I starten af aktionsforskningsprocessen formulerede deltagerne sig om fænomenet socialrådgiveren som socialpolitiske aktør. For nogle deltagere gav det ingen mening, andre tilkendegav, at socialrådgiveren måtte acceptere de vilkår, som de politiske rammer afstikker eller konstaterer, at der mangler politisk interesse for praktikernes erfaringer med at omsætte socialpolitikken. Dog fremhæver nogle deltagere et mål om en sådan funktion:
et behov for socialpolitisk ageren fra praktikerne i forhold til socialt arbejdes indhold og vilkår – måske forstået som påvirkning på ”de store linjer” - f.eks. i.
pressen (med Bettina Post, Tine Bryld, Gunvor Auken og Hanne Reintoft som model). (Kilde: de faglige dagbøger forår 2009).
Blandt besvarelserne kunne der i øvrigt ses en usikkerhed på, hvordan fænomenet socialpolitisk aktør kunne forstås, og hvad en sådan aktivitet gik ud på, jf. Kapitel 10, afsnittet om mål. I det følgende vil fænomenet blive søgt indkredset.
Om fænomenet: Socialpolitiske aktører
De økonomiske og politiske rammer udgør et vilkår for det sociale arbejde. Og for nogle socialrådgivere anses disse måske for at udgøre en form for så snærende spændetrøje, at socialarbejderen næsten kan opleves som en Pinocchio - dukke. I et fokusgruppeinterview fremhæver en socialrådgiver:
” Sådan en direkte mulighed for politisk indflydelse tænker jeg ikke, at vi har anderledes end andre mennesker i forhold til, hvor vi sætter vores kryds(…). Så du har ikke meget mulighed for indflydelse. Så du må kende din plads” (Maerschalk og Simonsen, 2008:82).
En marionet, der blot udfører det, som hun/han er determineret til, uden mulighed for at påvirke udfaldet og betingelserne for udøvelsen af det sociale arbejde.
”Men selvom det sociale arbejde må forholde sig til og tilpasse sig økonomiske, politiske og retlige forventninger og dermed er bundet til strukturelle magtkonfigurationer i samfundet, er det tydeligt, at ”feltet” ikke blot reproducerer disse magtrelationer. Med andre ord udgør socialt arbejde også en virkelighed i sig selv, der refleksivt og via sin faglige praksis bidrager til at konstruerer virkeligheden” (Nissen og Uggerhøj, 2007:11) Modforestillingerne vil hermed være, at socialarbejderen også – i et dialektisk forhold med de strukturelle rammer, selvfølgelig – har en påvirkningsmulighed gennem sin daglige praksis og sine øvrige faglige handlemuligheder, og har et samfundsmandat, som hun kan udfordre rækkevidden af (Hutchinson, 2007). Ved begrebet socialpolitiske aktører kan umiddelbart forstås socialarbejdere, konkret socialrådgivere, der benytter deres socialfaglige baggrund til at påvirke den socialpolitiske diskurs og socialt arbejdes rammebetingelser og hermed den socialpolitik, de er ansatte til at omsætte.
”Påvirkningen ligger delvis i at selve tjensteytingen utformes skjønnsmessig ut fra profesjonelle kriterier og yrkesetik. Men påvirkningen kan også skje ved at personell i velferdsyrket søker å målbære klienternes preferanser og behov oppover i systemet.
(...)deres nære kontakt med klienter og pasienter gjør, at de skulle ha gode forutsetninger for å spille en vigtig sosialpolitisk rolle” (Halvorsen, u.å: 1-2).
Ifølge Halvorsens forståelse her, er der dermed både en sociapolitisk ageren på
”hverdagsscenen” i den daglige praksis og på den større scene i relation til mere generelle betingelser for socialt arbejde. Halvorsen peger her på, at socialrådgiverne har
”et særligt ansvar for å dokumentere sosiale problemer og udekkede sosiale behov gjennom erfaringsbasert og forskningsbasert kunnskapsinnhentning, og formidle kunnskapen til forvaltningen, politikere, brukergrupper og befolkningen”
(Halvorsen,u.å.:20).
