Moral Hazard i forbindelse med den danske model

Staten stillede en ulimiteret garanti i forbindelse med bankpakkerne i Danmark. Dvs. ingen simple kreditorer vil lide tab frem til 30. september 2010. Derved satte regeringen markedet ud af kraft på den måde, at risikovillige banker kunne skaffe kapital på samme vilkår som mindre risikovillige. På den baggrund vil de risikovillige institutter, når det går godt, opnå et højere afkast, og derved presse de mindre risikovillige til at påtage sig mere risiko for at opnå et højere afkast på kort sigt. Dette vil på sigt medføre, at risikovilligheden i sektoren vil blive for stor.

Det var kun en midlertidig løsning, der blev lavet i forbindelse med Bankpakke 1. Når staten garanterer for indlånet, er der ikke incitament til at vurdere risikoen ved den pågældende bank, men udelukkende se på, hvad de giver i risikofrit afkast. Derved kan de funde sig billigt som andre mindre risikofyldte banker. For at imødegå incitamentet til MH både blandt bankerne og blandt indlånskunderne blev statsgarantien gjort begrænset til 2 år, hvilket betød, at bankerne havde garantien, men i en begrænset periode, og derfor skulle de 2 år bruges på at konsolidere sig og gøre sig klar til en verden uden statsgarantien. Det blev også blandt andet pålagt, at der ikke måtte udbetales udbytte i perioden.

I dag har indskydergarantien et loft på 100.000 euro. Når en indlånskunde er sikret, uanset hvad der sker, at han ikke taber sine 750.000 kr., har kunden igen ikke incitament til at kreditvurdere banken, men udelukkende til at se på, hvad de giver i risikofrit afkast af kundens indlån. I begge tilfælde dvs. med og uden statsgaranti, er der MH i mindre og større målestok.

Havde statsgarantien fortsat havde det ikke været godt for markedet, jf. argumentationen omkring mere risiko i sektoren generelt, som følge af MH blandt pengeinstitutternes simple kreditorer – de havde simpelthen ingen grund til at vurdere, om pengeinstituttets forretningsstrategi var sund. Det var udelukkende et spørgsmål om, hvad de var villige til at give i risikofri forrentning. I dag under indskydergarantien er det samme mekanisme, der gør sig gældende, men i en mindre målestok. Der er et samfundsmæssigt element i at sikre de simple kreditorer mod tab, da de ellers skal

kreditvurdere deres bank for at vurdere, om de tør have pengene stående der. Det er de færreste, der har regnskabsmæssig indsigt til at kunne kreditvurdere risikoen ved at placere deres opsparing i en bank. Derfor er det vigtigt med indskydergarantien, da den sikrer tillid til bankerne, og derved undgår man ”bankruns” i form af fx rygter om problemer i en bank. Den MH, der forekommer, er acceptabel, når den sættes i relief til, at der er brug for tillid til den finansielle sektor, samt hvad der

ville ske, hvis kunderne selv skulle vurdere, om deres bank var sund nok, til at de turde have pengene placeret der.

I forbindelse med bankpakke 1 og senere gjort permanent i Bankpakke 3 er en del af den danske løsning Finansiel Stabilitet A/S, hvor en del af denne løsning er, at banken kommer igennem skraldespandselskabet og derved beholder alle dårlige lån, dvs. den røde del af banken, hvorefter den sælger den grønne del af banken. I aftalen omkring bankpakke 1 står der følgende om det, der på det tidspunkt kaldes afviklingsselskabet: ”Afviklingsselskabet vil i tilfælde af, at et pengeinstitut ikke opfylder lovens solvenskrav, og der ikke er mulighed for at finde en holdbar privat løsning, skyde kapital ind i et nyoprettet selskab, der overtager og afvikler pengeinstituttet på en kontrolleret måde, således at simple kreditorer ikke lider tab.”⁶⁶Derved har det private marked, der skal forsøge at finde en løsning, før det nødlidende pengeinstitut overtages af Finansiel Stabilitet, incitament til at tage en afventende holdning. Da de på den måde sikrer, at de dårlige lån bliver udskillet, og de kan overtage en sund bank, hvor der er mulighed for en god indtjening. I dette tilfælde indtræder MH som effekt, når bankerne ved at lade det nødlidende pengeinstitut blive overtaget af Finansiel Stabilitet som udfylder deres rolle som statsligt affaldsselskab, men står også i vejen for en markedsmæssig privat løsning. Det betyder, at der vil optræde MH i forbindelse med Finansiel Stabilitet.

