12 ´Sonia Livingstone & Alicia Blum-Ross: http://blogs.lse.ac.uk/parenting4digitalfuture/2017/06/08/the-trouble-with-screen-time-rules/
spild af tid
udvikling
og læring fri egenværdi
57
selv om Huizinga også er opmærksom på, at leg kan være: ”…nasty, brutish and short, and at times obligatory, not free, irrational and bloody” (ibid.), så kommer hans teori om leg alligevel til at fremstå som en idealisering og sakralisering af legen. Sutton-Smith kalder den derfor ’essentialistic’ (Sutton-Smith, 1997, p. 203), men syntetiserer dog diplomatisk, at det er Huizingas fortjeneste, at legen ikke kun ringeagtes. Huizinga gør indledningsvis op med ringeagtelsen af leg, dvs. ”… the assumption that play must serve something else which is not play” (Huizinga, 1963 [1938], p. 2) og kommer istedet frem til hans egen forestilling om ’the magic circle of play’ (ibid., 212). Det er Huizinga, der kan krediteres for ideen om legens magiske cirkel, og det forhold, at legen fortryller, fascinerer og
tryllebinder ’os’ (ibid., 10) og dermed sætter ’os’ udenfor ””real” life” (ibid., 11). Leg har i den forstand ikke noget bestemt formål og skal forstås ’i sin egen ret’ som et fænomen, der til er til for den rene fornøjelses skyld (Karoff & Jessen, 2014, p. 85). Leg leges for legens skyld, og Sutton-Smith gør opmærksom på, at Huizinga med den betragtning er under indflydelse af 1900-tallets aristokratiske retorik om, at kunst er til for kunstens egen skyld (Sutton-Smith, 1997, p. 203). Huizinga knytter da også legen til det æstetiske og skønhed, når han hævder, at leg er beriget med ”… the nobelst qualites we are capable of perceiving in things: rythm and harmony” (Huizinga, 1963 [1938], p. 10). Det er Huizingas store fortjeneste at gøre legen fri for at være formålsbestemt, og han er derfor stadig relevant at beskæftige sig med, eftersom han med Skovbjerg og Jessens ord: ”… repræsenterer en radikal anden synsvinkel på leg end den, vi finder i udviklingspsykologiske og pædagogiske teorier om leg” (Karoff & Jessen, 2014, p. 85). Men idealiseringen af legen som en magisk cirkel er også problematisk, fordi der skabes et modsætningsforhold, der udelukker begreber, som kan være hinandens forudsætninger. Det drejer sig om de mere populære dikotomier: leg/alvor, leg/arbejde, leg/læring. Den amerikanske spilforsker Dana Boyd blander begreberne, når hun kalder det at spille computerspil for serious fun og dermed pointerer, at der skal udføres og gennemføres et seriøst stykke arbejde for at komme fremad eller videre i et spil. Enhver, der har observeret børn grave vandkanaler, bygge
’dæmninger’, forhandle våben i en våbenleg oma. ved, at leg kan være hårdt arbejde. Leg er heller ikke læring, og børn leger ikke for at lære, men det er meget ofte tilfældet, at de lærer sig noget, når de leger. De øver sig for at opnå bestemte færdigheder, enten ved
computeren eller på trampolinen. Gentagelsen er central. Det kræver øvelse at mestre noget og blive bedre i en leg. Leg er ikke det samme som alt muligt andet, men heller ikke et isoleret autonomt fænomen, der finder sted indenfor en magisk cirkels fortryllelse. Den
58
både er og ikke er en del af virkeligheden, der gribes ind i legen ligesom legen griber ind i virkeligheden. Denne måde at rammesætte legen på tager antropologen Gregory Bateson fat i, når han benytter begrebet framing om legens metakommunikation, der enten implicit eller eksplicit kundgør, at ”De handlinger, vi nu giver os af med, betegner ikke det, som de handlinger, som de står for, ville betegne” (Bateson, 1972, s. 195). Det er således legens overenskomst, at det på en eller anden måde metakommunikeres, når noget er leg, og vi leger. Det er samtidig legens paradoks, at legen kan skelne mellem sit tema og sin praksis. Hvis et barn spiller ’bilspillet’ GTA13, er temaet tilsyneladende ’vold og
ødelæggelse’, mens legens praksis f.eks. er at blive god til at kunne ’køre rigtig meget stærkt’ og smadre biler i spillet. Flertydigheden er åbenlys. Det drejer sig både om ødelæggelse og ikke om ødelæggelse. Bilerne er både smadrede (i spillet), og ikke
smadrede (i virkeligheden). Det er én af Bateson’s pointer, at legen tilhører en eksistentiel kategori, hvor leg ≠ ikke-leg, og at leg kun kan forekomme, hvis der er en vis grad af metakommunikation om, at det vi giver os af med nu, er leg (Bateson, 2014, p. 107).
