En af Sutton-Smith’s store pointer er, at leg er en kulturel form, der ikke kan fortolkes neutralt. Han mener, at de syv retorikker om leg, som han beskæftiger sig med i The Ambiguity of Play, alle er tendentiøse. Til trods for videnskabelige og ’objektive metoder’, kan man altså ikke sige noget entydigt om leg (Sutton-Smith, 1997) - deraf titlen på hans bog om legens flertydighed. En retorik skal i den sammenhæng forstås som en overtalende diskurs eller en implicit fortælling, der anvendes til at overtale andre om egne
overbevisningers sandhed og værdi. Det er derfor vigtigt at gøre sig klart, hvilken forståelse af leg, der lægges til grund for en undersøgelse af børns leg med digitale medier, da
forskellige retorikker vil fortælle forskellige historier om emnet og således tillægge legen forskellig kulturel værdi. Sutton-Smith bruger selvbevidst retorikken som
videnskabsdisciplin, fordi den drejer sig om, hvordan sproget kan bruges til at påvirke sine tilhørere/læsere om, at der ikke kun er sandhed, men også værdi, i det man fortæller eller fremlægger. I den forstand er alle retorikker både normative og hegemoniske. Sutton-Smith’s syv retorikker er: ’Rhetorics of progress, - of fate, - of power, - of identity, - of the imaginary, - of self, - of frivolity’. I det følgende vil jeg argumentere for, hvilke retorikker der er brug for i et studie af, hvordan børns leg med digitale medier kan bidrage til media literacy i børnehaveklassen.
46
Retorikken om børns leg
Det drejer sig om retorikker, hvor der er tradition for at beskæftige sig specifikt med børns leg. Det er en pointe hos Sutton-Smith, at han under ét benævner udviklings- og
læringsretorikker som retorikker om børns leg, fordi han vil pointere, at ”the field of child play [is] dominated by the rhetorics of progress” (Sutton-Smith, 1997, p. 51). Herunder anfører han, at det siden anden verdenskrig har været almindeligt positivt at associere børns leg med læring og udvikling (Sutton-Smith, 1997, p. 40). Men denne retorik er blevet kritiseret for at overdrive legens funktioner og ikke have nok fokus på den fornøjelse, det ser ud til, at legen har for børnene. Det vil derfor være misvisende at fremhæve én retorik om børns leg, fordi børns leg ikke kun drejer sig om udvikling og læring. Det er en
væsentlig pointe hos Sutton-Smith, at den fulde forståelse af leg kræver både en ontologisk og en epistemologisk forståelse. Med sine syv retorikker undersøger han både, hvad leg er, samt måden hvorpå legen kommer til udtryk i teori om leg såvel som i praksis. Han
inddrager en række empiriske studier af forholdet mellem børns leg og læring og forholder sig skeptisk overfor disse studiers konklusioner om legens positive effekt på læring og udvikling med henvisning til den åbenlyse pointe, at mange forskellige faktorer spiller ind på børns udvikling og læring, og at den leg, studierne har undersøgt, ofte også implicerer mere positiv voksenkontakt, hvorfor det kan være svært at vurdere legens ’effekt’. Det betyder ikke, at disse studier af blandt andre udviklingspsykologer som russeren Lev
Vygotskij (1933), franskmanden Jean Piaget (1951) og amerikaneren Jerome Bruner (1976) er uden betydning for forståelsen af børns leg, men at det især er indenfor et pædagogisk og udviklingspsykologisk paradigme, at de har haft afgørende betydning. I nærværende studie, hvor det er selve legen, der er hovedsagen, og ikke barnets kognitive, relationelle eller kommunikative udvikling, kræver det andre indfaldsvinkler.
Sagen i afhandlingen drejer sig om børns leg med digitale medier, hvor perspektivet i højere grad må nærme sig børnenes, fordi det tilsyneladende forholder sig sådan, at børn leger uanset voksnes ideer om formålsbestemmelser og funktioner for legen (Mouritsen, 1996; Sutton-Smith, 1997, p. 49).