En sådan aktivitet på ” den store socialpolitiske scene” kan betragtes ud fra flere synsvinkler og kan basere sig på forskellige værdimæssige afsæt. Muligheden kan forstås ud fra en konsensusorienteret funktionalistisk tilgang, hvor en metode i socialt arbejde i sin tid beskrevet af Davis som social velfærdsplanlægning (Davis, 1964) må siges at være en måde at udøve arbejdet som socialpolitisk aktør på. Davis argumenter med, at en del af de problemer, som socialrådgiverne præsenteres for af klienter, har sine rødder i samfundsforhold, og
”det vil være spild af socialrådgiverens tid og samfundets penge at reparere på skader(…) uden at der samtidig fra socialrådgiverens side gøres en indsats for at tage fat om ondets rod”(Davis, 1964:133).
Davis fremhæver, at socialrådgiverne har en ekspertviden at tilbyde i samfundsplanlægningen og må påtage sig denne opgave, men de har ifølge Davis været
”ret villige til at ”glemme” denne side af deres samfundsmæssige funktion” (op.cit.).
En anden tilgang til at opfatte socialrådgiveren som socialpolitisk aktør kan tage afsæt i en mere konfliktteoretisk præget tilgang, hvor behovet for den socialpolitiske aktør begrundes i, at socialrådgiveren har en viden, som må bringes i spil i solidaritet med ressourcesvage grupper og forstår aktiviteten som et led i at arbejde på samfundsforandring(Halvorsen, u.å.). Det er primært i den sidste kritisk teoretiske forståelse af begrebet socialpolitisk aktør, at dette begreb oprindeligt er trukket ind i dette aktionsforskningsprojekt af mig.
Men som påpeget i kapitel 2 om kritisk normativ forskning og i afsnittet om mål i kapitel 10 om Forløbet vil en sådan tilgang ikke udgøre en tilgang, der deles af alle socialrådgivere. Når der blev arbejdet med socialpolitisk aktørskab på Idéværkstedet, kan det lige så vel være sket ud fra en funktionalistisk synsvinkel. Dog trækker en fremhævelse på værkstedet af fattigdom måske i en anden retning164. Dette behøver dog ikke indikere en kritisk teoretisk tankegang, men kan lige såvel være rundet af en humanistisk indstilling med vægt på socialt arbejdes etiske værdier. På denne baggrund kan socialpolitisk aktørskab forstås som aktiviteter, der kan forgå på flere ”scener”. Det kan foregå på ”den
164 Jf. Bilag 19 med Protokoller fra Idéværkstedet.
store politiske scene”, hvor socialrådgiveren benytter sin faglige viden til at påvirke socialt arbejdes diskurser og rammebetingelser, herunder socialpolitikken og lovgivningen. Dette kan foregå indefra165. For eksempel med afsæt i en bestemt organisation/ institution i socialt arbejde, hvor socialrådgiveren gennem sit arbejde med refleksion over praksis, dokumentation af praksis og dens konsekvenser, analyserer praksis gennem for eksempel praksisforskning eller/og aktionsforskning samt iværksættelse af lokalsamfundsarbejde for at påvirke praksis. Eller det kan foregå udefra, hvor socialrådgiveren i samarbejde med sociale bevægelser og gennem socialpolitiske aktiviteter i øvrigt forsøger at påvirke socialpolitikken, diskursen om socialt arbejde og det sociale arbejdes betingelser. Det kan også foregå på ”hverdagsscenen”, hvor socialrådgiveren gennem den daglige praksis forsøger at påvirke italesættelsen af de sociale indsatser og de konkrete økonomiske, politiske og ledelsesmæssige rammer for de konkrete borgere og deres familier, her udsatte børn og unge. En særlig udgave af socialpolitisk aktørskab udgøres af fænomenet whistleblowing:
”Whistleblowing is the disclosure by organization members (former or current) of illegal, immoral or illegitimate practices under the control of their employers, to persons or organizations that may be able to affect action” (Miceli&Near, 1985; Ellis & Arieli,1999, efter: Hedin, Månsson og Tikkanen, 2008:16).
