Det har vært et stolt syn, når Osebergskipet vugget reiseklart ved stranden i morgensol, et bilde på luksus og standsmessig rang. Vårt ettersyn av skipet i alle sømmer har også bekreftet at det var et luksusfartøy. Vi har sett at det har sine svakheter; det er på sine steder betenkeligt samskåret i kledningen, mastefisken er lett og spinkel, relingen er svak og skjoldrimen er likefrem skrøpelig. Dessuten er skipet bredt og åpent, lavbordet over vannet, uten luker for årehullerne, og med den veldige stevnreisning som må ha gitt
uforholdsmessig vindfang selv frasett stevnprydelsen med ormehovedet. Det er klart at dette skipet ikke kan være bestemt til virkelige sjøreiser, vel neppe engang til stadig og vanlig bruk på fjorden fra Vestfold. Det ligger i hele skipets karakter at det er et fartøy beregnet på småturer i rolig farvann og godt vær.
Sådan konkluderer Anton Wilhelm Brøgger og Haakon Shetelig i publikationen Vikingeskipene fra 1950 (Brøgger & Shetelig 1950, 184). Denne tolkning af skibet fremførte de allerede i 1917, da fundpublikationen Osebergfundet Bind I blev udgivet (Brøgger et al. 1917, 341). Men havde de ret?
Osebergskibet fra Norge blev bygget i den tidlige vikingetid i år 820 e.Kr. og sat i en gravhøj i 834 e.Kr.
(Bonde & Stylegar 2009, 163‐164). Det blev udgravet i 1904 og er genopstillet i Vikingskipshuset i Oslo.
Osebergskibet er det hidtil ældste skibsfund i Norden med bevarede spor efter sejl og rig.
Skibsfund fra før Osebergskibets tid er fundet uden spor efter sejl og rig, og de er derfor tolket som værende rene roskibe. Vestnorske skibsfund, Kvalsundskibet fra 690 e. Kr. og skibene fra gravhøjene Storhaug og Grønhaug, dateret til henholdsvis 770 og 780 e. Kr. hører til denne kategori (Myhre 1980, 30;
Bonde & Stylegar 2009, 163‐164). På den baggrund er det af nogle forskere fremført, at riggen i Norden må være udviklet indenfor en kort tidsperiode imellem disse norske fund og Osebergskibet (Christensen 1998, 206; Bonde & Stylegar 2009, 165).
Sejl blev anvendt på skibe i Det Indiske Ocean og Middelhavet årtusinder før vor tidsregning og i det englelske område i 1. og 2. århundrede e. Kr. (McGrail 2001, 30‐33, 112, 211). Det er usikkert, hvornår sejlet blev indført på skibe i Norden, men enkelte forskere mener, at det må være sket flere århundreder før Osebergskibets tid (Andersen & Andersen 1989, 90‐102; Carver 1990, 117‐125; Crumlin‐Pedersen 2012, 95‐99). Vikingerne var berømte og berygtede for deres søfart. Samtidige skriftlige kilder beretter om angreb på Isle of Portland i Den Engelske Kanal i 789 e. Kr. og klostret Lindisfarne på Holy Island ud for den
nordøstengelske kyst i 793 e. Kr. Det indikerer havgående, sødygtige skibe med effektive sejl, før Osebergskibet blev bygget (Andersen & Andersen 1989, 100).
I 1987 blev en fuldskalarekonstruktion af Osebergskibet bygget på grundlag af den officielle tegning fra Kulturhistorisk Museum i Oslo. Den er udført af Kristian E. Lundin i 1954 og er primært tegnet på grundlag af en opmåling af skibet, som det stod i udstillingen på det tidspunkt. De indledende afprøvende sejladser med rekonstruktionen Dronningen blev foretaget i 1988 af traditionsforsker Jon Bojer Godal på baggrund af erfaringer fra norske råsejlsriggede fartøjer fra slutningen af 1800‐tallet og begyndelsen af 1900‐tallet.
Dronningen var vanskelig at manøvrere og forliste i høj fart under de første sejladser.
