I dette afsnit vil der blive fokuseret på de mekanismer, der kan identificeres som virksomme i relation til målet om øget socialpolitisk aktørskab. Der er en væsentlig forskel på graden af tydelighed mellem de mekanismer, der kan identificeres i relation til socialfaglig kvalificering og til øget socialpolitisk aktørskab. Dette hænger sammen med, at der kunne iagttages tydelige forandringer og hændelser i relation til det første mål, medens det er langt mere antydningsvist i relation til det andet. Dette medfører, at identificeringen af mekanismer ikke bliver tydelig, men ligeledes må behandles antydningsvist, hvilket vil ske i form af tankemæssige udviklede sammenhænge som følge af abstraktion. Der vil derfor ikke blive arbejdet med kontrafaktisk tænkning på samme vis som i det foregående afsnit, da en sådan aktivitet forudsætter, at der er hændelser på det empiriske niveau, der kan iagttages og tænkes kontrafaktisk ud fra, hvilket ikke i samme omfang er tilfældet her i relation til de gennem abstraktion udviklede mekanismer.
Mikro - social mekanisme: Kvalificering af socialfaglige vurderinger som grundlag for socialfagligt/socialpolitisk ageren
Det andet mål bestod i en øget ageren som socialpolitiske aktører Som kapitel 11 om aktionsforskningsprocessens moment: Resultat viste, er dette mål i en vis forstand blevet reformuleret undervejs til, at det også handler om at skærpe sin socialfaglige argumentation i bestræbelserne på at fastholde fagligt begrunde indsatser under økonomiske restriktioner, og ud fra denne forståelse er målet i en række tilfælde imødekommet.
Der har i tidsrummet for eksperimentet været udøvet socialpolitisk aktørskab på ”den store scene”, hvilket dog ikke har været affødt af eksperimentet. Der har samtidig været udøvet socialpolitisk aktørskab på ”hverdagsscenen” på forskellig vis. Disse aktiviteter har været affødt af eksperimentet og dets arbejde med faglig kvalificering. I flere teams blev det besluttet at arbejdet på at kvalificere argumentationen i relation til en problemstilling, inden denne skulle forelægges for et lederforum. Hensigten med drøftelsen var at skærpe argumentationen og derigennem udvide de rammer, som ledelsen havde udstukket for foranstaltninger på baggrund af de politiske afsatte mål og økonomiske rammer.
På et refleksionsmøde forberedte et team en drøftelse på lederforum i relation til barnet A, som de vurderede havde behov for at blive anbragt; men hvor forventningen var, at lederforum ville pege på familiebehandling og alternativt, såfremt argumenter for anbringelse skulle vinde gehør, på familiepleje, hvilket deltagerne vurderede som helt utilstrækkeligt i relation til barnets problematik. I drøftelsen argumenteres med, hvad deltagerne forestiller sig, at lederne ville sige, og på den baggrund, hvordan modargumenterne kan opbygges for den rådgiver, som skal have ”sagen” på., jf. Bilag 22.
Det kan igen diskuteres, hvorvidt sådanne aktiviteter udgør socialpolitisk aktørskab. Det afhænger af, hvorvidt aktiviteten ses at udgøre en bevidst bestræbelse på at påvirke de afstukne (lokale) socialpolitiske rammer, uanset om der er tale om enkeltsagsniveau eller et generelt niveau. De aktiviteter, der har fundet sted i forlængelse af eksperimentet har været på både enkeltsags niveau og på et mere generelt niveau. Dog må alle aktiviteterne betragtes som havende været på ”den hverdagspolitiske scene”. Såfremt der alene udøves socialpolitisk aktørskab på denne scene, må ambitionsniveauet for socialpolitisk aktørskab i forlængelse af dette projekts forståelser af fænomenerne Socialfaglig fantasi og ”det gode sociale arbejde” anses for lavt. Der er behov for, at de faglige kaldsbærere drevet af utopien om ”Det gode socialfaglige arbejde” i højere grad træder op på ”den store scene”.
