Når analysen ikke er baseret på en stram metodisk ramme med en høj grad af kvantitativt underbyggede resultater, men derimod bygger på en pragmatisk, bred fortolkende kvalitativ tilgang, kalder det på grundige overvejelser over det anvendte kildemateriale – dets validitet og repræsentativitet. Dette gælder ikke mindst i en begrebshistorisk analyse som denne, hvor der har været en udpræget mangel på materiale, hvor de historiske aktører selv reflekterer over deres begrebsbrug. Et ønskescenarie ville naturligvis have været, at der fandtes kildemateriale, hvor de historiske aktører tog begrebet op til diskussion, definerede det og reflekterede over deres strategier for at omskrive det. Men dette er kun i ganske få tilfælde muligt at tilbagespore, og derfor har jeg måtte søge efter mere indirekte måder at få svar på, hvilket indhold arbejderbegrebet blev givet, og hvordan det blev sat i spil af forskellige aktører.
Et særligt påtrængende spørgsmål handler i den forbindelse om materialets repræsentativitet, som yderligere udfordres af afhandlingens lange tidsspænd. Hvordan når man til valide alment gyldige udsagn om et bredt begreb som ”arbejderen”, når man arbejder med en mere end 250 år lang periode?
Et første skridt er naturligvis en afgrænsning af undersøgelsen. Som tidligere nævnt har jeg i denne undersøgelse valgt at se primært på de politiske partiers begrebsbrug. Indtil slutningen af 1800-tallet eksisterer partierne, som vi forstår dem i dag, ikke, og da må undersøgelsen naturligt baseres på de forskellige grupperinger, der samlede sig omkring arbejderbegrebet såsom forskellige såkaldt borgerlige arbejderforeninger, kommissioner og fra 1870’erne de socialistiske grupper, der finder fodfæste i Danmark fra 1871 og frem. Et særligt fokus ligger for perioden fra 1870’erne og frem på det store såkaldte ”arbejderparti” Socialdemokratiets brug af arbejderbegrebet og etableringen af den socialistiske ”grundforestilling”, som Niels Finn Christiansen har udpeget.137 Men skønt analysens nødvendige afgrænsning vil give et primært fokus på Socialdemokratiets arbejderbegreb, vil de øvrige partier blive inddraget i det omfang, de indgår i større diskussioner af begrebet. Venstre, Det konservative Folkeparti, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Danmarks Nationalsocialistiske Parti (DNSAP), Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti og mange andre partier har udfordret det socialdemokratiske arbejderbegreb, og disse partier vil blive inddraget, hvor det er relevant. Ligeledes er også andre aktører blevet inddraget,
137 Socialdemokratiets stiftelse ses her som oprettelsen af den danske afdeling af Den Internationale Arbejderforening (1. Internationale) i efteråret 1871. I 1878 blev den nuværende partiorganisation dannet som Socialdemokratisk Forbund.
42 hvis jeg har set dem som relevante for den (parti) politiske debat. Eks. fagforeningerne, forskningen (især den statistiske forskningslitteratur) og repræsentanter for arbejdsgiverne.
Reinhart Kosellecks begrebshistorie, som den kom til udtryk i GG, er ofte blevet kritiseret for en manglende social repræsentativitet i analysen af begreberne. Det skyldes især kildevalget, som primært bestod af klassiske, filosofiske tekster. ”En idehistorisk vandring på bjergtoppe”, er den blevet betegnet.138 Rolf Reichardt har sågar fremført, at Kosellecks tendens til at bruge elitens kanoniserede tekster som basis for sine analyser betyder, at der ikke kan være tale om at se hans begrebshistorie som en variant af social-historien.139
Jeg har bestræbt mig på at anvende en langt bredere palet af kilder, som forhåbentlig kan dække et større socialt spektrum. Materialet til at analysere partiernes begrebsbrug er hovedsageligt programskrifter, partiaviser, medlemsblade og publikationer fra partiets ledende medlemmer. Disse kildegrupper har naturligvis en særlig kildemæssig karakter, i og med at det er materiale, der er skabt med et offentligt publikum for øje og med det formål at udbrede bestemte politiske begrebsforståelser og diskurser.