Den finansielle sektor betaler selv for denne ordning, som kan sammenlignes med en forsikringsordning. Det betyder også, at tabene i sektoren ved afvikling af nødlidende

pengeinstitutter bliver betalt af sektoren selv for derved at undgå, at det er skatteyderne, der betaler direkte, men i stedet betales det af skatteyderne, som også er bankkunder, hvilket ikke behandles i denne opgave, hvordan bankerne tjener penge, men regningen skal betales af enten skatteyderne eller bankernes kunder. Det er en forsikringsordning for den samlede branche – da der ikke, som forsikringsselskabernes måde at håndtere MH er mulighed for at pålægge det nødlidende

pengeinstitut en selvrisiko. Derved er måden at mindske incitamentet til MH at lade muligheden for konkurs være en del af bankernes økonomiske verden.

Ordningen blev lavet tidsbegrænset for at modvirke, at risikovilligheden i sektoren blev rykket for meget på baggrund af bankpakke 1. Det er fortsat muligt for bankerne at gå konkurs, og derved har de incitament til at sikre en fornuftig drift af banken også fortsat.

66Aftale mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre om sikring af Finansiel Stabilitet s. 2

For bankernes vedkommende er der hele tiden mulighed for, at man ikke længere kan overholde solvenskravene og derved skal afvikles gennem Finansielt Stabilitet, hvilket igennem alle

bankpakkerne opretholdes for at modvirke bankernes incitament til MH. Der er i ovenstående identificeret problemstillinger i forbindelse med bankpakkerne og MH.

I forbindelse med Bankpakke 4 blev der nedsat et udvalg, der skulle kigge på de systemisk vigtige banker, som vurderes at være TBTF. I den rendyrkede teori betyder det, at de ikke må få lov til at gå konkurs og derved sættes reelt den løsning, der gennem bankpakkerne har været incitament til acceptabel risikostyring, ud af kurs. Såfremt pengeinstituttet bliver klassificeret som systemisk vigtig og derved TBTF, er det velforvaret, hvilket betyder incitament til overdreven risikotagning for at opnå den anerkendelse at være TBTF. Igen i denne situation er der MH, da risiko og gevinst ikke deles lige af de samme. Aktionærerne får del i succesen, mens de andre banker og skatteyderne skal betale, hvis det går galt i jagten på TBTF-mærkatet.

I SIFI-udvalgets rapport er der taget stilling til, hvordan en bank, der er udnævnt som SIFI, skal behandles i tilfælde af, den ikke formår at leve op til de skærpede kapitalkrav. Derudover er

muligheden for at gå konkurs ikke fjernet, netop for at modvirke incitamentet til MH. Der er indført en stige, efterhånden som kapitalen begynder at komme tættere på nogle grænseværdier, hvorefter de forskellige tiltag er lavet. I starten nogle bløde tiltag, i form af forebyggelse, dernæst

kapitalbevaring hvor der blandt andet ligges en udbyttebegrænsning på samt begrænsning på rentebetaling på tier 1-instrumenter. Det næste skridt er genopretning, hvor bankens

genopretningsplan igangsættes. Under de første faser har bankens ledelse kontrollen, men med en stigende involvering af Finanstilsynet. Det sidste punkt er krisehåndtering, hvor myndighederne overtager kontrollen. Tiltagene under de forskellige skridt er listet i figuren nedenfor, hvor forløbet er skitseret.

Tabel 3: Overblik over udvalgets anbefalinger i forhold til krav og krisehåndtering af SIFIer

Kilde: Rapport fra SIFI-udvalget: Systemisk vigtige finansielle institutter i Danmark: Identifikation, krav og krisehåndtering, København, 11. marts 2013

Derfor er modellen i Danmark omkring systemisk vigtige finansielle institutter, som derved er TBTF, udformet således, at den fortsat kan gå konkurs. Samtidig bliver de pålagt et skærpet kapitalkrav, som stiger, jo større instituttet bliver for netop at modvirke incitamentet til at vækste voldsomt for at blive et SIFI-institut.

Hele MH-problematikken rejser spørgsmålet omkring, hvor meget og hvordan man skal regulere fx banker, og om de overhovedet skal reddes. De finansielle institutters rolle i samfundet er diskuteret

tidligere i opgaven,⁶⁷deres vigtighed for samfundet og for den finansielle stabilitet er vigtig, og opnås et stabilt finansielt system, anslås det, at det vil kunne øge BNP globalt og på EU-niveau, da systemiske kriser derved forventes at kunne undgås. Imad A. Moosa argumenterer for at lade markedet selv klare problemerne og derved erkende, at banker kan blive too big to exist og derfor må splittes op i mindre enheder.