Bateson definerer framing som følger:
”Budskaberne indenfor den imaginære linje er defineret som medlemmer af en klasse, i kraft af at de har fælles præmisser eller gensidig relevans. Selve rammen bliver dermed en del af præmissystemet” (Bateson, 2014, p. 117).
Den danske legeforsker Flemming Mouritsen overtager Bateson’s begreb om framing, når han på samme måde har brug for at ’rammesætte’ legen som forskellig fra ikke-leg.
“In Gregory Bateson’s words, we can say that we read the situations in a special ’frame’
which determines their interpretation. Whereas the children’s frame in the above
example is “This is play”, the adults is for example, “This is learning”” (Mouritsen, 2002, p. 32)
Mouritsens eksempel drejer sig om en støjende våbenleg, men pointen er den samme. De voksne ’læser’ legen tematisk og som læring, hvor børnene ikke læser legen, men forstår legens praksis metakommunikativt og reflekterer over ’det sjove’ ved GTA.
Leg er på den måde en del af virkeligheden og ikke forskellig fra den. I afhandlingen bruger jeg Bateson’s centrale begreb om framing for at kunne tale om legen som noget, der finder sted nu.
13 I min empiri kalder enkelte børn computerspillet GTA for ’Bilspillet’ og er allermest optagede af, at det er muligt at køre ’rigtig meget stærkt’ og at det er sjovt at smadre bilerne.
59
Mouritsen hævder videre, at legen”… afhænger fundamentalt af børnenes deltagelse og udøvelse og beror på færdigheder m.h.t. udtryksformer, æstetiske teknikker,
organisationsformer, iscenesættelse og performance” (Mouritsen, 1996, p. 17). Han fastholder et æstetisk perspektiv på leg (udover et kulturanalytisk og kulturgeografisk) (Toft & Knudsen, 2016b, p. 531)) og ser lege-udøvelsen som værende afhængig af æstetiske teknikker, hvor legens ontologi i sig selv er en æstetisk udtryksform. Den æstetiske
dimension hos Mouritsen drejer sig både om færdigheder og udøvelse, altså kunnen og gøren, men også om væren og haven, den ontologiske dimension. Afhandlingens brug af æstetikbegrebet er på samme måde pragmatisk. Æstetik skal i afhandlingens
sammenhæng forstås som børnenes sanselige måder at udtrykke sig på i forbindelse med f.eks. leg, dans, sang, billeder og sprog. Et mere nuanceret æstetikbegreb ville kræve et helt andet fokus og vidensgrundlag, og det ligger ikke indenfor denne afhandlings rækkevidde.
Hos Mouritsen er deltagelse centralt, både som det at ’være med’ i social forstand, men også som det at kunne tage del i legen; altså at legen også drejer sig om at vide noget og at øve sig. Mouritsen er bl.a. inspireret af den tyske filosof Hans Georg Gadamers teori om, at legen leges for legens skyld og ikke har noget mål i sig selv. Han anlægger et ’legens
perspektiv’, hvor legen er hovedsagen (Toft & Knudsen, 2016b, p. 533). Mouritsens
kulturanalytiske perspektiv indbefatter en forståelse af leg som beror på fællesskaber både som kulturel ’tradering’ og som udøvelse af leg sammen med andre. Legens æstetiske dimension knytter også legen til fortællinger og dermed til sproget. Både reception og produktion af sprog og fortælling er flertydig, dvs. at legen skaber udtryk og indtryk på mange måder. Med Mouritsens perspektiv på leg er børn ”… deltagere i et større
fællesskab, der udtrykker sig symbolsk æstetisk i ’legens tjeneste’ gennem brug af mode, bestemte måder eller modaliteter” (Toft & Knudsen, 2016b, p. 533). I den sammenhæng taler Mouritsen om æstetisk praksis. Legens æstetiske dimension, der har med dens udøvelse og de relevante færdigheder at gøre, har således også praktisk karakter. I
Mouritsens forståelse af legens æstetiske praksis opererer han med ’mode’, altså måder og modaliteter, der skal øves for at mestre legen. Den æstetiske dimension er først og
fremmest en praksisform hos Mouritsen og ikke forbundet med en stemning. Den æstetiske dimension og den praktiske dimension er altså tæt sammenvævede hos Mouritsen og forbundet med legens øvelse og udøvelse. Hos Mouritsen er subjektet det barn, hvis position vi som forskere i en barndomssociologisk tradition skal forstå verden fra. Det vil sige, at perspektivet på verden skal inddrage barnet som aktiv deltager i sit eget
60
liv, og fokus er på barnets leg som noget i sig selv. Børn leger, som Mouritsen har sagt, ikke med det erklærede formål at ville lære noget nyttigt eller udvikle sig, men simpelthen fordi legen i sig selv giver mening for dem (Mouritsen, 1996). I afhandlingen har jeg som nævnt valgt at nedtone en teoretisering af ’den æstetiske dimension’, men det kan ikke udelukkes, at der til to af legens andre centrale begreber, udøvelse og færdigheder, knytter sig
æstetiske teknikker, som f.eks. at danse, bryde ud i sang, imitere lyde, tegne, spille roller osv. Som nævnt er tilgangen til den æstetiske praksis pragmatisk og knyttet til især gøren og kunnen, oplevelse og erfaring (Shusterman, 1992).
