LÆGENS MAGTESLØSHED

Antagelser, der aktiveres, når ikke man kender hinanden, kan således have konsekvenser for udfaldet af mødet mellem læge og patient og som følge heraf patientens lige adgang til sundhed.

Et andet forhold, der under interviewene er kommet op, er en magtesløshed, der af nogle læger opleves i forbindelse med konsultationer med visse patienter med etnisk minoritetsbaggrund. Magtesløsheden

udspringer af, at disse patienter vedholdende kontakter lægen, uagtet at lægen ikke kan gøre mere for patienten i forhold til det helbredsproblem, der er på tale.

I interviewene fremhæves særligt to scenarier:

1) En vedholdende kontakt fra især kvindelige patienter vedrørende smerter i kroppen, som der ifølge de interviewede læger hverken findes diagnose eller behandling for. 2) En modstand fra patientens side (eventuelt betinget af manglende økonomiske ressourcer) i forhold til at opsøge eksempelvis en fysioterapeut, hvormed udredningen af patienten strander.

Når det er interessant at fremdrage disse typer af konsultation, er det, fordi det forhold, at lægen føler sig magtesløs – og nogle gange irriteret – i forhold til bestemte ’patienttyper’

med etnisk minoritetsbaggrund eventuelt vil kunne bidrage til, at andre patienter med etnisk minoritetsbaggrund ikke mødes med den åbenhed, de ellers var blevet mødt med fra lægens side, havde det ikke været for deres minoritetsbaggrund.

I det følgende vises ved hjælp af citater fra interviewmaterialet, hvad der er på spil.

I: ”Hvad tænker du – nyder patienter med etnisk minoritetsbaggrund den samme ret til sundhed ... Har de de samme muligheder i det danske sundhedsvæsen?”

IP: ”Altså set udefra, i helikopteren, gør de jo. Altså de har jo samme tilgang til os,

og vi bestræber os meget på at behandle alle ens, ikke? Og det er også noget, vi diskuterer. [...] Vores intention er selvfølgelig at behandle alle patienter ens, og det siger vores lægeløfte i øvrigt også, at vi skal ...

Det er ikke juridisk bindende, men moralsk bindende. Og sundhedsloven siger det jo også i bund og grund. Men det er også svært, fordi kommunikationsproblemer og nogle gange også kulturelle kløfter gør, at, hvad skal man sige, konsultationerne og behandlingen kan blive lidt skævvredet. Der er jo en meget kendt problematik, det er de her bevægeapparatsmerter, som eksisterer hos rigtig mange etniske patienter, og det er ikke fordomme. Der er simpelthen en meget større andel blandt de etniske patienter, der har bevægeapparatsmerter end blandt de tilsvarende sammenlignelige danske, etnisk danske, patienter. Og hvis man gang på gang bliver præsenteret for det samme problem, og man har haft nogle løsningsforslag, patienten har været hos alle relevante speciallæger, fået foretaget alle relevante undersøgelser ...

Så bliver konsultationen svær, fordi man ikke rigtig kan håndtere det problem, som bliver fremstillet. Man mener, man har været hele vejen omkring. Og der bliver man så nogle gange nødt til at sige: ”Ved du hvad, jeg vil ikke høre om din skulder i dag, jeg vil ikke høre om din ryg i dag, hvordan har du det ellers, hvorfor er du her i dag?” ”Jamen det er min ryg”, ”Din ryg kan vi ikke gøre noget ved, den er kronisk.”

Og det giver jo en lidt anden konsultation, uvægerligt.”

Som det fremgår af citatet, har lægen den erfaring, at han hos et udsnit af sine patienter med etnisk minoritetsbaggrund støder på en bestemt type problemstilling, som der lægefagligt ikke er noget at stille op overfor.

Patienten har gennemgået alle relevante undersøgelser, men man kommer ikke nærmere en diagnose. Patienten insisterer på lægens fortsatte interesse for problemet, men lægen vil ikke/kan ikke bruge tid på et problem, som han ikke mener, han kan gøre noget ved.

Og det giver, ifølge denne læge, alt andet lige

”en lidt anden konsultation”.

Senere i interviewet er lægen inde på de problematikker, som det – set med hans øjne – afføder, når patienten har en ryglidelse, men ikke handler på de henvisninger, han udskriver.

