Hvad mangler nu i forståelsen af innovation og entreprenørskab?

Trods mange gode intentioner og undervisning i fremfor om innovation og entreprenørskab er det vores erfaring at kun en minoritet af færdiguddannede indenfor relations-professionerne etablerer selvstændig virksomhed. Langt de fleste vil- også i fremtiden - søge job indenfor den offentlige

40

sektor. I stedet for gennem uddannelsen alene at fokusere på innovation og entreprenørskab som virksomhedsdannelse, synes det relevant også at fokusere på, hvorledes de studerende rustes til en stadigt mere innovativ tilgang til løsningen af professionens kerneopgaver – også indenfor

traditionelle ansættelser i den offentlige sektor (se også Digman et al., 2012).

På den ene side italesættes innovation og entreprenørskab i forskning og praksis som noget fuldstændig nyt, der kan løfte os fri af forgangne tiders måder at tænke om- og løse opgaver på.

På den anden side er der dybest set ikke noget nyt i, at professionsudøvere skal nytænke og redefinerer praksisser og de forståelser og antagelser, som de nuværende praksisser hviler på. Før innovations- og entreprenørskabs-begrebet vandt frem, kaldte vi det blot udvikling, forandring eller fornyelse. Det nye er måske den intensitet og hastighed, som professionerne nu forventes at forny sig selv i. Er dét tilfældet, må innovation og entreprenørskab ikke kun blive for de få, som etablerer en virksomhed eller et banebrydende produkt – men en tilgang som i bredere forstand kan berige professionernes kernefaglighed og de studerende almendannelse ved at:

… fokusere på den entreprenørielle proces, som ligger i professionernes kernefaglighed. Dvs. den udvisning af intuitiv og taktfuld bedømmelse (phronesis) af, hvad der vil være det rigtige svar eller handling i netop dette møde med netop dette menneske – og den åbenhed for sagen og

improvisationsevne, som er forudsætningen for at blive en god professionsudøver. (fra projektbeskrivelsen: Projekt undringsdrevet entreprenørskabsundervisning).

Sådan forstået, anser vi relations-professioner, som professioner der i deres substans kræver improvisation, intuition og stadig nytænkning. Vi anser det dermed også for en opgave for

professionsuddannelserne, at træne de studerende i disse værens- og tænkeformer som en ny form for etisk-eksistentiel almendannelse. Her – viser det sig – giver undrings-tilgangen en særlig mulighed og et vækstrum for de studerendes evne og parathed til at ’stå i det åbne’(Hansen, 2008, 2014).

Fokus i denne undersøgelse har således været at udvikle og forskningsmæssigt fundere en tilgang til innovation, der adskiller sig fra de former for innovation, der primært er mål- eller middelstyrede (discovery – og creation theory), ved i højere grad at sigte på en kvalificering af den enkeltes dømmekraft og åbenhed for en ’kalden’ i professionsøjeblikket. Som vi skal gøre rede for igennem modeludviklingen, kalder vi en sådan form for innovation for ’etisk og eksistentiel

dømmekraftsinnovation’.

Det betyder så også, at begreber som innovation og entreprenørskab i denne sammenhæng, ikke i særlig høj grad knyttes til etablering af virksomheder – men til nye løsninger der bibringer værdi i den brede forstand, som ’menneskelig, kulturel og etisk-eksistentiel værdi for de mennesker, som professionen henvender sig til.

Vi har i denne proces anset det for både nødvendigt og givende at bryde med det meget

41

fremherskende social-konstruktivistiske ”meaning-making” paradigme, der som beskrevet knytter innovation og entreprenørskab til forskellige former for social samskabelse. I stedet vælger vi at knytte an til nyere hermeneutisk funderet innovationsforskning hos f.eks. den amerikanske Claus Otto Scharmer (Scharmer, 2007, 2011), Roberto Verganti og Åsa Öberg (Verganti & Öberg, 2013) og samtidig tilføje denne gren af innovationsforståelsen og -forskningen en mere eksplicit

eksistentiel- fænomenologisk tilgang (se kap. 4).

Det er i den forbindelse interessant at bemærke, at en sådan eksplicit fænomenologisk tilgang i innovations- og entreprenørskabsforskningen og til forståelsen af innovation og entreprenørskab, endnu ikke er særligt udfoldet. Med en reference til FTH (Hansen, 2014), kan man grundlæggende tale om mode 1-, 2- og 3-forskning i innovationssammenhæng.