Forliset bekræftede forskernes tidligere tolkning af skibet som værende et skrøbeligt skib, der ikke var beregnet på egentlige sørejser. I publikationen Oseberg Dronningens grav fra 1993 refererer Arne Emil Christensen til forliset med Dronningen. Han gentager beskrivelsen af Osebergskibet som et spinkelt lyst‐ og
paradefartøj og udvider tolkningen med, at skibet må opfattes som et tidligt led i udviklingen af nordiske sejlskibe og dermed angiveligt sejladsteknisk uudviklet (Christensen et al. 1993, 140‐150).
I 2009 blev det imidlertid i forbindelse med dendrokronologiske undersøgelser påvist, at Osebergskibet var bygget i Vestnorge (Bonde & Stylegar 2009, 163‐164). Det har altså tilbagelagt en strækning over åbent hav fra byggestedet i Vestnorge til Oslofjorden, før det blev placeret i gravhøjen. Resultatet af de
dendrokronologiske undersøgelser stiller spørgsmål ved den tidligere tolkning og rekonstruktion af skibet som et ufuldkomment sejlskib, der repræsenterer et tidligt stadium i udviklingen af det nordiske sejlskib.
I 2004 tog Stiftelsen Nytt Osebergskip i Tønsberg (nu Oseberg Vikingarv) initiativ til at bygge en ny
fuldskalarekonstruktion af Osebergskibet (https://osebergvikingarv.no/). På baggrund af erfaringerne med sejladsen med Dronningen og den efterfølgende tanktest i 1988 var det dog indlysende, at det ikke gav mening at bygge endnu en rekonstruktion efter de eksisterende tegninger af Osebergskibet.
Stiftelsens ønske om en ny fuldskalarekonstruktion af Osebergskibet faldt sammen med Kulturhistorisk Museums planer om flytning af Osebergskibet til en ny museumsbygning, hvilket krævede en grundig dokumentation af skibsskroget. På baggrund af en fælles ansøgning om midler til en ny vurdering og rekonstruktion af Osebergskibets skrogform modtog Stiftelsen og Kulturhistorisk Museum en million norske kroner i 2005 fra Forsknings‐ og Utdannings Departementet i Oslo (Røvik 2007, 55; Paasche 2010, 189). I den forbindelse bliver Vikingeskibsmuseet i Roskilde, involveret i projektet, ved undertegnede, som ansvarlig for rekonstruktionen af Osebergskibet.
Denne afhandling undersøger spørgsmålet om Osebergskibets sejlegenskaber med udgangspunkt i en ny rekonstruktion af skibets skrogform og konstruktion, bygning af en fuldskala rekonstruktion og sejlads med samme. Undersøgelsen følger den metode, der er udviklet ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde, hvor
rekonstruktionen tager udgangspunkt i det bevarede arkæologiske materiale, og indgår i en sammenhængende eksperimentalarkæologisk proces, der afsluttes med en afprøvning af en
fuldskalarekonstruktion af det arkæologiske skibsfund, sejlet under realistiske forhold (Ravn et al. 2011, 232‐249).
Nærværende arbejde bygger på en fornyet gennemgang af Osebergskibets bevarede dele og alt det materiale, der i form af udgravningsdagbøger, fotos, skitser, tegninger, opmålinger og notater har ligget til grund for den tidligere tolkning af skibet. Det giver grundlag for at forstå, hvordan der er blevet arbejdet med skibsdelene, hvilke problemstillinger eller fejl der kan være opstået i arbejdet med den tidligere rekonstruktion af skibets skrog – og hvordan Osebergskibet og alle dets dele kan have forandret form under opholdet i gravhøjen og i løbet af de 100 år, der er gået siden udgravningen (Bischoff 2012, 337‐342).
Den nye rekonstruktion bygger derudover på en ny dokumentation af det udstillede Osebergskib, der er fremstillet i forbindelse med Kulturhistorisk Museums planer om at flytte skibet. I den forbindelse blev skibet scannet i 3D og fotograferet i detaljer, og der blev udført en træteknologisk analyse (Paasche 2010, 189‐192). Disse data har ikke været tilgængelige for tidligere rekonstruktioner. De har haft afgørende betydning for arbejdet, idet de både har tilvejebragt ny viden, som ikke har kunnet findes i det ældre dokumentationsmateriale, og de har været et væsentligt referencemateriale for den kritiske gennemgang af den tidligere dokumentation.
