I løbet af de sidste 10-15 år har partier på kryds og tværs af det politiske spektrum haft bud efter ”arbejderne”. Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har erklæret sig som ”moderne arbejderpartier” i en åbenlys udfordring af Socialdemokratiet og partierne på venstrefløjen, som på grund af deres historiske tilknytning til fagbevægelsen og den socialistiske klassediskurs tidligere har haft mere eller mindre patent på betegnelsen ”arbejderparti”.
Bag denne udvikling ligger store ændringer i vælgeradfærd over de seneste årtier. I 1966 stemte 81% af ”arbejderne” (forstået som faglærte eller ufaglærte lønarbejdere) på enten Socialdemokratiet eller et venstrefløjsparti. I løbet af de følgende årtier begyndte nogle ”arbejdere” at søge mod højre, og fra midten af 1990’erne eskalerede denne tendens frem mod folketingsvalget i 2001, hvor flertallet af ”arbejderne” for første gang stemte borgerligt (dvs. på partier til højre for Socialdemokratiet).1 Årsagerne til de ændrede vælgermønstre må findes i en række overordnede samfundsmæssige forandringsprocesser. Strukturelle nationale og globale udviklinger, der har betydet nye finansierings-, produktions- og organisationsformer, generel velstandsstigning samt heraf følgende opløsning af tidligere klassebaserede identiteter er blandt de mest centrale.2
De socialistiske og socialdemokratiske partiers tidligere så stærke stilling som
”arbejderpartier” er således blevet udfordret, og det samme er selve forestillingen om
”arbejderen”. Hvor arbejderbegrebet i den socialistiske diskurs blev forstået hovedsageligt som et klassesubjekt, der fik betydning i sin modsætning til arbejdsgiveren eller kapitalisten, så har begrebet i dag fået et helt nyt indhold. Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) taler om ”arbejderne”, så er det som ”dem der har et arbejde”, dem der vil gøre ”en indsats”, "dem der får hjulene til at køre rundt"
eller ”dem, der trækker læsset”. Og for Liberal Alliance er det slet og ret, dem, der har et
1 Andersen, J. & Andersen, J. G. (2003). Klassernes forsvinden. I Andersen, J.G. og Borre, O. (Red.), Politisk Forandring værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Aarhus: Systime Academic, (s. 207-221).
2 Bild, T., E. Caraker, H. Jørgensen, M. Lassen, R. Juul Møberg og S. Scheuer (2007). Arbejdsliv og politik, signalement af lønmodtagere i det 21. århundrede. CARMA, Aalborg, & Center for
Arbejdsmarkedsforskning, Aalborg. Frederiksberg: Nyt fra Samfundsvidenskaberne., s. 20-33; Caraker, E.
(2008). Industriarbejdere mellem tradition og forandring, Ph.d.-serie Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet., s. 9-10.
7 arbejde. Arbejderen har i den borgerlige diskurs mistet sin tilknytning til klasse og (arbejder)bevægelse.3 I stedet forstås arbejderen i modsætning til dem, der ikke kan eller vil arbejde og dermed bidrage til at få samfundets hjul til at køre rundt. Dette
’borgerlige’ arbejderbegreb må således ses som et forsøg på at slå tonen an i debatten om velfærdsstatens udvikling.
Arbejderbegrebet synes altså i løbet af de seneste årtier at have åbnet sig. Fra at være et relativt fikseret begreb, der knyttede sig stærkt til den marxistiske klasseforståelse og det socialdemokratiske hegemoni i midten af det 20. århundrede, er det i de seneste årtier blevet en åben kampplads på tværs af det politiske spektrum.
Generelle velstandsstigninger samt det forhold at færre og færre arbejder i industri og flere og flere i servicefag, er nok blandt hovedårsagerne. Den gruppe, der tidligere udgjorde kernen i arbejderbegrebet – de der udførte legemligt arbejde i produktionen – har ikke længere den dominerende betydning på arbejdsmarkedet, hvilket også afspejles i, at nye konkurrerende begreber som lønmodtager, ansat eller medarbejder har overtaget som de mest markante arbejdsmarkedspolitiske kategorier.
