Metode til rekonstruktion af Osebergskibets form og konstruktion

I Osebergskibets tilfælde er skibsskroget omtrent fuldt bevaret, hvilket begrænser variationsmulighederne i  skrogformen. Dette muliggør at arbejde indenfor den rekonstruktionsmetode, der er udviklet på 

Vikingeskibsmuseet (se afsnit 2.5).  

Til rekonstruktion af Osebergskibets form bygges en model i skala 1:10 for at kunne arbejde med  skibsskrogets individuelle dele i en sammenhængende form. De bevarede dele bestemmer formen, og  derfor indgår en skabelon af alle skibets dele i modelopstillingen som i et puslespil i tre dimensioner. 

Delene samles i huller efter jernnagler og trænagler, der oprindelig har sammenholdt delene. Modellen af  Osebergskibet blev baseret på en kombination af målsatte udgravningsskitser af skibsdelene og af 

tegninger af delene fremstillet på baggrund af nye 3D scanninger af det udstillede skib. 

Skrogformen dannes, når skabeloner af alle skibets dele samles. Ved at passe alle huller, vinkler, længder  og bredder sammen opstår en række krydsafstande, som er medvirkende til at låse formen og indsnævre  ændringsmulighederne i skrogformen. Efterhånden som skrogformen bygges op, analyseres delenes form i  forhold til hinanden, og derved vurderes deres individuelle form i den samlede helhed. Hvis en eller flere  dele ikke passer ind i den samlede form, kan det betyde at delens individuelle form er tolket forkert, eller at  modellens form må ændres i en af de tre dimensioner, for at delen og delene udgør en samlet enhed. 

Denne form for rekonstruktion kan forstås som en slags omvendt byggeproces, hvor skrogformens 

tilblivelse ikke konstrueres, men rekonstrueres. Der gåes baglæns i processen uden at have et ønske om at  ville opnå en bestemt form, men et ønske om at finde frem til den oprindelige form, eller i det mindste  komme så tæt på som muligt.  

En afgørende fordel ved at arbejde i tre dimensioner i skala 1:10 med de bevarede skibsdele i en fysisk  sammenhængende struktur er, at hvis en dimension i skroget ændres, vil det uvægerligt påvirke en anden  dimension i skroget. Hvis for eksempel skroget vides ud et sted, vil skrogets længde uundgåeligt følge  påvirkningen ved at blive kortere, fordi bordenes længder og konstruktionens dele er fikserede. 

Formgivningen af rekonstruktionsmodellen giver dermed et afgørende overblik og en mere sikker 

rekonstruktion end, hvis der for eksempel arbejdes med formen i en computer eller ved projektionstegning  på et tegnebord. 

En fysisk model giver mulighed for at se bordgangenes linjer og delenes form i sammenhæng og samtidig  fornemme og opfatte nuancerne i skrogets samlede form. Det øger præcisionen i formgivningen og dermed  muligheden for at komme så tæt på den oprindelige form som muligt.  

Empirien giver altid rum for en vis fortolkning. Det råderum, der er for at give skroget mere eller mindre  kurve langskibs, mere eller mindre fylde eller mere eller mindre bredde, må derfor ses i kombination med  de muligheder og begrænsninger, der ligger i de øvrige dele i skrogets konstruktion. I rekonstruktion af en  skrogform kan de enkelte skibsdele i konstruktionen ikke rekonstrueres isoleret, men når de samles i en  helhed, kan delenes form analyseres og afstemmes i forhold til hinanden. Ingen dele har som udgangspunkt  en sand form, men i samling med de øvrige dele bliver deres rekonstruerede form den mest sandsynlige.  

Såfremt skibsfundet er bevaret i tilstrækkelig grad, vil skibsdelene, når de samles med hinanden i deres  oprindelige positioner, i sig selv begrænse rummet for fortolkning af formen, og derved fremkommer den  mest sandsynlige skrogform. Dette er vigtigt for afhandlingens problemstilling.  

1. Hvis kølens oprindelige form ikke kendes på forhånd, medtages kun dens bredde og anlægsflade til  bordene. Kølen i modelopstillingen bliver dermed fleksibel og formes i længderetningen ved  samling af skibets øvrige dele.  

2. Ved at samle bordene i deres oprindelige naglehuller til bordgange og videre til en 

sammenhængende skibsside kan stævnenes og kølens placering i forhold til hinanden bestemmes. 

3. Stævnenes hældning, skibets længde og skrogets form findes, når den indvendige tværgående og  afstivende konstruktion indsættes. 

4. Bundstokkenes bredde og vinkel på benene kan kontrolleres eller rekonstrueres ved længderne på  biterne, der ligger på tværs af skibet dér, hvor bundstokken stopper, og omvendt. 

5. Hvis biternes oprindelige længde er usikker, undersøges det, om de kan rekonstrueres på baggrund  af bundstokkenes bredde. 

6. Bundstokkenes bredde og form rekonstrueres og kontrolleres i skibssidens bordforløb og linjetræk.  

7. Bordgangenes bredder kontrolleres eller rekonstrueres ved bundstokkenes længde på benene,  fordi træ svinder meget lidt i fiberretningen (se kap. 4.4). Derfor er bundstokkenes ben, længden på  knæenes oprindelige anlægsflader til de to øverste bordgange og de bevarede biter centrale  kontrolelementer i rekonstruktionen af Osebergskibet.  

