Alle skattepolitiske valg har en pris. Det gælder også regeringens skattestop og øvrige skatteforslag, som giver nye fradragsmuligheder, skatteudskydelsesmuligheder og skattetilskud til forskellige erhverv og personer. I dette afsnit ses der dels på den forde-lingspolitiske pris og dels på den pris, der består i, at regeringen i stedet kunne have let-tet skatten på arbejde. Endelig ses der på den pris, som nok især kommunerne kommer til at betale for regeringens skattestop.
nemført, hvis regeringen havde prioriteret anderledes i skattepolitikken.
Endelig kan prisen på regeringens skat-tepolitik opgøres ud fra hvilke service-forbedringer, man kunne have fået for de penge, der nu bruges til forskellige skatte-lettelser. Dette ses der på til sidst i kapit-let.
Den fordelingsmæssige pris af skatte-stoppet
Regeringens skattestop indeholder to sto-re klumper, som indebæsto-rer tab af indtæg-ter for det offentlige. Den ene store klump er fastfrysning af ejendomsværdiskatten – målt i kroner og øre. Den anden store klump er ophævelsen af pristalsregulerin-gen af vægtafgifter på biler.
Indtil nu er ejendomsværdiskatten ble-vet bestemt som en fast procent af ejen-dommens værdi. Helt på samme måde som indkomstskatten bestemmes som en procent af indkomsten. Mens regeringens skattestop altså kun kræver, at indkomst-skatteprocenten ikke må stige - indkom-skatten må altså gerne stige i kroner og øre - så er skattestoppet blevet defineret sådan, at ejendomsværdiskatten skal ligge fast målt i kroner og øre. For at øge for-virringen så skal ejendomsskatten – altså skatten på jorden – ikke ligge fast målt i kroner og øre. Her er det procenten, der ikke må stige. På det seneste er
forvirrin-gen blevet total, idet der er kommet en til-føjelse til skattestoppet om, at ejendoms-skatten i kroner og øre ikke må stige med mere end syv procent – procentsatsen for ejendomsskatter er altså alligevel ikke fast, hvis ejendomsskatten i kroner og øre stiger med mere end syv procent.
Skattestoppet indebærer som sagt, at ejendomsværdiskatten ikke må stige, selv-om ejendselv-omsværdierne stiger. Skattemi-nisteriet har vurderet, at dette vil indebære et indtægtstab for det offentlige på ca. 1 mia. kr. frem til 2004. Da der er tale om en skattelettelse, er der ikke umiddelbart nogen, der bliver ramt. Dette er dog kun umiddelbart, da ingen skattelettelser er gratis. Men selv hvis man kun ser på de helt umiddelbare konsekvenser, som inde-bærer en skattelettelse, er skattelettelserne meget skævt fordelt. Alle er ikke i samme båd, når det gælder betaling af ejendoms-værdiskat. For det første er det ikke alle familier, som bor i ejerbolig. Dem, der ikke bor i ejerbolig, får ikke glæde af
fast-frysningen af ejendomsværdiskatten. For det andet, koster boligerne langt fra det samme. Der er stor forskel på skattebe-sparelsen for en direktør bosiddende i Gentofte med et hus til f.eks. 4 mill. kr. og en specialarbejder på Lolland med et hus til 500.000 kr. Selv boligejerene er altså langt fra ”i samme båd”.
Figur 1 viser fordelingseffekterne af fastfrysningen af ejendomsværdiskatten. I figuren er alle ejere og lejere fordelt efter indkomstens størrelse i ti lige store grup-per. Første tiendedel er de ti procent fat-tigste ejere og lejere, mens sidste tiende-del er de ti procent rigeste ejere og lejere.
Figur 1 viser en meget skæv fordeling af lettelserne. De ti procent fattigste opnår kun en skattebesparelse på 17 mill. kr. når ejendomsværdiskatten lettes med 1 mia.
kr. Til gengæld opnår de ti procent rigeste en skattebesparelse på 322 mill. kr., når ejendomsværdiskatten lettes med 1 mia.
kr. Skattelettelsen for de ti procent rigeste er altså 19 gange større end for de ti pro-Figur 1. Skattelettelse fordelt på indkomstgrupper som følge fastfrysning af ejendomsværdi-skat
Kilde: AE på baggrund af Det Økonomiske Råd, Dansk Økonomi (forår 2001)
17 27
42 59
72 86
100 120
155 322
0 50 100 150 200 250 300 350
10 pct fattigeste
2 3 4 5 6 7 8 9 10 procent
rigeste
mill. kr.
cent fattigste. De 20 procent rigeste dan-skere løber med næsten halvdelen af skattelettelsen, mens de 20 procent fattig-ste samlet får under en tyvendedel af skattelettelsen.