Whistleblowing beskrives som en vej, som socialarbejdere kan gå, såfremt de oplever, at deres organisation ikke udfører det sociale arbejde på en måde, som det ifølge lovgivningen var hensigten.
”The whistleblowers insist on a common discourse, an exchange of personal stories: “This is what the organization is doing to people, this is what it is doing to me for objecting to it.
Would yoy like to be on the receiving end of this practice (…)?” (Hunt, ed.1998:5).
Imidlertid viser erfaringer, at whistleblowere ofte bliver straffede for deres råben ”vagt i gevær” (Hunt ed., 1998). Whistleblowing kan betragtes som en del af et mere omfattende begreb om socialpolitisk aktørskab. Sammenhængen mellem disse to fænomener kan fremstilles således i en figur:
Figur 16: Om sammenhængen mellem socialpolitisk aktørskab og whistleblowing166.
165 Denne skelnen mellem indefra – udefra stammer fra min kollega Abbas Amanzadeh i forbindelse med vores fælles oplæg: Socialrådgiveren – også som socialpolitisk aktør. Underviserne i socialt arbejde ved Socialrådgiveruddannelsen i Århus. PP oplæg ved socialrådgiverdage 2009 arr. af Dansk Socialrådgiverforening.
166Denne figur udarbejdede jeg til et oplæg, som jeg holdt sammen med kollegaer: Oplæg: Socialrådgiveren – også som socialpolitisk aktør. Underviserne i socialt arbejde ved Socialrådgiveruddannelsen i Århus. PP oplæg ved socialrådgiverdage 2009 arr. af Dansk Socialrådgiverforening.
Social politisk aktør
Whistleblowing
Som jeg læser definitionen af whistleblowing handler det om at sige fra - offentligt – i forhold til en praksis, som fagpersonen bedømmer som ikke-lovmedholdelig i relation til den eksisterende lovgivning eller uetisk. En sådan aktivitet har Dansk socialrådgiverforening blandt andet opfordret til med sin pjece til medlemmerne: Sig nej til ulovlig praksis (Dansk Socialrådgiverforening, u.å.). En ageren som socialpolitisk aktør kan være langt mere vidtrækkende og forsøge at ændre retsgrundlaget for en praksis, som er lovmedholdelig; men hvis praksis strider mod de behov, som socialrådgiveren på baggrund af sin faglige viden vurderer borgeren har. Det vil sige i situationer, hvor de sociale behov ikke tilgodeses (tilstrækkeligt) med de nuværende bestemmelser og retningslinjer. Også her kan der være tale om sanktioner, såfremt socialrådgiveren går ud i offentligheden med sin påpegning. En undersøgelse foretaget af en af hovedorganisationerne på det offentlige område FTF med deltagelse af blandt andet socialrådgivere om konsekvenser ved at sige fra viser, at ca. 40 %
”har oplevet negative konsekvenser. Ni procent blev afskediget, 18 procent blev indkaldt til
”kammeratlig samtale”, 10 procent fik forbud mod at udtale sig, ni procent fik en advarsel og 18 procent blev opfattet som illoyal af arbejdsgiveren”167.
Ifølge undersøgelsen har stram økonomi, fyringsrunder og høj arbejdsløshed bevirket, at mange ansatte er bange for at anvende deres ytringsfrihed, krisen har forstærket denne tilbageholdenhed(ibid.). Og det er ikke uden grund. Socialrådgiverforeningens næstformand fremhæver, at
”Dansk Socialrådgiverforening (…) over de seneste år [har]oplevet sager, hvor
medarbejdere bliver opsagt, når de påpeger uhensigtsmæssigheder eller ulovligheder” 168. Og ifølge Willig kendetegnes de offentlige arbejdspladser i dag af en incitamentsstruktur, der kan give anledning til selvcensur.
” Det, man har nu, er en incitamentsstruktur, der belønner tavshed. Det bør være omvendt, så man belønner de medarbejdere, der kvalificerer de politiske beslutninger ved at
diskutere offentligt. Hvis man belønner det, udstiller man det, der vedrører os alle, nemlig problemer og kritisable forhold, så det er en måde at gøre det offentlige bedre”169.
