Praksis- og professionsnær aktionsforskning fra et fænomenologisk perspektiv – muligheder og nye

Dette forskningsprojekt har, som noget nyt i forskning i professionsuddannelser benyttet sig af en særlig ’sokratisk og fænomenologisk-orienteret aktionsforskningstilgang’ (se kapitel 1). Dette blev

144

valgt, fordi man specifikt ønskede at arbejde med de dimensioner i professionspraksisser og i uddannelser, der så at sige må hentes frem in situ og in-action. Men det var ikke en hvilken som helst praksisnær læring og situativ viden, der blev søgt afdækket.

Det var faktisk ikke lærings- og videns-dimensionen i en professionspraksis og

professionsuddannelse, der blev søgt undersøgt, men disse praksisser og uddannelsers dannelses- og værens-dimension. Med dannelses- og værens-tilgangen får man retning mod en ejendommelig

’berørt ikke-viden’(erfaringen af det underfulde og forunderlige i det hverdagslige) og en sokratisk visdom, dvs. en selvbesindelse på, hvad vi mennesker i grunden kan tænke os rationelt frem til via begreber og argumenter. Disse grunderfaringer af ’noget forunderligt der siger os noget’ er, har vi i de teoretiske overvejelser, gjort rede for, er etiske og eksistentielle grunderfaringer, også beskrevet som transcendens-erfaringer.

Denne værens- og visdoms-dimension i professionspraksissen og professionsuddannelsen er – for det evidens-baserede og nøgternt konstaterende og analytiske blik – en uhåndterlig og usynlig dimension. Det skyldes, at det ’metodiske bevidsthed’ ikke kan få greb om eller sætte begreber på sådanne transcendens-erfaringer, netop fordi disse erfaringer knytter sig til et refleksivt, før-begrebsligt, før-metodisk og måske endda før-kulturelt erfarings- og forståelsesniveau.

Dette niveau er forbundet med den fænomenologiske, eksistentielle og ontologiske sfære. I dette forskningsprojekt har vi med udgangspunkt i den filosofiske hermeneutik (Gadamer), eksistentielle fænomenologi (Løgstrup, Marion) og filosofiske æstetik (Jørgensen) forstået disse etiske og

eksistentielle grund- og transcendens-erfaringer som fænomener og begivenheder, der har rod tilbage til denne fænomenologiske sfære. Derfor har vi søgt en anderledes tilgang til

aktionsforskning, der både indeholdt en sokratisk-kritisk og hermeneutisk selvbesindelse på, hvad vi kan se og tænke med vores intentionelle bevidsthed og ’intuitioner’ samt en

eksistentiel-fænomenologisk berørthed og sensitivitet over for, det, der i situationen kalder på vores opmærksomhed.

Man kan overordnet se dette aktionsforskningsprojekt, som en ny måde at åbne for de etiske, eksistentielle og værensmæssige dimensioner og erfaringer i innovationsprocesser og

entreprenørskabsundervisning.

Med erfaringerne fra del-rapporterne og pilotgruppens evalueringer (samt deres efterfølgendes conference proceedings) har vi også set, at en sådan undrings- og fænomenologisk-orienteret tilgang kan fremme andet og mere end en nysgerrig og kritisk-undersøgende forskningstilgang til egen faglighed og professionsidentitet. Man blev også, viser erfaringerne, motiveret til at forholde

145

sig undrende og filosofisk spøgende til egne levede professionserfaringer og grundantagelser omkring egen faglighed.

