Da den svenske bankkrise skulle håndteres, var det vigtigt at opnå en bred politisk enighed. I starten blev krisen håndteret ad hoc, men efterhånden, som omfanget gik op for beslutningstagerne, blev der udviklet en mere permanent krisehåndtering. Det skyldtes, at man skulle sikre, at udlandet, der skulle yde bankerne lån, ikke var i tvivl om, at det politiske system stod bag bankerne. I andre lande, hvor der ikke var bred enighed om håndtering af krisen, viste der sig negative effekter i form af forhøjede låneomkostninger samt en reducering af tilgængelig kapital på inter bankmarkedet.41 Derfor var regeringen meget åben og delte information med oppositionen, som endda sad med i bestyrelsen for bank support42for at sikre, at det var et samlet politisk system, der agerede, og således at der ikke kunne føres partipolitik på de valgte løsninger, derfor var oppositionen hele tiden informeret og sad med ved forhandlingsbordet.
Da krisen kom, begyndte udlandet at reducere sine kreditter til Sverige, hvilket var en særdeles alvorlig situation for Sverige, der som tidligere nævnt havde mange lån i udenlandsk valuta, som de havde fundet på kort sigt. Regeringen løste problemet med, at valutaen var på vej ud af Sverige, ved
39 http://www.evm.dk/~/media/oem/pdf/2012/pressemeddelelser-2012/02-03-12-udviklingspakken/02-03-12-udviklingspakken-bilag-1-7.ashx
40https://www.lfbank.dk/Default.aspx?ID=630
41Stefan Ingves och Göran Lind:Hannteringen av bankkrisen – sedd i efterhand, Penning- och valutapolitik 1/1996, Sveriges Riksbank, s. 7
42På svensk: Bankstödnämden
at gå ud og optage lån i udlandet, men dette begrænsede blot yderligere bankernes muligheder for at låne i udlandet, men det lykkedes at bremse udviklingen, at valutaen forlod landet. 43Riksbanken overførte ligeledes dele af sin valutareserve til banksystemet for at undgå en kreditklemme.44 3.2.1 Statsgaranti
Et af de vigtige punkter for finansministeriet sammen med Riksbanken og tilsynsmyndighederne var at genoprette tilliden til det finansielle system og bankerne, hvilket de gjorde ved at stille en ubegrænset garanti, hvor staten stod bag bankerne og sikrede mod tab. Garantien sikrede alle kreditorer mod tab, dog ikke ejere af aktier. Denne garanti var med til at skabe fornyet tillid til den finansielle sektor. Dernæst påbegyndtes et omfattende informationsarbejde, hvor embedsmænd og regeringsmedlemmer tog rundt til finansielle centre for at informere om, hvad man havde gjort, og hvilken betydning det havde. Garantien lykkedes, og priserne for bankernes funding faldt tilbage til et normalt niveau. Denne garanti var også med til at sikre, at der på intet tidspunkt i krisens forløb opstod ”bankruns”, der var dog tidspunkter, hvor der blev trukket mere ud af bankerne end normalt, men det var hele tiden under kontrol og i kortere perioder.45
Det var vigtigt, at man havde åbenhed omkring krisens omfang og ikke forsøgte at skjule, hvor omfattende det var, samt karakteren af problemet for at bevare tillid til systemet. Derfor gjorde man det klart, hvilken metode man valgte. Der foreligger megen individuel vurdering af, hvornår der foreligger et egentligt tab, og hvor meget sikkerhederne i fast ejendom skal nedskrives. Hvad er den reelle værdi, eller hvad skyldes, at krisen tales op jf. afsnittet omkring den socialkonstruktivistiske tilgang til en krise, hvor den tales op i stedet for at være baseret på objektive kriterier. Derfor valgte man i Sverige på et tidligt tidspunkt i kriseforløbet at beslutte, hvilken model man brugte. Tidligt i krisen bogførtes derfor alle de tab og nedskrivninger, som måtte forventes. Dette gjorde man for at få klarhed over situationen og behovet for støtte til bankerne. Der blev oprettet et vurderingsnævn, med nogle vurderingseksperter, som skulle hjælpe med en mere ensartet vurdering af de
støttesøgende bankers sikkerheder.46
43Stefan Ingves och Göran Lind:Hannteringen av bankkrisen – sedd i efterhand, Penning- och valutapolitik 1/1996, Sveriges Riksbank, s. 8
44Martin Andersson and Staffan Viotti: Managing and preventing Financial Crisis – Lessons from the Swedish Experience,Penning- och valutapolitik 1/1999, Sveriges Riksbank, s. 73
45Stefan Ingves och Göran Lind:Hannteringen av bankkrisen – sedd i efterhand, Penning- och valutapolitik 1/1996, Sveriges Riksbank s. 8
46Stefan Ingves och Göran Lind:Hannteringen av bankkrisen – sedd i efterhand, Penning- och valutapolitik 1/1996, Sveriges Riksbank s. 9
Når der sker offentlig indblanding i den private sektor, er der risiko for, at der opstår incitament til moral hazard. Der kan i forbindelse med statsgarantien opstå incitament til moral hazard, og i tilfælde af, at bankens kapital faldt til under et bestemt punkt, blev garantien konverteret til et lån eller til egenkapital. Derfor blev det besluttet, for at reducere risikoen for moral hazard, at ejerne ville tabe et beløb svarende til kapitalen, der blev modtaget fra staten.47Begrebet moral hazard vil blive gennemgået og diskuteret senere i opgaven, da det er et centralt punkt, når det offentlige går ind og støtter og redder bankerne.
