Gennem forløbet er det lykkedes at imødekomme målene om faglig udvikling og kvalificering socialfaglige vurderinger på en måde, som imødegår det kritiske billede af
158 Som tovholder.
socialt arbejde, som forskning kan tegne, jf. kapitel 7. Spørgsmålet kan derpå være, om denne imødekommelse af kritikken også kan betragtes som en tilstrækkelig kvalificering af socialfaglige vurderinger. Hvad indebærer det at kvalificere disse vurderinger? Gør en socialfaglig analyse en tilstrækkelig forskel? Rækker det, at vurderingerne i højere grad er blevet vidensbaseret? Er det nok, at de er blevet tydeligere? Eller må en kvalificering også indebære andre kvaliteter? Der er ingen tvivl om, at et analytisk vidensbaseret grundlag for en afvejning af konkrete forhold for barnet og familien med teoretisk og forskningsbaseret viden om børn og familiers liv og derpå udmøntet i en konkret vurdering af betydningen af dette mønster af forhold for dette barn i denne familie, vil medføre en kvalificering af en socialfaglig vurdering. Dette udgjorde en meget væsentlig del af bevæggrunden til udvikling og lancering af redskabet Social analyse og handling:
”Vi ønsker med redskabet Social analyse og handling at tydeliggøre og kvalificere socialarbejdernes faglige vurderinger gennem bevidst brug af teori, forsknings- og erfaringsbaseret viden (…) Social analyse og handling er et redskab, der kan understøtte socialarbejderen i at træffe beslutning om en faglig kvalificeret indsat på et konkret socialt problem (…) Dette forudsætter refleksion over og analyse af hver eneste handling”
(Alminde m.fl., 2008:8).
Sådanne refleksioner over det unikke sociale problem, hvorpå der kan anlægges forskellige perspektiver, vil stille socialarbejderen overfor valg mellem forskellige perspektiver i analysen og forståelsen og afledt heraf i handlingen. Her må socialarbejderen lade sig lede af socialt arbejdes etiske forpligtigelser og en kritisk selvrefleksion (Antczack og Johansen, 2007) og dermed af sin sociale faglige dømmekraft, der forudsætter en enhed af viden og moralsk indsigt (Høilund og Juul, 2005). Dette indebærer, at det til en kvalificering af de socialfaglige vurderinger ikke er tilstrækkeligt, at denne begrunder sig på analyse og vidensbasering samt refleksion. Denne refleksion må udvikles til en kritisk selvrefleksion, hvorunder indflydelsen fra den institutionelle dømmekraft i relation til den socialfaglige dømmekraft må blotlægges og bearbejdes i relation til vurderingen i samklang med socialt arbejdes etiske værdier (Alminde m.fl., 2008). Såfremt dette ikke skulle indgå i et krav til fænomenet kvalificering af socialfaglige vurderinger, ville et sådant amputeret krav alene medføre en styrkelse af en teknisk rationalitet og ikke en styrkelse af en faglig og etisk funderet rationalitet. Med denne sidste sløjfe nærmer vi os fænomenet ”det gode socialfaglige arbejde”. Hvordan kan det forstås, hvad kendetegner det? På Idéværkstedet med den ene afdeling blev der arbejdet med at karakterisere det gode socialfaglige arbejde.
De overordnede kendetegn blev formuleret således:
Det gode socialfaglige arbejde er:
Når behovene styrer foranstaltningerne – og de tilpasser sig behovene i familierne.
Når den socialfaglige viden styrer prioriteringen i sagsarbejdet
Når de socialfaglige vurderinger afgør indsats (- herefter er økonomiovervejelser meget relevante) (Protokol fra Idéværksted).
Disse kvaliteter blev videre formuleret til en række kvaliteter159, der efter en fælles prioritering blev reduceret til følgende tre kvaliteter ved det gode socialfaglige arbejde:
Når der sker en konstruktiv udvikling
Når vurderinger tager udgangspunkt i vedligeholdt viden
Timing og anerkendelse i relation til familiens aktuelle situation (kan tydeliggøres under arbejdet med Social analyse). (Protokol fra Idéværksted).
