PATIENTUDDANNELSER (PÅ DANSK) I forbindelse med undersøgelsens

gennemførelsen blev vi gennem interviews og følgegruppemøder opmærksomme på, at praksis formentlig er, at etniske

minoritetspatienter ikke nødvendigvis har de samme muligheder for at blive henvist til tilbud uden for den praktiserende læges regi som etnisk danske, om end tilbuddene kunne være vigtige for deres sundhed. Og at fraværet af dansksproglige kompetencer hos patienten kan være en vigtig forklaringsparameter. Sproglige barrierer for sundhed handler således om mere end den direkte kommunikation imellem patient og sundhedsprofessionel.

Flere målrettede uddannelsestilbud ville formentlig kunne bidrage til at give etniske minoriteter viden om sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering samt motivation og handlekompetencer til en højere grad af deltagelse, egenomsorg og mestring.

Af rapporten Arbejdet med sårbare

patienter og perspektiver på social ulighed i almen praksis fremgår det, at flere af de interviewede læger nævner eksempler på gode kommunale initiativer som diabetesskole, KOL-gymnastikhold og integrationsprojekter, som de kan visitere til, og som patienterne er meget tilfredse med. Imidlertid er det lægernes erfaring, at mange gode kommunale projekter bliver sparet væk efter en tid eller kun eksisterer på midlertidig projektbasis finansieret af puljebevillinger. Når bevillingerne ophører, er resultatet ofte, at den sårbare patient faldt tilbage til sin gamle livsstil, hvormed den opnåede indsats faldt på gulvet (Lindberg, Thorsen & Reventlow, 2011, s. 28).

Det fremgår af de gennemførte interviews med praktiserende læger, at succesen i forbindelse med den slags tilbud delvist afhænger af, at man ud over personer med en sundhedsfaglig uddannelse har medarbejdere tilknyttet, som evner at agere mellem

etniske minoritetspatienter og etnisk danske sundhedsprofessionelle.

I undersøgelsen gennemført af Epinion blev der, som det fremgik af del II spurgt til, om lægerne savner noget i deres hverdag i forhold

til at kunne give deres patienter med etnisk minoritetsbaggrund en ideel behandling.

Som det fremgik af figur 3 havde 27 % af de adspurgte krydset af ved svarkategorien ”Jeg savner kommunale tilbud på andre sprog end dansk – fx patientuddannelsesforløb, tilbud om vejledning om kost og motion, støtte-kontaktperson ordninger”. (Lægerne havde ved spørgsmålet mulighed for at sætte kryds i flere svarkategorier).

Det vidner om, at der blandt de praktiserende læger er et relativt stort behov for at kunne henvise deres patienter til kommunale tilbud – herunder patientuddannelsesforløb – afviklet på engelsk eller nogle af minoritetssprogene.

Som det fremgik af rapportens indledning, fremgår det af Sundhedsstyrelsens rapport Ulighed i sundhed – årsager og indsatser, at der savnes monitorering af sociale og etniske uligheder i brug af sundhedsvæsenets ydelser.

Og at det gælder både de forebyggende, behandlende og rehabiliterende indsatser, og patientforløbene imellem de kommunale og regionale indsatser. Af rapporten fremgår det desuden, at de lange patientforløb for dem, som behøver genoptræning og rehabilitering i forbindelse med kronisk somatisk eller psykisk sygdom, indeholder mange elementer, hvor ulighed meget let kan opstå (Diderichsen, Andersen & Manuel, 2011, s. 123-124).

Instituttet anbefaler, at det undersøges, i hvilke situationer og i hvilket omfang patienter med

etnisk minoritetsbaggrund ikke har lige adgang til de eksisterende sundhedstilbud (både forebyggende, behandlende og rehabiliterende indsatser) på grund af manglende sproglige kompetencer. Og at eventuelle problemer bliver afhjulpet derefter.

3.3 SAMMENFATNING

Meget peger i retning af, at kvaliteten af det tolkearbejde, der bliver leveret i det danske sundhedsvæsen, langtfra altid har det niveau, der skal til for at sikre, at patienter med behov for tolkebistand får den rette behandling.

