DEN STATISTISK-VIDENSKABELIGE ARBEJDERDISKURS VINDER FREM

6.2. DEN STATISTISK-VIDENSKABELIGE ARBEJDERDISKURS VINDER FREM

Parallelt med det politisk-ideologiske arbejderbegreb, som Socialdemokratiet promoverede i starten af det 20. århundrede, etableredes også en mere videnskabelig statistisk arbejderdiskurs end tidligere. Efterhånden blev ”Arbejdere” et statistisk begreb, der gennem Det statistiske Departements udgivelser blev gjort til en objektiv, målbar størrelse.

Departementet var blevet oprettet i 1850 som en selvstændig statsinstitution under Indenrigsministeriet.⁶⁵⁶ Udviklingen af en organiseret dansk stats-statistik skete med inspiration fra de europæiske nabolande. I England havde man eksempelvis allerede introduceret den politiske ”aritmetik” i 1600-tallet. Det statistiske Departement kom til at overtage arbejdet med erhvervs- og folketællingerne, og det sikrede en vis transparens og organisation omkring befolkningsstatistikken. Omkring 1900 fik den officielle statistik fremgang foranlediget af nye tekniske fremskridt. (Bl.a. anvendtes hulkort ved folketællinger i 1891 i USA, i 1911 i Danmark).⁶⁵⁷

Med den institutionaliserede statistik blev befolkningen opdelt i nogle officielle kategorier. Dette skete i de første mange år primært ud fra den enkeltes næringsvej – altså forstået som hvilket erhverv, man arbejdede i. Eksempelvis opdeltes befolkningen i 1899 inden for erhvervsområder som jordbrug, industri, handel, transport, fiskeri eller

”Kapitalister”, som blev brugt om de, der alene levede af (renterne af) deres formue.⁶⁵⁸ Inden for hvert af disse erhverv, var der en opdeling af folk i ”Hovedpersoner” eller

”Medhjælpere”, og yderligere herunder en opdeling af ”Forsørgere”, ”Forsørgede” eller

”Tyende”. Det var et forsøg på en form for vertikal og hierarkisk strukturering af

656 Departementet hed oprindelig Det statistiske Bureau, i 1896 ændret til Statens Statistiske Bureau, i 1913 igen navneforandring til Det statistiske Departement, og i 1966 fik det sit nuværende navn Danmarks Statistik. Se Jensen, P. Danmarks Statistik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61279.

657 Jensen, P. Statistik. I Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=164289.

658 Statistisk Årbog (1899). København: Statens Statistiske Bureau, tabel XX, s. 30-31.

194

befolkningen, og en måde hvorpå man også inkluderede kvinder og børn i erhvervsstatistikken.⁶⁵⁹

I 1904 begyndte Statistisk Aarbog (udgivet af Det statistiske Departement) for første gang at opdele erhvervsgrupperne i de tre kategorier ”Hovedpersoner”, ”Funktionærer”

og ”Arbejdere” i stedet for den helt grove opdeling i ”Hovedpersoner” og

”Medhjælpere”.⁶⁶⁰ Denne opdeling blev herefter den gængse, dog blev

”hovedpersoner” fra 1940 erstattet med ”selvstændige”.⁶⁶¹ Hermed havde arbejderbegrebet fra starten af 1900-tallet fået en samfundsvidenskabelig definition.

Det var dog fortsat ikke nogen velafgrænset definition. Kategorien

”Selvstændige” var den mest klart afgrænsede. I folketællingerne efter 1940 indgik her selvstændige næringsdrivende, direktører og bestyrere i private selskaber.⁶⁶²

”Arbejdere” blev i hovedsagen forstået som faglærte og ufaglærte ansatte i ”en eller anden form for manuelt arbejde”.⁶⁶³ Og ”Funktionærer” blev betegnelsen for ansatte i statens og kommunernes tjeneste. Dvs. i tjenestemandsstillinger eller tilsvarende (Tjenestemandsloven var vedtaget i 1919). Dog var der flere undtagelser som eks. for dele af de statslige ansatte ved jernbanerne, der blev anført som ”Arbejdere”.

