ly k sa lig D ru e n s, K rands, som flaaer S ig om Lyoei dunkle H aar,
D e r kruses om hans Pande!
D en lytter til det Svcermerie, S o m med en evig M elodis
Forstjsnner huldt den R u u s , hvori H an svimlende mon stande.
Lyksaligt, Helios! dit B lik, S o m suger i een Luedrik A l Afrodites P n de!
D u seer paa S k u ld « , Fod og B arm , P a a H ofte, D ie, Kind og Arm , — O g kan Alverden fra din K arm
Henrykkelsen forkynde.
Lyksalig, Bacchus! blev du selv:
D u drog din Hoer, den vilde Elv, F ra In d ia tilbage;
I dunkle Lund dit B ryllup stod,
D u favnede med kraftigt M od G udinden, som i Lueblod
H os dig kun fandt sin M ag e.
- >
Lyksalig H a n , som da blev fod, O. Cypris! af dit Jom fruskjsd, — M ed Guddom s I l d han glober.
H an h ar, som F ad'ren, K raftens Tegn, H an er, som d u, liig frugtbar Regn, H an vogter D ruegaardens Hegn,
O g Elskovs Stevnem oder.
Lyksalig hver,^ som lod dit Kald,
O , Bacchus! — i dit Tempels H al H an Glceden fandt ublandet;
M e n , vee! den Usle, som Foragt H a r kastet paa din D ruepragt,
T il M arsviin trylled ham din M a g t — H an leve m aa i V andet.
Lyksalig den, som troeder ind T il Cythereas A ltartcin,
O g der sin K rands nedloegger;
H am straale hendes Dine blaae,
3 7
H un byder N ym phers Svcerm fremgaae, S o m smilende, med Hcrnder smaa
D en gyldne Kalk ham rcekker.
O ! tcrnd da dybt din Luelyst
I Q vindens B a rm , i M andens B ryst, Olym pens Afrodite!
O , Dionysos! hor vort S u k , D it Tempels hvalte D oc opluk,
O g send med F a u n , S a ty r og B u k '
O s Nym pher blandt vor M idte!
-- s 38
Sjelland.
^ e g synger, som jeg kan,
M e n ek a ltid , som jeg vil, — J e g veed det, V enner! tidt
V a r salst m it S tren gespil;
M e n vandt jeg blot et Haandtryk, E t blaaoiet S m il,
S a a takked jeg Vorherre, — O g lod saa staae til.
A t svinge mig til Gudhjem J e g ikke V inger fik,
F or Afgrundens Ncedsel J e g vender sky m it B lik ;
M en J o r d e n s den lyse, M ed B jerg og med D a l, M ed duftende Grcesmark O g Bsgestoven sval,
-Hr- 39
44?-H vor Raabukken springer, O g Sidskenen flaner
F or friske N ordlandsm ser M ed guldblonde H aar, — D en lokker mig saa sodt T il sit moderlige B ryst, D er hviler sig m it Hjerte, D e r synger jeg med Lyst.
M en flakker nu paa Kloden, S a a riig og saa stor,
F ra Vest til D st m it Die, F ra S y d og til N ord,
B lan d t B y er, S lo tte , Lande, K yst, D a l og B jerg og H avn, D e t dvceler dog kjcerligst,
O Sjelland! ved dit N a v n .
D e r ligger du i H avet M ed B yer og med S lo t, E n rsdm usset G lu t
P a a et Silkebolster blaat, .
-Or- 4 0 444-E n blinkende S m arag d I sin solverne K arm ,
E n blussende B ru d
I sin stcerke B rudgom s A rm .
I Fordumstr'd da skygged Fast B ogen overalt,
N u kryber Plougen langsomt, Hvor S tam m erne faldt,
O g Kilden er nu tilgroet O g Banken er flak,
Hvor Brokken for var hjemme, O g Skovmusen drak.
N u er der Liv i B ugten, H vor for med sagte S la g S ig eensom Bolgen voelted I stille Som m erdag;
H vor Ulven for sig listed, O g B jornen havde Hke,
O m S lo tte t breder Haugen nu S in Farveharm onis.
