Delkonklusion og opsummering efter arbejdet med modellen

Fig. 4.21. Modelbordenes form blev ændret langskibs i 11. og 12. bordgang, så de passede til 

undervandsskrogets rekonstruerede skrogform. Deres formændring blev kontrolleret ved en sammenligning  med skabelonerne af bordene fra det udstillede skib. Foto Werner Karrasch, Vikingeskibsmuseet i Roskilde.  

4.6 Delkonklusion og opsummering efter arbejdet med modellen

Undersøgelsen af Osebergskibet i udstillingen viste med al tydelighed, at det ikke havde været en enkel  opgave at samle de mange tusinde dele til et helt skib. At skibet blev opstillet omkring byggeskabeloner, og 

at Glendes tegning var konstrueret forholdsvis ret for at ensrette årehullernes højde over vandet,  tydeliggør, at skrogformen blev blevet tilrettet med dette for øje. Dette er en mulig årsag til, at flere af  skibsdelene blev ændret i formen under opstillingen af skibet.  

Bundstokkene har været bredere 

Undersøgelserne i forbindelse med rekonstruktionen af skibets skrogform viste, at skibet oprindelig havde  været op til 16,5 cm bredere i forskibet over vandlinjen. Den øgede bredde begyndte ved spantet foran  masten ved spant 1F og bredden tiltog indtil til spant 6F, som er det forreste spant før forskottet.  

Ved at sammenligne tværsnittene fra laserscanningen med 1:10 tegninger af Glendes skitser viste det sig,  at han under sine opmålinger i felten vurderede toppen af bundstokkene i forskibet til at skulle befinde sig  længere ude ved 8. og 9. bordgang, end de er i det udstillede skib. Dette blev bekræftet i forbindelse med  undersøgelserne af originalskibet i udstillingen, hvor det var tydeligt, at alle bundstokke fra spant 1F til  spant 6F havde et brud omkring 8. bord, og at topenderne på samtlige af disse bundstokke så ud til at være  presset ind. Herved er der opstået et knæk i forhold til bundstokkenes øvrige kurver (fig. 4.22 tv.). 

Topenderne af bundstokkene og dermed også 8. og 9. bord måtte lægges udad i modellen, hvis samlingen  af bundstokkenes dele skulle falde på plads i bruddene og i formen.  

Biterne har været længere 

Da skibet blev udgravet, var biterne brudt op i adskillige dele, og under opstillingen af skibet har det været  vanskeligt for Johannessen at bestemme biternes oprindelige længder. Undersøgelserne af bundstokke og  biter i agterskibet tyder på, at de har deres oprindelige form og deres oprindelige længde. Biterne i 

forskibet derimod har flere brud og er samlet af dele, der ikke har siddet sammen oprindeligt (fig. 4.22 th.). 

Flere ting tyder på, at biterne har været længere. Adskillige af biternes ender er sekundært afsluttet, og en  enkelt er tydeligt afkortet med en sav ved dens anlægsflade mod meginhufren.  

Fig. 4.22. Bundstokkene er presset sammen i toppen, og biterne er kortere i det udstillede skib, end de var  oprindelig. I de tilfælde, hvor biten er afkortet i den ene ende, står snellen skråt. Foto Kulturhistorisk  Museum i Oslo, illustration forfatteren. 

Dette er sandsynligvis foretaget i forbindelse med opstillingen af skibet. Snellernes top går gennem et hul  midt i biten. Enkelte af snellerne i forskibet står i dag skråt sideværts, hvilket ligeledes indikerer, at bitens 

længde ikke er den oprindelige. Størstedelen af snellerne i skibsopstillingen står lodret, og på den baggrund  må de biter, hvis sneller ikke står lodret, forlænges i den ene ende, så snellen bliver lodret. 

Ud fra Glendes skitser kunne det konstateres, at biten i spant 5F oprindelig var 274,0 cm lang. Samme bite i  det udstillede skib måler kun 257,5 cm. Altså 16,5 cm kortere end Glendes angivelse af bitens oprindelige  længde. Snellen mellem bundstokken og biten ved dette spant står tydeligt skråt mod bagbord, hvilket  indikerer, at biten skal rykkes mod styrbord og forlænges i bagbord side. Forlænges biten efter Glendes  mål, rettes snellen mellem bundstokken og biten til lodret. Skibet har med andre ord været betydelig  bredere, end det er i udstillingen (fig. 4.23). 

Fig. 4.23. Tværsnit ved spant 5F skala 1:40. Forskibet i den nye rekonstruktion er væsentlig bredere over  vandlinjen. Tegning forfatteren. 