”Funktionær” inkluderede også personer i ledende overordnede stillinger i private erhverv, personer med længere uddannelser samt alt butiks- og kontorpersonale.⁶⁶⁴

Den statistiske definition af funktionærerne var indledningsvis bredere end den lovmæssige betegnelse, som ikke omfattede de offentligt ansatte. Efter

659 Statistisk Årbog (1899), tabel XX, s. 30-31. Opdelingen kan ses i statistisk materiale helt tilbage til 1840’erne. Her blev befolkningen fordelt efter ”Næringsveie” og dernæst opdelt i ”Hovedpersoner eller selvstændige Næringsdrivende”, ”Medhjælpere”, ”Tyende, Koner, Børn og andre Forsørgede”. Se Bergsøe, A.F. (1844). Den danske Stats Statistik, Bd. 1. Kjøbenhavn, s. 415 ff.

660 Der fulgte ingen forklaring med den nye opdeling. I årbogens indledning stod, at tabellerne var blevet

”Omordnede og delvis udvidede, hvor saadant skønnedes hensigtsmæssigt.” Statistisk Årbog (1904).

København: Statens Statistiske Bureau.

661 Tredelingen var baseret på materiale fra folketællingen i 1901. Det er blevet fremført, at denne opdeling i hovedpersoner, funktionærer og arbejdere skulle spille en særlig rolle fra 1921 og frem. Det har dog ikke været muligt i arbejdet med denne afhandling at se, at der skulle ske nogen væsentlig ændring i brugen af denne opdeling i ”arbejdsstilling” i 1921. Det statistiske Departement 1920-1950 (1951). København: Det Statistiske Departement, s. 30. Fra 1940 indgik også kategorierne

”Medhjælpende hustruer” og ”husmødre” samt personer ”ude af erhverv”, som renteydere, studerende og uforsørgede børn. Sst. S. 35.

662 Før 1940 brugte man betegnelsen Hovedpersoner, som dækkede over selvstændige, bestyrere og ledere inden for privat og offentlig virksomhed. Dvs. den var bredere end de private selvstændige, og inkluderede også ansatte med højere uddannelse og skuespillere, musikere, husbestyrerinder mv. Se Andersen, L. B., Jensen, H.T., Plum, V. og Villadsen, S. (1974). Samfundsanalyse og erhvervsstruktur: En håndbog til lokale og nationale analyser af erhvervsstrukturens udvikling i Danmark, 1901- 1970.

København: Jørgen Paludans Forlag, s. 48-50.

663 Ibid., s. 50.

664 For en diskussion af disse begreber se Andersen, L.B. mfl. (1974), s. 47-49.

195

funktionærlovens vedtagelse i 1938, var en funktionær i retslig forstand en ansat i privat erhvervsvirksomhed, som var beskæftiget med ”Køb og Salg eller ved Kontorarbejde eller Lagerarbejde” eller ”Personer, hvis Arbejde i den paagældende Stilling er af overvejende handelsmæssig eller kontormæssig Art eller udelukkende eller for største Delens Vedkommende bestaar i paa Arbejdsgiverens Vegne at lede eller føre Tilsyn med Udførelsen af andres Arbejde”.⁶⁶⁵

Lovteksten fra 1938 var fuld af uklarheder og grænsestridigheder. I en diskussion af teksten skrev landsretssagfører Bernt Hjejle eksempelvis, at det måtte være klart, ”at en Pakkerske i en Fabrik maa henregnes til Arbejder-Gruppen, medens en Pakkerske i et Stormagasin maa antages at være Handelsmedhjælper”.⁶⁶⁶ Det var altså ikke alene arbejdsopgaven, men også produktionens art, der skulle afgrænse ”Funktionærerne” fra

”Arbejderne”.

Grænsedragningen mellem ”Funktionærer” og ”Arbejdere” var således svær.

Eksempelvis når det gjaldt de såkaldte ”Sølvsnore” i trafiketaten, rengørings- og køkkenpersonale, serverings- og betjeningspersonale (som frisør, tjener, servitrice, ekspedient, stewardesser osv. ), kontor- og opsynspersonale, underordnede i sociale institutioner (plejer, sygehjælper, portør, hjemmehjælper, vuggestuepersonale osv.).⁶⁶⁷ Disse grupper har i hele perioden med varierende styrke ligget på kanten af, hvem der blev inkluderet i arbejderbegrebet, og de har også på mange måder haft arbejdsvilkår, der minder om ”Arbejdernes”, nemlig en underordnet position i forhold til arbejdsgiver, relativt lave lønninger og for mange af grupperne usikre ansættelsesforhold .⁶⁶⁸