Perspektivet på leg i afhandlingen ligger derfor i forlængelse af Sutton-Smith’s appel i 1997 om, at der skabes interesse for en ’larger child-oriented humanism’, der ikke fortrænges af
’the rethoric of progress’. Han mener, at ’our children deserve an adult rethoric that will pay respect to their use of play for both power purposes and phantasmagorical purposes’
47
(Sutton-Smith, 1997, p. 166). Både ’phantasmagorical puposes’ og ’power purposes’, der hører under retorikken om henholdsvis ’the imaginary’ og ’power’, drejer sig om de mere irrationelle sider af børns leg, som voksne ofte ikke er så vilde med. Den form for magt, han interesserer sig for i børns leg, er hvad han kalder drillerier, ’pranks’, nedrakkende bemærkninger og fjendtlig latter (Sutton-Smith, 1997, p. 117). Han foreslår, at disse former for leg kan kaldes en pragmatisk børneretorik mod voksne, og at de ikke kun udøves for fornøjelsens skyld, men også som en form for protest, der yder modstand i f.eks. skolen, hvor magtforholdet er så åbenlyst asymmetrisk. Den retorik er til stede i mit materiale, f.eks. i forbindelse med de første tegneforløb, hvor børnene skulle præsentere tegningerne for klassen. I enkelte tilfælde førte det til en form for ustyrlighed, hvor barnet fik klassen til at grine højt ved at gøre det modsatte af, hvad læreren bad om og f.eks. lægge sig ned på gulvet, eller tale nonsens (tilføje bla-bla-bla) og benytte frække ord som ’prut’. Selve sprogbrugen hører under den frivole retorik (som jeg kommer frem til senere), men motivationen for at benytte denne form for magtretorik kan siges at hænge sammen med en form for protest, hvor interaktionen med den magtfulde voksne bliver underordnet børnefællesskabet, der således momentant kan siges at udfordre de voksnes position som magtfulde. Det kunne der elaboreres langt mere over, idet latterens funktion også generelt kan knyttes til degraderingen af autoriteter, som f.eks. den russiske litteraturforsker Mikhael Bakhtin undersøger i Rabelais and His World (1968). Afhandlingen har ikke interaktionen mellem børn og voksne som sit emne, så den retorik, der drejer sig om magtforholdet mellem børn og voksne, er ikke fremtrædende i afhandlingen. Fokus er på børns leg, så det vil være børns brug af drilleri og pranks i legen, der har
opmærksomheden. Det fantasmagoriske formål ved legen kommer jeg ind på senere.
Pointen er, at legen har langt flere facetter end den kognitive, formålsorienterede
udviklingsforståelse af leg tilsiger, og som traditionelt, ifølge Sutton-Smith i 1997, henføres under betegnelsen børns leg.
En børnevenlig indstilling til leg
Med afhandlingens fokus på, hvordan leg med digitale medier kan bidrage til børnehaveklassebørns media literacy, beskæftiger afhandlingen sig netop med det, Sutton-Smith kalder en ’børneorienteret humanisme’, som siden anden verdenskrig har været med til at sætte børns rettigheder og vilkår på dagsordenen på mange niveauer. Der er delte meninger om, hvad en børneorienteret humanisme indebærer. Den danske
48
udviklingspsykolog Dion Sommer kalder det et ’humaniseringsetos’ og problematiserer den ’børnevenlige indstilling’, det har medført, og som han både er tilhænger af og kritisk overfor (Klitmøller & Sommer, 2015; Sommer, 2010). På den ene side er det nødvendigt at inddrage børn i ’sager’, der vedrører deres eget liv, men det kan på den anden side også føre til, at børn regnes for suveræne og kompetente i situationer, hvor de ikke er det. Et eksempel kunne være myten om, at nutidens børn er digitalt indfødte og dermed naturligt udvikler digitale superkræfter uafhængig af støtte fra forældre eller professionelle, hvilket selvfølgelig er problematisk. Sommer affærdiger imidlertid legeteorier som