Regeringens initiativ om, at ejendoms-skatten ikke må stige svarende til stignin-gen i jordpriserne, hvis disse stiger med mere end 7 procent, vurderes til at koste ca. 300 mill. kr. i 2003. De lettelser, der følger af dette, må vurderes at være endnu mere skævt fordelt end vist i figur 1. Det skyldes, at det først og fremmest er fami-lier i de rige kommuner i Hovedstadsom-rådet, der får glæde af dette nye element i skattestoppet.
Fastfrysningen af ejendomsværdiskat-ten og overgrænsen for stigninger i ejen-domsskatten har også fordelingseffekter mellem generationerne. Da lavere skat på bolig og på jord overvæltes i priserne på jord og fast ejendom, vil de unge, som endnu ikke er kommet ind på
boligmar-kedet, ikke få glæde af skattelettelserne.
Skattelettelserne vil derimod aflejre sig som kapitalgevinster for de ældre genera-tioner. Kapitalgevinster, som scores, når boligen sælges.
Vægtafgiften på biler er – som nævnt ovenfor – en af de andre store klumper i skattestoppet. Skatteministeriet vurderer, at denne del af skattestoppet vil koste ca.
500 mill. kr. i form af tabte indtægter for det offentlige frem til 2004. Ligesom med hensyn ejendomsværdiskatten er det langt fra en skattelettelse, alle får glæde af. Alle dem, der ikke har bil, får ingen skattelet-telse, og jo større biler man har, des større skattelettelse får man. Figur 2 viser, hvor-dan skattelettelsen på de 500 mill. kr. vil fordele sig på forskellige indkomstgrup-per.
Som det fremgår af figur 2, vil de ti procent lavestlønnede kun opnå en skatte-lettelse på ca. 30 mill. kr., mens de ti pro-Figur 2. Skattelettelse fordelt på indkomstgrupper, som følge af skattestop vedr. vægtafgifter på biler
Kilde: AE på baggrund af lovmodelregistret
0 10 20 30 40 50 60 70 80
10 pct.
fattigste
2 3 4 5 6 7 8 9 10 pct
rigeste
Skattelettelse i mill. kr.
cent højestlønnede vil opnå skattelettelser på 70 mill. kr.
Skattelettelser udover skattestoppet Skattestoppet udgør kun en del af den skattepolitik, regeringen indtil nu har fremlagt. Udover skattestoppet har rege-ringen således fremlagt en række skatte-forslag, som giver nye fradragsmulighe-der, skatteudskydelsesmuligheder og skattetilskud til forskellige erhverv og personer.
De skatteforslag, der direkte er rettet mod erhvervslivet, påvirker først og frem-mest fordelingen af skattebyrden på per-soner og erhverv, hvor det altså er sidst-nævnte gruppe, der får lettet skattebyrden.
Her vil vi koncentrere os om et par af de forslag, der påvirker beskatningen af personer, nemlig beskatningen af afløn-ning med aktier samt bedre muligheder for at skyde penge ind på etablerings-konto.
Om medarbejdere i en virksomhed får udbetalt deres løn i kroner og øre eller som aktier eller aktieoptioner (retten til at købe aktier på et fremtidigt tidspunkt til en bestemt kurs) bør ikke påvirke hvor meget, de skal betale i skat. Sådan har det da også været indtil nu. I dag beskattes aktieoptioner på det tidspunkt, hvor optio-nen udnyttes til køb af aktier. Og aktier beskattes på tildelingstidspunktet. De likviditetsmæssige problemer, der eventu-elt kan være for medarbejderen og/eller virksomheden – det er jo ikke direkte kontante kroner og øre, medarbejderen står med i hånden - løses ved, at virksom-heden kan betale medarbejderens skat i form af en afgift. Betalingen af afgiften kan ske enten kontant, ved aflevering af aktier eller ved at deponere aktier. Her-med løser man de eventuelle
likviditets-mæssige problemer for medarbejderen og/
eller virksomheden uden, at skattebetalin-gen udskydes og uden, at beskatninskattebetalin-gen bliver lavere end ved almindelig lønind-komst.
