Hvis vi ifølge Lars Qvortrups skema betragter eksemplerne musikpædagogik og kunstnerisk virksomhed i et 4. ordens perspektiv, vil vi interessere os for, hvordan samfundskulturens vaner og traditioner er med til at bestemme hvordan vi vælger at definere kunst, og hvordan vi vælger at definere musikpædagogik.
Her kan vi måske få øje på hvorledes nogle af de førnævnte polariserende fortællinger også kan være med til at skabe polariseringer mellem kunstbaserede fag og andre fagområder.
En af de polariserende fortællinger jeg gerne vil dvæle ved er fortællingen om kunsten og æstetikken som det særlige. Definerer vi kunst og æstetik som ”det særlige” og hermed som modpol til ”det almindelige”, får vi næsten automatisk gjort musikalske læringsmiljøer til noget perifert i hverdagskulturen. I folkesko-lens række af fag har det således været almindeligt at benævne fag som musik og billedkunst som ”andre udtryksformer” uden at eksplicitere hvilke udtryksformer vi dermed gør til de primære eller de almindelige
Så selv om jeg her taler om fag som officielt alle er almene skolefag i folkesko-lens fagrække, fylder en fortælling om polarisering mellem noget ”almindeligt
”og noget ”særligt” i mange menneskers bevidsthed.
Og min tese er, at denne fortælling er med til at gøre det naturligt at fag som musik, billedkunst og drama ikke fylder så meget på skoleskemaet og i hverdagen som de fag vi i vore fortællinger har gjort til ”de almindelige”.
Fortællingen om kunst og æstetik som ”det særlige” gør naturligvis noget ved billedet af de mennesker vi betegner som kunstnere. Kunstneren er i denne fortælling en særlig beåndet person med et særligt talent og en modersmålsagtig adgang til det udefinerligt ”særlige” ved kunsten. Denne idolisering af kunstnere og de som mestrer æstetikkens udtryk skaber en tendens til at man i nogle kunst-faglige kredse fokuserer mere på talentbegrebet og de dygtiges identifikation med at være dygtige og på at spotte nye talenter end på prioriteringen af at skabe miljøer for gode læreprocesser for almindelige børn.
Kunstnerens rolle i fremtidens musikalske læringsmiljøer
172
Så hvis vi vil have kunst, musik og musikalske læreprocesser til at være noget mere almindeligt forekommende og fylde mere i alle børns hverdag, må vi mu-ligvis på rigtig mange måder slippe identifikationen med det som noget særligt.
Og hermed må vi også slippe identifikationen med os som udøver musik som
”nogen særlige nogen”.
Hvis det skal lykkes os at få bedre sammenhæng mellem kunstens potentiale og dens potens, må vi altså være parate til at slippe store dele af fortællingen om det særlige og mystiske ved musikfaget, idet den med sin romantisering af det kunstneriske og æstetikken står i vejen for vores reelle prioritering af kunstneriske og æstetiske læreprocesser, den tid de ville tage og de ressourcer det ville koste.
Når vi i vores netværk vælger at have musikalske læringsmiljøer som om-drejningspunkt og ikke bare musikalske miljøer er det derfor også for at få øje på miljøernes kvalitet i forhold til at facilitere disse læreprocesser. Dette fokus kan forhåbentligt have en præventiv virkning på den polarisering der naturligvis også i særlighedens tegn kan opstå mellem det at være kunstner og det at være lærer.
For i det fælles møde om at se miljøerne som læringsmiljøer er vi alle nødt til at slippe identifikationen med egne talenter og i stedet reflektere over de læreproces-ser der har gjort os til dem vi er.
Huskunstnerordningen
Af de mange forskellige musikalske læringsmiljøer jeg selv har været en del af, vil jeg gerne fremhæve huskunstnerordningen som en ordning jeg tror vi kan lære meget af i forhold til professionssamarbejde, faglighedsforståelse og fagligheds-fornyelse. I denne ordning er der nemlig plads til en klar kunstneridentifikation og en klar læreridentifikation i mødet med skabende børn og en central ide er at både kunstner, lærerteam, elever og skolens kultur kan få glæde af den synergien der kan opstå imellem disse
Igennem huskunstnerordningen skaber kulturministeriet i samarbejde med undervisningsministeriet rammer for at vise skolebørn hvad kunst er og hvad et kunstnerliv kan være på en måde hvor der er god tid til meningsfuld proces.
