8. Osebergskibets sejl og rig
8.3 Dimensioner på sejl, mast og rå
Sejlets bredde
Osebergskibets masteplacering og positionerne for hals og skøde er udgangspunktet for vurderingen af sejlets oprindelige bredde. Selv om halshullerne og krydsholterne til skøderne i styrbord og bagbord side sidder forskudt i forhold til hinanden, er det stadig muligt at fastslå sejlets bredde, fordi forskydningen mellem halshul og krydsholtet til skødet i henholdsvis styrbord og bagbord side følger hinanden. Som
diskuteret i kapitel 7. er udgangspunktet for rekonstruktionen af Osebergskibets sejl, at sejlet var et retvinklet råsejl. Det betyder, at sejlet har samme bredde foroven som forneden.
Sejlets underkant går på skrå i en svag bue på tværs af skibet fra det forreste halshul i skibets ene side til den forreste krydsholt i skibets anden side. Sejlets bredde kan dermed bestemmes på baggrund af
afstanden mellem de forreste halshuller i skibssiden i forskibet og krydsholterne til skøderne i agterskibet, med masteplaceringen som midterakse. Denne tolkning giver en sejlbredde på 9,5‐10,0 m (Bischoff 2014, 24; Bischoff 2016b, 99). På Dronningen var sejlet, som tidligere nævnt, 10,4 m bredt, og på baggrund af erfaringerne med Dronningen blev sejlbredden til Saga Oseberg lagt i den lave ende af tolkningsrummet, altså med en bredde på 9,5 m.
Mastens højde
Mastens højde, og dermed sejlarealet, blev overvejende rekonstrueret ud fra en tildannet tveje, der blev fundet i skibet. Den er beskrevet nærmere i afsnit 6.2. Tvejen var fuldt bevaret med en længde på 2,84 m (Glende 1904, 35; Brøgger et al. 1917, 320‐321). Tvejen har en åbning i toppen, der passer til mastens diameter på 20,0 cm, og dens nederste kant er flad som forkanten i mastefiskens åbning. Tvejen tolkes som værende anvendt ved agterstævnen til støtte for masten, når denne blev lagt ned enten under roning, for anker, eller når skibet skulle på land (fig. 8.7).
Fig. 8.7. En tveje, der tolkes som støtte for masten, når den lægges ned i skibet (Glende 1904, 35).
Åbningen i mastefiskens agterkant er tegn på, at masten har kunnet lægges ned agterud, ligesom det er gældende for mastefisken på Gokstadskibet (Nicolaysen 1882, 53, Pl.II). Metoden nævnes også i saga tekster som Sverris saga og Haakon Haakonsons saga, der blev nedskrevet i 1300‐tallet, men omhandler vikingetiden (Falk 1912/1995, 73; KLNM 1980‐1982, Bind 4, 412; Bind 17, 552; Bind 6, 54). At metoden med at lægge masten ned også blev anvendt i middelalderen, fremgår af et af skibsfundene fra Kalmar havn, Kalmar 1 fra 1200‐tallet, der havde en anordning i dækshøjde, beregnet til at støtte masten, når den lægges ned (Åkerlund 1951, 36).
Tvejer i agterstævnen kendes også fra andre arkæologiske fund og fra ikonografiske kilder (Andersen &
Andersen 1989, 252‐253; McGrail 1993, 75‐77). På 1800‐tallets Nordlands‐ og Åfjordsbåde blev masten
under fiskeri lagt ned i henholdsvis ”krysstok” og tveje i toppen af forstævnen (Eldjarn & Godal 1988a, 148;
Eldjarn & Godal 1990a, 242).
Det kan ikke afgøres, hvor denne mastetveje har været placeret i Osebergskibet, men det er væsentligt, at den placeres højt nok til at masten, når den er lagt ned, ikke ligger så lavt, at trækvinklen er for flad, når den hejses op igen. På fuldskalarekonstruktionen Dronningen blev den placeret højt i agterstævnen med anlæg mod den skråtliggende rong og støttet af den tværgående spánn. Ved en placering af tvejen i denne højde ville masten endvidere få en rimelig hældningsvinkel til at kunne trækkes op igen efter nedlægning ved hjælp af forstaget. Vægten af tvejen er afgørende for hvilken løsning, der er mulig. Vægten er afhængig af træsort, og det vides ikke, hvilken træsort tvejen var lavet af. For neden i tvejen var hugget et vinkelret 5,0 cm dybt og 7,0 cm højt indhak, som kunne passe ned over agterkanten af rongen. Omkring 15,0 cm fra tvejens bund var der spor efter et tyndt tov, som sikkert har været anvendt til at surre den fast til noget.
