Dronningen. En tidligere fuldskalarekonstruktion af Osebergskibet

I 1987 blev den første fuldskalarekonstruktion af Osebergskibet bygget efter Kulturhistorisk Museums  officielle rekonstruktionstegning, udført af Lundin i 1954. Tegningerne er baseret på en opmåling af skibet,  som det er opstillet i museumshallen i Vikingskipshuset i Oslo. Derfor inddrages Dronningens 

sejlegenskaber i denne afhandling for at forstå detaljer og nuancer i det udstillede skibs skrogform. 

Undervejs i rekonstruktionsforløbet vil den nye rekonstruktions form og egenskaber blive sammenlignet  med Dronningens for at anskueliggøre, hvilken betydning ændringer i skrogformen har for skibets 

sejlegenskaber. Dronningen er som sådan ikke vigtig for rekonstruktionen af Osebergskibet, men den er en  katalysator for de spørgsmål, der gennem årene er blevet stillet til det oprindelige skibs skrogform.  

Fuldskalarekonstruktionen blev bygget på Sigurd Bjørkedal & Søner Båtbyggeri, Møre og Romsdal i Norge  (fig. 3.9). Dronningen var en smuk rekonstruktion, men den var vanskelig at håndtere. Under sejladserne i 

foråret 1988 blev den ustabil, når den kom op i fart. Ved høj fart og krængning, slog bovbølgen ind over  rælingen. Dronningen sejlede helt uventet sig selv ned ved Flåværleia i Herøyfjorden, Sunnmøre. Skibet  forliste på mindre end 20 sekunder (Carver 1995, 289‐304; Godal 1988a, 1‐7). 

Jon Bojer Godal, der var sejladsleder og skipper om bord, skrev efterfølgende en rapport og et notat om  sejladsen og forliset (Godal 1988a, b). Martin Carver, professor emeritus i arkæologi på Universitetet i York,  som var med som besætning på Dronningen, skrev en artikel om sejladsen og forliset (Carver 1995, 303‐

312). I det følgende refereres sejladsen ud fra Godal og Carvers beskrivelser af forløbet.  

  Fig. 3.9. Dronningen for fulde sejl på Herøyfjorden i 1988. Foto Sunnmøre Museum. 

Ved den første sejlads, hvor Dronningen blev afprøvet både for årer og sejl, var den vanskelig at manøvre,  og kunne ikke stagvende. Det blev dengang vurderet, at årsagen var, at skibet havde været for dårligt  understøttet ved vinteropklodsningen, så skibet var tynget ned ved stævnene. For at øge skibets 

manøvrerevne blev kølen gjort 15,0 cm dybere over de midterste 8,0 m af skibet ved at montere en stråkøl  som er en ekstra køl, der fastgøres under den oprindelige køl (Godal 1988a, 2). Herefter fortsatte sejladsen  med Dronningen. Den 6. maj 1988 sejlede Dronningen ud fra havn i sydvestlig vind. Vinden var jævn til frisk  varierende mellem 6 og 8 m/s. Dronningen holdt sig i roligt farvand øst for Flåvær.   

Der var i alt otte mand om bord. Besætningen bestod af Skipper Jon Bojer Godal, Liv Godal Heide, Bent  Andersen, Gunnar Austrheim, Arne Terje Sæther og Hans Borgfjord. Derudover var Martin Carver fra  University of York og filmproducer Ray Sutcliffe fra BBC2 om bord som gæster (Carver 1995, 305‐306). Et  filmhold fra BBC2 var på følgeskibet Strandholm, med skipper Sigbjørn Notøy. De filmede Dronningen indtil  tidspunktet lige før, den gik ned, men fik ikke selve forliset med på filmen, fordi de var ved at skifte bånd i  videokameraet. Godal havde kontaktet følgeskibet og meddelt dem, at de ville sejle tilbage til havnen, fordi 

Dronningen var vanskelig at manøvrere og føltes ustabil. Filmholdet bad, om de kunne sejle en enkel runde  mere, inden de sejlede ind.  

Dronningen sejlede med høj fart og stor krængning, så der kom vandsprøjt ind gennem årehullerne, der var  lukket med løse låg (Carver 1995, 307). Skibet nærmest fløj af sted over vandet med vinden agten fra, men  med vinden ind foran fra og fra siden var belastningerne tydelige på både vant, skøde og ror. Det var  krævende at få skibet til at stagvende (vende op mod vinden), fordi det havde tendens til at gå i stå midt i  vendingen. Skibet var lægerrigt (trak væk fra vinden), og rorgængeren kæmpede tydeligt for at holde  kursen (Carver 1995, 308‐309). Modsat, hvad en åben råsejlsbåd normalt gør, løftede forskibet sig ikke, når  skibet fik fart, og der kom flere gange vand ind over rælingen. 

Dronningen foretog en vending under land ved Moldtu og sejlede nordpå mod Flåvær. På bidevind (vinden  skråt forfra), med sejlet sat på bagbord halse, kom et vindpust på omkring 10‐11 m/s. Dronningen sejlede  med høj fart på omkring 10 knob og med 10 krængning. Vindpustet pressede skibet mod styrbord, og  uden varsel skar Dronningen sig ned i søen med forskibet (fig. 3.10). Vandet strømmede ind over rælingen  foran for masten og muren af vand krængende skibet over på siden. På få sekunder var Dronningen under  vand og forsvandt (Carver 1995, 307; Godal 1988a, 7). Det var ikke en kæntring, det var snarere en  nedsejling (Godal 1988a, 7). 