De problematiske grænsedragninger viste sig også at være en kilde til stor frustration i fagbevægelsen. Her nedsatte De samvirkende Fagforbund et Grænseudvalg i 1911, der skulle håndtere grænsestridigheder og konkurrence om medlemmerne mellem forbundene. Den teknologiske udvikling betød, at arbejdsopgaverne inden for de enkelte fag konstant flyttede sig, og at fagenes indbyrdes grænser derfor også hele tiden ændrede sig. Det blev til et utal af grænsestridighedssager bl.a. mellem

665 Funktionærloven af 13. april 1938, med Bemærkninger mv. af Bernt Hjejle, Landsretssagfører, (1938/1940). København: C.A. Reitzels Forlag.

666 Bernt Hjejles bud på, hvem der faldt ind under funktionærbegrebet var: ”Ekspedienter, Kommisser, Lagerekspedienter, Direktricer, Kontorister, Sekretærer, Fuldmægtige, Maskinskrivere,

Korrespondenter, Bogholdere og Rejsende maa falde ind under Begrebet, der ogsaa normalt vil omfatte Inkassatorer, Bankbude og lignende, medens omvendt Chauffører, der ikke udfører Lagerarbejde af væsentlig Betydning, Brød- og Mælkekuske samt egentlige Bybude maa falde udenfor. Medregnes maa paa den anden Side en Telefondame, der passer et Firmas Omstillingsbord, selv om hun i øvrigt ikke udfører noget Kontorarbejde”. Ibid, s. 11.

667 Andersen, J. G. (1979), s. 123-125.

668 Jørgen Goul Andersen har inkluderet trafiketatens personale samt rengørings- og køkkenpersonale i sin forståelse af ”Arbejderklassen”. De øvrige omtalte erhverv er talt med som ”Mellemlag”. Se Andersen, J. G. (1979), s. 127, tabel 3.16.

196

Kommunalarbejderforbundet og Handels- og Kontormedhjælperforbundet (HK). Disse kampe afspejlede også opfattelser i identitetsforskelle mellem funktionærernes mellemstand og DsF’s lønarbejderklasse.⁶⁶⁹

De største funktionærgrupper 1960. Ved lovrevision i 1948 kom også en række offentligt ansatte og teknisk personale ind under funktionærloven.⁶⁷⁰ Illustration: Helge Andersen (1965). Funktionærgruppen den nye tredjestand. København: Fremad, s. 35.

669 Det er den amerikanske økonom Walter Galenson, som mest indgående har beskæftiget sig med DsF’s Grænseudvalgs historie. Se Galenson, W. (1955). Arbejder og arbejdsgiver i Danmark. København:

Det danske Forlag, s. 105-114. Se også Nielsen, N. J. (2002), s. 383. Grænseudvalgets sager 1911-1943 er optrykt i Grænsesager (1943). København: De samvirkende Fagforbund.

670 I dag er loven revideret, så den dækker offentligt og private ansatte med beskæftigelse indenfor:

Handels- og kontorarbejde, inden for lagerekspedition eller inden for teknisk eller klinisk bistandsydelse af ikke-håndværks- eller fabriksmæssig karakter. Den omfatter også ansatte beskæftiget med

arbejdsledelse i form af tilsyn med andre ansatte på arbejdsgiveren vegne. En række andre faggrupper er ikke umiddelbart omfattet af loven, men er underlagt den som ”aftalefunktionærer”, dvs. deres overenskomster eller ansættelsesaftaler angiver, at de er dækket af loven. Det er eks. sygehjælpere, pædagoger, SOSU-assistenter og folkeskolelærere. Se ”Funktionærloven”, fra Wikipedia, den frie encyklopædi. Set på https://da.wikipedia.org/wiki/Funktion%C3%A6rloven d. 17. juli 2017.

197

I den statistiske videnskab blev problemet med en manglende teoretisk definition af de tre hovedkategorier på arbejdsmarkedet løst ved, at man helt praktisk gav hvert erhverv et nummer, som så blev henført til en af de tre kategorier uden hensyn til ansættelsesforhold. Efterfølgende har forskere på forskellig vis forsøgt at tilpasse kategorierne ud fra skøn, og derfor er ikke to statistikker ens.