Formler, improvisation og legekultur
Som tidligere nævnt bruger Mouritsen Bateson’s’ framing-begreb til at forstå, hvilken type aktivitet, leg er. Legeforsker Herdis Toft gør opmærksom på, at hans brug af begrebet er farvet af hans tilgang til folklorens orale og kropsligt sanselige narrativitetsform ”med dens iboende formler, funktioner og variationer – samt mulighed for improvisation” (Toft, 1999; Toft & Knudsen, 2016b, p. 528), og at han anvender det til ”…en yderligere skærpelse af opmærksomheden over for de diskursive færdigheder, børn i leg viser sig at have, og som til fulde matcher voksnes inden for samme område. Det drejer sig om deres hyppige brug af metalingvistiske og metakommunikative ytringer” (ibid.). I det følgende vil jeg redegøre for, hvordan formler og improvisation kan knyttes til børns leg, og hvordan den folkloristiske tilgang giver mening i kompositionen legekultur.
Legens praksis karakteriserer Mouritsen som en form for ’gennemøvet spontanitet’, der drejer sig om både formler og improvisation (Mouritsen, 1996; Toft & Knudsen, 2016a, p.
262). Mouritsen er inspireret af den danske folklorist Bengt Holbeks arbejde med
trylleeventyr og den russiske formalist Vladimir Propp og hans 31 funktioner for eventyret, når han bruger begrebet formler. Det gør han første gang i 1976 og sidenhen i 1983, hvor han beskriver, hvad han mener med formel og improvisation. Det er imidlertid uklart, hvad improvisationens teoretiske oprindelse består i hos Mouritsen. Han forbinder metaforisk formler til musikken (”De er som nodeark i forhold til selve sangen”) i sin beskrivelse af folkelige fortælleformer, hvis grundtræk han også finder
i ”børnetraditionerne, rim og remser” (Toft & Knudsen, 2016a, p. 262). De fungerer i Mouritsens sammenhæng ”som skelet” og er grundtrækket ved folkelige fortælleformer.
Formlerne udgør første grundprincip for børnetraditionerne rim og remser; det andet er ifølge Mouritsen improvisationen, idet fortælleren improviserer videre over ’denne
61
formular’. Senere knytter han formel og improvisation til ’børnelegen’ (i bogen Legekultur, s. 18) som betingelse for, at legekultur kan eksistere. Han hævder, at det er ”…en betingelse for at en sådan kultur kan eksistere, at den er bygget på et grundlag af enkle formler”. Her henviser han til eventyrenes formel og således implicit til Propp, men han tager den videre og gør formelstrukturer gældende i andre former for folkelige traditioner, f.eks. færøsk kædedans og altså også børns leg. En pointe hos Mouritsen er, at udøvelsen af disse
dansetrin, mundtlige eventyrfortællinger, rim og remser, kræver øvelse. Det gælder, ifølge Mouritsen om at kunne improvisere over formlerne, så man kan ’fange øjeblikket’, eller med dansen som metafor ’få det til at svinge’. Han tilføjer: ”det er ikke blot himmelsendt spontanitet, men gennemøvet spontanitet” (Mouritsen, 1996, p. 18). Grundlaget for at kunne forstå leg er ifølge Mouritsen, at det er muligt at bestemme, hvilke formler der gælder, og at disse muliggør improvisationer. Men at det samtidig kræver øvelse at kunne fange øjeblikket og få det til at svinge i legen. Som jeg vil vise senere i en analyse af et barns afbrydelse af et interview, er det netop ’i øjeblikket’, at legen opstår, og at det kun er
muligt, fordi barnet behersker bestemte teknikker og kender til formler for overdrivelse og det parodiske, som får øjeblikket til at svinge. I Mouritsens fortolkning af formler, der knytter sig til ’børnelegen’ er de både metalingvistiske - som den klassiske ’så sagde vi, du var tigeren’ - og kropslige - som f.eks. måder at gå på, når man sniger sig ind på ’fjenden’ i en våbenleg eller begge dele, som når man bliver skudt og dør i en leg ved at gribe mod det imaginære skudsår, knække knæene og nærmest falde bagover med en langstrakt
lidelsesfuld lyd. Den metakommunikative dimension drejer sig som nævnt om at gøre legen til et fælles anliggende, hvor det implicit fremgår, at ’dette er leg’ (Toft & Knudsen, 2016b, p. 529). Der kan til hver en tid improviseres over formlerne, hvilket både gør det muligt at gentage bestemte formler (og dermed øve sig på bestemte ting) og at finde på nyt i kraft af improvisationerne.