Som en donation til projektet testede det norske forskningsinstitut for maritim teknologi, Marintek i Trondheim, ved skibsingeniør Per Werenskiold, en model af den rekonstruerede form i tank, så skrogformen kunne vurderes teknologisk, før bygningen af en ny fuldskalarekonstruktion begyndte.
Arkæolog Knut Paasche fra Kulturhistorisk Museum og samlingsansvarlig på Vikingskipshuset i Oslo stod i spidsen for projektet med den digitale dokumentation af det udstillede skib i 2005. I forbindelse med rekonstruktionen af Osebergskibets skrogform i 2007 var Paasche projektleder og i den forbindelse ansvarlig for bearbejdning af det scannede materiale, fremstilling af 2D tegninger af skibets bordgange, fremskaffelse af udgravningsdokumentation, tidligere tegningsmateriale og fotodokumentation. Paasche fulgte arbejdet med rekonstruktionen i model i vid udstrækning.
Bådebygger Geir Røvik fra Stiftelsen Nytt Osebergskip var initiativtager til projektet. Røvik ledede bygningen af fuldskalarekonstruktionen af Osebergskibet, Saga Oseberg, i Tønsberg i 2010‐2012. Røvik deltog i arbejdet med rekonstruktionen af skrogformen i model i 2007 for at få et detaljeret kendskab til skibsskroget og dermed det bedst mulige udgangspunkt for bygningen af skibet i fuld størrelse.
Undertegnede stod for rekonstruktionen af Osebergskibets skrogform, konstruktion, sejl og rig, udførelse af tegninger og afprøvning af fuldskalarekonstruktionen.
Nærværende arbejde ville ikke have været muligt uden Røviks og Paasches initiativ og engagement.
1.1 Afhandlingens problemstilling
Osebergskibet repræsenterer nordisk søfart i den tidlige vikingetid, ikke blot fordi det er det ældste, men fordi det er det eneste bevarede skibsfund i Norden fra den periode, der har spor efter sejl og rig. Af den grund er en undersøgelse af Osebergskibets sejlegenskaber afgørende for forståelsen af den tidlige vikingetid, vikingetidens skibe og sejlets udvikling i Norden.
Et skibs skrogform er bestemmende for sejlegenskaberne, og derfor er en undersøgelse af Osebergskibets konstruktion nødvendig. Da skibet blev udgravet, var det meget medtaget efter opholdet i gravhøjen, og det har ikke været en enkel opgave at genopstille skibet. Skibet var deformeret, og skibsdelene var brækket i adskillige dele. For at samle de fragmenterede dele til et fuldstændigt skib må der være truffet nogle valg for at få skibet til at fremstå som et helt skib. Men hvilke?
Svaret på Osebergskibets oprindelige skrogform er indeholdt i det arkæologiske fund. Derfor bygger undersøgelsen og rekonstruktionen af skibet på en undersøgelse af det arkæologiske skib i udstillingen, alt tilgængeligt materiale fra udgravningen i 1904 og fra opstillingen i 1906‐1907.
Afhandlingens hovedspørgsmål:
Hvilke sejlegenskaber har Osebergskibet haft, og har det kunnet gennemføre længere sørejser over åbent hav?
Repræsenterer Osebergskibet et tidligt og ufuldkomment stadium i udviklingen af det nordiske sejlskib?
Dette vil blive undersøgt gennem en ny rekonstruktion af skibets skrogform og rig i 1:10. Målet med rekonstruktionen af Osebergskibet er at komme så tæt på skibsskrogets og riggens oprindelige form og konstruktion, som det er muligt. På baggrund af denne rekonstruktion bygges en fuldskalarekonstruktion med samme materialer, metoder og værktøjer som det oprindelige skib, og den afprøves under realistiske forhold for at undersøge rekonstruktionen og skibets sejlegenskaber.