Disse tre valgte kvaliteter blev derpå uddybet (Protokoller fra Idéværkstedet). De uddybede kvaliteter fokuserer først på familiens udbytte af det sociale arbejde, det skal gøre nytte og skabe udvikling for familien. Det vil sige, at formålet med det sociale arbejde er i fokus som en væsentlig kvalitet ved det gode socialfaglige arbejde, hvor formålet med arbejdet tager afsæt i familiens perspektiv frem for et system perspektiv160. Derpå fokuseres der på den vidensmæssige dimension i arbejdet, der skal være bevidst, ajourført og i udvikling, her anses redskabet social analyse for at spille en rolle. Denne prioritering kan være baseret på både en teknisk rationel tankegang og et fagligt etisk rationale. Endelig fremhæves, at familien skal mødes med respekt og anerkendelse, og at rådgiveren må formå at time den sociale indsats, så den harmonerer med familiens aktuelle stadie, hvilket vil være i overensstemmelse med socialt arbejdes etiske værdier. Der er således nogle flertydige træk i en af de opstillede kvaliteter, der både kan udgøre kvaliteter ved godt socialt arbejde på baggrund af en teknisk rationel tankegang og ud fra et fagligt etisk rationale. En mulighed for at yderligere at indkredse kendetegn ved det gode socialfaglige arbejde er at vende sig mod Sennetts analyser af arbejdet i den moderne kapitalisme.
Sennett om arbejdet
Ifølge Hansson udgør Sennetts161 arbejder en tilgang ”til en kritisk sociologisk analyse af det moderne arbejdsliv” (Hansson, 2009: 70). Sennett har blandt andet udgivet bogen Håndværkeren (2009) om arbejdets kulturhistorie med fokus på arbejdet som en enhed af både hånd og ånd. Sennett vurderer, at det er nødvendigt at forstå, hvordan mennesket skaber for at kunne nå frem til et mere humant liv. Derfor fokuserer han på fænomenet håndværksmæssighed:
”Håndværksmæssighed er udtryk for en varig, grundlæggende menneskelig impuls – ønsket om at gøre arbejdet godt for dets egen skyld. Håndværksmæssighed dækker et langt bredere område en det faglærte manuelle arbejde(…)Håndværksmæssigheden [fokuserer]
159 Jf. Bilag 19 med Idéværkstedets protokoller.
160 Det kan dog selvfølgelig diskuteres, hvorvidt der er tale om et familieperspektiv eller et systemperspektiv.
Ønsker familien selv udvikling eller er det myndighederne, der ønsker udvikling for/af familien? I Idéværkstedets formulering er der peget på, at det skal være familiens perspektiv, og ikke rådgiverens.
161 Sennett tilkendegiver selv, at han skriver på skuldrene af traditionen fra amerikansk pragmatisme (Sennett, 2009:23) Formålet er at ”forene filosofien med den konkrete praksis indenfor kunst og videnskab, med den politiske økonomi og med religionen.(…)([en] søgen efter de filosofiske spørgsmål, der er indlejret i dagliglivet”(Sennett, 2009. 23). Sennett arbejder med kapitalisme kritik. I bogen klassik og moderne samfundsteori omtales Sennett under kulturdiagnostiske analyser og beskrives af Harste som økonomisk socialist, der er kritisk i forhold til kapitalismens omkostninger, og politisk liberal (Harste, 1996).
på de objektive normer, på tingen i sig selv. Men de sociale og økonomiske betingelser står ofte i vejen for håndværkerens disciplin og engagement”(Sennett, 2009: 18-19).
Tidligere har jeg fremhævet, at jeg ikke brød mig om at nævne socialt arbejde i samme åndedrag som håndværk. Håndværksarbejde omfatter ifølge Sennett også it programmører, kunstnere og læger (Sennett, 2009), hvorfor det også må være relevant at udstrække Sennetts begreb om håndværksmæssighed til socialarbejdere/ socialrådgivere. En håndværker drives af ønsket om at udføre godt arbejde. Dette kræver både viden, færdigheder og engagement. Samtidig er det et spørgsmål om, hvordan kvaliteten skal bedømmes, efter hvilke parametre?
” Håndværkeren står ofte med modstridende objektive normer for høj kvalitet. Ønsket om at gøre noget godt for dets egen skyld kan undergraves af konkurrencepres, af frustration eller af personlig besættelse” (ibid.:19).
En sådan bedømmelse i relation til modstridende normer for god kvalitet kræver tilstedeværelsen af dømmekraft. Der må være en forbindelse i form af en bestandig dialog mellem udførelsen af arbejdet og tankerne om arbejdet, mellem hånd og ånd, mellem færdigheder og dømmekraft. Denne forbindelse er dog gået tabt, idet
”Historien har skabt brudlinjer mellem praksis og teori, teknik og udtryk, håndværker og kunstner, skaber og bruger, og det moderne samfund lider under denne historiske arv”
(Sennett, 2009: 21).
