DEL II: DET MODERNE ARBEJDERBEGREB 1830-1945
KAPITEL 4: 1870-1920. ARBEJDERBEGREBET FÆSTNER SIG
4.5. KONKLUSION: ARBEJDERBEGREBET 1870-1920
”ARBEJDEREN” - I TO DISKURSER
Det skel mellem en socialistisk og en borgerlig arbejderdiskurs, som aftegnede sig i forrige kapitel om perioden 1840-1870, foldede sig fuldt ud efter etableringen af en socialistisk arbejderbevægelse i 1871. De to diskurser, som blev styrket i kraft af organiseringen af ”Arbejderne” fra både højre og venstre side af det politiske spektrum, kan karakteriseres således:
I den socialistiske diskurs (eks. Pio, 1871) blev ”Arbejderne” opfattet som en samlet stand (”den fjerde Stand”, ”den ubemidlede Klasse”, ”Proletariatet”), der var tynget af den kapitalistiske produktionsmåde. Det var en gruppe, der sjældent blev klart afgrænset. Den var vagt defineret ved sine fælles livsvilkår, og ved sin afgrænsning til
”Bourgeoisiet”, ”Kapitalisterne” eller ”Arbejdsgiverne”. I interessekonflikten med disse grupper skulle ”Arbejderne” gennem organisering og oplysning frigøre sig fra undertrykkelse og søge mod en retfærdig fordeling af ressourcerne. Arbejderne blev samtidig beskrevet og forstået ud fra en materialistisk historieopfattelse som en fremtidsskabende kraft. Der kom en temporalitet ind i selve begrebet – arbejderne skulle føre samfundet frem mod en ideel fremtidstilstand, socialismens endelige sejr.
Centrale ord som undertrykt, revolution, kamp og frigørelse knyttede sig til arbejderen i den socialistiske diskurs.
I den ikke-socialistiske diskurs (her omtalt som den borgerlige diskurs) (eks. Ploug, 1871) var der også langt hen ad vejen en forestilling om ”Arbejderne” som udtryk for en social klasse. Og der var en erkendelse hos de fleste af, at der var brug for at løse de sociale problemer, som denne klasse stod overfor. Men hvor socialisterne ville løse disse problemer ved at løfte den samlede klasse til en ny samfundsposition, så var målet i den borgerlige arbejderdiskurs, at de enkelte ”Arbejdere” med flid og stræbsomhed skulle stige op ad den sociale rangstige og tage skridtet fra arbejderklassen over i borgerskabet.
”Arbejderne” skulle ved egen flid og organisering i syge- og hjælpekasser bedre sine levevilkår, ikke gennem klassemobilisering og en udvidet socialstat.
”ARBEJDEREN” – MELLEM FIRE AKSER
Arbejderbegrebet indtegnede sig dermed overordnet set i to forskellige diskurser, som forblev relativt stabile fra 1850’erne og godt et århundrede frem. Skønt der var mange nuancer inden for hver diskurs, både den socialistiske og den borgerlige, og skønt disse diskurser på ingen måde var statiske, men derimod udviklede sig afhængigt af deres
155 historiske kontekst, så mener jeg, at det er rimeligt at lave en overordnet analytisk opdeling mellem en ”socialistisk” og en ”borgerlig” diskurs. For der var en række elementer, der holdt sig relativt konstante. Eksempelvis i spørgsmålet om fælles eller konfliktende interesser mellem arbejdsgiver og lønarbejder og i forestillingen om målet med lønarbejdernes kamp for bedre levevilkår – et socialistisk eller et kapitalistisk samfund.
Samtidig har der været både en snæver og mere intuitiv forståelse af ”Arbejderen” som en funktionsbetegnelse for dem, der udførte det legemlige lønarbejde, og en langt bredere og mere teoretisk forståelse af ”Arbejderen” som alle, der ikke levede af andres arbejde. Den sidste var nogle gange isoleret til ”Lønarbejderen” (både håndens og åndens) og blev nogle gange anvendt endnu bredere om alle, der havde fælles levevilkår med ”Lønarbejderklassen” – dvs. inklusive mindre selvstændige håndværkere og handlende.550 Implicit heri lå forestillingen, som kom til udtryk fra både højre og venstre side af det politiske spektrum, at ”Arbejderne” udgjorde en særlig ”Samfundsklasse”, defineret ved sine elendige levevilkår. Hos socialisterne fik denne navnet
”Arbejderklassen”, hos ikke-socialisterne blev den betegnet ”Arbejderstanden”.