Med de eksistentiel-fænomenologiske og filosofisk-hermeneutiske undringspraksisser

(undringsværkstederne og wonder labs) erfarede og lærte piloterne og de involverede studerende og kursister en anden forskningstype og –stil. De lærte først og fremmest, i deres daglige praksis, at blive forskende ud fra en praksisnær ’nede-fra-og-op’-bevægelse, som betød, som fænomenologen Dan Zahavi udtrykker det, at: ”I stedet for at lade på forhånd vedtagne teorier bestemme vores erfaring, bør vi lade vores erfaring bestemme vores teorier.” (Zahavi, 2007, s 25). Det betyder naturligvis ikke, at hverken pilotgruppe eller studerende blev forskere igennem undersøgelsen. Men det betyder, at deres tilgang til egen faglighed og professionspraksis nu bærer en forskende tilgangs kendetegn, hvis forskning altså forstås fænomenologisk, som en nedefra- og op bevægelse.

Som en pædagogstuderende i projektet så fint har udtrykt det:

Normalt, slår man noget op på nettet eller slår op i en bog og finder sine svar på den måde og bruger det, man måske kender. Ja, her bliver man tvunget til at bruge sin intuition, i stedet for at man bliver tvunget til at tænke videre og videre i den samme bane (pædagogstuderende), (delrapport 2).

Eller som en af pilotmedlemmerne i projektet, lektor Jette Kjær fra VIA Pædagoguddannelse i Aarhus sagde i det afsluttende interview med Finn Thorbjørn Hansen, da hun bliver spurgt, hvad der særlig har gjort indtryk i arbejdet med den filosofiske undrings-tilgang:

Det, jeg ser, som noget andet ved filosofien, det er netop, at man er sådan mere spørgende til livets sådan helt grundlæggende forhold. Når jeg derimod beskæftiger mig med sociologien og

samfundsvidenskaberne, så handler refleksionerne om at træde ud af sin praksis og bruge nogle teoretiske begreber til at belyse nogle sammenhænge med. Det er jo sådan, vi meget gør. Men nu, når jeg træder ud af min praksis og bruger filosofien, så bruger jeg egentlig filosofien til at finde

spørgsmålene … i mit hjerte eller i min mave … og ikke oppe i hovedet.

Da Finn Thorbjørn Hansen spørger hende, om hun vil uddybe, hvad det vil sige at finde spørgsmål i hjertet frem for i hovedet, svarer hun, at det handler om det, der berører hende:

Jeg lader mig berøre noget mere, end jeg ellers har gjort. Jeg har nok som underviser mere tænkt med mit fag, først og fremmest, og min undervisningsdidaktik osv. Det har jeg heller ikke lagt til side, men jeg synes bare, at jeg har fået et yderligere lag lagt på med, at jeg nu også lader mig berøre af det på en god måde og kan f.eks. mærke [i situationen eller professionen], at det her ikke rigtig fungerer ikke rigtig, og så må jeg lige have fat i mig selv og finde ud af, hvad er det lige, det handler om…

146

Der er således også opstået et anderledes og mere eksistentielt og fænomenologisk syn blandt underviserne på forholdet mellem teori og praksis. Det kom også til udtryk hos en anden af pilotmedlemmerne, lektor Sisse Charlotte Norre på sygeplejeuddannelse på VIA University i Randers, der i det afsluttende interview udtalte:

Hvor jeg tidligere har haft, og fortsat har, en stor interesse i teorier, og hvad teoriernes kraft er, og at vi ofte skal have fat i mange forskellige teorier for at se den kompleksitet, der er i verden, og at teorier har nogle muligheder og begrænsninger – alt det om teorier og deres anvendelse har altid optaget mig.

Men samtidig har jeg også været optaget af koblingen mellem teori og praksis, og at vi [på sygeplejeuddannelsen, FTH] ikke skal lave akademia, for akademias skyld, men kunne bruge

teorierne til noget. Og der har jeg virkeligt fået ændret mit blik på en anden måde ved, at jeg nu ser, at der også er visdom i erfaringerne. Og at det ikke er en teori, som vi skal downloade over en praksis for at anskue praksis, men at vi rent faktisk kan prøve at forholde os mere åbent til de erfaringer, vi har.

