DANMARKS NATIONALSOCIALISTISKE ARBEJDERPARTI

Socialdemokratiets og nazisternes sprogbrug havde ikke kun sammenfald i forhold til folkebegrebet. Socialdemokratiets ejerskab til ”Arbejderne” blev også udfordret af nazismen. I 1920 oprettedes Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, som var baseret på en revolutionær, nationalistisk og militant ideologi, der hyldede det racebaserede folkefællesskab og bekæmpede demokrati, kapitalisme, kommunisme og jødedom.

I 1930 blev Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP) stiftet. Det var en ren imitation af det tyske nazistparti, og det præsenterede sig selv som en tværklassebaseret ”Kamporganisation”.⁶²⁰ I partiets første program fra d. 16. november 1930 henvendte man sig til ”saavel Aandens som Haandens Arbejdere”, og i senere programmatiske skrifter blev dette uddybet. Det var ”det producerende Folk, Arbejdere, Landmænd og Handlende” [min markering, red.], som skulle beskyttes imod

”den jødiske kapitalistiske Svindel og Spekulation” samt ”Bankerne, Kreditorer, Aagerkarle og Kuponklippere”. ⁶²¹ Den brede forståelse (i koblingen af haandens og aandens arbejdere) af ”Arbejderne” såvel som det gentagne fokus på at bekæmpe

”Udbytning af det producerende Folk” mindede i vid udstrækning om Socialdemokratiets samtidige retorik (eks. Danmark for Folkets forkærlighed for ”de, der forstaar Produktionens Betydning”).⁶²²

Fra hvervepjecen Hvad er de andre? Hvad vil vi? DNSAP, 1932.

620 §3 i ”Love for DNSAP” i folderen D.N.S.A.P., Partiets Formaal, Program, Love og Første Angrebsplan, DNSAP, 1930.

621 Ibid.; samt pjecen Hvad er de andre? Hvad vil vi?, DNSAP, 1932.

622 Eks. Organisationsplan, DNSAP, 1934.

177 Men der var også forskelle på nazisternes og socialdemokraternes sprogbrug. Det var eksempelvis karakteristisk, at nazisterne ønskede at tale om ”stand” ikke ”klasse”. ”Vi skal overvinde Standsforskellen og vi skal udrydde Klassebevidstheden” lød parolen i en tale i Aabenraa i juli 1934.⁶²³ Målet var en ophævelse af alle ”Klassepartier” og at bekæmpe ”den marxistiske Klassedeling af vort Folk”.⁶²⁴ Nazisterne betragtede ”Folket som en national, organisk Enhed”. Det var ”det store Fællesskab af alle Danmarks producerende Mennesker!” bundet sammen af race og historie.⁶²⁵ I denne forståelse blev arbejderbegrebet hos nazisterne også flettet ind i en nordisk mytologisk ramme.

Det var en blanding af Holger Danske, Lindormen og Hans Tausen man kunne læse om i det nazistiske ”arbejderpartis” skrifter.⁶²⁶

Ved DNSAP’s landsstævne i 1939 sang man følgende sang på melodien til den berømte socialistiske kampsang Internationale. Teksten er gengivet i sin helhed, da den indrammer den nationalsocialistiske arbejderdiskurs godt:⁶²⁷

625 F.M. Knuth, ”Stavnsbaandets Afløsning”, i hæfte udgivet i anledning af DNSAP’s 5. Landsstævne i Slagelse, 1938, s. 61.

626 Fritz Clausen, ”Landsstævnet”, i hæfte udgivet i anledning af DNSAP’s 5. Landsstævne i Slagelse 11.-12. juni 1938, 1938, s. 11-15.

627 Optrykt i hæfte udgivet i anledning af DNSAP’s 6. Landsstævne i Kolding 17.-19. juni 1939, DNSAP’s Forlag, 1939, s. 98.

Men haardt de svegne vil sig hævne Paa hver Forræder mod vor Sag

178

Forskellen på den oprindelige version af Internationale, der var blevet skrevet i sommeren 1888 i Frankrig, og som nærmest var 1. Internationales program på vers, og nazisternes version var slående.⁶²⁸ Internationale blev oversat til dansk i 1911, og her lød de to første strofer: ”Rejs jer fordømte her på jorden, rejs dig, du sultens slavehær!”.

Nazisternes omskrivning til ”Rejs jer, Arbejder-Folk fra Norden, Rejs dig, vor Races stolte Hær!” var karakteristisk for deres race- og ikke klassebaserede fællesskabsforståelse. I øvrigt var retorikken i vid udstrækning vendt mod Socialdemokratiet, der af nazisterne blev set som et pamperisk, falsk og forræderisk klasseparti, som splittede folket frem for at samle det til kamp og ”det store Opgør”. Nazisternes omskrivning af Internationale afspejler, at de ikke ønskede at afkoble arbejderbegrebet fra socialismebegrebet, men at de i stedet ønskede at redefinere socialismen. De betragtede sig selv som ”de ”sande Socialister”, hvilket blev understreget af denne provokerende nyfortolkning af Internationale.