Ifølge Willig påvirker det meget socialrådgivere, fordi det påvirker deres arbejdsidentitet (ibid.). Når faglige kaldsbærere drives af et ønske om at gøre en forskel og udføre det gode socialfaglige arbejde, og da oplever, at tilrettelæggelsen af praksis i organisationen modarbejder dette, oplever de en faglig forpligtigelse til at ytre sig om disse forhold. Når
167
http://www.socialrdg.dk/Default.aspx?ID=6016&utm_source=nyhedsbrev&utmmedium=email&utm_campai gn=NB-21-06-2012 lokaliseret 21 06 12
168
http://www.socialrdg.dk/Default.aspx?ID=6007&utm_source=nyhedsbrev&utmmedium=email&utm_campai gn=NB-14-06-2012 lokaliseret 1406 12
169
http://www.socialrdg.dk/Default.aspx?ID=6007&utm_source=nyhedsbrev&utmmedium=email&utm_campai gn=NB-14-06-2012 lokaliseret 1406 12
dette ikke opleves som muligt kan de ifølge Willig ikke genkende sig selv, og dette udgør en forklaring på stress samt en oplevelse af meningsløshed i arbejdet (ibid.).
Ifølge Willig udgør fagligheden afsættet for kritikken (ibid.). At understøtte en ageren som socialpolitisk aktør forudsætter derfor, at socialrådgiveren besidder en række faglige kompetencer. Særligt er der behov for udvikling af:
Refleksive og analytiske kompetencer
Holdning og værdibasering (solidaritet, menneskelige kompetencer)
Handling (teori og handling skal hænge sammen)170
Væsentlige dele af sådanne kompetencer er der blevet arbejdet på at styrke gennem eksperimentets arbejde med faglig refleksion, idet der har været fokus på udvikling af refleksive og analytiske kompetencer og vidensbasering samt perspektivbevidsthed og hermed værdimæssigt ståsted. Dermed kan eksperimentet også have påvirket mulighedsbetingelserne for at virke som socialpolitisk aktør.
Indslag af arbejde med elementer af socialpolitisk aktørskab i eksperimentet
Der blev arbejdet med dette fænomen på det afholdte Idéværksted. Værkstedets arbejde kom især til at fokusere på, hvorfor denne funktion ikke er mere udbredt end den ses at være frem for at udfolde indholdsbetydningen af en sådan faglig aktivitet. Arbejdet kom til at hvile på en mere underforstået fælles antagelse af, at fænomenet er en værdifuld faglig aktivitet. På Idéværkstedet blev den manglende tilbøjelighed til at agere på den socialpolitiske scene tillagt flere forhold. Både forhold tilknyttet socialrådgiverne som personer/ faggruppe, deres uddannelse og forhold i den organisatoriske og politiske kontekst. Der blev peget på følgende forhold:
Forhold, som blev tillagt socialrådgiverne som personer/faggruppe:
Rekrutteringen til faget – mellemlag – et kvindefag – overansvarlige kvinder med omsorgs - gener, der ”passer butikken” (Sammenlignes med travle arbejdsbier, der er beskæftigede med handling).
Opfostres til det – der påhviler skolen et ansvar – får et praksis-chok fortsat
Bevidsthed kan ophæve konsekvenserne af rekrutteringen – måske glemt betydning af fattigdom og fattigdomskulturen i ”opsvinget” – også i de socialfaglige
undersøgelser i de enkelte familier.
Undren over professionens egen sløvhed – har jo viden om ulighed og kan dokumentere uligheden.
Skal passe på ikke at løbe med pressen – undersøge betingelserne.
Forhold i den organisatoriske kontekst:
I den offentlige organisation – der er langt mellem beslutningstagerne og indianerne.
170 Disse krav til kompetencer stammer fra min kollega Abbas Amanzadeh i forbindelse med vores fælles oplæg: Socialrådgiveren – også som socialpolitisk aktør. Underviserne i socialt arbejde ved Socialrådgiveruddannelsen i Århus. PP oplæg ved socialrådgiverdage 2009 arr. af Dansk Socialrådgiverforening.