Afstanden fra mastehullet i kølsvinet til mastetvejens placering i agterstævnen er ca. 11,0 m. Når masten har været lagt ned, har den sandsynligvis støttet i tvejen lige under hullet til faldet, hvor den er kraftig og kan bære sin egen vægt, og ikke ved den øverste tynde top, hvor vanttovene er placeret. Mastens højde blev derfor rekonstrueret efter, at masten i nedlagt tilstand støtter i tvejen lige under hullet til faldet, med mastetoppen med vanter og stag liggende til bagbord på siden af stævnen. Denne udmåling gav en højde på masten til hullet til faldet, på ca. 11,5 m.
I den norske råsejlstradition udregnes mastelængden blandt andet efter skibets rundmål midtskibs (Andersen & Andersen 1989, 235; Eldjarn & Godal 1990a, 258‐263). Den rekonstruerede mastelængde til faldhullet på 11,5 m svarer til Osebergskibets rundmål midtskibs. Osebergskibets bredde midtskibs er 5,16 m, og rundmålet her er 11,70 m. Dette forhold er blot nævnt som en iagttagelse og har ikke været
udgangspunkt for udregningen. Ikke desto mindre er det interessant, at det rekonstruerede mål svarer til en kendt og anvendt udregningsmåde, fordi det kan indikere udregningsmådens alder.
Godset, som er et bryst øverst på masten, hvor stag og vanter sidder, blev vurderet til at skulle være ca.
35,0 cm over hullet til faldet, så rakken ikke støder på vanttovene, når sejlet er hejst, og råen svinges rundt.
Mastens rekonstruerede højde til gods blev derfor 11,85 m med en samlet højde på 12,35 m.
Masten kunne både have været lavere og højere end det, der blev fastlagt i nærværende arbejde. Hvis masten blev lavere, måtte mastetvejen placeres længere frem i skibet, hvilket ville give en fladere trækvinkel, når masten skulle rejses. Mastehøjden er sammen med sejlbredden bestemmende for sejlarealet, der udover at være tilpasset rigsporene, også skal være tilstrækkelig stort til at give skibet fremdrift ved almindelige og svage vindstyrker. En høj mast øger skibets krængning, med afdrift og dårligere sejlegenskaber til følge. Osebergskibets lave fribord og dets rimelig flade bund er indikatorer på, at Osebergskibet har været sejlet med så lille krængning som muligt.
Som gennemgået i afsnit 6.2 og 6.3 vidner detaljer i skibets konstruktion om, at skibet har haft et sejl i en størrelse, som har gjort det nødvendigt at konstruere skibet med stærke og afstivende detaljer. Her tænkes på den hævede mastefisk, mastebitens og de tilhørende knæs udformning og dimension samt den
langsgående kraftige rælingsforstærkning, svineryggen, i forskibet.
Mastens tykkelse og udformning
Dimensionerne for mastens oprindelige tykkelse forneden og i en meters højde kan udledes af dimensionerne på hullet til masten i kølsvinet og i åbningen i mastefisken, som er tegnet og målsat af Glende (Glende 1904, 79, 81, 82). Da skibet blev udgravet, stod den bevarede nederste del af masten på plads i kølsvinet og mastefisken. Den er af fyrretræ og var ifølge Shetelig groft tildannet med økse. Han mente derfor, at det muligvis ikke var Osebergskibets oprindelige mast, men en erstatning der er blevet placeret, da skibet blev stillet i gravhøjen (Brøgger et al. 1917, 305).
Masten har, efter udsparingen i Osebergskibets bevarede mastefisk at dømme, haft en flad forkant, hvilket øger mastens stivhed (Eldjarn & Godal 1990a, 262‐263). Den flade forkant fremkommer ved at lade den forreste ottendedel stå tilbage under tildannelsen, så masten ikke bliver helt rund, men får to afstivende hjørner på forkanten. Det er en måde at få en stærk mast, der samtidig er så let som mulig.