Mode 1-forskningen bygger på en kausal og målstyret forståelse af innovation – jf. Necks andet paradigme, Sarasvathys begreb ’causation’ og Alvarez og Barneys beskrivelse af ’discovery theory’. Denne innovationsforståelse og innovationsforskning har sin rod i forskning indenfor økonomi samt teorier omkring entreprenøriel ’alertness’ (Alvarez et al., 2013).

Mode 2-forskningen bygger på en effektuel og middelstyret tilgang til innovation jf. Necks tredje og fjerde paradigme, Sarasvathys begreb ’effectuation’ og Alvarez og Barneys beskrivelse af ’creation theory’. Disse tilgange baserer sig i forskellige konstruktivistiske og særligt

social-konstruktivistiske paradigmer (Alvarez et al., 2013).

I mode 3-forskningen, som Scharmer blandt andet har været med til at åbne for, ses en tilgang til innovation, der bygger på en form for transcendenserfaring, i denne sammenhæng forstået som en fornemmelse for, at noget som endnu ikke ér, kalder på en handling, en reaktion og et (an)svar (Hansen, 2014). Og det er mening forstået som en sådan ’kalden’ fra en endnu ikke helt fremtonet ny meningshorisont, som også innovationsforskerne Verganti og Öberg (Verganti & Öberg, 2013) opfordrer os til at tænke nyt fra.

Som vi skal se mere udfoldet i kapitel 4, opfordrer Verganti og Öberg til, med afsæt hos Ricoeur, at tilgå en sådan meningshorisont fra en kritisk-hermeneutisk position. Vi søger at uddybe forståelsen af en sådan ’meningsfyldt kalden’ som afsæt for innovation og entreprenørskab, ved at tage afsæt i Gadamers dialog-filosofiske hermeneutik samt i den eksistentielle fænomenologi, som Max van Manen (Van Manen, 1990, 2014) blandt andre er repræsentant for.

Et sådant eksistentielt og ’selvtranscenderende’ blik på innovation, hvor det nye ikke er noget vi mennesker skaber og konstruerer sammen, men i stedet er noget vi erfarer og kaldes til i vores praksis, er endnu et gryende forskningsfelt – og vi har ikke fundet det undersøgt eller praktiseret på andre professionshøjskoler i Danmark. Man kan sige, at vi på denne måde har søgt at bevæge os væk fra et ”meaning-making” paradigme – og hen mod et ”meaning-receiving” paradigme (Hansen, 2014) – og har undersøgt, hvad man indenfor et sådant anderledes paradigme kan forstå ved

innovation og entreprenørskab.

Når vi har fundet dette skift både relevant og nødvendigt, handler det grundlæggende om

42

spørgsmålet om, hvornår noget egentlig kan siges at have værdi. Indenfor en socialkonstruktivistisk tilgang forstås værdier som noget, vi skaber sammen i en bestemt pragmatisk og sociokulturel kontekst. Om noget har værdi afgøres dermed af den sociale kontekst, som den nye idé er opstået i og skal tages i anvendelse af. En sådan tilgang har styrker og relevans – men også svagheder, såfremt den står alene. For hvordan opdager vi, hvis de værdier, der er blevet herskende indenfor et konkret fællesskab/en konkret social sammenhæng, i virkeligheden er svage eller måske endda

’syge’?

For Ricoeur var det et anliggende (Ricoeur 2002 s. 169), at værdier der er herskende indenfor et fællesskab kan blive syge, så fremt der ikke findes en form for praktisk visdom indenfor

fællesskabet. Denne praktiske visdom skulle, ifølge Ricoeur, sætte fællesskabet i stand til at sætte sig udover – og forholde sig til værdiers egentlige værdi. Hvordan er det muligt, kan man spørge, at vurdere de socialt konstruerede værdier, hvis man selv er en del af det fællesskab der konstruerer værdierne? Ricoeur var i den forbindelse fortaler for kritikkens og utopiens rolle og det er den gren af hermeneutikken, som Verganti og Öberg tænker ud fra i deres tilgang til meningsdreven

innovation.

I de kommende kapitler vil vi udfolde, hvorledes et afsæt i den filosofiske hermeneutik og – æstetik samt i eksistentiel fænomenologi hos blandt andet Gadamer, Dorthe Jørgensen og Max van Manen, kan tilføre yderligere perspektiver på innovation drevet af mening og af undren i filosofisk forstand.

Indenfor en sådan optik anses mening, værdi og ’det gode’ ikke blot at være menneskelig samskabt konstruktion – men også noget livet, eksistentielt forstået, kan lære og vise os, det vil sige som noget vi kan erfare og modtage.