   Fig. 2.4. Tværsnit af Osebergskibet med betegnelser på skibsdele. Tegning forfatteren.  

Rekonstruktionen repræsenterer slutresultatet for undersøgelserne af delene og den samlede skrogform. 

Rekonstruktionen er dermed en hypotese, der omsættes til en defineret form enten i tegning eller  fuldskalarekonstruktion. Hverken tegning eller skib kan indeholde plus/minusløsninger eller åbne  spørgsmål, men lægges fast på det svar, der menes at være det mest sandsynlige. Dermed er det den  rekonstruerede form, der nu en gang blev besluttet til at være det endelige resultat af undersøgelsen, som  senere skal afprøves.  

Afprøvningen af rekonstruktionen under realistiske forhold og påvirkninger er væsentlig for at undersøge  de foreløbige konklusioner i praksis. Her vil det så vise sig, om fuldskalarekonstruktionen også i brug kan  fungere, eller om nogle områder må revurderes og måske rekonstrueres på ny, fordi de blev fejltolket i  første omgang. Afprøvningen af fuldskalarekonstruktionen er en dynamisk helhedsorienteret proces, hvor  der genovervejes og gåes tilbage til det arkæologiske grundlag, inddrages nye kilder eller andre 

indgangsvinkler (se afsnit 2.5, fig. 2.5). 

Anvendelse af 3D til rekonstruktion 

I nærværende arbejde med rekonstruktionen af Osebergskibets form blev der lagt vægt på de fordele, der  er ved computer teknologi i kombination med de fordele, der er ved fysisk rekonstruktion. I projektet er 3D  software anvendt, hvor det kunne bidrage til rekonstruktionsarbejdet på en positiv måde og kunne tilføre  projektet noget, som ellers ikke ville være muligt. Fotoscanningen af Osebergskibet i udstillingen dannede  grundlag for 2D tegninger af bordene til brug i rekonstruktionsmodellen. Derudover blev den anvendt til  placering af skrogets udvendige dele, som ror, rorvorte og skjoldrem, samt til at kortlægge skar og åbne  flækker i bordgangene. Laserscanningen blev anvendt til placering af delene i skibets indvendige 

konstruktion, som bundstokke, biter, knæ, kølsvin og mastefisk. Scanningerne skabte derudover et bedre  udgangspunkt for rekonstruktionen og forståelsen af skrogformen, fordi en sammenligning med 

udgravningsskitserne fra 1904 gjorde det muligt at konstatere forskelle mellem det opstillede skib og  delenes form, da de blev udgravet.   

Til trods for 3D softwares mange fordele, særligt i kraft af præcision i dokumentationen, blev den fysiske  rekonstruktionsmodel valgt som arbejdsmetode. Den fysiske model giver et overblik over alle tre 

dimensioner og en mulighed for at anskue dem fra flere vinkler samtidig. Når der på denne måde arbejdes  sammenhængende med skibets linjer og dimensioner opnås et overblik over, hvad der sker i formen, når  der arbejdes med den. Et skibsskrog i et 3D computerprogram vises i et fladt billede på computerskærmen,  og oftest blot i et begrænset udsnit, når der zoomes ind og arbejdes isoleret. Det begrænser overblikket  over, hvad der sker andre steder i modelskrogets form, når der ændres en dimension det pågældende sted. 

Derfor er det undertegnedes vurdering, at en reflekterende og undersøgende rekonstruktion af en så  kompleks konstruktion, som et skibsskrog er, bedst foretages ved samling af skibsdelene i en fysisk model.  

I andre projekter med rekonstruktion af arkæologiske skibe, som Ladbyskibet, Newport skibet, Barkode 6  og Yenikapi, der ligesom i nærværende projekt har baseret sig på 3D opmåling af enten skibet eller  skibsdelene, er det ligeledes blevet valgt at arbejde med skrogformen i fysiske rekonstruktionsmodeller  (Bischoff & Jensen 2001, 181‐247, Bischoff 2003, 71‐80; Falck 2014, 341‐344; Planke & Stålegård 2014, 359‐

399; Jones et al. 2013, 123‐130, Özsait‐Kocabas 2018, 382‐383). 

Når der rekonstrueres i en fysisk model, bruges der andre sanser, end når der arbejdes med computeren. 

Computeren er en mekanisk, matematisk og teknisk måde at arbejde på. Bådebygning og modelbygning er  en mere sanselig og praktisk orienteret måde at arbejde med delene på, hvor formgivning, sammen med  fornemmelse af materialets grænser, former modellen (Planke & Stålegård 2014, 367‐370; Bischoff 2016a,  32‐34).  

Da rekonstruktion af skibsfund (med Åkerlund i spidsen og fortsat af Andersen) bevægede sig væk fra  teoretisk rekonstruktion på tegneborde og ind i tredimensionelle fysiske modeller, hvor skabeloner af de  bevarede skibsdele blev samlet i en sammenhængende struktur, blev rekonstruktionerne mere sandsynlige. 

Hvis 3D computerprogrammer forsøges anvendt alene, vil der være en risiko for, at det bliver endnu en  teoretisk form for rekonstruktion, som overser betydningen af håndværket og den nuancering i arbejdet,  som den fysiske rekonstruktion kan bidrage med.