Vurderet ud fra kølsvin og mastefisk, har masten været 14,0 cm tyk forneden, hvor den har stået i hullet i kølsvinet og 18,5 cm tyk ved overkanten af hullet i kølsvinet (Glende 1904, 29). Den åbne slids i
mastefisken, hvor masten går igennem, passer til en mast på 20,0 cm i diameter (Glendes 1904, 79; Brøgger et al. 1917, 302‐303). Mastens underste del blev rekonstrueret efter dimensionerne på hullet i kølsvinet. En meter oppe blev tykkelsen rekonstrueret efter dimensionerne i mastefisken. Øverst ved hullet til faldet blev den rekonstrueret til en tykkelse på 20,0 cm, en diameter der ville passe til åbningen i tvejen.
Glende noterede i sin skitsebog, at den bevarede del af masten, der stod i kølsvinet, da skibet blev udgravet, var 21,5 cm tyk i 3,0 m højde (Glende 1904, 85). Derfor blev mastens dimensioner mellem mastefisken og hullet til faldet rekonstrueret, så tykkelsen øgede til omkring 21,5 cm fra omkring midten til 2/3 dele oppe. Her er belastningen fra rakken, der holder råen med sejlet ind til masten, størst, når sejlet er rebet.
Fig. 8. 8. Rakken holdt råen med sejlet ind til masten. Den blev fundet bundet omkring et rundholt i forskibet med tovværk på 25 mm tykkelse. Foto Kulturhistorisk Museum Oslo. Efter Christensen et al. 2006.
Rakken, hvis funktion var at holde råen ind til masten, lå bundet til et rundholt i forskibet, da den blev udgravet (fig. 8.8). Rakken blev beskrevet sådan: et buet træstykke, som danner en solid bøjle på ikke fuldt en halvcirkel, må rimeligvis også høre til skibet. Rakken er 47 cm tværs over og har et trekantet hul i hver ende. Den fandtes fastgjort med tovværk til en spire i forskibet. Den kan i øvrigt ikke bestemmes nærmere.
(Brøgger et al. 1917, 321‐322). Åbningen i rakken passer godt til en mast med en diameter på 20‐21,5 cm i diameter.
Rakken var som nævnt 47,0 cm på tværs. Tykkelsen på midten er 6,0 cm og ved enderne 7,0 cm. I hullerne sad der tovværk, hvis dimension ikke er noteret (Grieg 1926, 59). På tegningen i fundpublikationen er rakken tegnet i skala 1:10, og her måles tovværket til 24 mm i diameter (Brøgger et al. 1917, 322).
At rekonstruere tykkelsen på en mast er til en vis grad en vurderingssag. Tykkelsen på masten over mastefisken kan have været større end 21, 5 cm, men det skønnes ikke at være meget, fordi det er en fordel, at masten er så let som mulig, blandt andet når den skal rejses og lægges i skibet.
Med en største tykkelse på 21,5 cm og en længde på 11,85 fra mastefod til godset, hvor stag og vanter sidder, bliver forholdet mellem tykkelse og længde 1:55. Mastefisken over kølsvinet giver en sideafstivning af masten, og hvis mastens længde udregnes fra overkanten af mastefisken i stedet, er forholdet mellem tykkelse og længde 1:51. Til sammenligning har de traditionelle norske råsejlsbåde master med længde, tykkelse forhold på 1:55‐1:60 (Eldjarn & Godal 1988b, 173). Disse både har ikke mastefisk.
Mastefisken har en afstivende effekt på masten og bidrager til fordeling af belastningen fra sejlets tryk til flere spanter. Den har samtidig en aflastende effekt på vanterne, især når mastefisken sidder så højt, som den gør på Osebergskibet, hvor den er hævet i en bue over dørken. Mastens rekonstruerede højde og tykkelse fremgår af nedenstående tabel (fig. 8.9).
Fig. 8.9. Mastens rekonstruerede dimensioner. Tabel forfatteren.
Mastens rekonstruerede højde
Fuld længde til top 12,35 m
Til gods 11,85 m
Til hullet til faldet 11,50 m
Fra fisk til gods 10,78 m
Mastens rekonstruerede tykkelse
Ved overkant mastefisk 20,0 cm
Midt mastefisk/gods 21,5 cm
Ved gods 20,0 cm
Mastetoppen ved gods 14,0 cm
Mastetoppen øverst 13,0 cm
Forhold tykkelse/længde Forholdet mellem den største
mastetykkelse og længden til gods
1:55
Forholdet mellem den største mastetykkelse og længden fra mastefisk til gods
1:51
For at mindske friktion i hullet til faldet i mastetoppen, er Saga Osebergs mast rekonstrueret med en hjulskive i hullet. Hjulskiver fra vikingetiden er fundet både i Hedeby Havn, Bergen havn og ved værftspladsen, Fribrødre Å (Crumlin‐Pedersen 1997b, 135; Skamby Madsen & Klassen 2010, 266;
Christensen 1985, 146).
