Hvor kommer det nye fra?

I de foregående afsnit sås det, at innovation og entreprenørskab altid handler om noget nyt. Det næste spørgsmål må derfor være hvorledes de for tiden dominerende tilgange til innovation og entreprenørskab indenfor relations- professionsbacheloruddannelserne, forholder sig til ’det nye’. I dette afsnit vil vi gå tættere på, hvorfra ’det nye’ egentlig kommer. Bager (Bager et al., 2010) omtaler tre forskellige tilgange til eksistensen af nye muligheder (en slags mulighedsontologi); det drejer sig om nye muligheder, som

1) noget der findes ude i verden og som gennem analyse og iagttagelse kan opdages – f.eks. et

”market-gap”,

36

2) muligheder som noget der kan samskabes socialt og endeligt

3) muligheder, som noget der kan forløses gennem leg og kreative udtryk.

I international forskningslitteratur omtales de to førstnævnte tilgange som henholdsvis ’discovery-theory’ og ’creation-’discovery-theory’(Alvarez & Barney, 2007; Alvarez & Barney, 2010; Alvarez, Barney, &

Anderson, 2013; Ramoglou & Zyglidopoulos, 2015). Indenfor disse tilgange, er det i dag social samskabelse og altså ’creation theory’, der er den fremherskende tilgang indenfor innovations- og entreprenenørskabsforskningen i Danmark og også internationalt. En tilgang der, som Alvarez mfl.

argumenterer for (Alvarez et al., 2013), har rødder i social-konstruktivismen og i evolutionsteori.

Ramoglou og Zyglidopoulos (Ramoglou & Zyglidopoulos, 2015), der selv positionerer sig indenfor en ’discovery-tilgang’, peger på, at ’creation-theory’ som tilgang til innovation og entreprenørskab i dag har vundet så stor tilslutning, at de underligende antagelser kun meget sjældent bliver kritisk diskuteret.

I de tilgange, der primært trækkes på i professionshøjskolesammenhæng i Danmark, ses således også en beskrivelse af det nyes opkomst, som en social samskabelsesproces. Således beskriver f.eks. Bager mfl. (Bager et al., 2010; Blenker, 2015) entreprenørielle muligheder, som noget entreprenører med- og samskaber igennem sociale processer. Det nye er i den forstand noget, vi laver sammen. Det nye ligger i en sådan forståelse hverken udenfor os eller indeni os. Det nye skabes imellem mennesker. En sådan forestilling om innovative muligheder bygger, som nævnt, på social-konstruktivistiske forestillinger om verden. Forestillinger hvor viden, mening, værdier og sandhed forstås som sociale konstruktioner skabt i et samspil mellem mennesker i en given kultur.

Lene Tanggard beskriver det således:

”Forskellige domæner inden for forskellige regimer kan rumme varierende kriterier for, hvad der tæller som ”god” innovation – det industrielle regime kan rumme et krav om markedsmæssig tilpasning, det kunstneriske et ideal om provokation, det videnskabelige et ideal om forøgelse af kompleksitet og det pædagogiske et ideal om at reducere kompleksitet (Tanggaard, 2009 s. 30). Indenfor sådanne social-konstruktivistiske tilgange er det alene den konkrete sociale sammenhæng, der kan afgøre om noget er ’nyt’ og hvorvidt det egentlig er ’godt nyt’ og altså tilfører en værdi.

Et andet forhold, som også ofte nævnes i forbindelse med det nyes opkomst, er tilstedeværelsen af en slags snublesten. Bager mfl. beskriver opdagelsen af disharmomier og anomalier som et anstød til skabelsen af nye muligheder og idéer (Bager et al. 2010). Det er jf. Bager, når noget i vores hverdagspraksis skurrer, at vi opdager behovet for noget nyt og det er i mødet mellem et

foretagsomt individ og tilstedeværelsen af en sådan mulighed, at entreprenørskab kan opstå (Bager et al., 2010). Dermed er samskabelse her både at forstå som en social proces og som en særlig form for omverdensforhold, hvor individet handler – fremfor at overse – de snublesten, som hverdagen

37

kan byde på. Muligheder er dermed, og jf. Bager et al. ikke alles muligheder – men kun muligheder for bestemte individer i en bestemt social kontekst.