Det er afgørende for Mouritsens legeforståelse, at den har både folkloren og narratologien som sit grundlag. Den folkloristiske forbindelse skaber kompositionen legekultur. Hos Mouritsen er legekultur det helt centrale overbegreb - og titlen på hans hovedværk, der udkom i 1996. Som børnekulturforsker forsøger han at afgrænse genstandsfeltet legekultur som: ”Børns æstetisk symbolske udtryksformer” i forhold til børnekulturens andre typer (Mouritsen, 1996, p. 10). Han skelner derfor mellem tre hovedtyper af børnekultur, som er kultur for, med og af børn. Legekultur er i den forstand børns egen kultur eller kultur af
62
børn. Mit kulturbegreb er dog mere praksisteoretisk. Så når jeg i afhandlingen på den ene side trækker på klassiske kulturbegreber og observerer forskellige praksisser og på den anden side ønsker at gøre op med forestillingen om, at alle i en kultur handler på samme måde for at undgå at stigmatisere og stereotypificere (Jensen, 2017), så ser jeg leg som en praksis, der går på tværs af generationer, køn, etnicitet osv. Det vil blive uddybet i
metodekapitlet.
Opsamling af kernebegreber fra Bateson’s og Mouritsens repertoire Som det fremgår af ovenstående, er Bateson’s framing-begreb nødvendigt for at forstå legen som noget, der ikke er en ’magisk cirkel’, men heller ikke det samme som alle mulige andre hverdagspraksisser; idet begrebet kan være med til at afgrænse og analysere legen som en måde at rammesætte bestemte aktiviteter på. Inden for rammen gør Mouritsens begreber om deltagelse, udøvelse og færdigheder, samt formler og improvisation sig gældende metodisk såvel som analytisk. Herunder knytter ’æstetiske teknikker’ sig til færdigheder og udøvelse.
I det følgende vil jeg uddybe konsekvensen af at arbejde med et legebegreb, der forstås på baggrund af ovenstående. Jeg vender tilbage til Sutton-Smith’s retorikker om det
fantasmagoriske og frivole.
Legens fantasmagoriske og frivole dimension
Retorikkerne om legen som imaginær (herunder især den fantasmagoriske leg) og frivol hører til de former for leg, der er udelukket fra en skolet idé om ’god leg’. Alle retorikker om leg rummer ifl. Sutton-Smith forestillinger om god og dårlig leg. Det frivole er med sin inversive og irrationelle karakter nødvendigvis en del af alle retorikkers polaritet som den
’dårlige leg’. Mest tydeligt er det i ’play as progress’-retorikken, hvor den dominerende retorik kommer til at stå i modsætning til irrationelle forestillinger om børnemagt og ustyrlige børn, som det implicit fremgår af eksemplet om GTA. Hos Sutton-Smith er retorikken om leg som udvikling en ideologi, hvor den grundlæggende idé er ”… the conquest of children’s behavior through organzing their play” (Sutton-Smith, 1997, p.