Omvendt må socialpolitisk aktørskab på begge scener og på flere niveauer anerkendes som socialpolitisk aktørskab. En sådan aktivitet skal starte et sted, og aktørskab på flere niveauer på begge scener må kunne understøtte og forstærke hinanden. Når deltagerne derfor på faglige refleksionsmøder forsøger at opbygge en argumentation, der skal slå ind i forhold til de argumenter, som de forventer at blive mødt med på lederforum, kan det forstås som deltagernes bestræbelser på at påvirke og udvide de lokale socialpolitiske og økonomiske rammer med afsæt i ”enkeltsagsniveau”. En sådan aktivitet forudsætter, at der arbejdes med faglig kvalificering af socialfaglige vurderinger, idet det er den faglige argumentation, der skal overbevise lederforsamlingen om, at de bør afvige fra de generelle retningslinjer. Tilsvarende kan man antage, at det i relation til socialpolitisk ageren på ”den store socialpolitiske scene” vil være en forudsætning, at den faglige argumentation er grundigt funderet og vidensbaseret, således at der på baggrund af for eksempel enkeltsager i anonymiseret form kan fremdrages og påvises konsekvenser af den første socialpolitik og de aktuelle fastsatte niveauer for indsatser. Her vil jeg derfor pege på, at en mekanisme i relation til øget ageren som socialpolitisk aktør kan antages at være, at socialpolitisk aktørskab forudsætter en faglig kvalificering af socialfaglige vurderinger. Dette kan dog ikke udledes af forløbet, idet konklusionen er, at der i relation til dette mål alene er tale om ansatser til forandringer
Mikro - social mekanisme: Et fagligt etisk og normativt standpunkt som grundlag for kritikken og en tilslutning til en kritisk dømmekraft
I kapitlet om aktionsforskningsprocessens moment: Forløbet blev projektets utopi om det kvalificerede socialfaglige arbejde fremhævet. Det blev fastslået, at dette indebar en vidensbasering af socialfaglige vurderinger og endvidere, at der på denne baggrund skulle arbejdes med udvikling af en socialfaglig fantasi, som betyder, at socialrådgiveren kan forbinde borgerens situation med de samfundsmæssige vilkår samt med socialt arbejdes opgaver og funktion og de samfundsmæssige betingelser herfor. Og derpå forholde denne
analyse til socialt arbejdes etiske værdier. Dette udgør forudsætningen for, at socialrådgiveren kan opleve en nødvendighed af også at agere som socialpolitisk aktør, når borgernes behov og de professions etiske værdier støder mod socialt arbejdes aktuelle vilkår og betingelser. Det er tidligere blevet fremhævet, at en række fagprofessionelle, herunder socialrådgivere, besidder drivkraften til at udøve det gode socialfaglige arbejde (Sennett, 2009) på det virkelige domæne, hvilket på det faktiske domæne giver sig udslag i en motivationsstruktur som faglige kaldsbærere (efter Hein, 2009). Som faglige kaldsbærere drives sådanne socialrådgivere af pligten til at udføre det gode sociale arbejde.
Der vil være forskellige perspektiver på, hvordan det gode socialfaglige arbejde forstås.
Som fremhævet ville nogle af deltagerne kunne tilslutte sig et kritisk normativt perspektiv, medens andre ville kunne tilslutte sig en forståelse af de faglige idealer på baggrund af en humanistisk stillingtagen. For atter andre vil det alene være meningsfuldt at fokusere på det direkte sociale arbejde med den enkelte familie og forsøg på også at påvirke betingelserne herfor, hvorimod atter andre af deltagerne ikke ville forstå dette som et led i deres faglige aktivitet, og derfor alene vil stræbe mod udøvelsen af godt socialt fagligt arbejde indenfor de givne rammer. Forståelse af det gode socialfaglige arbejde i dette aktionsforskningsprojekt rummer i forlængelse af Sennett, Mills og Løchen både krav om håndværksmæssighed og forpligtigelse samt fantasi og et kritisk normativt ståsted.
