At være mysterium-orienteret

Men at undre sig på en filosofisk og kunstnerisk måde er, som vi nu har set, er noget ganske andet.

Vi så i førnævnte ’bus-eksempel’ at kunstnerens og filosoffens opmærksomhed og spørgeretning er anderledes.

Her spørges der til det almenmenneskelige og ontologiske niveau, til fænomenets essens eller væren, til dets ’at-hed’ og ’hvad-hed’, til det forunderlige at noget findes, og til at man dernæst undre sig over, hvad det mon er. Og jo mere man grunder over det, desto mere synes fænomenet at træde frem som et grundlæggende mysterium, altså som noget der ikke sådan lader sig forklare, besvare eller ’løse’.

Og det mest ejendommelige er måske ikke engang dets ’at-hed’ men dets ’givet-hed’(Marion, 2002). Altså, at man i mødet med fænomenet ikke kun erfarer at det eksisterer, men også at dette fænomen giver noget til én og måske – sådan oplever mange kunstnere og designere det (se Hansen, 2014, s. 375-377) vil noget med én.

Kunstneren og filosoffen erfarer, at forbliver vi i denne forundring og undren, lever vi i disse spørgsmål, uden at jagte nogle svar, men ved blot at blive stående dér, så bringes vi ind i et nyt lyttende og modtagende forhold til verden, og også i en begyndende dialog med verden.

Digteren Paul la Cour har vel sanset dette, når han skriver: ”Glem ikke, at også det Gådefulde har sin Klarhed. Mysteriet lyser.”(La Cour, 1950, s. 104) Når vi med andre ord står i undringen, er det som om, at vi dér får adgang til en ’seen-ind-i-tingene’(Van Manen, 2007), som vi ellers ikke får mulighed for.

Spørger man på en kunstnerisk og filosofisk undrende måde, er man som sagt ikke årsags-søgende men man er snarere ’under’-søgende, i den specifikke betydning, at man søger og ønsker at se det underfulde, ’underet’, det mirakuløse, i den konkrete og ordinære hverdag.

Det er nok Heidegger (1992, 2012a&b) og Marcel (1950), der mest overbevisende har redegjort for, at i den filosofiske og kunstneriske undren, undrer man sig ikke over det usædvanlige eller

ekstraordinære, der adskiller sig fra det sædvanlige og ordinære i hverdagen. Man undrer sig snarere i kraft af pludseligt at blive slået af en undren over det forunderlige ved hverdagen og det

ekstraordinære og usædvanlige i det sædvanlige og ordinære.

65

En kvist med blade på et træ f.eks., der hænger ud over en gade, som man ofte passerer, er jo en ganske almindelig og ikke en speciel bemærkelsesværdig ting. Men en dag, måske fordi sollyset falder lidt specielt gennem trækronen, og måske fordi du ikke har så travlt, og måske fordi du den dag føler dig særligt tilstede og vågen eller pudsigt nærværende og lyttende eller modtagelig – får du pludselig øje på denne kvist. En kvist er jo en kvist, der er ikke så meget der, men alligevel er det som om at på denne dag, i dette øjeblik, ser du denne unikke kvist og på en mærkværdig måde

’siger’ den dig noget. Du ved ikke hvorfor. Der er ingen umiddelbar grund til det. Der er jo intet usædvanligt ved den. Den kan nok ikke være mere almindelig. Alligevel bliver du den dag stående og ’ser’ på den. Som for første gang. Og det er vel også første gang, at du ser denne kvist. Og jo mere du ser på den, desto mere forundret bliver du, fordi hvor er denne kvist dog egentlig smuk eller sjovt formet! Du får lidt den samme følelse, som da du som barn sad på jorden og så på en myre eller et vissent blad eller på en krum sten, og lige som ’hyggede’ dig med det, var væk i det, indtil din mor måske spurgte, hvad du lavede, og du blot svarede: ”ingenting” og så begyndte på noget andet. I det øjeblik var du som barn lidt et andet sted. Du var i ’wonderland’ kunne man sige sammen med den myre, det blad eller den sten. På en selvforglemmende, nærværende, undrende og legende måde.

Forestil dig endvidere, at den dag stående over for kvisten med de mange lysegrønne blade og fine krogede forgreninger, kommer du til at tænke på blodvenerne i hånden, eller måske på det kort over et floddelta, som du engang fascineret studerede, fordi du dengang fandt det sjovt at tænke på den lange og krogede vej, som en kildes vand må løbe for så at forenes med andre kilder og

vandstrømme og for til sidst at nå ud til jordens yderste og sidste fibre, i deltaområdet, før det slipper jordens tag og møder det store hav.