Partiprogrammerne har indledningsvis været en central kilde for undersøgelsen.140 De har udgjort et interessant komparativt materiale, både hvis man vil sammenligne udvikling over tid og partierne imellem. Programmerne (både princip- og arbejdsprogrammer) udarbejdedes med det overordnede mål at danne det visionsmæssige og ideologiske fundament for de politiske partiers politik og arbejde.
Som sådan kan de ses som politiske manifestationer, hvori partiernes ideologi udtrykkes i kondenseret form.
De organisatoriske og programmatiske kilder er blevet fremhævet som havende
”høj udsagnsværdi som historiske kilder”.141 Historiker Klaus Petersen har begrundet
138 ”Ideengeschichtlichen ’Gipfelwanderungen’”. I Reichardt (1985), s. 63. På dansk citeret fra Ifversen (1997), s. 454.
139 Reichardt (1985), s. 77.
140 Partiprogrammer forstås her både som principprogrammer, arbejdsprogrammer og de
valgprogrammer, som er inkluderet i KB’s digitaliserede samling af mere end 2.600 programmatiske tekster: http://www.kb.dk/pamphlets/dasmaa/2008/feb/partiprogrammer/subject254/da/. Disse er suppleret med partiprogrammer fra Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkivs samling. For
Socialdemokratiet, SF, VS, DKP, Enhedslisten, DNSAP, Det konservative Folkeparti, Venstre og Fremskridtspartiet er samtlige princip- og arbejdsprogrammer gennemgået samt udvalgte valgprogrammer i KB-samlingen. Se relevante henvisninger til disse i noter.
141 1. De udgør de ”vigtigste identifikationstegn” for partierne. De tegner profilen såvel indadtil som udadtil; 2. De er et udtryk for ”en politisk-teoretisk (og som regel også ideologisk) udvikling” = ”en form for ideologisk konsensus”; 3. De kan ses som ”et praktisk og teoretisk svar på den socio-økonomiske og den aktuelle politiske situations betingelser og særprægetheder”. Ifølge Lahme, H.-N. (1978). Omkring den tidlige danske arbejderbevægelses programmatiske og organisatoriske dokumenter. I Callesen, G.
43 kvaliteterne ved programmerne med, at de "har en høj status i partiet, er sanktionerede udtryk for kort- og langsigtede målsætninger samt en relativt entydig kildegruppe.”142 Samtidig afspejler de aktuelle samfundsudfordringer på det tidspunkt, hvor programmet er skrevet. En kritik af deres kildeværdi kunne imidlertid være, at de ofte peger i retning af det homogene og skjuler de politiske uenigheder bag.
Et andet kritikpunkt mod programmerne som kilder kunne være, at det er svært at måle deres effekt – både for partiernes politik-udvikling og for det omkringliggende samfund. Er de overhovedet blevet læst udenfor en snæver kreds i partierne? Hvem er målgruppen? Er de skrevet til partisoldaterne, til potentielle vælgere eller til politiske modstandere?143 Og betyder det noget for den begrebsbrug, man ser anvendt? Eks.
forsvinder begreber som Kapitalister eller "Kapitalistiske, reaktionære Kræfter" ud af Socialdemokratiets partiprogrammer efter 1945. Hvad siger det om partiets strategi, position og forestilling om Arbejderne? Partiprogrammerne kan ikke stå alene som kildemateriale, men de har her været anvendt til de indledende analyser for at skabe blik for nogle forandringer og nogle nøglebegreber, og de har således været med til at definere afhandlingens spørgestrategi.