Regeringen vil udskyde beskatningen til det tidspunkt, hvor aktierne sælges. Sam-tidig skal beskatningen ske som aktie-avance. Selskabet kan selv bestemme hvilke medarbejdere, der skal have tildelt aktieoptioner m.v.
Regeringens forslag vil skattemæssigt favorisere aflønning med aktier m.v. Dels i kraft af muligheden for rentefrit at kun-ne udskyde skattebetalingen, dels ved at beskatningen kun skal ske som aktieavan-ce og ikke som almindelig indkomstskat.
For børsnoterede aktier gælder det, at for en beholdning på under 125.100 kr.
vil aktieavancen være skattefri, hvis ak-tierne er ejet i mere end tre år. Overføres dette på aflønning med aktier, vil en med-arbejder således f.eks. kunne modtage 100.000 kr. i aktier skattefrit, hvis ved-kommende beholder dem i mere end tre år og denne slipper for at betale ca.
63.000 kr. i indkomstskat, hvis aflønnin-gen var sket som almindelig lønindkomst.
Da grænsen på de 125.100 kr. gælder for hver ægtefælle, vil der således tilsammen kunne modtages ¼ mill. kr. skattefrit.
Selv ved større beløb og ved unoterede aktier er aktieavancebeskatningen kun henholdsvis 28 procent/43 procent - altså langt under de ca. 63 procent, som top-skatteydere - og det er i praksis dem, der kommer til at nyde godt af ordningen -skal betale i indkomstskat. At selskabet mister et fradrag med en værdi på 30 pro-cent kan langt fra opveje den samlede virkning af lempelser vedr. både skatte-satsen og betalingstidspunkt.
Ud over de lavere satser udskydes skatte-betalingen rentefrit, indtil aktierne sælges.
Dette kan f.eks. være ti eller 20 år ud i fremtiden. Gevinsten ved et rentefrit lån, som dette svarer til, er ganske betragtelig.
Tager man f.eks. udgangspunkt i en aktie-avancebeskatning på 43 procent, vil der med en tildeling på f.eks. 200.000 kr. i aktieaflønning skulle betales 86.000 kr. i skat. Udskydes denne i ti år, vil man med en rente på f.eks. 5 procent opnå en ge-vinst 33.200 kr. Udskydes skattebetalin-gen i 20 år, vil gevinsten blive på 53.600 kr.
For samfundet indebærer det et tilsva-rende skattetab. Hertil kommer risikoen for, om pengene nogensinde bliver betalt.
Aktieavancer er således ikke omfattet af skatteaftaler med andre lande og kan ikke beskattes i Danmark for personer, der bor i udlandet. Regeringens forslag kan derfor meget let blive forvandlet fra en skatte-udskydelse til et direkte skattetab.
Virksomhederne kan som sagt selv be-stemme, hvem de vil aflønne med aktier og aktieoptioner. Der er næppe grund til at tro, at virksomhederne vil bruge
aktie-aflønningen i forhold til alle medarbejder-grupper. Det vil givetvis være de ledende medarbejdere, der vil få glæde af regerin-gens forslag – og vel at mærke især top-lederne. Denne formodning underbygges af en opgørelse, som Ledernes Hovedor-ganisation har foretaget af udbredelsen af aktieaflønning blandt deres medlemmer, jf. tabel 1. Som man kan se af tabellen, er andelen med aktieaflønning større, jo hø-jere man er i ledelseshierakiet.