Besætningen blev samlet op efter ti minutter af Strandholm, der lå omkring en sømil væk, med filmholdet  der afventede, at Dronningen skulle komme strygende forbi for fulde sejl med sneklædte fjelde i 

baggrunden (Carver 1995, 309). Sådan blev det ikke.  

  Fig. 3.10. Dronningen forliser 6. maj1988 ved Sunnmøre i Norge. Ved 10 knobs fart og 10 krængning gik  bovbølgen over rælingen, og skibet sejlede sig selv ned på 20 sekunder. Foto H. Borgfjord. 

Dronningens forlis i 1988 kom som et chok, ikke bare for besætningen og de involverede, men for  fagmiljøer i både Norge og Danmark. Hvordan det kunne gå så galt, havde ingen et klart svar på.  

Osebergskibet var med sine 30 årehuller oprindelig beregnet til en besætning på 32‐35 mand. Carver skrev i  sin artikel, at besætningen på otte mand ikke havde så stor en indvirkning på skibets krængning i forhold til,  hvis 20 mand havde siddet langs luv ræling og med deres vægt holdt skibet oprejst (Carver 1995, 311). 

Dette var der imidlertid opmærksomhed på forud for sejladsen, og der var derfor kompenseret for den  manglende besætningsvægt med en øget ballastmængde inden sejladsen. Ballasten bestod af 5,0 ton 

sandsække. Som udgangspunkt lå 1,0 ton placeret lige foran masten, 3,5 ton lå lige agten for masten og 500  kg lå helt agter i skibet. For at løse manøvreringsproblemerne blev ballasten foran masten flyttet agterud,  og ekstra 250 kg blev placeret helt agter, så der i alt lå 750 kg. Herudover var der omkring et ton udstyr,  som motorer og flåder, der lå fordelt i agterskibet. Skibets deplacement blev skønnet til at være omkring  16,0 ton, inklusive besætningen på otte mand (Godal 1988a, 4). Dronningen var trimmet med ’agtertrim’,  dvs. at agterstævnen lå dybere i vandet end forstævnen, men til trods for mængden af ballast i agterskibet,  virkede forskibet tungt, og det var vanskeligt at trimme boven op (Godal 1988a, 4). Carver bemærkede at  da skibet lå i havnen var omkring 40 cm af udskæringen på agterstævnen under vandlinjen (Carver 1995,  306).  

Sejlet, der var rekonstrueret af Erik Andersen fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde, var 10,4 m bredt og ca. 9,5  m højt med et areal på omkring 100 m² (Andersen & Andersen 1989, 247). Godal nævner i sin rapport, at  sejlet burde have været smallere, så halsen kunne fastgøres længere agter. Han mente, at sejlbredden var  grunden til, at sejl og skrog ikke var i balance med hinanden (Godal 1988a,7). Derudover er Godal inde på,  at der kunne være noget galt med skrogformen. Han mener at Osebergskibet er udstillet med for stor  lighed i agterskib og forskib, og at forskibet burde være mere konkav i tværsnittet og ikke så V‐formet, som  det er i udstillingen. Han konkluderer, at dette kunne være en del af årsagen til Dronningens forlis (Godal  1988b, 5). Efter forliset blev Dronningen hævet, og skibet blev repareret for de skader det havde pådraget  sig ved hændelsen.  

For også at kunne tage nogle forholdsregler for den fremtidige sejlads med Dronningen, og for at få en vis  afklaring på, hvad årsagen til forliset var, blev der udført forskellige hydrodynamiske tests af en model af  Dronningen hos Marintek i Trondheim i 1989. Modellen blev fremstillet i skala 1:10 af glasfiberforstærket  polyester efter Lundins rekonstruktionstegning fra 1954, som blev anvendt til bygningen af Dronningen.  

Marintek konkluderede efterfølgende, at sejlets størrelse ikke var årsagen til forliset. Den lå snarere i  skroget, der ved høj fart på bidevind udviklede en speciel bovbølge, der i stedet for at blive ledt til siden løb  tæt op langs de to øverste bordgange. På grund af det lave fribord løb den derfor ind over rælingen foran  masten, når skibet krængede 10°. Marintek konkluderede, at Osebergskibet, som det var rekonstrueret,  ikke var sødygtigt nok til sejlads mod vinden. Hvis Dronningen skulle bruges til sejlads efter reparationen,  burde fribordet forhøjes med omkring en halv meter (Werenskiold 1989, 10).  

Herefter blev skibssiderne på Dronningen forhøjet med yderligere to bordgange på i alt en halv meter i hver  side. I 1992 sejlede Dronningen mod verdensudstillingen i Sevilla. Den sejlede sammen med Saga Siglar, en  norsk rekonstruktion af skibsfundet Skuldelev 1 fra 1030. De løb ind en storm i Middelhavet og begge skibe  forliste og forsvandt for altid (Thorseth et al. 1992, 14‐24). Alle besætningsmedlemmer blev reddet.  

Det oprindelige Osebergskib har ikke oprindelig haft en stråkøl eller to ekstra bordgange, som Dronningen  blev ombygget med. Ved at ombygge Dronningen blev det umiddelbare problem med at håndtere skibet  løst, men årsagen til problemet blev ikke defineret.