INDKALDELSESBREVE OG SKEMAER, DER SKAL UDFYLDES

Fra at have fokuseret på den mundtlige kommunikation mellem patient og læge vil fokus nu rette sig mod den skriftlige

kommunikation fra sundhedsvæsen til patient.

Skemaer, der skal udfyldes

IP: ”Tag Mustafa, der har noget med sin prostata. Han er analfabet. Han skal ind på hospitalet, og så får han et skema på 20 sider, hvor han skal krydse af, hvornår han tisser, og

er der lang stråle, og han kan ikke læse. Når du skal på hospital, skal du krydse af og læse og finde rundt, og der er altså en del, der står af – også danskere, der ikke læser godt. [Den type af problem] vil jeg kalde et strukturelt problem, for det er noget, vi kan organisere os ud af. Vi kan formulere det på en ordentlig måde eller skrive, at vi må snakke om det i stedet ... Der er patienter, der simpelthen ikke kommer til deres tid, fordi de er faret vild i de der tonsvis af sider, man får, og har ikke set, at indkaldelsen er på det og det tidspunkt.”

At sygehusenes skriftlige kommunikation med patienten kan være overvældende og føre til, at patienten kommer uforberedt eller slet ikke dukker op til den planlagte undersøgelse, er et gennemgående tema i interviewene.

Således oplever de interviewede læger, at den skriftlige kommunikation med patienterne ofte er for indviklet til, at patienterne forstår, hvad der forventes af dem – dels i forhold til hvor og hvornår undersøgelse og behandling finder sted, dels i forhold til informationer om faste mv. samt diverse spørgeskemaer, som skal udfyldes. Flere af lægerne fortæller, at de tidligere gik ind og hjalp patienterne med udfyldelsen af spørgeskemaerne, men at de er holdt op med det på grund af manglende tid.

Af rapporten Arbejdet med sårbare patienter og perspektiver på social ulighed i almen praksis fremgår det, at dét, som primært bliver betegnet som problematisk for almen praksis, er den manglende tid til at påtage sig ansvaret for alle dimensioner i de sårbare patienters komplekse

problemstillinger. Og endvidere at særligt de praktiserende læger i socialt belastede boligområder har behov for at blive bakket op af et større, velfungerende offentligt system (Lindberg, Thorsen & Reventlow, 2011, s. 24).

På et af møderne med følgegruppen bliver problemerne i forhold til skriftlig kommunikation diskuteret, og flere af deltagerne fortæller om, hvordan netop forventningen til, at alle patienter er i stand til at udfylde et skema om – fx – inkontinens, hvor urinmængden over flere uger skal måles og noteres med decimaler, og det skal angives, om der er urinlækage etc. I familier, hvor de voksne ikke kan læse, ses det, ifølge deltagere på følgegruppemødet, at børn involveres i udfyldelsen af den type skemaer og således i forældrerens sundhedsmæssige komplikationer – herunder komplikationer af intim karakter. Alternativt ses det, at skemaet ikke bliver udfyldt, og at forælderen ikke får foretaget den undersøgelse, der er behov for, hvormed vedkommende heller ikke tilbydes den behandling, der er mulig og relevant.

Blandt følgegruppens deltagere

fortælles endvidere om erfaringer med, at sundhedsprofessionelle – for at undgå involvering af børnene i forældrenes sundhedsmæssige anliggender og for at sikre, at undersøgelse og behandling finder sted – har bistået patienter med at udforme en simpel version af et skema, som efterfølgende er blevet godkendt af de gynækologer, der har skullet hjælpe patienten.

Såfremt alle – herunder analfabeter – skal have mulighed for at blive undersøgt og opnå relevant behandling, kunne en mulig vej frem være, at der fra centralt hold blev udarbejdet simple versioner af skemaer og instruktioner, som ville kunne anvendes i situationer, hvor alternativet er, at patienten ikke bliver undersøgt og behandlet. Der lægges med dette forslag ikke op til, at patienter i stort omfang skal nøjes med den næstbedste løsning. Det synes imidlertid påkrævet, at sundhedsvæsenet i videre udstrækning, end tilfældet er i dag, udtænker løsningsmodeller for de patienter, der ikke matcher standardprocedurerne.

Forebyggelse

Af rapporten Arbejdet med sårbare patienter og perspektiver på social ulighed i almen praksis fremgår det, at problemerne i forhold til skriftlig information fra sundhedsvæsenet til patienterne/borgerne går igen, når det handler om forebyggelsestiltag. I denne rapport er de interviewede lægers vurdering således, at forebyggelsestiltag ikke fungerer over for sårbare patienter, som de gør over for den brede befolkning. Lægerne peger i rapporten på, at der er behov for helt andre rammer om den forebyggelsesindsats, som skal rettes mod sårbare grupper. Et af problemerne er, at meget eksisterende oplysnings- og kampagnearbejde er udarbejdet af akademikere til akademikere, og at en del borgere ikke har forudsætningerne for at tilegne sig oplysninger og viden, der kommunikeres skriftligt. Som en af lægerne udtrykker det i rapporten:

Når jeg henter mine børn i institutionen, så læser jeg automatisk, hvad der står på opslagstavlen. Men jeg kan godt se, at hende den lille tykke, der skal på julemærkehjem, hendes mor ser overhovedet ikke den opslagstavle. Hun går lige forbi. Jeg tror, moren er ordblind – jeg tror ikke, hun kan læse. Men det er sådan nogle ting. Det betyder jo også, at hun ikke kommer med til festen i klubben, fordi moren ikke har set sedlen. Og de skimmer ikke de sedler, vi har hængende i venteværelset om D-vitamin og kalk og ”slår din mand?” og alt det der. De ser dem ikke” (Lindberg, Thorsen &

Reventlow, 2011, s. 29).