J e g priser ei det Gam le
For at fljcemme det Nye, , E i N utidens G lands
S k a l fordunkle Oldtids N y ; M en hvert et lille Trcek
A f din Skjsnhed er en P y n t, J e g male vil i S an g en ,
Je g her har begyndt.
M od N ord bruser K attegat, Ved S iden S u n d og B elt,
M od S y d sig speiler Skoven I det vatrede F elt;
F ra Krogen til D olm ers S lo t, F ra Nces til Axelstad
E r du med E ng og S kov og E t rigt broderet B lad .
Hver B s lg e , som saa sagtelig I B u g t sig sniger ind,
S o m knuser sig mod Klinten I vildt, fortvivlet S in d ,
Veed god Besked om gamle T ing, O g H avfruens S a n g
Fortolker deres dunkle S p ro g Ved Langlegens K lang.
O m Kjoempehoien svoever I N atten Skygger frem,
D e n gamle H elt besoger
S i n fordums S torheds H jem ; I M osen dandse Alferne
M ed straagule H aar,
M en s Rordrom m en pauker, O g N attergalen slaaer.
P a a S letten kneiser Egen S to lt af sin runkne B ark ; D en hvide Elverpige
' , Hensvoever over M ark,
H u n dandser omkring Troeet, O g, i den dybe S k riv t
H u n loeser gamle Elskovsqvad ' O g mangen stolt B edrift.
N a a r Porthunden sover, O g M aanen er i S e n g ,
D e vevre N isser drille B aade Pige og D re n g ; Knap galer M orgenhanen P a a Bondegaardens T o ft,
S a a fjoeler sig hver P u slin g I Kjoelder og paa Loft.
Hvor Skoven hoelder ned M od S o e n s gronne R and,
D er kneiser rode B orgm uur, O g seer sig i V a n d ;
Liig Sphinxen hviler Kirken, O g stirrer vide ud,
O g voerner from t om S to v e t A f mangen Ridder prud.
F ra H viden, over Skoven Viser Gisselfeld sin P ra g t, I den friste, gronne Mose E r Holmegaarden lag t;
I Parken spiller Karpen O g B rasen saa bred,
I D yrehangen Hinden
M ed Loenden, trind og seed.
I Skovklosters Haller, H vor M unkebrodre sang, D e r Peblingen vandrer S i n tunge Skolegang;
I Ringsted og i Roskild B ag broget M arm orsteen
S o d t hviler D ro t med D ronning D e lkvstrcette B een.
D en sommerglade Lcerke, H un qviddrer hskt i Luft, O g Jordboerret kcyddrer
Skovsletten med sin D u f t;
M ens Roev og Hare pusle R u n d t om i lune K rat,
D en brune H jort sig bryster M ed sin kronede H at.
Jgjennem Dresundet D er frier Nordenvind
E n Svoerm af travle Snekker I Havnens Favntag ind;
Sokrigens Kjsempe forer M ed S lo tte t P assiar.
F ra Land Kanonen tordner, O g Fregatten giver S v a r.
N a a r N atten s M aane glider O ver Him lens dybe B laa, O g Fredriks-Borgens T aarne
S o m Lanse Kjoemper staae, O g Vinden kjcecligt hvidsker I B ogens Lov og Green, D a soetter den gamle Konge
S ig paa sin hugne S teen .
I Hledres toette Skovs
D er vandrer end hvert Aar Gudinden H erthas Vogn I den spirende V a a r;
Forbauset Hyrdedrengen M ed Hunden seer derpaa;
H an horer soelsomme S a n g e M od Skovens Hvoelving flaae.
A k, jeg vil tie stille,
J e g sik saa aldrig endt;
O g hvad har jeg vel ogsaa Ved dit Contrasei fortjent?
Hvad hjalp det m ig, om Farvens S p il V ar nok saa smukt og godt?
D e t tykkes vel de Fleste, A t det er. altfor smaat! —
N a a r Alting er til Ende, O g N atten stunder til,
N a a r stukket er i M ulm et Livssolens Straalespil, — A k, kunde jeg da lcegge T il R o mig i din E ng, D it Gronsvcrrteppe troekke O ver mig og m in S e n g !