205). Den retorik, der drejer sig om det frivole14, er ældgammel. Den frivole legs retorik har med henvisning til Max Webers ’Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’ (1930) arbejde som sin modsætning. Her forstås leg som det rene tidsspilde, som triviel, lediggang
14 Frivolus (lat.) skrøbelig, dårlig, værdiløs: om spots og fræk-letfærdig optræden. Frivolitet: Uanstændig optræden, tankegang, bemærkning, tvetydighed, letfærdighed (Gyldendals Fremmedordbog)
63
og driveri. Den puritanske retorik om leg har med sin protestantiske etik virket stærkt de sidste fire hundrede år (Sutton-Smith, 1997, p. 202). Det underliggende
modsætningsforhold drejer sig om leg og arbejde, hvor arbejde er det seriøse, nyttige og rigtige at beskæftige sig med, hvorimod leg er useriøst, forbundet med nydelse og langt henad vejen forkert at beskæftige sig med. Modsætningsforholdet gælder for et økonomisk og produktionsorienteret samfundssyn, men kan som nævnt også spores tilbage til Platon.
Det frivole ved legen er åbenlyst en normativ retorik, hvor det upassende og uanstændige defineres udfra et herskende samfundssyn. Indenfor legens ramme kan det imidlertid være aldeles passende og give god mening at lade det frivole finde plads.
I Sutton-Smith’s udredning af legens syv retorikker tildeles leg som det imaginære en underkategori, der vedrører børns leg, om ’Child Phantasmagoria’. Det fantasmagoriske refererer til det tilsyneladende (jf ordets græske oprindelse) og til det, der skabes af forestillingsevnen i form af drømmesyn, syner, optiske bedrag osv. Sutton-Smith knytter det til den mere irrationelle, vilde, mørke eller dybe leg. På trods af, at den vestlige verden, ifl. Sutton-Smith i 1997, er begyndt at tage legen mere alvorligt og anser børn som ’the players among us’, så forekommer det ham, at børns fantasmagoriske leg undertrykkes og rationaliseres. Han mener derfor, at der er behov for at udvikle en retorik, der passer til
’the widest array of childhood imaginary potentialities’ (Sutton-Smith, 1997, p. 152).
Derfor nævner han denne ’phantasmagorical rethoric’, så der også bliver plads til de børn, der i højere grad er orienteret mod det irrationelle fremfor det rationelle.
Han fremhæver, hvordan kulturelle stimuli som legetøj og tv medieres af børns fantasi for at blive accepteret og tilpasset de normer og sociale kompetencer, legen forudsætter.
Legetøj og medier fungerer med Mouritsens ord som råstof i legen (Mouritsen, 1996, p.
15). Det fungerer kun i forbindelse med legens øvrige praksis- og udtryksformer. Til den fantasmagoriske retorik hører ’alene-legen’, og det pointeres, at de verdener, der skabes, ikke er hverdagsagtige, men i den grad virtuelle. Børn er i stand til at skabe deres egne virtuelle verdener – han nævner parallelverdener som ekstreme former for forlængelser af fantasiverdener skabt af børn (Sutton-Smith, 1997, p. 155). Her hører både usynlige venner og forestillinger om fader- og modermord til. Sutton-Smith’s perspektiv på den form for afvigende forestillingsevne, som knytter sig til børns vilde og mørke fantasier, er hverken psykologiserende eller forklarende. Han peger blot på ’the creative power of the mind’ og
64
på det forhold, at børn har adgang til ‘a wild array of carnivalesque fancy’ uden noget formål udover, at det er muligt. (Sutton-Smith, 1997, pp. 156-157)
Legen er i den forstand autonom og ’en anden verden’. Børns evne til at gengive deres liv på fantastiske og teatralske måder vidner om det, Sutton-Smith kalder ’the wilder kinds of childish imagination’ (Sutton-Smith, 1997, p. 160). I 1997 da bogen udkommer, hævder han, at selv voksne, der er positivt stemte overfor kreative udtryksformer oftest forsøger at undslippe eller undgå børns fortællinger om død og ødelæggelse. Og det til trods for, at det præcis er det indhold, mindre børns fortællinger ofte har. (Sutton-Smith, 1997, p. 161).
Voksnes frygt for eller utilpashed ved den fantasmagoriske leg kan ifølge Sutton-Smith være en af årsagerne til, at vi generelt foretrækker ’to play sports’, fordi det kan styres og kontrolleres; der er regler. Det er langt sværere at dele fantasier, hvor der ikke er nogle guidelines men parallelle verdner, fantasi og anden ustyrlig uvirkelighed. Disse parallelle verdener, hvor vilde og absurde fantasier kan udfoldes, drejer sig ofte om en fascination af død og destruktion og findes i forskellige former i afhandlingens empiriske materiale som
’døde dyr’, smadrede biler eller megauhyggelige bamser. Det vil blive uddybet senere.