KVALIFICERET TOLKNING

Adgangen til kvalificeret tolkning er imidlertid ikke altid ligetil. Dels kan det være et problem at skaffe den rigtige tolk, dels kan tolken mangle kundskaber/begreber i forhold til sundhed og sygdom. Derudover er tolkene ofte ikke uddannet i at tolke, og det kan betyde, at de savner tolkekompetencer og professionalisme.

På en høring afholdt den 15. marts 2012 på Rigshospitalet under overskriften

’Hvordan får Danmark kvalificerede tolke?’

var der repræsentanter fra blandt andet sundhedssektoren og domstolssystemet, som pegede på flere forhold, der gjorde det vanskeligt at benytte sig af tolke. Den største barriere for brugen af tolke er mangel på kvalificerede og uddannede tolke. Myndigheder oplever, at brugen af tolke i forvejen er

tidkrævende og kompliceret, og at situationen ikke bliver mindre kompliceret, når tolke ikke har kendskab til fagudtryk, blander sig i samtalen, ikke er diskrete og i nogle situationer

er dårligere til dansk end borgeren, de skal tolke for (Institut for Menneskerettigheder, Status 2013, etnisk oprindelse, s. 33-34).

Ifølge artiklen Tolkebrug i det danske sundhedsvæsen af Hansen og Nielsen bragt i Ugeskrift for Læger 4. marts 2013 foreligger der ingen videnskabelige undersøgelser af den faktuelle kvalitet af tolkningen i Danmark.

I mangel heraf henvises der i artiklen til en række undersøgelser,¹³ hvor patienter med etnisk minoritetsbaggrund har rapporteret om svingende kvalitet i den professionelle tolkning.

I artiklen gives som forklaring på den svingende kvalitet, at langt de fleste tolke i Danmark ikke har nogen uddannelse i hverken tolkning eller sprog, og at der ikke eksisterer krav til uddannelse eller certificering.

Ifølge en af de interviewede læger er det udtryk for manglende vilje til at prioritere og løfte området snarere end manglende viden om, hvad der skal til, når lægerne oplever en fortsat begrænset adgang til kvalificeret tolkebistand:

IP: ”Man ved, hvad der skal til for at lave god tolkning. (...) Man ved, hvilke krav en professionel tolk skal opfylde, og lovgivningsmæssigt er det også ret klart, at det er regionernes ansvar at stille kvalificerede tolke til rådighed.”

Krav til kvalitet er imidlertid en næsten fraværende størrelse, når regionerne stiller tolke til rådighed for de praktiserende læger, ifølge den interviewede læge, og lægerne

kan ikke gå egne veje og selv bestemme, hvilke tolke de vil anvende. Regionens manglende interesse for eller prioritering af kvalitet i tolkningen bliver derfor, ifølge interviewpersonen, i praksis den enkelte

praktiserende læges problem, hver gang lægen gør sig overvejelser om at anvende tolk.

Hun fortæller, at hun både i forhold til praktiske forhold ofte kan konstatere, at der er problemer, og at hun ikke sjældent sidder med en fornemmelse af, at der ikke bliver tolket korrekt og/eller fyldestgørende. Som det udtrykkes:

IP: ”(...) Vi forstår i sagens natur ikke, hvad der siges på et fremmedsprog. Men det tyder på, at kvaliteten af tolkningen ofte ikke er god nok.

Der er mange indicier ... Og mange af vores patienter siger, at det simpelthen er forkert, det, der bliver oversat. Mit klare indtryk er, at der ikke rigtig er styr på kvaliteten. (...) I: ”Du er usikker på, om det, du siger til patienten, bliver tolket korrekt?”

IP: ”Ja, i dén grad. Nu har jeg været i feltet i mange år, så jeg synes godt, jeg kan mærke, hvis en tolk sidder og ... hvis jeg fx spørger om en simpel ting, og en tolk så sidder og snakker i rigtig lang tid. Så tænker jeg lidt: ”Hvad sker der lige nu?” Det kan godt være, det er nødvendigt, men den professionelle tolk ville sige: ”Er det o.k., at jeg prøver at formulere det på en anden måde eller ...?”

Af den allerede omtalte rapport fra Enheden for Brugerundersøgelser, hvor også

praktiserende læger er blevet interviewet, beskrives tilsvarende, at lægen kan sidde med fornemmelsen af, at hverken dét, patienten eller lægen siger, bliver oversat korrekt:

Lægerne kan føle sig usikre på, om patienten bliver oversat korrekt, eller om tolken selv konkluderer og kommer med bud på, hvad patienten fejler, ligesom de også kan føle sig usikre på, om de selv bliver oversat rigtigt” (Esholdt &

Fulgsang, 2009, s. 20).

Sundhedsloven kræver imidlertid, at lægen, der er ansvarlig for behandlingen af en patient, skal sikre sig, at tolken har de nødvendige sproglige kvalifikationer, herunder beherskelse af det danske sprog.¹⁴ Det fremgår ikke af loven eller dens bemærkninger, hvordan dette skal sikres, og hvad det tillægges af betydning, at der skal være tale om nødvendige sproglige kvalifikationer.