Det synes samtidig væsentligt at pege på en pointe hos Tanggaard. For hende er opkomsten af det nye også et udtryk for hårdt arbejde og koncentreret fordybelse (Tanggaard, 2009), hvor den enkelte går i dialog med sit materiale og lader materialet yde modstand og formgive

arbejdsprocessen. For Tanggaard opstår det nye således ikke alene i dialogen mellem mennesker – men også i dialogen med og i den modstand som et materiale kan yde. Tanggaard peger videre på, at basisviden, eventuel håndværksmæssig kunnen og en vis form for rutine er en forudsætning, for at udvise kreativitet og innovation. At skabe brud kræver ifølge Tanggaard omfattende indsigt i de forhold, der brydes med.

Lotte Darsø (Darsø, 2011) tilfører en interessant betragtning til spørgsmålet om, hvordan det nye egentlig fremkommer, idet hun beskriver ’det nye’ som om en form for ’ikke-viden’. Ikke-viden beskrives hos Darsø med ord som usikkert, komplekst og mangetydigt, af den simple grund, at ikke-viden endnu ikke er blevet til egentlig viden. Ikke-viden består jf. Darsø af oplevelsesviden, forklaret som det at være i berøring med noget, at have været til stede og have ”set med egne øjne, hørt med egne ører ” (Darsø, 2011 s. 88) samt videnskonceptualisering, hvor man f.eks. gennem kreative og kunstneriske udtryk søger at give levende og varme erfaringer et udtryk og en forståelse.

Dvs. en form for kreativ fremstilling af noget som er tavst og kun på vej – af noget

som Darsø kalder ”vage tankebilleder”(Darsø, 2011 s. 96). I en sådan ordformning kan man, jf. Darsø, begynde at forstå ”det man ikke ved, man ved”(Darsø, 2011 s. 89) (Darsø 2011 p. 89).

Darsø er i Danmark med til at åbne for en mere æstetisk tilgang til innovation.

I mine søgninger på Professionshøjskolernes hjemmesider og i mødet med forskellige væksthuse i Danmark, har aktuel innovations- og entreprenørskabsundervisningen primært taget afsæt i sam-skabelse fra erfarede disharmonier, fremfor afsæt i tavs viden og ”vage fornemmelser” (Se f.eks.

VIA University College, 2015). I nærværende undersøgelse tog vi, som Darsø, afsæt i studerende og underviseres levende og varme erfaringer fra egen hverdagspraksis. Vi har dog i denne proces oplevet behov for, med afsæt i ’4-stemmemodellen’ præsenteret i kapitel 5, at uddybe Darsøs felt for ’ikke-viden’, når hun definerer det som det vi ikke ved, at vi ved – til også at medtænke en mere radikal form for ikke-viden som det vi ikke ved, at vi ikke ved – men ér eller kaldes til at

blive (Hansen, 2014). Det betyder også, at den tilgang til ’det nye’ og til ’ikke-viden’, som vi har udviklet og afprøvet gennem aktionsforskningen, fundamentalt adskiller sig fra de gængse social-konstruktivistiske tilgange på markedet.

En anden markant forskel er, at de levende erfaringer vi har søgt at tage afsæt i, i højere grad har været erfarede meningsfuldheder og harmonier (dvs. gyldne, underfulde øjeblikke) end det har været erfaringer af problemer og disharmonier. På denne måde har vi gennem undersøgelsen søgt at

38

overskride de for tiden herskende socialkonstruktivistiske ’mulighedsontologier’ i innovations- og entreprenørskabsforskningen. En uddybning heraf kan ses i afrapporteringens kommende kapitler samt i paperet ”The becoming of an entrepreneurial opportunity – reflections on different

’opportunity-ontologies’(Herholdt-Lomholdt, 2015), skrevet og præsenteret af projektets interne koordinator SMHL.