Imidlertid ”druknede” arbejdet med udvikling af socialfaglig fantasi mere eller mindre undervejs. Et symptom herpå er den fremhævede tendens til individfokusering i den faglige refleksion. En forudsætning for at kunne udfolde en socialfaglig fantasi og forbinde den enkelte borgers/barns problemstilling med samfundsmæssige forhold og socialt arbejdets funktion samt egen rolle som socialarbejder må imidlertid være, at individfokuseringen gennem refleksionen foldes ud til også at omfatte kritiske forståelser af de samfundsmæssige forholds betydning. Dette lykkedes ikke i særligt vidt omfang i løbet af eksperimentet, idet der kunne konstateres en tilbøjelighed til primært at arbejde individfokuseret og inddrage psykologiske teoridannelser.
Forudsætningen må tillige være et opgør med den ”institutionelle dømmekraft” på linje med Andersens fremhævelse af, at et sådant opgør er nødvendigt, såfremt socialrådgiveren ønsker at arbejde anerkendende i Honneths forstand.
”En anerkendende praksis (…) fordrer nemlig, at man involverer sig i et opgør med den
”institutionelle dømmekraft”, som afspejler den herskende instrumentelle fornuft”
(Andersen, 2010:189).
Tilsvarende fordrer en aktivitet som socialpolitisk aktør et tilsvarende opgør med den
”institutionelle dømmekraft”, hvilket forudsætter indtagelse af et fagligt etisk og normativt standpunkt som grundlag for kritikken og en tilslutning til en kritisk dømmekraft, der kan afklæde de politiske dimensioner også i den enkelte borgers/ det enkelte barns situation
samt følges af en oplevet forpligtigelse til at handle i relation til denne indsigt. På linje med, at aktionsforskningsprojektets eksperiment blev fremmet af en mekanisme med aktivt og engageret organisering, kræver en sådan udvikling kollektiv og aktiv organisering.
”The importance of Corporate Agency is dual. Through interaction with other collectivities it expands the array of available positions, as part of the primary
morphogenesis of society which its organised interaction brings about. Simultaneously, through interacting with others in the same collectivity, Agents become more articulate about their interests and thus better able to reflect upon the role positions which will further their realisation”(Archer, 2000:284).
Hvor i dette tilfælde de faglige kaldsbærere indtager positioner som sociale aktører, idet de identificerer sig med og aktivt påtager sig en speciel rolle (ibid.). I dette tilfælde som socialpolitiske aktører, idet de i forlængelse af deres drivkraft i ønsket om at udøve håndværksmæssighed, at udføre det gode socialfaglige arbejde, gennem den socialfaglige fantasi kan forbinde dette ønske med de betingelser, der hersker herfor i de aktuelle samfundsmæssige betingelser. Socialrådgiverforeningens professionsetik rummer da også en fordring om at agere socialpolitisk:
” Socialrådgiveren gør arbejdsgivere, politikere, myndigheder og offentligheden
opmærksom på, når ressourcerne er utilstrækkelige, og når ressourcefordeling, lovgivning og social praksis virker undertrykkende, uforsvarlig eller skadelig” (DS, 2011,
Professionsetik:8 – afledte princip af værdi nummer 2: pind 4).