Tegning af masten
Tegning af masten findes i Bind 2 bilag 9, tegning nr. 58.
Sejlets højde og areal
Sejlets højde blev bestemt ud fra den rekonstruerede mastehøjde. Sejlets højde, inklusive råens tykkelse, blev tilpasset mastehøjden målt til hullet, hvor faldet går gennem. Der blev taget højde for, at sejlet skal kunne gå fri af de store fralægningsgafler, som sidder midtskibs og rager 80,0 cm op over rælingen. Der blev også taget højde for at sejlet vil strække sig med tiden, så der skal være margen til et ekstra stræk af sejlet i højden. Under sejlads skal der også være plads til, at sejlet kan hejses højere og flades mere i formen.
Når sejlet tilpasses mastens højde til faldhullet, blev sejlhøjden på Osebergskibet rekonstrueret til at være ca. 8,5 m. Med en sejlbredde på 9,5 m og en sejlhøjde på 8,5 m bliver det rekonstruerede sejlareal til Osebergskibet ca. 81,0 m2. Til sammenligning sejlede fuldskalarekonstruktionen Dronningen med et sejl der var 10,4 m bredt og 9,5 m højt med et areal på 99,0 m2 (Andersen & Andersen 1989, 247). Sejlets
rekonstruerede størrelse fremgår af nedenstående tabel (fig. 8.10).
Sejlets rekonstruerede dimensioner Sejlets rekonstruerede størrelse 81 m2 Sejlets rekonstruerede bredde 9,5 m Sejlets rekonstruerede højde 8,5 m
Fig. 8.10. Sejlets rekonstruerede dimensioner. Tabel forfatteren.
Tegning af sejlet
Tegning af sejlet findes i Bind 2, bilag 9, tegning nr. 57.
Råens dimensioner
Ud fra den rekonstruerede sejlbredde på 9,5 m, der var beregnet efter det forreste righul i bagbord og det forreste krydsholt til skødet i styrbord, blev råen vurderet til at skulle være ca. 10,5 m lang med omkring 50,0 cm udstikkende råspidser. Afstanden mellem hullerne til fastgørelse af sejlets øverste hjørner i råens ender blev 10,0 m, så sejlhjørnerne vil kunne strammes godt ud.
Osebergskibets oprindelige rå blev ikke identificeret ved udgravningen af skibet. I fundpublikationen skrev Shetelig, at der ved udgravningen fandtes forskellige rundholter af fyrretræ, som de i første omgang kunne fristes til at tro tilhørte råen eller masten. Shetelig konkluderer imidlertid, at de ikke havde noget at gøre med skibets rig (Brøgger et al. 1917, 305‐306).
Som nævnt blev rakken, der har holdt råen ind til masten, fundet fastgjort med tovværk til en kraftig
”spire” i forskibet (Brøgger et al. 1917, 321‐322). Det er derfor sandsynligt, at denne spire eller rundholt var skibets rå. Dimensionerne på dette rundholt er desværre ikke beskrevet.
Glende tegnede tre rundholter i sin skitsebog (Glende 1904, 4). Det ene var et kraftig rundholt, der lå i agterskibet. Det var 12,47 m langt og 19,0 cm i diameter. Under dette skrev Glende Råen?. Det andet rundholt var 7,14 m langt og 20,8 cm i diameter i den ene ende og 15 cm i diameter i den anden ende.
Begge dets ender var brudflader. Under dette skrev Glende Mast?. Om ét af disse rundholter var den kraftige spire fra forskibet kan ikke umiddelbart afgøres. Det tredje rundholt var 8,27 m langt og 8,5 cm i diameter i den ene ende og 5 cm i diameter i den anden ende. Hvis det har hørt til riggen, kan det have været en slags spilerstage. Under dette skrev Glende ”Stang”. Alle tre rundholter var ifølge Glende fremstillet af gran eller fyrretræ.
