FORVENTNINGER TIL PATIENTEN En beslægtet problemstilling synes at

være, at ikke alle patienter overhovedet er i besiddelse af redskaberne til at tage aktivt del i samtaler om udredning/diagnosticering og behandling, og at de måske aldrig vil blive det.

Således handler det ikke alene om, at nogle patienter – grundet deres erfaringer med et sundhedsvæsen, hvor lægerne i højere grad optræder som autoriteter – savner klare svar og retning. Det handler også om patienternes forudsætninger for at agere patient i det danske sundhedsvæsen, ifølge den måde, hvorpå det forventes.

Lægen fortæller:

IP: ”For et par år siden havde jeg en patient fra den store tyrkiske gruppe, der kom fra Konja, og mange af dem er meget dårligt uddannet.

Hende her var ... Jeg tror aldrig, hun havde gået i skole ... højst et år eller sådan noget. Og det var en meget fornuftig tolk, jeg havde, som var en ikke helt ung herre. Og da vi var færdige, sagde han til mig. ”Jeg bliver nødt til at sige noget til dig. Når jeg talte med den kvinde, kunne jeg jo ud af hendes sprog høre, hvor dårligt uddannet hun var. Hendes ordforråd var uhyre begrænset.” Men der var én ting, der havde slået ham, og det var, at når jeg havde spurgt hende om noget ... Hun var kommet, fordi hun havde forsøgt at begå selvmord, fordi hun var blevet gravid for fjerde gang inden for relativt kort tid ... Og så havde jeg spurgt hende lidt, hvad hun havde forestillet sig, og han fortalte mig så, at hun havde været fuldstændig forvirret. Det havde han kunnet høre på den måde, hun havde svaret på, for der var aldrig nogen, der havde spurgt hende, hvad hun havde lyst til. Det havde hun aldrig prøvet i hele sit liv, at der var nogen, der spurgte: ”Hvad kunne du selv tænke dig?”

Hun anede ikke, hvad hun skulle svare. Hun var blevet gift som 16-årig og havde trællet for sine svigerforældre, for nu havde de endelig fået en ung rask kvinde i huset, og de havde bestemt alt for hende. Hun fik ikke lov til noget som helst, og nu var hun i Danmark og der bestemte hendes mand og hans ældre mor, og hun bestemte aldrig noget. Og den oplevelse af pludselig at sidde over for et menneske,

som spørger hende, hvad hun selv havde tænkt sig ... Hun var jo fuldkommen forvirret.

Hun anede ikke, hvad hun skulle svare.”

Hvis vi koncentrerer os om det, der har med retten til sundhed at gøre, kan man i forlængelse af ovenstående citat sige, at såfremt der er patienter i systemet, som ikke er i besiddelse af de kompetencer eller det fælles udgangspunkt, som det forudsættes, at en patient er i besiddelse af, er der en risiko for, at patienterne ikke opnår den behandling, som er mulig og relevant.

Ringe skolegang – og i eksemplet ovenfor: en tilværelse uden selvbestemmelse – kan betyde, at en patient i langt højere grad skal ’guides’ af behandleren/lægen end den patient, som selv søger viden på nettet og er vant til at formulere sig om egne tanker og behov.

2.3.4 STIGMATISERINGEN

IP: ”(...) Den stigmatisering, der er i

forbindelse med at være indvandrer, tror jeg, har stor betydning også. Og den vil så gælde alle, uanset hvilken socialklasse du tilhører som indvandrer. Men dem, der tilhører den nederste socialklasse og er mest sårbare af indvandrerne, de vil opleve den dobbelt.

På den måde tror jeg, der er noget særligt ved at være indvandrer. Du er underlagt den stigmatisering, der følger af, hvordan du ser ud.”

Interviewpersonens overvejelser i forhold til etnicitet og stigmatisering kan tolkes i retning

af, at patienter med etnisk minoritetsbaggrund (der er synligt forskellige fra majoriteten) afføder en reaktion hos lægen, som

komplicerer mødet mellem læge og patient.

Ifølge denne tolkning sker der en form kortslutning – og konsekvensen vil måske i nogle tilfælde være, at lægen ikke går professionelt til værks.

I kraft af patientens udseende og fremtoning aktiveres nogle mekanismer hos lægen, som gør, at etnicitet og kultur fylder

uforholdsmæssigt meget i sammenhængen.

Således er det en risiko, at etnicitet og kultur bliver en mulig hæmsko for, at patienten undersøges og rådgives efter de standarder, lægen i øvrigt anvender.

