^ e bandt ham , knevlede hans M u n d ,,
x
M en s bcevende og bange
D e slcrbde som en galen H und H am igjennem Klostrets G ange.
D e lcrnked ham i dybest V ra a , O g skreeg med haanlig S tem m e:
„D en Helvedkunst, vi ei forstaae.
V il du vel her forglemme!
' X .
Forjager du ved S a ta n s P a g t H ver S o t og Sygdom s Fare,
S a a frelser vel den samme M a g t D ig let af D sdens S n a re !"
D e gav ham V and, de gav ham B rod, M ed S u k han det fortcerde,
Hver D ag hans Blod i S trom m e flod For Disciplinens S n erte.
Hver D ag en mindre Loedstedrik,
Hvi vil du mig forgjette?
^ /
/
H vert Kryb og S t r a a , hver Fugl og S teen, Hver B lom st ved Kkldevoeldet
M in Tanke gjorde m g og reen S o m Jom frusnee paa Fjeldet.
S u g , har du mig da reent forstudt, M ens grum t din H aand mig truer?
Hvad har jeg da som M and forbrudt B a g disse Fredens B u e r?
H ar Klokken os til H ora kaldt, T il B o n , som jeg forssmde,
N a a r Teppet sort for S o len faldt, N a a r Morgenstyen dromde?
J e g D ag og N a t paa Jorden laae Foran M adonnas Lampe,
O g hendes rene Die saae M in S je ls uhyre Kampe.
H ver D a g jeg til dit A ltar gik, O g ncevned selv min B rode,
H ver D a g jeg fuld Aflssning fik M ed Naadens Himmelfode.
13!)
J e g kjendte dig! — og i dit Voerk J e g stadigt granffed efter,
H vortil hver S teen og U rt var stoerk Ved hemmelige Kroester.
D a kom de op fra D a l og E ng P a a V o gn , med S ta v og Krykke,
O g M and og Qvinde, M s og D reng Fik Hjoelp; — det var min Lykke!
S k jsn d t tusind sode S m il jeg fik F ra mangen deilig Q vinde,
D og Tanken aldrig trolos gik B o rt fra min Helgeninde.
O g kom en Ridder, syg af S a a r , Forsagende i Noden,
J e g lagde til hans Alder Aar, O g reev ham bort fra D oden.
Skjondt tidt en Haand i S m ertens Tid Guldpendkngen mig rakde,'
H ar min H aand aldrig rort en Hvid, E i D ru en s Blod jeg smagde.
S a a tsrred jeg den B leges Kind, O g Sundhedsroser malde,
J e g oged mangen Livsenstraad, M en M ren — dig betalde.
D u tor mig domme, — Hine ei, — D e veed ei, hvad de gjore!
S a a svar m ig: veeg jeg fra min V ei?
O g hvor vil du mig fore?" — M en det blev ikke mere lyst I Sjcelens dybe M orke,
O g i hans marterfulde B ryst Forsvandt al Troens S tyrke.
T hi mindre blev hans Loedskedrik, O g af sit B ro d , det torre,
Hver D ag cn mindre S tu m p han fik, Hver D ag blev Svoben stsrre.
D a kaldte han en N a t paa H am , H vis N av n jeg tor ei noevne;
H an kom i al sin Roedselsbram I n d igjennem M u ren s Revne.
„Jeg knuser ei dit sorte B u u r, — D ertil jeg er for ringe;
T hi Tegnet staaer paa hver en M u u r, S o m al min M a g t kan tvinge.
M ed List jeg gjennem S p a lt og H ul E r krobet som en D g le; .
H er har du S v o v l, S a lp e te r, Kul, — S m ed deraf selv din N ogle!"
H an svandt; paa Foengselsgulvet stod E n Urne stobt af M a lm e t;
Let Lcenken faldt af M unkens Fod S o m Lov, i Hosten famlet.
D a blandede den sorte M unk D e trende Ild e n s Frugter,
S a a rcedsomt klang de hule D unk I H valvets krumme B u g te r.^
H an gravér G ru u s og Kalk og S a n d F ra Fundam entets Q vader,
I M inens flugne M unding han D en sorte M ading lader.
1 F rit glimted Stjernehorden;
H an saae den ei, — thi D iet faldt B eviist, hvorfra den stammer.
^ >r-n»
Haabendragerens
^ a S o len dybt sig neied B a g Jydlands gule S tra n d , E t voeldigt B anner valed
P a a Hjelm fra Taarnets R and B la a t, som de smaa Violer,
S o m Havets stcrrke Flod,
M id t i, med syvfold S tra a le r, E n hvidlig S tjerne stod.