De to spor kan også forstås som en skelnen mellem på den ene side begrebets afgrænsning, altså hvad dækker begrebet over - hvem er inde og hvem er ude af kategorien ”arbejder”? Og på den anden side begrebets brug igennem en række diskursivt funderede sproghandlinger. En skelnen der kan knyttes til lingvistikkens sondring mellem begrebets semantiske og pragmatiske dimension. De to spor kan illustreres ved følgende figur.551
550 Den brede mellemklasse af mindre handlende, håndværksmestre og åndsarbejdere lå konstant på kanten til at være inkluderet/ekskluderet i arbejderbegrebet. Og samtidig blev landarbejdere, håndværkere og tyende også ofte brugt som noget andet end ”Arbejdere”.
551 Figuren henviser til gennemgangen af Louis Pio, ”Hvad forstaar man ved ’en Arbejder’?”, Socialisten, nr. 25, 1/5 1872; samt avisen Hejmdal, 24/7 1871; og Carl Ploug, Fædrelandet d. 4/8 1871. Den er dog også symptomatisk for en lang række andre tekster i perioden ca. 1850-1950.
156 Der var ikke umiddelbart nogen entydighed i, hvordan arbejderbegrebet placerede sig mellem den brede og den snævre forståelse (x-aksen) – i forhold til, hvilken diskurs, det blev indlejret i (y-aksen). En socialist som Louis Pio kunne i én og samme tekst skrive om
”Arbejderen” som henholdsvis ”alle der gør nytte” og som de, der udførte det legemlige arbejde.552 Modsat kunne man i angrebene på Pio og Socialisten fra den borgerlige presse i 1871 møde både redaktøren af Hejmdals snævre forståelse som ”den, som lever af legemligt Arbejde, udført i en Arbejdsherres Tjeneste”, og redaktør for den stærkt konservative avis Fædrelandet, Carl Plougs, brede forståelse af en ”Arbejder” som den,
”der lever af sit Arbejde, af hvilken som helst Art dette end er, hvad enten det udføres med Haand eller Arm eller med Hoved og Tanke.553 Den brede definition kunne tjene Pio, som ønskede at holde det socialistiske projekt åbent for alle, der kunne identificere sig med middel- og underklassen. Og den kunne tjene Ploug, som havde det formål at bevise, at det var ”ganske umuligt at drage nogen Grændse mellem Kapitalisten og Arbejderen” (Fædrelandet, 1871). Eksemplerne viser, at der ofte var politiske motiver forbundet med afgrænsningen af arbejderbegrebet, hvilket underbygger en tolkning, der ser begrebet som et politisk kampbegreb, der fungerede som legitimerende, mobiliserende og organiserende. Der var fra 1870’erne og frem en kamp om det fremtidige samfunds udformning, hvori lønarbejderne spillede en vigtig rolle. De forskellige parter i denne kamp søgte at styrke deres positioner ved at søge ejerskab til
”Arbejderne”.
552 ”Hvad forstaar man ved ’en Arbejder’?”, Socialisten, nr. 25, 1/5 1872, s. 1-2.
553 Hejmdal, 24/7 1871; Fædrelandet d. 4/8 1871.
157 ARBEJDEREN – EN GRUNDFORSTÅELSE FRA 1870’ERNE OG FREM
Det er i øvrigt en tendens, der går på tværs af alle politiske skel, at stort set alle de, som teoretisk skrev sig frem til et bredt arbejderbegreb, samtidig med største selvfølgelighed anvendte det snævre arbejderbegreb. Dette faktum underbygger Wiinblads tidligere omtalte pointe fra 1881, at ”enhver [ved] meget godt, om han bør regnes med til Lønarbejderklassen eller ikke”. ”Videnskabsmanden, Kunstneren, Theologen og Generalen” forstod ifølge Wiinblad intuitivt, at det ikke var dem, som ”Arbejderlovene”
eller ”Arbejderspørgsmaalet” var rettet mod.554 Ud af de foregående årtier var således vokset en grundforståelse af ”Arbejderen” som en besiddelsesløs lønarbejder indenfor produktivt arbejde. Og som Niels Finn Christiansen også har fremhævet, så blev denne
”Arbejder” i takt med industrisamfundets udvikling til et meget ”håndgribeligt fænomen” med tydelige ydre markører.555 De så ud på en bestemt måde, talte et bestemt sprog, boede og arbejdede i bestemte kvarterer og besøgte bestemte værtshuse. Og med fremkomsten af en socialistisk presse og stadig mere magtfulde socialistiske/socialdemokratiske arbejderpartier og fagforeninger blev de også ført ind i en fortælling om, at en ”Arbejder” var en del af en bevidstgjort ”Arbejderklasse” og indgik i en international socialistisk ”Arbejderbevægelse”, der havde til mål at føre
”Arbejderklassen” væk fra dens ”undertrykte, ydmygende Stilling”.