I denne afhandling anvendes en analyse af samfundsforsker Jørgen Goul Andersen, der viser erhvervsudviklingen fra 1901-1970 ud fra de tre kategorier

”Arbejderklasse”, ”Mellemlag” og ”Selvstændige”. Goul Andersen var interesseret i at analysere klassestrukturens udvikling i Danmark, og han opererede med kategorien

”Mellemlag” i stedet for folketællingernes ”Funktionærer.” Men de to kategorier er næsten sammenfaldende, og jeg betragter Goul Andersens tabel som ganske repræsentativ for udviklingen i perioden.⁶⁷¹

Erhvervsudviklingen er skitseret i denne tabel for perioden 1901-1970

1901 1921 1930 1940 1950 1960 1970 Arbejderklasse 49,8 49,8 50,3 51,0 49,5 47,8 44,8 - landbrug 17,0 13,3 12,3 10,1 7,5 4,7 1,3 - andre 32,8 36,5 38,0 41,0 42,0 43,1 43,5 Mellemlag 11,7 18,8 20,1 22,3 25,3 29,8 39,5 Selvstændig

o.l.

38,5 31,3 29,6 26,7 25,2 22,4 15,7

- landbrug 18,8 15,8 14,8 12,8 11,1 9,6 5,6 - andre 19,7 15,5 14,7 13,9 14,1 12,7 10,1

Kilde: Jørgen Goul Andersen: Mellemlagene i Danmark, 1979, s. 100, tabel 3.6.

Tyende og familielønarbejdere (de såkaldt revenuearbejdere) indgår ikke i denne statistik.

Tabellen afspejler, at der i perioden 1901-1970 var en stabil erhvervsudvikling med nogle klare tendenser. Et kraftigt fald i de selvstændiges andel modsvaredes af en kraftig stigning for mellemlagene. Dette gjaldt særligt for årene 1901-1921, hvor mellemlagene (funktionærerne) voksede fra 11,7% til 18,8% af den erhvervsaktive befolkning. Herefter stagnerede det i 1930’erne og 1940’erne omkring 20%, og så voksede gruppen af funktionærer igen markant efter 1960 og endte i 1970’erne med at udgøre den største

671 I folketællingerne opererede man i hovedparten af perioden med opdelingen efter Arbejdere, Funktionærer og Selvstændige. Funktionærernes andel voksede fra 10 % i 1908 til 18 % i 1921 og 21 % i 1940. Baseret på Hansen, S. A. og Henriksen, I. (1980). Dansk Social Historie, 6: Sociale brydninger 1914-1939. København: Gyldendal, s. 51 og s. 336, tabel 3 og tabel 20.

198

erhvervsgruppe.⁶⁷² ”Arbejderklassen” holdt sig relativt stabil i hele perioden, omkring de 48-50% af den erhvervsaktive befolkning, om end med et svagt fald mod slutningen af perioden. Men den stabile procentdel dækkede over store ændringer inden for gruppen. Andelen af ”Arbejdere” i landbruget faldt kraftigt – fra 17% af

”arbejderklassen” i 1901 til 1,3% i 1970. Dette blev modsvaret af en vækst i antallet af

”Arbejdere” i industri og anden produktion. Det var urbaniseringen og det nye industrisamfund, der viste sig i tabelform.

Ser man på lagdelingen inden for den her definerede ”Arbejderklasse”, står det klart, at langt hovedparten af ”Arbejderklassen” var ”Industriarbejdere” i videste forstand.⁶⁷³ I 1960 udgjorde ”Industriarbejderne” 69% af ”Arbejderklassen”, heraf var 54% ansat i ”fremstillingsvirksomhed”, 14% i bygge og anlægsvirksomhed og 1% som ansatte på de offentlige værker.⁶⁷⁴

DE SOCIALISTISKE ”ARBEJDERE” – KOBLINGEN MELLEM KLASSE OG POLITIK Når det er interessant at se på disse erhvervskategoriseringer, er det både, fordi jeg betragter den erhvervsstrukturelle udvikling som en af de afgørende faktorer for arbejderbegrebets brug og afgrænsning. Og så er det fordi, de afspejler, at ”Arbejderen”

fra starten af 1900-tallet blev indført i en ny statistisk diskurs. ”Arbejderne” kunne kvantificeres – de kunne gøres til en statistisk enhed i staten. Begrebet fik en homogenitet i kraft af tabelformens forsimpling. Hvis der før var en åbenhed om, hvem som skulle indgå i arbejderbegrebet, så blev det nu gennem en videnskabelig klassificering cementeret, at man her havde at gøre med det legemlige arbejdes lønarbejdere i håndværk og industri. Om du var ”Arbejder” eller ej, afhang nu af, om du kunne indplaceres i det rigtige erhverv.

