Metodekritik

Jeg  har  gennem  hele  denne  afhandling  bestræbt  mig  på  at  beskrive  mine  

metodiske  valg,  således  at  læseren  har  haft  mulighed  for  at  vurdere  hvorvidt  min   tolkning  af  de  indsamlede  data  er  troværdig.  Jeg  vil  i  det  følgende  uddybe  nogle   af  de  metodiske  valg  og  diskutere  deres  betydning  for  besvarelsen  af  

problemformuleringen.  

En  væsentlig  faktor  i  forhold  til  mine  metodiske  valg  er  den  tidsramme,  der  har   været  for  projektet.  Tidsrammen  har  blandt  andet  været  afgørende  for,  hvor   mange  interviews,  det  var  muligt  at  lave  og  dermed  også  hvor  mange  

informanter,  der  kunne  inkluderes  i  studiet.  Ifølge  Tanggaard  &  Brinkmann   (2010)  vil  man  ideelt  set  skulle  interviewe,  indtil  man  opnår  en  mætning  i  data   og  der  ikke  fremkommer  nye  perspektiver.  Jeg  har  ikke  udført  tilstrækkeligt  med   interviews  til,  at  der  er  opstået  en  datamætning.  Jeg  mener  dog,  at  det  kan  

forsvares  at  gennemføre  undersøgelsen  baseret  på  2  interviews,  da  det  ikke  vil   være  etisk  forsvarligt  at  gennemføre  flere  interviews  end  tidsrammen  tillader,   man  kan  nå  at  transskribere  og  analysere  fyldestgørende.  Dette  synspunkt   understøttes  af  Tangaard  og  Brinkmann,  som  skriver,  at  det  er  bedre  at   gennemføre  få  interviews  og  gennemarbejde  analysen  af  disse  end  at  

gennemføre  mange  interviews  med  risiko  for,  at  man  drukner  i  mængden  af  data  

og  ikke  får  lavet  en  sammenhængende  analyse  og  fortolkning  af  materialet   (2010,  s.  32).  

Mine  informanter  meddelte  alle,  at  de  ikke  havde  de  nødvendige  tidsmæssige   ressourcer  til  at  gennemlæse  interviewudskrifterne  og  derfor  ikke  ønskede  at  få   dem  tilsendt.  Igen  har  den  begrænsede  tidramme  også  gjort,  at  det  ikke  var   muligt  at  sende  transskriptionerne  tilbage  til  informanterne  til  gennemlæsning   og  godkendelse  af  min  tolkning.  Dermed  kan  man  sige,  at  jeg  mister  en  værdifuld   mulighed  for  validering  (Tanggaard  &  Brinkmann,  2010  og  Malterud,  2012  og   Kvale  &  Brinkmann,  2009).    

Analysens  validitet  kunne  have  været  øget  ved  at  inddrage  en  anden  ”forsker”-­‐

kollega  i  den  induktive  fase  af  analysen  for  at  se  om  de  temaer,  jeg  er  kommet   frem  til,  også  er  dem  en  anden  ville  finde  (Kristesen,  2012).  Tidsmæssigt  var   dette  igen  ikke  en  mulighed.  Da  der  er  tale  om  et  projekt  i  relation  til  

masterstudiet  i  sundhedspædagogik,  hvor  formålet  er  at  demonstrere  mestring   af  metoden,  mener  jeg,  det  kan  forsvares  at  gennemføre  undersøgelsen  til  trods   for  de  begrænsede  muligheder  for  validering  undervejs  i  processen.  Havde  der   været  tale  om  forskning  til  publicering  ville  der  have  været  en  etisk  forpligtelse   til  at  få  valideret  tolkning  både  af  informanter  og  af  kollegaer  undervejs  i  

analyseprocessen.  

Halkier  (2010)  beskriver  en  række  styrker  og  svagheder  ved  fokusgrupper  som   metode.  Ved  brug  af  fokusgrupper  produceres  der  data  på  gruppeniveau  og  det   er  derfor  ikke  en  velegnet  metode,  hvis  man  ønsker  en  dybdegående  indsigt  i   enkeltpersoners  livsverden  –  her  er  individuelle  interviews  mere  velegnede.  