I forlængelse af afhandlingens hovedspørgsmål vil der i nærværende arbejde blive lagt særlig vægt på at undersøge:
Osebergskibets skrogform og konstruktion
Osebergskibets sejl og rig
Osebergskibets sejlegenskaber
1.2 Afhandlingens opbygning
Afhandlingen er delt i to bind. Bind 1 indeholder selve afhandlingen, der beskriver delprocesserne i forskningsprojektet i den rækkefølge, de er foretaget. Bind 2 indeholder bilag og rekonstruktionstegninger af Osebergskibet. Afhandlingen er delt op i 3 hovedemner. Kapitel 1‐6 omhandler skibets skrogform og konstruktion. Kapitel 7 og 8 handler om skibets sejl og rig, og kapitel 9‐10 beskriver afprøvning af fuldskalarekonstruktionen.
Bind 1
Kapitel 1 og 2 præsenterer afhandlingens problemstilling og det valgte metodiske grundlag for rekonstruktion af både skrog, konstruktion og skibets sejlegenskaber.
Kapitel 3 indeholder en beskrivelse af det anvendte bagrundsmateriale for rekonstruktionen. De hændelser Osebergskibet har været udsat for i forbindelse med opholdet i gravhøjen, ved udgravningen, under opmagasineringen og til sidst ved genopstillingen af skibet, har relevans for projektet, fordi
hændelsesforløbet er grundlaget for problemstillingen og undersøgelsen af skibet. Det er derfor væsentligt at have kendskab til, når observationerne i forbindelse med undersøgelsen af det udstillede skib analyseres, og skrogformen rekonstrueres. Sejladsen med fuldskalarekonstruktionen Dronningen inddrages, fordi den blev bygget efter tegninger af det udstillede skib. Dens sejlegenskaber var dermed resultatet af det udstillede skibs skrogform og er derfor væsentlig at inddrage i arbejdet.
I kapitel 4 beskrives rekonstruktionen af skibets skrogform, hvor det udstillede skib og tilhørende materiale undersøges og analyseres. Kapitlet 5 indeholder en beskrivelse af en tanktest, der blev foretaget med skalamodeller af henholdsvis Dronningen og den nye rekonstruktion, for at kunne sammenligne de to skrogvarianters hydrostatiske egenskaber. I kapitel 6 beskrives rekonstruktionen af skibsskrogets konstruktion.
Kapitel 7 er en gennemgang af generel baggrundsviden om sejls form, proportion og materiale i
vikingetiden. Kapitel 8 beskriver rekonstruktionen af Osebergskibets sejl og rig på baggrund af de bevarede spor i skibet og rigdele fundet ved udgravningen af Osebergskibet og andre ærkæologiske skibsfund fra vikingetiden.
Endelig kommer afhandlingen i kapitel 9 frem til bygningen af fuldskalarekonstruktionen af Osebergskibet, Saga Oseberg. Dette er en meget kort beskrivelse, dels fordi undertegnede ikke deltog i byggeriet og dels, fordi arbejdet er publiceret af Thomas Søes Finderup (Finderup 2018). I kapitel 10 gennemgås
fuldskalarekonstruktionen Saga Osebergs sejlegenskaber. Afprøvningen for sejl, og måden skibet kan håndteres og manøvreres på, beskrives. Sejladserne med skibet førte til en række yderligere undersøgelser af særlig skibets langskibsprofil og ror, som også gennemgås i samme kapitel.
Afhandlingens 11. kapitel er en opsummering og konklusion af det samlede forskningsprojekt.
Bind 2
Bind 2 indeholder 8 bilag og 69 konstruktionstegninger af detaljer i den nye rekonstruktion af
Osebergskibet. Konstruktionstegningerne blev fremstillet til bygningen af fuldskalarekonstruktionen Saga Oseberg.
I afhandlingen nævnes flere arkæologiske fund samt steder af historisk betydning. Deres geografiske placering er vist på kort (fig. 1.1).
Fig. 1.1. Kort over de geografiske placeringer af fund og historiske begivenheder der nævnes i afhandlingen.
Illustration forfatteren.