Kapitel 4: Fremlæggelse af vores syn på menings
4.7 Fra menings-dreven til undrings-dreven innovation: Vores tilgang
Hvis man inden for innovationsforskningen ønsker at komme i en dialog og kontemplation over, hvad man grundlæggende set erfarer som meningsfuldt, over det man dybest set har kært (elsker) og længes efter, så vil vi foreslå, at man supplerer Ricoeurs kritiske hermeneutik med Gadamers
sokratisk-undrende hermeneutik.
Sagt kort er der nogle vigtige forskelle mellem Gadamers og Ricoeurs syn på hermeneutik (Mootz III & Taylor, 2011; Grondin, 2014). Gadamer er en elev af Heideggers sene værensfilosofi og eksistentiel fænomenologi og Ricoeur stiller sig i en position, der delvist kan forstås som en
’mistankens hermeneutik’ med tråde til sociologen og samfundsfilosoffen Jürgen Habermas og Kritisk Teori.
Habermas og Ricoeur kritiserede tilbage i 1960-erne (Mendelson, 1979; Mootz III & Taylor, 2011) Gadamer for at mangle en tilstrækkelig ideologikritisk distance til den tradition og den kultur, som fænomenet undersøgt, er en del af. De hævdede dengang, at Gadamer dermed lagde op til en mere konservativ og fortidsvendt form for hermeneutik, der ikke har blik for de samfundsmæssige og ideologiske diskurser, der ’sætter’ betydningen af fænomenet og ikke mindst de tekstlige og kontekstuelle tolkninger heraf. Vil man se frem og skabe nye fremtider, må man som en Ricoeur-inspireret kritisk hermeneutiker søge bagom disse tekster og fænomener for at nå frem til de bagvedliggende forklaringer, begrundelser og interessekonflikter. Først igennem en sådan
’frigørelsestænkning’ kan man tænke nyt og utopisk, hævder de.
På Habermas og Ricoeurs kritik svarede Gadamer tilbage, at hans tænkning faktisk er mere kritisk og mere grundlæggende end deres. For Habermas og Ricouers kritikbegreb hviler på en række antagelser (Kritisk Teoris og Ricoeurs forestillinger om det ’frigørende blik’, objektiverende distance gennem en forklaringsorienteret tilgang, meningskonstruktion og meget andet), som Gadamer på sokratisk og fænomenologisk vis også vil forholde sig grundlæggende spørgende over for.
Når Ricoeur vil skabe den nødvendige hermeneutiske distance over for fænomenet i det nære og konkrete gennem et forklarende og objektiverende blik, vil Gadamer i stedet skabe den nødvendige
11 http://robertoverganti.wix.com/verganti#!innovation-of-meaning/cdyf (downloaded den 11.8.2015)
92
distance via den sokratiske dialektik. Hvor Habermas og Ricoeur groft sagt i debatten i 1960-erne satte ’videnskabsmanden’ og dennes systematiske og kritisk-analyserende tilgang som ideal for
’mistankens hermeneutik’ og dens ideologikritiske og emancipatoriske refleksionsprocesser, sætter Gadamer ’kunstneren’ og den ’anstøds(Anstoss)- og dialog-bårne og sokratiske og eksistentielt-undrende tilgang som ideal for hans filosofiske hermeneutik. (Gonzalez, 2006, Barthold, 2010).
Verganti og Öberg (Verganti & Öberg, 2013) er meget inspireret af den svenske designforsker Marcus Jahnke, der trækker på Habermas og især Ricoeurs tidligere kritik af Gadamer (Jahnke, 2013). Via dem argumenterer Jahnke for, at Gadamers filosofiske hermeneutik ikke er ligeså anvendelig for designforskning som Ricoeurs kritiske hermeneutik, fordi Gadamer, som Jahnke skriver, er rettet mod fortiden (tradition og historien) og ikke imod fremtiden. For at have denne retning må man kunne forholde sig mere systematisk kritisk på en samfundsrelateret,
forklaringsorienteret og vidensbaseret måde, mener Jahnke med henvisning til Habermas og Ricoeur12. Derfor vil ”…a more future-oriented design practice that contributes to the on-going creation of new meaning in culture”(Jahnke, 2013, s. 94) ikke finde så stor inspiration i Gadamers tænkning, hævder Jahnke.