Der er ikke fundet eksempler på, at man i de nazistiske programmatiske skrifter har beskæftiget sig mere teoretisk med at definere, hvem ”Arbejderne” var. Idealet var en

”flittig og nøjsom” ”Arbejder” og en retfærdig ”Arbejdsgiver”.⁶²⁹ Men i øvrigt blev arbejderbegrebet i vid udstrækning brugt som en parole, mere end som et begreb man udfoldede nogen stor kulturel, social eller politisk virksomhed omkring. Det centrale ideologiske begreb for nazisterne var ”Folk”, ikke ”Arbejder”.

Dette afspejledes også i det danske nazistpartis medlemssammensætning. I midten af 1930’erne var partiet primært forankret i landbokredse og i byernes middelstand. Byarbejderne søgte først mod DNSAP i de første år af 2. Verdenskrig da massearbejdsløshed og ønsket om brød på bordet meldte sig. På dette tidspunkt (fra juli 1940) udfordrede nazisterne også den socialdemokratiske fagbevægelse ved at oprette National-socialistiske Faggrupper (senere ændret til Den Danske Arbejdsfront og Det danske Arbejdsfællesskab), der bl.a. leverede arbejdsanvisning. Det var et forsøg på at skabe konkurrence til De samvirkende Fagforbund ved at appellere til ”Arbejderne”.

Man var klar over, at den nazistiske ideologi havde svært ved at få tag i industriarbejderne, og søgte derfor den faglige argumentation og den anti-socialdemokratiske argumentation frem for den ideologiske nationalsocialistiske.⁶³⁰

628 Carl Heinrich Petersen, ”Historien om ’Internationale’ – verdens mest kendte sang”, foredrag i Danmarks Radio 2. november 1963. Petersen, C. H. (1966). Agitatorer og Martyrer. Profiler og skæbner fra socialismens verdenshistorie. København: Fremad.

629 Vejledning for Medlemmer af DNSAP, DNSAP, 1940, s. 4.

630 Siig, H.-H. (2002). Udenom arbejderklassen kommer man ikke. I Arbejderhistorie (3). København:

SFAH, s. 23-43.

179

Men hverken faggrupperne eller partiarbejdet blev den succeshistorie, partiets ledere havde håbet på. I 1937 havde man små 3.000 medlemmer, i 1939 nåede tallet op på ca. 5.000. Under krigen sluttede flere sig til, men DNSAP nåede aldrig over 2%

vælgertilslutning i Danmark.⁶³¹

DNSAP’s historie kan ses som eksempel på, at der fortsat var udfordrere til det socialdemokratiske arbejderbegreb. Men det er også et eksempel på, at det var en stort set umulig opgave at mobilisere lønarbejderne alene på baggrund af en arbejderistisk retorik. Lønarbejderne i Danmark var i 1920’erne og 1930’erne velorganiserede omkring den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Da samtidig de fleste konservative og liberale kræfter også tog afstand fra nazisterne, og da kriseforligene i løbet af 1933’erne sikrede opbakningen til det demokratiske system, blev det stort set umuligt for DNSAP at udfordre Socialdemokratiet som Danmarks ”Arbejderparti”.⁶³²

5.3. KONKLUSION

Perioden 1920’erne og 1930’erne var det kvantitative og organisatoriske højdepunkt for arbejderbegrebet i Danmark. Aldrig før eller siden blev begrebet brugt så ofte i de danske aviser (målt i reelle tal). Også som et sammensat ord i den politiske forståelse af arbejderparti eller -klasse var disse årtier kulminationen på den udvikling, der var startet i 1830’erne.

Socialdemokratiet ejede arbejderbegrebet i perioden. Høj arbejdsløshed og økonomiske kriser udfordrede den socialdemokratiske fagbevægelses organisering, men medvirkede samtidig til at cementere grundforståelsen af den klassebevidste

”Arbejder” i opposition til ”Arbejdsgiver” og ”Kapital”. Og trods udfordringer fra både kommunister og nazister, udgjorde den socialdemokratiske arbejderbevægelse med sine mange kulturelle, faglige og politiske forgreninger den helt dominerende ramme om arbejderbegrebet.

Fra Socialdemokratiet i 1924 kom til regeringsmagten blev arbejderbegrebet i de følgende år i stigende grad indskrevet i en national diskurs. I jagten på nye vælgergrupper, samt forsøg på at samle befolkningen under indtryk af den økonomiske og politiske krise fra 1930’ernes start, blev forestillingen om ”det arbejdende Folk”

samtidig mere dominerende. Det betød, at hvor 1920’erne var præget af forestillingen

631 Siig (2002), s. 23; se også Christensen mfl. (2007), s. 198-199; og Lauridsen, J. T. (2002). Dansk nazisme 1930-45 - og derefter. København: Gyldendal.