Til at håndtere støtteordningerne blev der lavet et udvalg under finansministeriet. Det blev ikke Riksbanken eller finanstilsynet, da det vurderes, at der kunne opstå interessekonflikter i den forbindelse. Grunden til Bank supports48oprettelse var, at det krævede personale med bestemte kvalifikationer at vurdere og forhandle med bankerne. Da de institutioner, der havde kompetencerne til det, ikke kunne varetage opgaven pga. interessekonflikten – blev løsningen, at der blev oprettet en ny myndighed til varetagelse af støtteordningerne, og de skulle også varetage, at lovgivningen på området ikke blev forsømt.49
3.2.2 Hängmattan - bankmodellen
Der blev for at hjælpe med at vurdere bankerne lavet en bankmodel, hvor tal fra bankernes balancer samt makroøkonomiske faktorer blev indarbejdet. For at vurdere en investering tilbagefører man det fremtidige forventede afkast til nutidsværdi. Denne model hjælper med at anslå, hvad den
fremtidige lønsomhed på bankerne bliver. Derved kan det ses, om banken kommer til at tjene penge igen under forskellige scenarier. Når bankerne søgte om støtte, blev de behandlet ud fra nogle objektive kriterier omkring udgifter og forventede sandsynlige scenarier for en fremtidig udvikling.
Bankerne opdeles således i en A-, B- eller C-bank.
A-Banken vurderes at kunne komme nær grænsen for kapitalgraden på 8 %, men kan derefter forbedre sin soliditet. Bankens problemer burde kunne løses gennem aktionærerne eller ved hjælp af midlertidige garantier for at sikre tilliden til banken.
B-Banken forventes i en periode at komme under kapitalkravet på 8 %, men derefter kan den igen opfylde kapitalkravet på 8 %. Bankens problem er derfor på kort sigt. Banken
47Martin Andersson and Staffan Viotti: Managing and preventing Financial Crisis – Lessons from the Swedish Experience,Penning- och valutapolitik 1/1999, Sveriges Riksbank, s. 74
48På svensk Bankstödnämden
49Stefan Ingves och Göran Lind:Hannteringen av bankkrisen – sedd i efterhand, Penning- och valutapolitik 1/1996, Sveriges Riksbank s. 10
kunne derfor behøve mere kapital fra staten, såfremt aktionærerne ikke kunne samle tilstrækkelig kapital. Set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv er det lønsomt at lade banken fortsætte, da bankmodellen viser, at den på lang sigt er lønsom. De dårlige lån blev overført til et AMC,50hvilket medførte en efficient behandling af bankens gode og dårlige del.
C-Banken bliver ifølge bankmodellen ikke lønsom på lang sigt. I dette tilfælde gælder det for staten om at afvikle banken og minimere de tab, der måtte opstå igennem at skille den dårlige del af banken ud og forsøge at sælge eller fusionere den rentable del af banken.
A-, B- og C-bankernes forløb er illustreret i nedenstående figur, hvor den kritiske værdi er et kapitalkrav på 8 % som værende den værdi, der afgør, om de er A-, B- eller C-bank.51
Figur 9: Scenarier for A-, B- og C-banker
Et eksempel på en C-bank er Gota banken, hvor bankens dårlige lån overførtes til et
afviklingsselskab – Retriva. Resten af banken blev overtaget af Nordbanken. Da man tog de dårlige lån fra, medførte det, at man kunne få en bedre pris for banken.
50Asset Management Company
51Stefan Ingves och Göran Lind:Hannteringen av bankkrisen – sedd i efterhand, Penning- och valutapolitik 1/1996, Sveriges Riksbank s. 12
3.2.3 Afvikling af nødlidende banker
Inden for bankstøtten blev oprettet to afviklingsselskaber Retriva og Securum. I disse selskaber samlede man eksperter i at håndtere dårlige lån og kreditter. Selskaberne skulle således sørge for at afvikle de lån og kreditter, der blev overført til dem, bedst muligt.
Der er lavet en opgørelse over, hvad krisen har kostet Sverige ”The total amount of commitments by the BSA during the crisis was 88 billion SEK, but the total amount actually paired by the BSA to the banks are 65 billion. Most of that money, however, has been paid back to the government through dividends, selling of shares, and the value of retained shares”52Eftersom at staten fortsat har aktieposter i de svenske banker, kan det endelige resultat af 90’ernes krise ikke gøres op endnu.