En gennemgang af Gustafsons udgravningsdagbog gav ingen afklaring på spørgsmålet om skibets rå. Der lå diverse kraftige rundholter i skibet, men ingen af dem kunne bestemmes som værende en rå (Brøgger 1916, 45‐109). Han beskrev et kraftigt rundholt der lå i forskibet med to bastløkker med knob og knevel omkring. Rundholtet var voldsomt ”nedbøjet” i skibet (Brøgger 1916, 109). Derudover beskrev han et kraftigt rundholt, der lå i agterskibet fra roret til gravkammeret. Det var ca. 12,41 m langt, 11,0 cm i diameter i den ene ende, 18,0 cm på midten og 15 cm i diameter i den anden ende. Her var det rundt afskåret, og 13,0 cm fra enden var to dybe hak (Brøgger 1916, 91, 93). Denne beskrivelse passer til det eneste bevarede rundholt, der i dag ligger på gulvet under skibet. Dette rundholt er tidligere blevet tolket som et muligt råemne til Osebergskibet (Andersen & Andersen 1989, 246; Bischoff 2016, 99). Dets
proportioner minder derudover om en rå, der er tykkest på midten og omkring 2/3 tykkelse i begge ender. I betragtning af, at rakken blev fundet i forskibet, og dette rundholt blev fundet i agterskibet, er det mest sandsynligt, at det rundholt, som rakken var bundet til, var skibets rå. Dette rundholt er så vidt vides ikke bevaret.
Der findes kun en enkelt rå fra vikingetiden, der er fuldt bevaret, og det er råen fra den største af
Gokstadsbådene fra Gokstadfundet nævnt i afsnit 7.1 (Nicolaysen 1882, 38, Pl. IV). Råen fra båden har et forhold mellem tykkelse og længde på 1:53, og enderne er 2/3 tykkelse af råen på midten (Andersen &
Andersen 1989, 231). Gokstadskibets rå er kun bevaret i halv længde, men intakt i den ene ende, hvor den er 2/3 tykkelse af råens tykkelse på midten (Nicolaysen 1882, 44, Pl IV). Den har dermed et forhold mellem tykkelse og længde på 1:50 (Andersen & Andersen 1989, 251). Det skal nævnes, at det ikke kan konstateres sikkert, om det er skibets oprindelige rå, eller om det i det hele taget er en rå.
For at rekonstruere råen til Saga Oseberg blev der også skelet til proportionerne på det bevarede rundholt under skibet i udstillingen. Selv om det sandsynligvis ikke var råen fra Osebergskibet, og selv om det er næsten 2 m for langt i forhold til righullerne i skibet, så ligner det en rå, om end ikke færdiggjort. Den ufærdige rå har et forhold mellem tykkelse og længde på 1:55‐1:58 alt efter hvor lang dens færdige længde skulle være.
Ræerne til skibsrekonstruktionerne af Skuldelev 3, Roar Ege, Skuldelev 5, Helge Ask og Skuldelev 2, Havhingsten fra Glendalough er rekonstrueret med tykkelse/længde forhold på henholdsvis 1:52, 1:54 og 1:55. Disse ræer har vist sig at fungere tilfredsstillende sammen med det rekonstruerede sejlareal
(Andersen & Andersen 1989, 254‐255). De praktiske forsøg med skibsrekonstruktioner har vist, at råen gerne må være så spinkel, at den buer svagt ved sin egen vægt. Jo stivere den er, dets tykkere og tungere er den også, og det er en unødvendig belastning.
Ræer fra Nordlands‐ og Åfjordsbådene, som har trapezformede sejl, har et forhold mellem tykkelse og længde på 1:30‐1:35 (Eldjarn & Godal 1988b, 173). Det vil sige, at ræer til trapezformede sejl er
forholdsmæssigt tykkere i forhold til længden, end en rå til et retvinklet sejl ser ud til at have været. Hvis det er tilfældet, at en rå fra et trapezformet sejl har et væsentligt anderledes forhold mellem længde og tykkelse end en rå fra et retvinklet sejl, er det interessant. På den baggrund vil det være muligt at kunne vurdere, om en rå fundet uden for kontekst har tilhørt et trapezformet sejl eller et retvinklet sejl. En vej mod et svar på dette kunne, ud over flere fund af ræer fra vikingetiden, være en undersøgelse af ræer fra norske jekter fra 1800‐1900‐tallet, fordi disse jekter havde retvinklede sejl.