Håndværk rummer ifølge Sennett altså ikke kun manuelle færdigheder. På engelsk er udtrykket Craft mere omfattende end det tyske og danske ord håndværk. Craft kan for eksempel anvendes i det engelske ord statecraft, statsmandskab eller statsmandshåndværk.
Håndværksmæssighed kan være en oversættelse af denne bredere betydning. Sennett referer Mills´s bestræbelser på at definere håndværk:
”En arbejder med fornemmelse for håndværk bliver engageret i arbejdet for arbejdets egen skyld; tilfredsstillelsen ved arbejdet bærer lønnen i sig selv; det daglige arbejdets enkeltheder forbindes i arbejderens bevidsthed til slutproduktet. Arbejderen kan
kontrollere sine egne handlinger under arbejdet; færdigheder udvikles i processens løb;
arbejdet indebærer frihed til at eksperimentere” (Mills (1951) White Collar: The American Middle Classes. New York: University Press. Pp. 220-23 – citeret efter Sennett, 2009:37).
Sennett tilkendegiver, at det måske virker som en idealistisk definition, men omvendt kan man spørge, hvorfor den form for håndværksmæssighed skulle være usædvanlig? Ifølge Sennett rummer den moderne verden to måder at inspirere til hårdt og godt arbejde. Den ene udgøres af en moralsk fordring om at arbejde til samfundets bedste, den anden opskrift forventer, at konkurrence stimulerer en præstationstrang. Ifølge Sennett er begge dele problematiske i relation til håndværkerens stræben efter kvalitet. I stedet fremhæver Sennett, at håndværkeren arbejder med ”det fremragende” som målestok. I enhver af håndværkerens handlinger ligger der implicit en stræben efter kvalitet, og det er denne stræben, der driver håndværkeren til at forbedre sig (ibid.). Håndværkerens drivkraft har
hermed mange lighedstræk med motivationsstrukturen hos faglige kaldsbærere og hermed mange socialrådgivere. Ifølge Sennett er det imidlertid karakteristisk i det moderne, at
”håndværkets etos, at gøre arbejdet godt for dets egen skyld, belønnes ikke eller er slet ikke i syne” (Sennett, 2009: 46).
De faglige kaldsbæreres drivkraft belønnes ikke. Når håndværkets etos ikke belønnes, hvordan kan arbejdets kvalitet da bedømmes, efter hvilke normer? Hvad er god kvalitet?
At det er gjort korrekt – eller at det virker? Korrekthed vs. Funktionalitet? Dette kan udmønte sig i en konflikt ”mellem at gøre noget rigtigt og at få det gjort” (Sennett, 2009:
55). Ifølge Sennett er der i relation til færdigheder tale om, at disse udvikles gennem praksis og antager karakter af en form for tavs viden som rutinemæssig adfærd. Sådanne færdigheder må kontinuerligt sættes i spil med bevidst selviagttagelse – eller refleksion.
” Det er, når man vækker den bevidste selviagttagelse, arbejderen drives frem til at gøre et bedre stykke arbejde” (Sennett, 2009:60).
Her åbner der sig ifølge Sennett en symbolsk konflikt mellem to kvalitets standarder/
kvalitetsmål, der resulterer i to forskellige opfattelser af håndværksmæssighed i institutionerne. Denne konflikt udgøres af en konflikt mellem ønsket om et system, der fungerer korrekt overfor praktikerens ønske om at forfølge et problem i alle dets facetter og konsekvenser. Dette kunne også formuleres som en konflikt mellem et rationale for styring og ledelse rundet af NPM og et fagligt rationale drevet af praktikerens håndværksmæssige ønske om at udføre det gode sociale arbejde drevet af et fagligt etisk rationale.
Såfremt ”Det gode socialfaglige arbejde” skulle karakteriseres med udgangspunkt i en Sennett´sk forståelse af håndværksmæssighed kunne dette i forlængelse af deltagernes arbejde på Idéværkstedet med det gode socialfaglige arbejde se således ud:
Det gode socialfaglige arbejde baseret på håndværksmæssighed:
Dette forudsætter, at socialarbejderen behersker centrale færdigheder i socialt arbejde, har et tilstrækkeligt udfoldet vidensgrundlag og drives af et fagligt engagement samt en socialfaglig etisk dømmekraft, og forstår socialt arbejde som en aktivitet, der både retter sig mod individer (grupper) og mod (lokal)samfund, herunder de samfundsmæssige rammer i bred forstand (levevilkår, politik, økonomi, organisering, styring mm.).