Erkendelsesinteressen  i  denne  undersøgelse  er  de  kliniske  underviseres   oplevelse  af  deres  egen  rolle  i  relation  til  de  studerendes  udvikling  af  

professionelle  handlekompetencer.  Dette  kunne  også  været  undersøgt  med  afsæt   i  individuelle  interviews.  Jeg  har  valgt  at  anvende  fokusgrupper,  da  jeg  har  en   formodning  om,  at  de  kliniske  undervisere  ikke  nødvendigvis  har  den  samme   opfattelse  af  deres  rolle  og  derfor  ønskede  jeg  en  interviewform,  hvor  

informanterne  kunne  lade  sig  inspirere  af  og  diskutere  hinandens  udsagn.  

Desuden  gav  valget  af  fokusgrupper  fremfor  individuelle  interviews  også   mulighed  for  at  inkludere  flere  informanter  i  undersøgelsen  på  trods  af  den  

begrænsede  tidsramme.  Valget  af  fokusgrupper  har  dog  betydet,  at  jeg  som   moderator  ikke  har  haft  samme  mulighed  for  at  validere  min  tolkning  af   informanternes  udsagn,  da  jeg  som  tidligere  beskrevet  oplevede  at  for  mange   opfølgende  spørgsmål  undervejs  greb  forstyrrende  ind  i  diskussionen.  

Denne  problematik  beskrives  også  af  Malterud  (2012),  der  pointerer  at   fokusgruppeinterviews  egner  sig  bedre  til  deskriptiv  analyse  end  fortolkende   analyse,  netop  fordi  der  er  mindre  tid  til  opklarende  og  opfølgende  spørgsmål   undervejs  i  interviewet.  Antallet  af  personer  i  fokusgruppen  har  selvfølgelig  en   betydning  for  denne  mulighed  for  at  spørge  ind  til  den  enkelte  informants   udsagn  og  da  jeg  i  min  undersøgelse  har  anvendt  små  fokusgrupper  med  kun  3   deltagere,  har  der  alligevel  været  mulighed  for  opfølgende  spørgsmål.    

Man  kan  ud  fra  antallet  af  deltagere  i  hver  fokusgruppe  argumentere  for,  at  der   er  tale  om  semistrukturerede  gruppe  interviews,  snarere  end  faktiske  

fokusgrupper.  Ifølge  Malterud  (ibid.,  s.  40)  er  fokusgrupper  defineret  ved,  at  der   er  en  udtalt  interaktion  mellem  deltagerne.  Ud  fra  denne  definition  kan  et   interview  med  helt  ned  til  2  deltagere  kategoriseres  som  en  fokusgruppe.  

Malterud  understreger  dog,  at  fokusgrupper  sædvanligvis  er  sammensat  af  flere   deltagere,  for  at  der  er  grundlag  for  en  mangfoldighed  af  data  vedrørende  det   fænomen,  som  undersøges.  Ud  fra  ovenstående  mener  jeg,  at  mine  interviews   kan  kategoriseres  som  fokusgruppeinterviews,  da  fokus  netop  var  på  

dataproduktion  som  et  resultat  af  informanternes  indbyrdes  interaktion.  

Slutteligt  vil  jeg  fremhæve,  at  det  ikke  ud  fra  resultatet  af  denne  undersøgelse  er   muligt  at  sige  noget  om,  hvordan  de  kliniske  underviseres  rolle  rent  faktisk   udmøntes  i  praksis  og  dermed  har  betydning  for  de  studerendes  udvikling  af   professionelle  kompetencer.  Resultatet  af  denne  undersøgelse  siger  udelukkende   noget  om,  hvordan  de  kliniske  undervisere  selv  oplever  deres  rolle  og  det  er  ikke   givet,  at  deres  oplevelse  afspejler  praksis.  Det  ville  derfor  være  spændende  at   kombinere  denne  undersøgelse  med  et  feltstudie,  hvor  man  observerer,  hvad  de   kliniske  undervisere  gør  i  praksis.