Ifølge en anden af de interviewede læger handler god tolkning i høj grad også om tolkens evne til at kommunikere med patienterne ved at anvende ord, som patienterne forstår. En god tolk tilpasser, ifølge denne læge, oversættelsen til modtageren – dog uden at ændre indholdet.

En god tolk er med andre ord opmærksom på patientens sociolekt – og som lægen forklarer herunder, kommer det ikke automatisk med uddannelsen til tolk. Som han siger:

IP: ”Nu fik du mødt de to tolke, som vi bruger mest. Vi har brugt en tredje tidligere, men hun er så holdt op, men de to her er rigtig gode, specielt [xxx], som du fik talt med, er en ekstremt god tolk. De er begge to ikke-uddannede tolke, og alligevel er de langt bedre end de uddannede tolke, vi indimellem bruger. ”

I: ”Hvad er det, der gør det?”

IP: ”De kender patienternes sprog og

udtryksmåder, og hvad det er, patienterne vil sige. Hvis du har en akademiker, en tyrkisk akademiker fra Istanbul, så kender han ikke nødvendigvis den type patienter, vi har.”

I: ”Så det handler om sociale lag?”

IP: ”Ja – men tolkene og patienterne deler ikke socialt lag. Tolkene har en masse års erfaring, og derfor er de gode til det. Og så oversætter de neutralt. Jeg tænker ikke over det, når jeg bruger dem som tolk, fordi jeg kan høre på deres tonefald, hvornår de har svært ved at oversætte det, og jeg kan også høre på dem, hvornår de har svært ved at oversætte det, jeg har sagt, og når de har svært ved at oversætte det, jeg har sagt, er det ofte, fordi det er uklart.

Man er ikke altid lige klar. Og der gælder det om at fange det. Hvis svaret er uklart, det, de så oversætter tilbage igen, så er jeg klar over, at jeg har sagt noget, der ikke var udtrykt forståeligt, og det gør det nemt. Vi har så mange

tolkekonsultationer, at vi kender hinanden, så det sproglige er ikke noget stort problem.”

Set udefra kan det tolkes sådan, at der er tale om et heldigt sammenfald mellem autodidakte tolke og høj kvalitet i forbindelse med det arbejde, der fra tolkenes side leveres. Tolkenes lange erfaring betyder i sammenhængen, at de er opmærksomme på at anvende ord og begreber, som giver mening i patienternes univers, hvilket, af lægen, påpeges som en styrke. Som det fremgår, er lægen inde på, at en ’akademisk’ tolk ikke nødvendigvis har det, der skal til for at tolke for en patient med en sparsom skolegang bag sig. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke den ’akademiske’ tolk ville kunne tilegne sig den slags færdigheder i takt med, at erfaringen som tolk udbygges.

Lægen er desuden inde på, at også lægernes måder at udtrykke sig på spiller en rolle i sammenhængen og har indflydelse på, om kommunikationen mellem patient og læge kan betragtes som vellykket. (Lægens rolle vender vi tilbage til i afsnit 3.2.10.)

Endelig siger lægen: ”Vi har så mange tolkekonsultationer, at vi kender hinanden, så det sproglige er ikke noget stort problem.” At tolken og lægen kender hinanden efter mange års samarbejde, må alt andet lige gøre tingene nemmere og kommunikationen klarere. Den pågældende praksis kendetegnes ved, at langt hovedparten af de tilknyttede patienter med etnisk minoritetsbaggrund kommer fra Tyrkiet.

Det forklarer, at det har været muligt at opnå et tæt samarbejde med bestemte tolke.

I afsnittet vedrørende videotolkning vil det fremgå, at man på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, hvor der primært anvendes videotolkning, tilsvarende har positive erfaringer med at kunne anvende de samme tolke fra gang til gang. Erfaringen er således, at teknologien muliggør, at færre tolke er i spil, og at tolkene anvendes oftere, hvormed de tilegner

sig relevant erfaring med begreber og sammenhænge i sundhedsvæsenet (samt ved lange patientforløb erfaring med konkrete problemstillinger og sundhedsprofessionelle).

Instituttet anbefaler, at der oprettes en tolkeuddannelse uden egenbetaling og med ret til SU rettet specifikt mod de vigtigste flygtninge- og indvandrersprog. Formålet med uddannelsen er at sikre et højt sprogligt niveau, kendskab til relevante fagudtryk samt færdigheder i tolkning, herunder tolketeknik og tolkeetiske regler.

Vi anbefaler, at der etableres en

certificeringsordning, så tolke certificeres efter endt uddannelse eller på baggrund af en prøve i tolkning og sprog.

Endelig anbefaler vi, at sundhedsvæsenet efter en overgangsperiode bliver forpligtet til kun at anvende certificerede tolke. Dog bør der være mulighed for dispensation ved meget små sprog.

3.2.4 KVINDELIGE PATIENTER OG SÆRLIGE