Et andet forslag fra regeringen, som vil forbedre mulighederne for, at de højtløn-nede kan udskyde skatten, er bedre mulig-heder for at kunne indsætte penge på etableringskonto. Da indskud på etable-ringskonto er fradragsberettiget, er denne specielle opsparingsform en mulighed for at kunne udskyde skatten – og dermed re-elt slippe billigere i skat. Etableringskon-to-ordningens egentlige formål er at give gunstige skattebetingelser for at kunne spare op til at starte selvstændig virksom-hed. På grund af de gunstige skattebetin-gelser har der været rimeligt snævre grænser for hvor meget, man må indskyde på en etableringskonto, og der har været grænser for hvor lang tid, en sådan konto
Tabel 1. Aktieaflønning for forskellige stillingsgrupper
Stilling Andel med aktieaflønning
Administrerende direktør, Teknisk direktør, Personaledirektør Over 20 procent Økonomidirektør, Salgsdirektør, Personalechef 15 til 20 procent Regionsdirektør, Marketingdirektør, Divisionschef, Markedschef 10 til 15 procent Eksportchef, Afdelingschef, Salgschef, Edb-chef, Økonomichef,
Indkøbschef, Produktchef, Regnskabschef 5 til 10 procent Driftschef, Fabrikschef, Kontorchef, Teknisk chef, Planlægningschef 3 til 5 procent
Lagerchef, Værkfører 1 til 2 procent
Bogholderichef, Butiksbestyrer, Bygningskonstruktør, Ejendoms-inspektør, Køkkenchef, Kørselschef, Rengøringsleder,
Restaura-tionschef, Maskintekniker, Varmemester, Værkstedschef 0 procent Kilde: Ledernes lønstatistik
må løbe. Endelig har der været efterbe-skatning, hvis man alligevel ikke etable-rede selvstændig virksomhed. Alt sammen med det formål at sikre, at ordningen ikke bare blev brugt til skattetænkning. Rege-ringens forslag vil lempe på disse græn-ser. For det første hæves maksgrænsen for indskud fra 25 til 40 procent af lønnen.
Da man hidtil har kunnet indskyde 100.000 kr. på en etableringskonto – uaf-hængigt af procentgrænsen - vil regerin-gens ændringer kun få fuld virkning for højtlønnede med en indkomst på over 400.000 kr. Det vil altså ikke være almin-delige lønmodtagere, som får glæde af re-geringens forslag. For det andet indebærer regeringens lovforslag næsten en halve-ring af efterbeskatningen, hvis man allige-vel ikke etablerer selvstændig virksom-hed. Endelig ophæver regeringen hoved-reglen om, at man skal have etableret selvstændig virksomhed senest ti år efter det første indskud på etableringskontoen.
Regeringens ændringer af etablerings-kontoordningen betyder således i realite-ten, at det bliver muligt for mange – her-under specielt velstillede – at indskyde betydelige beløb på en etableringskonto og så senere på fordelagtige vilkår at trække pengene ud igen uden at etablere sig med selvstændig virksomhed. Altså en genindførelse af de muligheder for skatte-tænkning for de højtlønnede, som de se-neste skattereformer ellers har luget ud i.
Skatten ned på alt andet end arbejde Prisen på regeringens skattepolitik kan, som nævnt i indledningen, også opgøres ud fra hvilke skattelettelser, vi i stedet kunne have fået for de penge, regeringen nu bruger på skattestoppet og de øvrige skattelettelser.
Skattestoppet vil koste tre til fire mia.
kr. frem til og med 2004. Hertil skal
læg-ges et tab af skatteindtægter på ca. 500 mill.kr. som følge af de skatteforslag, re-geringen har fremlagt gennem foråret.
Forslag, der handler om nye måder at ud-skyde skatten på samt forskellige skatte-fradrag og skattetilskud.
Endelig fjernede regeringen indtægts-forbedringer i forhold til den tidligere re-gerings finanslovsforslag svarende til et tab af indtægter på 2,2 mia. kr.
Regeringen har altså indtil nu truffet be-slutninger på det skattemæssige område, som fremme i 2004 vil betyde et indtægts-tab for det offentlige på 5½ til 6½ mia. kr.
Dette indtægtstab skal ses i lyset af, at en af hovedmålsætningerne i regeringens strategiplan for dansk økonomi er, at skat-ten på arbejde skal lettes. Det, regeringen har gjort indtil nu, er imidlertid at lette skatten på alt andet end arbejde. Hvis man ser på de lettelser i indkomstskatten, vi kunne have fået i stedet for, svarer indtægtstabet til, at:
- kommuneskatten kunne sænkes med knapt 1 procent eller
- der kunne indføres et beskæftigelses-fradrag for lavtlønnede på ca. 3 pro-cent eller
- mellemskatten kunne sænkes med ca. 3 procent eller
- topskatten kunne sænkes med ca. 6 procent eller
- bundgrænsen for mellemskat kunne hæves med ca. 50.000 kr. eller - bundgrænsen for topskat kunne hæves
med ca. 55.000 kr.
De mulige lettelser i skatten på arbejde, vi går glip af, illustrerer klart, at regeringens skattepolitiske prioriteringer indtil nu i høj grad har en pris.