Ifølge Archer må man undersøge de betingelser, der fremmer/hæmmer primære agenter i at blive kollektive – i at udvikle sig til sociale aktører, der har fælles interesser og formulerer fælles mål og strategier (Archer, 2000). Deltagerne skal have adgang til artikulation og organisation, hvilket denne type af aktionsforskning tilbyder. Imidlertid har den kollision mellem virksomme mekanismer, som blev fremhævet i afsnittet om betydningsfulde generative mekanismer i relation til kvalificering af socialfaglige vurderinger, sat sine begrænsninger for, i hvilken udstrækning aspektet med udvikling af socialfaglig fantasi kunne udfoldes yderligere. Dog har dette aktionsforskningsprojekt bevirket, at afsættet fremover er forandret. Hermed kan det give anledning til, at deltagernes fremtidige refleksioner over praksis og organisering kan fungere som en generativ mekanisme i at udvikle socialfaglig fantasi, idet de kan forbinde den enkeltes situation med de samfundsmæssige forhold i en kritisk refleksion.
”As Social Agents, groups and collectivities of people confront problems which are interest related but not role related.(…) as Social Agents they engage in promotive activities, when tackling these problems (…)Social Agents confront problem-ridden situations in relation to these wider interests (which are rooted in their life
chances)”(Archer, 2000:286).
En forudsætning er, at deltagerne har adgang til en fond af idéer, en mulighed for at se alternativer og til at artikulere kritik (Archer, 2000).
Meso - social mekanisme: Adgang til kanaler for kritik
I forlængelse af Archers pointe om, at aktører skal have mulighed for at artikulere kritik kan der ud fra et kritisk normativt standpunkt argumenteres for, at den kritik af det nuværende ”er”, der fremsættes på baggrund af et ”bør”, må have adgang til en kanal.
Willig har i sin bog umyndiggørelse (2009) beskæftiget sig med kritikkens kanaler, dens infrastruktur. Udgangspunktet er, at aktuelt under dominansen fra NPM bliver kritikken afmonteret, NPM rummer ikke veje for kritik. Willig fremhæver tre symptomer på kritikkens aktuelle tilstand. Der kan være tale om ”campingpladskritik”, hvor Willig refererer Baumans diagnose af kritikken aktuelt i samfundet:
” Et samfund, der ikke længere erkender noget alternativ til sin egen indretning, og som derfor føler sig fritaget fra at undersøge sig selv” (Willig, 2009:36).
Der kan fremsættes kritik i form af for eksempel ønsker om bedre service på
”campingpladsen”, men denne kritik sætter ikke grundlæggende spørgsmålstegn ved campingpladsens indretning. Et andet symptom på kritikkens aktuelle stadie er, at kritikken fungerer i magtens tjeneste. Samfundsdiagnostikerne bliver i dag spindoktorer og er blevet vidensteknikere (ibid.), mod hvem man kunne rette Mills´og Løchens kritik af samtidens sociologer. Og endelig kan kapitalismekritikken ifølge Willigs læsning af Boltanski og Chiapello192 ses at være vendt på hovedet og er antaget i kapitalens tjeneste. Den ene side af kapitalismekritikken: Social-kritikkens med dens fordring om solidaritet blev svagere i forlængelse af kommunismens forfald; medens dens anden side: Kunster -kritikken voksede og smeltede sammen med kapitalismen, idet dens værdier om mere autonomi, kreativitet og selvrealisering blev integreret i udvikling af en kapitalisme med en ny og ændret karakter, hvor krav om kreativitet og selvrealisering bliver til tvang og eget ansvar193. Kritikken transformeres hermed til selvkritik (Willig, 2009). Ifølge Willig er det at kunne udtrykke sin kritik et menneskeligt grundvilkår, mennesket skal have afløb for sin kritik, men mulighederne for at fremsætte kritikken antager historiske specifikke former, der udgør en bestemt infrastruktur eller kritikkens mulighedsbetingelser (ibid.). Kritikkens infrastruktur kan ses at rumme tre veje, kritikken kan tage:
Den ekstroverte kritik (den eneste effektive kritikform)
Den introverte kritik (negativ selvkritik)
Sidebenskritikken (projektierende kritik) (”råber på gangen”, som arbejdstilsynets rapport påviste, jf. kapitel 10)194
Hvis den ene vej afskæres, går kritikken ad en af de øvrige veje (Willig, 2009). Den ekstroverte kritik har ifølge Willig aktuelt trange kår. Udtryk for ekstrovert kritik bliver under indtryk af NPM dominansen anset for at være tilbageskuende og gammeldags, og