Denne nye statistiske diskurs betød dog ikke en fuldstændig afkobling af arbejderbegrebet fra ideologiske eller klassemotiverede faktorer. Fra 1950’erne og frem opstod en videnskabelig interesse for at se på koblingen mellem erhverv og politiske præferencer. Nemlig med den sociologiske interesse for vælgeradfærd. Siden slutningen af 1800-tallet havde der været en bred samfundsforståelse af, at man levede i et klassepartisystem, hvor de to gamle underklassegrupper, ”bønder” og ”arbejdere”, havde samlet sig i hver deres parti – Venstre og Socialdemokratiet. Og hvor det Konservative Folkeparti opsamlede den resterende gruppe af funktionærer og selvstændige i byerne. Men det var først i 1950’erne, at dette blev videnskabeligt undersøgt, da de første danske vælger- og adfærdsundersøgelser så dagens lys. Den

672 Andersen, J. G. (1979), s. 112.

673 Dvs. inklusive bygge- og anlægsbranchen.

674 Andersen, J. G. (1979), s. 128: Tabel 3.17

199

første til at søge at kombinere folketællingernes sociale oplysninger med valgoplysninger var Erik Høgh i en analyse af folketingsvalget 1950, og Gallup lavede sin første opinionsundersøgelse af vælgeradfærd i 1958. Danmark var i øvrigt i 1950’erne langt bagud i forhold til de øvrige nordiske lande, når det kom til undersøgelser af vælgeradfærd.⁶⁷⁵

Men med vælgeradfærdsundersøgelserne kom der i 1950’erne tal på det, som man i årtier havde taget for givet. Disse viste, at hele 82% af ”Arbejderne” i 1957 stemte på Socialdemokratiet, 7 % på Venstre og 4 % på de Konservative.⁶⁷⁶ Tilsvarende stemte ca. 80 % af landmændene på Venstre.

Landbrugernes og ”Arbejdernes” udprægede klassestemmetilbørlighed er blevet forklaret med, at disse store befolkningsgrupper levede med relativt ensartede vilkår med hensyn til arbejde og indkomst. De udgjorde lukkede, integrerede miljøer, hvor man fortrinsvis havde forbindelse med klassefæller. Det gjaldt på arbejdet, i omgangskredsen, i familielivet omkring boligen og i fritids- og foreningslivet. Valgforsker Torben Worre har fremført, at ”denne afsondrethed dannede grundlag for selvbevidsthed og sammenhold, og klassen udviklede sin egen meningsdannelse, sine egne kommunikationskanaler, forestillinger og normer”.⁶⁷⁷ Landboerne var samlet i et omfattende organisationsnet af landbo- og andelsforeninger, og arbejderne samledes om den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

For de øvrige erhvervsgrupper, der bestod af selvstændige erhvervsdrivende, funktionærer og tjenestemænd og ofte er blevet omtalt som ”middelklassen”, var der langt mere spredning i de politiske præferencer. De Konservative var det største parti blandt middelklassens vælgere, men kun med 37% af denne gruppes stemmer i 1957 (31% stemte S, og 20% stemte V).⁶⁷⁸ Denne middelklasse havde da også langt mere uensartede arbejds- og levevilkår end ”Arbejdere” og ”Landbrugere”. Det var en gruppe, der bestod af en blanding af selvstændige, funktionærer, offentligt og privat ansatte, over- og underordnede, og der var store forskelle i arbejdsfunktion, uddannelse og indkomst.

Med den statistiske videnskabs udvikling og stigende betydning op igennem første halvdel af det 20. århundrede ses således to delvist modsatrettede tendenser:

675 Borre, O. og Stehouwer, J. (1968). Partistyrke og social struktur, 1960. Aarhus: Akademisk boghandel, s.9+13.

676 10% stemte på ”Andre partier”. Worre (1987), s. 96.

677 Ibid., s. 96-97.

678 Ibid., s. 96.

In document KAMPEN OM ARBEJDERNE (Sider 194-0)