Ud over de politiske partiers materiale, har aviserne (som i perioder også har været stærkt knyttet til partierne) udgjort en vigtig kilde, og den store digitalisering af aviserne i Statsbibliotekets Mediestream har gjort materialet tilgængeligt til både kvantitative og kvalitative studier.144 Kvalitativt har det været en indgang til studiet af eksempelvis særlige organisationers brug af begrebet (eks. Liberale Arbejderes Landsudvalg) og til at se på, hvornår begreber første gang optræder, i hvilken kontekst de etableres, om de importeres fra udlandet, som eksempelvis strejkebegrebet, der de første mange år bruges i sin engelske form ”Strike”.
Kvantitativt har Mediestreams analyseværktøj SMURF givet mulighed for at lave nogle frekvenssøgninger i det store materiale.145 Disse er blevet brugt til at understøtte resultaterne fra afhandlingens kvalitative analyse, men SMURF er kun i udviklingsstadiet, og en række fejlkilder, bl.a. ifht. OCR-læsningen, betyder, at den
og Lahme, H.-N. Den danske arbejderbevægelses programmatiske dokumenter og love (1871 til 1913) s.
118-129. Odense: Odense Universitetsforlag, s. (118-129), s. 118.
142 Petersen, K. (2001). Programmeret til velfærd?: Om ideologi og velfærdspolitik i socialdemokratiske partiprogrammer efter 1945. I Arbejderhistorie, vol. 2, (s. 223-51). København: SFAH, s. (23-51), s. 46, note 11; se også Helenius, R. (1969). The Profile of Party Ideologies. Helsinki: Svenska Bokforlaget, s. 27-37.
143 Flere har fremhævet, at programmerne i overvejende grad bør forstås, som orienteret indadtil i partiet med det mål at integrere og mobilisere, og at selve processen bag programmets tilblivelse er mere central end programmets udtryk. Se Petersen (2001), s. 25; eller Helenius (1969), s. 28.
144 http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis. Pr. 22. august 2017 er mere end 31 millioner avissider blevet digitaliseret og tilgængeligt online.
145 http://labs.statsbiblioteket.dk/smurf/.
44 digitale kvantitative analyse alene vil blive brugt illustrativt og til at underbygge konklusioner.
Desværre er digitaliseringen af en anden stor relevant kildegruppe, Rigsdagstidende/Folketingstidende, blevet forsinket, og vil først være tilgængelig efter afhandlingens afslutning. Jeg har derfor fravalgt dette materiale til projektet, men der er ingen tvivl om, at disse kilder også har stort potentiale for studiet af arbejderbegrebets udvikling.
Afhandlingens primære kildematerialet består således af offentligt publiceret materiale. Det er naturligt, når man beskæftiger sig med analyse af ideologisk sprog og forsøgene på at mobilisere vælgere ved at beherske særlige begreber som eks.
”arbejderen”. Men jeg har også undervejs, hvor det blev set som hensigtsmæssigt, søgt at komme ’bag om’ det politiske sprog og eftersøge uofficielt materiale, der kunne kaste lys på, hvilke taktiske og strategiske overvejelser, der lå bag partiernes anvendelse af arbejderbegrebet. Det har været særligt frugtbart i studiet af Venstres forsøg på at mobilisere ”arbejderne” i regi af Liberale Arbejderes Landsudvalg i 1950’erne og 1960’erne, hvor Venstres partiarkiv i Holte er blevet anvendt.
Afhandlingen er i øvrigt baseret på et meget differentieret kildemateriale, som afspejler den lange tidsperiode, som undersøgelsen dækker. Kildematerialet reflekterer således også de samfundsændringer og det kommunikationsrum, som danner rammen om arbejderbegrebets udvikling. Fra kongelige reskripter og censur i 1700-tallet, over de nye folkelige bevægelser og foreningsblade efter 1848, til en bred offentlig debat med eksplosiv vækst i den trykte presse fra 1870’erne og op igennem det 20. århundrede. I dag præger de digitale medier materialet. TV-udsendelser, Facebook-sider og Twitter-opslag udgør nu rummet for politisk kommunikation. Det differentierede kildemateriale gør en mere overordnet beskrivelse vanskelig, men kilderne vil blive diskuteret i deres samtidige kontekst i de enkelte kapitler.
45