Et andet problem med Gadamers tænkning, som Jahnke ser det, er, at den heller ikke giver et så godt blik (som Ricoeur) for, hvad der er på færde i de formgivende og kunstnerisk-skabende øjeblikke i designprocessen. Som Jahnke skriver:
The second gab I investigate is how Gadamer’s focus on interpretation of existing works fails to give a rich understanding of how works emerge in the first place. In design, the emerging work and design practice behind it are of greater interest. (Jahnke, 2013, s. 94)
Filosoffer (f.eks. Weinsheimer, 1985; Risser,1997; Grondin, 2003, Krajewski, 2003), der har et dybt kendskab til Gadamers filosofiske hermeneutik, vil stille sig uforstående over for Jahnkes kritik. Hvis der er noget, som Gadamers æstetikforståelse har fat i og interesse for, og som den både præsenteres i Sandhed og metode (Gadamer, 2007), og i endnu højere grad i Gadamers senere værker om æstetik og skønhed (Gadamer, 1986, 2007 [1997]), så er det hvorledes det kunstneriske skabelsesøjeblik og den æstetiske erfaring bliver til, hvad det er og hvad der er på spil i de
øjeblikke!
12 Det bør bemærkes, at Jahnke knytter an til en forståelse af kritik og hermeneutik, som gjorde sig gældende for Habermas og Ricouer i 1960-erne. I Habermas’ og Ricoeurs senere forfatterskab finder man andre kritik-forståelser, der synes at være i større overensstemmelse eller af en anden art, end den kritik, som Jahnke knytter an til.
93
Her er der i øvrigt slående ligheder mellem Gadamers syn på æstetik og Dorthe Jørgensen, i hvert fald når det gælder tanken om, at der i den æstetiske erfaring kan findes en forståelse af filosofisk og ontologisk karakter. Det vil kort sagt sige den ’transcendens-erfaring’, som Sine på det ovenfor beskrevne kunstbesøg oplevede som en forunderlig ’mer-betydning’.13
En kort opsummering 14 af hvad Vergantis og Öbergs Ricoueur-orienterede tænkning får dem til at konkludere i forhold til den menings-drevne innovations kendetegn, kan findes i en figur, som de selv har udarbejdet (Verganti & Öberg, 2013 s. 91):
13 Finn Thorbjørn Hansen har i Hansen (Hansen, 2013) givet en uddybende beskrivelse af hvorledes Gadamers tænkning kan åbne for det æstetiske og ’det emergerende’ øjeblik, og hvorfor Gadamers tænkning således også i Jahnkes forståelse er ’fremtidsvendt’.
14 Denne model har Finn Thorbjørn Hansen første gang præsenteret på et forskningsseminar på Wonder Lab, Aalborg Universitet den 21. Oktober 2014, og man kan også finde den beskrevet andet sted (Hansen 2015, 2017).
94
Som man kan se i Verganti & Öberg (Verganti & Öberg, 2013) sættes den kritiske hermeneutik her som en alternativ teoretisk rammeforståelse for menings-dreven innovation. Et alternativ til den dominerende problemløsnings- og bruger-orienterede innovation. Vi lægger mærke til, at den menings-drevne innovation er kendetegnet ved ’interpreters’, der kan indtage en kritisk position, skabe nye fortolkninger gennem debatter og indføring af argumenter for designing af nye meningsscenarier. Som tidligere nævnt knytter mening sig til ”…en skiftende sfære af viden, holdninger, nye informationer og forslag” (Verganti & Öberg, 2013 s. 92 vores oversættelse) og de eksterne interessenter og ’outlandish interpreters’ ses som ”…en vigtig kilde til nye argumenter”.
