S i d e 60 | 120 Det kan diskuteres, om der var flere eller andre arbejdsspørgsmål, der ville have været relevante for undersøgelsen af konsekvenserne ved retsforbeholdet. Dette ville imidlertid være gået ud over undersøgelsens dybde, men måske have afdækket flere resultater.
Af ovenstående refleksioner mener jeg, at specialet har skabt relevant viden inden for emnefeltet, og at det samtidig kan inspirere til videre forskning.
S i d e 61 | 120 konsesus-orienterede EU, kan dog stadig have indflydelse, selvom de ikke har stemmeret. Det er bruddet på normerne, der ville kunne påvirke Danmarks indflydelsesevene, da retsforbeholdet bliver opfattet som mangel på solidaritet og en trussel mod EU’s sammenhæng.
En anden konsekvens ved at beholde retsforbeholdet kan være, at Danmark bliver ekstra modtagelig for udefrakommende påvirkninger, ved at udelukke sig selv fra magt og indflydelse. Man ville dog alligevel skulle gå på mange kompromiser, for at undgå for stor stress-sensitivitet. Måske ville EU’s beslutninger påvirke Danmark mindre under retsforbeholdet, men man ville stadig have indskrænket indflydelse, og denne vil blive mindre og mindre, jo længere tid Danmark beholder forbeholdet.
Dette vil blandt andet være til stor ulempe for danske forbrugere og virksomheder, der under
retsforbeholdet ikke har de samme vilkår som i de andre medlemslande. Den første undersøgelse har således vist, at konsekvensen ved at fastholde retsforbeholdet i alle tilfælde giver en lav
indflydelsesevne, og at den udefrakommende påvirkning kan variere.
Hvis Danmark vælger tilvalgsordningen, eller afskaffer retsforbeholdet, vil det i første omgang signalere solidaritet og engagement, som kan give større indflydelse i EU. Konsekvenserne af dette kan være, at Danmark bliver ’fanget’ i samarbejdet og må gå på kompromis med nationale
prioriteter. Overdragelsen af suverænitet på retlige og indre anliggender kan også muligvis styrke og understøtte den nationale suverænitet, fordi at danske myndigheders afgørelser således bliver anerkendt i resten af EU. Konsekvenserne af dette er, at Danmark følgelig også skal anerkende alle de andre landes afgørelser.
Danmarks indflydelsesevne vil være større med tilvalgsordningen, men størst hvis man helt afskaffer retsforbeholdet. I begge tilfælde vil også den udefrakommende påvirkning være stor, da man har overgivet den interne og eksterne kompetence til EU, og bliver bundet af retsakterne.
Tilvalgsordningen kan til gengæld give mulighed for en anderledes forhandlingsposition, og dermed øge indflydelsesevnen.
Den anden del af undersøgelsen viste, at der ved en tilvalgsordning eller afskaffelse af
retsforbeholdet, kan opstå juridiske udfordringer og konsekvenser for dansk retssikkerhed. Den retlige regulering, der skal sikre borgernes rettigheder, udleveres, hvilket medfører, at den danske stat ikke kan garantere borgernes retssikkerhed. Retsforfølgelse vil blive nemmere og mere effektiv, men vil give en række uklare bestemmelser i straffeloven, på grund af princippet om gensidig anerkendelse. Den gensidige anerkendelse, der gælder i flere af EU’s retsakter, forpligter Danmark til, at anerkende retsafgørelser fra andre medlemslande.
S i d e 62 | 120 Problemet er, at ikke alle medlemslande, selvom de er med i EU, lever op til menneskerettighederne og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Dermed kan danske statsborgere få krænket deres grundlovssikrede rettigheder af andre landes retssystemer, og den danske stat vil i mange tilfælde ikke have indflydelse på det.
Disse retssikkerhedsmæssige betænkeligheder er meget udprægede på det
strafferetlige område, men knap så fremherskende på det civilretlige. De mange retsakter, der følger med en afskaffelse af retsforbeholdet på det civilretlige område, bliver opfattet som en positiv tilførelse til dansk civilret. Især for danske virksomheder vil en tilvalgsordning, eller afskaffelse af retsforbeholdet, åbne mange muligheder på det europæiske marked, og dermed skabe vækst i Danmark. Hovedsageligt synes det at være den internationale privatrets sikkerhedsventil ’ordre public’, der giver anledning til ro i sindet. Men selvom man endnu ikke har oplevet problemer med de civilretlige retsakter, ved man endnu ikke, hvad fremtidens EU bringer, og om Kommissionen har overblik over konsekvenserne. Et bud på, hvor forandringerne vil være størst de næste par år, er på området for asyl- og indvandring, familieret og grænseoverskridende kriminalitet. Og det der kommer til at afgøre retssikkerhedsspørgsmålet, vil i høj grad være balancen mellem sikkerhed og rettigheder.
Den tredje analysedel viste, at Danmark med et retsforbehold langsomt vil blive ’forladt’ af EU. Flere og flere retsakter aktiverer det danske retsforbehold, og den næste konsekvens bliver en udelukkelse af Europol. Det betyder, at Danmark ikke længere kan deltage i det fælles politisamarbejde, ikke vil være repræsenteret i Haag og ikke har adgang til de databaser, Danmark selv i høj grad har bidraget til, at oprette og vedligeholde. I en verden hvor, kriminalitet ikke har nogen grænser og terrortruslen vokser, skaber det stor bekymring omkring sikkerheden. Det betyder ikke, at Danmark vil blive oversvømmet med kriminelle, men det kan få konsekvenser for bl.a. investeringsklimaet.
Alternativet er en parallelaftale, som ville sidestille Danmark med Norges deltagelse i Europol. Disse aftaler er meget tidskrævende at lave, og Danmark kan risikere i en årrække at stå uden for Europol, mens man venter på afgørelsen. Det er også sandsynligt, at man ikke ville kunne nøjes med en parallelaftale kun på Europol-forordningen, da den trækker på andre retsakter, der er nødvendige for samarbejdet. Derudover ville en tredjelandsaftale ikke sikre indflydelse på det overordnede plan, og Danmarks interesser vil ikke blive varetaget.
Konkluderende har specialet vist, at på det overordnede plan, indtager Danmark med retsforbeholdet en D-strategisk tilgang til EU, og placeres i adaptationsmodellens ’policy of
quiescence’ eller ’policy of acquiescence’. Selv med en parallelaftale rykker Danmark ikke ud af ’the
S i d e 63 | 120 acquiescent mode’. Med tilvalgsordningen eller en afskaffelse af retsforbeholdet, indtager Danmark en C-strategi, og placerer sig i adaptationsmodellens ’policy of balance’, som efter Rosenaus
vurdering er den mest kompatible politiske indstilling i relation til et internationalt fællesskab.
I alle tre scenarier kan der argumenteres for og imod mere indflydelse, mindre udefrakommende påvirkning, udfordringer for retssikkerheden og afgivelse af suverænitet. Til dette kan der tilføjes, at der med eller uden forbehold findes goder og onder, der har konsekvenser for Danmark.