192 Boltanski, Luc og Chiapello, Eve (2007) The New Spirit of Capitalism. London. Verso.
193 Jf. også Sennetts redegørelser for kravene til arbejdet under den udviklede kapitalisme (Sennett, 1999, 2007).
194 Willig: Oplæg om Umyndiggørelse på Temamøde i Dansk Socialrådgiverforening, Region Nord d.
05.10.10.
den individualiseres og umyndiggøres (ibid.), jf. udsagnet til handicaprådgivere i Århus: ” I er ansatte – ikke indsatte”, underforstået: ”Hvis I ikke kan lide lugten i bageriet, så kan I gå”. Problemet er, ifølge Willig, at kritikken er motoren for forandring, men aktuelt ikke har en fremkommelig kanal. Den introverte kritik er helt overvejende dominerende, og her bliver kritikken til en tugtelse af personen selv, frem for en drivkraft til forandring af samfundet, og sidebenskritikken bliver den kritikform, der bliver tilbage, hvor kritik kommer ud i fordrejede former, der ikke forstås som kritik (ibid.). Den bliver da ofte mødt med prædikatet: brok og klynk. Willig fremhæver, at brok og klynk blot er kritik, der ikke bliver taget alvorligt, og som ikke har adgang til at komme ud af formelle veje195.
På baggrund af dette projekts kritiske normative perspektiv vil det klart være en fremme af den ekstroverte kritik, der er ønsket. Spøgsmålet er, hvilke mulige kanaler, den kan anvende. Eksisterende eller nyudviklede. Som det blev fremhævet i kapitel 11 i relation til målet om socialpolitisk aktørskab kan åbent fremsat ekstrovert kritik være farlig for kritikeren. FTF – undersøgelsen påviste, at mange offentlige ansatte tier med kritik af frygt for repressalier196, ligesom Socialrådgiverforeningen kunne bidrage med eksempler på, hvor kritik har medført konsekvenser for kritikeren197. Hermed er der tale om umyndiggørelsesprocesser. Ifølge Willig kan der ved en myndig person forstås:
”et menneske, der træffer sine egne valg, dvs. en person, som har medbestemmelse over sit liv. For at have medbestemmelse må personen være i stand til at ytre sig og herved påvirke sine omgivelser (…)Det betyder, at vedkommende må kunne ytre sig kritisk” (Willig, 2009:26).
En forudsætning for kritik er, at mennesket kan ytre sig uden frygt for repressalier (ibid.).
Såfremt dette ikke er tilfældet kan kritikken antage de ovenfor påpegede forkrøblede og forkrøblende former og kan føre til stress, afmagt og etisk kvalme198 over ikke at kunne leve op til sine faglige idealer, eller med andre ord som faglig kaldsbærer ikke at kunne efterleve pligten til at udføre sit arbejde fagligt forsvarligt. Kritikkens fundament udgøres af fagligheden, men den har svære kår under de bestandige omstillinger og forandringer i det offentlige sektor.
”Kritikken læner sig så at sige op ad de faglige argumenter, der i det hele taget gør det muligt at tale om faglige fundamenter eller grundpiller. Fagligheden er fundamentet, der skaber stabilitet trods det udefrakommende pres (…)[men] i kraft af paratheden til og de
195
http://www.boernogunge.dk/internet/boernogunge.nsf/0/8D7CC268A134AF16C12575D8003950D5!OpenD ocumentlokaliseret 01 08 12.
196
http://www.socialrdg.dk/Default.aspx?ID=6016&utm_source=nyhedsbrev&utmmedium=email&utm_campai gn=NB-21-06-2012 lokaliseret 21 06 12.
