KONKLUSION: NYE TIDER – NYE FREMTIDER

Fra 1830’erne bredte der sig altså en forestilling om fremkomsten af en oprørsk, organiseret og bevidstgjort ”Arbeiderklasse” med udgangspunkt i udviklinger i England, Frankrig og Tyskland. Fra slutningen af 1840’erne blev denne ”Arbejderklasse” sat ind i en dansk ramme i forskellige organisationsdannelser, der havde til formål at forbedre vilkårene for håndværkerne i København.

Det her var arbejderbegrebets Sattelzeit, som Koselleck forstod det: Som en overgang til en demokratisering af begrebet i den forstand, at nye, brede samfundsgrupper bragte det ind i den offentlige politiske kommunikation; Som en ideologisering af begrebet, således at man nu i stigende grad talte om ”Arbejderen” eller

”Arbejderne” i bestemt form og som en (under)”Klasse” med egne interesser; Som en politisering af begrebet i den forstand, at det blev bragt ind i et forsøg på at mobilisere hovedsageligt byens håndværker (svende og mestre) til at varetage disses interesser bredt forstået, og som i hvert fald hos visse forfattere, blev sat ind i en modstilling til

”Capitalister” eller ”Pengemænd”; Og som en temporalisering af begrebet, der kom til at indgå i en forestilling om udviklingen af det ”moderne”. Allerede i 1842 havde Fædrelandet, som nævnt, omtalt klasserne i ”det moderne Selskab” [samfund] i forbindelse med Lorenz von Steins Socialismus und Communismus des heutigen Frankreichs. At det ”moderne” også pressede sig på i Danmark kom til udtryk i en øget bevidsthed om, at man levede i en forandringstid. Lunde skrev i 1848, at: ”Vi befinde os i Begyndelsen af en Omvæltning saa stor og vældig som nogen, der er gaaet forud”, og Dreier beskrev i Samfundets Reform, hvordan kunsten, familielivet, kønsrollerne, folket og det politiske liv, ja alle områder af den menneskelige tilværelse, var under forandring.

Han skrev: "Naar en Tidsalder er ved at slutte, naar et historisk Gjennembrud forberedes"…"da ligge Stumper og Stykker af den gamle Tingenes Orden kastede imellem hverandre. Og netop saaledes troe vi fuldt og fast, at det forholder sig med den nuværende Opløsningstilstand; den betegner et Vendepunct i Menneskelivets Historie".³²⁷ Den gryende industrialiserings ændringer af samfunds- og

326 Samfundets Reform nr. 2, 19/4 1852, artiklen ”Capital og Arbeide”, s. 27.

327 Lunde (1848), s. 26; samt Dreiers forord til Samfundets Reform nr. 1, 1852, s. 10.

93 produktionsformer og den europæiske bølge af revolutioner fra 1830-31 og frem åbnede for en ny forventningshorisont, og vendepunktet handlede for både Lunde og Dreier bl.a. om at ”Frigøre” ”Folkets Masse” fra ”Pengemagtens” og ”Capitalens”

trykkende ”Aag”.³²⁸

Med arbejderbegrebets begyndende indlejring i kommunistiske og socialistiske diskurser blev det knyttet til nye fremtidsmuligheder med nye aktører og nye magtkonstellationer. Det var noget, som Johannes Boye, som vist i forrige kapitel, allerede havde bragt i spil i 1795, men som først rigtigt fik et gennembrud fra midten af det 19. århundrede. Og selv da var der ikke tale om en entydig diskursiv placering eller klar afgrænsning for arbejderbegrebet.

Jeg har dog forsøgt at nuancere Niels Jul Nielsens påstand om, at der i denne periode ikke er nogle skarpe modsætninger, der brydes, og at det først er i 1870, man ser to klare positioner ’en socialistisk’ og ’en liberalistisk’ arbejder. Tvært imod synes jeg, at det står meget klart, at der i de københavnske ”Arbejderforeninger” findes to relativt klare modsætninger. Den dominerende diskurs var Lundes og Rimestads, hvor arbejderen via dannelse og oplysning, og i et samarbejde mellem lønarbejdere og arbejdsgivere, skulle opnå demokratiske rettigheder og dermed højere indflydelse på egen stilling. Her over for stod Dreier og Reinhard Jensens mindre dominerende, men dog tilstedeværende socialistiske diskurs om arbejderen med grundlæggende modstillede interesser til ”Pengemænd” og ”Capitalister”.