Organisationens ansvarsfralæggelse, når sager kommer op i pressen.
Systemet hiver tæppet væk på grund af. prioritering af det, som kommer op – via pressen.
Der er et filter/ et rockwool-lag i den øverste ledelse. Et høringssvar fra personalet kom ikke med til politikerne i relation til besparelsesrunde.
Forhold i den politiske og samfundsmæssige kontekst:
I det politiske system: Socialrådgiveren – en funktion som syndebuk – ses som nogle der går ned med stress og ikke kan holde til mosten – hænges ud i pressen for ulykkelige sager.
Samfundsmandatet – begrænses – opfattes som usaglige brokkehoveder – har ikke stor gennemslagskraft.
Ikke anerkendelse af professionen – er en pseudoprofession – har ikke monopol
Det er abstrakt viden, som ikke kan måles og vejes – det er fragmenteret viden – kan ikke leve op til evidenskravene, som fremsættes
Fagforeningen er ”kørt over” /magtesløs – ikke positionering.
Skal passe på ikke at løbe med pressen – undersøge betingelserne.
Offentligheden mangler kendskab til hvad området indebærer og koster – det lyder af mange penge – brug for f.eks. at sammenligne med udgifter til hjemmeplejen/
ældreområdet. Behov for oplysning i befolkningen.
Der mangler fokus på betingelserne for arbejdet Konsekvenser af manglende ageren:
En selvopfyldende profeti, når socialrådgiveren ikke deler viden ud.
Må fortælle de gode historier + om omsorg + om fattigdom – Må gennemføre kampagner.
Veje, som kan anvendes til at agere som socialpolitiske aktører:
Måske er smertegrænsen ved at være nået – ikke længere passe butikken og løbe hurtigere.
Et spørgsmål om at stå sammen – f.eks. aktuelt ifht. besparelser
Bruge Tillidsrepræsentanter og fagforening
Fagforeningen går ud for det samlede personale. (Uddrag fra Protokol fra Idéværksted 030310, jf. Bilag 19)
Som det kan ses af protokollen fra værkstedet fremhæver deltagerne en række medvirkende forhold på forskellige niveauer til, at socialrådgivere i begrænset omfang anvender deres faglige viden til at agere som socialpolitiske aktører og med denne aktivitet forsøge at påvirke socialt arbejdes rammebetingelser. Samtidig tilkendegiver udsagnene, at der er behov for en sådan ageren, og at det er nødvendigt at agere fælles og samtidig lade denne fælles ageres gå gennem for eksempel tillidsrepræsentanter og fagforening. Den forståelse, der ligger bag disse overvejelser kan siges at være i overensstemmelse med en forestilling om socialrådgiveren som socialpolitisk aktør, der agerer på ” den store politiske scene”. Hermed menes ikke nødvendigvis på landsplan, det kan lige såvel være på lokalt plan. Begrebet ”den store politiske scene” skal forstås som forskelligt fra ”den hverdagspolitiske scene”, der udspiller sig i hverdagens praksis.
Undersøgelser171 viser, at socialpolitisk aktørskab er blevet sværere under den aktuelle økonomiske krise. Samtidig oplever praktikere, at der kan være øget behov for en sådan aktivitet. På et ambassadørgruppemøde udtales frustrationer over, at de forringelser på det sociale område for udsatte børn og familier, som affødes af økonomiske besparelser i de kommunale budgetter, ikke diskuteres i offentligheden, modsat besparelser på for eksempel daginstitutionsområdet.
” Men jeg undrer mig bare over, at vores område slet ikke bliver nævnt. (…)ikke et ord.
(…)og den er jo historisk nedskæring(…).