I perioden indtil 1890 søgte Højre aktivt at mobilisere en anti-socialistisk front, som på national grund kunne udfordre socialisternes krav på ”Arbejderne”. Den borgerlige arbejderdiskurs blev dog hurtigt til en moddiskurs i den forstand, at den stort set konsekvent forholdt sig til den socialistiske og aktivt artikulerede en modsætning til denne. Udsagn som: ”Hvor står det skrevet, at man skal stemme socialdemokratisk, når man er arbejder?” eller ”Behøver arbejderen være socialist?” understreger, at den socialistiske diskurs blev en uundgåelig følgesvend til arbejderbegrebet fra 1870’erne og de næste godt hundrede år.556
At de mange forsøg på at skabe en mobilisering af arbejderne på et ikke-socialistisk grundlag i anden halvdel af 1800-tallet stort set er skrevet ud af historieforskningen, er også et vidne om, hvor dominerende den socialistiske grundfortælling blev i det 20.
århundrede.
554 Wiinblad (1888), s. 14-15.
555 Christiansen (2012a), s. 2.
556 Citater fra Den Liberale Arbejder, nr. 4, 1960, 3. årg., s. 7.; samt Sundhed, trivsel og tryghed, valgpjece Det konservative Folkeparti, 1945, s. 2.
158 ARBEJDEREN OG MODERNITETEN
Fra 1871 blev dén socialistiske ramme om arbejderbegrebet, som Dreier og Reinhold Jensen havde skitseret siden 1850’erne, altså til en dominerende diskurs. Hermed fik
”Arbejderen” en mere klar politisk og ideologisk dimension. Man så nu de fulde konsekvenser af overgangen til ”det moderne”. Den overgangsperiode eller Sattelzeit, som Koselleck havde identificeret i det tyske politiske og sociale sprog, var nu også afsluttet i Danmark, og arbejderbegrebet lukkede sig i stigende grad om én betydning.
I industrisamfundets semantiske ramme blev ”Arbejderne” koblet til ”Fabrikken” og
”Maskinerne”. Og begrebet fik en mere klar ideologisk afgrænsning. Når man talte om
”Arbejderne” (nu i bestemt form) var det i forståelsen ”Arbejderklassen”. En gruppe defineret i sin modsætning til magthaverne i det kapitalistiske samfund. ”Arbejderne”
var ”Fortroppen” i den ”Hær”, som i ”en Krig på Liv og Død” måtte ”kæmpe en Kamp mod den hele højere Samfundsklasse”.557
Implicit heri lå også, at begrebet nu blev mere klart indført i en tidslighed. Når Pio i 1871 skrev, at ”Arbejderne” nu holdt ”Løftestangen, der skal vælte det gamle Samfund ned i Forglemmelsens Afgrund”, så var det et arbejderbegreb mættet med fremtidsforventninger.558
Og integreret i en verdensomspændende socialistisk bevægelse, som voksede i styrke år efter år, kunne Socialdemokratiet i sit partiprogram i 1913 skrive om ”den klassebevidste internationale Arbejderklasses” […] ”verdenshistoriske Opgave".559 Den marxistiske historiske materialisme kom i Danmark til sin fulde udfoldelse i 1910’erne og 1920’erne med forestillingen om klassekampen som historiens drivkraft og arbejderklassen som spydspids i denne udvikling.560 Efter den Russiske Revolution i 1917 blev truende formuleringer om ”det endelige Opgør” med ”det kapitalistiske Samfundssystem” standard i retorikken på den yderste venstrefløj. Arbejderbegrebet blev her sat ind i en revolutionær, radikaliseret og militant diskurs om vejen ind i ”den nye Tid”.
557 Socialisten, nr. 1, 2/4 1872.
558 Socialisten, nr. 1, 22/7 1871.
559 Program for Socialdemokratiet i Danmark, 1913, citeret fra Callesen/Lahme (1978), s. 93-97.
560 Socialisten, nr. 1, 22/7 1871.
159