Oprettelse af en tolkeuddannelse samt etablering af en certificeringsordning synes i den sammenhæng relevant at overveje.

Dertil kommer, at der blandt de praktiserende læger (og andre læger i øvrigt) formentlig er behov for at rette en større grad af opmærksomhed mod, at man som læge har et ansvar for at sikre, at der rekvireres tolkebistand, når det er nødvendigt af hensyn til behandlingen. Tolkebistand skal således gives, hvis det er påkrævet, for at lægen kan leve op til professionsnormen og efterleve sundhedslovens regler om informeret samtykke. Færdigheder i anvendelse af tolke er i den sammenhæng centrale for lægen. Her viser del III, at en forholdsvis stor andel af de praktiserende læger vurderer, at de gennem deres uddannelse ikke har fået tilstrækkelig træning i brug af tolke.

Del III behandler endvidere anvendelsen af pårørende som tolke. Ét af flere problemer kan i den forbindelse være, at ’tolkens’

følelsesmæssige bindinger til patienten – og/eller eventuelle egne interesser – kan påvirke vedkommendes evne til at agere som neutral formidler af informationer, så man risikerer, at læge og patient ikke får del i alle de oplysninger, de burde. Et andet væsentligt problem i forbindelse med at anvende

pårørende som tolke synes at være, at også mindreårige børn anvendes i tolkerollen – med de konsekvenser, det måtte have for barnet samt for relationen mellem barn og forælder.

Del III peger på videotolkning som alternativ til fremmødetolk og gennemgår de fordele, der synes at være forbundet med denne metode/

teknologi, hvor tolken ikke er fysisk til stede.

Fx skal der ikke tages højde for afstande og transport, hvilket gør det nemt og effektivt at skaffe tolkebistand. Desuden muliggør videotolkning, at færre tolke er i spil, hvilket brugere af videotolkning fremhæver som positivt, da tolke, der ofte anvendes, hurtigere tilegner sig relevant indsigt i lægefaglige begreber, sammenhænge og problemstillinger – hvilket gør dem til bedre tolke. Oplevelsen blandt brugere er endvidere, at samtaler mellem patient og læge bliver kortere og mere fokuserede på det faglige, da påvirkningen af forskellige forstyrrende signaler reduceres.

Dertil kommer, at videotolkesystemet tillader, at patientens behov for en privatsfære i højere grad kan respekteres. For det første kan der anvendes en tolk, som ikke er bosat i

samme område som patienten. For det andet kan patientens grænser for blufærdighed tilgodeses. Og for det tredje kan behovet for ikke at dele sine helbredsproblemer med en fremmed så konkret, som når en tredje person er fysisk til stede ved samtale eller undersøgelse, imødekommes. Problemet er imidlertid, at videotolkning kun i begrænset omfang er udbredt, og følgelig, at kun få praktiserende læger benytter det.

Endelig behandler del III problemstillinger relateret til den skriftlige kommunikation, der udgår fra sygehusene, samt de

praktiserende lægers muligheder for at henvise patienter til kommunale tilbud – herunder patientuddannelsesforløb – afviklet på et sprog, de forstår.

ANBEFALINGER

Institut for Menneskerettigheder har på

baggrund af rapportens analyser formuleret en række anbefalinger.

4.1 IDENTIFIKATION AF SÆRLIGE SYGDOMME

Det er væsentligt, at det sikres, at de

praktiserende læger har kendskab til, hvilke sygdomme der særligt forekommer hos

bestemte etniske grupper, og hvilke symptomer de skal være opmærksomme på.

Instituttet anbefaler, at der udarbejdes en udførlig vejledning for praktiserende læger, der beskriver, hvilke udfordringer af helbredsmæssig karakter lægen bør være opmærksom på i kontakten med flygtninge og familiesammenførte fra ikke-vestlige lande.

Vejledningen skal opdateres løbende.

4.2 HELBREDSMÆSSIG VURDERING