Når det ikke er realistisk helt at undgå kriser i fremtiden, betyder det, at staten skal stille krav til pengeinstitutterne gennem regulering af sektoren. Deriblandt gennem kapitalkrav, krav til
risikoovervågning og rapportering til tilsynsmyndighederne. Staten skal stille krav til den finansielle sektor pga. dens rolle i samfundet, og som tidligere nævnt medfører stabilitet en langsigtet gevinst
for samfundet. I afsnittet omkring TBTF er medtaget et citat fra Imad A. Moosa, der siger, at det er en myte, at bankerne bliver TBTF, men ifølge administrationen i USA nåede man med Lehmann Brothers smertetærsklen for, hvor stor en bank der måtte gå konkurs. Efterfølgende blev en række banker reddet.70
Et af argumenterne for at undgå, at pengeinstitutterne bliver TBTF, er at splitte de store banker op, således at der kommer flere mellemstore banker, hvilket vil forøge konkurrencen markant på markedet samt gøre incitamentet til MH mindre, da man derved ikke ville have banker, der var TBTF. Det søges opnået ved, at SIFI-institutter i Danmark skal have et forhøjet kapitalkrav for derved at være modstandsdygtige over for kommende kriser. Såfremt man derimod deler sektoren op i mindre enheder og derved ser flere banker, der kommer i krise pga. mindre kapitalkrav – vil det i sidste ende være det samme resultat som i dag, hvor de store banker udgør en risiko i tilfælde af en konkurs. Derfor, om en stor bank går konkurs, eller fem mellemstore banker gør det, der i balancens størrelse svarer til, at en stor går konkurs, vil for Danmark være det samme resultat. Forskellen vil være, at den store bank fremover vil være en SIFI-bank og underlagt mere strikse krav til kapital og blive overtaget af myndighederne tidligere, end hvis det var fem små banker, der ikke var SIFI. Det vil betyde, at den finansielle stabilitet, der anslås at give en langsigtet gevinst på BNP, ikke vil opnås på samme måde.
Det vil have nogle andre egenskaber i form af øget konkurrence og gennem konkurrencen bedre vilkår til kunderne, bedre priser. Når der kommer øget konkurrence, vil det alt andet lige betyde innovation i sektoren for at differentiere sig fra konkurrenterne. Derved kan det give nogle andre gevinster til samfundet og væksten.
I SIFI-rapporten vurderes bankerne at være systemisk vigtige i Danmark, når deres balance udgør 10 % af DK’s BNP, som tabel nr. 1 indikerer, har Danske Bank en balance på 182 % af BNP. Vi har i Danmark valgt, at hvis en bank, der udgør 10 % af BNP, kommer i vanskeligheder, må den ikke gå ned, da konsekvenserne er for store, hvilke konsekvenser vil en bank, der udgør 182 % af BNP så ikke påføre samfundet. Det gør Imad A. Moosas argumentation om, hvorvidt bankerne kan blive too big to exist, relevant. Betyder det, at staten skal regulere og ligge loft over, hvor store bankerne må blive. Det er et spørgsmål om, hvilken risikoprofil landet ønsker at have. Bankerne vælger selv deres risikoprofil, hvor meget vil de lade deres kunder geare deres økonomi, hvilken
70Stephan Wedel Alsmann: Bankers vokseværk lægger kimen til en ny krise, Mandag Morgen – Kan politikerne tæmme finansmarkederne? særtillæg18. januar 2010 s.10
egenfinansiering skal de ligge i forbindelse med et boligkøb, hvor meget sikkerhed skal der tages osv. Danmark bør forholde sig til, hvor store man vil tillade bankerne at blive, incitamentet modvirkes gennem den trappe i tabel 2, hvor kapitalkrav løbende bliver forhøjet efter
systemiskheden, men bør staten gå skridtet videre og tillade bankers balance at blive op til en bestemt procentdel af landets BNP for derved at sikre flere små banker med en bedre konkurrence som følge heraf. Simon Johnson, der er økonom ved MIT og tidligere cheføkonom i verdensbanken, forslår netop, at der ligges et loft over, hvor stor en balance en konservativ bank må have og en risikosøgende endnu mindre. Hans forslag er på ca. 500 milliarder dollars, hvor Citibank og Bank of America har balancer på ca. 2.000 milliarder dollars.71I Danmark ville denne grænse være
væsentligt lavere, hvis den skulle implementeres.
Såfremt ovenstående forslag om at regulere i form af at tillade institutter til en vis størrelse bliver gennemført vil det være et markant indgreb i markedet. En konsekvens af et sådan indgreb kan være, at bankernes krav til deres egenkapitalforrentning skal hentes på en måde. Derfor, hvis loftet for vækst nås, skal indtjeningen komme fra det eksisterende kundegrundlag, hvilket kan medføre, at priserne for at være kunder i banken bliver forøget. For at opretholde aktiviteten og derved også indtjeningen kan det medføre, at kunderne opfordres til fx at ligge deres realkreditlån om oftere, end hvad egentlig er optimalt. Grunden til, at bankerne ikke bare kan sætte deres krav til
egenkapitalforrentningen ned i tilfælde af et indført loft over størrelsen fra den danske stat, er, at de konkurrerer om at være attraktive investeringsobjekter med udenlandske banker, hvor en lignende regulering ikke er indført. Derved vil et loft betyde, at det vil blive vanskeligere for bankerne at konkurrere om udenlandske investorer, hvilket vil betyde, at aktiekurserne vil falde, og bankens værdi blive mindre.
Såfremt man fra statens side ønsker flere og mindre banker, er det derfor ikke løsningen at ligge et loft over, hvor stor man vil tillade banken at blive – da der vil være incitament til at vækste, indtil grænsen nås, hvorefter der vil komme problemer, som beskrevet ovenfor. Derfor skal løsningen søges i, at markedet selv løser problemet, hvilket kan gøres gennem incitamenter til at være mindre.
Derved vil der på lang sigt blive færre helt store banker – da de hele tiden vil forsøge at optimere deres indtjening. Hvis de kan tjene bedre på at være mindre, vil det være en fordel at skille sig af med kunder, hvor indtjeningen er mindre og derved satse på de mere lønsomme kunder.
71Stephan Wedel Alsmann: Bankers vokseværk lægger kimen til en ny krise, Mandag Morgen – Kan politikerne tæmme finansmarkederne? særtillæg18. januar 2010 s.11