M en da den atter reisde F ra Osterss sig op,
I Luft end T aarnet kneisde, M en kullet var dets T o p ; T hi B orgens Hovding stcerke V a r dod den samme N a t, O g Heltens Skjoldemcerke
V ar ved hans Hoved sat.
^ 14-4 H ans Vaabenbrodre brave S to d om hans Leiested.
H vor skal de ham begrave, A t han kan fange Fred?
H an har ei mange Venner, S o m vogte tor hans T a rv ; O g Hcevn har lange Hoender, O g Hadet gaaer i A rv!
H an har ei mange V enner, H an var en fredlos M a n d ; P a a D rotten sine Hoender Usaligt lagde han.
H an s Hjerte vilde sove I D anm arks blods Eng, H vis der de torde vove A t rede det en S e n g .
D e samle sig, de sveerge
P a a Knce, hvor B aaren stod, , M ed loftet H aand og Voerge,
Ved Christi dyre B lod,
A t de trods G unst og 2Ere, .
» M ro d s G uld og Elskovs Lyst D en Londom vilde bcere
I troe og tause B ryst.
D e sveerge h o it, a t bindr
M ed S ta a le t selv hver M u n d , M ed D od hvert Die blinde, S o m dunkelt aned kun,
Hvor M arsken med sin B rede T il D om m ens Time laae;
A t Livets Hcevn den D sde T il H aan ei skulde faae! —
I S tu b b eru p , i Fyen,
P a a H intsholm s flade S tra n d A lt flum rer hele Byen,
O g morkt er Hav og Land.
E t eenligt Lys kun flam m er.
Hist i en B ondegaard;
T ravl sidder der i Kammer E n M o , og Voeven slaaer. .
1 -4 6
H u n skotter tidt til Ruden, D e n er saa ravnesort;
Fcelt svoever Vindens Tuden O m T ag og D m og P o r t;
Novemberstormen lukker V idt op sit sicrrke Gab,
D y bt krymper sig og sukker D et haardt betroengte H av.
Hvi flaaer saa flittigt Vcdven D en Bondedatter siin?
Hvad tyder Lcebens Bceven?
O g R sdm en under Liin?
Hvad sige disse Taarer,
O g disse omme S m il? — D e t Lcengsel er, som daarer M ed sod og bitter P iil.
M en Loengselen skal stilles, O g S o rgen gaae i B a n ,
S n a r t skal hun aldrig stilles M eer fra sin Fcestemand;
Hos Helten hist paa Den H an var en trofast S v e n d ; I Kjrerlighed nu M oen
H am tjende tro igjen.
M en s B arm en langsomt brever.
S i t . B lik fra Brevens B aand M od Vinduet hun hcever, — . B r a t ^standser hendes H a a n d :
I morke, dybe Fjerne
E t Lys hun skimte kan; — D e t ligner ei en S tjern e B a g Natteffyens R and.
F ra Kirken der, paa Banken, D e rode G lim t udgaae;
H un gyser vel ved Tanken, D og kan hun ei modstaae;
H un sniger sig saa stille T il Kirkegaardens M u u r, O g bag en steensat Pille
H un crngstlig staaer paa Luur.
- 1 -4 8 "
F ra S tranden op med snare.
M en sagte S k rid t paa S t i E n sort formumme! S k are G aaer hende toet forbi;
B eftraalt af rode Fakler M od Kirkeporten hen
E n Kiste langsomt vakler Im ellem tause M « n d .
P a a Kirkegulvet B oren E r sat i Fakkelskin;
H u n lister sig bag D o ren O g kiger sky derind;
M ed S p yd og S ta n g oplukker D e Kirkens dunkle Skjod,
D en hoie Hvcelving sukker Ved hver en, S te e n , de brod.
P a a G ravens R and de troekke F ra Kisten, lang og sort,
D e t rige Floielsdcekke
M ed sorgfuld Alvor bort;
B la a t v^rr det, som Violer, S o m H avets stoerke Flod,
M id t i, med syvfold S tcaaler, E n hvidlig S tjerne stod.
D e Liget dybt nedsoette, D e mure G raven fast,
A f N attens Voerk udflette D e hvert et S p o r i H ast.
D et stumme Die taler,
M ed foldet H aand de staae, — D a M orgenhanen galer,
O g varsler dem at gaae. ''
Flux blev hver Fakkel flukket.
O g N atten dobbelt sort, - D en tunge P o rt tillukket,
O g saa de stocmed fort;
D e svandt ved Breddens S tene, Ved H avets morke S tr o m ;
O g Pigen stod alene, — O g A lt var som en D ro m .