632 Christensen mfl. (2007), s. 174.

180

om en klassespecifik, offensiv arbejderkultur, så blev denne i 1930’erne erstattet med et mere nationalt og klasseharmoniserende idésæt omkring ”Folket”.⁶³³

Endnu engang blev arbejderbegrebet altså underlagt tidens rystelser. Skiftet i retning af en omskrivning hen mod ”Folket” eller ”det arbejdende Folk” var underbygget af strukturelle ændringer i erhvervssammensætning og produktion. Men det skyldtes også en bevidst retorisk strategi fra Socialdemokratiet, der gik ind i den kamp, som rasede over hele Europa i 1930’erne, om at erobre begreber som arbejder, nation, socialisme og folk.

”Arbejderen” var fortsat at forstå som et ”moderne” begreb i Kosellecks forstand. Der var stadig en høj grad af politisering og ideologisering omkring det. Man kan dog med rette spørge, hvad udviklingen i Socialdemokratiet fra klasseparti til folkeparti betød for tidsligheden (temporaliteten) i arbejderbegrebet? Var der stadig et fremtidsskabende perspektiv i ”Arbejderne”?

Som så mange gange før i det 18.-20. århundrede fandt man i 1920-1940 forestillingen om, at man levede i en opbrudstid. Den økonomiske krise, som kulminerede i 1930’erne, blev i Socialdemokratiet set som endnu en falliterklæring for den kapitalistiske samfundsorden, og nye økonomiske tanker om konjunkturpolitik og statslig regulering begyndte at bryde frem. Og som sådan kan perioden måske ses som et forvarsel om de samfundsændringer, der kulminerede i 1960’erne med velfærdsstatens fremvækst.

I denne opbrudsforestilling blev ”Arbejderne” fortsat set som en afgørende fremtidsskabende kraft. I Socialdemokraten kunne man i maj 1936 læse, at skulle man nå frem til ”gode Forhold”, måtte ”det ske ved enig Fremmarch af Arbejderklassens Mænd og Kvinder, frem til bedre og lysere Forhold for hele det arbejdende Folk”.⁶³⁴ Det var altså en mindre del af befolkningen – nemlig ”Arbejderklassen” (som ikke var et veldefineret begreb i perioden, men som havde en intuitiv klang af ”Underklasse” eller

”håndens Arbejdere” i modsætning til middelstandens funktionærer), der skulle føre udviklingen videre frem til gavn for hele ”det arbejdende Folk”.⁶³⁵ Og det skulle ske i

”March” – en metafor, der med sine konnotationer af kamp rakte tilbage til partiets revolutionære dage, men som samtidig havde en bred klangbund i mellemkrigstidens

633 Christensen mfl. (2007), s. 147.

634 Nina Andersen, folketingsmedlem for soc.dem. i 1.maj-tale om ”Kvinden som den uundværlige kammerat i kampen”. I Social-Demokraten d. 2/5 1936.

635 K.K. Steincke henvendte sig til i sin 1. maj-tale i 1938 ligeledes til ”den opadstræbende Arbejderklasse”. Social-Demokraten 2/5 1938.

181

bevægelsesarbejde med fanemarchen og de næsten militært organiserede ungdomsbevægelser, der skulle sikre ensretning og fælles fodslag.

”March”-metaforen var også central, da en af partiets markante ideologer, Socialdemokratens redaktør, H.P. Sørensen, i 1932 forklarede, at Socialdemokratiets succes skyldtes, at det var mere end et almindeligt politisk parti. Det var ”en Folkebevægelse, som marcherer frem med Blikket fæstet mod det høje Maal i Kimingens Rand” … ”Socialdemokratiet har den historiske Mission: at fuldbyrde og give Liv til Samfundsudviklingens næste Trin, et socialistisk Samfund”.⁶³⁶ Den materialistiske evolutionære historieopfattelse, som Marx havde introduceret, lå stadig latent i partiet i 1930’erne. Socialdemokratiet havde fortsat den klare ”historiske Mission” at løfte samfundsudviklingen til ”næste Trin”. Men selv om H.P. Sørensen i sin tekst skrev om både ”underklasse” og ”arbejderklasse”, så var det ”Folket”, der stod tilbage som hovedkraften i denne transformation.

Selv om vi i denne periode er et godt stykke oppe i det 20. århundrede er det moderne, politiserede arbejderbegreb altså fortsat centralt. Men at det gradvist udfases som Socialdemokratiets centrale ideologiske begreb fra midten af 1930’erne peger også hen imod det, som skal komme – nemlig et skifte hen imod et langt mere teknisk og administrativt arbejderbegreb, som får betydning i sin kobling til andre statistiske kategorier som funktionærer og tjenestemænd snarere end i sin ideologiske modstilling til arbejdsgivere og kapital.

636 Sørensen, H. P. (1932), s. 41-42.

182

DEL 3: Det postmoderne