I eksemplet er der angiveligt tale om en ordblind mor med etnisk dansk baggrund, hvilket viser, at problemstillinger affødt af den skriftlige kommunikation mellem sundhedsvæsen og patient ikke alene er relevante i forhold til borgere med etnisk minoritetsbaggrund. Parallelle udfordringer vil gøre sig gældende, om modtageren er etnisk dansker, men ordblind, har etnisk minoritetsbaggrund og ikke læser dansk og/

eller er analfabet mv.

Indkaldelsesbreve og udeblivelser Hvis vi igen vender os mod indkaldelses-brevene, er flere af interviewpersonerne som nævnt inde på, at en del af forklaringen bag, at ikke alle patienter kommer til de undersøgelser, de får tilbudt, ligger i den måde, hvorpå der fra sygehusside kommunikeres til patienterne.

Således kobles udeblivelsesproblematikken til problematikken vedrørende kompliceret og/

eller uklar kommunikation.

Også denne problematik afføder på et af møderne med følgegruppen en del diskussion. Ifølge flere medlemmer i

følgegruppen er løsningen imidlertid ikke at få indkaldelsesbreve fra sygehus til patient oversat til patientens sprog, da lægerne derved mister følingen med, hvad der

kommunikeres til patienterne. Dertil kommer, at en oversættelse ikke ville gøre indholdet mindre kompliceret. Ifølge diskussionen i følgegruppen handler det snarere om at skrive brevene på et dansk, der er til at forstå. Som en af deltagerne på mødet siger:

”Hvis man kunne skrive, ”Du skal møde på 7. sal den og den dag, og det handler om din sukkersyge”, tror jeg, at ni ud af ti med sparsomme danskkundskaber eller en eller anden nabo ville kunne læse det.”²¹

I den undersøgelse, Epinion har gennemført for instituttet, er lægerne som bekendt blevet spurgt, om de oplever særlige udfordringer i forhold til behandling af deres patienter med etnisk minoritetsbaggrund ud over eventuelle sproglige barrierer. (Se del II Mødet mellem den praktiserende læge og den sårbare patient med etnisk minoritetsbaggrund, afsnit 2.3.8). Som det fremgik af figur 1, havde 23 % krydset af ved svarmuligheden ”Ja,

patienterne udebliver ofte fra de undersøgelser, jeg henviser til”. (Lægerne havde ved

spørgsmålet mulighed for at sætte kryds i flere svarkategorier).

At 23 % vælger denne svarmulighed, indikerer, at der er et problem i forhold til udeblivelser.

Dog kan man ikke ud fra undersøgelsen udlede, at forklaringen på patienternes hyppige udeblivelser nødvendigvis er, at den skriftlige kommunikation til patienterne er for kompliceret. Men det er en mulighed, at noget af forklaringen kan findes her.

Tolkebehov ved undersøgelser, som ikke er iværksat af den praktiserende læge

På følgegruppemødet blev der også talt om den type af indkaldelser, hvor patienten ikke er forbi lægen inden undersøgelsen – fx indkaldelser til mammografi og screening for livmoderhalskræft – og sygehusenes muligheder for at rekvirere relevant

tolkebistand. Her blev det foreslået, at der i indkaldelsesbrevet blev tilføjet en sætning på engelsk, der klart og utvetydigt angav, hvor patienten kunne henvende sig, såfremt der var behov for tolk i forbindelse med den undersøgelse, indkaldelsen omhandlede.

I forhold til undersøgelser iværksat af den praktiserende læge fortalte en af de interviewede læger, at han systematisk indskrev i patientens stamdata, hvilke behov for tolkebistand patienten havde, hvormed han var sikker på, at informationen gik videre til hospitalet, når der opstod behov for at henvise patienten. Således blev hospitalet korrekt informeret, og forudsætningerne for, at

hospitalet kunne rekvirere relevant tolkebistand fra første møde med patienten, var til stede. I hvilken udstrækning denne praksis er standard blandt praktiserende læger, kan nærværende undersøgelse ikke sige noget om.

I Danmark er det som udgangspunkt ikke tilladt at registrere borgernes etniske oprindelse²² – imidlertid er der ikke noget til hinder for, at den praktiserende læge i patientens stamdata anfører, hvilke tolkebehov patienten måtte have.

Lægen har faktisk – af hensyn til en god og sikker patientbehandling – journalføringspligt om patientens tolkebehov.²³

3.2.21 REGIONERNE OM SKRIFTLIGE