Råen til Saga Oseberg blev rekonstrueret med den største tykkelse ved råens midte på 18,0 cm, og tykkelsen ved fastgørelseshullerne ved sejlhjørnerne ca. 12,0 cm, svarende til 2/3 af råens tykkelse på midten. Forholdet mellem råens største tykkelse mellem hullerne og længden blev 1:55. At enderne er 2/3 tykkelse af råens største tykkelse gælder også for råen fra Gokstadbåden og fra Gokstadskibet samt de opmålte ræer fra trapezformede sejl i den nyere norske tradition (Andersen & Andersen 1989, 251; Eldjarn
& Godal 1988b, 173). Råens rekonstruerede længde og tykkelse fremgår af nedenstående tabel (fig. 8.11).
Råens rekonstruerede dimensioner
Råens fulde længde 10,5 m
Råens længde mellem sejlhjørner 10,0 m Råens tykkelse på midten 18,0 cm Råens tykkelse i enderne 12,0 cm Forhold tykkelse/længde
Forholdet tykkelse/længde mellem sejlhjørner
1:55
Forholdet fuld tykkelse/længde 1:58
Fig. 8.11. Råens rekonstruerede dimensioner. Tabel forfatteren.
Tegninger af råen til Saga Oseberg
Tegning af råen findes i bind 2, bilag 9, tegning nr. 58.
Sejlets fremstilling og opbygning
Udgangspunktet for rekonstruktionen af sejldugen til Saga Osebergs sejl var et tekstilfragment, der blev fundet i Osebergskibet ved udgravningen (fig. 8.12). På vestsiden af gravkammeret blev der fundet en bunke med tekstil, tovværk og knevler (Christensen et al. 1993, 222‐223). Der blev i alt fundet 29 fragmenter af uldstof, der alle var vævet i 2/2 kiper. De lå sammenkittet i lag i stive flager med rød farve (Ingstad 2006, 185‐235). Et af fragmenterne var 11,5 x 16, 5 cm og 3,0 cm tykt og bestod af flere lag stof.
Det var ikke muligt at skille lagene ad. Trådtætheden pr. cm var 13‐14 tråde i trenden (de lodrette tråde) og 8‐9 tråde i islætten (de vandrette tråde, der væves ind). Både trenden og islætten var spundet med højre snoning (Z/Z‐spundet) (Ingstad 2006, 199, 234–235, 244). På grund af den kraftige og tætte kvalitet og tovværkets dimension blev tekstilerne bedømt til sandsynligvis at stamme fra skibets sejl (Ingstad 2006, 199, 234‐235, 244; Christensen et al. 1993, 222‐223).
Da Gokstadskibet blev udgravet, blev der fundet adskillige lignende stoffragmenter, der også var
sammenkittet i stive flager med rød farve (Ingstad 2006, 235). Den røde farve i uldstoffet kunne tyde på, at stoffet var imprægneret med talg eller fedt blandet med rød okker. Dette er dog ikke analyseret.
Fig. 8.12. Fragment af kraftig vævet uldstof med liner af lindebast. Tekstilet kan være en del af skibets sejl.
Foto Kulturhistorisk Museum i Oslo.
Sejldugen til Saga Osebergs sejl på 80 m2 blev vævet af uld fra Spelsau. Spelsau tilhører fåreracen nordisk korthalefår, som er vikingetidens fårerace. Spelsau findes i dag flere steder i Norden og Nordatlanten.
Deres uld består af en finfibret blød bunduld og lange glatte og slidstærke dækhår (Nørgård 2016, 79). Som det er beskrevet i afsnit 7.5, er det muligt at få et både stærkt og tæt sejl ved at blande dækhår og bunduld i et bestemt forhold. Trenden skal gerne være stærk og består overvejede af dækhår, som bliver hårdt spundet. Islætten består af en større del bunduld, så sejlet bliver tæt. Sådan blev sejlet til Saga Oseberg vævet. Arbejdet med vævningen af banerne til sejlet blev udført af frivillige vævere og tekstil interesserede
Deres uld består af en finfibret blød bunduld og lange glatte og slidstærke dækhår (Nørgård 2016, 79). Som det er beskrevet i afsnit 7.5, er det muligt at få et både stærkt og tæt sejl ved at blande dækhår og bunduld i et bestemt forhold. Trenden skal gerne være stærk og består overvejede af dækhår, som bliver hårdt spundet. Islætten består af en større del bunduld, så sejlet bliver tæt. Sådan blev sejlet til Saga Oseberg vævet. Arbejdet med vævningen af banerne til sejlet blev udført af frivillige vævere og tekstil interesserede