- men det er jo derfor, det også er så svært for os at protesterer,(…) nogle gange tænker jeg, hvorfor finder vi os egentlig i det her(…)
- men det er ligesom ingen gider hører på mig (…)
- det, (…)der gør indtryk (…) det er jo netop de der forældre, der står: ”jeg kan ikke få passet mit barn og sådan noget”. Der er jo ingen af vores forældre, der lige stiller sig frem og siger: ”jamen jeg kan ikke passe mit eget barn, så jeg har brug for at kommunen går ind og hjælper”. (…) Det er jo også en, en lidt en etisk diskussion (…), hvor meget skal de udstilles, (…) vi kan stå og sige, at det er for dårligt, (…) det som medierne gerne vil ha, det er jo. - det er kød og blod (…)
- det er ligesom, det kun er interessant i vores område, når vi laver fejl (…)” (A 230911 00:13: 10 - 00:18:50).
På ambassadørgruppemødet italesættes en frustration over, at der ikke offentligt sker en diskussion af, hvordan besparelserne rammer udsatte børn og deres familier. Det diskuteres desuden, at når pressen nu vil have ”kød og blod” kunne en mulighed være at fremlægge anonymiserede fortællinger om børn og familier, der rammes. Noget sådan er sket i perioden gennem fagforeningen, og det har båret frugt, idet politikerne blev påvirkede og friholdt området fra yderligere besparelser.
”- en aften (…) i fagforeningen (…)Der snakkede vi netop om, (…) at vi (…)også skal gøre det synlig, de konsekvenser, de her besparelser har. Og gøre det meget konkret og for politikerne, så de også får den der oplevelse: Jamen det er altså også mennesker, det her går ud over. Der lavede vi en aftale om, at (…) skrive nogle artikler og så anonymisere(…) med baggrund i konkrete eksempler. Så ville de fra fagforeningens side ligesom få det formidlet ud, så det var ikke sådan, at man som enkelt medarbejder behøvede at skulle sådan sende læserbreve og sådan noget. (…)De der anonymiserede cases (…) altså rigtige eksempler (…)de har faktisk været med i de der byrådsforhandlinger, der har været. Og (…) har faktisk også været med til, at vores område (…) er blevet friholdt for ekstra besparelser. Det blev i hvert fald nævnt flere gange i deres (…).
- det havde været rigtigt, det havde virkelig gjort indtryk på dem (…)
- det er sådan noget, der for mig også kan være med til, at okay det nytter alligevel at gøre lidt ikke også, altså. Men det er også os, der sidder med de der historier, vi er sku nødt til
nogle gange at komme ud med det(…)”(A 230911 00:13: 10 - 00:18:50).
Her vælger praktikerne at gå gennem fagforeningen i udøvelsen af deres socialpolitiske aktørskab. Dette sker klart af frygt for konsekvenser. Ikke af frygt for umiddelbare sanktioner i form af fyring; men for at få ”en anmærkning i karakterbogen”. En deltager
171
http://www.socialrdg.dk/Default.aspx?ID=6016&utm_source=nyhedsbrev&utmmedium=email&utm_campai gn=NB-21-06-2012 lokaliseret 21 06 12
fortæller om erfaring fra i en tidligere ansættelse, hvor i dette tilfælde aktiviteter som whistleblower førte til, at denne rådgiver blev lagt på is og i en efterfølgende fyringsrunde fyret. Erfaringen udtrykkes som: ”Der kommer en regning, der skal betales”. Samtidig tilkendegiver ambassadørerne dog, at de har tillid til, at de kan ytre sig, som de vil i relation til den daglige ledelse; men at denne tillid ikke udstrækkes til den øvre ledelse.
Derfor bliver det væsentligt, at fagforeningen træder ind og agerer talerør i forhold til socialpolitisk aktørskab på ”den store scene”. Det fremhæves, at det opleves som noget nyt at skulle gå og være bange for styrken af repressalier, såfremt man ytrer sig(A 230911).
Der har således været udøvet socialpolitisk aktørskab på ”den store scene” i perioden, dog uden at dette har været affødt af eksperimentet. Samtidig har der også været udøvet socialpolitisk aktørskab på ”hverdagsscenen” i forskellige udgaver, som har handlet
Der har således været udøvet socialpolitisk aktørskab på ”den store scene” i perioden, dog uden at dette har været affødt af eksperimentet. Samtidig har der også været udøvet socialpolitisk aktørskab på ”hverdagsscenen” i forskellige udgaver, som har handlet