Under interviewet illustrerer den interviewede læge sin pointe ud fra følgende eksempel:

IP: ”Jeg har et eksempel. Det er en familie fra Mellemøsten. Moren snakker sådan set rigtig godt dansk og er meget velbegavet og inde i forskellige ting. De har nogle svært handicappede børn, og den ene spytter og savler og råber ... Når de kører i bus, bliver de skældt ud, og nu skal de fandeme kunne passe på de unger. Og der tænker jeg: Havde det været en dansk familie ... Jeg kan godt se, at de er handicappede ... en dreng på 12 år, der snøvler og sidder med snot ud af næsen og savler ... Der må være et eller andet, hvis han er 12 år. Men her ... han bliver altså bare ...

Han går også hen og kysser folk, og de bliver simpelthen angrebet af andre passagerer

i bussen, fordi de ikke holder styr på deres børn, og der tænker jeg, at der er altså en ekstra stigmatisering der, for havde det været en dansk familie, så ville enhver kunne se, at de børn er handicappede.” (...) Jeg tror, at man tænker, at sådan ser ’bønder’ ud. Og først da jeg lige selv så dem, kunne jeg også være i tvivl, for de kan da godt se sådan lidt ... De er velplejede, men ligner måske nogle, der er sådan lidt naive, og det gælder også forældrene.”

I: ”Så det kan faktisk godt være lidt svært at se, om børnene er handicappede eller bare ikke kan finde ud af at opføre sig ordenligt?”

IP: ”Ja, det kan det. Men hvis du tænker dig om. En 12-årig dreng sidder ikke og snotter og savler og går hen og siger lyde og kysser én.

Så ville du tænke: Hov, han må være syg, siden han ikke har noget sprog som 12-årig. Og her tænker jeg, at sådan ville man aldrig møde en, der ikke så anderledes ud. Det er vældig hårdt for den familie, det er rigtig svært for dem, for de bliver skældt ud, og folk flytter sig og går hen og siger: ”Du må da opdrage dit barn ordentligt.” (...) Der er den der stigmatisering, og det præger os alle sammen, også i

sundhedsvæsenet. (...) Nu har jeg lært moren at kende rigtig godt, og hun er meget, meget kvik, og hun forstår og kan læse dansk ... Nu så jeg lige, at en af drengene havde været på øjenklinik, og nu skal han have briller. ”Og det sagde vi også til dem sidste år!” [IP refererer til journalen fra øjenklinikken]. Og her ved jeg, at det ikke er kommunikeret godt nok, for denne

her mor følger med i alt. Hvis de havde sagt det bare på en helt almindelig måde, så havde hun fattet det. Og nu står der bare, at ”vi kan heller ikke regne med sådan nogle bønder, og nu siger vi det så igen, og det er jo synd for denne her dreng”. Jeg så udskrivningskortet.

Og det er sådan den opfattelse, man har. Og det er ikke for at skælde ud på hospitalerne ...

Det er mere generelt, det handler om, hvordan man møder nogen, man ikke kender ... Og det ville jeg også ... Og i starten tænkte jeg også selv ... Men nu har jeg så lært hende at kende, og hun er rigtig kvik. De ligner rigtige ’bønder’

og sådan ... Så man forventer ikke, at de forstår det. Og sådan er det, når man ikke kender folk, så kommer man endnu mere til at ... Vi reagerer jo alle sammen ud fra fordomme.

De kom så fra en anden læge, men nu skal de altså have den undersøgelse, som andre med multihandicappede børn får, og den service, de får (...)”

Den interviewede læge svarer i det følgende selv på, hvad der skal til for at bryde med tendensen ’at betragte patienter, der

umiddelbart fremstår naive, som nogle, man ikke behøver at agere professionelt overfor’.

IP: ”Her er det os som læger, der skal forstå at se individet i stedet for en eller anden stereotyp. Det må være måden at gøre det på. Og der er bare ikke rigtigt fokus på det lige nu. Men det er jo sådan noget, jeg tænker, man skal undervises i – tværkulturel kommunikation. Hele den her læge-patient-kommunikation. Hvordan

ser du på det menneske, du har, og ikke forestillingen om mennesket. Det er jo basal kommunikationslære.”

Ifølge interviewpersonen er det således vigtigt, at lægerne konstant er opmærksomme på at se patienten som et individ med et behov for en individuel lægelig vurdering og så vidt muligt undgå at handle ud fra forestillinger om patienten affødt af hans eller hendes fremtoning og ydre.

Interviewpersonens overvejelser vil kunne tolkes i retning af, at den etnisk danske læge skal være særligt opmærksom på dette, når patienten har etnisk minoritetsbaggrund, idet lægen vil være mere tilbøjelig til at tænke i stereotyper, når hun eller han sidder over for en patient med etnisk minoritetsbaggrund.

Eventuelt fordi hun eller han – grundet sin primære erfaring med etnisk danske patienter – ikke i samme udstrækning er trænet i at differentiere.