Hvorfor var forskibet for smalt? 

Problemerne i forskibet på det udstillede skib kan have opstået i forbindelse med opstillingen, hvor kølen  og stævnene blev placeret efter Glendes opstillingstegning: Eftersom skibets langskibsform tyder på at  være baseret på vandret placerede årehuller, kan det meget vel betyde, at kølen er mere ret i udstillingen,  end den har været oprindelig. Når skibet blev opstillet med årehullerne så vandret som muligt, tegner der  sig et billede af, at opstillingen af skibet kan være påbegyndt på et fundament med for lille bue i kølen og  stævnene utilstrækkeligt løftet.  

Hvis kølen blev lagt i en for flad bue, har forstævnen strakt sig for langt fremefter, fordi den er samlet i et  bredt skar med kølen. Under opstillingen kan der dermed være opstået problemer med at få de øverste  lodretstående bordgange, hvor skibet er bredest, til at nå frem til deres anlægsflade i spundingen på  forstævnen. Derfor er bordene og bundstokkene blevet presset mere sammen og længere indad i skibet,  specielt i de øverste bordgange, hvor skibet er bredest. Dette kan være forklaringen på at biterne var  afkortet og på, at bundstokkenes topender var vippet ind, for at få bordene til at nå frem til stævnen.  

Hult indløb 

Ved at forlænge biterne og lægge bundstokkenes topender ud i rekonstruktionsmodellen, fik forskibet et  mere konkavt tværsnit og indløb. Det har betydning for, hvordan skibet lægger vandet under sig ved  sejlads, og det vil dermed have indflydelse på skrogets hydrodynamiske egenskaber.  

Fyldigere skrog 

Da originalskibet i udstillingen blev undersøgt i forbindelse med rekonstruktionen, viste det sig, at den  smalle tap på undersiden af bundstokkene og klamperne på bordene, som bundstokkene var surret til, flere  steder var helt eller delvist kollapset. Skaderne er delvist opstået i gravhøjen, og delvist da skibet blev  samlet i udstillingen, ved at bundstokkene blev fastgjort i skibet med lange, kraftige skruer, der blev skruet  ind i bundstokkene udefra gennem bordet og trak bundstok og bordene sammen. Derved fremstår skroget  på det udstillede skib mindre fyldigt, end det har været oprindeligt. Dette blev der kompenseret for i  bundstok skabelonerne i rekonstruktionsmodellen, ved at bordene fra 2. til 9.bordgang blev lagt op til 6,0  cm længere ud fra bundstokken. Efter disse justeringer fik skrogformen i modellen derfor en større fylde.  

Ved at sammenligne tværsnit fra Lundins rekonstruktionstegning med tværsnit fra laserscanningen, er det  tydeligt, at Lundins tegning på dette punkt baserede sig på en direkte opmåling af originalskibets tværsnit,  som det stod i udstillingen i 1954. Han har altså ikke taget højde for dette kollaps af bundstokke og  klamper. Idet Lundins tegning dannede grundlag for bygningen af den tidligere fuldskalarekonstruktion af  Osebergskibet, blev Dronningen bygget med et mindre fyldigt skrog, end Osebergskibet, efter de nye  undersøgelser, oprindeligt har haft. På den nye rekonstruktion er der kompenseret for skaderne på  bundstokke og klamper, hvilket vil bevirke, at skibsskroget får en større opdrift, end Dronningen havde.  

Større kølbugt 

Arbejdet med rekonstruktionsmodellen viste, at idet skroget blev gjort fyldigere og bredere, løftede  stævnene sig, og kølen blev mere buet (Bischoff 2007, 30‐32). Som nævnt er det en konsekvens af, at  dimensionerne påvirker hinanden ved ændringer i en sammenhængende form. Hvis kølen, som i det  udstillede skib, rettes ud, og bordene klemmes for hårdt ind mod bundstokkene, vil det resultere i, at skibet  igen bliver smallere og stævnen tvinges fremefter, som det synes at være tilfældet i det udstillede skib.  

Ved at placere Lundins tegning og tegningen af den nye rekonstruerede form over hinanden, med skarene  mellem køl og stævn over ét, kunne det konstateres, at kølen på den nye rekonstruktion var 18,0 cm mere  buet end kølen på det udstillede skib, eller formuleret på en anden måde, at stævnene på den nye 

rekonstruktion er løftet tilsvarende (fig. 4.24).  

  Fig. 4.24. Lundins tegning (rød) med den nye rekonstruktion (gul) lagt over illustrerer den nye 

rekonstruktions langskibsform med buet køl og stævnene løftet. Skala 1:125. Illustration forfatteren.