Når Niels Jul Nielsen ser et fravær af klare modsætninger, så skyldes det måske, at han kun behandler Dreier i en fodnote, hvor han afviser, at han skulle have haft nogen betydning for debatten, og han behandler slet ikke Reinhold Jensen.³²⁹ Jeg synes, at det er en fejl. De spillede begge en rolle i arbejderforeningerne, og selv om de ikke blev toneangivende (Dreier måske fordi han døde som 26-årig allerede i 1853), så kom deres tanker ud over den snævre kreds af aktive i foreningsarbejdet. Dreier og hans tidsskrift Samfundets Reform blev omtalt i de fleste større dagblade i 1852-1854, og Reinhold Jensen var heller ikke ukendt for offentligheden.³³⁰

Det kan således problematiseres, når Niels Jul Nielsen skriver, at der opstår en

”ny diskurs” ved 1870’ernes begyndelse.³³¹ Som det fremgår af Statsbibliotekets

328 Samfundets Reform, nr. 1, 26. marts 1852, s. 20-24.

329 Nielsen (2002), note 37.

330 Historikeren Henry Bruun påpegede da også allerede i 1938, at Lundes og Dreiers anstrengelser fik

”blivende Betydning” for den senere fagbevægelse idet ”de havde vakt og styrket Arbejdernes naturlige Mistro til Embedsmandsklassen og de doktrinære, indskærpet dem, at de selv kunde og burde varetage deres Særinteresser, gjort dem opmærksomme paa Muligheder af nye Organisationsformer”. Bruun (1938), s. 70.

331 Nielsen (2002), s. 64.

94 Mediestream-database (se graf), er der i årene efter 1848 en fortsat vækst i brugen af

”Arbejdere” – og selv om begreber som ”Arbejderklasse” og ”Proletar” for en stund mister gennemslag i avisernes spalter, forsvinder de på intet tidspunkt ud af den offentlige debat.³³² Desuden var arbejderforeningerne ikke så marginaliserede i den offentlige debat, som Nielsen antyder. I november 1851 var der 2000 medlemmer Foreningen for Arbejdsklassens Vel, hvilket var et ikke ubetydeligt nummer for en forening på dette tidspunkt, og foreningernes blade blev citeret i mange af tidens aviser.

Det kan også diskuteres, om Niels Jul Nielsen har ret, når han karakteriserer debatten om ”arbejderne” før 1871 som en ”skin-debat”. Det er helt klart, at næringslovsdebatten var vigtig for behovet for at mobilisere håndværkerne og de nye industriarbejdere.

Under grundlovsforhandlingerne i 1849 erklærede den konservative Ditlev Ræder endda, at ”Arbeiderspørgsmaalet” var en direkte ”Følge af Næringsfriheden”, i den forstand, at næringsfrihed førte til fattigdom, som førte til sociale opstande.³³³ Men debatten om næringsloven var ikke den eneste politiske ramme om ”Arbejderklassen”.

Også bredere partipolitiske kampe mellem bondevenner og nationalliberale samt krav om politiske rettigheder gennem hippodrombevægelsen og Haandværkerdannelses-foreningen var centrale rammer. Reinhold Jensens ”social-demokratiske” drejning af Arbejderforeningen af 1856 fra 1865 faldt desuden sammen med grundlovsforhandlingerne frem mod 1866, hvor Junigrundloven blev lagt ned. Der var ikke tale om en ren skindebat. Der var reelle politiske brydninger både indenfor og udenfor arbejderforeningerne, som påvirkede begrebets udvikling. Men det er klart, at den enorme mobilisering, som skete omkring det socialistiske arbejderbegreb fra 1871 og de følgende årtier, ikke kan genfindes i den her behandlede periode.

332 Niels Jul Nielsen anerkender da også, at ”Selv om debatten forstummer ganske markant i 1848 er der selvfølgelig ikke fuldstændigt tavst om arbejderforhold i den offentlige debat i de følgende årtier”. Ibid, s. 70.

333 Beretning om Forhandlingerne Paa Rigsdagen, nr. 405. 121ende møde, 9. maj 1849, ”Den endelige Behandling af Grundloven § 69”, s. 3205. I Forarbejder til Grundloven af 5. juni 1849 online på http://grundlov.dab.dk. Citatet fortsætter: ”Hos os vil Næringsfriheden være en Ophævelse af den lykkelige Stilling, ifølge hvilken det danske Folk som et agerdyrkende og handelsdrivende ikke har en stor Mængde Proletarier, hvilket derimod er Noget, man ved Næringsfrihedens Indførelse udsætter sig for.”

95