge to vi stod,
V or Reise gik reent i Glemme, O g uvilkaarligt lystred' vor Fod
D en moderligt myndige Stem m e.
M in Vrede nedslog hendes blide Rost S o m Lynstraalen Egestubben,
J e g drukned min S o rg og fandt min Trosr P a a B unden af Sagosuppen.
Hemmeligheden.
Aften ved Skoven D er modes atter vi,
Hvor rislende Doven
S ig snoer langs dunkle S t i ; N a a r Nattevinden sukker,
N aar Rosens Kalk sig lukker,
D a skal jeg ved dit D ce, ved din H aan^
Fortrylle sodt din Aand.
M eer O rdet, end Blikke, H ar Trolddom i sin M agt,
O g O ret tor drikke,
Hvad Blikket ei faaec sagt z O g Haandens Die skuer
Langt meer end D agens Luer, D en er i N attens Favn saa elskovsfuld,
O g — taus — og tro som G uld.
Voer naadig, D u S o d e ! Forspild ei Elskovs P r iis ;
Lad S o le n , den rode, E i see vort P aradis!
O g aldrig bort D u trcekke D et myftisk-dunkle Dcekke,
. »
D er skjuler H im len, Amor os har skabt, T hi da — er A lt fortabt!"
H u n svandt gjennem Hcekken, S a a let var hendes Fjed;
' ^
M en eensom ved Boekken S a n k Ungersvenden ned.
V ildt blussende han pressed S i n hede Kind i Grcesset,
O g kyssed S p o re t, hvor hun nylig stod P a a sine Jom frufod.
End aldrig han skued S in Elskovs D iam ant,
O g H jertet, som lued,
I M u lm kun Lindring sandt;
8 2 HA«
B ag N attens dunkle Kaabe H a n torde ane, haabe;
End aldrig hendes Dies Elskovsglands Formoeled sig med hans.
N a a r M aanen el vceved S i t straalerige R und,
O g Poplen knap boeved I sommerdunkle Lund,
Ved kratomgroete Kilde D e modtes da saa silde;
Ved fsrfte svage Lcerkeflag igjen
H un svandt, og ak — hvorhen?
E n D ro m var hans Lykke, E t saligt Svoermerie;
D e t yndigste Smykke H an s Kjoerlighed deri. ,
D en underfulde Stem m e Lod henrykt ham forglemme
Al Bitterhed, som Livets Voeld udgjod, S e lv S orgens F ru gt blev sod.
H an maatte sig boie For hendes Villies Lyn;
M en Haanden blev Die, O g Folelsen blev S y n ;
S a a elskovssm og bange I Skjsnheds Bolgegange,
D en lcerde bedre h am , end D iets M ag t, D e oedle Formers P ra g t.
H an sporge ei torde: — M en hendes Flammeblod
E i komme til Orde H ans dybe Loengsel lod;
T hi hvert Klenod, hver G ave A f Paradisets Have,
S o m Kjoerlighed har Kjoerlkghed betalt,
D et skjcenked hun ham — A lt! —
M en midt i sin Himmel H ans Hjerte folde O v a l:
B lan d t Ungmoers Vrim m el I Kongeborgens S a l,
B lan d t P igerne, der dandse
P a a Eng med grsnne Krandse, B landt dem, som hoste flink den unge V
H an speided efter S in .
Ak, er det vel Hende M ed denne runde A rm ?
H vis Kinder hist broende?
S o m har saa fuld en B arm ? M o n jeg vel Armens Vidie H ar fletted om den M idie?
M on denne Loebe, frist og rod og sund, Vel kysset har min M u n d ?
H ans B ryst blev et Foengsel;
O g stadigt boede der
E n broendende Lcengsel E t rasende Bcgjoer,
A t under Himlens B ue ' H an maatte hende stue,
O g henrykt vise S olens Blik den S k at, H an fandt i dunkle N at. —
S ig M srket nedsoenked, D a modtes de L Lund,
O g fastere loenked
Ham til sit Hjerte H u n ;
M en da i N attens S tille H un atter flygte vilde,
D a fulgde han langs Boekkens krumme B u gr D en Hemmeliges Flugt.
Langs Haugernes M u re I S tadens Labyrinth,
' Hvor Mngstelser lure, H an fulgde hende blindt;
I et Pallads hun svinder, — S n a r t D agen bleeg oprinder.
O g viser ham , saa m at og feberkold.
D ets store Adelsfkjold.
M ens filtrende banker
I Hjertets Dyb hans Blod/
I S lo tte t han vanker/ . Stoerk af fortvivlet M o d ;
Jgjennem gyldne S a le ,
S o m M orgenstraaler male,
H an iler, og den hulde Skygge naaer, O g — taus for hende staaer.
D e r stod h un , den stanke, - D en herlige Gestalt,
S a a sil'n som en Ranke, O g dog saa fyldigt A lt;
M en S ls re ts Fold tklhylled D en Lcrbe, h a m ' fortrylled,
O g P an d en , Dkets Lys, det rige H aar B a g tcette Taage staaer.
D a — langsomt hun hceved F ra Panden S lo re ts Flod, —
O g rcedsomt han boeved F ra I s s e ned til Fod!
M ed stive B lik han stod der, Lug M arm orgudens Broder,
S o m kunstigt hugget, dodningbleeg og smal, B a r Floienes P o rtal.
E t Ord h an .ei moeler, Bevceger ei sin H aand,
Skjondt tvungen han dvoeler M ed Roedsel i sin A and;
M ed vild og haanlig Latter H u n soenker S locet atter,
D a steder han sin H aand mod stele S y n , — O g flygter som et Lyn. —
B a g Fjeldenes Rygge I dybe Granedal,
Hvor Munkene bygge O g Kilden rinder sval,
D er saae m an taus ham vanke, O g een var kun hans Tanke; — M en aldrig han sin Londom sik udsagt, —
D en blev i G raven lagt.