Der er tale om godt socialfagligt arbejde baseret på håndværksmæssighed, når:
det sociale arbejde medfører en konstruktiv udvikling for hovedpersonen162(erne), også ud fra dennes (deres) eget perspektiv
målgruppen mødes med timing og anerkendelse
der tages afsæt i konkret viden om personen, der sammenholdes med ajourført faglig viden i en analyse
det baserer sig på socialfaglige vurderinger, der er et resultat af analyse og refleksion
162 Uanset om hovedpersonen (erne) er en enkeltperson, en familie, en gruppe eller et (lokal) samfund.
disse socialfaglige vurderinger er konfronteret med en socialfaglig dømmekraft og socialt arbejdets etiske værdier
dets valgte indsatser styres af faglige etiske rationaler frem for økonomisk- styringsmæssige rationaler
det sociale arbejde udføres med en konstant dialog mellem hoved og ånd, mellem praksis og tænkning
socialarbejderen arbejder og handler på baggrund af socialfaglig fantasi163
socialarbejderen drives af ønsket om at udføre godt socialt arbejde for dettes egen skyld og fokuserer på bestandigt at højne kvaliteten
Med andre ord er der mange træk ved en sådan forståelse af ” Det gode social faglige arbejde” baseret på håndværksmæssighed, der modsvarer kendetegnene ved den faglige kaldsbærers motivationsstruktur (jf. Hein, 2009), jf. kapitel 10. Den faglige kaldsbærer stiller de samme høje krav om kvalitet som håndværkeren og begge drives de af ønsket om at udføre arbejdet godt for arbejdets egen skyld.
De her opstillede kendetegn ved ”Det gode socialfaglige arbejde” baseret på håndværksmæssighed kan siges at være mere omfattende end de træk, der tidligere blev knyttet sammen med fænomenet: at kvalificere socialfaglige vurderinger. Det drejer sig om kravene om en konfrontation med en socialfaglig dømmekraft og de fagligt etiske rationalers forrang for de økonomiske rationalers samt kravene til den enkelte rådgivers motivationsdrive. Som påpeget i kapitel 10 kan mange af rådgiverne siges at være kendetegnet af den faglige kaldsbærers motivationsstruktur og dermed leve op til dele af kravene. Spørgsmålet om den socialfaglige dømmekraft og de fagligt etiske rationalers styring kan der derimod ikke siges noget klart om. Sådanne spørgsmål har ikke konsekvent indgået i de faglige refleksioner på refleksionsmøder. Den socialfaglige dømmekraft og de faglige etiske rationaler kan ud fra et kritisk perspektiv på socialt arbejde knyttes sammen med spørgsmålet om socialfaglig fantasi. Arbejdet med identificering af socialfaglig fantasi druknede i aktionsforskningsprocessen og dens mange kontekstuelle påvirkninger og forhindringer. Som aktionsforsker holdt jeg ikke fast i disse tanker, idet jeg oplevede, at eksperimentet ikke kunne udvides mere i lyset af, at det var vanskeligt nok at fastholde arbejdet med refleksionsredskabet. Samtidigt ville et aktivt arbejde hermed komme i konflikt med de aktuelle styringsrationaler i den kommunale forvaltning, der generelt er kendetegnet ved NPM (Hansen (red.)2010), hvorfor denne diskussion hænger sammen med fænomenet socialrådgiveren som socialpolitisk aktør. Hensynet til ”Det gode socialfaglige arbejde" udgør en væsentlig drivkraft bag socialpolitisk aktørskab. Ønsket om
163 ”Socialfaglig fantasi: At være i stand til at forbinde det sociale problem med den større samfundsmæssige virkelighed og samtidig kunne gennemskue sin egen funktion i det sociale arbejdes forpligtigelser i forhold til dette sociale problem (…)[og]ikke blot at handle i overensstemmelse med disse indsigter i relation til den enkelte borger; men også som socialpolitisk aktør i bestræbelserne på at ændre socialt arbejde og dets rammebetingelser, således at det sociale arbejdes muligheder for at leve op til dets etiske fordringer styrkes”(kapitel 10).
og forhindringer mod at kunne udøve ”Det gode socialfaglige arbejde” kan formentlig snarere motivere faglige kaldsbærere til et sådant aktørskab frem for abstrakte tilslutninger til et ideal om socialpolitisk aktørskab.