Da Finn Thorbjørn Hansen spørger hende, hvad hun forstår ved visdom og en visdomsorienterede tilgang, svarer hun, at det er en anden måde at anvende teorier på, end man plejer. Så lytter man i højere grad til livet først, og så ser man bagefter hvilke teorier, der måske kan belyse det liv, der faktisk leves:

Hvis du omvendt starter ud med teorier, så tager du teorierne på som et sæt briller, som du går ud og ser verden igennem. Og så går du kun og leder efter det, som teorierne kan se. Så kan det godt være, at du får øje på noget, der ligger uden for den lyskegle, jeg har kastet [med teorien], og at der er noget skygge. Men så kaster jeg bare en ny lyskegle. Men med visdom bliver det for mig en helt anden måde at starte på, hvis man i stedet for siger: ’Hvad er det, jeg tror, verden vil fortælle mig, og så bagefter finde ud af, hvordan kan jeg belyse det her, eller blive klogere på det via teori. Det første er en viden, som jeg presser ned over praksis for egentlig bare at få bekræftet teorierne. Mens visdom måske i højere grad handler om nogle ting, der er overleverede, nogle ting, vi går og gør – en slags tavs viden.

Sisse uddyber, at hun skelner mellem almindelig praktisk, intuitiv tavs viden og så den praktiske tavse visdom. Visdom har at gøre med en etisk og eksistentiel dimension, som den mere praktisk-funktionelle viden, om den nok er nok så tavs og intuitiv, ikke har blik eller sans for.

Overordnet set kan vi dertil sige, at vi har med dette forskningsprojekt videreudviklet på denne eksistentielle og fænomenologiske tilgang, idet vi i langt højere grad end i de i dag gængse

kvalitative tilgange, der grunder sig på (husserliansk) fænomenologi, har opprioriteret og afprøvet en eksistentiel og ’praksis-fænomenologisk’ (Van Manen) og ’undringsfænomenologiske’(Hansen) forskningsattitude og forbundet denne til aktions- og professions- og uddannelsesforskning.

147

Også her står vi kun ved begyndelsen. For med en sådan ny forståelse af ’forsknings-baseret

undervisning’ og ’undervisnings-baseret forskning’, der tager udgangspunktet i en sådan praksis- og undringsfænomenologisk tænkning, lægges der op til nye tiltag i måden generelt at designe

undervisnings-, kursus- og uddannelsesforløb på en professionshøjskole. Ikke blot når det gælder innovations- og entreprenørskabsundervisning, men også når det gælder den daglige undervisning og vejledningspraksis.

At anlægge et sådant perspektiv på professionsuddannelse mere generelt, ville – gennem et afsæt i de studerendes fænomenologiske og æstetiske indtryk og deres Sokratiske spørgen til de antagelser der oppebæres i denne praksis – skabe muligheder for en tæt og mere levende sammenkædning af og vekselvirkning mellem den professionspraksis, som de studerende skal ud og virke i - og de faglige tilgange og teorier, der viser sig nødvendige at tilegne sig og tænke fra, gennem

uddannelsen. Det virker oplagt for en professionsuddannelse at tage denne udfordring og mulighed på sig, som et videre forsknings- og udviklingsfelt.

Taget i betragtning at der i den forbindelse vil være en række politiske og organisatoriske udfordringer (se også delrapport 5), kan man efterlyse forskningsprojekter, der mere bredt giver viden om, hvordan viden-skabelse (og visdoms-skabelse, jf. tidligere differentiering mellem viden og visdom, se også Jørgensen, 2002) af hermeneutisk-fænomenologisk karakter bidrager til at indløse professionshøjskolernes opdrag. Her vil vi pege på to mulige forskningsprojekter:

Det første projekt handler om professionsuddannelsernes opdrag, deres mål og forholdet mellem mål og midler. Rothuizen (2015) finder frem til, at der er en ejendommelig dobbelthed i de styringsdokumenter, der er i spil i reformen af pædagoguddannelsen, lige fra de dokumenter der hidrører fra Bologna-processen til den nationale bekendtgørelse og en lokal studieordning.