Regeringen kan heroverfor indvende, at skattestoppet og de øvrige skattelettelser
ikke vil begrænse mulighederne for at lette skatten på arbejde, fordi det vil være besparelser, der skal finansiere de 5½ til 6½ mia. kr., der kommer til at mangle frem til 2004.
Velfærdsstop
Hvis skattestoppet og de øvrige skattelet-telser ikke må ”gå udover” de indkomst-skattelettelser, som regeringen anser for så nødvendige, vil regeringen kun kunne få den offentlige økonomi til at hænge sammen ved at gennemføre besparelser.
Det var da også denne ”medicin”, der blev anvendt i forbindelse med finansloven for 2002. Her var det specielt U-landsbistand, miljø og uddannelse, der måtte holde for.
Med mindre man vil skære yderligere i U-landsbistanden eller miljøstøtten, må regeringen de kommende år finde nye ste-der at spare.
Hvis skattestoppet skal finansieres via be-sparelser, må regeringen hvert år øge besparelseskravet med ca. 1½ mia. kr.
Dvs. i 2003 finde besparelser på 1½ mia.
kr., i 2004 finde besparelser på 3 mia. kr.
– osv.
Det er selvfølgeligt et politisk valg, om man ønsker skattelettelser i stedet for of-fentligt finansieret velfærdsservice. Rege-ringens problem i denne sammenhæng er dog, at den samtidig med skattestoppet har lovet udbygning af den offentligt fi-nansierede velfærdsservice – først og fremmest på ældreområdet og på sund-hedsområdet. Kun fremtiden kan vise, hvordan regeringen får enderne til at nå sammen. En indikator af vilkårene for fremtiden kan man få ved at se på regerin-gens aftale med kommunerne om kom-munernes økonomi for 2003. Denne aftale minder mere om et velfærdsstop end om en udbygning af velfærdsservicen, jf.
boks 1.
Boks 1. Uddrag af pressemeddelelse fra Kommunernes Landsforening (KL) Under overskriften, Stram økonomi i kommunerne til næste år, skriver Ejgil W. Ras-mussen (Venstre) og Anker Boye (Socialdemokratiet) formand og næstformand for KL:
”Aftalen levner ikke plads til serviceudvidelser i KL-kommunerne set under ét i 2003. Hvis man i en kommune ønsker at hæve serviceniveauet på enkelte områder, kan det kun ske gennem en omprioritering. Der har i de senere år været en kraftig realvækst i udgifterne til bl.a. vanskeligt stillede børn og unge, og her bliver det nød-vendigt at dæmpe væksten i de kommende år.
Med aftalen er der skabt mulighed for lige netop at imødegå det demografiske udgiftspres for kommunerne under ét næste år – men heller ikke mere. Aftalen vil be-tyde, at der vil være kommuner, som næste år må igennem alvorlige besparelser. Det har vi i forhandlingerne gjort krystalklart over for regeringen.”
”Frit valg til borgeren” er blevet regerin-gens nye mantra. Som udgangspunkt er frit valg en god ting, men man må over-veje de samfundsmæssige konsekvenser på de enkelte velfærdsområder – og drage den naturlige konsekvens.
Hvis man mener, at en af statens opga-ver er at styre samfundet i en retning, der er til gavn for det fælles bedste, bør man måske i højere grad overveje og diskutere effekterne af det frie valg, end tilfældet er i dag. Det betyder ikke nødvendigvis, at folk skal fratages det frie valg. Men ram-merne for det frie valg skal tage hensyn til den samfundsmæssige pris ved de forskel-lige valg, man kan foretage. Privatøkono-misk skal to forskellige valg ikke sidestil-les, hvis det ene valg koster mere for sam-fundet – og fællesskabet – end det andet.
Denne tankegang er selvfølge kun rime-lig, hvis man accepterer, at vi er medlem af et samfund og skal tage hensyn til hin-anden. I det følgende gennemgås forskel-lige frit valgs ordninger og deres sam-fundsmæssige konsekvenser.
Frit valg af børnepasning
I Danmark har vi altid haft næsten frit valg af børnepasning. Der er ingen regler eller love om, at familierne skal aflevere deres børn i institution efter barselsor-loven. Hvis en familie prioriterer det højt, kan moderen eller faderen gå hjemme, lige så længe hun eller han ønsker. Nogle