Inspireret af denne nutidige debat vil jeg i det følgende diskutere arbejderbegrebets udvikling, fra det opstår som et moderne politisk begreb i slutningen af 1700-tallet til i dag. Det er ikke et identitets- eller kulturhistorisk studie af, hvem "arbejderne" er. Det er en analyse af, hvilke definitioner og afgrænsninger af ”arbejderen”, der har været dominerende fra midten af 1700-tallet til i dag, samt hvem de centrale aktører har været i denne udvikling. Og det er en undersøgelse af arbejderbegrebet som et politisk kampbegreb, der spiller en central legitimerende og mobiliserende rolle for partiernes politiske strategier.
De grundlæggende spørgsmål, som afhandlingen søger at svare på er således:
hvornår, hvordan og hvorfor opstod 'arbejderen' som et politisk grundbegreb?
og hvad har siden da været de væsentligste træk i begrebets politiske historie?
3 Når ”borgerlig” i denne afhandling anvendes som en analytisk kategori dækker det over forståelsen ikke-socialistisk eller centrum-højre – dvs. for perioden efter 1871 om partierne til højre for
Socialdemokratiet. Ordet anvendes også som en empirisk kategori (det angives i så fald i citationstegn), og her kan to hovedretninger aftegnes: 1) Den marxistiske forståelse af et bourgeoisi eller en borgerlig klasse, som står overfor en arbejderklasse. 2) Beskrivelsen af samarbejdet mellem Venstre, Konservative og andre partier til højre for Socialdemokratiet som “Det borgerlige samarbejde”. Også brugt af
partierne selv om dette samarbejde. Eks. i Det konservative Folkepartis valgpjece Et borgerligt ord fra 1956. Se også Bille, L. (2009). Borgerlige partier. I Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49763.
8 Inspirationen til analysen af arbejderbegrebet kommer fra den tyske Begrieffsgeschichte, som den er blevet introduceret af historikeren Reinhart Koselleck gennem de sidste 50 år. Kosellecks begrebshistorie kan forstås både som en metode og som en teori. Som metode handler den om at undersøge, hvilke tidslige lag af betydninger et begreb indeholder, hvilke semantiske netværk det indgår i, og hvordan det er blevet afgrænset og modstillet i forhold til andre begreber.
Som teori handler Kosellecks såkaldte sattelzeit-tese bl.a. om at se på, hvordan
”det moderne” satte sig igennem ved en demokratisering, temporalisering, ideologisering og politisering af en række centrale begreber fra ca. 1750-1850.4 I denne afhandling føres Kosellecks modernitetsanalyse op i det 20. og 21. århundrede i en diskussion af, hvilken rolle fremkomsten af velfærdsstaten og det postindustrielle samfund (videnssamfundet, servicesamfundet, informationssamfundet eller hvad man nu vil kalde det) fik for arbejderbegrebet.
Det er et mål med afhandlingen at bidrage til den politiske og sociale Danmarkshistorie med arbejderbegrebet som prisme. Det gør jeg ud fra følgende antagelser:
Et fokus på de sproglige mønstre omkring arbejderbegrebet kan nuancere det arbejderhistoriske felt, hvor ”arbejderen” ofte er blevet brugt uden skelnen til, om det optræder som et empirisk begreb eller et mere eller mindre ureflekteret analytisk begreb.
En afklaring af arbejderbegrebets betydning og brug kan lede til politisk klarhed. Den måde partier og andre grupper bruger arbejderbegrebet på, afspejler centrale dele af disse partiers politiske dagsordener. I den forstand kan afhandlingen ses som en form for semantisk check af et begreb, der spiller en vigtig rolle i debatten om arbejdsmarkedets og velfærdsstatens udvikling.
En analyse af arbejderbegrebet udgør et centralt udgangspunkt for en analyse af overgange til henholdsvis moderne og postmoderne samfund. I den forstand vidner begrebets historie om epokale forandringer og lægger op til en diskussion af brud og kontinuitet i forestillinger om samfundets udvikling.
4 Se bl.a. Koselleck, R. (1972/2011). Introduction and Prefaces to the Geschichtliche Grundbegriffe. I Contributions to the History of Concepts, 6(1). New York: Berghahn Journals, (s. 7-37).
9