Dobbeltheden består i, at man på den ene side gør uddannelse til en vare, hvor man på forhånd skal kunne kende resultatet, mens man på den anden side har en forventning om at dimittender er selvstændige og kan improvisere i nye og ukendte situationer. I nærværende rapport har vi i kap.3 udredt, hvordan der er en væsensforskel mellem metodekendskab og dømmekraft, som vi koblede til de græske begreber meta-hodos og aporia. I professionsbachelorbekendtgørelser er der en klar tendens til, at det objektiverende blik styrkes (Larsen 2013) og der synes at være en ureflekteret forestilling om, at et styrket metodisk og objektiverende blik er afgørende for, at uddannelserne kan producere selvstændige professionelle, der kan agere i ukendte situationer og være innovativ. En nærmere undersøgelse af professionsuddannelsernes opdrag, eventuelle dobbeltheder og

grundlæggende antagelser, kunne bidrage til en genovervejelse af forholdet mellem de pædagogiske mål og de pædagogiske midler.

148

Det andet projekt handler om en nærmere undersøgelse af betydningen af såvel den her udviklede undringsfænomenologiske tilgang og af andre handlingsvidenskabelige tilgange (se også 1.2.2.) for de studerendes uddannelse og professionsudøvelse. Mens det er en del af professionshøjskolernes selvforståelse, at professionernes uddannelser må være baseret på den nyeste og mest relevante viden, og at praksisnær forskning og udvikling skal omsættes i uddannelse (Danske

Professionshøjskoler 2015), så støder man også på en noget snæver forståelse af den videnstype, der er relevant, eksempelvis i følgende udsagn: ”…således at de studerende på uddannelserne trænes og øves i at tilegne sig, dele, dokumentere og ikke mindst omsætte evidensbaseret viden i professionel praksis” (op. cit. s.2). En handlingsvidenskabelig tilgang er kendetegnet af, at den ikke har ambition om at anvise, hvordan der skal handles, men om at gøre praksis mere gennemskuelig for sig selv, hvorefter ansvaret for de konkrete handlingsvalg fortsat hviler på praktikerne.

Praktikere, der deltager i handlingsvidenskabelige projekter, tilegner sig både ny viden om deres praksis, og de kan få styrket deres praktiske viden, dvs. deres egen dømmekraft. Mens der er meget opmærksomhed for spørgsmålet om betydningen af evidensbaseret viden i professionel praksis, er opmærksomheden for betydningen af handlingsvidenskabelig baseret viden i professionel praksis begrænset.

Endelig kunne det også være interessant at undersøge nogle af de mulige forskelle eller frugtbare

’spændinger’, der kan være mellem den i denne rapport anlagte eksistentiel-fænomenologiske og undringsfilosofiske tilgang på den ene side og ovennævnte handlingsvidenskabelige tilgang på den anden side. Når fx man i handlingsvidenskaberne taler om, at de studerende skal opnå en større gennemskuelighed i den praksis, de indgår i – så er man i den undringsfilosofiske tilgang optaget af den værensmæssige gådefuldhed og ’ikke-gennemskuelighed’, som vores praksis og liv som sådan altid også er indlejret i. Hvorledes skal denne forskel forstås? Er der forskel på det dannelsesbegreb, som handlingsvidenskaben trækker på og det dannelsesbegreb, som den undringsfilosofiske tilgang trækker på? Bør man tale om to forskellige slags forståelser af bedømmekraft afhængig om man anlægger en undringsfilosofisk eller handlingsvidenskabelig tilgang? Når handlingsvidenskaben lægger trykket på praktisk viden (se ovenfor) som vej til større dømmekraft, og den

undringsfilosofiske tilgang lægger vægten på praktisk visdom, hvad er det da for forskellige syn på viden, visdom og dømmekraft, der her er i spil?