M en da hun ile vilde
Kjoek fra sit S m u th u l trangt, H u n folde Foden hilde
S ig i et Kloede langt;
H u n greeb det, og hun bar det M ed sig i Huset ind,
O g da hun saae, — da var det H iint rige Floielsskind:
B la a t, som de smaa Violer, S o m H avets stoerke Flod,
M id t i , med syvfold S tra a le r, E n hvidlig S tjerne stod!
Heel tankefuld hun gjemde
D et paa sin Kistes B und, — O g N attens Roedsel glemde I trosteri'ge B lu n d . —
S a a blank var Vinterdagen .H okt Klokkemalmet flog;
S m u k t over S neens Lagen Hjemgik et B ryllupstog :
^ 1 5 1
44,-Ung I v e r med sin Karen Kom glade, som til D ands, O g lystig fulgde S karen
M ed S a n g e , B aand og K rands.
M ed Larm og Snakken klemde S ig Flokken rundt om B ord, D e Spillemoend istemde
, »
D et m untre B rudechor;
Toet Skiven var bedcekket M ed B sste , B rod og Kjod, O g Skjoenkebordet spoekket M ed Lutendrank og M jod .
A t In g e n sidde ffulde
D en D a g ved tomme Fad, Fik Stodderen tilfulde
Saam eget som han gad;
O g da nu Stjernebuen Omhvoelved B y og H u us, . Gik D andsen rask i S tu e n
Ved rode Brudeblus.
L k jsn d t Pigerne omskandsed S a a kjoekt den voene B ru d , D e Koner hende dandsed
A f Pigelauget ud.
D en blanke Brudekrone D et blonde H aar forlod,
S n a r t hun som oerbar Kone I Liin og Hue stod.
M ed Latter og med B uldren De hende drog afsted;
Brudgom m en over Skuldren R et smilede derved;
O g fra de Gjcester vilde M ed loengselfulde S in d
H an sneeg sig let og stille I Helligdommen ind.
M en noeppe er han ene Alt med sin H jertenskar,
S ta a e r h an , som Voeggens Stene, M ed D odens Farvestjoer;
A f Skrcek og Vee betagen H an maallos stirrer paa
D et proegtige S p arlagen, For Brudesengen laae:
A f Floiel, som blaae Violer, S o m Havets stoerke Flod,
M id t i, med syvfold S tra a le r, E n hvidlig S tjern e stod! —
„H vor fik du det, m it Hjerte?"
H an s Stem m e standser da A f ATngstelse og S m erte, —
„H vor fik du dette fra?"
„Ei har min Haand des stjaaler, O g kjobt jeg har det e i ;
D et blev mig ei tilmaalet, — J e g fandt det paa min Vek, O g tog det op i Blinde
E n N a t, ved Kirken her, D a nys jeg saae derinde
E n soelsom Jocdefcrrd!"
.D et sagde h u n , og smiled, O g , ak! han smiled med;
Useet dog T aaren iled P a a brune Kinder ned.
M ed scelsom I l d i D iet, M ed Armen over B ryst, Hen over hende boiet
H an sukkede saa tyst:
„ D u rene Liliestengel,
S o m nu skal vorde brudt, H ar Hsevnens vrede Engel O g dig en P u l afskudt?
Forkastet og forbander A f Mennesker og G ud
Je g m aa, jeg kan ei ander, T ilgiv, min sode B ru d !"
H un aned ei, at Sukker F ra dybe Q v a l fremgik;
D e t blide Die lukked
H u n for hans stoerke Blik.
Undseligt Panden dukked
H u n ned i Bolstret blodt; — H an Brudelam pen stukked,
Og hvisked: „sov nu sodt!" —
D a M orgenrodens S trib e Udspoendtes bred og lang, Lsd Trommeklang og Pibe T il lystig Ju b elsan g ;
E n Svoerm af m untre Gjoekke For Kammerdoren stod,
D e t unge P a r at vcekke D e S an g en tone lod.
D e t vared dem for lcenge, D e stodte D oren op;
I B u re t sig mon troenge M ed S t s i den vilde T ro p ; M en som 2f Lynet stagen D en roed tilbage veeg, — T hi B ruden laae paa Lagen Blodstcenket, kold og bleeg!
M en Svenden var forsvundet!
H am havde Edens M ag t Langt mere helligt bundet,
End Kærlighedens P a g t;
H an havde, ak, desvcrrre!
For S ta a l, i Blodet dsbt.
O m Troskab mod sin Herre S ig stolt Bevidsthed kjobt.
S a a S a g n e t os fortoeller, M en dunkelt er dets O rd ;
Hvad Folkets M und os melder, H ar Tvivlen i sit S p o r.
End ingen Grandsker kjender M a n , som for D a g har bragt, H vor de trofaste Hcender
S tig Hvides Been har lagt.