Måske er det sådanne tanker, som denne lille kvist vækker i dig. Måske ikke. For en sådan

oplevelse af noget forunderligt ved noget ellers ganske ordinært, behøver ikke at være forårsaget af erindringer og et særligt fantasifuld gemyt eller evne til at dagdrømme. Sådan ville en psykolog måske forsøge at forklare en sådan forundringsbegivenhed og kalde det en følelse eller tilstand.

Men forundringsbegivenheden og det at være i en undren er langt mere end en følelse og kan ikke reduceres til noget, der kun foregår i vores bevidsthed, psyke eller på et før- eller ubevidst niveau.

På en eller anden forunderlig måde har forundringen og undringen tilsyneladende fat i livet og er i dialog med livet – det konkrete fænomen, det andet menneske, eller den ting vi ser på eller hører på eller holder i hånden, og ikke mindst livet forstået som den værensmæssige helhed som tingen, verden og én selv udgør i dette unikke øjeblik. Og det på en måde, der overskrider eller

transcenderer, hvad vi med vores rationelle, forklarende, intentionelle og bemestrende bevidsthed kan forstå og især forklare.

66

Undren og det underfulde har at gøre med en side eller helhed ved tilværelsen, som man kunne kalde meta-psykisk og meta-fysisk (se Buber, 1997 [1923], s. 31-32). Går vi kun psykologisk eller erfaringsvidenskabeligt og empirisk til værks på en systematisk analyserende og observerende måde, vil vi ikke kunne ’se’ fænomenet i sig selv og få det i tale, eller opleve dets ’sigen-en-noget’.

Man vil da ikke kunne høre fænomenets ’Du’.

For da vil man ankomme til kvisten med det forklarende (f.eks. biologiske) blik og kun se det, som man har lært at se efter, og som generelt forklarer, hvad et blad, et træ eller en kvist er og hvad der betinger og forårsager, at et blad vokser og en kvist forgrener sig. Fænomenet vil da være, som Martin Buber vil sige, et Det for én.

Men som sagt, ser man med det forklarende og generelle blik, eller med det problemløsende og funktionelle blik, hvor kvisten bliver en brugsgenstand, et projekt for én eller et problem, som man vil løse, vil man ikke formå at ’se’ denne konkrete unikke og helt singulære kvist.

At have blik for det unikke og singulære ved ting, blomster, dyr og ikke mindst mennesker og de livsfænomener, som vi erfarer som særligt meningsgivende, er at have kunstnerens og filosoffens forundrede og undrende blik. Da åbnes verden som på ny, og måske er den også ny, idet du ser på den på denne måde? Måske ser vi da livet i dens bestandige tilblivelsesproces eller ’kommen-til-verden’? Sådan vil Heidegger taler om undren som en ’lysning’ og Hannah Arendt tale om en natalitets-begivenhed, altså som en begivenhed, hvor verden og vi selv bliver som nye eller som nyfødte. Den franske fænomenolog Jean-Luc Marion har en smuk beskrivelse af, når vi virkelig

’ser’ fænomenet i sig selv i kraft af vores nye åbenhed og i kraft af, at fænomenet (’urfænomenet’

som vi så indledningsvist at Goethe kaldte det) viser sig selv i og ud fra sig selv:

…it offers to it what phenomenology considers the phenomenon par excellence – that which shows itself from itself. […] Thus, showing itself in and from itself alone, it shows us first of all what it means – to show oneself, to appear in full authority, in full glory, as the first morning of a world.

(Marion - citeret fra Tin (2010, s. 860)

Marion kalder et sådant øjeblik og fænomen for et ’Saturated phenomenon’ – som kan oversættes til overstrømmende eller overvældende fænomen, fordi det er fyldt med så en umådelig stor meningsfuldhed, der slet ikke kan rummes af vores bevidsthed og den forståelseshorisont, som vi ser igennem. Disse øjeblikke og fænomener er da de underfulde fænomener.

Da fremstår verden, denne stol, denne kvist, dette forhold, dette menneske foran mig, ikke som et

’problem’, som vi kan og skal finde en løsning på eller tillægge en funktion, men som et mysterium, som noget i grunden dybt gådefuldt og hemmelighedsfuldt – ja, som noget bemærkelsesværdigt forunderligt og underfuldt.

67

I sådanne undringsøjeblikke – hvilket også er mærkværdigt – er det også som om, at vi står i et mere kærligt, glædesfuldt og taknemmeligt forhold til og dialog med verden. Som blev der her givet os, som en uventet gave, en adgang eller åbning til det, vi dybest set har kært og lever på og måske også af.

I sådanne øjeblikke er det, at et indfald kan komme til én, og er man digter som William Wordsworth (1770-1850), vil man f.eks. skrive:

While with an eye made quiet by the power of harmony, and the deep power of joy, We see into the life of things.

Eller som hans kollega T.S. Eliot (1880-1965) skriver:

We shall not cease from exploration And the end of all our exploring Will be to arrive where we started And know the place for the first time.