IP: ”Nogle gange når du dertil, hvor du bliver defensiv. Hvis patienten ikke er ordentlig undersøgt og udredt, og det er det samme og det samme igen og igen og igen, og patienten ikke vil gå til fysioterapeut, fordi det koster noget ... Og de kan ikke komme til de gratis offentlige tilbud, fordi der skal man have været hos en privatpraktiserende fysioterapeut først [...] Og der vil du [som læge] ... uhensigtsmæssigt ... henvise patienten til reumatolog og speciallæge i bevægeapparatsygdomme. I et normalt forløb der vil fysioterapeuten have set på patienten først, og måske opnås der nogle resultater, og så kommer patienten tilbage, og så planlægger man, hvad der videre skal ske ...

Typisk for ondt-i-ryggen-problematikker. Men

hvor du har den etniske patient ... De vil bare ikke af sted, uanset hvor mange henvisninger du giver, fordi de ikke har økonomi til det eller ... (...). Og så bruger du så speciallægen.

Det er en dyr fysioterapeut, kan man sige ...

Men du står med ryggen mod muren, og så bruger du speciallægen til at ... fjerne muren.

Eller som en pausefunktion ... Du springer over, hvor gærdet er lavest. Og det er jo uhensigtsmæssigt i et samfundsperspektiv, men du kan komme der.”

Af ovenstående citat fremgår det, at der ifølge lægen knytter sig særlige udfordringer til forløb med patienter, som på grund af manglende økonomiske ressourcer eller forkerte økonomiske prioriteringer ikke opnår de undersøgelser og den behandling, der skal til for at bringe dem videre. Når lægen henviser til en privatpraktiserende fysioterapeut, og patienten ikke handler på henvisningen, går patientens rygproblemer ikke væk. Patienten fortsætter i stedet med at opsøge lægen, som til sidst henviser til en speciallæge.

Om end det ikke er hensigten med

nærværende rapport at tage stilling til økonomi og prioriteringer i sundhedsvæsenet, synes det i sammenhængen relevant at nævne, at det har været debatteret, at patienter i forhold til visse typer af lidelser selv skal afholde relativt store udgifter og det hensigtsmæssige heri.

Således citeres professor i folkesundheds-videnskab Finn Diderichsen i Politiken den 7.5.2012 på følgende måde: ”Mange af dem,

som er på kontanthjælp, er rigtig syge – ikke mindst psykisk syge – og lider af smerter i muskler og skelet. Det er to sygdomsgrupper, hvor der er rigtig store patientafgifter – når man skal have en psykoterapeut eller en fysioterapeut. To af de store årsager til, at folk står uden for arbejdsmarkedet, er netop psykiske lidelser og lidelser i bevægeapparatet.”

I Sundhedsstyrelsens rapport Ulighed i sundhed – årsager og indsatser fra 2011 vurderes det, at brugerbetaling har stor effekt på brugen af sundhedsydelser. Der refereres til, at studier af indvandreres forbrug af sundhedsydelser illustrerer, at der for tandlægeydelser med brugerbetaling er et tydeligt underforbrug, som man ikke finder for lægeydelser uden brugerbetaling (Diderichsen, Andersen & Manuel, 2011, s. 121-122).²

I forhold til denne rapports fokus på lige adgang til sundhed er problemet med de konsultationer, hvor lægen føler sig presset mod muren – og derfor handler imod egne forestillinger om, hvad der lægefagligt og økonomisk er mest rigtigt i sammenhængen – at lægen ikke kan fortænkes i at blive ’træt’.

Udfordringen opstår så i det øjeblik, en sådan træthed i forhold til en konkret patient har en afsmittende effekt i forhold til andre patienter fra samme etniske gruppe, som fra lægens side måske vil blive mødt med knap den åbenhed, som en patient uden fællestræk med den konkrete patient formentlig ville blive mødt med. Eller i det øjeblik lægen ikke

er lydhør over for det, patienten siger, den dag den samme patient opsøger lægen med et helbredsproblem, der faktisk kan gøres noget ved.

Endelig forekommer det relevant at overveje, om de praktiserende læger altid ’fanger’, hvad der i virkeligheden er galt, når en patient henvender sig igen og igen med det samme problem. Såfremt patientens dansksproglige færdigheder er mangelfulde, kan en

konsultation på 15 minutter meget vel tænkes ikke at være tilstrækkelig i forhold til at komme til bunds i et problem. Hvis konsultationen samtidig afvikles uden brug af tolk eller via en tolk, der reelt ikke er kvalificeret til opgaven, finder lægen måske aldrig rigtig ud af, hvad patienten egentlig fejler.

2.3.6 IDENTIFIKATION AF SÆRLIGE