selvbekræftende uden at argumentere videre for det (Klitmøller & Sommer, 2015, p. 61) og placerer sig samtidig indenfor det pædagogiske felt, hvor legen har en afgørende betydning for læring og udvikling. Hans afvisning af legeteori betyder, at han ikke bruger koncepter, der præcist kan definere, hvordan og hvad han betragter, når det drejer sig om børns leg; i stedet anvender han ’leg’ som en funktion ved læring ved at tale om ’legende læring’, og antager dermed implicit, at det er noget, voksne har god forstand på (Klitmøller &
Sommer, 2015, p. 69). På trods af hans noget upræcise omgang med legebegrebet, positionerer han sig i modsætning til uddannelsesforsker Niels Egelund, der har været toneangivende i den pædagogiske retning, som efter årtusindskiftet i Danmark har anset leg for at være et rent tidsspilde, der står i vejen for børns læring (Klitmøller & Sommer, 2015, p. 61). Men Sommer positionerer sig også i modsætning til nordiske
børnekulturstudiers udforskning af børns leg, hvor leg forstås på baggrund af kulturelle og sociologiske teorier om leg. Med baggrund i Sutton-Smith’s nuancering af legens
mangfoldighed vil jeg vælge at forholde mig spørgende til, om voksne for det første virkelig har god forstand på børns leg med digitale medier, og om både empirisk og teoretisk viden om leg ikke for det andet med fordel kan bidrage til udviklingen af en forståelse af media literacy, der kan bruges blandt de yngste børn. En børnevenlig indstilling til leg må betyde, at legen tages alvorligt som noget, der har værdi i sig selv, og som udforskes fra børnenes perspektiv. Det betyder ikke, at legen automatisk gør børn suveræne og kompetente, men heller ikke, at legen er et suverænt redskab i de voksnes hænder, når børn opholder sig i dagtilbud og skole. Der må være en tredje vej, hvor legen ikke enten er spild af tid eller nyttebestemt.
Jeg vil føre debatten i det pædagogiske felt lidt videre, når jeg om lidt perspektiverer den med de antikke filosoffer Platon og Aristoteles. Debatten om legen som enten tidsspilde
49
eller nyttig for borgernes opdragelse er nemlig ikke ny, men strækker sig tilbage til
antikken. Og man kan sige, at den re-aktualiseres løbende i kraft af problemstillingen om
’leg og læring’ og om ’børn og medier’, hvor det børn fx foretager sig foran skærmen ofte af voksne anses for at være både spild af tid og unyttigt for deres udvikling og læring. For at forstå børns leg med digitale medier vil det derfor være nødvendigt at vende blikket mod børnene og dermed anvende den såkaldt ’børnevenlige indstilling’ (Jessen, 1995, 2008).
Der ligger en udfordring i som voksen forsker at undersøge børns verden med deres ’eget’
perspektiv, som jeg vil problematisere senere, men for at kunne inddrage den del af legen, hvor de imaginære, fantasmagoriske og frivole retorikker om lege hører hjemme, og som voksne med mellemrum finder både ubehagelige og spild af tid, er det nødvendigt. Den del af legen er tilmed i mindre grad udforsket, fordi retorikker om, hvad der tjener børns udvikling og læring har domineret, når det drejer sig om digitale medier. Derfor vil jeg uddybe disse retorikker og sætte dem i forbindelse med det, der kan kaldes den ’ludiske drejning’ (Sutton-Smith, 1997, p. 143).
I det følgende vil jeg nuancere påstandene om leg som tidsspilde eller som forberedelse til voksenlivet, fordi det, der gør sig gældende, når børn leger, er noget helt andet. Det er ikke voksnes perspektiv på leg, der skal udforskes, men børns for at få en dybere forståelse af, hvordan leg kan bidrage til media literacy i børnehaveklassen. Jeg vil i næste afsnit forsøge at skabe teoretisk overblik over og indsigt i, hvilke forståelser af leg, der kulturhistorisk set har gjort sig gældende, og dermed fastslå afhandlingens forståelse af leg.