197
http://www.socialrdg.dk/Default.aspx?ID=6007&utm_source=nyhedsbrev&utmmedium=email&utm_campai gn=NB-14-06-2012 lokaliseret 1406 12.
198Willig: http://www.socialrdg.dk/Default.aspx?ID=2518lokaliseret 01 08 12.
stigende krav om omstilling, når en ny faglighed aldrig at etablere sig, før det igen er på tide at stille om(…)Når målet er forsvundet, er kritikkens genstand også forsvundet”
(Willig, 2009:66-67).
Som det blev fremhævet i kapitel 11 kunne der i perioden iagttages en ageren som socialpolitisk aktør på ”den større scene” uden dette dog havde noget med dette projekt at gøre. Dette skete med fagforeningen: Dansk Socialrådgiverforening (DS) som kanal netop set i lyset af frygten for repressalier. Willig og DS´s regionsformand diskuterede på et temamøde i DS, hvorledes socialrådgivere kan agere i lyset af sådanne mulige repressalier.
Willig opfordrede her til civil ulydighed i miniformat i form af at skrive skuffenotater.
Desuden foreslog Willig, at fagforeninger påtager sig at udgøre en aktiv kanal for kritik med anvendelse af anonyme kilder blandt medlemmerne199. Det var netop på denne måde, at der siden fulgte et socialpolitisk aktørskab på ”den store scene” i forbindelse med besparelser på området i den ene kommune, hvor netop fagforeningskanalen blev valgt for at undgå at enkeltmedarbejdere eller tillidsrepræsentanter kom i klemme (A 230911).
Samtidig var der gennem aktionsforskningsprocessens arbejde en form for kritik kanal, idet ambassadørgrupperne gav rum til, at deltagerne kunne udveksle kritik af de foretagne omstruktureringer og besparelser, ligesom de faglige refleksionsmøder i nogle tilfælde ligeledes kunne danne forum for sådanne kritiske ytringer. Dette indebar ikke, i alle tilfælde ikke i første omgang, at disse kritiske ytringer kom ud i en større offentlighed eller blev rettet opad i systemet; men som sådan kunne disse veje udgøre ventiler for kritik, der i og med den blev formuleret og delt kunne fortsætte sit liv som kritik og ikke blive deformeret og overgå til at blive introvert eller sidebenskritik. Samtidig udgjorde også refleksionsmøderne i nogle tilfælde et forum, hvor socialpolitisk aktørskab på ”den lille scene” kunne forberedes igennem at hjælpe hinanden med at opstille en faglig argumentation, der skulle forsøge at udvide de afstukne rammer på enkeltsagsniveau. I forståelsen her i dette projekt anses aktivt arbejde med at forsøge at presse de afstukne rammer på enkeltsagsniveau også som socialpolitisk aktørskab. Dette kan diskuteres, og en fare kan være, at socialrådgivere afviser at tage springet til ”den store scene” med den begrundelse, at de agerer som socialpolitiske aktører på ”den lille scene”. Det vil sige, at denne udgave kan stå i fare for at blive en form for ”sovepude”. Dog vil jeg samtidig fremhæve, at denne ageren på ”den lille scene” kan være medvirkende til at holde kritikken levende og modvirke, at den netop deformeres, hvorfor kanaler til ytringer af denne form for kritik også er ganske afgørende for fremvæksten af en levende kritisk socialfaglighed og i sidste instans og i et videre perspektiv en kritisk samfundsforandrende kraft. På denne
199199 Willig: Oplæg om Umyndiggørelse på Temamøde i Dansk Socialrådgiverforening, Region Nord d.
05.10.10.
baggrund vil jeg fremhæve at generative mekanismer i relation til socialpolitisk aktørskab udgøres af levende kritikkanaler. Såfremt eksisterende kanaler ikke kan anvendes, må de sociale agenter skabe dem.
Generative mekanismer i relation til øget socialpolitisk aktørskab
Generative mekanismer i relation til øget socialpolitisk aktørskab