Ministeriets beskrivelse af formålet med huskunstnerordningen ser her i 2018 således ud:
Formålet med ordningen er, at børn og unge i alderen 0 til 19 år får indblik i og erfaring med kunstneriske processer gennem et møde med en professionel, aktiv kunstner.
Malene Bichel
173
Et huskunstnerforløb skal:
• baseres på et ligeværdigt partnerskab mellem institution og kunstner
• være involverende og give børn/unge erfaring med aktivt at følge, deltage og fordybe sig i en professionel kunstnerisk proces
• vægte processen fremfor et eventuelt afsluttende produkt
• styrke børn og unges relation til kunst, gribe dem, og anspore dem til en kritisk og nysgerrig tilgang til kunsten og dens vilkår
• give børn og unge forståelse for værktøjer og metoder i den kunstneriske proces.
(Huskunstnerordningen) Huskunstnerordningen er netop blevet evalueret og revideret. Og de anbefalinger og justeringer dette har medført understøtter i høj grad min tese om at det er styrkelse af den tværprofessionelle dialog, der er en af de vigtigste veje til mere meningsfuldt udbytte for eleverne i både kunstneres og læreres videre udvikling.
Der anbefales således styrkelse af partnerskaberne mellem kunstner og skole, – opprioritering af tid til fælles forberedelse og fælles evaluering – samt dialog mellem didaktiske og kunstneriske mål i forløbet (i den tidligere ordlyd skulle de kunstneriske mål være vigtigere end de didaktiske. Ministeriet havde altså selv indlagt en polarisering mellem professionerne).
Nogle af de kriterier som Statens Kunstfonds Huskunstnerudvalg, vurderer de indkomne ansøgninger ud fra er således:
• I hvilken udstrækning huskunstnerforløbet er ambitiøst og eksperimenterende og tør udfordre parterne i hver deres praksis.
• Om huskunstneren vurderes at være på et højt kunstnerisk niveau og har et aktivt kunstnerisk virke.
• Om partnerskabet skønnes at skabe mulighed for et ligeværdigt samarbejde omkring planlægning, gennemførelse og evaluering af de kunstbaserede pro-cesser i huskunstnerforløbet.
• I hvilken udstrækning huskunstnerforløbet udspringer af en stærk og original kunstnerisk intention, og forløbet er tilrettelagt med klare overvejelser om sammenhængen mellem form og indhold.
• I hvilken udstrækning huskunstnerforløbet har fokus på den kunstneriske skabelsesproces, formidler kunsten og styrker deltagernes relation til kunsten.
(Huskunstnerordningen)
Kunstnerens rolle i fremtidens musikalske læringsmiljøer
174
Når en musiklærer har en huskunstner på besøg i sin klasse, mødes flere profes-sioner som forstår kunstens værdi.
Sammen skal de prioritere, at børnene involveres i meningsfulde proces-ser på kunstens præmisproces-ser og samtidig på børnenes lærings præmisproces-ser.
Kunstnere skal altså ikke “lefle” for skolens instrumentelle læringsmål, men gå i dialog med læreren om de dybere didaktiske meninger med projektet.
Komponisten Peter Bruun, som har været med i mange huskunstnerprojekter udtrykte på et af vore møder i inspirationsnetværket: “Når kunstneren går ind i et undervisningsrum som kunstner, bliver han selv det didaktiske materiale”. Det tænker jeg kan være en frugtbar måde at bruge sin rolle på, da det giver plads til at få øje på lærerens didaktik.
Ligesom biologilæreren kan vise eleverne en skov, kan musiklæreren altså gennem huskunstnerordningen vise os en kunstner og dennes måde at arbejde på.
At bruge sin rolle på denne måde skærper også en anden pointe. Nemlig den pointe, at en af kunstnerens vigtigste roller i samfundet jo er at skabe den kunst der gør at vedkommende kan kalde sig kunstner.
Der kan ikke være tvivl om at en kunstner som Benny Andersen på denne måde har betydning i nutidens kultur og i nutidens læringsmiljøer og at han også vil få det i fremtidens. Han har nemlig betydning direkte gennem sin kunst, fordi han har noget på hjerte som kommer os ved.
Men i huskunstnerordningen får kunstneren desuden betydning som et eksempel på kunstnerens måde at være i verden på og dermed som eksempel på en af de mange forskellige tilgange til det at være voksen medborger i et samfund.