95
Her ser vi tydeligt den Ricoeur-inspirerede tilgang, hvor vægten lægges på den videnssøgende epistemologiske tilgang og en kritisk refleksion, hvor debatten og det gode argument bliver styrende for samtalen og tænkningen. Det er en kritisk-analytisk, objektiverende, forklaringssøgende og argumenterende diskurs, der her opsøges.
I Gadamers ånd vil man da kunne indvende: Nej, mening eller rettere meningsfuldhed knytter sig ikke primært til ”…en skiftende sfære af viden, holdninger, nye informationer og forslag” men snarere til en sfære af værdier, verdensbilleder, længsler, undringer, indfald og sanselig-stemte indtryk. Og med Gadamer vil man videre kunne tilføje: Og nej, de eksterne aktører og interessenter er ikke primært – i den menings-drevne innovation – ”en vigtig kilde til nye argumenter”, men snarere en kilde til levede erfaringer, indtryk, forundringer, længsler og eksistentiel søgen.
Her er der altså tale om en grundlæggende anden væren-i-verden og væren-ved-eller-i-dialog-med-verden, end den epistemologiske og kritiske refleksion lægger op til. Og det er, mener vi, i denne væren-i-og-dialog-med-verden ud fra en mere sanselig-stemt, indfaldsbåren og undringsramt tilstedeværelse, at designeren eller kunstneren selv finder sig bedst beskrevet. Det betyder også, at vi via en Gadamer-inspireret tilgang til innovation vil se et skifte fra en menings- og argument-dreven innovation til en menings- og undrings-argument-dreven innovation.
Anlægger man et Gadamer-inspireret perspektiv, vil man få en lidt anden udgave af en
’meningsdreven innovation’. Forskellen vil primært være, at hvor den Ricoeur-inspirerede tilgang a la Verganti & Öberg (Verganti & Öberg, 2013) vil forstå mening som en meningskonstruktion (”Meaning in the making”, jf. Jahnke, 2013) dannet via kritisk refleksion og gennem argumentative debatter med fokus på viden, forklaringer, klare argumenter og med deltagelse af ’interpreters’ med et udefra-blik (”Outlandish”), vil en Gadamer-inspireret tilgang snarere forstå mening som blanding af meningsmodtagelse dannet via en fænomenologisk berørthed og en ’stemt meningskonstruktion’
skabt gennem en sokratisk undren og et dialogisk undringsfællesskab.
I sidstnævnte ’stemte tilgang’ vil deltagerne ikke være interpreters forstået som ’outlandish kritikere’ i Vergantis og Öbergs forstand, men snarere være som elskere (passionerede mennesker og fagfolk) med et blik for det ’outlandish’ i det helt nære og hverdagsagtige! Der må således skelnes mellem den kritiske undersøgelse som søger det usædvanlige og anderledes i det usædvanlige og anderledes. Og så den eksistentielle undren, der søger det usædvanlige og anderledes i det sædvanlige og selvfølgelige.
Skematisk kan disse forskelle sættes sådan her op for at markere, hvorledes Vergantis
meningsdrevne og kritisk-reflekterende innovationstilgang adskiller sig fra den undringsdrevne og eksistentielle innovationstilgang, som vi slår til lyd for.
96
97
Der er således åbenlyse forskelle mellem den design- og menings-drevne innovationstilgang, som Verganti og Öberg tænker ud fra, og så den undrings-drevne innovationstilgang, som dette
forskningsprojekt har ladet sig inspirere af. Forskellen er, at hvor Verganti og Öberg taler om
”Interpreters Lab”, hvor det handler om at fremme kritiske diskussioner og refleksioner omkring design og innovation af nye meninger (”innovations of meaning”), så har vi via
undringsværkstederne og de såkaldte Wonder Labs afsøgt eksistentielle refleksions og dialogiske undringsformer, for at komme i dialog med en dybere og ontologisk meningsfuldhed. Den
afgørende forskel bliver således forskellen mellem et meaning-making-paradigm hos Verganti og Öberg og et meaning-receiving-paradigm hos os.15